Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - ej medhold

Klager, som var ansat i en tidsbegrænset stilling, søgte om fastansættelse hos indklagede. Klager blev sammen med otte andre ansøgere indkaldt til samtale, hvorefter indklagede valgte to af de andre ansøgere til de opslåede fuldtidsstillinger. Klager var kort tid forud for, at hun var til jobsamtale, indlagt i tre dage i forbindelse med en spontan abort. Selv om jobsamtalen fandt sted kort tid efter, at klager aborterede, fandt nævnet ikke, at dette i sig selv kunne medføre, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med deres beslutning om ikke at tilbyde klager en fuldtidsstilling, havde lagt vægt på aborten. Klager fik derfor ikke medhold i, at hun havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager, der var ansat i en tidsbegrænset stilling, ikke blev fastansat hos indklagede.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager ikke blev fastansat hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. september 2011 ansat som beskæftigelsesmedarbejder i Sygedagpengeafdelingen på jobcenteret i indklagede kommune.

Der var tale om en tidsbegrænset stilling frem til 30. juni 2012.

I oktober 2011 blev der opslået 3 socialrådgiver/socialformidler stillinger i jobcenteret til besættelse pr. 1. december 2011 eller snarest muligt derefter. Der var tale om to fuldtidsstillinger og en deltidsstilling. Det fremgik af stillingsopslaget, at ansøgningsfristen var den 24. oktober 2011, og at samtaler ville blive afholdt den 26. oktober 2011.

Klager ville gerne fastansættes og indgav derfor ansøgning til de to faste fuldtidsstillinger. Den ene stilling var i et tilsvarende team, som det hun var tidsbegrænset ansat i. Den anden stilling var i et team med en noget anden jobfunktion.

Klager var gravid men aborterede i tiden 18. - 20. oktober 2011. Hun var i den forbindelse indlagt på sygehus. Arbejdsgiver var bekendt med denne spontane abort.

Efter udløb af ansøgningsfristen den 24. oktober 2011, blev ni ansøgere indkaldt til samtale herunder klager. Der var 64 ansøgere.

Den 26. oktober 2011 var hun til samtale vedrørende den søgte stilling.

Hun fik den 31. oktober 2011 afslag på stillingen. Afslaget med begrundelse blev meddelt mundtligt af en af indklagedes teamledere. Klager kontaktede derfor sit forbund, som kontaktede indklagede. I brev af 6. december 2011 skrev forbundet:

"Vores medlem var til samtale hos Dem d. 26. oktober. Hun fik efterfølgende afslag på ansættelse d. 31. oktober, med den begrundelse at hun ikke virkede motiveret for stillingen.

Der blev henvist til, at vores medlem ikke skulle have ønsket at dygtiggøre sig i forskellige funktioner, hvilket fejlagtigt er tolket som et ønske om fokus på egen udvikling. Begrundelsen for dette ønske er, at dygtiggøre sig bredt, således at hun kunne udføre flere funktioner på kontoret, og yde den bedst mulige service overfor borgerne."

Forbundet henviste til klagers abort og anførte, at den tætte tidsmæssige tilknytning til afslaget på ansættelse skabte en formodning for, at aborten havde haft indvirkning på afslaget. Forbundet oplyste desuden, at det var deres opfattelse, at der var sket en overtrædelse af ligebehandlingsloven.

Indklagede besvarede med brev af 14. december 2011 forbundet brev. Det fremgik heraf:

"Det kan desuden bekræftes, at [klager] efterfølgende blev meddelt afslag på sin ansøgning med den begrundelse, at man ud fra en samlet vurdering af kandidaterne til jobbet havde fundet, at der var andre ansøgere, der var mere kvalificerede til stillingerne. I denne vurdering indgik naturligvis den opfattelse, man havde opnået til [klagers] kvalifikationer, såvel fagligt som personligt, i den relativt korte periode, hun på daværende tidspunkt havde været ansat, ligesom der blev lagt vægt på, hvordan hun under samtalen motiverede sine ansøgninger til de to forskelligartede stillinger."

Indklagede oplyste videre, at der var nedsat et ansættelsesudvalg bestående af to af afdelingens teamledere, to medarbejderrepræsentanter samt arbejdsstedets tillidsrepræsentant for socialrådgiverne, og at beslutningen, om hvem, man valgte at tilbyde de ledige stillinger, blev truffet i et enigt ansættelsesudvalg.

Indklagede afviste i brevet, at klagers abort skulle have haft nogen betydning for afslaget. De oplyste, at klager kort forud for samtalen havde oplyst til teamleder, at hun havde aborteret, men dette havde ingen betydning i forhold til den konkrete vurdering af klagers ansøgning. Aborten blev overhovedet ikke nævnt i forbindelse med konfereringen i ansættelsesudvalget, hvor de øvrige medlemmer alene har haft kendskab til forholdet, hvis klager selv har nævnt det for dem.

Klagers forbund undrede sig i brev af 26. december 2011 til indklagede over, at der i den korte periode fra 1. september 2011 til 26. oktober 2011 var fremkommet et ansøgerfelt, som tilsyneladende var betydeligt bedre end kort tid før, da klager blev ansat. Ved klagers ansættelse blev hun vurderet som den bedst egnede, idet hun blev ansat.

