Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - parts- og vidneforklaringer

En gravid tandlæge fik ikke forlænget sin tidsbegrænsede ansættelse. Parterne var uenige om, hvorvidt indklagede havde tilkendegivet, at klager ville blive fastansat, samt om indklagedes faldende omsætning og klagers faglige niveau havde betydning for, at hun ikke blev fastansat. Da et svar på disse spørgsmål krævede mundtlige parts- og vidneforklaring, kunne sagen ikke afgøres ved nævnet.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en gravid tandlæge ikke fik forlænget sin tidsbegrænsede ansættelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat i en tidsbegrænset ansættelse som tandlæge hos indklagede fra den 10. januar 2011 til den 9. januar 2013, hvor ansættelsesforholdet ville ophøre uden yderligere varsel.

Den ugentlige arbejdstid var 19½ time frem til den 31. januar 2011. Fra den 1. februar 2011 var den ugentlige arbejdstid 24½ time. Arbejdstiden var fordelt på ugens første tre dage.

Klager meddelte den 22. oktober 2012 indklagede, at hun var gravid.

Indklagede meddelte under en samtale den 29. oktober 2012 klager, at hendes tidsbegrænsede ansættelse ikke ville blive forlænget.

Det fremgår af de af indklagede fremlagte oplysninger, at tandlægeklinikken havde en omsætning på:

14.928.010 kr. i 2009

14.146.201 kr. i 2010

13.879.929 kr. i 2011

13.471.416 kr. i 2012

3.978.291 kr. fra 1. januar 2013 til 31. april 2013.

Parternes bemærkninger

Klager mener, at det alene er på grund af graviditeten, at hun ikke fik forlænget sin tidsbegrænsede ansættelse hos indklagede.

Klager blev færdiguddannet tandlæge i sommeren 2010. Da det er svært at få arbejde som nyuddannet tandlæge i København, hvor klager bor, tog hun en deltidsstilling i Nykøbing Mors.

Stillingen var tidsbegrænset i to år, efter sigende fordi indklagedes revisor fandt dette mest hensigtsmæssigt.

Klager undrer sig over, at det skulle tage to år at vurdere, hvor meget arbejde, der ville være, efter at en tandlæge var ophørt på grund af sygdom. Dette kunne efter klagers opfattelse være afklaret i løbet af 6-12 måneders ansættelse.

Indklagede stillede en lejlighed i forlængelse af klinikken til rådighed for klager, og indklagede spurgte flere gange, om klager og hendes kæreste ikke ville flytte til Nykøbing Mors. Indklagede, der selv har tre børn, sagde flere gange, at "børn, dem skal man have, sådan er det bare".

Klager havde fra starten af ansættelsen fået at vide, at den midlertidige kontrakt bare skulle forlænges, og indklagede og klager talte flere gange om forlængelse af konktakten, og klager fik at vide, at "det finder vi ud af, det bliver der ingen problemer med". Det var derfor klagers klare indtryk, at forlængelsen af kontrakten var en formssag.

Klager fandt i midten af september 2012 ud af, at hun var gravid. Det var hendes hensigt at fortsætte med arbejdet efter barselorlov trods pendlerafstanden.

Klager fortalte om graviditeten den 22. oktober 2012, og indklagedes umiddelbare kommentar var "nej, stort til lykke, det er da bare så godt, det skal vi nok finde ud af. Jeg ringer til D og hører om hun vil være vikar for dig." D, der er gift med en af de ansatte hos indklagede, var netop pensioneret fra sit job som tandlæge på en anden klinik. Denne udmelding bekræftede klagers opfattelse af, at kontrakten skulle fortsætte, og at hendes barsel ikke ville ændre på dette.

Allerede i september 2012 var der planlagt MUS-samtale, der skulle holdes den 29. oktober 2012, det vil sige en uge efter, at klager havde fortalt om graviditeten. På dagen for samtalen skiftede aftalen i kalenderen navn fra "MUS" til "Samtale klager og K". Dette vil efter klagers opfattelse kunne bekræftes ved en enkel søgning hos indklagedes it-udbyder. Klager har i telefonisk samtale med klinikkens it-udbyder fået bekræftet, at aftalen i perioden fra den 24. oktober 2012 til den 29. oktober 2012 skiftede navn fra "MUS klager" til "Samtale klager og K".

Indklagede begyndte samtalen den 29. oktober 2012 med at sige: "Ja det var jo dejlige nyheder, som du kom med i mandags - jeg kan desværre ikke forlænge din kontrakt". Indklagedes forklaring var, at der ikke var patienter nok, og klager blev bedt om at se det fra indklagedes side.

