Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 14. januar 2015 i sag 63.2014

A og B

v/forbundssekretær Flemming Warth, Dansk El-Forbund

mod

C

v/konsulent Jesper Elan Ahrenst, TEKNIQ

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Tine Vuust (formand), chefkonsulent Simon Neergaard-Holm (DA) og advokat Ane Kristine Lorentzen (LO). Endvidere har som særligt sagkyndige medlemmer deltaget konsulent Tina Lind Larsen, udpeget af Tekniq, og forbundssekretær Stig K. Pedersen, udpeget af Dansk El-Forbund.

Denne sag drejer sig om virksomhedens ensidige ophævelse af uddannelsesaftalerne.

Mellem klageren, A, født den 2. oktober 1975, og C, blev indgået en uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes som elektriker, bygningsautomatik, med uddannelsesperiode fra den 1. oktober 2012 til den 30. september 2016.

Mellem klageren, B, født den 1. september 1983, og C, blev den 28. november og 27. december 2012 underskrevet en uddannelsesaftale, hvorefter B skulle uddannes som elektriker, bygningsautomatik, med uddannelsesperiode fra den 21. januar 2013 til den 20. juli 2016.

A og B har ved deres faglige organisation, Dansk El-Forbund, ved klageskrift modtaget den 18. november 2014 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede, C, tilpligtes at betale dem hver 53.005 kr.

Påstandsbeløbet udgør 3 måneders løn.

Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb.

Sagen har været mundtligt forhandlet i Tvistighedsnævnet den 13. januar 2015.

Sagsfremstilling

Uddannelsesaftalerne blev ophævet ensidigt af virksomheden med virkning fra den 22. september 2014 med begrundelsen ”ekstrem ordrenedgang”.

Forklaringer

A og B har begge forklaret, at de cirka 14 dage forinden ophævelsen deltog i et personalemøde, hvorunder det blev tilkendegivet, at der var arbejde nok i hvert fald et år frem i tiden. Det kom derfor meget bag på dem, at uddannelsesaftalerne blev ophævet. De fik i situationen ingen hjælp til at finde en anden læreplads.

Procedure

Klager har anført bl.a., at ophævelse af uddannelsesaftalerne ikke var berettiget, idet manglende ordretilgang under alle omstændigheder er et forhold, som virksomheden efter Tvistighedsnævnets faste praksis bærer risikoen for. Derfor skal der tilkendes eleverne en godtgørelse efter nævnets skøn.

Indklagede har anført bl.a., at der i virksomheden opstod en situation med manglende ordretilgang, som gjorde, at virksomheden måtte skære voldsomt ned på antallet af ansatte, og virksomheden havde ikke andet valg end at ophæve uddannelsesaftalerne. Der bør i en sådan situation, hvor der foreligger en reel driftsmæssig begrundelse for ophævelsen, ikke tilkendes en godtgørelse for tab af uddannelsesgode, og under alle omstændigheder bør en sådan godtgørelse udmåles til et langt lavere beløb end påstået.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Ophævelsen af uddannelsesaftalerne er begrundet i svigtende ordretilgang og dermed ikke begrundet i forhold, som eleverne bærer ansvaret for. Der tilkommer dem derfor en godtgørelse for tab af uddannelsesgode.

Tre voterende udtaler:

Under hensyn til, at eleverne var voksenelever, stemmer vi for at tilkende eleverne en godtgørelse efter nævnets faste praksis hver på 50.000 kr.

To voterende udtaler:

Vi stemmer for under de foreliggende omstændigheder at tilkende eleverne en lavere godtgørelse end 50.000 kr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

T h i b e s t e m m e s:

C skal inden 14 dage betale 50.000 kr. til A og 50.000 kr. til B.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse.