Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

J.nr. 7100120-12

Klager blev opsagt fra sin stilling som regnskabschef under sin graviditet, da indklagedes regnskabsfunktion blev overtaget af moderselskabet. Det påhvilede indklagede at godtgøre, at opsigelsen ikke var begrundet i graviditeten. Ligebehandlingsnævnet lagde til grund, at der var tale om koncernforbundne selskaber med samme ledelse, som disponerede med fælles mål for øje. Nævnet fandt det ikke godtgjort, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i klagers graviditet og barselorlov. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 370.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev opsagt fra sin stilling som regnskabschef under sin graviditet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt under sin graviditet.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 370.000 kr. med procesrente fra den 16. juni 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat som regnskabschef hos indklagede den 1. oktober 2005.

Hun meddelte i oktober 2010 indklagede, at hun var gravid.

Ved en mail af 3. november 2010 blev medarbejderne hos indklagede orienteret om, at virksomheden skulle flytte til andre lokaler. Indklagede skulle flytte ind som lejer hos virksomheden X A/S, men de to selskaber skulle fortsætte i uændret form og skulle virke uafhængigt af hinanden i dagligdagen. Der var blot tale om at dele de faste omkostninger mellem de to selskaber, idet der derved kunne opnås en betydelig besparelse på driftsomkostningerne for begge selskaber.

Indklagede er et datterselskab til X A/S. Bestyrelserne i de to selskaber er identiske.

Den 19. januar 2011, inden klager gik på orlov, modtog hun en opsigelse, hvoraf det fremgik "Som bekendt har bestyrelsen besluttet, at selskabet som følge af den generelle afmatning på vort primære forretningsområde skal flytte ind som lejer hos [X] A/S i [Y by], og at [X] A/S skal overtage vores økonomifunktion.

Der er desværre herefter ikke længere grundlag for din ansættelse i [indklagede] A/S."

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagedes opsigelse af klager helt eller delvist skyldtes hendes graviditet. Klager ønsker en godtgørelse på 456.000 kr. svarende til 12 måneders løn.

Klager henviser til, at indklagede valgte at nedlægge den funktion, der blev varetaget af en gravid medarbejder. Indklagede har ikke dokumenteret, at klagers graviditet ikke var medvirkende årsag til, at indklagede valgte netop denne besparelsesmulighed.

Økonomifunktionen hos indklagede bestod alene af klager. Hos X A/S blev økonomifunktionen varetaget af medarbejder 1, som blev bistået af en medarbejder 2 fra salgsafdelingen.

Klager oplyser, at medarbejder 2 før opsigelsen af klager brugte ca. halvdelen af sin arbejdstid med arbejde i bogholderiet. Efter opsigelsen beskæftiger medarbejder 2 sig fuld tid med økonomifunktionen og har overtaget debitorbogholderiet i begge selskaber.

Hvis de to selskaber var nødsaget til at sammenlægge økonomifunktionerne, stod bestyrelsen i realiteten med valget mellem at afskedige klager eller medarbejder 1. Indklagede havde således en reel mulighed for at opsige en anden regnskabsmedarbejder. De kunne have ladet regnskabsfunktionen blive hos indklagede, således at X A/S kunne have outsourcet deres regnskabsfunktion til indklagede, og de kunne have honoreret indklagede herfor.

Klager var mere erfaren og bedre uddannet og besad flere kvalifikationer end medarbejder 1, og hun var således fuldt i stand til at varetage økonomifunktionen for de to selskaber endda bedre end medarbejder 1. Klager har arbejdet 10 år i revisionsbranchen. Indklagede var før sammenlægningen beliggende i Z by og X A/S i Y by, hvorfor det ikke var geografien, som hindrede klager i at fortsætte med at varetage økonomifunktionen efter den fysiske sammenlægning.

Klager oplyser, at den væsentligste del af både hendes og medarbejder 1´s arbejde bestod i varetagelse af bogholderifunktionen.

Klager varetog desuden en lang række administrative opgaver hos indklagede, da hun bistod direktøren i det daglige.

Klager har fra kollegaer og ledelse fået det klare indtryk, at hun varetog bogholderifunktionen til stor tilfredshed. Hendes indsats er på intet tidspunkt blevet påtalt af indklagede. Indklagedes revisor har også udtrykt stor tilfredshed med klagers arbejder, herunder når han sammenlignede det med det materiale, han modtog fra medarbejder 1.

Klager mener, at indklagede burde have tilbudt klager at gå ned i løn, hvis lønforskellen mellem klager og medarbejder 1 var afgørende. Klager har således tidligere udvist fleksibilitet overfor indklagede, idet hun tidligere har accepteret en lønnedgang fra 43.000 kr. om måneden til 38.000 kr. om måneden på grund af virksomhedens økonomi. Hun fik i stedet to ekstra fridage om måneden.

