Links til EU direktiver, jf. note 1
32013L0030
 
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter, lov om beskyttelse af havmiljøet og miljøskadeloven1)

(Gennemførelse af offshoresikkerhedsdirektivet m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedslov), jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 13. maj 2013, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Offshoresikkerhedsloven«.

2. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet, EF-Tidende 1989, nr. L 183, side 1, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1137/2008/EF af 22. oktober 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 311, side 1, dele af Rådets direktiv 92/91/EØF af 3. november 1992 om minimumsforskrifter for forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed i den boringsrelaterede udvindingsindustri (ellevte særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L 348, side 9, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/30/EF af 20. juni 2007, EU-Tidende 2007, nr. L 165, side 21, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, EU-Tidende 2003, nr. L 299, side 9, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, EU-Tidende 2005, nr. L 255, side 22, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/55/EU af 20. november 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 354, side 132, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/25/EF af 5. april 2006 om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes eksponering for risici på grund af fysiske agenser (kunstig optisk stråling) (19. særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EU-Tidende 2006, nr. L 114, side 38, som ændret senest ved Rådets direktiv nr. 2013/64/EU af 17. december 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 353, side 8, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/42/EF af 17. maj 2006 om maskiner og om ændring af direktiv 95/16/EF (omarbejdning), EU-Tidende 2006, nr. L 157, side 24, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/127/EF af 21. oktober 2009 om pesticidudbringningsmaskiner, EU-Tidende 2009, nr. L 310, side 29, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF, EU-Tidende 2013, nr. L 178, side 66.«

3. Overalt i loven ændres »sørge for« til: »sikre«.

4. §§ 2 og 3 affattes således:

»§ 2. Loven finder anvendelse på offshore olie- og gasaktiviteter, jf. § 3, nr. 16.

Stk. 2. §§ 5-37, § 38, stk. 2 og 3, og §§ 39-74 og 77 finder tillige anvendelse på aktiviteter i forbindelse med et anlæg eller tilsluttet infrastruktur, jf. § 3, nr. 1 og 29, hvis aktiviteterne er omfattet af lov om anvendelse af Danmarks undergrund og disse medfører sikkerheds- eller sundhedsmæssige risici.

§ 3. I denne lov forstås ved:

1) Anlæg: En fast eller mobil indretning, som bruges til offshore olie- og gasaktiviteter eller i forbindelse med sådanne aktiviteter eller en kombination af sådanne indretninger, som permanent er indbyrdes forbundet ved hjælp af broer eller andre strukturer. Anlæg omfatter ikke mobile indretninger, når de er under forsejling eller bugsering.

2) Anlægschef: Den arbejdsleder, der på henholdsvis operatørens og ejerens vegne forestår den daglige drift af et anlæg.

3) Arbejdsgiver: Den virksomhed, som har instruktionsbeføjelsen over for ansatte, der udfører arbejde på et anlæg.

4) Arbejdsleder: Enhver person, hvis arbejde udelukkende eller i det væsentlige består i på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med arbejdet i dennes virksomhed eller en del deraf.

5) Efterforskning: Boring i et prospekt og tilknyttede offshore olie- og gasaktiviteter, der er nødvendige forud for produktionsrelaterede aktiviteter.

6) Ejer: En virksomhed, der er retligt beføjet til at styre driften af et ikkeproduktionsanlæg eller en rørledning, der forbinder anlæg, eller rørledninger fra anlæg til land.

7) Ekstern beredskabsplan: En lokal, national eller regional strategi, som skal forhindre eskalering eller begrænse følgerne af en større ulykke i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter under anvendelse af alle operatørens disponible ressourcer som beskrevet i den relevante interne beredskabsplan og enhver yderligere ressource, som myndighederne stiller til rådighed.

8) Entreprenør: Virksomhed, der har indgået kontrakt med en anden virksomhed, herunder operatøren eller ejeren, om at udføre specifikke opgaver.

9) Fast anlæg: Et anlæg, som ikke er et mobilt anlæg.

10) Ikkepermanent bemandet anlæg: Et anlæg, der ikke er et permanent bemandet anlæg.

11) Ikkeproduktionsanlæg: Et anlæg, der ikke anvendes til produktion af olie og gas.

12) Intern beredskabsplan: En plan, som er udarbejdet af operatøren eller ejeren i henhold til bestemmelser fastsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven, vedrørende de foranstaltninger, der skal forhindre eskalering eller begrænse følgerne af ulykker, jf. § 45, i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter.

13) Kombineret drift: En aktivitet, som udføres fra et anlæg sammen med et eller flere andre anlæg, og hvis formål vedrører dette eller de andre anlæg, og som derved i betydelig grad påvirker de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici på et, flere eller alle anlæg.

14) Mobilt anlæg: Et anlæg, som kan flyttes fra én position til en anden ved forsejling eller bugsering, og som er tiltænkt anvendt på flere forskellige positioner i dets levetid.

15) Offshore: Beliggende i dansk territorialfarvand, den danske eksklusive økonomiske zone eller på dansk kontinentalsokkel som defineret i De Forenede Nationers Havretskonvention.

16) Offshore olie- og gasaktiviteter: Alle aktiviteter i forbindelse med et anlæg, tilsluttet infrastruktur eller rørledninger, herunder design, planlægning, bygning, installation offshore, drift, ændringer og demontering heraf, i forbindelse med efterforskning, produktion og rørbunden transport af olie og gas og andre stoffer og materialer mellem anlæg offshore og anlæg på land eller mellem flere anlæg offshore.

17) Operatør: Den virksomhed, som er udpeget af rettighedshaveren eller af klima-, energi- og bygningsministeren til på rettighedshaverens vegne at udføre de aktiviteter, som rettighedshaveren har tilladelse til i henhold til lov om anvendelse af Danmarks undergrund, herunder planlægning og gennemførelse af brøndaktiviteter, eller ledelse og styring af et produktionsanlægs funktioner.

18) Permanent bemandet anlæg: Et anlæg, der planlægges anvendt til overnatning.

19) Produktion: Offshoreindvinding af olie og gas fra undergrunden i rettighedsområdet, offshorebehandling af olie og gas og offshoretransport heraf gennem tilsluttet infrastruktur.

20) Produktionsanlæg: Et anlæg, der anvendes til produktion af olie og gas.

21) Påbegyndelse af aktiviteterne: Det tidspunkt, hvor et anlæg eller den tilsluttede infrastruktur for første gang benyttes til de aktiviteter, som det er udformet til.

22) Rettighedshaver: Den virksomhed eller gruppe af virksomheder, som i henhold til lov om anvendelse af Danmarks undergrund har tilladelse til at udføre offshore olie- og gasaktiviteter.

23) Rettighedsområde: Det geografiske område, der er omfattet af rettighedshaverens tilladelse, jf. nr. 22.

24) Risiko: Kombinationen af sandsynligheden for en hændelse og konsekvenserne af denne hændelse.

25) Sikkerheds- og miljøkritiske elementer: Anlægsdele, udstyr eller komponenter, herunder computerprogrammer, hvis formål er at forebygge eller begrænse følgerne af en større ulykke, og som, hvis de svigter, kan forårsage eller bidrage væsentligt til en større ulykke.

26) Sikkerhedszone: Et område inden for en afstand af 500 m fra enhver del af anlægget.

27) Større miljøhændelse: En hændelse, som forårsager eller sandsynligvis forårsager en miljøskade, som er omfattet af miljøskadeloven.

28) Større ulykke: I forbindelse med et anlæg, tilsluttet infrastruktur eller en rørledning

a) en hændelse, der omfatter en eksplosion, brand, tab af brøndkontrollen eller udslip af olie, gas eller farlige stoffer eller materialer, som involverer eller har et betydeligt potentiale til at forårsage dødsfald eller alvorlig personskade, jf. også stk. 2,

b) en hændelse, som medfører alvorlig beskadigelse af anlægget eller tilsluttet infrastruktur, og som involverer eller har et betydeligt potentiale til at forårsage dødsfald eller alvorlig personskade, jf. også stk. 2,

c) enhver anden hændelse, der medfører dødsfald eller alvorlig personskade for fem eller flere personer, der befinder sig på offshoreanlægget, hvor kilden til faren opstår, eller som udfører en olie- og gasaktivitet i forbindelse med anlægget eller tilsluttet infrastruktur, eller

d) enhver større miljøhændelse, der skyldes hændelser omhandlet i litra a, b og c, jf. også stk. 2.

29) Tilsluttet infrastruktur: Inden for sikkerhedszonen

a) enhver brønd og dermed forbundne strukturer, supplerende enheder og anordninger tilsluttet anlægget,

b) ethvert apparatur eller enhver anordning på eller fastgjort til hovedstrukturen i anlægget,

c) ethvert tilsluttet rørledningssystem eller

d) enhver anden tilsluttet konstruktion, der anvendes til lagring og lastning af olie og gas produceret af et produktionsanlæg, og som er permanent knyttet til et sådant anlæg.

30) Uafhængig verifikation: En vurdering og bekræftelse af gyldigheden af bestemte skriftlige erklæringer foretaget af en virksomhed eller en organisatorisk del af operatøren eller ejeren, som ikke er kontrolleret eller påvirket af den virksomhed eller den organisatoriske del, der anvender disse erklæringer.

31) Virksomhed: En fysisk eller juridisk person eller en gruppe af sådanne personer.

32) Virksomhedsleder: Enhver person, der i kraft af sin stilling deltager i den almindelige, overordnede ledelse af virksomheden.

Stk. 2. Definitionerne i stk. 1, nr. 28, litra a, b og d, er også gældende for et ikkepermanent bemandet anlæg i situationer, hvor dette ikke er bemandet.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvad der forstås ved alvorlig personskade.«

5. § 4 ophæves.

6. I § 5, stk. 1, ændres »på et offshoreanlæg« til: »i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter«.

7. § 5, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

8. I § 5, stk. 4, der bliver stk. 3, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1 og 2«.

9. I § 6, stk. 1, ændres »driften af et offshoreanlæg« til: »offshore olie- og gasaktiviteter«.

10. I § 6, stk. 2, ændres »For offshoreanlæg, hvor der er« til: »Er der«.

11. §§ 7-9 affattes således:

»§ 7. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at der gives de fornødne instruktioner af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning til entreprenører, der udfører arbejde for denne. Endvidere skal henholdsvis operatøren og ejeren sikre, at der føres tilsyn med, at entreprenører planlægger og udfører arbejdet således, at krav fastsat i lovgivningen er overholdt, herunder at relevante dele af det i § 19 nævnte ledelsessystem følges, og at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

§ 8. På et permanent bemandet anlæg skal operatøren, for så vidt angår produktionsanlæg, og ejeren, for så vidt angår et ikkeproduktionsanlæg, udpege en anlægschef.

Stk. 2. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at arbejdet med at fremme sikkerhed og sundhed, der udføres af flere forskellige entreprenører på anlægget, samordnes, og at anlægschefen har mulighed for at opfylde de forpligtelser, der påhviler denne.

Stk. 3. Inden anlægget sættes i drift, skal henholdsvis operatøren og ejeren sikre, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt, og at ledelsessystemet, jf. § 19, følges.

Stk. 4. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at udstyr opfylder gældende lovgivning, inden det sættes i drift.

Stk. 5. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici i forbindelse med anvendelse af stoffer og materialer er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

§ 9. Entreprenøren skal sikre, at der gives de fornødne instruktioner af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning til entreprenører, der udfører arbejde for denne. Endvidere skal den pågældende entreprenør sikre, at der føres tilsyn med, at entreprenører, der udfører arbejde for denne, planlægger og udfører arbejdet i overensstemmelse med krav fastsat i lovgivningen, herunder at relevante dele af det ledelsessystem, der er nævnt i § 19, følges, og at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.«

12. I § 10, stk. 1, indsættes efter »muligt«: », og at følge relevante dele af det ledelsessystem, der er nævnt i § 19«.

13. I § 10 indsættes i stk. 2 og i stk. 3, 2. pkt., efter »muligt«:», og at relevante dele af det ledelsessystem, der er nævnt i § 19, følges«.

14. I § 10, stk. 5, 1. pkt., § 16, § 18, stk. 2 og 3, § 39, stk. 1, og § 50, stk. 3, ændres »offshoreanlæg« til: »anlæg«.

15. I § 10, stk. 5, 2. pkt., ændres »den driftsansvarlige virksomhed, jf. § 8, stk. 3« til: »henholdsvis operatøren og ejeren, jf. § 8, stk. 2«.

16. I § 11, stk. 1, og § 50, stk. 2, ændres »offshoreanlægget« til: »anlægget«.

17. I § 11, stk. 2 og 3, indsættes efter »Anlægschefen skal sørge for«: »og føre tilsyn med«.

18. I § 11, stk. 3, ændres »i § 20 nævnte ledelsessystem« til: »ledelsessystem, der er nævnt i § 19«.

19. Efter § 16 indsættes:

»§ 16 a. Henholdsvis operatøren og ejeren skal oplyse sine egne ansatte og entreprenører og disses ansatte om ordningen for fortrolig indberetning af sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter, jf. § 63 a, stk. 2. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at der findes en henvisning til denne ordning i uddannelses- og informationsmateriale.«

20. I § 17 ændres »arbejdsgiverens, anlægschefens« til: »rettighedshaverens, operatørens, ejerens, entreprenørens, arbejdsgiverens, anlægschefens«.

21. § 18, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»Den, der overdrager, overlader eller udstiller maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber, byggevarer, andet udstyr eller personlige værnemidler, skal sikre, at genstandene, når de udleveres til brug eller udstilles, er forsynet med nødvendigt beskyttelsesudstyr og kan anvendes efter deres hensigt uden at være farlige for sikkerhed eller sundhed. Nødvendige og letforståelige anvisninger om betjening, vedligeholdelse, transport og opstilling skal følge med ved leveringen.

Stk. 2. Den, der overdrager eller overlader stoffer og materialer til brug på anlæg, skal sikre, at stofferne og materialerne ved udlevering opfylder gældende lovgivning om emballering og mærkning. Sikkerhedsdatablade skal følge med ved leveringen og opfylde gældende lovgivning herom.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

22. I § 18, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-5« til: »stk. 1-6«.

23. § 19, stk. 1, affattes således:

»Henholdsvis operatøren og ejeren skal etablere og vedligeholde et ledelsessystem for sikkerhed, sundhed og forebyggelse af større miljøhændelser i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter. Ledelsessystemet skal sikre og dokumentere, at bestemmelserne fastsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven overholdes.«

24. I § 19, stk. 2, ændres »etableres, før projektering eller demontering af anlægget påbegyndes« til: »etableres før påbegyndelse af aktiviteterne, jf. stk. 1«.

25. § 19, stk. 3, ophæves.

26. Efter § 19 indsættes:

»§ 19 a. Henholdsvis operatøren og ejeren skal udforme en selskabspolitik for sikkerhed, sundhed og forebyggelse af større miljøhændelser i forbindelse med olie- og gasaktiviteter.

Stk. 2. Selskabspolitikken skal indgå som en del af ledelsessystemet efter § 19, stk. 1.

Stk. 3. Selskabspolitikken skal også omfatte løbende forbedring af styringen af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici, så der til enhver tid sikres et højt beskyttelsesniveau, og samarbejde med de ansatte om sikkerhed og sundhed, jf. § 46.

Stk. 4. Selskabspolitikken skal gennemføres for alle henholdsvis operatørens og ejerens offshore olie- og gasaktiviteter. Henholdsvis operatøren og ejeren skal indføre passende overvågningsforanstaltninger, der sikrer, at politikken fungerer effektivt.

Stk. 5. Selskabspolitikken skal, for så vidt angår forebyggelse af større ulykker, også omfatte henholdsvis operatørens og ejerens produktions- og ikkeproduktionsanlæg uden for Den Europæiske Union.«

27. § 20 ophæves.

28. §§ 21-23 affattes således:

»Uafhængig verifikation

§ 21. Henholdsvis operatøren og ejeren skal etablere en ordning for uafhængig verifikation i følgende tilfælde og med følgende formål:

1) I forbindelse med et anlæg, tilsluttet infrastruktur og en rørledning for at skabe sikkerhed for, at de sikkerheds- og miljøkritiske elementer, der er identificeret i risikovurderingen for anlægget, den tilsluttede infrastruktur eller rørledningen, opfylder deres formål, jf. definitionen i § 3, stk. 1, nr. 25, og at tidsplanen for undersøgelse og prøvning af de sikkerheds- og miljøkritiske elementer er i overensstemmelse med, hvad der er fastsat i ledelsessystemet for sikkerhed og sundhed, jf. § 19, stk. 1, er ajourført og fungerer efter hensigten.

