Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - selvstændig - lejeaftale - ej medhold - kompetence

En selvstændig fysioterapeut fik opsagt sin indlejekontrakt med en klinik, mens hun var gravid og på barselorlov. Hun blev ikke tilbudt at indgå en ny kontrakt med klinikken, og hun blev indkaldt til individuel samtale med ejeren af klinikken før de andre fysioterapeuter. Klager mente, at dette var begrundet i det forhold, at hun var gravid og på barselorlov. Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning om, at indklagede i forbindelse med processen havde udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede, som er en klinik for fysioterapi, opsagde den kontrakt, de havde med klager, der er fysioterapeut, om leje af praksisret, og at klager ikke blev tilbudt at indgå en ny kontrakt.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligestillingsloven, at indklagede efter opsigelsen af klagers kontrakt indkaldte klager til individuel samtale før de andre fysioterapeuter, eller at klager ikke blev tilbudt at indgå en ny kontrakt.

Sagsfremstilling

Klager, der er fysioterapeut, indgik den 14. august 2008 en kontrakt med indklagede, en klinik for fysioterapi, om leje af praksisret (indlejekontrakt).

Kontrakten indebar, at klager havde ret til at praktisere som fysioterapeut på klinikken. Såvel klager som indklagede var at betragte som selvstændigt erhvervsdrivende, og klinikken havde ingen ledelses- eller instruktionsbeføjelse over for klager. Klager arbejdede som vikar på en andens ydernummer. Klager havde i henhold til kontrakten ret til at oppebære omsætning for al behandling. For benyttelse af klinikkens lokaler og faciliteter skulle klager betale klinikleje på 40 procent af udførte klinikbehandlinger samt 25 procent af udebehandlinger.

Den 21. juni 2012 opsagde indklagede kontrakterne med alle klinikkens fysioterapeuter, herunder klager. Af opsigelsen fremgik:

"P.g.a. stor usikkerhed om fremtidige økonomirammer og samarbejdsaftale med regionen [ ], ser vi os nødsaget til at pr. d.d. at opsige vores kontrakt med dig.

Kontrakten har et opsigelsesvarsel på 6 mdr. + løbende måned og vil derfor ophøre pr. 31.12.2012.

Vi vil snarest indkalde dig til en personlig samtale, hvor vi drøfte mulighederne for fremtiden, og håber vi finder en løsning så vores samarbejde kan fortsætte."

Klager fødte samme dag den 21. juni 2012.

Klager har fremlagt brev af 24. april 2013 fra en tidligere kollega hos indklagede.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at hun efter opsigelsen af hendes indlejekontrakt blev indkaldt til individuel samtale før de andre fysioterapeuter, og at hun ikke blev tilbudt en ny kontrakt. Klager ønsker at opnå en godtgørelse på mindst 50.000 kr.

Klager er klar over, at begrundelsen for opsigelsen af kontrakten var en pålagt limitering fra regionen. Klager føler sig forskelsbehandlet på grund af den måde, hvorpå indklagede håndterede forløbet med de individuelle samtaler med fysioterapeuterne, herunder at hun ikke blev tilbudt en ny kontrakt.

Klager blev via en kollega bekendt med, at der torsdag den 4. oktober 2012 om formiddagen ville blive afholdt et informationsmøde om de fremtidige forhold på klinikken. Klager kontaktede pr. sms den ene ejer af klinikken for at høre, om ikke klager skulle komme til informationsmødet. Ejeren bad klager om ikke at komme og oplyste, at hun ville få de samme informationer til klagers individuelle samtale samme dag om eftermiddagen. Klager var således den eneste, der ikke blev inviteret til informationsmødet. Den mandlige fysioterapeut, som heller ikke deltog i mødet, var inviteret, men havde selv fravalgt at deltage.

De andre fysioterapeuter blev efter informationsmødet indkaldt til en forhandling om en ny kontrakt om torsdagen i den efterfølgende uge. Klager blev ved den individuelle samtale den 4. oktober 2012 informeret om, at der ikke var plads til hende i klinikken, når hun kom tilbage fra barsel. Klager bad om en begrundelse, men fik ingen, hvorefter hun forlod mødet. Klager blev som den eneste ud af tre ikke tilbudt en ny kontrakt.

Klager undrer sig over, at indklagede af praktiske grunde valgte, at én medarbejder skulle udelukkes denne dag. Klager stiller spørgsmålstegn ved, at der angiveligt ikke var tid til at holde samtalen med hende den efterfølgende torsdag, hvor samtalerne med de andre fysioterapeuter blev holdt.

I alt er tre personers kontrakter blevet opsagt, uden at de er tilbudt en ny kontrakt. Den enes kontrakt blev opsagt ugen efter, at klager var til samtale hos indklagede, og den andens kontrakt blev opsagt ugen efter igen. Klager stiller spørgsmålstegn ved, om opsigelsen af hendes kontrakt var reel, idet man, allerede en uge inden man havde forhandlet med de andre fysioterapeuter om eventuel indgåelse af en ny kontrakt, havde udelukket klager fra at forhandle.

