Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - kommuner - fagretlig - medhold

En gravid kvinde blev afskediget fra sin stilling som psykolog i en kommunal familierådgivning. Det var klagers fravær, der begrundede afskedigelsen, og det kunne ikke afvises, at fraværet, i hvert fald delvist, skyldtes graviditetsbetinget sygdom. Da indklagede ikke omgjorde beslutningen om afskedigelse efter at være blevet bekendt med klagers graviditet, og da denne graviditet var årsag til fraværet i en efterfølgende del af opsigelsesperioden, havde indklagede handlet i strid med ligebehandlingsloven. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 390.000 kr. svarende til cirka ni måneders løn. Dissens.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en gravid kvinde blev afskediget fra sin stilling som psykolog i en kommunal familierådgivning.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede handlede i strid med ligebehandlingsloven, da klager blev afskediget fra stillingen som psykolog.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse på 390.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. december 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev pr. 1. marts 2009 ansat som psykolog i den indklagede kommune med tjeneste indtil videre ved familierådgivningen.

Der blev den 2. februar 2011 afholdt en medarbejdersamtale mellem klager og ledelsen om gensidige forventninger. Ledelsen konkluderede under samtalen blandt andet, at man forventede, at klager aktivt skulle deltage i alle afdelingens aktiviteter, fortsætte med at udvikle danske sprogfærdigheder, ajourføre kalenderen, løfte flere sager, herunder undersøgelser og aftale samtaletidspunkt ved nyvisitationer. Ledelsen præciserede også den normale arbejdstid i familierådgivningen.

Klager blev sygemeldt den 3. februar 2011. Der blev herefter afholdt en række kontaktsamtaler, henholdsvis den 23. februar, 9. marts, 24. marts og 29. marts 2011.

Af mulighedserklæring af 29. marts 2011 fremgår blandt andet, at klager var konstant træt og havde vanskeligheder med søvn, og at hun ikke kunne finde ud af de mindste ting uden at blive stresset og magtesløs. Hun havde desuden konstante bekymringstanker vedrørende arbejdet.

Klager var også indkaldt til samtale den 10. maj 2011, men hun meldte afbud via TR-suppleanten K, der havde deltaget som bisidder i tidligere samtaler.

Af e-mail af 4. maj 2011 fra klager til K fremgår blandt andet, at klager havde det rigtig dårligt, og at hun ikke havde fået udfyldt mulighedserklæringen, fordi hun ikke magtede at lave det hændelsesforløb, som var en betingelse for, at lægen ville udfylde erklæringen. Klager oplyste også, at hun havde meget kvalme og opkast på grund af graviditeten. Hun havde fået konstateret, at hun ventede tvillinger.

Afslutningsvist i mailen af 4. maj 2011 bad klager K om at fortælle S, der var konstitueret leder for familierådgivningen, at hun havde det virkelig skidt.

I mail af 5. maj 2011 til klager oplyste K, at hun - som ønsket af klager - havde fortalt S, at klager havde det skidt. Det fremgik også af mailen, at S over for K havde understreget, at han manglede erklæringen, og at det var vigtigt, at han fik den.

S har i notat vedrørende den 10. maj 2011 noteret, at "(Klager) har pr. e-mail til TR-suppleant meddelt, at hun ikke er i stand til at møde på pga. sygdom. . . kvalme mv."

Klagers læge attesterede den 11. maj 2011, at klager vurderedes ude af stand til at arbejde på grund af arbejdsskade forårsaget af arbejdsrelateret stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Når klager vendte tilbage til arbejde, ville der være behov for langsom start, flytning til andet arbejdsområde samt at tage hensyn til klagers ønsker i startfasen. Alle tre punkter var en forudsætning for vellykket tilbagevenden til jobbet.

Indklagede varslede ved brev af 12. maj 2011, at man påtænkte at opsige klager fra stillingen som psykolog i familierådgivningen.

