Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - ej medhold

Et universitet havde vedtaget en handleplan, der belønnede fakulteter økonomisk ved ansættelse af kvindelige professorer og lektorer. Universitetet havde med hjemmel i ligebehandlingsloven fået dispensation til at indføre ordningen. Klager gjorde dog gældende, at den faktiske udmøntning af modellen gik videre end forudsat i dispensationen. Nævnet fandt, at universitetet ikke gav kvindelige ansøgere til professorstillinger nogen fortrinsstilling frem for mandlige ansøgere, og at indklagede havde fulgt fremgangsmåden beskrevet i dispensationsansøgningen. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn som følge af, at det indklagede universitet har vedtaget en handleplan, der belønner fakulteter økonomisk ved ansættelse af kvindelige professorer og lektorer.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det indklagede universitets handleplan for ansættelse af kvindelige professorer er ikke i strid med ligebehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Det indklagede universitet søgte i juni 2008 om dispensation fra ligebehandlingsloven i forhold til en handleplan, der havde til formål at skabe større mangfoldighed blandt forskere og ledere på universitetet. Planen skulle løbe i en femårig periode fra 2008 til 2013.

Baggrunden for handleplanen var, at det indklagede universitet, ligesom andre universiteter, havde en skæv kønssammensætning og havde svært ved at tiltrække og fastholde kvindelige forskningstalenter. I 2007 udgjorde andelen af kvindelige professorer på det indklagede universitet 13,6 procent mod 14,5 procent i 2005. På adjunktniveau var andelen af kvinder lige under halvdelen og på lektorniveau omkring 30 procent. I perioden 1. januar 2006 til 31. december 2007 var kun 14,9 procent af de nyansatte professorer kvinder. Mangfoldighed i medarbejdersammensætningen skulle medvirke til at skabe rollemodeller, som ville gøre det lettere at rekruttere og fastholde forskere af det underrepræsenterede køn.

Det fremgår af ansøgningen, at universitetet blandt andet ville indføre en økonomisk belønning til de fakulteter, der formåede at identificere og ansætte kvalificerede kvinder i professorstillinger. Konkret var der tale om:

a) Et generelt belønningsprincip, hvor fakulteternes ansættelse af kvindelige professorer blev belønnet med en ekstra professorstilling (m/k) til fakultetet det efterfølgende år.

b) Oprettelse af en central bonuspulje, hvor fakulteter, der øgede procenten af nyansatte kvindelige professorer med fem procentpoint i forhold til perioden 1. januar 2006 til 31. december 2007 fik en bonus.

Incitamenterne skulle skærpe såvel interesse som økonomisk mulighed for at opslå professorstillinger, herunder stillinger, der appellerede til et bredt felt af professorkvalificerede forskere. Det var en forudsætning for indførelse af det ønskede belønningsprincip, at stillingerne blev slået op på en sådan måde, at der ikke kun indkaldtes ansøgninger fra det underrepræsenterede køn. Besættelsen af stillingerne vil blive foretaget ud fra en vurdering af alle ansøgningerne, således at det sikredes, at der blev set bort fra det underrepræsenterede køn, hvis der var en bedre kvalificeret ansøger af det overrepræsenterede køn.

Det blev fremhævet i universitetets ansøgning, at omdrejningspunktet i handlingsplanen ikke var, at kvinder skulle favoriseres i selve ansøgningssituationen og tilbydes stillinger på bekostning af mere kvalificerede mænd, men derimod at øge antallet af kvalificerede kvindelige ansøgere mærkbart. Handlingsplanen skulle sikre, at de bedste - af begge køn - rent faktisk kom frem til "ansøgningsbordet". Undersøgelser i Danmark havde vist, at en betydelig del af universiteternes stillinger blev tilbudt mænd, alene af den årsag, at der overhovedet ikke havde været kvindelige ansøgere.

Den ansøgte dispensation blev meddelt af Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Det fremgår af meddelelsen om dispensation blandt andet, at

"I forbindelse med de enkelte initiativer har universitetet i sin ansøgning opstillet forskellige forudsætninger. Ministeriet har i sine overvejelser om, hvorvidt der kan tildeles dispensation, lagt vægt på disse forudsætninger, som derfor skal fremgå af opslag af stillinger og ved indkaldelse af ansøgninger i øvrigt. . . Det fremhæves, at ministeriets godkendelse af de foreslåede initiativer forudsætter, at de gennemføres i fuld overensstemmelse med universitets brev af 3. juni 2008. . ."