Klager spurgte til samtalen, hvad der var grunden til, at de ikke ville tilbyde hende en ny kontrakt. Indklagede oplyste ved samtalen, at det ikke var på grund af klagers faglige eller personlige kompetencer. De havde bare truffet et valg. Dette står i kontrast til den begrundelse, som indklagede har givet over for Ligebehandlingsnævnet. Indklagede har på intet tidspunkt givet udtryk for, at de ikke var tilfredse med klagers kompetencer, ligesom de aldrig har opfordret klager til at tage kurser eller peget på områder, hvor klager kunne dygtiggøre sig. Klager har heller aldrig hørt om, at patienter skulle have klaget over hendes arbejde. Klager har henvist til en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet, hvor nævnet gav klager medhold og henviste til, at de samarbejdsproblemer, som arbejdsgiveren havde givet som begrundelse for opsigelsen, ikke var påtalt før opsigelsen.

Klager ser forløbet, som at hun var den, der var lettest at slippe af med, da hun jo alligevel var væk fra klinikken på grund af barsel og ikke havde forventet opstart før 1. april 2013. Dette harmonerede ikke med indklagedes plan om at tilbyde de andre fysioterapeuter nye kontrakter med virkning fra 1. januar 2013. Klager havde ingen patienter, der kunne brokke sig over, at deres fysioterapeut ikke længere var på klinikken, og hun genererede ingen indtjening til klinikken. Klager var derfor et let offer.

Indklagede tilbød fire af fysioterapeuterne nye kontrakter. To valgte at sige nej tak til den nye kontrakt. Alligevel var der ikke plads til klager. I stedet valgte indklagede at ansætte to nye fysioterapeuter uden tilknytning til klinikken. Så vidt klager ved, har den ene fysioterapeut ikke flere kompetencer end klager, andet end at vedkommende kunne starte med sin indtjening til klinikken allerede pr. 1. januar 2013, hvor klager stadig var på orlov.

Klager er ved at videreuddanne sig inden for idrætsfysioterapi, hvilket må antages at gå godt i tråd med indklagedes nye målsætning om flere patienter med egenbetaling, motionister samt et nyt motionscenter med genoptræningsmuligheder.

Det er korrekt, at klager på tidspunktet for opsigelsen af kontrakten havde sat sit hus til salg. Klager havde imidlertid ændret planer om at flytte til en anden by, og var ugen inden samtalen med indklagede ude at se på et nyt og større hus i den by, hvor hun allerede boede. Desuden valgte indklagede at tilbyde ny kontrakt til en anden medarbejder, som var ved at bygge hus i en by, der lå 50 km fra indklagedes klinik.

Indklagede afviser, at de har udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn.

I foråret 2012 fortalte indklagede sine indlejere, at der ville komme nogle strukturelle ændringer samt mulig reduktion i medarbejderstaben på grund af limitering af klinikkens kapacitet. Baggrunden var, at regionen varslede limiteringer på klinikkens omsætning, hvilket betød, at klinikken ville være tvunget til at nedbringe brugen af sygesikringsydelser og dermed også medarbejdere.

For at imødekomme dette krav og den deraf følgende usikkerhed opsagde indklagede den 21. juni 2012 alle indlejeres kontrakter. Lovligheden af denne kollektive opsigelse blev bekræftet af Danske Fysioterapeuter.

Opsigelsen af kontrakterne blev afleveret skriftligt den 21. juni 2012, dog ikke til klager, som var i fødsel den dag. Efter aftale blev opsigelsen overbragt klager på hendes bopæl nogle dage senere. Baggrunden for opsigelsen af kontrakten samt usikkerheden om den fremtidige beskæftigelse blev også forklaret. Opsigelsen til alle medarbejdere var enslydende.

I efteråret 2012 blev klinikken pålagt limitering af regionen. Af denne grund kunne indklagede ikke tilbyde nye kontrakter til alle fysioterapeuter. Ud fra en vurdering af den enkeltes faglige kompetencer valgte indklagede ikke at tilbyde nye kontrakter til klager samt en mandlig fysioterapeut.

Af praktiske grunde blev de individuelle samtaler med fysioterapeuterne afholdt forskudt.

På frokostmødet torsdag den 4. oktober 2012 var den eneste information fysioterapeuterne fik, at der ville blive holdt individuelle samtaler ugen efter. Der blev ikke givet yderligere information, idet denne information ville blive givet til de individuelle samtaler. Der blev holdt frokostmøde på klinikken hver torsdag.

Den mandlige fysioterapeut, som heller ikke blev tilbudt en ny kontrakt, deltog heller ikke i frokostmødet. Han fik ligesom klager en dato for en individuel samtale, hvor han heller ikke blev tilbudt en ny kontrakt.

Indklagede valgte at holde den individuelle samtale med klager en uge før de andre fysioterapeuter, fordi indklagede synes, at det var vigtigt, at klager fik informationen fra indklagede og ikke fra de andre fysioterapeuter.

Klager blev meget vred under samtalen og forlod denne med ordene: "Vi har ikke mere at tale om". Indklagede nåede derfor ikke at begrunde, hvorfor klager ikke blev tilbudt en ny kontrakt.

Indklagede mener, at den måde, hvorpå de har håndteret de individuelle samtaler og forløbet med tilbuddet om ny kontrakt, ikke er udtryk for forskelsbehandling. Klager og den mandlige fysioterapeut blev behandlet ens i alle forhold omkring opsigelse af kontrakten og indkaldelse til den individuelle samtale. Beslutningen om, at såvel klager som den mandlige fysioterapeut ikke skulle tilbydes ny kontrakt, blev taget før de individuelle samtaler.

Grunden til, at indklagede besluttede, at klager og den mandlige fysioterapeut ikke skulle tilbydes nye kontrakter var en kombination af flere faktorer. Indklagede vurderede, at de ikke passede ind i forhold til klinikkens nye profil, hverken fagligt eller personligt. Klager havde ytret ønske om at flytte og havde sat sit hus til salg. Hun ville gerne have arbejde tæt på sin nye bopæl.

Efterfølgende valgte tre af de fysioterapeuter, der var tilbudt nye kontrakter, ikke at tage imod tilbuddet. Indklagede måtte derfor ansætte to nye fysioterapeuter, som personligt og fagligt passede til klinikkens profil.

Indklagede har haft flere fysioterapeuter på barsel, også af flere omgange, og det har aldrig været nogen hindring for klinikken. Indklagede har en fysioterapeut ansat, som er i den fødedygtige alder og en anden, som gerne vil have børn. Det forhold, at klager var på barsel, havde ikke betydning for beslutningen om ikke at tilbyde hende en ny kontrakt.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter ligebehandlingsloven.

Efter lovens § 9 må en arbejdsgiver ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet eller barsel. Der er ikke i loven eller tilhørende forarbejder nogen angivelse af, hvordan begrebet "lønmodtager" skal forstås.

På baggrund af indholdet af den kontrakt om leje af praksisret, der var indgået mellem klager og indklagede, lægger nævnet til grund, at klager var selvstændig erhvervsdrivende og derfor ikke kan anses for at være lønmodtager i ligebehandlingslovens forstand.

Klagen er derfor ikke omfattet af ligebehandlingslovens regler.

Nævnet behandler desuden klager over forskelsbehandling på grund af køn uden for arbejdsmarkedet efter ligestillingsloven.

Det fremgår af denne, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet gælder blandt andet for alle organisationer og personer, der leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden.

Klager og indklagede har indgået en aftale om leje af praksisret, hvorefter klager betaler vederlag for at bruge indklagedes klinik og faciliteter. Selvom udlejning ikke er indklagedes hovederhverv, vurderer nævnet, at indklagede må betragtes som en virksomhed, der leverer varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden.

Parternes aftale er derfor omfattet af ligestillingsloven.

Klager skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Det er nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede i forbindelse med processen omkring afholdelsen af de individuelle samtaler, har udsat klager for forskelsbehandling på grund af det forhold, at hun var på barselorlov.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der blev afholdt individuelle samtaler med alle fysioterapeuter. Det forhold, at klagers samtale blev afholdt før samtalerne med de andre fysioterapeuter indebærer ikke i sig selv, at klager er blevet behandlet ringere end de andre.

Det er videre nævnets vurdering, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede har lagt vægt på, at klager var på barsel, da hun ikke blev tilbudt indgåelse af en ny kontrakt.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klager ikke var den eneste, der ikke blev tilbudt indgåelse af en ny kontrakt, ligesom klager ikke har peget på omstændigheder, der tyder på, at årsagen til, at hun ikke fik tilbuddet, var hendes fravær på grund af barsel. Det er ikke i sig selv nok til at skabe en formodning for forskelsbehandling, at klager var fraværende på grund af barsel.

Det forhold, at nogle af de fysioterapeuter, der var blevet tilbudt at indgå nye kontrakter, takkede nej til dette tilbud, og at klager ikke herefter blev tilbudt at indgå en ny kontrakt, er heller ikke en omstændighed, som skaber en formodning for forskelsbehandling.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede valgte at indgå kontrakter med to nye fysioterapeuter, og at ingen af de fysioterapeuter, som hidtil havde været tilknyttet klinikken, og som ikke var blevet tilbudt at indgå nye kontrakter, blev tilbudt det efterfølgende.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.