Klager og de øvrige medarbejdere var på tidspunktet for hendes tilbud om lønnedgang bekendt med indklagedes økonomiske situation, og tilbuddet blev fra klagers side fremsat med henblik på at støtte op om virksomheden. Hun har i den forbindelse fremlagt en mail fra indklagedes direktør til et af bestyrelsesmedlemmerne, hvoraf det fremgår, at "Vi lavede en mundtlig aftale - Det var [klagers] eget forslag, så firmaet kunne spare penge! ".

Klager finder, at indklagede har erkendt, at der blev foretaget en vurdering af, i hvilket af de to selskaber regnskabsfunktionen skulle nedlægges, og at klagers løn, der var 6.000 kr. højere om måneden end medarbejder 1´s, var medvirkende faktor til, at hun blev afskediget. Indklagede har hermed også erkendt, at lønforskellen mellem klager og medarbejder 1 skulle berettige en opsigelse af klager uanset hendes graviditet, og at de havde et reelt valg mellem de to regnskabsafdelinger og dermed mellem to medarbejdere, hvoraf den ene var gravid og dermed nød en særlig beskyttelse.

Klager finder det derfor bemærkelsesværdigt, at indklagede efterfølgende bestrider, at lønforskellen har haft afgørende betydning for afskedigelsen.

Klager gør gældende, at indklagede havde en omplaceringspligt i forhold til klager, og at denne pligt er mere vidtgående, når der er tale om en gravid medarbejder. Omplaceringspligten gælder uanset at dette måtte betyde, at en anden medarbejder i så fald skal opsiges. Pligten omfatter i hvert fald jobfunktioner, som klager med en vis kortere oplæring kunne varetage.

Klager gør også gældende, at outsourcing af opgaver ikke pr. definition kan begrunde en saglig opsigelse af en gravid medarbejder.

Endvidere havde klager, da hun i 2005 blev ansat en månedsløn på 32.000 kr., der dermed svarer til medarbejder 1´s nuværende løn. Det er ikke utænkeligt, at medarbejder 1, når den økonomiske situation forbedres, vil opnå en lønstigning. Klager mener desuden ikke, at lønforskellen var så signifikant, at dette kan begrunde en saglig opsigelse af en gravid medarbejder. Den sparede løndifference udgør kun en forsvindende procentdel af de samlede besparelser i forbindelse med at reducere lejemålene til ét.

Klager mener, at indklagede opsagde hende, fordi hun stod overfor at skulle aflønnes under barsel uden samtidig at udføre et stykke arbejde.

Indklagede gør gældende, at de ikke har handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Indklagede henviser til, at opsigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i hendes graviditet. Afskedigelsen var alene begrundet i virksomhedens driftsmæssige forhold.

Under et bestyrelsesmøde hos klager i april 2010 blev årsrapporten for selskabet drøftet, og det kunne konstateres, at der var et underskud for 2009 på mere end 700.000 kr.

Dette underskud var blandt andet begrundet i den teknologiske udvikling, der var sket på markedet, men også af den globale finanskrise.

På baggrund heraf blev der truffet beslutning om, at indklagede skulle flytte ind i X A/S lokaler i Y by, idet dette ville medføre en årlig besparelse på ca. 300.000 kr.

Det blev desuden diskuteret, om der skulle reduceres i medarbejderstaben og dermed i lønudgifterne.

De overvejede mulighederne for at outsource en del af indklagedes forretningsfunktioner til X A/S herunder regnskabsfunktionen, idet driftsudgifterne hermed blev reduceret med yderligere 200.000 kr. årligt.

Bestyrelsen traf efterfølgende beslutning om, at indklagedes regnskabsfunktion skulle henlægges til X A/S, hvor regnskabsområdet blev varetaget af medarbejder 1, der var bogholder.

Medarbejder 1 havde været ansat i X A/S siden 1.juli 2005 og havde varetaget regnskabsområdet for X A/S til stor tilfredshed, alt imens hun samtidig fungerede som administrativ leder af X A/S´s kundeservice og administration og ligeledes havde uudnyttet kapacitet. Som daglig leder havde medarbejder 1 ansvaret for det personale, som varetog X A/S´s administrative funktioner blandt andet receptionisten, medarbejdere i kundeserviceafdelingen og debitorassistenten. Hende opgaver var ud over opgaverne som bogholder at tilrettelægge og vejlede i udførelsen af kundeserviceafdelingens arbejdsopgaver så som registrering og vedligeholdelse af serviceforpligtelser og lejeaftaler samt tilrettelæggelse af daglige administrative opgaver (fakturering, ordreoprettelse, ansøgninger m.v.). Der var desuden det væsentlige hensyn, at medarbejder 1 rent ressourcemæssigt gik til en væsentlig lavere løn end klager. På grund af indklagedes økonomiske situation fandtes det derfor mest hensigtsmæssigt, at medarbejder 1 for fremtiden varetog stillingen som bogholder for de to virksomheder.

