Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

J.nr. 2500138-11

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at en gravid kvinde blev afskediget fra sin stilling som social- og sundhedsassistent. Nævnet fandt ikke, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet og den forestående barselorlov. Klager fik derfor medhold, og blev tilkendt en godtgørelse på 230.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som social- og sundhedsassistent under sin graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget under sin graviditet.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 230.000 kr. med procesrente fra den 24. maj 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Sagen drejer sig om, hvorvidt afskedigelsen af klager var begrundet helt eller delvist i hendes graviditet.

Klager blev ansat som social- og sundhedsassistent hos indklagede (et hospital) den 1. maj 2005. Med virkning fra den 3. august 2009 blev klagers arbejdstid reduceret fra 37 timer om ugen til 32 timer om ugen.

På det afsnit, hvor klager var ansat, var der primo 2010 ansat fire social- og sundhedsassistenter, hvoraf den ene var valgt som sikkerhedsrepræsentant samt til det lokale medarbejderudvalg. Desuden var yderligere en af disse social- og sundhedsassistenter valgt til det lokale medarbejderudvalg.

Klager orienterede i starten af december 2010 sin konstituerede leder om, at klager var gravid.

På et møde den 23. februar 2011 blev afsnittets sygeplejerske og social- og sundhedsassistenter orienteret om, at det pågældende afsnit skulle flyttes til X-by, hvorved personalet antageligt ville blive reduceret med én til to personer. Der forelå dog ikke nogen endelig beslutning om, hvor mange stillinger, der skulle nedlægges.

På et møde den 25. februar 2011 blev personalet orienteret om, at det på et møde i det lokale medarbejderudvalg var blevet oplyst, at der skulle nedlægges tre stillinger i afsnittet. Det kunne dog endnu ikke oplyses, hvilke personer, der skulle forlade afsnittet.

Klager blev den 28. februar 2011 telefonisk oplyst om, at hun var blandt de tre ansatte, som ville blive ramt af omstruktureringen. Klager fik oplyst, at afsnittet skulle reduceres med to social- og sundhedsassistenter og én sygeplejerske.

Den 2. marts 2011 var klager til en omplaceringssamtale, hvor der blandt andet deltog oversygeplejerske B.

Indklagede fandt ikke, at det var muligt at omplacere klager til en anden stilling på hospitalet eller inden for regionen.

Personalereduktionerne i klagers afsnit ramte social- og sundhedsassistenterne i afsnittet sådan:

A1: Sikkerhedsrepræsentant og medlem af det lokale medarbejderudvalg - ikke opsagt

A2: Medlem af det lokale medarbejderudvalg - ikke opsagt

A3: Ikke særligt beskyttet - opsagt

A4: Klager - gravid - opsagt

A3 er efterfølgende blevet omplaceret til et andet afsnit på hospitalet (endoskopien).

Klager blev endeligt opsagt den 29. marts 2011 med henvisning til, at en vedtaget spare- og omstruktureringsplan nødvendiggjorde afskedigelser. Det anføres endvidere i opsigelsesbrevet, at det ikke havde været muligt at omplacere klager til en anden stilling på hospitalet eller i regionen.

Parternes bemærkninger

Klager mener, at hendes afskedigelse er begrundet i graviditet, og at hun derfor har krav på godtgørelse. Klagers godtgørelseskrav er opgjort til 264.632,79 kr. svarende til 12 måneders løn inkl. pensionsbidrag.

Klager henviser til, at indklagede valgte at opsige klager blandt fire mulige, idet man beholdt to social- og sundhedsassistenter og omplacerede én social- og sundhedsassistent til et andet afsnit. Klager var således den eneste opsagte social- og sundhedsassistent på afsnittet. Klager var gravid på opsigelsestidspunktet, hvilket indklagede var blevet orienteret om.

Det er klagers opfattelse, at hun er i stand til at bestride såvel de to stillinger i hendes eget afsnit som stillingen i endoskopien, som hendes kollega A3 blev omplaceret til. Klager mener ikke, at indklagede nærmere har redegjort for eller dokumenteret, hvilken konkret erfaring A3 havde for at bestride stillingen som social- og sundhedsassistent i endoskopien. Så vidt klager ved, har A3 hverken særlig uddannelse eller erfaring, ud over de enkelte dage som afløser for to år siden, som gør hende bedre egnet til denne stilling end klager. Det er klagers klare opfattelse, at hun med en meget begrænset oplæring ville kunne varetage arbejdet i endoskopien. Under alle omstændigheder burde klager være blevet informeret om, at stillingen var ledig, således at hun havde haft mulighed for at søge stillingen på lige fod med A3.

I forbindelse med valget af, hvilke medarbejdere, der skulle opsiges, har det ifølge skrivelse fra indklagede af 25. marts 2011 aldrig været på tale at afskedige A1 og A2 grundet deres beskyttelse som tillidsrepræsentant og/henholdsvis medlem af det lokale medarbejderudvalg. Det er klagers opfattelse, at hverken tillidsrepræsentanter eller medlemmer af det lokale medarbejderudvalg kan opnå bedre beskyttelse mod afskedigelse end den beskyttelse, der efter ligebehandlingsloven gælder for gravide. Klager mener således ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af klager er sagligt begrundet og dermed ikke hverken helt eller delvist begrundet i klagers graviditet.

Klager mener ikke, at der er sammenhæng mellem klagers § 56-aftale og det, at indklagede støtter op om deres medarbejdere. En § 56-aftale vedrører alene retten for en arbejdsgiver til at få refusion af sygedagpenge. Klager ville under alle omstændigheder have været berettiget til betalt fravær i forbindelse med sin fertilitetsbehandling.

