Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - ej medhold - ansættelse - medhold

J.nr. 7100192-12

Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, manglende genansættelse af en højskolelærer, der var blevet afskediget under graviditet. Afskedigelsen blev begrundet med, at indklagede fandt sig nødsaget til at indstille driften af højskolen på grund af økonomiske problemer. Højskolen genoptog dog driften efterfølgende, uden at klager blev genansat. Nævnet lagde til grund, at indklagede ikke nærmere havde redegjort for, hvorfor klager ikke blev genansat og derfor ikke havde godtgjort, at klagers barselorlov ikke helt eller delvist havde været medvirkende årsag til beslutningen om ikke at genansætte hende. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en højskolelærer blev afskediget under barselorlov, da højskolen på grund af dårlig økonomi ville indstille driften. Efterfølgende viste det sig, at driften af højskolen fortsatte.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager efter afskedigelsen ikke blev genansat i stillingen som højskolelærer hos indklagede, da højskolen genoptog driften.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 29. september 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev i august 2008 ansat på højskolen som timelærer i en tidsbegrænset stilling. Fra 1. januar 2010 til 31. juli 2010 var klager fuldtidsbeskæftiget i en tidsbegrænset stilling. Den 1. august 2010 fik klager varig ansættelse som højskolelærer på højskolen. Klager var konstitueret som højskoleforstander fra den 1. januar 2011 og indtil hun gik på barselorlov den 9. maj 2011.

Det fremgår af referat af medarbejdermøde for højskolens ansatte den 22. marts 2011, at bestyrelsen og forretningsudvalget mente, at det var uforsvarligt at drive højskolen videre med det budget, der var fremlagt for 2011. Bestyrelsen havde dog ikke opgivet håbet, og bestyrelsen havde udskudt de varslede opsigelser af personalet i håb om at finde en løsning.

Det fremgår også af referatet, at bestyrelsesformanden forventede, at der i løbet af en uge ville blive uddelt skriftlige varslinger om opsigelse til alle medarbejdere, men at bestyrelsen håbede at kunne trække dem tilbage, hvis der blev fundet en løsning. Bestyrelsesformanden oplyste, at "En varsling er ikke en opsigelse".

Klager blev ved brev af 29. marts 2011 under henvisning til tidligere fremsendt varsel afskediget fra sin ansættelse på højskolen til fratræden den 30. juni 2011.

Begrundelsen for opsigelsen var, at de seneste forhandlinger ikke havde ført til det ønskede resultat, hvorfor højskolen indstillede skoledriften pr. 1. juli 2011.

Samtidig med klager blev den eneste anden fastansatte lærer på højskolen også varslet afskediget.

Klagers faglige organisation bad i brev af 26. august 2011 bestyrelsen om at annullere afskedigelsen af klager, således at hun kunne fortsætte sin ansættelse som højskolelærer og genindtræde i sine kontraktlige forpligtelser, herunder ret til fuld løn under barsel- og forældreorlov. Den faglige organisation henviste herved til, at Undervisningsministeriet havde oplyst, at skoledriften ikke var blevet indstillet, men at driften af skolen fortsatte som hidtil under en ny forstander.

Parternes bemærkninger

Klager beder Ligebehandlingsnævnet om at vurdere, om ligebehandlingsloven blev overtrådt, da indklagede først afskedigede klager med en begrundelse, der ikke var holdbar, og efterfølgende ikke annullerede afskedigelsen/tilbød hende genansættelse, antagelig ud fra en vurdering af, at en medarbejder på barselorlov med løn var en unødvendig udgift for højskolen. Klager var særligt vanskeligt stillet, da hun var på barselorlov på fratrædelsestidspunktet.

Klager henviser til, at hun ud fra den orientering som hun og de øvrige medarbejdere havde modtaget fra bestyrelsen, opfattede afskedigelsen som rimeligt begrundet i højskolens forhold. Højskolen havde gennem længere tid haft problemer med driften på grund af faldende elevtal og uafklarede forhold i relation til det samlede skolefællesskab, som også omfattede en landbrugsskole. Klager havde således på opsigelsestidspunktet ikke grundlag for at antage, at afskedigelsen var usaglig.

Klager henviser i den forbindelse til, at bestyrelsen på medarbejdermødet den 22. marts 2011 orienterede om, at bestyrelsen ville varsle opsigelse af alle medarbejdere, men at man håbede at kunne trække varslingerne tilbage. Bestyrelsesformanden udtalte i den forbindelse, at "En varsling er ikke en opsigelse".