I forbindelse med klagers anmodning om aktindsigt hos det indklagede universitet har fakultet A oplyst, at de i henhold til handlingsplanen for flere kvinder i forskning og ledelse har indført en ordning, der belønner et institut for at ansætte personer af det underrepræsenterede køn. Man har ligeledes indført en praksis, hvorefter der ved beslutning om, hvem der skal ansættes blandt lige kvalificerede ansøgere, skal lægges vægt på, hvor mange aktive forskningsår ansøgerne har haft til at opnå deres kvalifikationer, således at der f.eks. tages hensyn til perioder med forældre- og barselorlov. Stillinger opslås ikke til og forbeholdes heller ikke det underrepræsenterede køn. Ansættelse sker efter den normale ansættelsesprocedure.

Fakultet B har oplyst, at man stimulerer fastansættelse af kvindelige forskere inden for fagområder, hvor der er et markant misforhold mellem andelen af kvindelige ansatte i den videnskabelige stab og andelen af kvindelige ph.d.-studerende. Siden 2007 har fakultetet arbejdet med et særligt program. Med henblik på efterfølgende ansættelse som lektorer opslås et antal særlige postdoc-stillinger, der har til formål at øge antallet af rollemodeller på fagområder, hvor det underrepræsenterede køn udgør mindre end 25 procent af den faste stab. I den omhandlede periode er tale om i alt 39 henholdsvis professoransættelser og -bedømmelser (stillingerne er besat med både mænd og kvinder), som fordeler sig således: 34 ansættelser efter opslag og fem professorbedømmelser, heraf fire mandlige og én kvindelig. Fakultet B har ikke etableret nogen særlig procedure i forbindelse med ansættelsen af kvindelige professorer. Stillingerne har været slået op internationalt, og den sædvanlige procedure for ansættelse af videnskabelige medarbejdere er fulgt. Som incitament til at øge antallet af professorer på fakultetet tildeles de institutter, der ansætter kvalificerede kvinder i professorstillinger, 1 mio. kr. (med 200.000 kr. pr. år i fem år). Denne udmøntning sker i forlængelse af fakultetets budgetmodel, der er baseret på, at incitament og bonus via fakultetet sendes videre til institutterne.

Sagen er oversendt til Ligebehandlingsnævnet fra Folketingets Ombudsmand, som har modtaget sagen fra klager. Folketingets Ombudsmand fandt ikke på det foreliggende grundlag anledning til at indlede en ombudsmandsundersøgelse.

Folketingets Ombudsmand har foretaget høring af Styrelsen for Universiteter og Internationalisering. Styrelsen mener ikke, at det indklagede universitet har givet ansøgere af det underrepræsenterede køn en automatisk fortrinsstilling. Efter styrelsens opfattelse har universitetet holdt sig inden for den givne dispensation, og det er endvidere styrelsens opfattelse, at universitetets planlagte initiativ vedrørende incitamentsstruktur ikke på uretmæssig måde giver kvindelige ansøgere til professorstillinger en positiv særbehandling, som ville være i strid med ligebehandlingsdirektivet. Styrelsen fandt derimod, at initiativer, som var iværksat ved ansættelse af lektorer, ikke var omfattet af dispensationen fra ligebehandlingsloven.

Klager havde inden klagen til Folketingets Ombudsmand klaget til Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Det fremgår af svar af 4. januar 2012 fra Styrelsen for Universiteter og Internationalisering til klager, at

"Styrelsen finder efter en nærmere gennemgang af sagen ikke grundlag for at udtale kritik af [universitetets] sagsbehandling i forbindelse med ansættelse af professorer, da det er oplyst af universitetet, at ansættelse sker efter en normal ansættelsesprocedure, hvor der ses bort fra ansøgere af det underrepræsenterede køn, hvis der er ansøgere af det overrepræsenterede køn, som er bedre kvalificerede efter en konkret vurdering af alle relevante kriterier. Der foreligger ikke oplysninger, som tyder på, at det ene køn har fået en uretmæssig fortrinsstilling ved ansættelse. Styrelsen finder det endvidere ikke godtgjort, at universitetet ved ansættelse af professorer har lagt vægt på usaglige kriterier.

