Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - parts- og vidneforklaringer

En beskæftigelseskonsulent blev afskediget en måneds tid efter endt barselsorlov. Klager og indklagede var uenige om en række væsentlige forhold omkring nedlæggelsen af klagers stilling. Nævnet afviste sagen, da den ville kræve mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en beskæftigelseskonsulent blev afskediget få måneder efter, at hun havde afsluttet sin barsel- og forældreorlov.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle sagen.

Sagsfremstilling

Klager blev pr. 1. oktober 2009 ansat som beskæftigelseskonsulent hos indklagede "X Beskæftigelse A/S", der var en privat videns- og konsulentvirksomhed specialiseret i at udføre forandrings- og udviklingsopgaver for staten, kommunerne og private virksomheder.

"X Beskæftigelse A/S" er ifølge Det Centrale Virksomhedsregister ophørt pr. 27. september 2012 efter fusion med "X - Center for Udvikling, Kompetence & Viden A/S".

Klagers arbejde som beskæftigelseskonsulent skulle ifølge ansættelseskontrakten udføres fra skiftende arbejdssteder ved virksomhedens kunder indenfor Region A. Arbejdsstedet kunne flyttes over regionsgrænsen, dog ikke mere end 50 km.

Klager skulle ifølge ansættelseskontrakten være indstillet på, at arbejdsstedet var skiftende, afhængig af i hvilke kommuner indklagede havde projekter. Indklagede ville dog give et passende varsel ved skift af arbejdssted, så vidt det var muligt af hensyn til virksomhedens drift. Indklagede ville tilstræbe at give mindst en måneds varsel.

På ansættelsestidspunktet var klagers arbejdssted B i C Kommune.

Klager holdt barsel- og forældreorlov fra marts 2010 til den 2. februar 2011. Klager holdt i forlængelse af orloven ferie til og med den 15. marts 2011.

Klager blev sygemeldt den 16. marts 2011, hvor hun efter orloven og ferien skulle være begyndt at arbejde igen.

Klager havde i mail af 5. maj 2010 til indklagedes medarbejder A oplyst, at hun ville holde ferie efter barselorloven, og at hun regnede med at komme tilbage til arbejdet den 16. marts 2011.

Ved mail af 25. november 2010 til indklagedes medarbejder B spurgte klager om mulighed for at vende tilbage arbejdet allerede den 1. marts 2011 i stedet for den 16. marts 2011, som hun tidligere havde meddelt.

B svarede i mail af 21. december 2010, at indklagede på grund af ny lovgivning var "inde i" at skulle afskedige medarbejdere. Det ville derfor være bedst, at klager ventede med at starte efter barselorloven som forventet den 16. marts 2011.

Klager bad i mail af 26. december 2010 B om at få oplyst, hvilken lovgivning, det drejede sig om, og hvilken betydning det havde for klager. Klager spurgte også, om indklagede havde tænkt sig at fyre hende efter den 16. marts 2011.

Indklagede opsagde ved brev af 14. april 2011 klager til fratræden den 31. juli 2011. Årsagen til opsigelsen var, at det var nødvendigt at foretage en markant personaleindskrænkning, idet den ændrede lovgivning havde medført, at jobcentrene havde opsagt alle aftaler. Indklagede havde derfor ikke nye opgaver inden for klagers område.

Indklagede har under sagen givet følgende oversigt:

Dette er de afdelinger, som har eksisteret inden for beskæftigelse:

Afdeling B: Afsluttet 30/9-10 (mens klager var på barsel).

Før klager gik på barsel: To socialfaglige og tre virksomhedskonsulenter ansat.

Efter klager returnerede fra barsel: Nul socialfaglige og virksomhedskonsulenter.

Pr. 1/7/11: Nul socialfaglige og virksomhedskonsulenter.

Afdeling F: Eksisterer stadig.

Før klager gik på barsel: To socialfaglige og tre virksomhedskonsulenter ansat.

Efter klager returnerede fra barsel: Nul socialfaglige, fire virksomhedskonsulenter.

Pr. 1/7/11: Nul socialfaglige og fire virksomhedskonsulenter.

Afdeling E: Lukket 30/6/11*.

Før klager gik på barsel: To socialfaglige og tre virksomhedskonsulenter ansat.

Efter klager returnerede fra barsel: To** socialfaglige, tre virksomhedskonsulenter.

Pr. 1/7/11: Nul socialfaglige og virksomhedskonsulenter.

Afdeling H: Eksisterer stadig.

Før klager gik på barsel: Tre socialfaglige og tre virksomhedskonsulenter ansat.

Efter klager returnerede fra barsel: Nul socialfaglige, fire virksomhedskonsulenter.

Pr. 1/7/11: Nul socialfaglige og fire virksomhedskonsulenter.

