Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - parts- og vidneforklaringer

Klagen drejede sig om en rengøringsvikar, der ikke fik opgaver efter, at hun havde meddelt sin arbejdsgiver, at hun var gravid. Der var to indklagede i sagen. Indklagede 1 var klagers første arbejdsplads, hvor hun blev afskediget på grund af selskabets økonomiske situation. Selskabet er efterfølgende gået konkurs, og denne del af klagen blev derfor afvist. Indklagede 2 var klagers seneste arbejdsplads. Indklagede 2 forklarede, at grunden til, at klager ikke fik vagter, var at hun aldrig tog telefonen. Da der var uenighed om hændelsesforløbet, var det nødvendigt med bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. Nævnet kunne derfor ikke behandle klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en vikaransat rengøringsassistent ikke fik arbejdsopgaver efter, at hun havde oplyst arbejdsgiveren om, at hun var gravid.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Klagen vedrørende indklagede 1 afvises.

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen vedrørende indklagede 2, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af sin graviditet, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager blev pr. 23. august 2012 ansat som rengøringsmedarbejder hos indklagede 1. Klagers arbejdssted var forskellige steder i København og Nordsjælland. Arbejdsgiverens adresse var X vej 1B i Y by.

Det fremgår af ansættelseskontrakten, at arbejdstiden var aftalt til et fra gang til gang aftalt antal timer pr. måned.

Klager har oplyst, at hendes supervisor hos indklagede 1 den 5. november 2012 blev klar over, at klager var gravid.

Ved brev af 30. november 2012 blev klager opsagt fra ansættelsen som rengøringsassistent hos indklagede 1 med sidste arbejdsdag den 15. december 2012. Baggrunden for opsigelsen var selskabets økonomiske situation og mangel på arbejde.

Klager blev pr. 1. januar 2013 ansat som vikar hos indklagede 2. Arbejdsgiverens adresse var X vej 1A i Y by. Klagers arbejde skulle primært udføres hos arbejdsgiverens kunder.

Det fremgår af ansættelseskontrakten, at klagers normale ugentlige arbejdstid i gennemsnit var syv til 14 timer. Arbejdstiden var vekslende og blev planlagt efter aftale.

Det fremgår af udskrift af Det Centrale Virksomhedsregister, at indklagede 1 er opløst efter konkurs.

Parternes bemærkninger

Klager mener, at hun er blevet forskelsbehandlet i strid med ligebehandlingsloven. Klager ønsker at få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste samt tabte barselsdagpenge.

Klager henviser til, at hun er blevet nægtet arbejdsopgaver på grund af sin graviditet.

Klager fik ikke flere arbejdsopgaver som vikar hos indklagede 1 fra det tidspunkt, hvor hun havde oplyst arbejdsgiveren om, at hun var gravid.

Det samme skete på den nye arbejdsplads, da hun fik ansættelse hos indklagede 2.

Klager oplyser, at de to virksomheder faktisk styres af de samme personer.

Før klager fortalte om graviditeten, havde hun af sin supervisor fået at vide, at hun ikke kunne holde vinterferie eller komme til sit hjemland i nytårsperioden, da der var mange opgaver, der skulle udføres i de kommende måneder.

Da supervisoren den 5. november 2012 fandt ud af, at klager var gravid, stoppede arbejdsopgaverne pludseligt.

I løbet af 2013 har P, der er medarbejder hos indklagede 2, kun ringet til klager et par gange. P spurgte til klagers helbred, og om hun ville føde i Danmark eller sit hjemland.

V, der er sekretær hos indklagede 2, har aldrig tilbudt klager arbejdsopgaver pr. telefon, men har kun bedt klager om at komme og underskrive den nye ansættelseskontrakt.

Da klager henvendte sig til indklagede 2 angående sin kommende barsel, fik hun af V at vide, at det var chefen I, der skulle rådgive om at sende klager på barsel. V lod i øvrigt forstå, at hun ønskede, at klager skulle forlade Danmark.

Indklagede 1 har ikke svaret på Ligebehandlingsnævnets henvendelser.

Indklagede 2 afviser, at denne virksomhed har noget med indklagede 1 at gøre.

Klager blev tilbudt ansættelse som vikar hos indklagede 2 pr. 1. januar 2013.

Når medarbejder P, der planlægger vagterne hos indklagede 2, ringede til klager om vagter, var der aldrig nogen, der svarede. Klager har derfor ikke fået nogen vagter.

Det er ikke indklagede 2, men kunderne, der bestemmer, hvem der skal arbejde på de forskellige hoteller. Det fremgår i øvrigt ikke af kontrakten, at indklagede 2 kan garantere klager vikararbejde.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter loven om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse med videre (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager eller udsætte denne for anden mindre gunstig behandling på grund af graviditet eller barsel.

Hvis afskedigelsen eller den mindre gunstige behandling finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i graviditeten.

Vedrørende indklagede 1 bemærkes, at klagen afvises, da selskabet er opløst efter konkurs.

Vedrørende indklagede 2 er der for Ligebehandlingsnævnet tvivl om, hvorvidt - og i givet fald i hvilket omfang - indklagede havde forsøgt at kontakte klager om vikartimer efter, at hun havde oplyst arbejdsgiveren om, at hun var gravid.

En afklaring af dette spørgsmål kan efter nævnets opfattelse kun afklares ved bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

En sådan bevisførelse kan ikke ske ved nævnet, men må ske ved domstolene.

Ligebehandlingsnævnet kan derfor ikke behandle klagen vedrørende indklagede 2.