Styrelsen finder dog, at [universitetet] ikke har haft den fornødne hjemmel til at iværksætte lignende initiativer for lektorer som for professorer. [Universitetet] har tilkendegivet, at de vil ophøre med denne praksis. Styrelsen finder det dybt beklageligt, at [universitetet] har iværksat initiativer for lektorer, men da universitetet vil ophøre hermed finder styrelsen ikke anledning til at foretage yderligere i sagen."

Universitetet oplyste i forbindelse med klagesagen, at handlingsplanen på alle fakulteter er implementeret således, at besættelse af stillinger sker efter de normale procedurer, der forudsætter, at den bedst kvalificerede får stillingen. Universitetet har desuden indskærpet, at midler, der udbetales fra handlingsplanen, skal anvendes til de formål, der er præciseret i handlingsplanen og dispensationen. Proceduren i forhold til fordeling af midler til institutter, der ansætter kvindelige lektorer, vil ophøre, da denne ligger uden for den dispensation, som universitetet har fået.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at praksis ved to af fakulteterne ved det indklagede universitet, hvorefter institutter modtager en økonomisk belønning ved ansættelse af kvindelige professorer og lektorer, er i strid med ligebehandlingsloven. Klager gør gældende, at denne praksis går videre end den dispensation, som universitetet har i medfør af ligebehandlingslovens § 13, stk. 2.

Klager har fået aktindsigt hos universitetet. Dette bestyrkede klagers formodning om, at flere fakulteter havde gennemført en belønningspraksis, der var mere vidtgående end dispensationen.

Universitetet har fået dispensation til en puljeordning, der belønner institutter for at øge andelen af kvindelige professorer, men der er ikke givet dispensation til at indføre en ordning, der i den enkelte stillingsansættelse de facto giver kvinder en fortrinsret ved at indføre en direkte belønning for ansættelse af kvinder. En sådan ordning påvirker ansættelsesudvalgenes vurdering af, hvem der skal have stillingen.

Fakulteternes administration af belønningspraksis ville efter klagers vurdering på grund af sin automatiske kønslige uligebehandling i ansættelsessituationer under alle omstændigheder ikke kunne opnå dispensation fra ligebehandlingsloven, da den er for vidtgående i forhold til lovgivningens muligheder. Fakulteternes belønningspraksis må derfor anses for ulovlig, da den systematisk diskriminerer mænd i ansættelsessituationer.

Stillingskategorien "lektorer" er ikke nævnt i dispensationen fra ministeriet, og må derfor anses for at være mere vidtrækkende, end dispensationen foreskriver.

I universitetets egen redegørelse for det legale grundlag for handlingsplanen henvises der til ligebehandlingslovens § 2, hvorefter en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved blandt andet ansættelser. Det fremhæves i redegørelsen endvidere, at "der ikke - heller ikke efter tilladelse fra ressortministeren - kan iværksættes initiativer, hvor det ene køn får fortrinsstilling ved f.eks. ansættelse, da kvalifikationerne altid skal være afgørende." Det tilføjes, at "Praksis fra EU-domstolen har vist, at der ikke må gives automatisk fortrinsstilling til kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse eller forfremmelse i sektorer, hvor de er underrepræsenterede."

De normsættende EU-domme på området viser klart, at automatiske belønninger ved ansættelse af personer af et bestemt køn er indispensabelt ulovlige.

Handlingsplanen har samlet set haft gennemgribende virkninger, idet der i perioden fra 2006/2007 til 2007/2008 er sket en stigning i antallet af nyansættelse af kvindelige professorer med 12,8 procentpoint, svarende til en stigning fra 21 til 47 kvindelige professorer, mens nyansættelsen af mandlige professorer i samme periode stagnerede.

Klagen er på ingen måde i modstrid med delegationsprincippet og princippet om, at dekanen har det endelige ansvar, når en stilling besættes. Klagen går derimod på, at fakulteterne udøver forskelsbehandling på grund af køn ved uden dispensationshjemmel økonomisk at stimulere institutterne til at arbejde for, at der bliver ansat flere kvindelige professorer.

Det fremgår tydeligt af indklagedes ansættelsespraksis, at institutterne har endog meget stor indflydelse på stillingsudviklingen via bemandingsplan, forslag til opslag, forslag til bedømmelsesudvalg samt ikke mindst ansættelsesudvalg, hvor både institutlederen og viceinstitutlederen normalt sidder med. Institutterne på de to fakulteter animeres til at ansætte kvinder ved direkte økonomiske belønninger, hvis de ansætter en kvinde og ikke en mand.

Hensigten med disse stærke økonomiske virkemidler er, at dekanen/dekanens stedfortræder samt institutlederen i ansættelsesudvalget - der har den suveræne magt til at afgøre, hvem af de kvalificerede kandidater, der skal ansættes - skal skele til de økonomiske incitamenter for at skabe en øget kvinderepræsentation, eller sikre ansættelsen af kvindelige professorer ved "kaldelser", hvor åbne opslag undgås, eftersom en enkelt kvindelig kandidat "kaldes" til posten som professor. Denne praksis strider mod dispensationens princip, der alene bygger på, at universitetet "indfører et generelt belønningsprincip, hvor fakulteternes ansættelse af kvindelige professorer belønnes med en ekstra professorstilling (M/K). Det ekstra professorat (til fakultetet), der betales af en central pulje i en periode på fem år, udløses det følgende år."

Der er afgørende forskel på, at et fakultet, som tilladt via dispensationen, belønnes med et bonusprofessorat m/k, hvis det har ansat et vist antal kvindelige professorer, og så den praksis som de to fakulteter bedriver, hvor de enkelte institutter direkte belønnes med et givet stort økonomisk beløb, hver gang de ansætter en kvindelig professor.

Det indklagede universitet henviser til det svar, de tidligere har afgivet i sagen i forbindelse med klagers klage til ministeriet, herunder deres vurdering af, at universitetets og fakulteternes handleplaner ligger inden for den dispensation, som er meddelt af ministeriet, dog med undtagelse af det ene fakultets praksis vedrørende ansættelse af lektorer.

Indklagede oplyser endvidere, at de har veldefinerede bestemmelser for bedømmelse og ansættelse af videnskabeligt personale. Beslutninger om ansættelse af professorer og lektorer i varige stillinger træffes af dekanen. Det er således ikke, som antaget af klager, det enkelte institut, der er den ansættende myndighed ved professoransættelser.

Det fremgår af ansættelsesbekendtgørelsens § 3 om "Opslag", at "stillinger på professor- og lektorniveau opslås internationalt, medmindre særlige forhold af faglig karakter gør sig gældende. . ."

Af § 4 om "Bedømmelse" fremgår det: "Ved besættelse af stillinger på professor- og lektorniveau, ved besættelse af en stilling som seniorrådgiver samt ved bedømmelse af varigt ansattes overgang fra en stilling på adjunktniveau til en stilling på lektorniveau nedsætter rektor et bedømmelsesudvalg, som består af en formand og to eller fire medlemmer. . ." Ved det indklagede universitet indstiller akademisk råd til dekanen sammensætningen af sagkyndige udvalg, der skal bedømme ansøgere til videnskabelige stillinger.

Det fremgår videre af § 4, stk. 2: "Rektor udpeger formanden og medlemmerne, samt fastsætter en frist for afgivelse af udvalgets bedømmelse. Flertallet af medlemmerne skal være udefrakommende, for eksempel fra udlandet, medmindre særlige forhold af faglig karakter gør sig gældende." For det indklagede universitet gælder, at disse opgaver varetages af dekanen. I bedømmelsesudvalgets arbejde skal der så vidt muligt være en afbalanceret sammensætning af mænd og kvinder.

Af § 4, stk. 4 fremgår: "Medlemmer af bedømmelsesudvalg og øvrige sagkyndige personer skal være sagkyndige inden for stillingens område på et niveau, der mindst svarer til det, der forudsættes for stillingen, dog ikke under lektorniveau."

Af ansættelsesbekendtgørelsens § 5 fremgår: "Bedømmelsesudvalget eller de sagkyndige personer tager stilling til, om ansøgerne besidder de faglige kvalifikationer inden for forskning, undervisning, formidling m.v., som er forudsat i stillingsstrukturen, og herudover opfylder de øvrige faglige kvalifikationskrav, der er angivet i opslaget. Der afgives en ikke-prioriteret, begrundet og skriftlig bedømmelse af ansøgernes faglige kvalifikationer til rektor. Hvis der er meningsforskelle mellem udvalgets medlemmer, skal dette fremgå af bedømmelsen."

