Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold

J.nr. 7100153-12

Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med bortvisning fra arbejde på et gartneri under graviditet. Klager havde en del fravær pga. at hendes arbejdes særlige karakter ville kunne medfører fosterskader. Klager fik ikke medhold i sagen. Indklagede havde godtgjort, at bortvisningen af klager ikke var begrundet i hendes graviditet, men i det forhold at klager ikke mødte op til en samtale om hendes fremtidige muligheder for anden ansættelse i virksomheden.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med bortvisning fra arbejdspladsen under graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klagers ansættelsesforhold hos indklagede blev bragt til ophør af indklagede den 6. juni 2011.

Sagsfremstilling

Klager er født i 1982.

Den 9. marts 2011 blev klager ansat som medhjælper hos indklagede, der driver et gartneri, med en varierende arbejdstid på 32 - 45 timer ugentlig. Der var tale om en midlertidig ansættelse med udløb den 30. september 2011.

Den 21. marts 2011 oplyste klager skriftligt overfor indklagede, at hun var gravid.

Den 31. marts 2011 blev klager indlagt på hospitalet på grund af graviditetsrelatede gener. Hun blev udskrevet samme dag og tilrådet ½ uges rekreation. Klager blev sygemeldt frem til den 11. april 2011, hvor hun mødte på arbejde.

Klager blev atter sygemeldt med virkning fra den 19. april 2011. På den baggrund aftalte indklagede med klager, at klager skulle fremkomme med lægelig dokumentation for sit fravær. Indklagede rykkede for dette ved mail af 1. maj 2011.

I mail af 8. maj 2011 oplyste klager, at der ikke forelå nogen fraværsdokumentation, og at klagers læge havde oplyst, at der ikke længere skulle udstedes dokumentation for fravær. Hvis indklagede ønskede information om fraværet, skulle der fra en hjemmeside udskrives papirer, som lægen kunne udfylde og sende til indklagede. Klager oplyste endelig, at hun fortsat måtte blive hjemme på ubestemt tid.

I mail af 11. maj 2011 anmodede indklagede om navn og telefonnummer på klagers læge.

I attest af 11. maj 2011 fra klagers læge vedrørende sygdom i forbindelse med graviditet eller risiko for fosterskader fremgik det blandt andet om de almindelige graviditetsoplysninger, at klager havde "smerter i bevægeapparatet, thorax og abdomen [. . . . ] ved urimeligt hård arbejdsbelastning i frilandsgartneri". Det fremgik også, at der "skønnes at være risiko for fosteret", og at klager var "sat til tungt, fysisk arbejde med ganske få pauser uden skånemulighed". Endelig fremgik det, at første fraværsdag var den 19. april 2011, og at forventet fødselstidspunkt var den 7. november 2011.

I brev af 12. maj 2011 til indklagede fra Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik ved [navn] hospital fremgik det, at klager af egen læge blev henvist til arbejdsmedicinsk klinik med henblik på en vurdering af, om arbejdsforholdene, ud fra oplysningerne om klager, udgjorde en risiko for patientens graviditet. Vedrørende arbejdsfunktioner fremgik det, at "vi skønner, at der ved de beskrevne arbejdsforhold er en risiko for at skade graviditeten".

Det fremgik også af brevet af 12. maj 2011, at arbejdsgiveren senest, når han/hun er blevet bekendt med en ansats graviditet, skulle vurdere, om der var en risiko for, at den ansatte var udsat for miljøpåvirkninger, der kunne indebære en risiko for graviditeten. Hvis det var tilfældet, skulle arbejdsmiljøet ændres. Kunne det ikke lade sig gøre, skulle den gravide overføres til andet sikkert arbejde. Var det heller ikke muligt, måtte den gravide fritages for arbejdet og fraværsmeldes.

I mail af 14. maj 2011 rykkede indklagede for oplysningerne om klagers læge, og anmodede klager om at returnere den vedlagte "tro og loveerklæring" senest den 18. maj 2011.

I mail af 18. maj 2011 skrev klager til indklagede, at lægen havde oplyst, at indklagede ikke bare kunne ringe til lægen for at få dokumentation, og at indklagede skulle henvende sig til kommunen. Endelig havde lægen oplyst, at klager ikke skulle underskrive noget som helst. Det var årsagen til, at klager ikke havde udfyldt og returneret den vedlagte "tro & love erklæring"

Den 21. maj 2011 modtog indklagede brev af 12. maj 2011 fra arbejdsmedicinsk klinik.

Den 24. maj 2011 kontaktede indklagede telefonisk den undersøgende læge ved arbejds- og miljømedicinsk klinik, og oplyste lægen om de forholdsregler indklagede tog for at sikre, at gravide kunne arbejde sikkert under hele deres graviditet, og hvilke særlige skånehensyn, der ville blev taget i forhold til beskæftigelsen af klager.

Den undersøgende læge på arbejdsmedicinsk klinik skrev et brev (udateret) til klager om, at de havde talt med indklagede, der havde meddelt, at man var klar over retningslinjerne vedrørende arbejdsforhold i forbindelse med gravide medarbejdere. Lægen skrev også, at "din arbejdsgiver vil gerne have, at du vender tilbage og aftaler en tid til samtale mhp. de fremtidige arbejdsforhold i forbindelse med din graviditet".

Den 25. maj 2011 sendte indklagede en mail til klager og anmodede hende om at kontakte arbejdsmedicinsk klinik. Klager blev også informeret om, at hendes gentagne og fortsatte nægtelse af at dokumentere årsagen til fravær blev betragtet som en alvorlig misligholdelse af ansættelsesforholdet.

Indklagede rykkede også klager for udfyldt "tro og love erklæring" med frist for modtagelse mandag den 30. maj 2011. Endelig oplyste indklagede, at man ville betragte klagers manglende oplysning om fraværet som misligholdelse af ansættelsesforholdet med den følge, at det ville ophøre.

Den 27. maj 2011 skrev klager en mail til indklagede med oplysning om, at "tro- og loveerklæring" var afsendt. Indklagede kvitterede for denne oplysning. Indklagede modtog erklæringen den 28. maj 2011.

Den 31. maj 2011 modtog klager en mail fra indklagede med pålæg om at møde på arbejde igen fredag den 3. juni til normal arbejdstid. Klager fik samtidig tilsendt indklagedes politik for beskæftigelse af gravide medarbejdere. Endelig fremgik det, at det ville være et brud på klagers ansættelseskontrakt, hvis hun ikke mødte på arbejde den pågældende dato.

Den 6. juni 2011 modtog klager en mail fra indklagede, hvoraf fremgik, at indklagede anså klagers manglende fremmøde og manglende sygemelding den 3. og 6. juni 2011 som udtryk for, at ansættelseskontrakten blev opsagt med øjeblikkelig virkning.

I mail af samme dato fastholdt klager, at hun forsøgte at kontakte klager.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at der er sket en overtrædelse af ligebehandlingslovens regler.

Klager blev sygemeldt på grund af mavesmerter og risiko for fostret. Hun var fraværende på grund af graviditet og blev på denne baggrund uberettiget bortvist. Klager har derfor krav på en godtgørelse.

Sygdom er lovligt forfald. Det afvises derfor, at indklagede kunne pålægge klager at møde, og klager var ikke forpligtet til at sygemelde sig igen. Da klager ikke selv opsagde sin stilling, og da det følger af den gældende overenskomst, at der gælder et opsigelsesvarsel på en uge, er der ved mailen af 6. juni 2011 fra indklagede til klager sket en bortvisning af klager.

Klager fik først i mail af 31. maj 2011 tilsendt indklagedes politik for beskæftigelse af gravide medarbejdere, selvom det af ansættelsesbeviset fremgår, at hun ved ansættelsen blev gjort bekendt med denne politik.

Vedrørende fremlagt mail af 1. maj 2012 fra indklagede til klager så oplyste klagers læge hende om, at hun ikke skulle sende papirer til indklagede. Lægen havde udfyldt de nødvendige papirer og sendt dem til både indklagede og til bopælskommunen. Klager ringede også til sin A-kasse og spurgte dem til råds.

Om klagers mail af 8. maj 2011 til indklagede så fastholder klager, at al den nødvendige dokumentation fremgik af oplysningerne fra klagers egen læge. Han havde fremsendt oplysningerne til indklagede og bopælskommunen. Indklagede insisterede dog på at få fremsendt dokumentation fra klager. Klager ringede derfor til sin læge igen. Lægen blev irriteret over, at indklagede insisterede på at modtage nogle oplysninger, som han ikke kunne give hende.

Klager fastholder, at hun underskrev ansættelseskontrakten, og at hun ikke fik udleveret graviditetspolitikken. Der skulle have været oplysninger om det i et af rummene på arbejdspladsen, men det var der ikke. Klager spurgte en af kollegaerne, der foreslog, at hun henvendte sig til indklagede. Denne medarbejder havde også selv mistet et barn under ansættelsen hos klager.

Kollegaen svarede, at det var længe siden, at informationen havde ligget fremme, og at hun var nødt til at spørge indklagede. Klager spurgte indklagede, der oplyste, at hun ville give oplysningerne til klager. Hun ventede et par dage og rykkede for svar. Indklagede svarede klager, at hun - i modsætning til klager, der sad hjemme og slappede af - ikke havde tid til at finde den. Denne episode var meget ubehagelig for klager.

Da indklagede havde modtaget brevet fra arbejdsmedicinsk klinik, sendte de straks graviditetspolitikken til klager. Det kan godt være, at indklagede har nogle formelle regler, men problemet er, at de ikke følger reglerne.

Efter at klager havde givet indklagede oplysninger om hendes indlæggelse og behovet for at hvile sig i ½ uge, bad klager om at blive flyttet til noget andet arbejde. Indklagede svarede hertil, at klager var ansat til at plukke blomster, og hun skulle derfor fortsætte med at arbejde i marken.

Klager spurgte så, om hun kunne skifte til en anden sektion, hvor hun ikke skulle trække en tung container, der havde været gennem mudder. Det var meget hårdt fysisk arbejde at trække denne container, hvilket flere af de andre medarbejdere også gav hende ret i. På dette tidspunkt kastede klager hyppigt op og måtte ofte gå hen på toilettet. Indklagede tilbød klager at flytte til en sektion med græs, så hun kunne kaste op på græsset og samtidig passe arbejdet. Arbejdsforholdene ændrede sig ikke, og hun gik derfor til lægen, der udstedte attest af 11. maj 2011.

Klager havde hørt om flere kvinder, der havde mistet deres barn på grund af arbejdet for indklagede. Det ville klager ikke risikere.

Indklagede påstår, at de aldrig modtog lægeattest af 11. maj 2011, men klager har talt med sin bopælskommune, der oplyste, at attesten var sendt til indklagede.

Klager kan slet ikke genkende det hændelsesforløb omkring udlevering af graviditetspolitik, som indklagede beskriver. Klager fik først det pågældende dokument udleveret efter, at indklagede havde modtaget brevet fra arbejdsmedicinsk klinik.

Indklagede påstår frifindelse.

Der foreligger ikke nogen overtrædelse af ligebehandlingsloven. En godtgørelse på 6 måneders løn er under alle omstændigheder højt sat, når der henses til klagers anciennitet på tidspunktet for ophævelsen af kontrakten. Klagers ansættelsesforhold var i øvrigt tidsbegrænset frem til den 30. september 2011. Endelig har klager gennem hele forløbet nægtet at fremkomme med oplysninger og forsinket sagen ved ikke at oplyse om årsagen til sit fravær.

Indklagede er ikke enig i, at der er tale om en uretmæssig bortvisning. Ansættelsesforholdet ophørte alene på grund af klagers misligholdelse. Det er klager, som har bevisbyrden for, at der skete en sygemelding, og klager har ikke løftet denne bevisbyrden.

Vurderingen fra arbejdsmedicinsk klinik skete på baggrund af en henvisning fra klagers egen læge, og blev foretaget på baggrund af klagers egne oplysninger om arbejdsforholdene - også selvom klager blev oplyst om, at indklagedes skriftlige graviditetspolitik skulle medbringes ved konsultationer hos klagers egen læge eller ved arbejdsmedicinsk klinik.

Det fremgår af den fremlagte graviditetspolitik, at indklagede ikke hjemsender gravide på grund af arbejdsmiljøforholdene. Tværtimod vil indklagede sørge for, at gravide kan arbejde sikkert under deres graviditet og inddrage den praktiserende læge og arbejdsmedicinsk klinik. Indklagede fraværsmelder ikke gravide på grund af arbejdsmiljøforholdene.

Klager blev oplyst om indklagedes graviditetspolitik ved ansættelsen. Det fremgår af fremlagt ansættelsesbevis. Det fremgår også af klagers kommentarer, at der ikke er tvivl om, at hun senere modtog graviditetspolitikken.

Den 25. maj 2011 kontaktede indklagede arbejdsmedicinsk klinik for at høre, om man havde fået kontakt med klager. Det var ikke lykkedes, og parterne aftalte derfor, at de begge ville forsøge at få fat i klager. Arbejdsmedicinsk klinik informerede indklagede om, at man ville sende et brev til klager med oplysning om, at arbejdsmiljøforholdene hos indklagede var i orden, og at klager skulle henvende sig til indklagede med henblik på at genoptage arbejdet hos denne. Klinikkens brev, dikteret den 24. maj 2011, fremgår af fremlagt journaludskrift.

Det skal præciseres, at der på "tro- og loveerklæringen" er mulighed for at afkrydse i forskellige rubrikker om årsagen til fravær. Oplysningen om fravær har dels betydning for den lønmæssige administration, herunder udbetaling af enten sygedagpenge eller løn under sygdom til klager.

Klager satte kryds i feltet "fraværsmeldt under graviditet på grund af arbejdsmiljøforhold". Fraværet havde derfor intet at gøre med klagers egen sygdom eller graviditetsbetinget sygdom.

Klagers oplysning er også i overensstemmelse med fremlagt attest fra klagers egen læge vedrørende sygdom i forbindelse med graviditet eller risiko for fosterskader på grund af arbejdsmiljøforholdene. Det fremgår af attestens punkt 1 og 3, at klagers fravær var begrundet i arbejdsmiljøforholdene. Klagers læge udfyldte ikke punkt 2, der vedrørte klagers egen sygdom i forbindelse med graviditeten. Hvis fraværet var begrundet i dette, ville det også være uden mening at henvise klager til vurdering ved arbejdsmedicinsk klinik. Det er derfor dokumenteret, at der ikke var tale om fravær som følge af sygdom som lovligt forfald, som påstået af klager.

Klager var tværtimod rask og arbejdsdygtig, og da arbejdsmiljøforholdene var godkendt af arbejdsmedicinsk klinik senest den 24. maj 2011, var klager forpligtet til at møde på arbejde på indklagedes anmodning. Klager kunne heller ikke være i tvivl om dette på baggrund af den skriftlige graviditetspolitik, hvoraf fremgik, at indklagede ikke hjemsendte gravide på grund af arbejdsmiljøforholdene.

Det bestrides, at klager først i mail af 31. maj 2011 fik kendskab til indklagedes graviditetspolitik. Klager havde også mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af politikken fra ansættelsesforholdets begyndelse, jf. den fremlagte ansættelsesaftale.