2) I forbindelse med godkendelse af brøndaktiviteter, jf. § 28 a, for på en uafhængig måde at sikre, at brøndudformningen og brøndkontrolforanstaltningerne til enhver tid er tilpasset de forventede brøndforhold i overensstemmelse med krav fastsat i operatørens ledelsessystem for sikkerhed og sundhed i henhold til § 19.

Stk. 2. Resultaterne af den uafhængige verifikation berører ikke det ansvar, som henholdsvis operatøren og ejeren bærer, for, at det verificerede udstyr og de verificerede systemer fungerer korrekt og sikkert.

Stk. 3. Henholdsvis operatøren og ejeren skal træffe passende foranstaltninger på grundlag af resultatet af den uafhængige verifikation.

Stk. 4. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at resultatet af den uafhængige verifikation i henhold til stk. 1, nr. 1, og fortegnelser over foranstaltninger, der er taget på grundlag heraf, stilles til rådighed for tilsynsmyndigheden. Henholdsvis operatøren og ejeren skal opbevare resultaterne i en periode på mindst 5 år efter afslutningen af de offshore olie- og gasaktiviteter, som de vedrører.

Stk. 5. For et produktionsanlæg, et fast ikkeproduktionsanlæg, tilsluttet infrastruktur og en rørledning skal verifikationsordningen efter stk. 1, nr. 1, være indført inden færdiggørelsen af anlæggets, den tilsluttede infrastrukturs eller rørledningens design. For et mobilt ikkeproduktionsanlæg skal ordningen være indført inden påbegyndelse af aktiviteterne.

Stk. 6. Ordningen efter stk. 1 kan af henholdsvis operatøren og ejeren udvides til at omfatte andre forhold af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteterne, jf. dog § 22, stk. 2.

Stk. 7. Vælger henholdsvis operatøren og ejeren af ikkeproduktionsanlæg at udnytte muligheden i stk. 6, gælder stk. 2-5 også for den udvidede ordning.

§ 22. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler om indhold af ledelsessystemer efter § 19 og selskabspolitikker efter § 19 a, herunder om rapporteringsrutiner og audit- og kontrolprocedurer.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om de verifikationsordninger, der er nævnt i § 21, og om, at verifikation af nærmere fastsatte forhold af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning, som ikke er omfattet af § 21, stk. 1, er obligatorisk, jf. § 21, stk. 6.

Sikkerheds- og sundhedsredegørelse

§ 23. Henholdsvis operatøren og ejeren skal udarbejde en sikkerheds- og sundhedsredegørelse for anlæg tilsluttet infrastruktur og rørledninger. Redegørelsen skal som minimum indeholde følgende elementer:

1) Identifikation af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, jf. §§ 34 og 36, der er forbundet med offshore olie- og gasaktiviteter i forbindelse med anlægget, tilsluttet infrastruktur og rørledningen.

2) Vurdering af de risici, der er nævnt i nr. 1.

3) Påvisning af, at de risici, der er nævnt i nr. 1, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt, herunder at den maksimale og minimale bemanding til drift af anlægget og tilsluttet infrastruktur er fastsat, og at en effektiv og kontrolleret flugt, evakuering og redning til et sikkert sted af de ombordværende på anlægget kan finde sted i kritiske situationer.

4) Påvisning af, at ledelsessystemet, jf. § 19, sikrer og dokumenterer, at kravene i denne lov og i regler udstedt i medfør heraf overholdes.

5) Beskrivelse af ordningen for uafhængig verifikation, jf. § 21.

6) Den interne beredskabsplan, som er udarbejdet efter § 45 og regler udstedt i medfør af § 45 b, stk. 2, i denne lov og § 34 a, stk. 3, i havmiljøloven, eller en fyldestgørende beskrivelse af planen.

Stk. 2. Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen efter stk. 1 skal udarbejdes, før anlægget med tilsluttet infrastruktur eller rørledningen sættes i drift.

Stk. 3. Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen efter stk. 1 skal ajourføres, hvis der under driften sker væsentlige ændringer af anlægget, tilsluttet infrastruktur, rørledningen eller disses indretning, udstyr eller operationelle forhold og disse ændringer har betydning for de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici eller risici for større miljøhændelser.

Stk. 4. Henholdsvis operatøren og ejeren af et ikkeproduktionsanlæg skal sikre, at repræsentanterne for de ansatte på anlægget, hvor sådanne findes, inddrages i udarbejdelsen af sikkerheds- og sundhedsredegørelsen eller ændringer heraf, jf. stk. 1, 3 og 5, og at dette dokumenteres i form af en sammenfatning af, hvordan inddragelsen har fundet sted.

Stk. 5. Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen efter stk. 1 skal mindst hvert femte år grundigt gennemgås af henholdsvis operatøren og ejeren. Tilsynsmyndigheden kan herudover på ethvert tidspunkt kræve en grundig gennemgang.

Stk. 6. Resultatet af gennemgangen efter stk. 5 skal meddeles tilsynsmyndigheden.

Stk. 7. Såfremt drift af et fast anlæg, tilsluttet infrastruktur eller en rørledning planlægges videreført efter udløbet af disses designlevetid, skal sikkerheds- og sundhedsredegørelsen ajourføres, og det skal heri godtgøres, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici hidrørende fra anlæggets eller rørledningens fortsatte drift er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt. Den planlagte driftsperiodes forventede længde skal fremgå af sikkerheds- og sundhedsredegørelsen.

Stk. 8. Sikkerheds- og sundhedsredegørelsen efter stk. 1 skal forefindes på anlægget og være tilgængelig for anlæggets ledelse og ansatte og for tilsynsmyndigheden.

Stk. 9. Henholdsvis operatøren og ejeren skal gennemføre foranstaltninger af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning og foranstaltninger af betydning for forebyggelse af større miljøhændelser, som er fastlagt i sikkerheds- og sundhedsredegørelsen.«

29. §§ 24 og 25 ophæves.

30. § 26 affattes således:

»§ 26. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med miljøministeren nærmere regler om sikkerheds- og sundhedsredegørelsen i henhold til § 23.«

31. I § 26 a ændres »den driftsansvarlige virksomheds pligt« til: »pligt for henholdsvis operatøren af et produktionsanlæg og ejeren af et ikkeproduktionsanlæg«, og »offshoreanlæggets« til: »anlæggets«.

32. §§ 27 og 28 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 27. Henholdsvis operatøren og ejeren skal indsende en anmeldelse af planlagt design til tilsynsmyndigheden i forbindelse med

1) etablering af nyt produktionsanlæg og fast ikkeproduktionsanlæg med tilsluttet infrastruktur,

2) større ombygninger af eksisterende produktionsanlæg og fast ikkeproduktionsanlæg med tilsluttet infrastruktur eller

3) etablering af ny rørledning.

Stk. 2. I forbindelse med planlagt flytning af et eksisterende produktionsanlæg til en ny position skal operatøren indsende en flytningsanmeldelse til tilsynsmyndigheden.

Stk. 3. Anmeldelse efter stk. 1, nr. 1-3, skal indsendes til tilsynsmyndigheden så tidligt som muligt i projekteringsfasen, således at tilsynsmyndighedens eventuelle bemærkninger vedrørende sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold og forebyggelse af større miljøhændelser kan indgå i færdiggørelsen af designet og i den efterfølgende sikkerheds- og sundhedsredegørelse efter § 23, stk. 1.

Stk. 4. Tilsynsmyndigheden skal hurtigst muligt underrettes om eventuelle ændringer i designet som følge af tilsynsmyndighedens bemærkninger efter stk. 3.

§ 28. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at tilsynsmyndighedens tilladelse indhentes, inden et nyt fast anlæg, et mobilt anlæg eller en rørledning sættes i drift.

Stk. 2. Ansøgningen om en tilladelse efter stk. 1 skal som minimum indeholde

1) tidspunktet for forventet igangsættelse af aktiviteterne,

2) den ønskede varighed af tilladelsen og

3) en sikkerheds- og sundhedsredegørelse, jf. § 23, stk. 1.

Stk. 3. Tilladelsen efter stk. 1 kan forlænges efter ansøgning herom. Ansøgningen skal indeholde ajourført materiale i henhold til stk. 2, nr. 2 og 3.