Indklagede havde ansat en ny tandlæge pr. 1. august 2012 uden at spørge, om klager kunne gå op i tid. Desuden skulle en fuldtidsansat tandlæge på barselorlov i begyndelsen af 2013, og indklagede havde under samtalen den 29. oktober 2012 fortalt, at det var hendes hensigt, at klager skulle have overtaget nogen af denne tandlæges patienter, men at det jo ikke kunne lade sig gøre, da klager nu også var gravid.

Da klager efter samtalen den 29. oktober 2012 talte med sin chef, sagde klager, at hun ikke skulle have fortalt om graviditeten så tidligt, og at kontrakten ville være blevet forlænget, hvis indklagede ikke havde kendt til graviditeten. Hertil svarede indklagede: "Nej, men så havde det været dig, der havde været røvhullet".

Klager forstår ikke, hvorfor indklagede ventede til den 29. oktober 2012 med at fortælle hende, at ansættelsen ikke ville blive forlænget, hvis indklagede allerede i september, før klager fortalte om graviditeten, havde besluttet, at ansættelsen ikke skulle forlænges.

For så vidt angår skrinlæggelsen af planen om udvidelse, som førte til ansættelsen af tandlæge B i august 2012, henviser klager til, at afskedigelsen af en tandlæge på grund af sygdom skete tilbage i 2010. Der var tale om en lettere faldende omsætning fra 2009 til 2012, men finanskrisen begyndte i 2007/2008, det vil sige lang tid før planerne om udvidelse og den efterfølgende skrinlæggelse af disse.

Klager afviser, at det efter 1-2 måneders arbejde kunne konkluderes, at den nyansatte tandlæge B var mere effektiv og indtjente mere til indklagede, end klager gjorde. Tandlæge B var desuden ansat på fuld tid, mens klager arbejdede på deltid. Klager mener, at hun havde en større omsætning pr. time end tandlæge B. Klager blev i øvrigt heller ikke tilbudt at gå op i tid.

Klager stiller spørgsmål ved, hvem der skulle overtage A´s omsætning, når hun skulle være barselvikar, idet A ikke skulle gå op i tid.

Klager forstår ikke, hvorfor hun som den eneste tandlæge skulle rammes af den faldende omsætning i sommeren 2012.

Klager er forundret over kritikken af sit arbejde. Hun afviser at have fået en advarsel for hændelsen den 17. september 2012. Klager bad indklagede om hjælp til en behandling, som hun havde svært ved at få afsluttet. Efter en dialog, som klager opfattede som en peptalk, blev klager og indklagede enige om, at indklagede som den erfarne tandlæge skulle afslutte behandlingen.

Såvel kolleger som patienter har udtrykt tilfredshed med klagers arbejde hos indklagede. Klager afviser påstanden om, at der skulle være ikke- færdigbehandlet caries under nogle af de fyldninger, som klager har udført.

Klager undrer sig i øvrigt over, at indklagede den 10. maj 2012 kunne underskrive "Attestation for praktisk oplæring ved tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge", hvis klager ikke havde den fornødne faglige kunnen.

Indklagede afviser, at beslutningen om ikke at fastansætte klager skyldtes graviditeten. Beslutningen var udelukkende baseret i virksomhedens forhold.

Indklagede henviser til, at klager siden sin ansættelse havde været vidende om, at hendes ansættelse udløb uden varsel den 9. januar 2013. Baggrunden for den tidsbegrænsede ansættelse var, at klager havde bopæl i København, og indklagede var usikker på, hvor meget arbejde der var, når en tandlæge var ophørt på klinikken den 1. december 2010.

For en god ordens skyld meddelte indklagede på mødet den 29. oktober 2012, at ansættelsen ikke ville blive forlænget.

Der var også ansat en anden tandlæge A tidsbegrænset fra den 15. november 2010 til den 15. november 2012. Baggrunden for den tidsbegrænsede ansættelse af A var, at en sygemeldt tandlæge blev afskediget den 1. december 2010.

Indklagede havde i begyndelsen af oktober 2012, det vil sige inden, at klager oplyste, at hun var gravid, meddelt A, at hun kunne fortsætte i et barselvikariat for en anden tandlæge, der i august 2012 havde meddelt, at hun var gravid og skulle på barsel i januar 2013. A blev tilbudt barselvikariatet på grund af hendes gode omgang med børn på klinikken, og fordi hun generede en god omsætning. Beslutningen om at ansætte A i barselvikariatet var udelukkende baseret i virksomhedens drift.