Klager mener heller ikke, at indklagedes henvisning til et mødereferat vedrørende klagers engagement på arbejdspladsen har konkret betydning for spørgsmålet om, hvorvidt hun er blevet afskediget grundet sin graviditet og den forestående længerevarende orlov.

Indklagede mener ikke, at afskedigelsen af klager er i strid med ligebehandlingsloven, idet afskedigelsen hverken helt eller delvist er begrundet i hendes graviditet. Indklagede påpeger, at det efter ligebehandlingsloven ikke er forbudt at afskedige en gravid, hvis afskedigelsen er begrundet i ikke-kønsbestemte forhold. Ej heller har beskyttelsen af gravide den betydning, at de skal behandles mere fordelagtigt i en afskedigelsessituation end de øvrige medarbejdere.

Indklagede henviser til, at der skulle ske en reduktion af antallet af social- og sundhedsassistenter med to ud af fire mulige. To af disse social- og sundhedsassistenter var beskyttet i kraft af deres hverv som tillidsrepræsentant og medlem af det lokale medarbejderudvalg, og de kunne derfor ikke omplaceres, medmindre der var tale om tvingende årsager. En afskedigelse af en sådan beskyttet medarbejder, der ikke er begrundet i tvingende årsager, vil blive betragtet som usaglig afskedigelse og formodentligt som et overenskomstbrud. Ledelsen valgte derfor at pege på klager og A3 som dem, der skulle omplaceres.

Der var mulighed for, at A3 kunne omplaceres til et andet afsnit inden for samme ledelsesområde (endoskopien). A3 var den eneste af de fire social- og sundhedsassistenter, som havde erfaring med dette område. Det er efter indklagedes opfattelse en vigtig forudsætning for at varetage arbejdet som social- og sundhedsassistent i endoskopien, at man har kendskab til dette arbejdsområde.

Endoskopien har et fælles oplæringsprogram for sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, idet begge faggrupper indgår i de samme arbejdsfunktioner. Da der er flere specialer repræsenteret i endoskopien, vil et typisk oplæringsforløb for en social- og sundhedsassistent uden forudgående kendskab til området tage ½-1 år. A3 har tidligere afløst i endoskopien og har ligeledes været ansat på et operationsafsnit, som betjener endoskopien i vagterne, og hun har derfor det nødvendige kendskab til dette område.

Indklagede påpeger desuden, at der i omplaceringspuljen fra samme afdelingsområde var en social- og sundhedsassistent, der havde den nødvendige erfaring fra endoskopien, og som derfor ville være blevet tilbudt en stilling inden for området før klager, som udelukkende har erfaring fra sengeafsnit. Stillingen har ikke været i opslag, da der var tale om en stilling inden for samme ledelsesområde, og stillingen har derfor ikke kunnet søges af andre.

Indklagede henviser desuden til, at de som offentlig myndighed er forpligtet at sikre, at de medarbejdere, de har ansat, har de nødvendige kompetencer til at løse arbejdsopgaverne. I en besparelses- og omlægningssituation er det en del af ledelsesretten at beslutte, hvem der skal danne det stærkeste hold i de enkelte afsnit inden for eget ledelsesområde, når der er mulighed for at omplacere medarbejdere, der ellers ville være blevet afskediget. I forbindelse med sådanne omplaceringer er der ikke de samme krav om nedsættelse af et ansættelsesudvalg som ved ordinære ansættelser.

Personaleafdelingen hos indklagede har forsøgt og forsøger stadig at finde omplaceringsmuligheder til klager. Indklagede har desuden forlænget klagers fortrinsret. Indklagede henviser også til, at klager i forbindelse med fertilitetsbehandlinger har haft en såkaldt § 56-aftale, hvilket ifølge indklagede viser, at de støtter op om deres medarbejdere, og at det på intet tidspunkt har været oplevet som noget negativt eller som en ulempe, at klager på et tidspunkt blev gravid.

Endelig henviser indklagede til et referat fra en samtale afholdt med klager vedrørende hendes engagement på arbejdspladsen. Dette indikerer, at der har været forhold omkring klagers adfærd, som ikke har været tilfredsstillende. Disse forhold har sammenholdt med nødvendigheden af at sikre de nødvendige kompetencer i forhold til endoskopien været de eneste begrundelser for, at klager er blevet varslet afskediget.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager er blevet afskediget under sin graviditet, og at det således påhviler indklagede at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i dette forhold.

Nævnet har lagt til grund, at der var et behov for at tilpasse antallet af social- og sundhedsassistenter på afsnittet, som følge af, at dette skulle flyttes til et andet sygehus. Nævnet finder imidlertid ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet og den forestående barselorlov.

Nævnet har herved lagt vægt på, at indklagede i forbindelse med deres overvejelser om, hvilke af de fire social- og sundhedsassistenter, der skulle indstilles til afskedigelse, ikke foretog en vurdering blandt alle de fire social- og sundhedsassistenter af, hvem der bedst kunne undværes, idet A1 og A2 ikke indgik i denne vurdering grundet deres særlige beskyttelse som tillidsrepræsentant og medlem af det lokale medarbejderudvalg. Vurderingen af om afskedigelsen af den gravide var i strid med ligebehandlingsloven skal ske uden hensyntagen til den aftalebaserede beskyttelse af tillidsrepræsentanter.

Da en vurdering af tillidsrepræsentanterne ikke har indgået i indklagedes beslutningsgrundlag for afskedigelserne, finder nævnet det ikke godtgjort, at klagers graviditet ikke helt eller delvist har haft betydning for afskedigelsen.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 230.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 230.000 kr. til klager med procesrente fra den 24. maj 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.