Afdeling D: Lukket 30/6/11*.

Før klager gik på barsel: To socialfaglige og tre virksomhedskonsulenter ansat.

Efter klager returnerede fra barsel: To** socialfaglige, to virksomhedskonsulenter.

Pr. 1/7/11: Nul socialfaglige og virksomhedskonsulenter.

I ovennævnte tæller socialfaglige ledere ikke med.

* Som nævnt blev klager tilbudt stilling her, primo marts 2011, telefonisk.

** Socialfaglige som stoppede, efter at det blev klart, at aftalerne stoppede.

Parternes bemærkninger

Klager mener, at hun blev opsagt, mens hun holdt barsel- og forældreorlov,

selvom hun først fik det officielle opsigelsesbrev efter, at orloven var slut.

Klager henviser til, at hun ikke fik svar på sin mail af 26. december 2010, men at hun i stedet fik en opringning fra indklagedes medarbejder B, som oplyste, at klager var en af dem, der ville blive fyret. Klager betragter denne telefonsamtale samt den forudgående mailkorrespondance som en opsigelse under barselorlov, selv om hun officielt først fik opsigelsesbrevet efter orloven, da hun var sygemeldt.

Klager anfører, at hendes arbejde som beskæftigelseskonsulent blandt andet bestod i visitation, afklaring, jobmatch af ansøgere, opsøgende arbejde i forbindelse med etablering af jobåbninger, opfølgning og servicering af jobsøgere og virksomheder, udarbejdelse af fagligt materiale i forbindelse med opfølgning, beskrivelse af arbejdsevne, status, vedligeholdelse og sikring af opfyldelse af indgåede aftaler.

Herudover bestod klagers arbejde som beskæftigelseskonsulent i at varetage opgaver indenfor undervisning af de ledige kontanthjælpsmodtagere, sikring af de lediges fremmøde i jobbutikken, aktivitet foran PC og hjælp til udarbejdelse af skriftlig ansøgning og CV.

Klager varetog de forskellige opgaver for at imødekomme jobcentrets

behov via en mere virksomhedsrettet indsats. Det var således efter klagers opfattelse ikke noget nyt, at indklagede havde fokus på de ovennævnte områder og ikke kun på de socialfaglige opgaver.

Klager synes, at det er besynderligt, at indklagede henviser til lukningen af afdelingerne i D og E, idet indklagede fortsat havde C Kommune, hvor klager var ansat inden barselorloven, som kunde. Klagers tidligere kolleger, herunder socialrådgivere og andre konsulenter, arbejdede der stadigvæk, hvor de udførte forskellige opgaver for jobcentret i C.

Det er i øvrigt klagers opfattelse, at der fortsat arbejdede socialfagligt personale både i C og andre byer, hvor indklagede leverede opgaver for forskellige jobcentre.

Indklagede gjorde efter klagers opfattelse ikke noget for at genplacere hende hverken på arbejdspladsen i C eller på en af de øvrige afdelinger i andre byer. Indklagede havde heller ikke været behjælpelig med hensyn til planlægning af klagers tilbagevenden efter orloven.

Det er klagers opfattelse, at indklagede stadigvæk udfører opgaver som anden aktør, herunder myndighedsopgaver af socialfaglig og beskæftigelsesmæssig karakter. Selskabet er landsdækkende, og selvom det har ændret navn, får det stadig nye kunder og nye opgaver fra jobcentrene.

Klager har fremsendt forskelligt materiale om de opgaver, som "X - Udvikling - kompetence - viden" udfører som anden aktør. Klager mener, at dette materiale viser, at indklagede har indgået masser af aftaler med forskellige jobcentre og kommuner, og at indklagede både har løst socialfaglige og beskæftigelsesmæssige opgaver.

Klager har også fremsendt kopi af jobannonce fra oktober 2012, hvor "X Udvikling - kompetence - viden" søgte efter socialfaglige konsulenter/socialrådgivere til F, G, H og I. Jobannoncen giver efter klagers opfattelse et godt billede af, hvad hun lavede hos indklagede. Det er klagers opfattelse, at uddannelsesbaggrund og praktisk erfaring ikke er afgørende for at kunne arbejde som job-/beskæftigelseskonsulent hos indklagede.

Klager bestrider, at hun kun var ansat til myndighedsopgaver af socialfaglig karakter, hvilket formuleringen i ansættelseskontrakten efter hendes opfattelse også viser. Klagers arbejdsopgaver hos indklagede var alsidige og varierende og ikke definitive og udtømmende.