Begrundelsen for den påtænkte opsigelse var, at omfanget af klagers fravær vanskeliggjorde den driftsmæssige planlægning i familierådgivningen, og at der ud fra de oplysninger, som afdelingen havde kunnet få, ikke var udsigt til, at klager kunne genoptage tjenesten i fuldt omfang inden for en rimelig tid. Det var ikke lykkedes at indhente en mulighedserklæring fra klagers læge. Det havde endvidere ikke været muligt at komme i telefonisk med klager, hvorfor der ikke havde kunnet gennemføres en tjenstlig samtale med klager.

Klagers faglige organisation holdt den 16. juni 2011 et møde med indklagede, hvor det blev aftalt, at hvis klager i opsigelsesperioden blev i stand til at genoptage tjenesten helt eller delvist, så ville indklagede den 15. september 2011 foretage en evaluering med henblik på, om opsigelsen skulle opretholdes.

Klager blev opsagt den 29. juni 2011 til fratræden den 30. september 2011. Der blev henvist til samme begrundelse som i varslingsbrevet.

Det var dog tilføjet følgende afsnit:

"Det er dog i møde med Dansk Psykolog Forening den 19. juni 2011 aftalt, at såfremt du i opsigelsesperioden bliver i stand til at genoptage tjenesten helt eller delvist, vil [indklagede] foretage en evaluering af den indtil da gennemførte tjeneste med henblik på afgørelse om opretholdelse af denne opsigelse. Dette vil ske efter en forudgående aftale med dig og Dansk Psykolog Forening. Hermed er spørgsmålet om begrundelse og vilkår for opsigelsen fuldt og endeligt afklaret og kan ikke indbringes for faglig eller civile retsinstanser."

Klager var sygemeldt indtil den 18. juli 2011, hvor hun raskmeldte sig. Hun holdt herefter fire ugers ferie, og hun genoptog den 15. august 2011 delvist arbejdet, idet hun arbejdede to dagen om ugen frem til den 12. september 2011, hvor der blev holdt evalueringsmøde.

Af mulighedserklæring af 4. august 2011 fremgår, at ifølge klager var funktionsnedsættelsen begrundet i stress og deraf følgende sygemelding.

Det fremgår af sagen, at klager ved undersøgelse på sygehuset den 13. september 2011 fik en standardsygemelding gældende fra den 24. september 2011, idet man fra hospitalets side anbefalede, at hun blev fuldtidssygemeldt.

Den 16. september 2011 blev klager indlagt på hospitalet på grund af graviditetskomplikationer. Klager blev udskrevet den 21. september 2011.

I brev af 28. september 2011 meddelte indklagede klager, at man som aftalt ved mødet med (klagers faglige organisation] den 19. juni 2011 havde foretaget en evaluering af klagers tjeneste i perioden fra den 15. august til den 12. september 2011, hvor klager på nedsat tid havde genoptaget arbejdet som psykolog i familierådgivningen.

Indklagede havde ikke tiltro til, at klagers helbredsmæssige forhold gjorde, at hun inden for rimelig tid ville være i stand til varigt på normale vilkår at arbejde på fuld tid i familierådgivningen. Indklagede opretholdt opsigelsen.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven.

Klager bestrider indklagedes påstand om, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle sagen. Klager bestrider i den forbindelse, at der som anført af indklagede eksisterer en bindende aftale eller praksis om, at sager om opsigelse i strid med ligebehandlingsloven skal behandles af et afskedigelsesnævn.

Klager henviser også til, at der ikke mellem parterne eksisterer nogen kollektiv overenskomstretlig regulering svarende til ligebehandlingsloven. Sagen vedrører derfor heller ikke brud på en sådan aftale. Det må således stå klager frit for at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet.

For så vidt angår det af indklagede anførte om, at parterne på mødet den 19. juni 2011 aftalte, at kommunen efterfølgende ville vurdere, om opsigelsen skulle fastholdes, så sigtede dette efter klagers opfattelse alene på det overenskomstbestemte afskedsværn om, hvorvidt opsigelsen kunne anses for saglig. Aftalen berører efter klagers opfattelse ikke muligheden for at rejse en sag efter ligebehandlingsloven.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet vedrører således ikke sagligheden af afgørelsen, men lovligheden af indklagedes dispositioner. Klager henviser i den forbindelse til, at det ikke direkte og utvetydigt fremgik af aftalen, at klager endeligt og bindende gav afkald på muligheden for at rejse indsigelse efter ligebehandlingsloven. Dette var efter klagers opfattelse ikke tilfældet.