Klager henviser videre til, at bestyrelsesformanden overtog funktionen som daglig leder, da klager gik på barselorlov den 9. maj 2011. Skolen fortsatte med at rekruttere elever til efterårsholdet, og der blev udpeget en person til at foretage en særlig indsats på dette område. Det er klagers opfattelse, at dette taler imod, at skolen ville indstille driften. Klager henviser i den forbindelse til, at der på et højskolelærermøde i midten af maj 2011 blev anført, at skolen ikke kunne ligge stille i efteråret, og at der skulle rekrutteres til augustholdet, hvis skolen skulle have mulighed for at overleve.

Klager oplyser i øvrigt, at bestyrelsesformanden, der også var den daglige leder af højskolen, i slutningen af juni 2011 holdt en afskedsfest for skolens lærere, som var af den tro, at skolen faktisk skulle lukke pr. 1. juli 2011. Lærerne fik dog samtidig stillet i udsigt, at bestyrelsesformanden/den daglige leder ville kontakte dem, hvis skolen fortsatte.

Klager kunne i august måned 2011 konstatere, at højskolen alligevel ikke havde indstillet driften, men at driften var fortsat uændret i forhold til de tidligere år. Den tidligere bestyrelsesformand var nu ansat som forstander for højskolen, og der var ansat nyt personale. En af de tidligere tidsbegrænsede ansatte var nu ansat som lærer på skolen sammen med nogle praktikanter, der ikke tidligere havde været ansat. Den nye forstander havde ikke henvendt sig til klager med tilbud om genansættelse, således som hun tidligere var blevet stillet i udsigt.

Indklagede afviser at have overtrådt ligebehandlingsloven i forbindelse med afskedigelsen af klager og mener, at der var tale om en saglig opsigelse.

Indklagede afviser i den forbindelse at have foretaget en vurdering af, at en medarbejder på barselorlov med løn var en udgift for højskolen.

Indklagede henviser til, at højskolen som følge af sameje med solidarisk hæftelse med en landbrugsskole og som følge af en række ledelsesmæssige fejlbeslutninger gennem en årrække var kommet i en overordentlig vanskelig situation. Problemerne kunne kun løses, hvis højskolen og landbrugsskolen kunne forhandle sig frem til en løsning. Højskolen ændrede i den forbindelse navn, og der blev udarbejdet et nyt højskolekoncept.

Indklagede forsøgte forgæves at få landbrugsskolens accept af, at der til brug for implementeringen af det nye koncept blev optaget lån i den ejendom, som højskolen og landbrugsskolen ejer sammen. Herefter opsagde landbrugsskolen samejekontrakten med indklagede. Undervisningsministeriet krævede også, at samejet mellem højskolen og landbrugsskolen skulle ophøre.

Dette medførte en række forhandlinger mellem skolerne, som medførte, at indklagede vurderede, at der ikke ville kunne opnås et resultat, så højskolen kunne overleve økonomisk. Ledelsen så sig derfor nødsaget til at afskedige alt personale, herunder klager og den eneste anden fastansatte lærere samt administrativt personale, pedel-, køkken- og rengøringspersonale.

Indklagede bestrider, at der var tale om et skolefællesskab mellem højskolen og landbrugsskolen.

Indklagede understreger også, at der skal skelnes mellem "indstilling af skoledriften" og "lukning af højskolen". Indklagede har på intet tidspunkt bekendtgjort, at højskolen skulle lukke, men alene at det kunne blive nødvendigt at indstille skoledriften med udgangen af juni 2011. Forskellen på at lukke skolen og indstille driften var afgørende, fordi en lukning ville betyde, at højskolen kun ville kunne genetableres efter fornyet ansøgning til Undervisningsministeriet med forventet åbning 11 måneder senere. Indstilling af skoledriften betød, at skolen ikke modtog statstilskud i den periode, hvor driften var indstillet. På grund af forløbet af forhandlingerne besluttede indklagede at indstille driften af skolen i en periode.

Indklagede bestrider også, at skolen fortsatte med at rekruttere elever til skolens efterårshold. Der blev ikke udpeget en person til at gøre en særlig indsat med henblik på rekruttering af elever i perioden op til højskolens lukning. Denne opgave lå hos klager, der på daværende tidspunkt var konstitueret forstander. Klager gjorde flere gange opmærksom på, at hun var så overbebyrdet, at hun ikke kunne udføre denne opgave, selvom bestyrelsesformanden flere gange gjorde opmærksom på, at dette var klagers væsentligste opgave.

