Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnicitet - chikane - uddannelse - ej medhold

J.nr. 7100480-12

Klagen drejede sig om forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med undervisning i kristendom, hvor ordet "perker" blev brugt af læreren. Klager havde været elev på den indklagede efterskole. Han har en dansk mor og en indisk far. Nævnet lagde til grund, at anvendelsen af ordet "perker" ikke var rettet mod klager, men mod den rolle, som klager skulle spille i lignelser fra Det Nye Testamente. Anvendelse af ordet "perker" kunne i den konkrete sammenhæng ikke betegnes som chikane. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med chikane af klager.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede har ikke handlet i strid med lov om etnisk ligebehandling.

Sagsfremstilling

Klager har været elev på den indklagede efterskole. Han har en dansk mor og en indisk far.

I forbindelse med undervisning i kristendom blev ordet "perker" brugt af læreren.

Samarbejdet med efterskolen blev afbrudt den 9. maj 2012 og kort efter klagede klager til efterskolen over at være blevet tiltalt som "perker" af en lærer.

Efterskolen afviste i en mail af 21. maj 2012 beskyldningerne, men i en efterfølgende fremsendt mail fra læreren er det oplyst, at eleverne i forbindelse med en opgave i kristendom tilbage i november 2011 skulle illustrere lignelser fra Det nye testamente med fotos af dem selv i forskellige roller. En af lignelserne var den Barmhjertige Samaritaner. Gruppen med klager spurgte, hvem en "samaritaner" var. For at drage det ind i en nutidig sammenhæng sammenlignede læreren ordet "perker" med "samaritaner".

Der er til sagen fremlagt udsagn fra nogle af eleverne.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling, idet han blev kaldt "perker" af en lærer i en kristendomstime. Han har krav på en godtgørelse og tilbagebetaling af skolepengene.

Klagers mor henvendte sig til forstanderen, der nægtede at høre om episoden og beskyldte klager og hans mor for at skabe ondsindede rygter.

Der blev også afholdt en samtale med den pågældende lærer, der nægtede at have brugt ordet "perker". Han havde aldrig brugt ordet, da han nærmest ikke kendte til det. Måske havde han brugt ordet for flere år siden, men som en forklaring til en elev, der troede, at der var noget, der hed "Perker-land".

Klager og hans mor fik efterfølgende en undskyldning, men forklaringen blev lavet om. Den pågældende lærer havde brugt ordet, men som en ligning fra biblen. Det stemmer dog ikke overens med sandheden, idet flere af eleverne hørte, hvad der blev sagt.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling. Det er ikke rimeligt, at klager stiller krav om tilbagebetaling af skolepenge. Klager har ikke lidt noget økonomisk tab, ligesom klager kun har betalt for den del af opholdet, som han har fået. Hvis han ikke var tilfreds med opholdet, burde han have gjort indsigelse noget før.

Indklagede bekræfter, at klager har været elev på skolen, og at man har været nødt til at afbryde samarbejdet med ham. Der har ikke på noget tidspunkt været samarbejdsproblemer med klager og hans familie, mens han var elev på skolen. Tværtimod vurderes det, at familien har samarbejdet godt i de udfordringer, der har været.

Der er blevet klaget over en episode, der ligger mere end ½ år tilbage i tiden, hvilket gør det vanskeligt at fremkalde præcise detaljer. Indklagede har dog sammen med de elever, der var til stede, forsøgt at genkalde sig situationen, som indklagede vil betegne som en stor misforståelse.

Der er vedlagt en skriftlig redegørelse fra læreren og to andre elever, der var til stede på det pågældende tidspunkt.

Den 9. maj 2012 var indklagede nødt til at afbryde samarbejdet med klager på grund af en negativ attitude, manglende samarbejde og gentagne konflikter med flere af lærerne. Indklagede havde i en længere periode været i tæt kontakt med klager og hans familie i forsøget på at vende den negative udvikling, hvilket kun lykkedes i korte perioder ad gangen.

Klagers mor havde gentagne gange taget racismeproblematikken op i forhold til lærerne, når de eksempelvis havde forlangt aflevering af skolearbejde fra klagers side. En episode udspillede sig med en vagtlærer, hvor klager havde til opgave at klare et rengøringsområde. Han forsøgte at undslå sig med kommentaren; "hvorfor skal jeg det, er det fordi jeg er sort? " Hertil svarede læreren: "Nej, du skal gøre det, fordi du er elev på [efterskolen]". Hans familielærer har også tidligere rejst problematikken med klagers mor, fordi man på skolen har undret sig over, at klager bragte sig selv i fokus på den måde.