På trods af indklagedes advarsler til klager om, at manglende fremmøde ville blive betragtet som en alvorlig misligholdelse af ansættelsesforholdet, mødte klager ikke på arbejde den 3. juni 2011. Hun oplyste heller ikke indklagede om årsagen til fraværet. Klager mødte heller ikke den 6. juni 2011.

Det bestrides, at klager har forsøgt at sygemelde sig den 3. og 6. juni. Det fremgår også af mail af 7. juni 2011 fra indklagede til klager. Klager havde hverken telefonisk kontakt eller kontakt via mail med indklagede, hvor hun oplyste om årsagen til fraværet, før ophævelsen af ansættelsesforholdet.

Det bemærkes, at den løbende mailkorrespondance mellem klager og indklagede gennem hele det månedlange forløb viser, at det var nemt at få kontakt til indklagede via mail. En mulighed som klager ikke benyttede sig af, før ophævelsen var sket - også selvom klager forud for dette var blevet oplyst om de alvorlige konsekvenser det manglende fremmøde den 3. juni 2011 ville medføre.

Indklagede har ikke på noget tidspunkt modtaget attest af 11. maj 2011 fra klagers læge. Det fremgår da også af attesten, at den alene blev sendt til den kommunale forvaltning.

Indklagede tager skarpt afstand fra klagers udokumenterede påstand om, at mange gravide kvinder har aborteret/mistet deres ufødte barn, fordi de har arbejdet for indklagede. Der har været mange kvinder beskæftiget i virksomheden, og det er der fortsat. Det er kun en kvinde, der har haft komplikationer i forbindelse med graviditeten. Komplikationerne var dog ikke forårsaget af arbejdet.

Det bestrides, at indklagede ikke har taget hensyn til klager under hendes graviditet i forbindelse med udførelsen af arbejdet. Det var indklagede, der ledede og fordelte arbejdet, som havde bedt de andre medarbejdere i marken om at hjælpe klager med at flytte den vogn, som klager refererer til i forbindelse med det tunge arbejde i marken. Klager blev også flyttet over i en anden sektion, for at få lettere fysiske arbejdsopgaver.

At klager har fået fejlagtig rådgivning af egen læge og andre vedrørende dokumentation for fravær kan ikke bebrejdes indklagede.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Nævnet finder, at indklagede har godtgjort, at bortvisningen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i det forhold, at klager var gravid.

På baggrund af attest af 11. maj 2011 fra klagers egen læge samt brev af 12. maj 2011 fra arbejdsmedicinsk klinik til indklagede, lægger nævnet til grund, at klager var fraværende fra arbejdet på grund af risikoen for fosterskader på grund af arbejdets særlige karakter.

Nævnet lægger også til grund, at indklagede den 24. maj 2011 telefonisk fulgte op på brevet overfor arbejdsmedicinsk klinik. Arbejdsmedicinsk klinik sendte herefter et brev til klager, hvoraf fremgik, at indklagede var opmærksom på retningslinjerne vedrørende arbejdsforhold i forbindelse med klagers jobfunktion. Det fremgik også, at klager skulle rette henvendelse til indklagede med henblik på at tale om de fremtidige arbejdsforhold i forbindelse med klagers graviditet.

Indklagede rettede efterfølgende henvendelse til klager, blandt andet i mails af 27. maj og 31. maj 2011, og gjorde klager opmærksom på, at hun var forpligtet til at møde på arbejde senest den 3. juni 2011. I modsat fald ville indklagede betragte ansættelsesforholdet som ophørt. Klager mødte imidlertid ikke op.

Nævnet finder det med indklagedes mails af 6. og 7. juni 2011 til klager godtgjort, at klager ikke forsøgte at kontakte klager om, at hun ikke ville møde op senest den 3. juni 2011.

Nævnet finder på den baggrund ikke, at ophøret af ansættelsesforholdet den 6. juni 2011 var helt eller delvist begrundet i det forhold, at klager var gravid.

Klager får derfor ikke medhold i sagen.