Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 7-trins-skalaen m.v.
Kapitel 2 Bedømmelse m.v.
Kapitel 3 Beståkrav m.v.
Kapitel 4 Eksamensbeviser
Kapitel 5 Krav til studieordningen
Kapitel 6 Dispensation
Kapitel 7 Klager over uddannelsesinstitutionens afgørelser
Kapitel 8 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Bilag 1 Oversættelse af karakterskalaen til engelsk
Bilag 2 Relationer mellem karakterskalaen og ECTS-skalaen
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (karakterbekendtgørelsen)

I medfør af § 15, stk. 1 og 2, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011, § 12, stk. 1, og § 24 i lov om maritime uddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 466 af 8. maj 2013, som ændret ved lov nr. 898 af 4. juli 2013 og lov nr. 750 af 25. juni 2014, § 19 og § 30, stk. 2, i lov om erhvervsrettet grunduddannelse og videregående uddannelse (videreuddannelsessystemet) for voksne, jf. lovbekendtgørelse nr. 578 af 1. juni 2014, § 8, stk. 1, og § 34, stk. 1, i lov om universiteter, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 14. august 2014, § 34, stk. 2 og 4, i lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 1040 af 3. september 2014, § 22, stk. 1, og § 30 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1147 af 23. oktober 2014, § 10, stk. 1, og § 15, stk. 2, i lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner, jf. lovbekendtgørelse nr. 59 af 26. januar 2015, og § 2, stk. 9 og 10, og § 18, stk. 2, i lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 64 af 26. januar 2015, og efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse fastsættes:

Kapitel 1

7-trins-skalaen m.v.

§ 1. Studerende skal ved prøver, der indgår i eksaminer, og ved prøver i enkeltfag bedømmes individuelt efter følgende karakterskala (7-trins-skalaen), jf. dog stk. 3 og 4:

12:
For den fremragende præstation
10:
For den fortrinlige præstation
7:
For den gode præstation
4:
For den jævne præstation
02:
For den tilstrækkelige præstation
00:
For den utilstrækkelige præstation
-3:
For den ringe præstation

Stk. 2. Ved oversættelse af karakterskalaen til engelsk anvendes de betegnelser, som fremgår af bilag 1 til denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Bedømmelsen »Bestået« eller »Ikke bestået« kan anvendes efter reglerne i eksamensbekendtgørelserne eller bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse.

Stk. 4. Bekendtgørelsens bestemmelser om bedømmelsen »Bestået« eller »Ikke bestået« finder tilsvarende anvendelse ved bedømmelsen »Godkendt« eller »Ikke godkendt«.

Stk. 5. Karakterskalaen finder anvendelse ved afgivelse af årskarakterer og lignende standpunktsbedømmelser ved de maritime ungdomsuddannelser.

§ 2. Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets, fag- eller uddannelseselementets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler.

§ 3. Karakteren 10 gives for den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets, fag- eller uddannelseselementets mål, med nogle mindre væsentlige mangler.

§ 4. Karakteren 7 gives for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets, fag- eller uddannelseselementets mål, med en del mangler.

§ 5. Karakteren 4 gives for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets, fag- eller uddannelseselementets mål, med adskillige væsentlige mangler.

§ 6. Karakteren 02 gives for den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets, fag- eller uddannelseselementets mål.

§ 7. Karakteren 00 gives for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets, fag- eller uddannelseselementets mål.

§ 8. Karakteren -3 gives for den helt uacceptable præstation.

Kapitel 2

Bedømmelse m.v.

§ 9. Bedømmelse af præstationer skal ske på grundlag af de faglige mål, der er opstillet for det pågældende fag, fag- eller uddannelseselement (absolut karaktergivning). Der må ikke tilstræbes nogen bestemt fordeling af karaktererne (relativ karaktergivning).