Stk. 4. For den del af aktiviteterne, der vedrører et mobilt ikkeproduktionsanlæg, kan tilladelsen efter stk. 1 eller forlængelsen efter stk. 3 gives for en periode af højst 5 års varighed.

§ 28 a. Operatøren skal sikre, at tilsynsmyndighedens godkendelse af brøndaktiviteter, som medfører risiko for utilsigtet udslip af stoffer og materialer, der kan føre til en større ulykke, og efterfølgende væsentlige ændringer af brøndaktiviteterne indhentes inden påbegyndelse af aktiviteterne.

Stk. 2. Ansøgningen om godkendelse efter stk. 1 skal indsendes til tilsynsmyndigheden inden for en af tilsynsmyndigheden nærmere fastsat frist og skal som minimum indeholde nærmere oplysninger om brøndens udformning og de foreslåede brøndaktiviteter, en udførlig beskrivelse af ledelsessystemet efter § 19, den uafhængige verifikators resultater og bemærkninger i henhold til § 21, stk. 1, nr. 2, og en beskrivelse af operatørens foranstaltninger på baggrund af disse resultater og bemærkninger, en udførlig beskrivelse af eventuelle ændringer af den interne beredskabsplan, jf. § 45, og en analyse af beredskabseffektiviteten ved olieudslip.

Stk. 3. Operatøren skal efter påbegyndelse af brøndaktiviteterne indsende rapporter herom til tilsynsmyndigheden.

Stk. 4. Operatøren skal gennemføre de foranstaltninger, der danner grundlag for de godkendte brøndaktiviteter, førend disse påbegyndes.

§ 28 b. Operatøren skal underrette tilsynsmyndigheden om brøndaktiviteter, der ikke er omfattet af kravet om godkendelse i § 28 a.«

33. § 29, stk. 1, affattes således:

»Henholdsvis operatøren og ejeren skal indhente tilsynsmyndighedens tilladelse, inden der foretages væsentlige ændringer af et anlæg, en rørledning eller et anlægs eller rørlednings operationelle forhold, der har betydning for risikoen for større ulykker.«

34. I § 29, stk. 2, ændres »§ 25, stk. 1« til: »§ 23, stk. 3«.

35. § 30 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 29 a. I forbindelse med kombineret drift skal operatøren eller, hvis der er flere operatører, en af disse indhente tilsynsmyndighedens tilladelse efter § 29, inden der påbegyndes kombineret drift.

Stk. 2. Henholdsvis operatøren og ejeren, som skal deltage i kombineret drift, skal i fællesskab udarbejde ansøgningen om tilladelse efter stk. 1.

Stk. 3. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at de foranstaltninger, der danner grundlag for tilladelsen, gennemføres.

§ 30. Inden en flytning af et anlæg fra en position til én anden påbegyndes, skal anlæggets henholdsvis operatør og ejer informere tilsynsmyndigheden om den nye position, medmindre der i den forbindelse skal indhentes en tilladelse efter § 29.«

36. I § 31, 1. pkt., § 40, stk. 1, 1. pkt., og §§ 56 og 57 ændres »offshoreanlæg« til: »anlæg eller en rørledning«.

37. I § 31, 1. pkt., ændres »rettighedshaveren« til: »henholdsvis operatøren og ejeren«.

38. I § 31, 2. pkt., indsættes efter »§ 23«: », stk. 3«.

39. § 32, stk. 1, affattes således:

»Efter anmodning herom fra ejeren kan tilsynsmyndigheden give forhåndstilsagn om tilladelse til udførelse af olie- og gasaktiviteter fra et mobilt anlæg, jf. § 28, stk. 1.«

40. I § 32, stk. 3, § 48 og § 65, stk. 1, ændres »den driftsansvarlige virksomhed« til: »ejeren«.

41. § 32 a ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 32 a. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler om,

1) i hvilke tilfælde der skal indsendes en anmeldelse efter § 27, stk. 1, nr. 2,

2) i hvilke tilfælde der skal søges om godkendelse efter § 28 a og tilladelse efter §§ 28, 29, 29 a og 31, og i hvilke tilfælde der kan søges om forhåndstilsagn efter § 32,

3) indhold af anmeldelsen, jf. nr. 1, og ansøgning om godkendelse, tilladelse eller forhåndstilsagn, jf. nr. 2,

4) frister for indsendelse af anmeldelsen, jf. nr. 1, og ansøgning om godkendelse, tilladelse eller forhåndstilsagn, jf. nr. 2,

5) frister for tilsynsmyndighedens bemærkninger efter § 27, stk. 3,

6) indhold af rapporter efter § 28 a, stk. 3, og intervaller for fremsendelse af rapporterne til tilsynsmyndigheden og

7) indhold og tidspunktet for underretningen af tilsynsmyndigheden efter § 27, stk. 4, og § 28 a, stk. 2.

§ 32 b. En anmeldelse efter § 27, en godkendelse eller tilladelse efter §§ 28-29 a og 31 og et forhåndstilsagn efter § 32 kan ikke overdrages til andre, medmindre tilsynsmyndigheden tillader overdragelsen.

§ 32 c. Tilsynsmyndigheden kan tilbagekalde en godkendelse eller tilladelse efter §§ 28-29 a og 31 og et forhåndstilsagn efter § 32,

1) såfremt de bestemmelser, vilkår eller påbud, der er fastsat i loven eller udstedt i medfør af loven, ikke overholdes, jf. dog stk. 2,

2) såfremt der i en ansøgning om godkendelse, tilladelse eller forhåndstilsagn er givet urigtige eller vildledende oplysninger, jf. dog stk. 2, eller

3) såfremt henholdsvis operatøren og ejeren tages under rekonstruktionsbehandling eller erklæres konkurs.

Stk. 2. Kan forholdet afhjælpes af henholdsvis operatøren og ejeren, kan tilbagekaldelse i henhold til stk. 1, nr. 1 eller 2, først ske, efter at tilsynsmyndigheden har givet påbud om inden en nærmere fastsat frist at afhjælpe forholdet, og hvis påbuddet ikke er efterkommet.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden skal tilbagekalde en godkendelse eller tilladelse efter §§ 28-29 a og 31 og et forhåndstilsagn efter § 32, såfremt henholdsvis operatøren og ejeren vurderes ikke at have kapacitet til at opfylde relevante krav i henhold til denne lov eller regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 4. I tilfælde af tilbagekaldelse af en godkendelse, tilladelse eller et forhåndstilsagn efter stk. 1 eller 3 underretter tilsynsmyndigheden den myndighed, der har meddelt tilladelse til udnyttelse af det pågældende rettighedsområde efter undergrundsloven, om afgørelsen.«

42. Overskriften før § 33 affattes således:

»Risikovurdering og risikoreduktion«.

43. §§ 33 og 34 affattes således:

»§ 33. Ved projektering af et nyt fast anlæg, tilsluttet infrastruktur eller en ny rørledning eller ved ændringer af et fast eller et mobilt anlæg, tilsluttet infrastruktur eller en rørledning skal henholdsvis operatøren og ejeren sikre, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, der er forbundet med anlæggets, den tilsluttede infrastrukturs eller rørledningens design, konstruktion, indretning og udstyr, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt. Der skal ved projekteringen af et nyt fast anlæg eller en ny rørledning tages rimeligt hensyn til fremtidige behov for udvidelser af anlæggets eller rørledningens kapacitet og funktion.

§ 34. Henholdsvis operatøren og ejeren skal i forbindelse med drift af et anlæg, tilsluttet infrastruktur eller en rørledning sikre, at sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, der er forbundet med de tilhørende offshore olie- og gasaktiviteter, er identificeret, vurderet og nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

Stk. 2. Henholdsvis operatøren og ejeren skal løbende sikre forbedring af sikkerheds- og sundhedsniveauet gennem fortsat reduktion af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Ved indgåelse af aftale om anvendelse af et ikkeproduktionsanlæg skal operatøren sikre sig, at de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici i forbindelse med anlæggets konstruktion, indretning, udstyr og drift bliver nedbragt så meget, som det er rimeligt praktisk muligt.

