Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - ej medhold

En journalist blev afskediget kort tid efter, at hun var vendt tilbage fra barselorlov. Det avistillæg, som klager havde skrevet for, var under barselorloven ændret fra at være et redaktionelt brand til at være et kommercielt brand. Klager afslog tilbud om en anden stilling på avisen. Nævnet fandt, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klagers afskedigelse skyldtes, at hun havde været fraværende på grund af barselorlov.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en journalist blev afskediget kort tid efter, at hun var vendt tilbage fra barselorlov.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra stillingen som journalist hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager, der er uddannet journalist, blev i januar 2002 ansat som redaktør på en gå-i-byen guide om København.

I december 2004 blev gå-i-byen guiden overtaget af en større avis og skulle herefter fungere som blandt andet gå-i-byen tillæg for avisen.

Klager fik ny ansættelseskontrakt, hvoraf fremgik, at hun var ansat til at varetage en stilling som journalist på gå-i-byen tillægget. Klager skulle, når hensynet af dækningen til det aftalte stofområde gav mulighed derfor, efter aftale påtage sig andet journalistisk arbejde.

P. 1. juli 2007 blev avisen overtaget af en mediekoncern. Overtagelsen fik ikke nogen konsekvenser for klagers ansættelse.

Klager holdt graviditets-, barsel- og forældreorlov fra den 25. april 2012 til den 14. marts 2013. Hun holdt herefter ferie fra den 15. marts 1203 og indtil den 8. maj 2013. Klager skulle have genoptaget arbejdet den 10. maj 2013.

Klager blev imidlertid ved brev af 30. april 2013 opsagt med syv måneders varsel til fratræden den 30. november 2013. Klager blev fritstillet fra den 1. maj 2013.

Opsigelsen skete i forbindelse med de organisatoriske tilpasninger i virksomheden.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, og hun har nedlagt påstand om godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Klager henviser til, at hun var ansat på gå-i-byen tillægget, hvor hun først havde ansvar for café og shopping. Klager blev senere restaurant- og caféredaktør, hvor hun i tekst og billeder beskrev restauranter, som hun besøgte, samt skrev nyheder og guides.

Klager havde samtidig skrevet til avisen, hvor hun især leverede miniguider og klummer. Klager havde desuden skrevet mad- og restaurantstof til avisens magasintillæg og nyheder fra restaurantverdenen til indlandssiderne. Klager havde haft almindelige nyhedsvagter på webavisen og weekendvagter på indlandsområdet.

Klager blev opsagt umiddelbart efter, at hun havde afsluttet et års barselorlov, og inden hun nåede at komme tilbage til arbejdspladsen. Opsigelsen var begrundet med organisatoriske tilpasninger i organisationen, men indklagede beholdt klagers barselvikar A, som forsatte med at løse de opgaver, som klager havde løst før sin barselorlov.

Under klagers barselorlov fungerede A som vikar for hende. Vikaren levrede på freelance-basis 2-3 dages arbejde for et beløb, der svarede til barselrefusionen for klagers orlov. Klager bestrider, at A var ansat, før hun gik på barsel.

A er nu ansat som studentermedhjælper på den online-baserede gå-i-byen guide. De opgaver, som A nu varetager, er efter klagers opfattelse en del af de arbejdsgaver, som klager skulle have varetaget, hvis hun var fortsat i den heltidsstilling, som hun havde, før hun gik på barsel.

Klager havde i begyndelsen af april 2013 meddelt sine to chefer, at hun havde fået vuggestueplads til sin datter, og at hun derfor som planlagt kunne starte igen den 10. maj 2013 efter at have holdt ferie.

Klager fik imidlertid den 29. april 2013 at vide, at hendes stilling på gå-i-byen tillægget var nedlagt, og hun blev tilbudt en stilling som redigerende medarbejder efter en kollega, der havde fået en frivillig fratrædelsesaftale. Den pågældende stilling medførte vagter hver anden/tredje weekend, og klager måtte derfor som alenemor afvise tilbuddet. Da klager meddelte dette til redaktøren, fik hun at vide, at "jeg vidste godt, at dette ville være svært".

Det ville have været relevant at tilbyde klager en ledig stilling på avisens magasintillæg, efter at den tidligere indehaver af stillingen havde fået en frivillig fratrædelsesaftale. Klager havde tidligere leveret materiale til magasinet, der nu skulle indeholde noget af det stof, som klager tidligere havde leveret til gå-i-byen-tillægget. Klager blev imidlertid ikke tilbudt stillingen, der i stedet gik til en redaktør på lederkontrakt, der overgik til overenskomstmæssig ansættelse.

Klager blev ikke tilbudt en ledig stilling som fast nattevagt på hovedredaktionen eller en ledig stilling på hovedredaktionen.

Klager fik heller ikke tilbud om eventuel ansættelse på deltid og fik dermed ikke mulighed for at fortsætte med at løse nogle af de opgaver, som hun løste før sin orlov, og som nu varetages af klagers barselvikar på freelance-basis.

