Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - ej medhold

En socialpædagog blev afskediget fra sin stilling, ni måneder efter hun var vendt tilbage fra barselorlov. Antallet af anbragte børn på det indklagede opholdssted var faldet fra 8 til 5, hvilket betød, at der ikke var behov for lige så mange pædagoger. Beslutningen om at afskedige klager skyldtes, at klager ikke længere var kontaktperson for nogle børn.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en enlig mor blev afskediget fra sin stilling som socialpædagog på en selvejende institution omkring ni måneder efter, at hun var vendt tilbage fra barselorlov.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra stillingen som socialpædagog hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager blev i 2009 ansat som pædagogisk medarbejder hos indklagede, der er en selvejende institution, der fungerer som opholdssted. Klager skulle deltage i det daglige pædagogiske arbejde.

Klager var på barselorlov fra maj 2011 til juli 2012. Hun vendte efter endt ferie tilbage til arbejdet den 3. august 2012.

Klager var tilknyttet klagers basistilbud for børn og unge, der var anbragt uden for hjemmet. Fra oktober 2012 var klager halvdelen af arbejdstiden i basistilbuddet og halvdelen af tiden i et nyoprettet tilbud om forældreressourceundersøgelse.

Klager blev ved brev af 19. marts 2013 opsagt fra stillingen som pædagog hos indklagede til fratræden den 1. maj 2013.

Begrundelsen for opsigelsen var, at bestyrelsen havde erkendt, at kommunernes ændrede kriterier for at vælge en anbringelse havde medført ledig pladskapacitet hos indklagede. Bestyrelsen havde samtidig erkendt, at der var ændrede krav og forventninger til opholdssteders profiler og kompetencer i fremtiden.

Parternes bemærkninger

Klager mener, at opsigelsen skyldtes, at hun havde været på barselorlov og senere var blevet enlig mor.

Klager henviser til, at hun blev ansat, fordi hun var uddannet pædagog, og den daværende leder ønskede at styrke den pædagogiske indsats. Da klager gik på barsel i maj 2011, blev der ansat en uddannet pædagog som barselvikar.

Da klager vendte tilbage fra orlov, var der ledig kapacitet, og medarbejderne fik at vide, at hvis det ikke lykkedes at vende udviklingen, ville det betyde lukning af opholdsstedet pr. 1. januar 2013. Der blev afskediget en uddannet pædagog og en ufaglært, mens man valgte at fastansætte barselvikaren og en ufaglært servicemedarbejder, der også havde været ansat som vikar.

Det er klagers opfattelse, at denne ændring skete for at styrke det faglige niveau på opholdsstedet og for at beholde den faglærte barselvikar. Bestyrelsen havde desuden tilkendegivet, at man ønskede, at alt personalet fremover skulle være uddannet. Der skulle derfor ansættes flere uddannede medarbejdere, og uddannelsen af de ufaglærte skulle styrkes. Dette blev understøttet af den generelle debat om opholdssteder, der havde sat fokus på, at der skulle være mere faglært personale.

Klager, der efter sin barselorlov havde haft vagter i basistilbuddet, blev bedt om at gå med i det nye mor/barn-projekt, som indklagede etablerede i oktober 2012.

Klager ønskede at være i basistilbuddet, men følte sig presset over i projektet. Der var kun ansat to faglærte, og den anden ønskede ikke at arbejde med projektet, men at blive i basistilbuddet. Den anden faglærte var desuden kontaktperson for to børn. Klager havde ikke nået at få nogen kontaktpersonopgaver igen efter sin barselorlov, men hun kendte dog de fleste af børnene og havde ikke problemer med at falde ind i husets rytme.

Klager fordelte herefter sin arbejdsindsats ligeligt mellem basistilbuddet og mor/barn-projektet, men det var svært at have fokus begge steder. Det krævede et stort arbejde at sætte projektet i gang, og samtidig blev personalemøderne i henholdsvis basistilbuddet og projektet holdt på samme tid. Der var kun én mor indskrevet i mor/barn-projektet, og da hun skulle flytte, blev de pædagoger, som var ansat direkte i projektet, varslet om opsigelse med udgangen af marts måned, medmindre der kom en ny mor.

Det var meget overraskende for klager, at hun blev opsagt. Da hun gik ind i mor/barn-projektet, havde hun fået at vide, at hvis det viste sig, at projektet ikke kunne fungere, ville hun komme tilbage til basistilbuddet, da det i så fald ville være en af de ufaglærte, der ville blive opsagt. Der var dog fortsat ansat ufaglært pædagogisk personale. Desuden var den medarbejder, der var barselvikar for klager, fortsat ansat.

Klager havde foreslået, at man opsagde en af de to fuldtidsansatte servicemedarbejdere. Den ene servicemedarbejder var altmuligmand, mens den anden stod for tøjvask, indkøb og rengøring. Klager mente, at det var vigtigere at beholde det pædagogiske personale, der kunne løse nogle af de praktiske opgaver, således at man kunne nøjes med én servicemedarbejder.