Stk. 4. Hvis der under en aktivitet, der gennemføres af henholdsvis en operatør og en ejer, opstår en umiddelbar fare for en større ulykke, skal henholdsvis operatøren og ejeren sikre, at der straks træffes egnede foranstaltninger til at afværge faren, herunder at aktiviteten om nødvendigt standses. Henholdsvis operatøren og ejeren skal underrette tilsynsmyndigheden herom snarest muligt og inden for 24 timer efter at have truffet disse foranstaltninger.«

44. I § 36 ændres »Den driftsansvarlige virksomhed« til: »Henholdsvis operatøren og ejeren af ikkeproduktionsanlæg«, og »sundhedsmæssige« til: »sikkerheds- og sundhedsmæssige«.

45. I § 37 indsættes efter »risikovurdering«: », risikoreduktion«.

46. Overskriften før § 38 affattes således:

»Design, konstruktion, indretning og udstyr«.

47. § 38, stk. 1, affattes således:

»Ved design af et nyt permanent bemandet, fast produktionsanlæg, jf. § 33, stk. 1, og § 42, stk. 1, skal anlægget opdeles i hovedområder baseret på vurderingen af risikoen for større ulykker hidrørende fra aktiviteterne i hvert af disse områder. Hovedområderne skal fysisk adskilles fra hinanden på en sådan måde, at eskalering af en hændelse i ét hovedområde ikke påvirker et andet hovedområde.«

48. I § 38, stk. 2, 1. pkt., ændres »Faste og mobile offshoreanlæg« til: »Anlæg«.

49. I § 38, stk. 3, ændres »Faste og mobile offshoreanlægs indkvarteringsforhold skal« til: »I forbindelse med arbejde og ophold på anlæg skal de tilhørende indkvarteringsforhold«.

50. I § 39, stk. 1, ændres »offshoreanlæg« til: »anlæg«.

51. I § 39 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. I forbindelse med arbejde og ophold på ikkepermanent bemandede anlæg skal der indrettes et passende antal rum til førstehjælp.

Stk. 3. Rummene efter stk. 1 og 2 skal råde over passende udstyr, faciliteter og lægemidler.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

52. I § 39, stk. 2, der bliver stk. 4, ændres »offshoreanlægget« til: »anlægget«, og efter »behandlingsrum« indsættes: », førstehjælpsrum«.

53. I § 39 indsættes som stk. 5:

»Stk. 5. På alle steder på anlægget, hvor arbejdsforholdene kræver det, skal der være materiel til førstehjælp til rådighed, som skal være afmærket og lettilgængeligt.«

54. I § 40, stk. 1, 1. pkt., ændres »offshoreanlæg« til: »anlæg«.

55. I § 40, stk. 2, indsættes efter »Udstyret«: »på anlæg«.

56. I § 41 ændres »offshoreanlægget« til: »anlæg og rørledninger«, og »og dets udstyr« ændres til: », rørledningen og det nødvendige udstyr hertil, jf. § 40, stk. 1,«.

57. I § 42, stk. 1, ændres »offshoreanlægs« til: »anlægs, brøndes og rørledningers«.

58. § 43 affattes således:

»§ 43. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om anlægs, tilsluttet infratrukturs, brøndes og rørledningers design, konstruktion, indretning og udstyr, jf. §§ 38-42.«

59. § 45 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 45. Henholdsvis operatøren og ejeren skal udarbejde en intern beredskabsplan for imødegåelse af konsekvenser af ulykker og faresituationer på et anlæg og tilsluttet infrastruktur. Planen udarbejdes i overensstemmelse med bestemmelser udstedt i medfør af denne lov, jf. § 45 b, og under hensyntagen til den vurdering af de sikkerheds- og sundhedsmæssige risici og risici for større miljøhændelser, der er gennemført i henhold til §§ 33-36, og som indgår i sikkerheds- og sundhedsredegørelsen efter § 23.

Stk. 2. Anvendes et mobilt ikkeproduktionsanlæg til at udføre brøndaktiviteter, skal der i den interne beredskabsplan for anlægget tages højde for den risikovurdering, der er gennemført under udarbejdelsen af ansøgningen om godkendelse af brøndaktiviteterne, der skal indsendes i henhold til § 28 a.

Stk. 3. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at den interne beredskabsplan

1) iværksættes straks ved påbegyndelse af aktiviteterne,

2) er koordineret med den interne beredskabsplan vedrørende bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet, der er udarbejdet efter havmiljøloven og regler udstedt i medfør af havmiljøloven, og

3) er i overensstemmelse med den eksterne beredskabsplan efter § 45 b og den eksterne beredskabsplan i henhold til havmiljøloven og regler udstedt i medfør af havmiljøloven.

Stk. 4. Henholdsvis operatøren og ejeren skal ajourføre den interne beredskabsplan som følge af enhver væsentlig ændring af sikkerheds- og sundhedsredegørelsen efter § 23 eller grundlaget for tilladelserne, som er meddelt i henhold til §§ 28, 29 og 29 a. I forbindelse med en sådan ændring skal tilladelse indhentes hos tilsynsmyndigheden i henhold til § 29 og ændringerne af den interne beredskabsplan meddeles den relevante myndighed eller de relevante myndigheder, der er ansvarlige for udarbejdelsen af den eksterne beredskabsplan.

Stk. 5. Henholdsvis operatøren og ejeren skal i tilfælde af en større ulykke eller en hændelse, hvor der er umiddelbar risiko for en større ulykke, træffe egnede foranstaltninger for at forhindre eskalering og begrænse virkningerne heraf.

Stk. 6. Med henblik på at sikre en effektiv rednings- og bekæmpelsesindsats kan tilsynsmyndigheden påbyde ændringer i den interne beredskabsplan.

§ 45 a. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med miljøministeren og vedkommende minister nærmere regler for den interne beredskabsplan, der er nævnt i § 45, stk. 1-5.

§ 45 b. Beskæftigelsesministeren skal efter forhandling med miljøministeren og vedkommende minister og i samarbejde med henholdsvis operatøren og ejeren udarbejde en ekstern beredskabsplan, der dækker alle offshore olie- og gasaktiviteter, for så vidt angår evakuering og redning af personer.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med miljøministeren og vedkommende minister nærmere regler om den eksterne beredskabsplan, der er nævnt i stk. 1, herunder om videregivelse og offentliggørelse af planen.

Stk. 3. Miljøministeren fastsætter efter forhandling med beskæftigelsesministeren nærmere regler om videregivelse og offentliggørelse af den eksterne beredskabsplan, der er nævnt i stk. 1.«

60. I § 46, stk. 1, ændres »Den driftsansvarlige virksomhed« til: »Henholdsvis operatøren og ejeren«, og efter »ansatte« indsættes: »på henholdsvis produktions- og ikkeproduktionsanlæg«.

61. § 46, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. De ansatte eller repræsentanter for disse skal inddrages i planlægning af arbejdets udførelse, planlægning af indretning af arbejdspladser og planlægning af ændringer af anlægget, for så vidt angår sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold.«

62. I § 46, stk. 3, ændres »Den driftsansvarlige virksomhed« til: »Henholdsvis operatøren og ejeren«, og efter »uddannelse« indsættes: », jf. § 47«.

63. § 47 affattes således:

»§ 47. Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at medlemmerne af det organiserede samarbejde om sikkerhed og sundhed efter § 46, stk. 1, har gennemført en arbejdsmiljøuddannelse og så vidt muligt inden 3 måneder efter valget eller udpegningen af de pågældende.«

64. Efter § 48 indsættes:

»§ 48 a. På anlæg skal der være et tilstrækkeligt antal særligt uddannede ansatte, således at der kan ydes fornøden førstehjælp og om nødvendigt gives behandling efter anvisning fra en læge, uanset om den pågældende læge er til stede på anlægget eller er i land.

Stk. 2. På permanent bemandede anlæg skal de særligt uddannede ansatte efter stk. 1 tillige kunne varetage forebyggende sundhedsmæssige opgaver.«

65. § 49 affattes således:

»§ 49. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om det i § 46, stk. 1, nævnte samarbejde, herunder om beskyttelse af ansatte, der varetager hverv i forbindelse med dette samarbejde, mod afskedigelse eller anden forringelse af deres ansættelsesforhold, om indhold, tilmelding, tilbud og gennemførelse af arbejdsmiljøuddannelsen efter § 47, herunder supplerende arbejdsmiljøuddannelse, og undervisernes kvalifikationer samt godkendelse og kvalitetssikring af udbydere af arbejdsmiljøuddannelsen, om sagkyndig bistand efter § 48 og om uddannelse og antal uddannede efter § 48 a.«

66. § 50, stk. 1, affattes således:

»Henholdsvis operatøren og ejeren skal sikre, at de ansatte, forinden arbejdet påbegyndes på et anlæg, er tilstrækkeligt uddannet til at varetage opgaverne efter anlæggets interne beredskabsplan, jf. § 45, og til at varetage deres egen sikkerhed i en nødsituation.«

67. I § 50 a, stk. 1 og 2, § 50 b og § 50 c, stk. 3, 1. pkt., ændres »Energistyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«.