Klager skulle være tilbudt en deltidsansættelse, selvom barselvikaren løste de pågældende opgaver på freelancebasis, idet vikaren faktisk bør være ansat efter overenskomsten, idet omfanget af hans arbejde indikerer, at han arbejder på vilkår, hvor han indgår som en fast påregnelig ressource på redaktionen og derfor bør være overenskomstansat. Indklagedes omgåelse af overenskomsten skal ikke komme klager til skade.

Indklagede har ikke reelt forsøgt at omplacere klager i forbindelse med rokeringen i den gennemførte sparerunde, da indklagede vidste, at klager på grund af sin familiemæssige stilling ikke kunne påtage sig aftenvagter. Tilbuddet om ansættelse i aftenvagt kunne således ikke anses for at være et reelt tilbud om omplacering.

Indklagede havde ikke under forløbet kontaktet klager og forhørt sig om, hvilke muligheder, der var for at omplacere klager, hvilket efter klagers opfattelse må formodes at skyldtes, at man reelt ikke ønskede at omplacere hende.

Det er klagers opfattelse, at beslutningen om at beholde A i stedet for at tilbyde klager en deltidsstilling blev truffet, mens klager fortsat var på orlov, da de organisatoriske ændringer af gå-i -byen tillægget blev påbegyndt i januar 2012.

Indklagede afviser, at afskedigelsen af klager er i strid med ligebehandlingsloven.

Indklagede gør gældende, at klager blev opsagt seks uger efter endt forældreorlov som led i en større sparerunde, og at der ikke er påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling i strid med ligebehandlingsloven.

Mediekoncernen har gennem de seneste fem år været igennem flere afskedigelsesrunder, og antallet af redaktionelle medarbejdere er faldet med næsten en fjerdedel fra 385 til 302. Det er lykkedes indklagede at minimere antallet af egentlig opsigelser, idet der har været mulighed for frivillige aftrædelser.

Besparelserne har også haft stor betydning for det tillæg, som klager arbejdede for. Gå-i-byen tillægget blev således nedlagt som en selvstændig sektion til avisen i januar 2012, og der blev i den forbindelse nedlagt to redaktionelle stillinger. Indklagede tog på dette tidspunkt hensyn til klager, der var gravid.

Afskedigelsesrunden i april 2013 ramte bredt og havde betydning for mange områder. Målet med sparerunden var, at der skulle nedlægges 80 stillinger i hele koncernen, og der skulle nedlægges 16 stillinger på den avis, som gå-i-byen tillægget hørte under.

Afskedigelsesrunden blev indledt med orientering af tillidsrepræsentanter og medarbejdere den 13. april 2013, idet indklagede ifølge overenskomsten har en forpligtelse til at orientere tillidsrepræsentanterne 14 dage inden opsigelserne agtes afgivet. Formålet hermed er, "at virksomhedens ledelse og tillidsrepræsentanten i fællesskab undersøger mulighederne for at udgå afskedigelser, begrænse disse eller afbøde følgerne af dem".

Der blev på denne baggrund afholdt et række møder mellem ledelsen og tillidsrepræsentanterne, hvor det blev tilkendegivet, at alle de opsagte medarbejdere ville være omfattet af den såkaldt "glastrappeaftale". Efter denne aftale bliver en opsagt medarbejder fritstillet i opsigelsesperioden og får udover eventuel godtgørelse efter funktionærloven godtgørelse svarende til i alt syv måneders løn.

Gå-i-byen tillægget blev købt i 2004 for at styrke avisens kulturprofil såvel på print som online.

I januar 2012 blev gå-i-byen tillægget nedlagt som en selvstændig sektion, da rubrikannoncemarkedet for underholdning var dykket. Gå-i-byen stoffet blev i stedet integreret i den ugentlige kultursektion om fredagen. Der blev i den forbindelse nedlagt to ud af fem journalistiske stillinger på tillægget, idet to andre journalister blev tilbudt fortsat ansættelse på avisens redaktioner.

Gå-i-byen tillægget udviklede sig fortsat i negativ retning, men indklagede vurderede, at der var tale om et godt brand, som man ønskede at beholde, men som et kommercielt brand fremfor et redaktionelt brand. Aktiviteterne i gå-i-byen tillægget skulle derfor flyttes fra avisen til mediekoncernen, og de fem redaktionelle stillinger, herunder chef- og praktikantstillingen, blev nedlagt. Brandet, der skulle drives som et superkommercielt site, blev flyttet ind under consumer sales, og der var ikke længere ansat journalistiske medarbejdere, men derimod en content manager, en concept developer samt studentermedhjælpere. Medarbejderne blev orienteret om ændringerne i en mail af 29. april 2013 fra chefredaktionen.

Medarbejderne på sitet i dag arbejder kommercielt. Der er ikke tale om en journalistisk arbejdsplads, der på nogen måde er forbundet med indklagedes redaktioner, som producerer journalistik, hvor troværdighed og uafhængighed også af kommercielle interesser er afgørende.

