Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til øvrige EU dokumenter
32013R1303
 
32014R0508
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål og anvendelse
Kapitel 2 Definitioner
Kapitel 3 Administration
Kapitel 4 Betingelser for tilsagn om tilskud
Kapitel 5 Tilskudsberettigede udgifter
Kapitel 6 Beregning af tilskud
Kapitel 7 Ændring af projekt og overdragelse af tilsagn
Kapitel 8 Udbetaling af tilskud
Kapitel 9 Underretningspligt
Kapitel 10 Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling eller nedsættelse af tilskud
Kapitel 11 Force majeure
Kapitel 12 Klageadgang
Kapitel 13 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om tilskud til investeringer i akvakultur1)

I medfør af § 2, stk. 1-3, og § 9, stk. 4, i lov nr. 1361 af 16. december 2014 om Hav- og Fiskerifonden fastsættes efter bemyndigelse:

Kapitel 1

Formål og anvendelse

§ 1. Formålet med bekendtgørelsen er gennem tilskud til investeringer at øge akvakulturproduktionen og at fremme en miljømæssigt bæredygtig, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig akvakultursektor i overensstemmelse med Akvakulturstrategien.

§ 2. NaturErhvervstyrelsen kan inden for de afsatte bevillingsmæssige rammer give tilsagn om tilskud til følgende aktiviteter:

1) Produktive investeringer i akvakultur.

2) Diversificering af akvakulturproduktion og opdrættede arter.

3) Modernisering af akvakulturenheder, herunder forbedring af arbejds- og sikkerhedsforholdene for akvakulturarbejdere.

4) Forbedringer og modernisering af dyrs sundhed og velfærd, herunder indkøb af udstyr, der skal beskytte fiskebrugene mod vildtlevende rovdyr.

5) Investeringer i forbedring af kvaliteten af eller tilføjelse af værdi til akvakulturprodukter.

6) Genopretning af eksisterende akvakulturdamme eller -laguner gennem fjernelse af slam eller investeringer til at forebygge slamaflejring.

§ 3. Tilsagn om tilskud kan gives til akvakulturvirksomheder og iværksættere på vej ind i akvakultursektoren.

Kapitel 2

Definitioner

§ 4. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Akvakulturvirksomhed: En virksomhed, der ejer eller forpagter et akvakulturanlæg.

2) Små og mellemstore virksomheder: Virksomheder, der er omfattet af definitionen af små og mellemstore virksomheder, jf. Kommissionens henstilling af 6. maj 2003, om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.

3) Akvakulturstrategien: Miljøministeriets og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris Strategi for bæredygtig udvikling af akvakultursektoren i Danmark 2014-2020.

Kapitel 3

Administration

Kontrol

§ 5. NaturErhvervstyrelsen forestår den fysiske kontrol og den administrative kontrol samt den efterfølgende regnskabskontrol af projekter, der modtager tilskud.

Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan til brug for kontrollen indhente oplysninger fra andre myndigheder i fornødent omfang i overensstemmelse med lov om Hav- og Fiskerifonden § 10.

Ansøgning om tilsagn om tilskud

§ 6. Ansøgning kan indsendes fra den 4. februar og skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest den 1. april.

Stk. 2. Er ansøgningsfristen i medfør af stk. 1 en lørdag, søndag, mandag eller helligdag, udløber ansøgningsfristen den anden hverdag (lørdag ikke medregnet), der følger herefter.

Stk. 3. Ansøgning om tilsagn om tilskud skal indsendes på et særligt skema, der findes på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.

Stk. 4. NaturErhvervstyrelsen kvitterer for ansøgningens modtagelse og kan i forbindelse hermed give tilladelse til at iværksætte projektet.

Afgørelse og prioritering

§ 7. NaturErhvervstyrelsen kan give afslag eller delvist afslag på ansøgninger, hvis NaturErhvervstyrelsen vurderer, at

1) ansøgningen ikke er tilstrækkeligt oplyst,

2) ansøgningen ikke kan antages i medfør af artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011,

3) de ansøgte tilskudsberettigede udgifter ikke er rimelige, eller

4) ansøger ikke har dokumenteret, at projektets finansiering er tilvejebragt.

§ 8. NaturErhvervstyrelsen prioriterer de indkomne ansøgninger indenfor hver aktivitet nævnt i § 2.

Stk. 2. Ansøgninger, der omhandler økologisk akvakulturproduktion, vil blive prioriteret højst.