Af § 8 om "Søgekomité/kaldelse" fremgår det, at rektor kan nedsætte en komité, der har til opgave at afsøge markedet for kandidater til en stilling på professor eller lektor niveau. Hvis denne søgning viser en kandidat, der efter et bedømmelsesudvalgs vurdering er bedre kvalificeret end andre, der kunne komme i betragtning ved et normalt opslag, kan rektor besluttet at tilbyde kandidaten stillingen uden opslag. Universitetet bemærker i den forbindelse, at der kun kan ske kaldelse, hvis et eksternt bedømmelsesudvalg vurderer, at den kandidat, der foreslås kaldet, er langt bedre kvalificeret end nogen anden kandidat på verdensplan, der ville kunne komme i betragtning, hvis stillingen var blevet slået op.

Universitetets incitament skal skabe vilkår, der opmuntrer kvinder til i samme grad som mænd at søge en forskerkarriere ved universitetet.

Det er korrekt, at formålet med ligestillingsindsatsen på det indklagede universitet har været at stimulere fakulteter og institutter til en aktiv indsats for at understøtte, at flere kvinder bliver kvalificerede til ansættelse som professorer og dermed på sigt at opnå en mere ligelig fordeling af kvinder og mænd i slutstillingerne på universitetet. Omdrejningspunktet i handleplanen er at øge antallet af kvindelige ansøgere mærkbart. Fakulteterne kan vælge at prioritere forskningsområder, på hvilke der er flere potentielle kvindelige professorable kandidater, ved at vælge at udvide disse forskningsområder og slå stillinger op på disse områder, men der ligger ikke heri nogen garanti for at den, der bliver vurderet som bedst kvalificeret på verdensplan og dermed ansættes, er en kvinde. Handlingsplanen er implementeret således at besættelse af stillinger sker efter de normale procedurer, der forudsætter, at den bedst kvalificerede får stillingen. Den reelle indsats for at få større mangfoldighed må derfor ligge langt inden selve stillingerne slås op for at få den ønskede effekt.

Indklagede tager afstand fra klagers påstand om, at der i bedømmelsesudvalgene skulle være forskere, der vil give køb på saglighed i bedømmelsen af, hvorvidt en ansøger er kvalificeret som professor. Bedømmelsesudvalgenes uafhængighed er universiteternes garanti for en saglig og objektiv vurdering af ansøgernes kompetencer i forhold til den opslåede stilling. De internationalt anerkendte forskere har ikke noget personligt incitament til at bidrage til at indføre den af klager påståede fortrinsstilling for kvinder på universitetet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det bemærkes indledningsvis, at klager i forhold til spørgsmålet om indklagedes fremgangsmåde ved ansættelse af lektorer allerede har fået medhold af vedkommende ministerium, og at indklagede derefter er ophørt med den pågældende praksis. Ligebehandlingsnævnet tager derfor ikke denne del af klagen under påkendelse.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige blandt andet ved ansættelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det følger af ligebehandlingslovens § 13, stk. 2, at den minister, under hvis forretningsområde en virksomhed hører, kan tillade foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne om forbud mod forskelsbehandling, med henblik på at fremme lige muligheder for kvinder og mænd, navnlig ved at afhjælpe de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, uddannelse med videre.

Der er med hjemmel i denne bestemmelse givet det indklagede universitet dispensation til at indføre den omtalte ordning, hvorefter fakulteter, der ansætter en kvindelig professor, modtager en økonomisk belønning i form af en ekstra professorstilling m/k eller en bonus.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager ikke bestrider, at der er givet dispensation, men gør gældende, at den faktiske udmøntning af incitamentsmodellen går videre end forudsat i dispensationen og dermed er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn.

Det indklagede universitet har oplyst, at opslag og besættelse af stillingerne som professor sker efter de almindelige regler herfor, herunder reglerne i ansættelsesbekendtgørelsen.

Nævnet finder herefter, at indklagede ikke giver kvindelige ansøgere til professorstillinger nogen fortrinsstilling frem for mandlige ansøgere. Nævnet finder endvidere, at indklagede har fulgt fremgangsmåden beskrevet i dispensationsansøgningen for så vidt angår tildelingen af økonomiske midler til fakulteter og institutter.

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.