Før afskedigelsesrunden i 2003 bestod redaktionen på gå-i-byen tillægget af klager og de to journalistiske medarbejdere B og C samt lederen D. B og C beskæftigede sig med journalistisk arbejde, men var ikke uddannede journalister. Der var desuden tilknyttet en række studentermedhjælpere og freelancere, herunder A, der leverede stof til tillægget og avisen i et væsentligt mindre omfang end de øvrige medarbejdere på redaktionen.

Beslutningen om at nedlægge den selvstændige redaktion på gå-i-byen tillægget i april 2013 var med til at nå det samlede sparekrav.

Klager var ansat til at skrive til gå-i-byen tillægget, og hun havde ikke beskæftiget sig med andet. Klager havde dog i en kortere periode skrevet gastronomiartikler til et andet tillæg, fordi hun via sit arbejde på gå-i-byen tillægget havde stof til artikler, som ikke var en del af konceptet for gå-i-byen tillægget.

Indklagede afviser, at A blev ansat som barselvikar for klager. A havde freelance-tilknytning i, hvad der svarede til 10 timer om ugen, og han indgik ikke i en fast vagtplan eller var tilknyttet den fysiske arbejdsplads. Der har gennem tiden været tilknyttet andre freelancere til sektionen, og det er indklagedes opfattelse, at A´s freelancetilknytning ikke har haft betydning for opsigelsen af klager.

Klager var på ferie på opsigelsestidspunktet, og hun var derfor ikke særligt beskyttet. Der gjaldt således ikke en særlig omplaceringsforpligtelse for indklagede, men klager blev tilbudt en rigtig god stilling på indlandsredaktionen med en fire dages arbejdsuge. Klager blev tilbudt denne stilling, da den tidligere medarbejder havde fået en frivillig fratrædelsesordning, og da indklagede vurderede, at klager med sin journalistiske uddannelse havde de kompetencer, der skulle til for at bestride stillingen. Denne stilling indebar arbejde hver anden weekend samt aftenarbejde, men stillingen indebar også en firedages arbejdsuge, hvilket var attraktivt for mange medarbejdere.

Klager fik ikke tilbudt en stilling som fast nattevagt, da hun allerede havde tilkendegivet, at det var problematisk med en stilling, som indebar aftenarbejde.

Klager blev heller ikke tilbudt den ledige stilling på avisens magasintillæg, efter at den tidligere indehaver af stillingen havde fået en frivillig fratrædelsesaftale. Den overordnede chef for alle tillæg og magasiner ønskede at få en ledelsesprofil på posten som redaktør på magasintillægget. Stillingen blev derfor tilbudt til den tidligere leder og redaktør af gå-i-byen tillægget. Klager kom ikke i betragtning til stillingen som redaktør, da indklagede vurderede, at hun ikke havde kompetencerne til at bestride posten, herunder den nødvendige ledelsesmæssige erfaring.

Indklagede modtog herefter sammen med de to øvrige medarbejdere B og C på gå-i-byen tillægget en opsigelse den 30. april 2013. Da B og C ikke havde en journalistisk uddannelse eller havde arbejdet med nyhedsproduktion, blev de i modsætning til klager ikke tilbudt nogle af de stillinger, der blev ledige som følge af de frivillige fratrædelser.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse med videre (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet og barselorlov.

Klager havde afsluttet sin barselorlov i midten af marts 2013, hvorefter hun holdt ferie. Klager var fortsat på ferie, da hun blev afskediget den 30. april 2013.

Ligebehandlingsnævnet finder ikke grundlag for at antage, at beslutningen om at afskedige klager blev taget, mens hun var på barselorlov.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at uanset at overvejelserne om ændringerne i gå-i-byen tillægget, hvortil klager var knyttet som journalistisk medarbejder, tog sin påbegyndelse i januar 2012, så var det først i forbindelse med besparelsesrunden i april 2013, at det blev besluttet at nedlægge den selvstændige redaktion på gå-i-byen tillægget.

Sagen skal derfor ikke afgøres efter reglen om omvendt bevisbyrde, men efter reglen om delt bevisbyrde, hvorefter klager skal kunne påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling i forbindelse med afskedigelsen.

Ligebehandlingsnævnet finder ikke, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hendes graviditet og barselorlov har været helt eller delvist årsag til, at hun blev afskediget fra stillingen som journalist hos indklagede.

Nævnet har ved denne vurdering lagt vægt på, at baggrunden for afskedigelsen var, at gå-i-byen tillægget i forbindelse med en større besparelsesrunde hos indklagede overgik fra at være et redaktionelt brand til at være et kommercielt brand, og at den journalistiske redaktion derfor blev nedlagt. Beslutningen om at afskedige klager skete efter udløbet af den 14-dages periode fra den 10. april 2013, hvor indklagede skulle undersøge muligheden for at begrænse antallet af afskedigelser. Klager blev i den forbindelse i modsætning til de to andre journalistiske medarbejdere B og C tilbudt en stilling på indlandsredaktionen.

Da der ikke er påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling, finder nævnet ikke grundlag for at tage stilling til, om klager skulle være tilbudt genplacering til A´s stilling.

Klagen tages derfor ikke til følge.