Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

En socialpædagog blev sygemeldt, efter at hun blev sparket i ryggen af et barn. Hun havde som følge heraf et højt sygefravær og blev senere afskediget på grund af fraværet. Indklagede havde ikke mulighed for at omplacere klager, da hun ikke ønskede at arbejde med udadreagerende børn. Beslutningen om at afskedige klager var truffet før klager orientrede indklagede om, at hun var gravid.

Klager fik ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som socialpædagog, mens hun var gravid.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra stillingen som socialpædagog, mens hun var gravid.

Sagsfremstilling

Klager blev den 15. september 2009 ansat som socialpædagog på et børnehjem i en større dansk kommune.

Den 7. november 2012 var klager udsat for en hændelse på arbejdspladsen, hvor hun blev sparket i ryggen af et barn.

Hændelsen medførte, at klager straks blev sygemeldt. Under sygemeldingen blev der afholdt fastholdelsessamtaler i henhold til kommunens politik om fastholdelse af sygemeldte medarbejdere. Den 19. november 2012 mødtes klager og indklagede første gang efter sygemeldingen. På mødet blev det besluttet, at parterne skulle have løbende kontakt, herunder ved afholdelse af møder på arbejdspladsen. Der var derefter ugentlig kontakt mellem klager og indklagede, telefonisk eller ved møde.

På andet møde den 11. december 2012 gav klager udtryk for, at det ville blive svært for hende at vende tilbage til samme afdeling på institutionen. Klager forklarede, at hun ikke følte sig i stand til at arbejde med behandlingskrævende børn. Indklagede oplyste, at det ville være svært at undgå kontakt med behandlingskrævende børn på arbejdspladsen, da de fleste af børnene var placeret på stedet til pædagogisk observation og psykologisk udredning.

Egen læge udfærdigede i december 2012 en mulighedserklæring,

hvoraf det blandt andet fremgik, at klager efter nytår kunne genoptage arbejdet med 2 ugentlige arbejdsdage fra kl. 10-13.

Tredje fastholdelsessamtale blev afholdt den 21. januar 2013. Klager gav udtryk for, at det var muligt for hende at arbejde 2-3 timer om dagen, men at 8-9 timer var for mange timer for hende. Parterne indgik herefter aftale om, at klager skulle starte i virksomhedspraktik på institutionen.

Den 29. januar 2013 startede klager i virksomhedspraktik på en afdeling svarende til den, hun var ansat på, da hun blev sygemeldt.

Ved det fjerde møde den 7. marts 2013, hvor en jobkonsulent fra kommunen ligeledes deltog, oplyste klager, at hun fandt det skræmmende at tænke på, at hun på et tidspunkt skulle være alene med børnene, da hun stadig følte, at hun havde svært ved at sætte grænser for børnene.

Virksomhedspraktikken blev efter dette møde forlænget med yderligere to måneder frem til 31. juli 2013. Tiden i praktikken skulle bruges til udarbejdelse af en handlingsplan, som skulle gøre klager i stand til at vurdere, om hun kunne udfylde en stilling som socialpædagog på institutionen. Det blev i den forbindelse diskuteret, om klager skulle overgå til at udføre flere administrative opgaver i form af udfærdigelse af observations- og statusrapporter, eller om klager hellere skulle udføre flere praktiske opgaver på institutionen.

Det femte fastholdelsesmøde blev afholdt den 4. april 2013, hvor det blev besluttet at sætte arbejdstiden op.

Ved det sjette fastholdelsesmøde den 7. maj 2013 forklarede klager, at det overordnet gik godt, men at hun fortsat følte sig skrøbelig, hvis hun for eksempel blev kritiseret af børnene. Det var svært for hende at forestille sig, at hun på et tidspunkt skulle være alene med børnene, og at hun også skulle til at have aftenvagter på et tidspunkt.

Klager var udsat for endnu en hændelse på arbejdspladsen i maj 2013, hvor klager sad og trøstede et grædende barn, da et andet barn sparkede hende på skinnebenet og kastede sand på hende.

Virksomhedspraktikken blev som følge af hændelsen afbrudt med virkning fra den 7. juni 2013.

Indklagede tilbød, at klager kunne fortsætte virksomhedspraktikken i en børnehave i samme kommune, da det ikke kunne garanteres, at klager ville kunne undgå episoder med børn med udadreagerende og truende adfærd på arbejdspladsen. Klager oplyste, at hun ikke var interesseret i at fortsætte praktikken i en normal børnehave.

Klager blev af egen læge den 13. juni 2013 sygemeldt på fuldtid og blev henvist til udredning på Arbejdsmedicinsk Klinik.