Aftalen blev i øvrigt indgået på et tidspunkt, hvor indklagede havde fuldt kendskab til klagers graviditet.

Det gøres gældende, at indklagede var klar over, at klager var gravid, og at hendes fravær også var graviditetsbetinget, da man fremsatte agter-skrivelsen den 12. maj 2011. Klager henviser herved til S´s notat om, at klager meldte afbud til mødet den 10. maj 2001 på grund af "sygdom. . . kvalme". Efter klagers beskrivelse i mailen til TR-suppleanten må det forekomme åbenbart, at de beskrevne gener havde været medvirkende til sygefraværet.

Det er klagers opfattelse, at der er nær tidsmæssig sammenhæng mellem hendes omtale af graviditeten og indklagedes påbegyndelse af afskedigelsessagen. Der foreligger således ikke oplysninger om, at indklagede på et tidligere tidspunkt end den 10. maj 2011 havde overvejet at indlede en afskedigelsessag. Den manglende lægeerklæring, som indgik i begrundelsen for afgørelsen, relaterede sig til et møde i marts måned, og havde ikke i den mellemliggende tid givet anledning til påtale eller lignende.

Klager gør på denne baggrund gældende, at uanset om indklagede kan dokumentere, at graviditeten/det graviditetsbetingede fravær ikke har haft betydning for indklagedes beslutning om at afskedige hende på dette tidspunkt, så har det graviditetsbetingede fravær haft afgørende indflydelse på indklagedes stillingtagen til spørgsmålet om ophævelse/til-bagetrækning/fastholdelse af opsigelsen.

Klager henviser til, at der var tale om opsigelse af en gravid medarbejder som følge af fravær, der i hvert fald delvist var graviditetsbetinget. Overvejelsen om, hvorvidt opsigelsen skulle fastholdes eller trækkes tilbage, blev i øvrigt truffet i en situation, hvor klager blandt andet var indlagt på hospital som følge af komplikationer i forbindelse med tvillingegraviditeten.

Klager gør i den forbindelse gældende, at uanset at indklagede ikke havde udtrykt utilfredshed med klagers indsats, så blev kravene til hendes arbejdsindsats skærpet i forhold til den oprindelige aftale, idet indklagede på trods af viden om klagers forventede tvillingefødsel krævede en yderligere arbejdsindsats på 100 procent i de sidste 14 dage af opsigelsesperioden. Dette gik klager med til, men hun havde på grund af problemer med graviditeten ikke chance for at opfylde dette. Det er derfor efter klagers opfattelse graviditeten, som var baggrunden for, at indklagede fastholdt opsigelsen.

For så vidt angår beslutningen om at fastholde opsigelsen den 28. september 2011, henviser klager til, at der ikke var tale om, at klager skulle ansættes i en ny stilling, men om hun kunne fortsætte i stillingen på uændrede vilkår. Det er således klagers opfattelse, at opsigelsen i slutningen af juni 2011 ikke var endelig.

Det er klagers opfattelse, at det var afgørende for indklagedes revurdering af opsigelsen, at hun inden sin fratræden var vendt tilbage til arbejdet, og at dette kunne ske gradvist. Klager havde i starten af sommeren haft blandt andet graviditetsproblemer, men hun formåede at vende gradvist tilbage til arbejdet fra den 15. august 2011.

Baggrunden for, at klager ikke kunne øge arbejdsmængden ud over det aftalte, var de betydelige gener, der i denne periode var knyttet til klagers tvillingegraviditet. Klager var fra hospitalets side anbefalet fuld sygemelding allerede fra den 19. september 2011. På mødet den 12. september 2011 tilbød klager at trappe op til fuld tid, men hun blev imidlertid den 16. september 2011 indlagt på hospitalet af graviditetskomplikationer. Hun blev herefter sygemeldt på grund af graviditetskomplikationer.