Forskellen på de to medarbejderes løn har haft medindflydelse på beslutningen om, hvorvidt regnskabsfunktionen skulle bevares hos indklagede eller hos X A/S, men besparelsen var ikke alene begrundet i en lønbesparelse.

Indklagede anfører, at det følger af ledelsesretten, at en arbejdsgiver blandt andet har ret til at lede og fordele arbejdet, samt antage og afskedige medarbejdere, herunder foretage en vurdering af, hvem der kan undværes i forbindelse med en reduktion af antallet af medarbejdere i virksomheden, og at denne vurdering må foretages på baggrund af forholdene på tidspunktet for opsigelsen.

Indklagede havde derfor kompetence til at foretage en vurdering af, hvilke af de to medarbejdere der kunne undværes.

Indklagede bestrider, at lønforskellen har haft afgørende betydning for afskedigelsen. Afskedigelsen var begrundet i, at indklagede nedlagde stillingen.

Indklagede anfører, at indklagede og X A/S var to juridisk uafhængige selskaber. Udover fællesudgifterne til leje af lokaler og husleje havde de to selskaber ingen fælles udgifter. Der var ikke tale om, at de to selskabers regnskabsafdelinger skulle sammenlægges, idet indklagede ved oprettelsen af kontorfællesskabet nedlagde sin regnskabsafdeling fuldstændigt. Indklagede blev herefter ikke pålagt omkostninger til regnskabsfunktionen.

Indklagedes økonomi nødvendiggjorde, at selskabet ikke blev pålagt omkostninger til en regnskabsmedarbejder, og da klager var den eneste ansatte, der varetog denne stilling, var hun reelt den medarbejder, der måtte opsiges. Der var ingen andre stillinger hos indklagede, som kunne tilbydes klager.

Det ville medføre en ny retsstilling, hvis to uafhængige juridiske selskaber, hvis eneste lighed er, at de har samme personkreds i sine bestyrelser, blev pålagt at ansætte hinandens medarbejdere for ikke at overtræde ligebehandlingsloven.

Det var aldrig relevant at foretage et valg mellem klager og medarbejder 1, allerede fordi der var tale om ansættelse i to juridisk uafhængige selskaber.

Opsigelsen af klager var ikke begrundet i utilfredshed med klager, men alene i, at regnskabsfunktionen blev nedlagt.

Indklagede oplyser, at det var på klagers eget initiativ, at hun tidligere var gået ned i løn mod at få to ekstra fridage om måneden. Klager ønskede således sideløbende med hendes ansættelse hos indklagede, at udføre bogholderiarbejde for andre virksomheder.

Afsluttende oplyser indklagede, at deres årsresultat for 2011 viste en balance på 0 kr., hvilket ikke havde været tilfældet, såfremt selskabet havde bibeholdt regnskabsafdelingen.

Det er alene i kraft af, at indklagede flyttede til billigere lejemål og nedlagde regnskabsafdelingen, at de undgik at måtte indgive konkursbegæring i 2011.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Da klager blev opsagt, mens hun var gravid, påhviler det indklagede at godtgøre, at opsigelsen ikke var begrundet i graviditeten.

Ligebehandlingsnævnet har lagt til grund, at indklagede og X A/S er to juridisk uafhængige selskaber, men at der er tale om koncernforbundne selskaber med samme ledelse, som har disponeret med fælles formål for øje. Ligebehandlingsnævnet finder derfor, at de to selskaber skal betragtes under et.

Ligebehandlingsnævnet har også lagt til grund, at indklagede på grund af økonomiske vanskeligheder valgte at flytte sine aktiviteter til moderselskabet X A/S´ adresse for at spare på driftsudgifterne.

Endelig har nævnet lagt til grund, at indklagede valgte at nedlægge regnskabsfunktionen og lade X A/S overtage den. Indklagede havde herefter ingen udgifter til denne funktion.

Nævnet finder det ikke godtgjort, at det var nødvendigt at afskedige klager som led i disse ændringer. Indklagede har derfor ikke godtgjort, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i klagers graviditet og barselorlov.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 370.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 370.000 kr. til klager med procesrente fra den 16. juni 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.