Den 16. juni 2013 skrev klager i en mail til indklagede:

"Synes desværre ikke der er fremskridt endnu, jeg er langt ned med flaget denne gang. Er trist, ked af det og har svært ved at overskue ting. Er ærgerlig over at det nu går nedad i stedet for fremad. Det gik jo fremad inden episoden med [barn], timeantallet blev forøget hver uge og jeg havde en god mavefornemmelse når jeg skulle på arbejde. Men der skulle åbenbart ikke meget til at vælte mig igen og gøre mig endnu mere sårbar".

Ved brev af 19. juni 2013 blev klager indkaldt til en afskedssamtalesamtale. Indklagede beskrev i indkaldelsen, at klagers lange sygefravær var årsagen til samtalen.

Klager oplyste pr. mail den 20. juni 2013 til ledelsen på institutionen, at hun var gravid.

Samtalen om den påtænkte afskedigelse fandt sted den 24. juni 2013.

Den 25. juni 2013 skrev indklagede til klager, at de i alt 217 fuldtidssygedage og 14 delvist sygedage inden for det seneste år, var årsagen til, at hun blev påtænkt afskediget med virkning fra 1. december 2013.

Klager og indklagede mødtes den 18. juli 2013 til forhandling om vilkåret for den påtænkte afskedigelsen.

Klager blev opsagt pr. brev den 18. juli 2013.

Klager benyttede sig herefter af muligheden efter den gældende overenskomst til endnu engang at mødes med indklagede til forhandling af vilkåret for afskedigelsen. På mødet den 19. august 2013 kunne parterne ikke nå til enighed om vilkårene for afskedigelsen, og der blev ikke indgået en fratrædelsesaftale.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev afskediget fra stillingen som socialpædagog, mens hun var gravid. Indklagede har ikke i tilstrækkeligt omfang løftet bevisbyrden for, at det ikke var graviditeten, der var begrundelsen for afskedigelsen.

Hvis kommunen skal løfte bevisbyrden for, at graviditeten hverken helt eller delvist var årsag eller medvirkende årsag til afskedigelsen, skal kommunen kunne godtgøre, at det var nødvendigt at afskedige klager.

Klager mener, at indklagede ikke i tilstrækkeligt omfang har dokumenteret og uddybet de driftmæssige udgifter som sygefraværet har medført, og som er årsagen til, at klager blev afskediget. Indklagede har videre ikke nærmere redegjort for, hvilke objektive forhold i den daglige drift, der var årsagen til afskedigelsen.

Klager var på tidspunktet for afbrydelsen af virksomhedspraktikken i stand til at arbejde 18-20 timer pr. uge plus periodevise ekstra timer. Klager var på daværende tidspunkt tæt på at kunne arbejde på ordinære vilkår.

Indklagede gjorde ikke tilstrækkeligt for at fastholde klager på arbejdspladsen. Indklagede kunne for eksempel have forsøgt at omplacere klager til en anden afdeling på arbejdspladsen.

Klager ønskede at blive omplaceret til en anden afdeling på samme institution. Det skulle dog ikke være en afdeling, hvor børnene og de unge var udadreagerende, svarende til den afdeling hun var ansat på, da hun var udsat for hændelsen i maj 2013. Klager er således ikke enig med indklagede i, at der var udadreagerende børn på alle afdelinger.

På mødet den 18. juli 2013 mellem parterne forklarede klagers forbund, at afskedigelsen af klager var i strid med ligebehandlingsloven, fordi klager var gravid, da hun blev opsagt. Indklagede oplyste, at indklagede ikke var bekendt med klagers graviditet, da beslutningen om at afskedige klager blev truffet.

Det undrer klager, at indklagede på den ene side vurderede, at afskedigelsen af klager ikke skyldtes graviditeten, men samtidig fastholdt, at det skulle en del af parternes aftale, at

"Parterne har drøftet ligebehandlingsloven ved graviditet og er enige om, at der ikke udestår noget krav i den anledning".

Klager ville gerne have den pågældende passus ud af aftalen, men det var et ufravigeligt krav fra indklagede, at det skulle indgå i aftalen.

Indklagede gør gældende, at afskedigelsen af klager ikke er sket som følge af klagers graviditet. Indklagede var ikke klar over, at hun var gravid på det tidspunkt, hvor det blev besluttet at afskedige klager. Afskedigelsen er således ikke i strid med ligebehandlingsloven.

Indklagede henviser til, at klager blev opsagt på grund af det langvarige sygefravær, der vanskeliggjorde tilrettelæggelse og afvikling af det daglige arbejde på institutionen. Et sygefravær på 217 fuldtidssygedage og 14 delvise sygedage skabte derfor gener i dagligdagen på institutionen. Ydermere var der tale om arbejde med børn og unge med meget store psykosociale problemer, hvor kontinuitet i det faglige arbejde var af afgørende betydning for børnene. Afskedigelsen var således sagligt begrundet.

Hvis klager betvivler de daglige driftsmæssige gener som følge af klagers lange sygefravær, henviser indklagede til, at Ligebehandlingsnævnet bør afvise at behandle sagen, da der mellem Kommunernes Landsforening og Socialpædagogernes Landsforbund i overenskomsten er aftalt, at Afskedigelsesnævnet er det rette forum til afgørelse om sagligheden i afskedigelsessager.

Forstanderen på institutionen sendte den 17. juni 2013 oplysninger om klagers sygefravær til HR-afdelingen i kommunen. HR-afdelingen vurderede, at der kunne indledes en afskedigelsesprocedure grundet det lange sygefravær. HR-afdelingen rådede herefter indklagede til at indkalde klager til en afskedigelsessamtale.

Indklagede indkaldte den 19. juni 2013 klager til afskedigelsessamtale, som skulle finde sted den 24. juni 2013. Forstanderen kontaktede samme dag klager telefonisk, så hun var forberedt på indholdet i brevet.

Indklagede præciserer, at klager under telefonsamtalen den 19. juni 2013 med forstanderen ikke oplyste om graviditeten.

Indklagede blev først bekendt med klagers graviditet den 20. juni 2013 klokken 14.31, hvor klager skrev følgende i en mail;

" skal for en god orden skyld og desuden ifl. aftale med fagforeningen oplyse om at jeg er gravid.".

Indklagede blev først orienteret om klagers graviditet, efter beslutningen om at afskedige klager og indkaldelsen til afskedigelsessamtalen var sendt pr. post.

Beslutningen om at afskedige klager ville være blevet fastholdt - selv hvis klager havde oplyst om graviditeten i samtalen med forstanderen den 19. juni 2013.

Indklagede mener således, at beslutningen om afskedigelsen ikke skyldes klagers graviditet.

I forhold til spørgsmålet om omplacering af klager bemærker indklagede, at institutionen i udstrakt grad forsøgte at fastholde og hjælpe klager tilbage på arbejdet efter hændelserne på arbejdspladsen. Der blev således afholdt:

7 fastholdelsessamtaler

Afviklet virksomhedspraktik med forlængelse

Gjort forsøg på at få virksomhedspraktikken til at foregå i en børnehave samt

Ydet psykologhjælp med bevilling af ekstratimer

Når det alligevel ikke var muligt at omplacere klager til en stilling på institutionen, skyldtes det, at arbejdsforholdene var identiske på samtlige afdelinger på institutionen. Der var således udadreagerende børn og unge på alle afdelinger på institutionen.

Når indklagede fandt, at omgivelserne var vigtige i forhold til at genplacere klager, skyldtes det, at klager allerede ved det fjerde fastholdelsesmøde, som fandt sted den 7. marts 2013, gav udtryk for, at hun havde svært ved at udfylde rollen som pædagog på arbejdspladsen.

Videre havde klager orienteret indklagede om hendes helbred i mail af 16. juni 2013.

Indklagede tilbød på den baggrund, at klager kunne fortsætte virksomhedspraktikken på en anden institution i samme kommune, hvilket klager ikke ønskede.

Indklagede har videre oplyst, at de ønskede, at følgende passus skulle indgå i en eventuel fratrædelsesaftale:

"Parterne har drøftet ligebehandlingsloven ved graviditet og er enige om, at der ikke udestår noget krav i den anledning"

Indklagede ønskede at afslutte sagen til fuld og endelig afgørelse. Indklagede har siden 2013 anvendt den ovenfor nævnte passus i lignende sager.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter ligebehandlingsloven.

Det bemærkes indledningsvis, at der ikke blev indgået en fratrædelsesaftale mellem parterne, og at der således heller ikke er indgået en aftale, der afskærer Ligebehandlingsnævnet fra at behandle sagen.

Da endvidere spørgsmålet om ligebehandling ikke ses indbragt for Afskedigelsesnævnet, kan Ligebehandlingsnævnet behandle klagen.

En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er helt eller delvis begrundet i disse forhold.

Nævnet finder, at indklagede har løftet denne bevisbyrde.

Nævnet har lagt vægt på oplysningerne om klagers høje sygefravær, og at klager oplyste om, at hun fremover ville have svært ved at arbejde med udadreagerende børn, hvilket må antages at være uforeneligt med at være ansat på institutionen.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at klager først orienterede indklagede om graviditeten efter, at klager blev bekendt med, at indklagede havde påtænkt at afskedige hende.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.