Indklagede påstår, at Ligebehandlingsnævnet skal afvise sagen.

Indklagede påstår i øvrigt, at opsigelsen af klager den 29. juni 2011 og beslutningen af 28. september 2011 om at fastholde opsigelsen ikke var i strid med ligebehandlingsloven.

For så vidt angår spørgsmålet om afvisning henviser indklagede til, at det ikke har været hensigten med Ligebehandlingsnævnet at ændre det bestående fagretlige system, hvorefter organiserede lønmodtagere som udgangspunkt skal indbringe såvel overenskomstspørgsmål som lovgivningsspørgsmål, herunder også om ligebehandling, for faglig voldgift.

Det er derfor indklagedes opfattelse, at den faglige organisation, som i det foreliggende tilfælde fører sagen for klager, er tvunget til at indbringe sagen for det faglige system og lade sagen afgøre i dette forum og ikke ved Ligebehandlingsnævnet. Det er således indklagedes opfattelse, at det aldrig har været tanken, at Ligebehandlingsnævnet skal være et alternativt klageorgan for de faglige organisationer.

Indklagede henviser yderligere til, at klager ved aftalen af 16. juni 2011 var fuldt bekendt med alle sagens faktiske omstændigheder, herunder omstændighederne omkring sygefraværet, der angiveligt var udløst af sagen omkring den påståede mobning og chikane, samt omstændighederne omkring graviditet. Det er på baggrund af aftalen af 16. juni indklagedes opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet er afskåret fra at bedømme opsigelsen.

Indklagede bestrider, at man kendte til klagers graviditet, da man besluttede at indlede en afskedigelsessag, hvilket blev effektueret med sindetskrivelsen den 12. maj 2011. Først den 19. maj 2011 fik indklagede meddelelse om klagers graviditet.

Hverken S, der var konstitueret som afdelingsleder indtil den 30. juni 2011, eller andre på ledelsesniveau vidste, at klager var gravid, da man sendte sindetskrivelsen af 12. maj 2011.

S havde den 10. maj 2011 noteret, at TR-suppleanten havde meddelt, at klager ikke var i stand til at møde op "pga. sygdom . . . kvalme".

S havde på intet tidspunkt forud for den 12. maj 2011 hverken fra TR-suppleanten eller andre medarbejdere fået at vide, at klager var blevet gravid under sit sygefravær. Han var heller ikke på anden måde bekendt med klagers graviditet.

S overvejede ikke, at oplysningen, om at klager havde det skidt med kvalme og søvnproblemer, kunne have forbindelse med en mulig graviditet, men opfattede det alene som en beskrivelse af klagers symptomer på stress. Dette understøttes efter indklagedes opfattelse af, at klager den 4. maj 2011 havde bedt TR-suppleanten om at fortælle S, at hun havde det virkelig skidt, og at TR-suppleanten have meddelt tilbage, at "Jeg har som du har ønsket fortalt [S] at du har det skidt."

Klager sygemeldte sig efter medarbejdersamtalen den 2. februar 2011, hvor hun fik nogle ledelsesmæssige tilrettevisninger om sit arbejde. Ved telefonsamtale (kontaktsamtale) med S den 23. februar 2011 meddelte klager blandt andet, at hun forventede at komme tilbage hurtigst muligt, men at hun ikke kunne sige noget om tidsperspektivet. Hun oplyste også, at hun følte sig slidt ned, og at hun havde haft søvnproblemer et stykke tid. Hun havde kontaktet HR om psykologsamtaler/stresskonsulent.

På møde den 29. marts 2011 blev der drøftet klagers funktionsnedsættelser som følge af stress. Mulighedserklæringens side 1 blev udfyldt, men klager undlod at gå til læge for at få udfyldt erklæringens side 2.