Stk. 3. Øvrige ansøgninger vil blive prioriteret på baggrund af størrelsen af produktionsforøgelsen i forhold til projektets samlede udgifter og under hensyntagen til værdien af det producerede produkt.

Stk. 4. Prioritering efter stk. 3 foretages på baggrund af et pointsystem, som fastlægges af NaturErhvervstyrelsen, og som offentliggøres på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside. Ansøgningen skal opnå et minimum antal point, for at kunne få tilsagn om tilskud. Antallet af point, der som minimum skal opnås, fastsættes af NaturErhvervstyrelsen på baggrund af pointsystemet.

Kapitel 4

Betingelser for tilsagn om tilskud

§ 9. Det er en betingelse for tilsagn om tilskud til et projekt, at

1) de samlede tilskudsberettigede udgifter til projektet udgør mindst 300.000 kr.,

2) ansøgere, der er iværksættere på vej ind i sektoren, indsender en forretningsplan, og, hvis udgifterne til det samlede projekt overstiger 375.000 kr., en gennemførlighedsundersøgelse, herunder en miljøvurdering af investeringerne,

3) ansøgninger, der indebærer teknologiske og markedsmæssige risici, indeholder en gennemførlighedsundersøgelse,

4) ansøgninger om øgning i produktionen, modernisering af eksisterende eller opbygning af nye akvakulturvirksomheder, er i overensstemmelse med Akvakulturstrategien,

5) ansøger kan påvise teknisk og økonomisk levedygtighed for virksomheden og projektet, efter projektet er gennemført,

6) der i henhold til analysen af markedsudsigter for akvakulturproduktionen i Danmark er bæredygtige markedsudsigter for den art, der produceres i akvakulturvirksomheden,

7) tilsagnshaver har et særskilt regnskabssystem eller en passende regnskabskode for alle transaktioner med tilknytning til projektet,

8) de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder er opnået inden anmodning om første udbetaling,

9) ansøger afgiver de oplysninger, NaturErhvervstyrelsen anmoder om til brug for sagsbehandlingen,

10) projektet afsluttes senest den dato, der er anført i tilsagnet,

11) projektet ikke ændres væsentligt, ophører eller flyttes uden for programområdet, i fem år fra slutudbetaling,

12) tilsagnshaver indsender udbetalingsanmodning, opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter, alle udgiftsbilag, dokumentation for betaling og slutrapport rettidigt til NaturErhvervstyrelsen,

13) tilsagnshaver, hvis projektet eller dele heraf er omfattet af EU’s udbudsregler eller tilbudslovens regler, holder dokumenter, som dokumenterer, at EU’s udbudsregler eller tilbudslovens regler er overholdt, tilgængelige i mindst fem år fra slutudbetaling, og

14) tilsagnshaver sikrer, at kontrolmyndigheden har adgang til at kontrollere projektet.

Stk. 2. Det er, udover hvad der fremgår af stk. 1, en betingelse for tilskud, at tilsagnshaver afgiver de oplysninger, som NaturErhvervstyrelsen beder om, to år efter projektet er afsluttet. Oplysningerne skal være nødvendige for at kunne overvåge og evaluere Hav- og fiskeriudviklingsprogrammet, navnlig med hensyn til at opfylde specifikke mål og prioriteter.

Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen fastsætter i tilsagnet nærmere betingelser om tilsagnshavers forpligtelse til at informere om den offentlige medfinansiering af projektet, herunder krav om skiltning.

Stk. 4. NaturErhvervstyrelsen fastsætter i tilsagnet nærmere betingelser om tilsagnshavers forpligtelse til at opbevare udbetalingsanmodninger med tilhørende originale regnskabsbilag i overensstemmelse med artikel 140 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006.

Kapitel 5

Tilskudsberettigede udgifter

§ 10. De tilskudsberettigede udgifter kan omfatte

1) udgifter til investeringer på akvakulturvirksomheden, og

2) honorar til konsulentbistand, herunder arkitekt og ingeniør, dog højst 10 pct. af de samlede udgifter til projektet.

Stk. 2. Udgifterne skal være nødvendige for at gennemføre projektet og skal være direkte relateret til gennemførelsen af projektet.

Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen kan efter ansøgning godkende andre udgifter, end dem nævnt i stk. 1, som tilskudsberettigede. Det er en betingelse for godkendelse, at NaturErhvervstyrelsen vurderer, at udgifterne er af væsentlig betydning for projektets gennemførelse.