Forbundet henviste til, at klager igennem sin ansættelse og praktisk arbejde hos indklagede havde opnået yderligere kompetencer, end dem hun havde, da hun tiltrådte stillingen. De anførte desuden, at begrundelsen om manglende kvalifikationer ikke tidligere havde været fremført overfor klager, og at klager ikke fik nogen form for kritik af sine kompetencer ved de samtaler, hun havde med sin teamleder under ansættelsen. Ved den opfølgende samtale ved udløb af prøvetiden bemærkede teamlederen, at der ikke var noget at udsætte på klagers indsats i stillingen hverken fagligt eller kollegialt.

Indklagede besvarede ved brev af 6. februar 2012 forbundets henvendelse. Indklagede præciserede heri, at de ikke har anført, at klager ikke var kvalificeret, men at der var kandidater, der ud fra en samlet vurdering var mere kvalificeret til de faste stillinger.

Klagers forbund har herefter indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet.

Klager opsagde selv sin stilling og fratrådte med udgangen af januar 2012.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at den manglende fastansættelse er i strid med ligebehandlingsloven, og hun ønsker en godtgørelse for dette.

Klager henviser til den nære tidsmæssige sammenhæng mellem meddelelsen om abort og afslaget på ansøgningen. Det er klagers opfattelse, at aborten har været medvirkende årsag til, at hun fik afslag på stillingen.

Da klager blev ansat i den tidsbegrænsede stilling, var begrundelsen herfor, at hun var kvalificeret til stillingen, og at hun havde arbejdet med kontanthjælp og fleksjob samt sygedagpenge i både offentligt og privat regi. Hun fik desuden at vide, at der var gode muligheder for fastansættelse.

Den begrundelse, der nu oplyses af indklagede, kan klager ikke genkende, ligesom den nu oplyste begrundelse for afslag på ansøgning af de faste stillinger ikke kan genkendes. Klager fik at vide, at afslaget skyldtes manglende motivation og for stor fokus på egen udvikling.

Klager oplyser, at hun blev rost for sit arbejde under sin ansættelse hos indklagede. Hun har ikke modtaget kritik eller påtaler af nogen art.

Da klager blev ansat pr. 1. september 2011 var indklagede ikke bekendt med, at klager var gravid eller ønskede at få børn.

Indklagede gør gældende, at klagers abort ikke har haft indflydelse på ansættelsesudvalgets beslutning om ikke at tilbyde hende ansættelse i en af de ansøgte stillinger.

Indklagede oplyser, at der i forbindelse med det stillingsopslag, hvor klager blev ansat var 63 ansøgere, hvoraf ni blev udvalgt til samtale. Klager var en af disse. Klager blev valgt til den tidsbegrænsede stilling, fordi hun havde grunduddannelsen og samtidig lidt erfaring. Erfaringen var dog primært med andre målgrupper end sygedagpengemodtagere. Det blev endvidere tillagt betydning, at klager var i gang med supplerende uddannelse, samt at hun gjorde et godt personligt indtryk ved samtalen.

I forbindelse med stillingsopslaget i oktober 2011 indkom der 64 ansøgninger. Der blev igen udvalgt ni ansøgere til samtale, hvoraf klager var den ene.

Ansættelsesudvalget lagde ved besættelsen af stillingerne afgørende vægt på erfaring i forhold til målgruppen, herunder sagsbehandlererfaring såvel bredt som specifikt i forhold til målgruppen. På den baggrund besluttede et enigt ansættelsesudvalg at ansætte to ansøgere, som ud fra en samlet vurdering blev fundet bedst kvalificeret i forhold til stillingerne. De to udvalgte havde en større grad af den efterspurgte erfaring end klager.

Indklagede oplyser, at de som arbejdsgiver er vant til at håndtere, at en ansat bliver gravid, og at de bliver holdt økonomisk skadesløse i forbindelse med en medarbejders barselorlov, idet de bliver kompenseret 100 procent fra den centrale barselsudligningsordning.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet har lagt til grund, at klager, der var ansat i en tidsbegrænset stilling, søgte om fastansættelse efter et stillingsopslag, der var opslået kort tid efter, at hun var begyndt at arbejde for indklagede. Klager blev sammen med otte andre ansøgere indkaldt til samtale, hvorefter indklagede valgte to af de andre ansøgere til de opslåede fuldtidsstillinger.

Nævnet har også lagt til grund, at klager kort tid forud for, at hun var til jobsamtale, var indlagt i tre dage i forbindelse med en spontan abort.

Selv om jobsamtalen fandt sted kort tid efter, at klager aborterede, finder nævnet ikke, at dette i sig selv kan medføre, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med deres beslutning om ikke at tilbyde klager en fuldtidsstilling, har lagt vægt på aborten.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager efter at have aborteret blev indkaldt til samtale, og at der ikke i øvrigt er fremlagt oplysninger eller dokumentation, der giver anledning til at tvivle på indklagedes oplysninger om, at de ansøgere, der af et enigt ansættelsesudvalg blev valgt til de ledige stillinger, var mere kvalificerede end klager.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.