Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - parts- og vidneforklaringer

En hoteløkonom blev afskediget fra sit job på et hotel, mens hun var på barselorlov. Afgørelsen blev afsagt med dissens. Et medlem fandt, at indklagede havde handlet i strid med loven. To medlemmer fandt, at der var tvivl om, hvorvidt klageren var blevet tilbudt genansættelse. Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse efter flertallet, og sagen blev afvist på grund af, at det var nødvendigt med en bevisførelse i form af mundtlige parts og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted ved nævnet.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en hoteløkonom blev afskediget, mens hun var på barselorlov.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager blev den 7. januar 2004 ansat som receptionist hos indklagede, en hotelkæde. Den 1. december 2007 overgik klager til en stilling som økonom hos indklagede. Klagers arbejdssted var i Odense, og hendes ugentlige arbejdstid var på 30 timer.

Den 6. februar 2009 gik klager på barselorlov, og hun fødte den 19. marts 2009.

På et møde den 29. juni 2009 med den HR-ansvarlige og regionsdirektøren modtog klager, der fortsat var på barselorlov, en skriftlig opsigelse pr. 30. juni 2009 til fratræden den 30. november 2009.

Det fremgår af opsigelsen, at indklagede var nødsaget til at nedlægge stillingen som økonom på hotellet i Odense på grund af omstrukturering, hvorved løn- bogholderifunktionen skulle centraliseres hos hotelkæden i Norge.

Klagers faglige organisation rettede ved brev af 14. juli 2009 henvendelse til indklagede i anledning af afskedigelsen. Den faglige organisation påpegede over for indklagede, at der fortsat var stillinger på hotellet, som klager var kompetent til at kunne bestride, men at klager ikke var blevet tilbudt arbejde eller omplacering.

Ved mail af 18. september 2009 svarede indklagedes faglige organisation, at klagers funktion som bogholder var blevet nedlagt på alle indklagedes hoteller, og at alt det økonomiske arbejde var blevet centraliseret i Norge. Ifølge mailen var klager på mødet den 29. juni 2009 med den HR-ansvarlige og regionsdirektøren blevet tilbudt arbejde i Norge, men hun var ikke interesseret heri på grund af afstanden. Klager skulle også være blevet tilbudt en stilling som receptionist på hotellet i Odense, men ikke have givet noget endeligt svar på tilbuddet om ansættelse som receptionist.

Efterfølgende blev klager ved brev af 25. november 2009 tilbudt beskæftigelse i receptionen på hotellet i Odense med to ugentlige aftenvagter samt vagt hver anden weekend.

Dette tilbud afslog den faglige organisation den 7. januar 2010 på klagers vegne under henvisning til, at der var tale om en væsentlig anden stilling, og at arbejdsopgaverne og arbejdstidens placering var væsentlig anderledes.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, og klager har derfor stillet krav om en godtgørelse.

Det er klagers opfattelse, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers barselorlov ikke har været medvirkende årsag til afskedigelsen. Klager mener ikke, at virksomheden har udfoldet tilstrækkelige bestræbelser på at omplacere hende, hverken til samme funktion andet sted i kæden, eller til en ledig stilling på hotellet i Odense.

Det er videre klagers opfattelse, at nedlæggelsen af den konkrete stilling ikke var tilstrækkelig begrundelse for at afskedige klager, idet der var alternative afskedigelsesmuligheder og mulighed for at tilbyde klager ledige timer i hotellets reception.

Klager henviser til, at klager hverken forud for eller i forbindelse med, at hun modtog opsigelsen, fik tilbudt en anden stilling i virksomheden. Der var på daværende tidspunkt ledige timer i receptionen, men indklagede valgte at tilbyde en ledig stilling i receptionen til en opsagt medarbejder.

Det blev fra indklagedes side alene tilkendegivet over for klager, " at der måske på sigt kunne vise sig noget i receptionen".

Klager oplyser, at hvis hun var blevet tilbudt et job i receptionen på 20 timer, ville hun have accepteret dette, idet hun gerne ville blive i virksomheden. Klager afviser, at hun fik et konkret jobtilbud. De ledige timer blev tilbudt en anden, og klager fik alene at vide, "at der eventuelt på sigt ville vise sig noget i receptionen".

Tilbuddet i november måned 2009 var efter klagers opfattelse ikke omplacering som alternativ til afskedigelsen i juni 2009.

Klager henviser videre til, at samtidig med hende blev to andre hoteløkonomer afskediget, en i Ålborg og en i Århus, mens de to tilbageværende hoteløkonomer i København ikke blev afskediget.

Klager afviser, at hun har fået tilbudt en stilling i Norge, hvor administrationen skulle centraliseres, idet det alene blev nævnt på mødet den 29. juni 2009, at der ville blive et antal ledige stillinger i Norge, som "du er velkommen til at søge". Klager bestrider, at hun har udtrykt modvilje mod at tage arbejde i Norge.

Det er klagers opfattelse, at sagen ikke kræver afhøring af vidner. Det er således klagers opfattelse, at indklagede, der har bevisbyrden for, at klager er blevet tilbudt en anden stilling, skal kunne dokumentere dette på anden vis end mundtlig forklaring.

Indklagede påstår, at sagen skal afvises, fordi den vil forudsætte en egentlig bevisførelse, herunder afhøring af vidner.

Indklagede afviser i øvrigt, at afskedigelsen af klager er i strid med ligebehandlingsloven.

Indklagede henviser til, at alt virksomhedens regnskabsmæssige arbejde blev centraliseret i Norge, og at bogholderifunktionen på samtlige indklagedes hoteller i Danmark derfor blev nedlagt. Udover klager blev der opsagt fire hoteløkonomer, og to hoteløkonomer i København valgte at tage deres afsked. Den eneste regnskabsstilling, der blev bevaret i Danmark, var stillingen som regnskabschef på et hotel i København. Denne stilling blev tilbudt en medarbejder, der på grund af sin uddannelse og erfaring blev anset for at være den bedst egnede til stillingen.

En anden medarbejder, der accepterede et tilbud om omplacering i Norge, fungerede i en overgangsperiode på omkring fire måneder inden for sit kompetenceområde "cash management", inden funktionen blev flyttet endeligt til Norge.

Indklagede henviser videre til, at samtlige regnskabsansatte, herunder klager, blev tilbudt overflytning til Norge. Klager blev på mødet den 29. juni 2009 med den HR-ansvarlige og regionsdirektøren tilbudt omplacering i Norge, hvilket hun afslog, fordi hun ikke ønskede at forlade Odense.

Indklagede henviser også til, at klager blev tilbudt en deltidsstilling i receptionen på hotellet i Odense. Klager gav imidlertid ikke som aftalt besked inden tre dage om, hvorvidt hun ønskede stillingen i receptionen. Efterfølgende havde klager og hotelchefen flere gange drøftet klagers mulighed for arbejde i receptionen, men klager var betænkelig ved de skiftende arbejdstider og ville overveje det. Da klagers faglige organisation gik ind i sagen, var det hotelchefens opfattelse, at klager stadig overvejede tilbuddet om ansættelse i receptionen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v.(ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har været fraværende på grund af barselorlov.

Det påhviler den indklagede arbejdsgiver at godtgøre, at opsigelsen af klager i juni 2009 ikke var begrundet i, at hun holdt barselorlov.

To medlemmer udtaler:

Parterne er ikke enige om, hvorvidt klager i forbindelse med afskedigelsen på tilsvarende måde som de øvrige medarbejdere fik et egentligt tilbud om ansættelse som økonom i Norge og/eller ansættelse som receptionist på hotellet i Odense. Klager har i den forbindelse givet udtryk for, at der alene var tale om en mere uforpligtende tilkendegivelse fra indklagedes side på mødet den 29. juni 2009, mens indklagede har anført, at der var tale om to egentlige tilbud om anden ansættelse.

Disse medlemmer finder det på den baggrund nødvendigt for sagens afgørelse, at der foretages bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages for Ligebehandlingsnævnet, men må i givet fald ske ved domstolene.

Disse medlemmer finder derfor ikke, at Ligebehandlingsnævnet kan behandle klagen.

Et medlem udtaler:

På grundlag af de foreliggende oplysninger og parternes argumentation finder dette medlem, at sagen er egnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet.

Dette medlem finder, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at klagers barselorlov ikke har været medvirkende årsag til, at hun blev afskediget fra stillingen som hoteløkonom.

Det er indgået i dette medlems vurdering, at parterne ikke er enige om, hvorvidt klager i forbindelse med afskedigelsen på tilsvarende måde som de øvrige medarbejdere fik et egentligt tilbud om ansættelse som økonom i Norge og/eller ansættelse som receptionist på hotellet i Odense, eller om der alene var tale om en mere uforpligtende tilkendegivelse fra indklagedes side om, at klager var velkommen til at søge eventuelle ledige stillinger.

Dette medlem finder imidlertid ikke, at indklagede kan anses for at have godtgjort, at der i forbindelse med afskedigelsen blev fremsat et reelt tilbud til klager om en anden stilling i virksomheden, for eksempel ved at fremsætte tilbuddet skriftligt.

Dette medlem finder derfor, at afskedigelsen af klager var i strid med ligebehandlingsloven.

Der træffes afgørelse efter flertallets bestemmelse.