§ 11. De tilskudsberettigede udgifter kan ikke omfatte

1) udgifter, hvortil der gives andre EU-tilskud,

2) udgifter, hvortil der er modtaget tilskud fra anden offentlig myndighed, undtagen særlige garantier, kautioner og lignende, jf. § 13,

3) udgifter til køb af brugt udstyr og brugt materiel,

4) udgifter til leje og leasing af udstyr og materiel,

5) moms, med mindre denne endeligt bæres af tilsagnshaver,

6) finansierings- og pengeinstitutomkostninger,

7) udgifter i form af naturalydelser, som omhandlet i artikel 69, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006,

8) udgifter vedrørende aktiviteter, som tilsagnshaver er forpligtet til at gennemføre i medfør af anden lovgivning,

9) udgifter som tilsagnshaver har afholdt, inden NaturErhvervstyrelsen har givet tilladelse til at iværksætte projektet,

10) eget arbejde,

11) investeringer i fiskerfartøjer som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF,

12) simple genanskaffelser og

13) almindelige driftsudgifter.

Kapitel 6

Beregning af tilskud

§ 12. NaturErhvervstyrelsen kan give tilskud på 40 pct. af de tilskudsberettigede udgifter til mikro-, små og mellemstore virksomheder.

Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan give tilskud på 30 pct. af de tilskudsberettigede udgifter til store virksomheder.

Stk. 3. Tilskuddet kan højst udgøre 12,0 mio. kr. pr. projekt.

§ 13. Tilskud efter denne bekendtgørelse kan kombineres med anden offentlig national støtte i form af garanti, kaution eller lignende, til udgifter der er tilskudsberettigede efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Ydes der anden støtte, som nævnt i stk. 1, nedsættes tilskuddet efter denne bekendtgørelse, så den samlede offentlige støtte ikke overstiger det maksimale tilskudsloft, der er fastsat i § 12.

Kapitel 7

Ændring af projekt og overdragelse af tilsagn

§ 14. Ændring af et projekt, kan godkendes af NaturErhvervstyrelsen på betingelse af, at ændringen er i overensstemmelse med projektets formål. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af NaturErhvervstyrelsen, inden ændringen iværksættes.

Stk. 2. Anmodning om ændring af et projekt skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet.

Stk. 3. Tilsagnsbeløbet kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt.

§ 15. NaturErhvervstyrelsen kan efter ansøgning tillade, at tilsagnet overdrages til en anden, der ifølge § 3 kan være tilsagnshaver. Den, der får overdraget tilsagnet, overtager alle rettigheder og forpligtelser efter tilsagnet.

Kapitel 8

Udbetaling af tilskud

§ 16. Udbetaling af tilskud sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter. Anmodning om udbetaling af tilskud skal indsendes på et særligt skema og vedlægges alle udgiftsbilag samt dokumentation for betaling. Skema til udbetalingsanmodning findes på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Tilskud kan udbetales i én rate- og én slutudbetaling. Rateudbetalingen skal udgøre mindst 20 pct. af det samlede tilsagnsbeløb.

Stk. 3. Det er en betingelse for udbetaling af ratetilskud, at NaturErhvervstyrelsen kan godkende anmodningen om udbetaling af raten.

§ 17. Anmodning om slutudbetaling skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest tre måneder efter datoen, hvor projektet senest skal være afsluttet.

Stk. 2. Anmodning om slutudbetaling skal være vedlagt en opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter, alle udgiftsbilag, dokumentation for betaling og slutrapport. Slutrapporten skal udfærdiges på et særligt skema, der findes på NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.

Stk. 3. Det er en betingelse for slutudbetaling, at NaturErhvervstyrelsen har godkendt den endelige opgørelse og slutrapport for projektet.

§ 18. NaturErhvervstyrelsen overfører tilskuddet til tilsagnshavers NemKonto.

Kapitel 9

Underretningspligt

§ 19. Tilsagnshaver skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilsagn om tilskud skal opfyldes, på forlangende afgive en erklæring til NaturErhvervstyrelsen om, hvorvidt betingelserne for tilsagn om tilskud fortsat opfyldes.

Stk. 2. Tilsagnshaver skal i hele perioden, hvor betingelserne for tilskud skal opfyldes, uden ugrundet ophold skriftligt at give NaturErhvervstyrelsen meddelelse om forhold, der kan medføre bortfald af tilsagn eller tilbagebetaling eller nedsættelse af tilskud efter Kapitel 10.