Da S ikke havde udsigt til at få mulighedserklæringen eller at komme i kontakt med klager omkring hendes tilbagevenden til arbejdet, og da man havde manglet en psykolog i knap 3½ måned, overgav han sagen til HR med henblik på, at der skulle indledes en afskedigelsessag.

Indklagede bestrider ikke, at klager den 4. maj 2011 havde oplyst overfor TR-suppleanten, at hun havde kvalme og opkastninger på grund af graviditeten. Indklagede bestrider imidlertid, at kvalmen og opkastningerne helt eller delvis var årsag til klagers sygefravær og uarbejdsudygtighed frem til den 12. maj 2011. Indklagede bestrider også, at oplysningen om kvalme den 10. maj 2011 kunne give anledning til at overveje graviditetsbetingede gener, da indklagede ikke kendte eller burde kende til graviditeten, og da indklagede i hele sygefraværsperioden fra den 2. februar til den 12. maj 2011 kun havde fået oplyst, at der var stress-relaterede årsager til sygefraværet.

Efter afsendelsen af sindetskrivelsen modtog indklagede mulighedserklæring dateret den 11. maj 2011, hvoraf fremgik, at lægen havde oplyst, at klager var ude af stand til at arbejde på grund af arbejdsskade forårsaget af arbejdsrelateret stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det fremgik også, at der skulle foretages en ny vurdering i august 2011 efter at klager som anbefalet af lægen havde gennemgået en psykologisk undersøgelse.

Indklagede henviser til, at lægens attestering af mulighedserklæringen ikke indeholdt oplysninger om graviditet eller graviditetsbetingede gener, der kunne begrunde skånehensyn, eller som hel eller delvis årsag til sygefraværet.

Efter afsendelsen af sindetskrivelsen modtog indklagede en mail af 19. maj 2011 fra klagers faglige organisation, hvoraf fremgik, at klager var gravid.

Indklagede henviser videre til, at der hverken i forbindelse med at klager den 23. maj 2011 anmeldte sin sygdom som en arbejdsskade eller den efterfølgende korrespondance med klagers faglige organisation blev givet udtryk for, at klagers sygefravær havde noget med graviditeten at gøre. Der var i klagers høringssvar af 14. juni 2011 alene henvist til forhold, som klager opfattede som mobning og chikane på arbejdspladsen. Det fremgår efter indklagedes opfattelse klart af høringssvaret, at klager mente, at hendes sygefravær på intet tidspunkt havde haft med graviditeten at gøre.

På møde den 19. juni meddelte indklagede, at man agtede at gennemføre den påtænkte opsigelse, da det stressbetingede sygefravær ikke gav anledning til at formode, at klager varigt ville være i stand til at genoptage arbejdet inden for rimelig tid.

Den faglige organisation og indklagede aftalte under mødet, at indklagede ville evaluere sagen den 15. september 2011 med henblik på, om man ville fastholde opsigelsen, eller om man ville tilbyde klager fortsat ansættelse pr. 1. oktober 2011.

Det er indklagedes opfattelse, at der på mødet den 16. juni 2011 blev indgået aftale til fuld og endelig afgørelse af opsigelsessagen.

Ved mulighedserklæring af 4. august 2011 blev det beskrevet, at klagers funktionsnedsættelse skyldtes stress og deraf følgende sygemelding. Efter indklagedes opfattelse spillede graviditetsgener ingen rolle. Side 2 af mulighedserklæringen blev ikke udfyldt.

På evalueringsmødet den 12. september 2011 vurderede indklagede, at der ikke var grund til at tilbagekalde opsigelsen, da klager på grund af stress kun havde været i stand til at arbejde to dage om ugen. Indklagede bestrider, at klager har arbejdet mere end dette. indklagede bestrider også, at der på evalueringsmødet blev fremsat nye eller skærpede krav til klager i forhold til den aftale, der fremgik af opsigelsen af 29. juni 2011.

Indklagede henviser videre til, at klager på mødet gav udtryk for, at der eventuelt kunne blive tale om en fremtidig graviditetsbetinget nedsættelse af arbejdstiden, men at der intet konkret forelå om graviditetsbetinget sygefravær.