68. I § 50 d ændres »den driftsansvarlige virksomhed« til: »henholdsvis operatøren og ejeren«, og »Energistyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«.

69. I § 52 ændres »kan fastsætte« til: »fastsætter«, og »driftsansvarlige virksomheders« til: »operatørers, ejeres«, og efter »betydning« indsættes: »til tilsynsmyndigheden og om henholdsvis operatørens og ejerens anmeldelse af større ulykker til Havarikommissionen«.

70. I § 52 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om offentliggørelse og videregivelse til Europa-Kommissionen af oplysninger om større ulykker.«

71. Efter § 52 a indsættes før overskriften før § 53:

»§ 52 b. Virksomheder, der er registreret i Danmark, og som selv eller via datterselskaber gennemfører offshore olie- og gasaktiviteter uden for EU som rettighedshavere eller operatører, skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden indgive oplysninger om større ulykker uden for EU.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler om de oplysninger, der skal indgives efter stk. 1.«

72. I § 55, stk. 1, ændres »arbejdets udførelse og om« til: »drift, arbejdets udførelse,«.

73. I § 55, stk. 2, 3. pkt., ændres »driftsansvarlig virksomhed« til: »henholdsvis operatør, ejer«.

74. I § 55 indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Operatører og ejere skal i samråd med tilsynsmyndigheden og i samarbejde med operatører, ejere og tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater i den Europæiske Union udarbejde og i samråd med tilsynsmyndigheden revidere standarder og retningslinjer for bedste praksis for styring af risici for større ulykker gennem hele design- og driftscyklussen for offshore olie- og gasaktiviteter ved at gøre brug af udveksling af viden, oplysninger og erfaring mellem medlemsstaterne i den Europæiske Union bl.a. gennem Den Europæiske Unions Myndighedsgruppe for Offshore Olie- og Gasaktiviteter (EUOAG).

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke forhold der skal overvejes ved fastsættelse af prioriteter for udarbejdelse af standarder og retningslinjer efter stk. 3.«

75. Overskriften før § 56 affattes således:

»Demontering af faste anlæg«.

76. I § 58, stk. 1 og 2, indsættes efter »regler«: »m.v.«

77. I § 58, stk. 1, ændres »offshoreanlæg« til: »offshore olie- og gasaktiviteter«.

78. I § 58, stk. 3, ændres »Energistyrelsen« til: »tilsynsmyndigheden«, og », herunder Søfartsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Miljøstyrelsen og Statens Luftfartsvæsen« udgår.

79. I § 58, stk. 4, udgår »ud over de i stk. 3 nævnte«.

80. I § 59, stk. 1, 1. pkt., ændres »på offshoreanlæg« til: »i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter«.

81. I § 59, stk. 1, 2. pkt., ændres »offshoreanlæg« til: »offshore olie- og gasaktiviteterne«, og », jf. § 45, stk. 2« udgår.

82. § 60 affattes således:

»§ 60. Beskæftigelsesministeren nedsætter en havarikommission, der skal undersøge større ulykker.

Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1 nævnte kan beskæftigelsesministeren pålægge Havarikommissionen at foretage undersøgelser af hændelser, som må antages at have sikkerheds- eller sundhedsmæssig interesse i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter.

Stk. 3. Når Havarikommissionen har afsluttet en undersøgelse, udarbejder den en rapport om undersøgelsens resultater og Havarikommissionens anbefalinger, som sendes til beskæftigelsesministeren og miljøministeren.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte nærmere regler for Havarikommissionens virksomhed, herunder hvilke rettigheder og pligter Havarikommissionen har i forbindelse med undersøgelser af de i stk. 1 og 2 omfattede forhold.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med miljøministeren fastsætte regler om adgang til og videregivelse af rapporter udarbejdet af Havarikommissionen og om offentliggørelse af disse.«

83. § 61 affattes således:

»§ 61. Beskæftigelsesministeren fører tilsyn med, at denne lov og de regler, der udstedes i medfør af loven, og EU-forordninger om forhold, der er omfattet af loven, overholdes, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fører ikke tilsyn med forhold omfattet af § 13, stk. 3-5, og §§ 14 og 15.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan bemyndige Arbejdstilsynet og efter forhandling med vedkommende minister andre statslige myndigheder, som benævnes tilsynsmyndigheden, til at udøve beføjelser, der ved loven er tillagt beskæftigelsesministeren.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at den i stk. 3 nævnte tilsynsmyndigheds opgaver i nærmere bestemt omfang henlægges til private, herunder klassifikationsselskaber. Tilsynsmyndigheden fører tilsyn med sådanne opgaver.

Stk. 5. For klassifikationsselskaber gælder følgende:

1) Beskæftigelsesministeren kan på nærmere angivne vilkår autorisere klassifikationsselskaber til på tilsynsmyndighedens vegne at varetage opgaver vedrørende maritime forhold på anlæg.

2) Beskæftigelsesministeren og tilsynsmyndigheden er ikke erstatningsansvarlige for fejl begået af de i nr. 1 nævnte klassifikationsselskaber.

3) Beskæftigelsesministeren og tilsynsmyndigheden er ikke forpligtet til selv at varetage opgaver, der er omfattet af en autorisation, der er udstedt i henhold til nr. 1.

4) Udstedes der autorisation i medfør af nr. 1, kan beskæftigelsesministeren, såfremt klassifikationsselskabet ønsker det, indgå aftale om begrænsning af den autoriseredes ansvar for skader, der indtræffer på grund af simpel uagtsomhed under udførelse af de opgaver, som autorisationen omfatter.

5) Beskæftigelsesministeren kan tilbagekalde en autorisation, hvis de vilkår, der er stillet til autorisationen, ikke overholdes.

Stk. 6. Private som nævnt i stk. 4 skal underrette den tilsynsmyndighed, hvis opgaver de har fået tildelt, om farer, der ikke kan afværges, herunder fra udstyr eller dele af udstyr, medmindre der gribes ind.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om forhold nævnt i stk. 6.

Stk. 8. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte nærmere regler om tilsynsmyndighedens opgaver og organisering, jf. stk. 3.«

84. § 63 a, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Tilsynsmyndigheden etablerer en ordning for fortrolig indberetning til tilsynsmyndigheden vedrørende sikkerheds- og sundhedsmæssige problemer i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter. Tilsynsmyndigheden må ikke over for arbejdsgiveren eller andre oplyse, om der er modtaget en indberetning.

Stk. 3. Tilsynsmyndigheden foretager, såfremt en konkret vurdering giver anledning hertil, en nærmere undersøgelse af de indberetninger, der er nævnt i stk. 2. Tilsynsmyndigheden må ikke over for arbejdsgiveren eller andre oplyse, at undersøgelsen foretages på baggrund af en indberetning.«

85. Efter § 64 indsættes:

»§ 64 a. Tilsynsmyndigheden kan fastsætte vilkår i forbindelse med godkendelser og tilladelser efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven og i forbindelse med forhåndstilsagn efter § 32.«

86. § 66 ophæves.

87. I overskriften til kapitel 8 ændres »offshoreanlæg« til: »mobile anlæg«.

88. I § 69, stk. 1, 1. pkt., ændres »offshoreanlæg under efterforsknings- eller indvindingsvirksomhed« til: »anlæg, som udfører offshore olie- og gasaktiviteter«.

89. I § 69, stk. 2, ændres »efterforsknings- eller indvindingsvirksomhed« til: »offshore olie- og gasaktiviteter«.

90. I § 69 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan ændre ansvarsgrænserne i stk. 1, 1. og 2. pkt., i overensstemmelse med vedtagelser truffet i henhold til artikel 8 i 1996-protokollen til Londonkonventionen af 1976 om begrænsning af ansvaret for søretlige krav.«

91. Efter kapitel 8 indsættes:

»Kapitel 8 a

Digital kommunikation

§ 69 a. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation om forhold, som er omfattet af denne lov, til og fra tilsynsmyndigheden skal foregå digitalt. Efter forhandling med vedkommende minister kan tilsvarende regler fastsættes for andre offentlige myndigheder, som har opgaver efter denne lov.