Den person, der skulle gøre en særlig indsats i forhold til rekruttering af elever, blev engageret hertil, før der blev truffet beslutning om at indstille skoledriften. Det viste sig imidlertid, at den pågældende person ikke var i stand til at udføre opgaven af forskellige personlige årsager. Da opsigelserne blev sendt i marts måned, havde indklagede opgivet at rekruttere nye elever via en ekstraordinær indsats og havde overladt denne opgave til den konstituerede forstander.

Det er efter indklagedes opfattelse ikke mærkeligt, at skolen fortsatte med at få aftaler om rekruttering af elever halvanden måned, før de afskedigede medarbejdere fratrådte og halvanden måned, før skoledriften ophørte. Bemærkningen om, at skolen ikke kunne ligge stille i efteråret skyldtes, at skolen ikke ville være i stand til at oparbejde et statstilskud for efteråret 2012, hvis den lå stille i efteråret 2011.

Da indklagede forventede at indstille driften af højskolen med udgangen af juni 2011, besluttede skolens bestyrelse ikke at finde en ny forstander under klagers barselorlov. Bestyrelsesformanden blev i stedet bedt om at varetage den daglige ledelse i det omfang, det var påkrævet.

Indklagede bestrider også, at skolen holdt en afskedsfest for medarbejderne. Bestyrelsesformanden holdt en privat middag, som klager ikke deltog i. Medarbejderne var ikke blevet stillet i udsigt, at afskedigelserne ville blive trukket tilbage, eller at de ville blive genansat. Bestyrelsesformanden havde dog på mødet den 22. marts 2011 tilkendegivet, at afskedigelserne ville blive trukket tilbage, hvis der blev fundet en løsning, inden afskedigelserne trådte i kraft. Da der ikke blev fundet en sådan løsning, trådte afskedigelserne i kraft.

Indklagede afviser, at højskolen fortsatte driften uændret. Driften af højskolen blev indstillet den 1. juli 2011, hvor alle medarbejdere var fratrådt eller fratrådte, når deres opsigelsesvarsel udløb. Banken havde lukket for kreditten, skolen havde returneret statstilskud til Undervisningsministeriet, og ledelsen havde besluttet at bede banken om at indgive konkursbegæring.

Baggrunden for, at indklagede genoptog højskoledriften i august måned var, at banken ikke ønskede at indgive konkursbegæring, og at der var forhandlinger med eventuelle samarbejdspartnere. Det blev besluttet, at bestyrelsesformanden skulle påtage sig den daglige ledelse, og at næstformanden skulle overtage posten som bestyrelsesformand. Der blev ansat en timelærer med relevante faglige kompetencer. De to praktikanter, var ikke ansat som lærere, men var praktikanter.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter loven om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Det fremgår også af loven, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelse, forflyttelse og forfremmelse.

Hvis en lønmodtager, der anser sig for udsat for forskelsbehandling i strid med loven i forbindelse med ansættelse m.v., påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Det fremgår af parternes indlæg, at klager og indklagede på en række punkter har forskellige opfattelser af forløbet, som førte til, at driften af højskolen blev indstillet i en periode og herefter genoptaget i august 2011.

Det må imidlertid lægges til grund, at klager, der gik på barselorlov i maj 2011, var gravid, da hun i marts 2011 blev afskediget fra sin stilling som lærer på højskolen, hvor hun var konstitueret som forstander.

Da klager blev afskediget, mens hun var gravid, påhviler det indklagede at godtgøre, at afskedigelsen ikke var begrundet i graviditeten og efterfølgende fravær på grund af barsel.

Afskedigelsen af klager blev begrundet med, at indklagede fandt sig nødsaget til at indstille driften af højskolen med udgangen af juni 2011 på grund af den økonomiske situation. Nævnet finder, at indklagede hermed har godtgjort, at afskedigelsen ikke var helt eller delvist begrundet i klagers barselorlov.

Indklagede arbejdede imidlertid efter det oplyste videre med at finde en løsning, så højskolen kunne genoptage driften, og da højskolen kunne genoptage driften i august 2011, blev klager ikke genansat.

Der er på denne baggrund en formodning for, at klager er blevet forskelsbehandlet.

Indklagede har ikke nærmere redegjort for, hvorfor klager ikke blev genansat og har derfor ikke godtgjort, at klagers barselorlov ikke helt eller delvist har været medvirkende årsag til beslutningen om ikke at genansætte hende.

Indklagede har derfor handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 26. september 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.