Da indklagede ikke fandt anledning til at tilbagekalde opsigelsen af 29. juni 2011, stod denne ved magt, og klager fratrådte sin stilling ved udgangen af september 2011. Den reelle årsag til, at indklagede fastholdt opsigelsen, var forløbet omkring klagers stressbetingede sygefravær, og det forhold, at klager kun havde genoptaget arbejdet to dage om ugen, samt at hun ikke havde afleveret mulighedserklæring.

Det er indklagedes opfattelse, at opsigelsen var fuldt ud gennemført den 29. juni 2011, og at beslutningen af 28. september 2011 ikke var udtryk for en ny opsigelse, men alene en fastholdelse af den tidligere beslutning om at opsige klager.

Det er indklagedes opfattelse, at ligebehandlingslovens § 9 ikke finder anvendelsen på beslutningen af 28. september 2011, da der ikke var tale om en afskedigelse. Beslutningen af 28. september 2011 skal derfor bedømmes efter lovens § 2 om ansættelse med videre.

Det er indklagedes opfattelse, at en eventuel erstatning skal udgøre 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Indledningsvist bemærkes, at det er klagers faglige organisation, der har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet. Det er derfor nævnets vurdering, at sagen kan behandles af nævnet, idet det må anses for godtgjort, at der ikke iværksættes fagretlige behandling af kravet.

Klagers faglige organisation og indklagede indgik på mødet den 16. juni 2011 (ifølge opsigelsesbrevet er aftalen indgået den 19. juni 2011) aftale om, at indklagede ville evaluere opsigelsen, hvis klager vendte tilbage til arbejdet i opsigelsesperioden. Det fremgår af aftalen, at spørgsmålet om begrundelse og vilkår for opsigelsen som følge af aftalen var fuldt og endeligt afklaret og ikke kunne indbringes for faglig eller civile retsinstanser.

Aftalen gjorde ikke udtrykkeligt op med spørgsmålet om, hvorvidt en efterfølgende opsigelse af klager ville være i strid med klagers rettigheder i henhold til ligebehandlingsloven, og er derfor uden betydning for, om nævnet kan behandle sagen.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Lovens beskyttelse mod afskedigelse på grund af graviditet gælder også afskedigelse på grund af sygefravær, der skyldes graviditet. Dette gælder, uanset om arbejdsgiveren på afskedigelsestidspunktet var eller burde være bekendt med, at lønmodtageren var gravid.

Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at indklagede var bekendt med klagers graviditet, da man den 12. maj 2011 meddelte, at man agtede at afskedige hende fra stillingen som psykolog ved familierådgivningen på grund af omfanget af hendes fravær.

Det var klagers fravær, der begrundede beslutningen af 12. maj 2011, og det kan ikke afvises, at fraværet, i hvert fald delvist, skyldtes graviditetsbetinget sygdom.

Da indklagede ikke omgjorde beslutningen efter at være blevet bekendt med klagers gravidtet, og da denne graviditet var årsag til fraværet i en efterfølgende del af opsigelsesperioden, hvorefter indklagede skulle revurdere opsigelsen, har indklagede handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Godtgørelse

To af nævnets medlemmer udtaler:

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 390.000 kr., svarende til cirka ni måneders løn.

Disse medlemmer har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde, lønnens størrelse og det i øvrigt oplyste i sagen.

Et af nævnets medlemmer udtaler:

Opsigelsen af klager findes ikke at være i strid med ligebehandlingsloven, idet dette medlem ikke finder grundlag for at antage, at klagers sygefravær skyldtes klagers graviditet. Den manglende omgørelse af opsigelsen af klager skyldes sygefravær, der i hvert fald delvist var graviditetsbetinget. Beslutningen om at fastholde opsigelsen efter opsigelsesperiodens udløb må derfor sidestilles med en beslutning om at undlade at tilbyde klager ansættelse helt eller delvist begrundet i klagers graviditet.

Dette medlem finder derfor, at godtgørelsen til klager bør fastsættes til 25.000 kr.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Indklagede skal herefter betale 390.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. december 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.