Stk. 2. En digital meddelelse anses efter denne lov for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.«

92. § 70, stk. 1, affattes således:

»Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den rettighedshaver, operatør, ejer, entreprenør, arbejdsgiver, virksomhedsleder og anlægschef, der ikke sørger for at

1) identificere og vurdere risici efter § 5, stk. 1, § 8, stk. 3 og 5, § 10, stk. 1, § 11, stk. 2, 1. pkt., § 33, § 34, stk. 1, eller §§ 35, 36 eller 53,

2) føre tilsyn efter § 6, stk. 1, § 7, 2. pkt., § 9, 2. pkt., § 10, stk. 2, eller § 11, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 2. pkt., eller

3) give instruktion eller oplæring efter § 7, 1. pkt., § 9, 1. pkt., eller § 10, stk. 3, 2. pkt.«

93. § 70, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der

1) overtræder § 5, stk. 2, § 8, stk. 1, 2 og 4, § 10, stk. 3, 1. pkt., og stk. 5, § 11, stk. 1, 3 og 4, § 12, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3, § 13, stk. 1 og 2, § 16 og § 16 a, § 18, stk. 1-6, § 19 og § 19 a, § 21, stk. 1 og 3-5, §§ 23 og 27-31, § 34, stk. 3 og 4, § 45, stk. 1-5, § 46, stk. 1 og 3, § 48 a, § 50, stk. 1, eller § 52 a eller EU-forordninger vedrørende forhold omfattet af denne lov,

2) lader arbejde udføre i strid med § 50, stk. 3, eller § 51, stk. 1-3, eller leder eller fører tilsyn med sådant arbejde eller

3) ikke efterkommer påbud efter § 45, stk. 6, eller påbud eller forbud efter § 64.«

94. I § 70, stk. 5, ændres »den driftsansvarlige virksomhed« til: »henholdsvis operatøren og ejeren«.

95. I § 70, stk. 9, ændres »§ 18, stk. 1-5,« til: »§ 18, stk. 1-6«, og »§ 18, stk. 6« ændres til: »§ 18, stk. 7«.

96. I § 71, stk. 1, nr. 4, ændres »§ 45, stk. 3« til: »§ 45, stk. 6«.

97. §§ 75 og 76 ophæves.

§ 2

I lov om beskyttelse af havmiljøet, jf. lovbekendtgørelse nr. 963 af 3. juli 2013, som ændret ved § 15 i lov nr. 86 af 28. januar 2014, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »samt dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2010 om beskyttelse af vilde fugle (kodificeret udgave), EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7« til: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (kodificeret udgave), EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF, EU-Tidende 2013, nr. L 178, side 66«.

2. I § 33 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for ejeren af et vindmølleanlæg til for egen regning at gennemføre egenkontrol af støj fra vindmølleanlægget eller for egen regning at lade egenkontrollen gennemføre af sagkyndige, herunder autoriserede, akkrediterede eller lignende sagkyndige og tilsvarende laboratorier.«

3. I § 34 a, stk. 1, indsættes efter »straks at«: »iværksætte den interne beredskabsplan, som er påbudt eller reguleret af regler udstedt i medfør af stk. 3, og«.

4. Efter § 34 a indsættes:

»§ 34 b. Miljøministeren udarbejder efter forhandling med forsvarsministeren og under inddragelse af den ansvarlige for driften og, hvis det er relevant, rettighedshaveren en ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet fra platforme og tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om indholdet og revision af planen, herunder om ejerens, rettighedshaverens og den ansvarlige for driftens rolle og økonomiske forpligtigelser i forbindelse med planen og om pligt til at afgive oplysninger til brug for udarbejdelse af planen.«

5. I overskriften til kapitel 12 indsættes efter »Indberetning«: », offentliggørelse og videregivelse af oplysninger m.v.«

6. I § 39, stk. 1, indsættes efter »der reguleres efter denne lov«: », og om offentliggørelse og videregivelse af oplysninger til de kompetente myndigheder, herunder i andre EU-medlemslande og relevante tredjelande, og til Europa-Kommissionen«.

7. I § 42 a, stk. 2, indsættes efter »for platforme«: »eller rørledninger« og efter »fra platformene«: »eller rørledningerne«.

8. I § 42 a, stk. 4, indsættes efter »for platformen«: »eller rørledningen«, og »eller platformen« ændres til: », platformen eller rørledningen«.

9. I § 45 c indsættes efter »tilsynsvirksomhed«: » og om offentliggørelse af oplysninger om udøvelse af tilsynsvirksomheden, herunder om myndighedens organisering og opgaver«.

10. Efter § 45 c indsættes:

»§ 45 d. I den situation, der er nævnt i § 45 b, skal tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør.

Stk. 2. Bringes det ulovlige forhold, jf. stk. 1, ikke til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde fortsat drift af en platform og tilsluttet rørledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde.«

11. I § 47 b indsættes som stk. 4 og 5:

»Stk. 4. Ved den ansvarlige for at undersøge, forebygge og afhjælpe en miljøskade eller en overhængende fare for miljøskade, der hidrører fra efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, forstås den ansvarlige for driften.

Stk. 5. Ved den ansvarlige for at afholde alle omkostninger ved undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade og overhængende fare for miljøskade, der hidrører fra efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, herunder stille sikkerhed og dække administrationsomkostninger efter miljøskadeloven og afholde udgifter efter §§ 47 e og 47 g, forstås rettighedshaveren.«

12. I § 47 c indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Ud over pligten i stk. 1 skal den ansvarlige for driften af en platform og en rørledning ved olie- og kemikalieforurening af havet straks iværksætte den interne beredskabsplan, som er påbudt eller reguleret af regler udstedt i medfør af § 34 a, stk. 3.«

Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 6 og 7.

13. I § 47 c, stk. 5 og 6, der bliver stk. 6 og 7, ændres »stk. 1, 3 og 4« til: »stk. 1, 3, 4 og 5«.

14. I § 47 d indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis miljøskaden eller den overhængende fare for en miljøskade skyldes enhver større miljøhændelse som defineret i offshoresikkerhedsloven.«

15. I § 47 e, 2. pkt., indsættes efter »ansvarlige for driften«: »eller den ansvarlige efter § 47 b, stk. 5,«.

16. I § 47 g, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »ansvarlige for driften«: »eller den ansvarlige efter § 47 b, stk. 5«.

17. I § 47 g, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »efter § 44«: », jf. dog § 47 b, stk. 5«.

18. I § 49, stk. 1, 2. pkt., ændres »Afgørelse om dumpning af optaget havbundsmateriale« til: »Afgørelser efter § 26 og § 34 a, stk. 3,«, og »og § 33, stk. 2« ændres til: »§ 30, stk. 1, § 33, stk. 2 og 4, og § 34 a, stk. 3«.

19. I § 49, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, indsættes efter »§ 26,«: »§ 34 a, stk. 3, og«, og »og § 33, stk. 2,« ændres til: »§ 30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3,«.

20. I § 50, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 26,«: »§ 34 a, stk. 3, og«, og »§ 33, stk. 2,« ændres til: »§ 30, stk. 1, § 33, stk. 2 og 4, og § 34 a, stk. 3,«.

21. I § 51, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »Afgørelser«: »efter § 34 a, stk. 3, og afgørelser«, og »§ 33, stk. 2« ændres til: »§ 30, stk. 1, § 33, stk. 2 og 4, og § 34 a, stk. 3«.

22. I § 51 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Til brug for Natur- og Miljøklagenævnets behandling af klager over afgørelser efter § 34 a, stk. 3, og afgørelser efter regler fastsat i medfør af § 30, stk. 1, og § 34 a, stk. 3, indstiller følgende organisationer sagkyndige til beskikkelse efter § 3 i lov om Natur- og Miljøklagenævnet:

1) Olie Gas Danmark.

2) Danmarks Fiskeriforening.

3) Danmarks Naturfredningsforening.

4) WWF Verdensnaturfonden.

5) Dansk Ornitologisk Forening.