Kapitel 10

Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling eller nedsættelse af tilskud

§ 20. NaturErhvervstyrelsen kan træffe afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis

1) ansøger har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,

2) tilsagnshaver tilsidesætter sine pligter efter § 8 og § 9, stk. 2, i lov om Hav- og Fiskerifonden, eller

3) betingelserne for tilsagn om tilskud ikke er opfyldt.

Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan endvidere træffe afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet.

§ 21. Uanset § 20 kan NaturErhvervstyrelsen opretholde tilsagnet og foretage en proportional nedsættelse af den samlede værdi af de tilskudsberettigede udgifter, hvis NaturErhvervstyrelsen vurderer, at følgende er overtrådt:

1) Betingelsen i § 9, stk. 1, nr. 11 og 13.

2) Betingelser fastsat i medfør af § 9, stk. 2-4.

3) § 20, stk. 1, nr. 2.

4) § 20, stk. 2.

5) EU’s udbudsregler eller reglerne i tilbudsloven.

6) Tilsagnshaver, efter modtagelsen af tilsagn om tilskud og inden fem år efter udbetaling, overtræder artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011.

§ 22. Ved overtrædelse af reglerne nævnt i § 21 vil tilskuddet blive nedsat forholdsmæssigt ud fra en vurdering af art og grovhed af overtrædelsen og det eventuelle tab for Den Europæiske Hav- og Fiskerifond.

Stk. 2. Ved overtrædelse af reglen i § 21, nr. 6, vil tilskuddet desuden blive nedsat forholdsmæssigt ud fra en vurdering af varighed og hyppighed af overtrædelsen og betydningen af tilskuddet for tilsagnshavers økonomiske aktivitet.

Kapitel 11

Force majeure

§ 23. NaturErhvervstyrelsen kan anerkende tilfælde af force majeure og andre ekstraordinære omstændigheder, der forhindrer tilsagnshaver i at gennemføre projektet, og dermed ikke medfører bortfald af tilsagn og tilbagebetaling eller nedsættelse af tilskud.

Stk. 2. Hvis tilsagnshaver eller dennes dødsbo ønsker at påberåbe sig force majeure eller andre ekstraordinære omstændigheder, skal dette meddeles NaturErhvervstyrelsen skriftligt senest 15 arbejdsdage efter det tidspunkt, hvor tilsagnshaver eller dennes dødsbo er i stand til at gøre det. Meddelelsen skal være vedlagt fyldestgørende dokumentationsmateriale.

Stk. 3. Det er en betingelse for anerkendelse af force majeure eller andre ekstraordinære omstændigheder i konkrete tilfælde, at de indtrufne begivenheder forhindrer tilsagnshaver i at opfylde sine forpligtelser, og at tilsagnshaver ikke ved en forholdsmæssig indsats kunne have sikret sig herimod.

Kapitel 12

Klageadgang

§ 24. Afgørelser truffet af NaturErhvervstyrelsen kan påklages til Fødevareministeriets Klagecenter.

Stk. 2. Klagen skal være skriftlig og skal indgives gennem NaturErhvervstyrelsen.

Stk. 3. Klagefristen er 4 uger for afgørelser, der er truffet i medfør af denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Fødevareministeriets Klagecenter kan inden for 6 måneder efter afgørelsen se bort fra overskridelse af klagefristen, når overskridelsen af særlige grunde er undskyldelig.

Stk. 5. NaturErhvervstyrelsen kan genoptage en sag, efter at der er indgivet klage.

Stk. 6. Afgørelser truffet af Fødevareministeriets Klagecenter i klagesager kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Kapitel 13

Ikrafttræden

§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. februar 2015.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 212 af 9. marts 2010 om tilskud til etablering og modernisering af akvakulturanlæg ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for tilsagn, der er givet i medfør heraf, og for ansøgninger, som er indgivet, men endnu ikke er færdigbehandlet den 4. februar 2015.

NaturErhvervstyrelsen, den 29. januar 2015

Jette Petersen

/ Lone Pinnerup Frederiksen

Officielle noter

1) I bekendtgørelsen er medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 508/2014/EU af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1255/2011, EU-Tidende 2014, nr. L 149, side 1, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1303/2013/EU af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning nr. 1083/2006, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 320. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.