Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - påklædning - ej medhold

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at en kvindelig sygeplejerske i et fængsel blev anmodet om, at bruge kittel. Indklagede gjorde gældende, at klager bar kjoler så korte, at der var opstået en direkte sikkerhedsrisiko. Nævnet fandt, at indklagedes anmodning over for klager derfor var begrundet i et legitimt formål, og at pålægget om at bære kittel, ikke gik længere end hvad der var hensigtsmæssigt og nødvendigt.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede pålagde klager at bære kittel på sin arbejdsplads.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev pålagt at bære kittel på sit arbejde.

Sagsfremstilling

Klager er en kvinde født i 1958. Hun blev den 1. april 2010 ansat som sygeplejerske hos indklagede, som er et fængsel.

Den 2. juli 2012 blev hun af indklagede oplyst om, at hun skulle anvende en kittel i stedet for sit private tøj, som hun ellers anvendte under sit arbejde.

Senere samme dag forlod klager sin arbejdsplads og sygemeldte sig. Klager vendte ikke tilbage til arbejdspladsen, og den 31. juli 2012 blev det aftalt mellem hende og indklagede, at hun opsagde sin stilling med fratræden den 31. oktober 2012.

I notat dateret den 3. juli 2012 har indklagede skrevet:

"Undertegnede havde omkring kl. 9.30 den 2. juli 2012 samtale med sygeplejerske [klager]. Baggrunden for samtalen var klager fra indsatte over [klagers] udfordrende påklædning.

Jeg bad i min samtale [klager] om fremover at anvende kittel på arbejdet, for derigennem at drage omsorg for sygeplejerskernes autoritet i fængslet. . ."

Baggrunden for pålægget den 2. juli 2012 var et udateret brev fra en betjent i fængslet, som udtrykte bekymring i forbindelse med klagers påklædning. Betjenten refererede udtalelser, som hun havde overhørt fra flere af de indsatte i fængslet. Udtalelser om at skulle til læge i morgen for da er hende med det korte tøj der, om at man håber, at hun skal i den nederste skuffe, og om at man næsten kan se hendes kønsdele. Der var tillige udtalelser om, at hvis man sagde, at man ville snakke privat, ville personalet blive lukket ude, og så kunne man hurtigt "gøre det".

Betjenten beskrev, at brevet var skrevet af bekymring for, hvad der kunne ske med klager, hvis der blev gjort alvor af de samtaler som betjenten havde overhørt.

Af mail af 23. juli 2012 fra klagers advokat fremgår det, at klager var bekendt med betjentens brev.

Efter klagers sygemelding foregik der korrespondance mellem hendes advokat og indklagede. Den 26. juli 2012 blev der afholdt sygefraværssamtale mellem klager og indklagede. Samtalen blev efter klagers ønske afholdt pr. telefon.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at hun er blevet pålagt at bære uniform på sin arbejdsplads, og at hun dermed er blevet udsat for indirekte diskrimination.

Klager henviser til, at pålægget blev givet på grund af klagers brug af, hvad der blev opfattet som korte kjoler. Et pålæg om at bære uniform i en sådan situation stiller kvinder ringere end mænd, da det fortrinsvist er kvinder, der bærer kjoler, og da det mandlige sygeplejepersonales påklædning næppe vil blive betragtet som udfordrende i forhold til de mandlige indsatte.

Klager gør i forlængelse af dette gældende, at hendes kjoler var knælange, og at hendes påklædning hverken udgjorde et undergravende element i forhold til sygeplejerskernes autoritet på hendes arbejdsplads, eller udgjorde en trussel for hendes egen sikkerhed.

Klager gør videre gældende, at selvom Ligebehandlingsnævnet måtte finde, at uniformskravet var sagligt begrundet, vil både hensynet til sygeplejerskernes autoritet og medarbejderens sikkerhed kunne

varetages ved mindre drastiske midler, for eksempel ved at bede klager om fremover at have længere kjoler eller bukser på i forbindelse med arbejdets udførelse. Uniformspålægget går derfor længere, end hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt til opfyldelse af de saglige formål.

Klager henviser til, at hun ligesom det øvrige sygeplejepersonale havde brugt sit almindelige tøj i forbindelse med sit arbejde, og at længden på hendes kjoler aldrig tidligere var blevet påtalt. Hun stiller sig derfor uforstående overfor pålægget og finder det stærkt krænkende, at hun som den eneste af personalet inden for sygeplejen skulle bære uniform.

Klager mener, at det kan lægges til grund, at det var mest almindeligt for sygeplejersker at bære almindeligt tøj under arbejdet, og at pålægget overfor hende derfor var yderst usædvanligt og egnet til at skille hende ud fra det øvrige sundhedspersonale. Klager henviser i den forbindelse til, at indklagede under samtalen den 2. juli 2012 brugte ordene "uniform" og "uniformspligt" og at det ikke efterfølgende blev præciseret, hvad dette pålæg omfattede.

Klager mener ikke, at indklagede har været villig til at indgå i en diskussion med henblik på at finde en lempeligere løsning end indklagedes uniformskrav.

I relation til sygefraværssamtalen som blev afholdt den 26. juli 2012 henviser klager, at hun bad om at blive gjort bekendt med, hvad der var galt med hendes påklædning for at kunne vurdere, om det var muligt for hende at ændre på denne.

Indklagede påstår, at det var berettiget, at bede klager om at anvende kittel på sit arbejde.

Indklagede gør gældende, at klager bar kjoler, der var så korte, at man havde vurderet, at der var opstået en direkte sikkerhedsrisiko, som det var nødvendigt at gribe ind overfor. Indklagede gør videre gældende, at anmodningen overfor klager om at bære kittel også var et ønske om at drage omsorg for sygeplejerskernes autoritet i fængslet.

Indklagedes anmodning om, at klager skulle bære kittel, skal ikke ses som en sanktion mod hende, men som et ønske om dels at skabe respekt omkring sygeplejen og dels at beskytte hende imod, at en indsat skulle forgribe sig på hende, med de alvorlige konsekvenser dette ville have for såvel klager som den indsatte.

Indklagede henviser til, at klager blev gjort bekendt med situationen snarest efter, at ledelsen var blevet bekendt med dens alvor.

Indklagede henviser videre til, at klagers kjoler var meget korte og bemærker i den forbindelse, at knælange kjoler ikke ville blive opfattet som et undergravende element for sygeplejerskernes autoritet eller udgøre en sikkerhedsrisiko.

For at give et indtryk af den snak, der foregik mellem de indsatte, henviser indklagede til det brev, som var baggrunden for pålægget den 2. juli 2012. Der var tale om, at klagers tøjstil havde udviklet sig til en egentlig sikkerhedsrisiko.

Indklagede understreger, at der ikke blev stillet krav om sygeplejeuniform. Klager blev anmodet om at bære kittel.

Indklagede henviser desuden til, at det efter klagers sygemelding ikke var muligt at drøfte en anden påklædning end kittel, da klager ikke ønskede personlig kontakt med indklagede. Indklagede forsøgte flere gange at komme i kontakt med klager.

Indklagede har over årene haft skiftende sygeplejersker, og det mest almindelige har været, at der er blevet båret en hvid vest over det almindelige tøj. Indklagede fastholder, at det ikke var mest almindeligt at bære almindeligt tøj under arbejdet.

Indklagede mener, at klager ved sygefraværssamtalen den 26. juli 2012 oplyste, at hun ikke ønskede at ændre sin påklædning.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Indledningsvis bemærkes det, at de af indklagede fremlagte vidneerklæringer er ensidigt indhentede til brug for den aktuelle sag. Da der ikke kan foranstaltes bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer for nævnet, kan nævnet ikke inddrage vidneerklæringerne i forbindelse med afgørelsen.

Da det må antages, at det langt overvejende er kvinder, der bærer kjoler, er det nævnets vurdering, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Nævnet har ved vurderingen heraf lagt vægt på, at indklagede har gjort rede for den snak, der foregik blandt fængslets indsatte om klagers beklædning. Nævnet finder på den baggrund, at indklagedes pålæg overfor klager om at bære kittel var begrundet i et legitimt formål om at værne om sygeplejerskernes autoritet og at forebygge en sikkerhedsrisiko henset til arbejdspladsens særlige karakter.

Nævnet finder ikke, at pålægget om at bære kittel i situationen går længere, end hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt. Nævnet har herved også lagt vægt på, at en sådan beklædning ikke er usædvanlig inden for klagers fag.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.