Der foregik dengang en dialog om, at klager åbenbart havde nogle oplevelser med i bagagen, som ind imellem fik ham til at italesætte en racismeproblematik, som indklagede oplevede som ubegrundet. Klagers mors kommentar var dengang, at det var en problematik, som hendes søn måtte lære at komme overens med.

I den periode hvor klager bevægede sig på kanten af skolens regelsæt, var indklagede i tæt kontakt med klagers mor. Indklagede mener derfor ikke, at det kommer som en stor overraskelse for klager eller klagers mor, at indklagede til sidst var nødt til at afbryde samarbejdet, da klager ikke viste vilje til at forbedre sin opførsel. Hele hjemsendelsesprocessen forløb egentlig stille og roligt uden den store dramatik. Det var indklagedes indtryk, at der var en gensidig forståelse mellem klagers mor og indklagede.

Efter et par uger dukkede der så en klage op fra klager over en af lærerne, der blev anklaget for at have optrådt racistisk overfor klager. Episoden lå seks måneder tilbage, og indklagede var til at begynde med meget uforstående overfor klagen, da den pågældende lærer med sikkerhed kan sige, at han ikke på noget tidspunkt har optrådt racistisk over for nogen - heller ikke klager.

Indklagede opfattede klagen som en modreaktion på hjemsendelsen af klager, og fik derfor arrangeret et møde med familien. Mødet var ikke særlig konstruktivt, da klager og hans familie og indklagede havde to meget forskellige oplevelser af situationen. Familien blev ved med at fastholde, at deres søn var blevet krænket.

Indklagede gik derfor i gang med at undersøge, hvordan denne misforståelse kunne være opstået og fandt ud af, at den var opstået i en undervisningssituation, der lå helt tilbage før jul, hvor eleverne i klassen havde arbejdet med at dramatisere og modernisere lignelser, herunder "Den barmhjertige samaritaner". Der blev talt om, at samaritanerne på den tid var et folk, man ikke regnede for så meget. En samaritaner var nærmest at sammenligne med et nutidigt nedsættende udtryk som "perker".

I forbindelse med rollefordelingen i den gruppe på tre elever, som klager var en del af, endte det med, at de i gruppen blev enige om at tildele klager rollen som samaritaner, hvorefter læreren sagde, at han så måtte være "perkeren" - klager har en dansk mor og en indisk far. Både elever og lærer grinede, og læreren fornemmede ikke en konflikt i situationen. Der lå ikke nogen nedsættende eller racistisk tænkning bag episoden.

Da indklagede fandt ud af, hvor misforståelsen var startet, skrev læreren et brev til familien, hvor han forklarede og beklagede, hvis han havde stødt klager.

Sagen er i det hele taget kørt temmelig meget af sporet, og klager har tillagt episoden en helt anden betydning, end hvad tilfældet var. Indklagede er ked af, at situationen blev opfattet som den gjorde. Klagers reaktion er på sin vis forståelig, hvis den havde hold i virkeligheden, hvilket indklagede afviser, at den havde.

Indklagede ville gerne have hørt om episoden, da den opstod, da det så ville have været lettere at undersøge, hvad der var passeret på dette tidspunkt. Det ville også have været lettere for de elever, der nu har udtalt sig, at de ikke skulle forsøge at genkalde en episode, der ligger flere måneder tilbage. Indklagede er forundret over, at klagers mor først henvender sig til skolen nu, hvis klager anså det passerede for problematisk allerede seks måneder tidligere. Indklagede oplever det derfor mest som en reaktion på hjemsendelsen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Det fremgår af lov om etnisk ligebehandling, at man ikke må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes race eller etniske oprindelse.

Chikane betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende.

Hvis klageren påviser faktiske omstændigheder, der taler for, at der kan være udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at princippet om ligebehandling ikke er blevet tilsidesat.

Ligebehandlingsnævnet finder, at klager har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at indklagede kan have udsat klager for chikane, der er omfattet af forbuddet mod forskelsbehandling.

Nævnet har herved lagt vægt på, at anvendelsen af udtrykket "perker" efter en subjektiv vurdering kan anses for at være krænkende for klager.

Nævnet finder imidlertid, at det må lægges til grund, at anvendelsen af ordet "perker" ikke var rettet mod klager, men mod den rolle, som klager skulle spille, og derved ikke var egnet til at krænke klagers værdighed. Anvendelsen af ordet "perker" i den konkrete sammenhæng kan ikke betegnes som chikane.

Nævnet har endvidere lagt vægt på, at der var tale om en enkeltstående episode, og at klager først seks måneder efter episoden rettede henvendelse til indklagede og gjorde opmærksom på, at han havde følt sig chikaneret i den konkrete situation.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<7100480-12>