Aflastningsprojektet er kun en weekend om måneden, og klager finder det besynderligt, at man valgte at fastholde de to ufaglærte medarbejdere i dette projekt, samtidig med at man opsagde tre uddannede pædagoger.

Klager er enig i indklagedes synspunkter om børnenes tarv, men hun undrer sig over, at barselvikaren blev tildelt to kontaktbørn, mens det faste personale kun havde hver et barn. Klager mener ikke, at det ville havde betydet noget for stabiliteten, hvis hun var kommet tilbage til basistilbuddet, idet hun kendte tre af børnene fra tidligere, da hun havde været på fuld tid i huset i tre måneder efter sin barselorlov, og herefter var hun på halv tid i huset.

Da klager fik opsigelsen, gav hun i en samtale med lederen udtryk for en følelse af, at det var fordi hun var enlig mor. Lederen bekræftede, at dette havde været med i hendes overvejelser. Klager mener, at hun har udvist stor fleksibilitet, selvom det kunne være vanskeligt at få arbejde med vekslende vagter til at hænge sammen med at være enlig mor. Klager har altid passet sit arbejde, herunder deltaget i mor/barn-projektet, som medførte ændringer af vagtplanen fra den ene dag til den anden. Klager har også taget ekstra vagter i forbindelse med en kollegas langtidssygemelding.

Lederen havde i øvrigt flere gange tidligere givet udtryk for, at det med klagers arbejdstider måtte være vanskeligt at være alene med et lille barn.

Klager kan forstå, at de medarbejdere, der var ansat direkte i mor/bar-projektet skulle opsiges, men hun kan ikke forstå, hvorfor hun skulle miste sit job, fordi hun havde udvist ansvarlighed og fleksibilitet ved at gå ind i projektet, som var væsentligt for opholdsstedets overlevelse.

Klager oplevede en angst for, om hun kunne passe arbejdet som enlig mor til et lille barn. Klager havde over for lederen givet udtryk for ønsker til vagtplanen for, at det bedst kunne hænge sammen privat, men dette var ikke anderledes end kolleger med delebørn eller ægtefæller med skæve arbejdstider.

Klager kan ikke se anden grund til opsigelsen, end at man ønskede at komme af med hende. Klager havde før sin barselorlov kun oplevet positive tilbagemeldinger på sit arbejde. Klager havde ganske vist næstmindst erfaring, men hun havde til gengæld en pædagogisk uddannelse, hvilket kun tre ud af de ti medarbejdere havde.

Klager havde ageret positivt i forhold til indklagedes udvikling ved at gå med i det nye projekt, og der havde været respekt omkring hendes arbejde. Klager var også blevet bedt om at lave en skriftlig rapport om mor/barn-projektet, da det hendes kolleger havde lavet ikke var fyldestgørende, og rapporten blev med klagers faglige kvalifikationer væsentligt forbedret.

Klager oplyser i øvrigt, at de to andre pædagoger i projektet blev tilbudt ny ansættelse, inden opsigelsesperioden udløb. Der blev desuden to uger efter opslået en ledig stilling, hvor indklagede søgte en uddannet pædagog.

Indklagede afviser, at klager blev opsagt, fordi hun er enlig mor.

Indklagede henviser til, at baggrunden for, at klagers barselvikar blev fastansat, var, at forstanderen i begyndelsen af 2012 blev langtidssygemeldt og ikke vendte tilbage til sin stilling. Bestyrelsen konstituerede stedfortræderen og en pædagog til at dele ledelsesansvaret. Da stedfortræderen også blev langtidssygemeldt, fik pædagogen det fulde ledelsesansvar og blev i sommeren 2012 ansat som forstander. Da pågældende tidligere havde været ansat i en almindelig pædagogstilling, blev barselvikaren fastansat den 1. august 2012, cirka en måned efter at klager var vendt tilbage fra barselorlov.

Barselvikaren endte med at få to kontaktbørn, da hun midlertidigt overtog børn fra to langtidssygemeldte kolleger, hvor den ene ikke vendte tilbage, og den anden overtog et andet barn.

Efter at en servicemedarbejder var afgået ved døden, blev en uddannet køkkenassistent, der havde fungeret som vikar i sygdomsperioden, fastansat som servicemedarbejder. Der er flere opgaver i stillingen end "bare indkøb, vask og rengøring", og denne medarbejder dækker sammen med den anden servicemedarbejder hverdagsmorgenerne.

Indtil april 2012 var opholdsstedet fuldt belagt med otte børn i basistilbuddet, men herefter faldt antallet af anbragte børn til fem. Bestyrelsen besluttede derfor, at der skulle afskediges mindst to medarbejdere, og at der skulle arbejdes på at oprette nye tilbud, der var mere målrettede kommunernes behov. Bestyrelsen besluttede også, at der fremadrettet skulle ansættes flere pædagoger, og at det tilbageværende personale skulle opkvalificeres.