Indklagede havde i løbet af foråret 2012 søsat planer om en udvidelse af klinikken. Der blev udarbejdet tegninger, og banken gav tilsagn om finansiering af projektet i løbet af sommeren 2012. Med tanke på udvidelsesplanerne blev der pr. 1. august 2012 ansat en nyuddannet tandlæge B, som også skulle overtage patienter fra to tandlæger, som var ved at forberede deres pension. B viste sig at være særdeles effektiv, og han tjente væsentligt mere til virksomheden end blandt andet klager.

Det viste sig i løbet efteråret 2012, at udvidelsesplanerne i samråd med virksomhedens revisor måtte opgives, dels som følge af afskedigelsen af en tandlæge, dels som følge af en betydelig omsætningsnedgang på grund af finanskrisen. Dette medføre også, at der måtte forventes en reduktion af medarbejderantallet.

Indklagede henviser videre til, at klager var en af de medarbejdere, der omsatte mindst.

Indklagede havde desuden givet klager en faglig tilrettevisning som følge af manglende overblik i en behandling, der medførte, at patienten blev utryg. Klager havde den 17. september 2012 en patient, der skulle have fremstillet en støbt stift. Klager valgte at afslutte behandlingen på grund af manglende tid, men patienten var urolig og ville gerne have lavet behandlingen færdig med det samme. Indklagede tog klager til side og bad hende om at fortsætte behandlingen, hvilket klager meddelte, at hun ikke havde tid til. Indklagede afsluttede herefter selv behandlingen. Indklagede havde i situationen været nødt til at anvende en bestemt stemmeføring. Den 19. september 2012 henvendte patienten sig til indklagede og oplyste, at hun ikke havde tillid til klager.

Indklagede gav i første omgang klager en mundtlig advarsel, og det kan ikke lægges hendes til last, at hun ikke fremsendte en skriftlig advarsel til en ansat, hvis ansættelsesaftale udløb fire måneder senere.

Indklagede havde senere haft patienter, som klager havde behandlet, hvor det viste sig, at der var ikke færdigbehandlet caries under nyligt fremstillede kroner. Indklagede henviser i den forbindelse til, at hvis man som tandlæge er i tvivl om, hvorvidt en behandling er udført korrekt, så skal man få en faglig vurdering fra en kollega, hvilket ikke var sket i disse tilfælde.

Klager havde således ikke den faglige kunnen, som indklagede forventer af en tandlæge, der skal kunne fungere selvstændigt.

For så vidt angår "Attestation for praktisk oplæring ved tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge" havde indklagede med sin underskrift blot bekræftet varigheden af klagers ansættelse, og indklagede indestod ikke for klagers faglige kompetence.

Indklagede afviser, at der skulle være ændret i kalenderen. Indklagedes it-udbyder har overfor indklagede erklæret, at de af klager oplyste aftaletekster "MUS klager" og "Samtale klager" aldrig har været oprettet eller rettet til denne ordlyd i indklagedes aftalebog.

Indklagede bestrider i øvrigt, at hun havde givet klager anledning til at tro, at hun ville blive fastansat efter udløbet af den tidsbegrænsede ansættelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse med videre (ligebehandlingsloven).

Klagers midlertidige ansættelse udløb den 9. januar 2013. Det er ubestridt, at klager fortalte indklagede om graviditeten den 22. oktober 2012, og at indklagede under samtalen den 29. oktober 2012 meddelte klager, at ansættelsen ikke ville blive forlænget. Samtalen var planlagt i september 2012, det vil sige før graviditeten, men parterne er uenige om, hvorvidt aftalen oprindeligt var beskrevet som en MUS-samtale i kalenderen.

Ligebehandlingsnævnet finder, at den relativt tætte tidsmæssige sammenhæng mellem, at klager oplyste om sin graviditet og samtalen, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at klager har påvist faktiske omstæn-digheder, der giver anledning til at formode, at klager blev udsat for direkte eller indirekte forskelsbehandling, fordi hun var gravid.

Klager har meget udførligt beskrevet nogle tilkendegivelser fra indkla-gede om, at hun skulle fastansættes, hvilket bestrides af indklagede. Klager og indklagede er også uenige om betydningen af den faldende omsætning og om klagers faglighed, herunder den hændelse, hvor indklagede måtte færdiggøre en tandbehandling for klager.

Nævnet finder på denne baggrund, at afgørelsen af sagen kræver, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan finde sted for nævnet.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen.