Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - reklamer - ej medhold

Klagen omhandlede, hvorvidt et rengøringsfirmas reklame var kønsdiskriminerende. Reklamen viste en kvinde i undertøj ledsaget af teksten "Lad ikke en kvinde klare en arbejdsmands opgave".

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at reklamer er omfattet af nævnets kompetence.

Nævnet fandt, at reklamen ikke kunne anses for at være diskriminerende på en sådan måde, at det var i strid med ligestillingslovens forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med et rengøringsfirmas markedsføring.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med ligestillingsloven.

Sagsfremstilling

Der er klaget over, at et firma, der er specialiseret inden for specialrengøring, på deres firmabiler har et billede af en bikiniklædt kvinde, der er ledsaget af teksten "Lad ikke en kvinde klare en arbejdsmands opgave". Ordene "arbejdsmands opgave" er med federe skrift end resten af teksten.

Indklagedes markedsføring består efter det oplyste af tre modeller:

Model A med billede af en række hænder, der rækker op i luften og teksten: "Hvem kan give en hånd? Det kan vi! "

Model B - den indklagede reklame

Model C med billede af en træt mand, der sidder med hovedet i hænderne og teksten: "Praktiske opgaver eller rengøring, der kræver lidt mere? Bare rolig, det klarer vi! ".

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at markedsføringen er groft sexistisk og diskriminerende i forhold til mænds og kvinders lige adgang til uddannelse og fag.

Det er klagers opfattelse, at reklamen handler om, hvad kvinder generelt ikke kan i modsætning til, hvad (arbejds)mænd generelt kan.

Reklamen dyrker efter klagers opfattelse stereotypen om den dumme blondine, og både billede og overskrift signalerer, at kvinden er dum og ikke kan finde ud af det.

Indklagede oplyser, at man altid har tilstræbt at holde en klar, skarp, ensartet, lødig, professionel og genkendelig profil i virksomheden, og at man aldrig har haft til hensigt at støde nogen. Dette vil kunne konstateres ved at se på indklagedes hjemmeside.

Indklagede besluttede i begyndelsen af 2013 sammen med virksomhedens marketingsbureau at forsøge at skabe opmærksomhed på en lidt anden måde. Der blev besluttet tre modeller, herunder model B, som der er klaget over.

Indklagede er opmærksom på, at model B er lidt vovet og fræk, men mener ikke, at den skiller sig ud fra andre "håndværkerreklamer", som indklagede har fremsendt eksempler på.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Sagen er afgjort i principielt møde med deltagelse af én formand og fire nævnsmedlemmer.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter ligebehandlingsloven, der vedrører ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse, og ligestillingsloven, der vedrører ligestilling af mænd og kvinder uden for arbejdsmarkedet.

Der er ikke i den pågældende reklame tale om, at indklagede annoncerer efter medarbejdere. Klagen er derfor ikke omfattet af forskelsbehandlingsloven.

Ligestillingsloven gælder ved levering af varer og tjenesteydelser, der er tilgængelige for offentligheden, og som tilbydes uden for privat- og familielivet, herunder transaktioner i den forbindelse.

Forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn medfører, at personer, der leverer varer og tjenesteydelser, ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn, herunder chikane og sexchikane.

Ét medlem udtaler:

Jeg finder ikke, at ligestillingsloven gælder for reklamer.

Lovforslag 137 gennemførte dele af Rådets direktiv 2004/113/EF af 21. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget var det anført:

"Direktivet gælder ikke for medieindhold, reklame og offentlig eller privat undervisning, men ligestillingsloven er antaget i Ligestillingsnævnets praksis at gælde for reklamer".

Denne bemærkning var medtaget i lovforslaget, selv om Ligestillingsnævnet i høringssvar af 5. januar 2007 havde udtalt:

"I de almindelige bemærkninger, 4. afsnit anføres det, at ligestillingsloven i Ligestillingsnævnets praksis er antaget at gælde for reklamer.

Hertil skal bemærkes, at nævnet i ét tilfælde har truffet afgørelse om kønsdiskriminerende reklamer.

I sagen (afgørelse nr. 26/2001 truffet 12. december 2001) fandt det daværende nævn (Niels Waage, Pia Deleuran og Ruth Nielsen) enstemmigt, at et billede på en tobaksemballage ikke havde karakter af en kønsdiskriminerende kommerciel kommunikation i strid med ligestillingslovens § 2 eller i øvrigt var i strid med denne.

To medlemmer af det nuværende nævn (Niels Waage og Morten Ulrich) finder det i dag ikke sikkert, at forudsætningen for afgørelsen (at nævnet var kompetent til at behandle klager over reklamer) er holdbar, fordi sådanne klager ikke vedrører det forhold, at en person ikke bliver behandlet lige med personer af det modsatte køn. Disse medlemmer henstiller derfor, at bemærkningen om, at ligestillingsloven i Ligestillingsnævnets praksis er antaget at gælde for reklamer udgår af lovforslagets bemærkninger.

Det bemærkes herved, at det i punkt 13 i præamblen til Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 udtrykkeligt er anført, at forbuddet mod forskelsbehandling "ikke bør gælde for medieindhold og reklame eller for offentlig eller privat undervisning."

Et medlem (Ruth Nielsen) finder fortsat, at kønsdiskriminerende reklamer efter omstændighederne kan indebære en overtrædelse af ligestillingslovens § 2. Dette medlem henviser herved til, at reklamer i klagevejledningen på nævnets hjemmeside (www.ligenaevn.dk) nævnes som eksempel på noget, der kan klages over til Ligestillingsnævnet. Dette medlem henleder også opmærksomheden på stand-still klausulen i art 7, stk. 2 i direktiv 2004/113, hvorefter gennemførelse af direktivet ikke berettiger et medlemsland til at forringe det eksisterende niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling. Endelig bemærker dette medlem, at begrebet forskelsbehandling efter de nugældende definitioner også omfatter chikane, der ikke forudsætter, at der findes en sammenligningsperson af det andet køn, eller at nogen behandles dårligere end andre, men blot at den, der begår forskelsbehandling, udviser en uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima."

I høringsnotatet af 16. januar 2007 fra ligestillingsministeren (bilag til udvalgsbehandlingen) til var det anført:

"Undtagelse for medieindhold, reklame og privat undervisning omfattes af forslaget.

Dansk Kvindesamfund har ønsket, at også medieindhold, reklame og privat undervisning omfattes af loven.

Undervisningsministeriet gør opmærksom på, at offentlig betalt undervisning ikke defineres som tjenesteydelse.

Et flertal af Ligestillingsnævnets medlemmer har udtalt, at de ikke mener, at reklamer er eller bør være omfattet af ligestillingsloven, jf. artikel 3, fordi sådanne klager ikke vedrører det forhold, at en person ikke bliver behandlet lige med personer af det modsatte køn. Et medlem finder bl.a., at begrebet forskelsbehandling efter de nugældende definitioner også omfatter chikane, der ikke forudsætter, at der findes en sammenligningsperson af det andet køn, eller at nogen behandles dårligere end andre, men blot at den, der begår forskelsbehandling, udviser en uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Ligestillingsafdelingens kommentarer

I henhold til direktivets artikel 3 om anvendelsesområdet er det udtrykkeligt i nr. 3 anført, at medieindhold, reklame og private undervisning ikke er omfattet af direktivet. Vedr. undervisningsområdet må det derfor bero på en fortolkning af, hvilken type undervisning der er tale om, herunder om det allerede er undtaget definitionen af en tjenesteydelse, om det er omfattet af lovens ordlyd. Under de specielle bemærkninger er nærmere specificeret, hvad lovens anvendelsesområde er i relation til tjenesteydelser.

I det nye lovforslag er det i § 1 a præciseret, at myndigheder indenfor offentlig forvaltning er omfattet af loven. På denne måde opretholdes den nuværende retstilstand, hvor også undervisning vil være omfattet af ligestillingsloven.

Vedr. medieindhold og reklame er dette udtrykkeligt undtaget fra direktivet. Imidlertid må implementeringen af direktivet ikke medføre en forringet retstilstand. Ligestillingsafdelingen finder, at en fortolkning af om en undtagelse af medieindhold og reklamer er en forringelse må bero på en afklaring i praksis, og har herved bemærket sig, at et flertal af ligestillingsnævnets medlemmer ikke finder, at medieindhold og reklamer er eller bør være omfattet af loven."

At der i bemærkningerne til lovforslaget helt unuanceret henvises til Ligestillingsnævntes "praksis", forekommer på den baggrund at være udtryk for en lapsus eller en meget upræcis sprogbrug.

Jeg finder derfor ikke, at der er belæg for at antage, at det i forbindelse med vedtagelsen af ændringsloven i 2007 skulle være blevet lagt til grund, at ligestillingsloven omfattede reklame.

Jeg mener, at der for et indgreb i adgangen til at fremsætte offentlige ytringer - også kommercielt - bør være en meget sikker lovhjemmel.

Jeg finder det dybt betænkeligt, hvis ligestillingslovens generelle og bredt set meget upræcise retsregler på bagrund af forarbejderne og herunder ligestillingsministerens høringsnotat skulle kunne anvendes overfor reklame. Dette ville rejse en lang række meget principielle afgrænsningsspørgsmål, som det måtte formodes, at lovgivningsmagten ville forholde sig til. Jeg bemærker herved, at der i den aftalebaserede regulering, der er sket med Forbrugerombudsmandens mellemkomst i relation til markedsføringslovens begreb "god markedsføringsskik" i punkt 4 er anført, at "Reklamer for film, teaterstykker, kunstudstillinger og lignende har typisk et større spillerum, når der vises billeder fra det konkrete kunstværk eller udstilling". Hvor en sådan afgrænsning måske kan praktiseres i forhold til markedsføringsloven, forekommer det mig være helt uden for det mulige at indlægge begrænsninger af den karakter i en regulering af reklame baseret på ligestillingsloven, hvor der ikke er plads til at sondre mellem forskelsbehandling, som er baseret på god henholdsvis dårlig smag.

Fire medlemmer udtaler:

Rådets direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser blev inkorporeret i den allerede gældende ligestillingslov ved lov nr. 434 af 11. maj 2007.

Det er vores opfattelse, at bestemmelsen i direktivets art. 3 om, at blandt andet reklamer ikke er omfattet af ligestillingsreglerne, ikke gælder for ligestillingsloven.

Ved vurderingen heraf har vi for det første lagt vægt på, at ligestillingsloven ikke indeholder regler, der undtager reklamer fra sit anvendelsesområde.

Dernæst har vi lagt vægt på, at direktivet er et minimumsdirektiv, og at gennemførelsen i dansk ret ikke må medføre forringelser i det eksisterende beskyttelsesniveau, jf. direktivets art. 7, stk. 2.

Vi stemmer derfor for, at klagen kan behandles.

Efter flertallets bestemmelse, tages klagen under behandling.

Ligebehandlingsnævnet må herefter vurdere, om den reklame, som indklagede har anvendt som led i sin virksomhed med levering af tjenesteydelser, er i strid med ligestillingsloven.

Èt medlem udtaler:

Det fremgår af ligestillingsloven, at der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Det fremgår endvidere af FNs kvindekonventions art. 5, at de deltagende stater skal tage alle passende forholdsregler for at ændre mænds og kvinders sociale og kulturelle adfærdsmønster med henblik på at opnå afskaffelse af fordomme, sædvaner og al anden adfærd, som hviler på den opfattelse, at det ene køn er mere eller mindre værd end det andet, eller på fastlåste kønsroller.

Teksten "Lad ikke en kvinde klare en arbejdsmands opgave" fremkalder det indtryk, at kvinder - alene på grund af deres køn - er mindre egnede til at udføre arbejdsopgaven end mænd. Jeg finder, at indklagede derved udbyder tjenesteydelser på en måde, der strider mod ligestillingsloven.

Jeg stemmer derfor for, at klagen tages til følge.

Fire medlemmer udtaler:

Det er vores opfattelse, at reklamen med billedet af en bikiniklædt kvinde sammenholdt med teksten "Lad ikke en kvinde klare en arbejdsmands opgave" ikke kan anses for at være kønsdiskriminerende på en sådan måde, at det er i strid med ligestillingslovens forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af køn.

Vi har ved denne vurdering taget hensyn til, at der er ytringsfrihed også for så vidt angår reklamer, og til de af Forbrugerombudsmanden udstedte retningslinjer om kønsrelateret reklame i relation til markedsføringsloven.

Reklamen kan heller ikke anses for at være chikane i relation til køn eller sexchikane med det formål eller den virkning at krænke konkrete personers værdighed og skabe et truende fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

Efter flertallets bestemmelse tages klagen ikke til følge.