Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

Klager blev opsagt i prøvetiden som social- og sundhedshjælper på et plejehjem. Om årsagen til opsigelsen havde indklagede henvist til, at klagers adfærd og måde at agere på var præget af umodenhed og deraf følgende manglende påtagelse af ansvar. Der var ikke fremlagt dokumentation for, at disse forhold var blevet påtalt overfor klager forud for det tidspunkt, hvor hun oplyste indklagede om, at hun var gravid. Nævnet fandt derfor ikke, at indklagede havde godtgjort, at beslutningen om at opsige klager ikke helt eller delvist var begrundet i klagers graviditet. Det kunne ikke føre til en ændret vurdering, at opsigelsen skete i prøvetiden.

Klager fik derfor medhold i klagen og blev tilkendt en godtgørelse på 80.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med opsigelse i prøvetiden som social- og sundhedshjælper på et plejehjem.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt under sin graviditet. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 80.000 kr. med procesrente fra den 26. april 2012, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet

Sagsfremstilling

Klager er født i 1990.

Den 20. februar 2012 blev klager ansat som social- og sundhedshjælper i en stilling som fast aftenvagt med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 28 timer ved indklagede, der er et plejehjem. De første 3 måneder af ansættelsen var at betragte som prøvetid med et gensidigt opsigelsesvarsel på 14 dage.

Den 4. april 2012 modtog klager brev fra indklagede vedrørende ansættelsen hos indklagede. Heraf fremgik, at man to måneder inde i ansættelsen foretog en bedømmelse af, hvorvidt prøvetiden var forløbet tilfredsstillende. Det var indklagedes vurdering, at klagers adfærd og holdning til beboerne var uforenelig med en fastansættelse. Det begrundes blandt andet med, at klager to gange havde meldt sig fraværende i weekender, at klager ikke overholdt rygereglerne, at kollegaer beskrev klagers arbejdsindsats som meget svingende og for det meste ikke tilfredsstillende, samt at beboerne beskrev klager som irritabel og udskældende. Indklagede anmodede om klagers bemærkninger inden opsigelsen.

Klager besvarede brevet i en udateret partshøring. Her udtrykte hun stor frustration og rystelse over udtalelserne, og hun gengav sin version af de af indklagede beskrevne episoder.

Den 11. april 2012 blev der på klagers initiativ afholdt høringssamtale mellem klager, hendes bisidder og repræsentanter for indklagede. Klager gav udtryk for frustration over, at der havde været så mange misforståelser i hele forløbet. Samtalen blev afsluttet med en oplysning fra indklagede om, at der nu ville blive skrevet et referat med kopi til klager, og at indklagede ville træffe en beslutning om det videre forløb indenfor 2 - 3 dage.

Den 12. april 2012 blev klager afskediget til fratræden med prøvetidens udløb den 30. april 2012. Af opsigelsen fremgår, at klagers adfærd og måde at agere på var præget af umodenhed og deraf følgende manglende ansvarspåtagelse. Det fremgår endvidere, at klager og hendes bisidder under samtalen den 11. april 2012 havde bekræftet, at klager havde brug for megen støtte i forhold til modenhed.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med manglende fastansættelse efter endt prøvetid hos indklagede.

Den 16. marts 2012 kl. 14:30 holdt klager et møde med sin afdelingsleder, hvor hun fortalte om sin graviditet. Klager blev bedt om at aflevere vandrejournalen og videreformidle informationen om sin graviditet til dem, der måtte have interesse i informationen. Hun afleverede vandrejournalen efter et par dage, og personalelederen var med til at kopiere journalen, da den blev afleveret.

Klager gav udtryk for, at hun var ked af, at graviditeten ville gå ud over indklagede, da de netop havde ansat hende. Afdelingschefen fortalte klager, at de var glade for klager, og at de ikke ville undvære hende.

Klager modtog efterfølgende en påtænkt opsigelse, hvilket overraskede hende meget. Da klager mødte på arbejde, blev hun bedt om at tage hjem et par dage, da hendes chef fandt det bedst for hende. Desuden var der allerede en afløser, der var mødt op.

Umiddelbart efter påske anmodede klager om et møde med afdelingslederen, der netop var kommet tilbage fra ferie. Klager mente bestemt, at der måtte være sket en misforståelse.

Den 1. april 2012 holdt klager et møde med afdelingslederen, der lagde ud med at sige, at det jo var klager, der havde bedt om et møde, og klager blev dermed også bedt om at fortælle, hvad det var, hun ville. Klager fortalte, hvad hun havde skrevet i partshøringen, men fik ikke nogen respons herpå. Klager gik fra mødet uden nogen afklaring eller forklaring.

Den 13. april 2012 modtog klager et brev, hvori indklagede skrev, at de overvejede at stoppe klagers løn fra dags dato. Indklagede begrundede dette med, at klager angiveligt skulle have sagt "nu skrider jeg". Klager afviser at have ytret sig på denne måde, hvilket hun også efterfølgende har gjort indklagede opmærksom på.