Klager afviser, at hun har arbejdet med fleksjobopgaver. Klager har heller ikke arbejdet i F, men kun i de to kontorer i B. Arbejdet i B bestod blandt andet i at undervise i jobcaféen sammen med en projektvejleder og 4-6 andre konsulenter med forskellig uddannelsesbaggrund. Klager hjalp også borgere med at finde jobs og skrive ansøgninger. Senere blev klager sat til at udarbejde ressourceprofiler på det andet kontor i B.

Klager afviser også, at hun havde givet udtryk for, at hun ikke ville arbejde i E, mens hun var gravid.

Det er klagers opfattelse, at selvom indklagede mente, at der ikke var arbejdsmuligheder i C, E eller D, kunne man have omplaceret hende til en række andre afdelinger rundt omkring i landet.

Mens klager var på orlov, kontaktede hun indklagede for at kunne planlægge fremtiden. Da indklagede ikke var særlig positiv i forhold til klagers tilbagevenden til arbejdet, og da indklagede ikke havde tilbudt hende et arbejde, så hun sig nødsaget til at sygemelde sig. Klager følte også, at hun blev tvunget til at holde ferie efter orloven, selvom hun ønskede at arbejde.

Klager afviser, at der havde været dialog om en opgave i E. Det er således ikke korrekt, at hun blev tilbudt at arbejde med sygedagpengesager i E efter, at hun kom tilbage fra barsel. Klager undrer sig i den forbindelse over, at indklagedes medarbejder B gav hende en advarsel om afskedigelse og tvang hende til at holde ferie, hvis der, som anført af indklagede, var arbejde til hende i E.

Indklagede afviser, at opsigelsen af klager er sket i strid med ligebehandlingsloven.

Klager blev først opsagt efter barselorlovens udløb, og mailen af 21. december 2010 indeholdt ikke en opsigelse af klager.

Indklagede henviser til, at der pr. 1. januar 2011 trådte en ny lovgivning i kraft vedrørende jobcentrenes refusion fra staten, som medvirkede til, at jobcentrene i højere grad end tidligere havde behov for en mere virksomhedsrettet indsats. For at kunne imødekomme jobcentrenes behov havde indklagede brug for ændrede kompetencer, således at der skulle skæres ned på socialfagligt personale og primært benyttes virksomhedskonsulenter til løsning af indklagedes opgaver for jobcentrene.

Indklagedes aftale med D jobcenter udløb den 31. december 2010, og indklagede mistede herefter dette jobcenter som kunde. Tilsvarende skete for indklagedes afdeling i E. Dette påvirkede efterfølgende indklagedes forretningsmodel i D og E, og disse afdelinger blev derfor lukket omkring den l. juni 2011. Alle medarbejdere i afdelingerne med samme funktion og uddannelse som klager blev ligeledes opsagt, bortset fra en enkelt, der selv havde sagt op.

Klagers orlov havde på ingen måde indflydelse på beslutningen om at opsige hende, men dette skete som en nødvendig nedskæring som følge af lovændringerne og den mistede kunde. Dette havde påvirket indklagedes forretningsgrundlag betydeligt.

Indklagede henviser videre til, at klager var ansat i selskabet "X Beskæftigelse A/S", der som anden aktør løste blandt andet opgaver inden for beskæftigelsesområdet for kommunale jobcentre, herunder myndighedsopgaver af socialfaglig karakter, hvortil klager var ansat.

"X Beskæftigelse A/S" er i dag opløst juridisk. I dag består moderselskabet "X - Center for Udvikling, Kompetence og Viden", der ikke udfører anden aktøropgaver, men konsulent-, uddannelses- analyse- og udviklingsopgaver for offentlige virksomheder og institutioner.

Indklagede anfører i øvrigt, at klager ikke var fastansat i C, hvilket heller ikke fremgår af hendes kontrakt. Klager blev ansat til en kontanthjælpsopgave i B, hvor hun skulle stå for den socialfaglige myndighedsindsats. På grund af kundens ønsker til udførelsen af opgaven, var indklagede nødt til at anvende klager til en anden opgave.

Indklagede og klager var derfor i dialog om en sygedagpengeopgave i E Kommune. Denne opgave matchede klagers erfaringer og kompetencer, men hun gav udtryk for, at hun helst ikke ville påtage sig opgaven, fordi hun var gravid og ville få mere transporttid. Klager blev derfor placeret i G i C Kommune, hvor hun skulle bistå fleksjobteamet med en socialfaglig indsats. Klager indgik som en ekstra ressource i opgaven, der ikke efterfølgende blev videreført.

Da klager kom tilbage fra barsel, var opgaven i B afsluttet, og i C bestod opgaven i udplacering af forsikrede ledige. Indklagede kunne tilbyde klager arbejdssted i E, hvor der var en sygedagpengeopgave, der matchede klagers faglige profil. Afdelingslederen i E havde i en samtale tilbudt klager job i E, og klager og afdelingslederen havde telefonisk talt om arbejdsindhold med videre. Medarbejdere og afdelingslederen i E havde desuden været i dialog med klager om kørselsmuligheder.

Da klager efter sin barsel skulle vende tilbage til E, sygemeldte hun sig imidlertid. Indklagede besluttede kort tid efter at lukke afdelingerne i E og D, fordi kontrakterne med kunder de pågældende steder udløb, og det ikke var lykkedes at forhandle nye aftaler.

Indklagede bestrider, at medarbejder B i december 2010 havde givet klager en advarsel om afskedigelsen. Klager havde i øvrigt selv i maj 2010 meddelt, at hun ønskede at holde ferie i forlængelse af sin orlov.

Efter at "X Beskæftigelse A/S" havde lukket de to afdelinger i D og E, var den eneste afdeling i A afdelingen i C, hvor opgaven bestod i forsikrede ledige. Der var udelukkende arbejdsopgaver til virksomhedskonsulenter i modsætning til socialrådgivere samt en mindre fleksjobopgave. Fleksjobopgaven indebar ikke socialfaglig indsats, men bestod udelukkende i udplacering i fleksjob, hvilket krævede kompetencer som virksomhedskonsulent eller tilsvarende erfaring. Fleksjobopgaven genererede ingen sager, og da opgaven var helt uden arbejdsindhold, blev den lukket ned.

På kontorerne i H og C var de eneste medarbejdere, der fortsat varetog socialfaglige opgaver, ledere og medarbejdere, der havde personaleansvar. Disse medarbejdere havde dermed også andre kompetencer end klager.

Det var indklagedes vurdering, at klager ikke havde uddannelsesmæssige kompetencer og erfaring til at bestride en stilling, der krævede kompetencer som virksomhedskonsulent, herunder erfaring med forhandling med virksomheder. Klagers egen beskrivelse af arbejdsopgaverne viste, at hun ikke havde udført opgaver som virksomhedskonsulent, men at hun alene havde udført arbejde af socialfaglig karakter.

Uanset at klager under sin ansættelse eventuelt havde hjulpet andre konsulenter med enkelte opgaver, havde hun ikke udført selvstændige opgaver som virksomhedskonsulent. Klager havde således ingen relevant praktisk erfaring som virksomhedskonsulent. De opgaver, som udføres af en virksomhedskonsulent, var desuden ikke en del af klagers stillingsbeskrivelse som beskæftigelseskonsulent. Indklagede var derfor ikke forpligtet til at tilbyde klager arbejde som virksomhedskonsulent.

De socialfaglige medarbejdere, som klager har henvist til, udførte ikke socialfagligt arbejde (myndighedsopgaver), men havde derimod erfaring som jobkonsulenter, hvilket var erfaringer og kompetencer, som klager hverken bestred eller var ansat til.

Indklagede henviser videre til, at der under klagers ansættelse ikke var nogen i C, der udelukkende udførte socialfaglige opgaver (myndighedsopgaver). Klager blev opsagt, fordi de to afdelinger i E og D blev lukket, og afdelingen i G (C) ikke havde opgaver, der matchede klagers profil og kompetencer.

I samme periode blev det besluttet af bestyrelsen, at " X Beskæftigelse A/S", der var datterselskab under moderselskabet "X - Center for Udvikling, Kompetence og Viden" skulle afvikles, fordi der ikke var forretningsmæssigt potentiale til at fortsætte denne del af virksomheden. "X Beskæftigelse A/S" var på opsigelsestidspunktet under afvikling og er nu opløst. Aktiviteterne i selskabet ophørte allerede i udgangen af 2011, og selskabet blev juridisk endeligt opløst den 27. september 2012.

Ligebehandlingsnævnet bør derfor afvise sagen, da indklagede er ophørt ved fusion den 27. september 2012.

Indklagede gør i øvrigt gældende, at sagen set i lyset af dens karakter og omfanget af bevisligheder vedrørende opsigelsen af klager ikke i tilstrækkeligt omfang vil kunne afgøres på skriftligt grundlag. Sagen er derfor efter indklagedes opfattelse ikke egnet til behandling ved Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det bemærkes indledningsvis, at det fremgår af selskabslovens § 250, at et ophørende selskabs forpligtelser anses for overgået som helhed til det fortsættende selskab, når fusion er gennemført. X - Center for Udvikling, Kompetence & Viden A/S er derfor rette indklagede.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter loven om Ligebehandlingsnævnet af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse (ligebehandlingsloven).

En vurdering af væsentlige forhold blandt andet vedrørende opsigelsestidspunktet, hvilke oplysninger der er givet under klagers barselorlov og nedlæggelsen af klagers stilling, kræver efter nævnets opfattelse bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet, kan nævnet ikke behandle sagen.