Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om rådighed

§ 1

I bekendtgørelse nr. 61 af 25. januar 2012 om rådighed, som ændret ved bekendtgørelse nr. 203 af 29. februar 2012, bekendtgørelse nr. 497 af 29. maj 2012 og bekendtgørelse nr. 1038 af 6. november 2012, foretages følgende ændringer:

1. Indledningen affattes således:

»I medfør af § 52 f, § 57, stk. 5, § 62, stk. 7, § 62 a, stk. 4, § 62 b, stk. 3, § 63 a, stk. 2, § 65, stk. 6, § 65 a, stk. 7, § 88, stk. 4, og § 100 c i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 348 af 8. april 2014, som ændret ved lov nr. 720 af 25. juni 2014, og efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsættes efter bemyndigelse:«

2. I Kapitel 3 indsættes før overskriften før § 13:

»Dagpenge under de første 14 dages sygdom

§ 12. Et medlem, som får dagpenge under de første 14 dages sygdom, jf. § 62, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., er ikke omfattet af kravet om at været tilmeldt som arbejdssøgende, jf. § 6.

Stk. 2. Medlemmet kan tidligst få dagpenge under sygdom fra den dato, medlemmet har meldt sig syg hos a-kassen, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. A-kassen kan udbetale dagpenge under sygdom fra første sygedag, selv om medlemmet ikke har meldt sig syg, hvis der foreligger en fyldestgørende begrundelse for, at medlemmets sygemelding ikke er sket rettidigt.

Stk. 4. I perioden, hvor medlemmet modtager dagpenge under de første 14 dages sygdom, har medlemmet ikke pligt til at overtage henvist arbejde, søge arbejde, møde til samtaler og aktiviteter samt deltage i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. §§ 7-9 a.

Stk. 5. Et medlem kan få dagpenge under de første 14 dages sygdom, uanset om medlemmet ikke opholder sig i Danmark, jf. § 4, hvis der foreligger særlige omstændigheder herfor.«

3. I overskriften før § 13 a ændres »Selvvalgt« til: »Jobrettet«.

4. § 13 a affattes således:

»§ 13 a. Et medlem, der deltager i jobrettet uddannelse, skal stå til rådighed efter reglerne i bekendtgørelse om jobrettet uddannelse til forsikrede ledige.«

§ 2

Bekendtgørelsen træder i kraft den 5. januar 2015.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 23. december 2014

Morten Binder

/ Kirsten Brix pedersen