Klager ringede til sin leder, der havde været sygemeldt i denne periode, og bad om at få en forklaring på det hele. Lederen oplyste, at der var tale om påstand mod påstand om, hvorvidt klager havde rejst sig og var gået. Lederen oplyste også klager om, at afskedigelsen ikke havde noget at gøre med klagers graviditet. Lederen forklarede, at hun ikke havde kendskab til klagers graviditet. Hun spurgte også klager, hvorfor klager overhovedet havde valgt at fortælle om sin graviditet. Klager svarede, at hun gerne ville være ærlig, hvortil lederen svarede, at det var der da ingen grund til. Klager oplyste, at hun havde været sløj, træt og dårlig på grund af graviditeten, og hun mente, at indklagede var berettiget til at kende årsagen.

Klager sygemeldte sig herefter.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling af klager på grund af graviditet i forbindelse med beslutningen om at opsige hende inden prøvetidens udløb.

På tidspunktet, hvor forstanderen - i personalelederens fravær - tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klager skulle fastansættes, var han uvidende om, at klager var gravid.

På tidspunktet hvor forstanderen - i personalelederens fravær - tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt klager skulle fastansættes, var han uvidende om, at klager var gravid.

Klager havde meddelt den nærmeste leder, afdelingslederen, at hun var gravid. Hun havde ikke meddelt det til personalelederen, hvilket dog heller ikke var påkrævet, men det hyppigste. Indklagede er ikke helt sikker på den præcise dato for meddelelsen om klagers graviditet, men er sikker på, at det skete i perioden fra den 5. - 20. marts 2012.

Der er 120 medarbejdere ansat ved indklagede, hvoraf fem er mænd. Der er aldrig perioder, hvor der ikke er mindst en, hyppigst to eller flere medarbejdere på barsel. Aktuelt er der to på barsel og to medarbejdere, der er højgravide.

Det er positivt for indklagede som arbejdsplads og leve/bo-miljø for ældre mennesker, at der altid er kommende mødre og runde maver, så der ikke kun tales om alderdom. Beboerne har også glæden ved at se maverne vokse og at se de nyfødte børn, når de kommer og bliver vist frem.

Indklagede er en selvejende institution med en mission om, at "vi er her for at støtte det enkelte menneske med en værdig tilværelse de sidste leveår. Hjemmet skal være et sted, hvor det er godt at leve og dø". For at blive ansat skal man som medarbejder naturligvis være loyal overfor den beskrevne mission. Hjemmet er også kendt for at være en arbejdsplads med høje værdier, hvor beboerne er i centrum.

Indklagede gør brug af den ansættelsesretlige prøvetid på 3 måneder. Viser en medarbejder sig ikke at kunne leve op til indklagedes værdier, eller oplever indklagede, at man ikke har den nødvendige tillid til medarbejderen i løbet af de tre måneder, opsiges medarbejderen. Det var tilfældet med klager.

At være ansat som aftenvagt kræver modenhed og ansvarsbevidsthed. Som aftenvagt har man max. 2 fri arbejdsweekender om året - de weekender, der ligger i ens fem ugers ferie. Ønsker en medarbejder fri flere weekender, må det ske ved at bytte vagten med en anden af de faste medarbejdere. Det er et princip, indklagede holder meget fast i, idet beboeren skal opleve kontinuitet i plejen og ikke for mange forskellige og fremmede medarbejdere.

Om aftenen er der fire personer til at yde omsorg til 30 beboere. Den ene af disse personer er den ansvarshavende. Den ansvarshavende har blandt andet til opgave at sikre, at indklagedes værdier overholdes, og at plejen foregår indenfor de fastlagte rammer.

Klager viste hurtigt i forløbet ikke at besidde den modenhed, der skulle til for at klare de meget selvstændige og ansvarsfulde opgaver, der er om aftenen. Det kom blandt andet til udtryk ved, at klager virkede irriteret og utålmodig overfor beboerne.

Da klager samtidig ikke overholdt de ansættelsesretlige regler, som hun havde skrevet under på, og da hun på den meget korte tid, hun var ansat, viste at hun havde vanskeligt ved at møde på arbejde hver 2. weekend, fandt indklagede det formålsløst at fortsætte ansættelsesforholdet efter endt prøvetid.

Indklagede havde ikke den fornødne tillid til klager. At opsigelsen skulle være begrundet i klagers graviditet er ikke korrekt. Hvis indklagede havde besluttet at beholde klager på grund af graviditeten, ville indklagede have forskelsbehandlet hende i forhold til andre ikke-gravide.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Der er enighed om, at klager forud for opsigelsen havde orienteret sin afdelingsleder om graviditeten.

Da opsigelsen således er sket under klagers graviditet, skal indklagede godtgøre, at opsigelsen ikke var begrundet i klagers graviditet.

Om årsagen til opsigelsen har indklagede henvist til, at klagers adfærd og måde at agere på var præget af umodenhed og deraf følgende manglende påtagelse af ansvar. Der er til sagen ikke fremlagt dokumentation for, at disse forhold er blevet påtalt overfor klager forud for det tidspunkt, hvor hun oplyste indklagede om, at hun var gravid.

Nævnet finder derfor ikke, at indklagede har godtgjort, at beslutningen om at opsige klager ikke helt eller delvist var begrundet i det forhold, at klager havde meddelt indklagede, at hun var gravid. Det kan ikke føre til en ændret vurdering, at opsigelsen skete i prøvetiden.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 80.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 80.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. april 2012, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.