Der blev iværksat to nye projekter dels et tilbud om forældreressource-undersøgelse i oktober 2012 og dels et aflastningsprojekt med friluftstema i december 2012.

Der var behov for 2,5 pædagogstilling i forældreressourcetilbuddet. To af stillingerne blev besat udefra, og klager fik tilbud om den halve stilling. Klager fik tilbuddet om at være en del af den faglige udfordring, der lå i at starte et nyt pædagogisk projekt op, dels fordi hun var uddannet pædagog, og dels fordi det barn, hun havde været kontaktperson for, var flyttet. Klager var derfor ikke bundet af kontaktpersonopgaver, da hun vendte tilbage fra barselorlov.

Det var indklagedes opfattelse, at klager var godt tilfreds med at have vagter både i projektet og i basistilbuddet. Klagers ønske om kun at have omkring 10 vagter om måneden kunne i øvrigt kun tilgodeses ved, at hun havde vagter begge steder, da vagterne i basistilbuddet var længere end vagterne i projektet.

Det andet projekt "aflastning i det fri" varetages af to medarbejdere med stor erfaring inden for det socialpædagogiske område og med uddannelse inden for friluftsliv.

Det stod i marts 2013 klart for indklagede, at forældreressourceprojektet måtte afsluttes, da der ikke var nok søgning til projektet.

Det var oprindeligt planen, at de tre pædagoger i forældreressourceprojektet kunne overgå til basistilbuddet, hvis projektet måtte lukke ned, men da der manglede to børn i basistilbuddet, blev det besluttet at afskedige de tre pædagoger fra projektet.

Indklagede henviser i den forbindelse til, at børn, der er anbragt uden for hjemmet, er meget skrøbelige. Børnene har ofte oplevet mange svigt og har derfor brug for stabilitet og tilknytning. Hvert barn bliver tildelt en kontaktperson. Børnene i basistilbuddet er udsatte børn, der profiterer af faste rutiner, struktur, genkendelighed i hverdagen og stabilitet. Børnene havde i forbindelse med personaleændringerne i 2012 på relativt kort tid været udsat for uforholdsmæssig meget uro.

Indklagede vurderede, at de tre pædagoger i projektet bedst kunne undværes, da de ikke havde kontaktpersonopgaver til børnene i basistilbuddet, og da de generelt havde mindst tilknytning til børnene. Det var således ledelsens hensigt at bevare basistilbuddet så intakt som muligt af hensyn til det enkelte barns trivsel.

Det er ikke indklagedes opfattelse, at klager hverken før eller efter barselorloven havde udvist særlig stor interesse eller fleksibilitet i indklagedes interesse i forhold til de øvrige medarbejdere. Klager kom ofte for sent. Det var sjældent, at hun dækkede en vagt for en anden, og dette var altid sket på opfordring og ikke på klagers initiativ.

Lederen og klager havde flere gange talt om det at være mor - ikke enlig mor - til et lille barn og samtidig have nat-, aften- og weekendarbejde, og klagers ønske om højst 10 weekendvagter om måneden blev uden vanskeligheder imødekommet. Indklagede henviser i den forbindelse til, at i det omfang det kan lade sig gøre, bliver alle medarbejderne tilgodeset i vagtplanen i forhold til deres ønsker om fleksibilitet.

I den daværende personalegruppe på 10 personer var klager den med næstlavest erfaring inden for det socialpædagogiske område.

Indklagede bestrider at klager med sine faglige kvalifikationer forbedrede statusrapporten. Klager blev bedt om at supplere rapporten, da de to andre pædagoger var under tidspres, men lederen måtte efterfølgende bruge flere timer på at rette sproglige fejl og ubegrundede påstande med videre i det, som klager havde skrevet.

Indklagede oplyser i øvrigt, at der blev indskrevet to nye børn i april måned 2013, og at der derfor var basis for at ansætte tre pædagoger. Der blev opslået tre stillinger, som de to andre opsagte pædagoger søgte. Klager søgte ikke en af de opslåede stillinger. De to pædagoger var i øvrigt mødt op i opsigelsesperioden, mens klager havde sygemeldt sig.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven).

Ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås efter ligebehandlingsloven, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn. Dette gælder både direkte og indirekte forskelsbehandling, navnlig under henvisning til graviditet eller familiemæssig stilling.

Enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige ved afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnet vurderer, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev afskediget, fordi hun har været på barselorlov, eller fordi hun er enlig mor til et lille barn og derfor kunne anses for at være mindre fleksibel i forhold til aften-, natte- og weekendarbejde.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at klager blev afskediget som følge af, at indklagede måtte lukke forældreprojektet, og at klager ikke var kontaktperson for børn i basistilbuddet. Indklagede fandt derfor, at klager var blandt de tre pædagoger, der bedst kunne undværes.

Det forhold, at klager og lederen havde talt om de problemer, som det kan give at være mor til et lille barn og samtidig have aften-, natte- og weekendarbejde, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at der er påvist faktiske omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin familiemæssige stilling.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.