6) Greenpeace.«

Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.

23. I § 51, stk. 4, der bliver stk. 5, ændres »stk. 2 og 3« til: »stk. 2-4«.

24. § 51, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 7, 1. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:

»Klage til Natur- og Miljøklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen, ved anvendelse af digital selvbetjening, jf. dog § 18 b, stk. 2-4, i lov om Natur- og Miljøklagenævnet. Endvidere skal efterfølgende kommunikation om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. En klage anses for indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden.«

25. I § 51 indsættes som stk. 10 og 11:

»Stk. 10. Myndighedens videresendelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med Natur- og Miljøklagenævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Det samme gælder sager, hvor klage ikke er indgivet ved anvendelse af digital selvbetjening, men hvor Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse om, at klagen ikke afvises.

Stk. 11. Indgives en klage ikke ved anvendelse af digital selvbetjening, skal myndigheden snarest videresende klagen til Natur- og Miljøklagenævnet. I sådanne tilfælde finder stk. 7, 4. og 5. pkt., og stk. 8 ikke anvendelse.«

26. I § 52, stk. 1, indsættes efter »§ 26«: », § 34 a, stk. 3,«, og »og § 33, stk. 2« ændres til: »§ 30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3«.

27. § 52, stk. 1, nr. 10 og 11, ophæves, og i stedet indsættes:

»10) Danske Havne,

11) Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID) og

12) Olie Gas Danmark.«

28. I § 52 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Afgørelser truffet efter regler udstedt i medfør af § 33, stk. 4, kan påklages af afgørelsens adressat og de personer, som er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 1.«

29. § 53 a, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3) Påbud efter § 34 a, stk. 3, og godkendelser og tilladelser meddelt i medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3.«

30. I § 53 b indsættes efter »afgørelser efter«: »regler udstedt i medfør af § 33, stk. 4, og afgørelser efter«.

31. I § 55 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Miljøministeren fastsætter regler om pligt for ejeren eller den ansvarlige for driften af en platform og et tilsluttet rørledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, til vederlagsfrit at stille transport til og fra et anlæg, herunder overførsel af udstyr, og kost og logi og andre fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget efter loven eller regler udstedt i medfør af loven.«

32. Efter § 58 b indsættes i kapitel 16:

»§ 58 c. Miljøministeren etablerer en ordning for fortrolig indberetning af miljøproblemer i forbindelse med platforme og tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde. Tilsynsmyndigheden må ikke oplyse over for arbejdsgiver eller andre, om tilsynsmyndigheden har modtaget en indberetning.

Stk. 2. Den ansvarlige for driften af en platform og et tilsluttet rørledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, skal oplyse sine egne ansatte og entreprenører og disses ansatte om den adgang til fortrolig indberetning, der er nævnt i stk. 1, og sikre, at der findes en henvisning hertil i relevant uddannelses- eller informationsmateriale.«

33. I § 59, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »31, stk. 1 og 2,«: »§ 34 a, stk. 1,«, og »og § 54, stk. 1« ændres til: »§ 54, stk. 1, og § 58 c, stk. 2«.

34. I § 59, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »forbud efter § 43 c, stk. 1 og 2,«: »eller § 45 d, stk. 2,«.

35. I § 61, stk. 1, ændres »§ 55, stk. 2,« til: »§ 55, stk. 2 og 3,«.

§ 3

I lov nr. 86 af 28. januar 2014 om ændring af lov om Natur- og Miljøklagenævnet og forskellige andre love (Obligatorisk digital selvbetjening ved indgivelse af klage samt obligatorisk videresendelse af klage over lokalplan til Natur- og Miljøklagenævnet m.v.) foretages følgende ændring:

1. § 15 ophæves.

§ 4

I miljøskadeloven, lov nr. 466 af 17. juni 2008, som ændret bl.a. ved § 11 i lov nr. 1631 af 26. december 2013 og senest ved § 9 i lov nr. 86 af 28. januar 2014, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EF-Tidende 2004, nr. L 143, side 56, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF, EU-Tidende 2013, nr. L 178, side 66, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF, EU-Tidende 2013, nr. L 178, side 66.«

2. § 8, stk. 1, affattes således:

»Ved en miljøskade på vandmiljøet forstås i denne lov en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af

1) den økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller det økologiske potentiale for vandforekomster, der er omfattet af miljømålsloven, eller

2) miljøtilstanden i de havområder, som er omfattet af lov om havstrategi, hvis de særlige miljømæssige aspekter af havmiljøet ikke allerede er omfattet af miljømålsloven.«

3. § 8, stk. 1, affattes således:

»Ved en miljøskade på vandmiljøet forstås i denne lov en skade, som medfører en betydelig negativ påvirkning af

1) den økologiske, kemiske eller kvantitative tilstand eller det økologiske potentiale for vandforekomster, der er omfattet af lov om vandplanlægning, eller

2) miljøtilstanden i de havområder, som er omfattet af lov om havstrategi, hvis de særlige miljømæssige aspekter af havmiljøet ikke allerede er omfattet af lov om vandplanlægning.«

§ 5

I lov nr. 1631 af 26. december 2013 om ændring af lov om vandforsyning m.v., lov om vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen fra vandløb og søer og forskellige andre love (Konsekvensændringer som følge af lov om vandplanlægning) foretages følgende ændring:

1. § 11, nr. 1, ophæves.

§ 6

Stk. 1. Loven træder i kraft den 19. juli 2015.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 2, nr. 24 og 25, og § 4, nr. 2 og 3. Ministeren kan herunder bestemme, at ændringerne træder i kraft på forskellige tidspunkter.

§ 7

Stk. 1. § 1, nr. 18, 23-30, 32-35, 38, 61, 71, 74 og 97, i denne lov, § 32 c, stk. 3, i lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter som affattet ved denne lovs § 1, nr. 41, og § 45, stk. 2, i lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter som affattet ved denne lovs § 1, nr. 59, finder anvendelse fra og med den 19. juli 2016 for operatører, der planlægger eller gennemfører brøndaktiviteter, og for ejere af planlagte ikkeproduktionsanlæg og rørledninger og operatører af planlagte produktionsanlæg og tilsluttet infrastruktur, hvortil der ikke er meddelt tilladelse efter § 28 i lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter, jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 13. maj 2013, ved lovens ikrafttræden. Før dette tidspunkt finder de hidtil gældende regler anvendelse for sådanne brøndaktiviteter, anlæg og tilsluttet infrastruktur samt rørledninger.

Stk. 2. § 1, nr. 18, 23-30, 33-35, 38, 61, 71, 74 og 97, i denne lov, § 32 c, stk. 3, i lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter som affattet ved denne lovs § 1, nr. 41, og § 45, stk. 2, i lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter som affattet ved denne lovs § 1, nr. 59, finder anvendelse fra og med den 19. juli 2018 for anlæg og tilsluttet infrastruktur samt rørledninger, hvortil der er meddelt driftstilladelse efter § 28 i lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter, jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 13. maj 2013, før den 19. juli 2015. Før den 19. juli 2018 finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 3. Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling med miljøministeren nærmere regler om de situationer nævnt i stk. 1 og 2, herunder tilpasning af hidtil gældende regler, der finder anvendelse efter stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., til definitionerne i § 1, nr. 4.

Stk. 4. Regler, der er udstedt efter bestemmelserne i lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter, jf. lovbekendtgørelse nr. 520 af 13. maj 2013, som ophævet eller ændret ved denne lov forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 5. § 2, nr. 24 og 25, finder ikke anvendelse for klager over afgørelser, der træffes, før bestemmelserne træder i kraft. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 6. § 2, nr. 11 og 13-17, og § 4 finder anvendelse for en miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade, der er forvoldt ved en emission eller begivenhed, der finder sted efter den 19. juli 2015. Bestemmelserne finder dog ikke anvendelse på en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, der er forvoldt ved en emission eller en begivenhed, som finder sted efter den 19. juli 2015, når den følger af en bestemt aktivitet, der fandt sted og blev afsluttet inden denne dato. For en sådan miljøskade eller overhængende fare for en miljøskade finder de hidtil gældende regler anvendelse.

§ 8

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2, nr. 24 og 25, og § 4 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Fredensborg Slot, den 23. december 2014

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Rasmus Helveg Petersen

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF, EU-Tidende 2013, nr. L 178, side 66.