Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - parts- og vidneforklaringer

En kvinde blev ansat i et tidsbegrænset vikariat som receptionist. Efter nogle måneder blev det klart, at den person, som klager afløste, ikke vendte tilbage til arbejdet, og klager søgte herefter den ledige fuldtidsstilling. Klager fik ifølge egne oplysninger senere at vide, at afslaget skyldtes, at indklagede foretrak en mand. Indklagede bestred, at klagers køn skulle have haft indflydelse på, hvem de valgte til jobbet. En afklaring af disse forhold krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaring, hvilket ikke kan finde sted for nævnet.

Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager fik afslag på sin ansøgning til en stilling som receptionist i den indklagede virksomhed.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, hvorvidt klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for nævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev den 26. februar 2013 ansat i et langtidsvikariat 30 timer om ugen som receptionist hos virksomhed A. Indtil den 12. juli 2013 var klager ansat og lønnet gennem vikarbureau B. Fra den 15. juli 2013 overgik klager til arbejde på fuld tid 37,5 timer om ugen og til at blive aflønnet gennem den indklagede virksomhed (C), der leverer Facilities Management Services til virksomhed A.

Klager var ansat som vikar for en medarbejder i virksomhed A, der var langtidssygemeldt. Da det blev klart, at den sygemeldte medarbejder ikke ville vende tilbage til arbejdet, blev stillingen slået op i slutningen af juli måned.

Klager søgte stillingen, men blev ikke tilbudt ansættelse.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Hun er blevet fravalgt til stillingen som fastansat receptionist i virksomhed A, fordi hun er kvinde.

Da den ledige stilling blev slået op, blev klager af sin chef opfordret til at søge stillingen. Klager fik samtidig mundtligt at vide, at det blot ville være en formsag, så ville stillingen være hendes.

I mellemtiden sagde klagers chef sin stilling op og fratrådte med udgangen af august 2013. Klager fik nu pludselig at vide, at hendes ansøgning ville blive vurderet på lige fod med de øvrige 138 indkomne ansøgninger.

Den 27. august 2013 blev der afholdt personalemøde, og her blev det oplyst, at den ledige stilling, som klager var ansat som vikar i, var blevet besat pr. 2. september 2013.

Klager spurgte under mødet, hvorfor hun var blevet fravalgt til stillingen, og fik det svar, at den, de havde ansat, var bedre kvalificeret.

Så vidt klager er orienteret, kommer pågældende udefra og kender intet til den koncern, som virksomhed A er en del af, eller til arbejdet i receptionen. Klager har tidligere arbejdet 18 år som direktionssekretær/PA i den pågældende koncern.

Efter mødet fik klager under en samtale med sin chef at vide, at den nyansattes bedre kvalifikation bestod i, at han var en mand. Det havde været et ønske fra virksomhed A, at den ansatte skulle være en mand, eftersom han blandt andet ville være bedre til at løfte tunge ting.

Der har aldrig tidligere været en fast mandlig receptionist i virksomheden.

Klager tror ikke, at det fra starten var indklagedes mening, at der skulle ansættes en mand, idet det kun var kvinder, der blev kaldt til samtale. Klager tror derimod, at det var noget, der blev aktuelt i sidste øjeblik og efter ønske/krav fra direktionssekretæren hos virksomhed A.

Den 19. august 2013 havde klager en episode med denne direktionssekretær. Direktionssekretæren ringede kl. 16 til klager for at få bragt nogle dokumenter ud til direktøren. Klager måtte beklage, at det ikke kunne lade sig gøre, da klager på grund af ferie var alene i receptionen, og da alle chaufførerne enten var ude at køre, arbejdede på andre lokationer eller var gået hjem. Direktionssekretæren var derfor nødt til at køre selv. Klager forestiller sig, at direktionssekretæren efterfølgende har bedt om, at den nye receptionist blev en mand, så der ville være endnu en chauffør at vælge imellem. Direktionssekretæren har meget magt, og indklagede gør, hvad hun beder om, da de ellers med stor sandsynlighed risikerer at miste kontrakten med virksomhed A.

Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for åbenlys kønsdiskrimination, fordi indklagede ikke ved noget om, hvad klager kan løfte eller lave af "mandearbejde". Klager er desuden væsentligt bedre kvalificeret til den pågældende stilling efter at have bestridt den gennem seks måneder. Klagers vikariat er blevet forlænget flere gange, og indklagede har derfor haft rig lejlighed til at skifte klager ud, hvis de ikke mente, at hun var kvalificeret til stillingen.

Indklagede bestrider, at klager er blevet fravalgt til stillingen som receptionist på grund af hendes køn.

Indklagede besluttede at slå stillingen som receptionist op for at afklare, om det var muligt at tiltrække kandidater med yderligere eller anderledes kvalifikationer. Indklagede indkaldte en række kvalificerede kandidater til samtale, og det besluttet at ansætte den, der efter en samlet vurdering var bedst kvalificeret til at varetage stillingen. Indklagede bestrider, at kandidatens køn er indgået i denne vurdering.

Indklagede bestrider også, at klagers chef eller nogen anden medarbejder har givet klager denne begrundelse for den manglende ansættelse.

En arbejdsgiver har i forbindelse med en forestående ansættelse et helt frit skøn i vurderingen af, hvilke kvalifikationer en given stilling kræver, herunder af, om disse er opfyldte.

Der er intet rimeligt grundlag for at antage, at indklagede skulle have tillagt køn betydning i forhold til besættelse af stillingen som receptionist, og synspunktet om, at virksomheden skulle have oplyst dette, er fuldstændig udokumenteret.

En belysning af de nærmere omstændigheder i forbindelse med besættelse af stillingen, herunder udvælgelsen af kandidater, valget mellem flere egnede kandidater og baggrunden for at fortsætte med en anden kandidat end klager kan kun ske ved førelse af vidnebevis.

Da nævnet ikke er kompetent til at påkende sager, der forudsætter bevisførelse i form af vidneforklaringer, bør sagen allerede af denne årsag afvises.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter ligebehandlingsloven.

Klager har gjort gældende, at hun som begrundelse for, hvorfor hun ikke blev tilbudt stillingen, mundtligt fik at vide af sin chef, at det var fordi man ønskede at ansætte en mand i stillingen. Klager har ikke kunnet underbygge dette ved skriftligt bevis, og indklagede bestrider, at chefen har udtalt sig som anført.

En afklaring af dette forhold og dermed en afgørelse i sagen forudsætter derfor bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for nævnet, men i givet fald må ske ved domstolene.

Nævnet kan derfor ikke behandle klagen.