§ 10. Bedømmelsen sker på baggrund af en samlet vurdering af, i hvilken grad præstationen opfylder de mål for faget, fag- eller uddannelseselementet, som er fastsat i bekendtgørelsen for den enkelte uddannelse, studieordningen m.v.

Stk. 2. Uddannelsesinstitutionen fastsætter i studieordningen præcise målbeskrivelser og kriterier for vurdering af målopfyldelsen, jf. §§ 2-8, for de enkelte fag, fag- eller uddannelseselementer, som afsluttes med en prøve.

§ 11. Medvirker en eksaminator og en censor ved bedømmelsen, gives bedømmelsen efter drøftelse mellem dem.

Stk. 2. Er eksaminator og censor ikke enige om karakteren, giver de hver en karakter. Karakteren for prøven er gennemsnittet af disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Ligger gennemsnittet midt imellem to karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis censor har givet den højeste karakter, og ellers nærmeste lavere karakter.

Stk. 3. Er eksaminator og censor ikke enige om, hvorvidt præstationen skal bedømmes til »Bestået« eller »Ikke bestået«, er censors bedømmelse afgørende.

§ 12. Medvirker flere eksaminatorer eller flere censorer ved bedømmelsen, gives bedømmelsen efter drøftelse mellem dem.

Stk. 2. Er eksaminatorerne og censorerne ikke enige om karakteren, giver eksaminatorgruppen og censorgruppen hver en karakter. Hvis der ikke er enighed inden for eksaminatorgruppen eller censorgruppen om karakteren, giver hver eksaminator eller censor en karakter. Hver gruppes karakter er gennemsnittet af de afgivne karakterer inden for gruppen afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Der rundes op, hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer. Den endelige karakter for prøven er gennemsnittet af eksaminatorgruppens og censorgruppens karakterer. Ligger gennemsnittet midt imellem to karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis censorgruppen har givet den højeste karakter, og ellers nærmeste lavere karakter.

Stk. 3. Er eksaminatorerne og censorerne ikke enige om, hvorvidt præstationen skal bedømmes til »Bestået« eller »Ikke bestået«, er bedømmelsen »Bestået«, hvis mindst halvdelen af bedømmerne, heraf mindst en censor, giver denne bedømmelse.

§ 13. Det kan fastsættes i studieordningen, at en karakter består af flere delkarakterer for forskellige præstationer (delprøver). I så fald er karakteren gennemsnittet af delkaraktererne afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Der rundes op, hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer.

Stk. 2. Det kan fastsættes i studieordningen, at delkaraktererne tæller med forskellig vægt, når den samlede karakter skal fastsættes. I så fald er karakteren summen af de enkelte karakterer, hver multipliceret med karakterens vægt, divideret med summen af vægtene og herefter afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Der rundes op, hvis gennemsnittet ligger midt imellem to karakterer.

§ 14. Når en prøve er påbegyndt, skal der gives en bedømmelse, medmindre prøven afbrydes på grund af bortvisning eller på grund af sygdom, der berettiger til sygeprøve, jf. eksamensbekendtgørelserne.

Kapitel 3

Beståkrav m.v.

§ 15. En prøve er bestået, når den studerende opnår mindst karakteren 02 eller bedømmelsen »Bestået«. En bestået prøve kan ikke tages om, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Består en prøve af flere delprøver, skal karakteren for den samlede prøve, jf. § 13, være mindst 02. Hvis den samlede prøve er bestået, kan delprøver med karakteren 00 eller -3 ikke tages om, jf. dog stk. 3. Selv om den samlede prøve ikke er bestået, kan delprøver med karakteren 02 eller derover ikke tages om, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Det kan fastsættes i studieordningen, at der ved en eller flere delprøver skal være opnået mindst en bestemt karakter i skalaen.

Stk. 4. Det kan fastsættes i studieordningen, at to eller flere prøver skal bestås i samme eksamenstermin.

§ 16. Det kan fastsættes i studieordningen, at to eller flere prøver bestås på et samlet karaktergennemsnit. I så fald skal gennemsnittet være mindst 2,0 uden oprunding.

Stk. 2. Det kan fastsættes i studieordningen, at en prøve med karakteren 00 eller -3 ikke kan tages om, hvis prøven er bestået efter regler fastsat efter stk. 1, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Det kan fastsættes i studieordningen, at der ved en eller flere prøver, der bestås på et samlet karaktergennemsnit, jf. stk. 1, skal være opnået mindst en bestemt karakter i skalaen.

Stk. 4. Det kan fastsættes i studieordningen, at de enkelte karakterer, der indgår i et samlet karaktergennemsnit, jf. stk. 1, tæller med forskellig vægt ved beregningen af gennemsnittet. I så fald er gennemsnittet summen af de enkelte karakterer, hver multipliceret med karakterens vægt, divideret med summen af vægtene.

Stk. 5. Prøver, der udbydes efter reglerne i bekendtgørelse om deltidsuddannelse og bekendtgørelse om åben uddannelse og tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser m.v., skal bestås for sig.

§ 17. Det fastsættes i studieordningen, hvilke karakterer der indgår i det samlede eksamensresultat.

Stk. 2. Det kan fastsættes i studieordningen, at det samlede eksamensresultat udtrykkes ved en gennemsnitskvotient. Ved beregningen af gennemsnitskvotienten medtages én decimal. Ved beregningen indgår ikke fag, fag- eller uddannelseselementer, hvor der er anvendt bedømmelsen »Bestået« eller »Ikke bestået«.

Stk. 3. Det kan fastsættes i studieordningen, at de enkelte karakterer, der indgår i det samlede eksamensresultat, tæller med forskellig vægt ved beregningen af gennemsnitskvotienten. I så fald er gennemsnitskvotienten summen af de enkelte karakterer, hver multipliceret med karakterens vægt, divideret med summen af vægtene.

§ 18. En eksamen er bestået, når gennemsnitskvotienten, jf. § 17, stk. 2 og 3, er mindst 2,0 uden oprunding, og når alle prøver, der bedømmes med »Bestået« eller »Ikke bestået«, er bestået. Hvis der er fastsat særlige beståkrav i studieordningen efter §§ 15 eller 16, skal de tillige være opfyldt. Hvis der ikke beregnes en gennemsnitskvotient, skal alle prøver, der indgår i eksamen, være bestået, jf. §§ 15 og 16.

Stk. 2. Det kan fastsættes i studieordningen, at der ved en eller flere prøver, som indgår i gennemsnitskvotienten, skal være opnået mindst en bestemt karakter i skalaen.

Kapitel 4

Eksamensbeviser

§ 19. På eksamensbeviser skal der ved hver karakter efter 7-trins-skalaen tilføjes det bogstav fra ECTS-skalaen, som svarer til den pågældende karakter, jf. bilag 2 til denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Udsteder uddannelsesinstitutionen dokumentation for beståede dele af uddannelsen til studerende, som forlader uddannelsen uden at have gennemført den, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse.

Kapitel 5

Krav til studieordningen

§ 20. I studieordningen for den enkelte uddannelse fastsættes følgende:

1) Præcise målbeskrivelser og kriterier for vurdering af målopfyldelsen for de enkelte fag, fag- eller uddannelseselementer, som afsluttes med en prøve, jf. § 10, stk. 2.

2) Eventuelle regler om delprøver, jf. § 13.

3) Eventuelle regler om, at der ved en eller flere delprøver skal være opnået mindst en bestemt karakter i skalaen, jf. § 15, stk. 3.

4) Eventuelle regler om, at to eller flere prøver skal bestås i samme eksamenstermin, jf. § 15, stk. 4.

5) Eventuelle regler om, at to eller flere prøver bestås på et samlet karaktergennemsnit, jf. § 16, stk. 1-4.

6) Hvilke karakterer der indgår i det samlede eksamensresultat, jf. § 17, stk. 1.

7) Eventuelle regler om, at det samlede eksamensresultat udtrykkes ved en gennemsnitskvotient, jf. § 17, stk. 2 og 3.

8) Eventuelle regler om, at der ved en eller flere prøver, som indgår i gennemsnitskvotienten, skal være opnået mindst en bestemt karakter i skalaen, jf. § 18, stk. 2.

Kapitel 6

Dispensation

§ 21. Styrelsen for Videregående Uddannelser kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det er begrundet i usædvanlige forhold.

Stk. 2. Styrelsen kan tillade, at bekendtgørelsen fraviges som et led i forsøg.

Kapitel 7

Klager over uddannelsesinstitutionens afgørelser

§ 22. Uddannelsesinstitutionens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan indbringes for Styrelsen for Videregående Uddannelser af den, afgørelsen vedrører (klageren), når klagen vedrører retlige spørgsmål. Fristen for indgivelse af klage er to uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren.

Stk. 2. Klagen indgives til uddannelsesinstitutionen, der afgiver en udtalelse. Klageren skal have lejlighed til at kommentere uddannelsesinstitutionens udtalelse inden for en frist af mindst en uge. Uddannelsesinstitutionen sender klagen til styrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer.

Stk. 3. Styrelsens afgørelser kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Kapitel 8

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 23. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. september 2015.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1601 af 17. december 2014 om karakterskala og anden bedømmelse ved uddannelser på Uddannelses- og Forskningsministeriets område (Karakterbekendtgørelsen) ophæves.

§ 24. For studerende, som har karakterer givet efter 13-skalaen, og som ikke har gennemført og bestået deres uddannelse finder stk. 2-4 anvendelse.

Stk. 2. På eksamens-, prøve- eller afgangsbeviser udstedt den 1. september 2007 eller senere konverteres karakterer givet efter 13-skalaen til karakterer efter 7-trins-skalaen. En eventuel gennemsnitskvotient, jf. § 17, stk. 2 og 3, skal i så fald beregnes på basis af karaktererne efter 7-trins-skalaen. For konverterede karakterer skal karakteren efter 13-skalaen tillige fremgå af beviset.

Stk. 3. En delkarakter, som er givet efter 13-skalaen, konverteres til 7-trins-skalaen, hvis en eller flere delkarakterer er givet efter 7-trins-skalaen, sådan at den samlede karakter gives efter 7-trins-skalaen.

Stk. 4. Konvertering sker efter følgende oversættelsesskala:

13-skala
13
11
10
9
8
7
6
5
03
00
7-trins-skala
12
12
10
7
7
4
02
00
00
-3

Uddannelses- og Forskningsministeriet, den 3. februar 2015

Sofie Carsten Nielsen

/ Pernille Olesen Mønnike


Bilag 1

Oversættelse af karakterskalaen til engelsk

12:
For an excellent performance displaying a high level of command of all aspects of the relevant material, with no or only a few minor weaknesses.
10:
For a very good performance displaying a high level of command of most aspects of the relevant material, with only minor weaknesses.
7:
For a good performance displaying good command of the relevant material but also some weaknesses.
4:
For a fair performance displaying some command of the relevant material but also some major weaknesses.
02:
For a performance meeting only the minimum requirements for acceptance.
00:
For a performance which does not meet the minimum requirements for acceptance.
-3:
For a performance which is unacceptable in all aspects.


Bilag 2

Relationer mellem karakterskalaen og ECTS-skalaen

Karakteren 12 på 7-trins-skalaen svarer til A på ECTS-skalaen
Karakteren 10 på 7-trins-skalaen svarer til B på ECTS-skalaen
Karakteren 7 på 7-trins-skalaen svarer til C på ECTS-skalaen
Karakteren 4 på 7-trins-skalaen svarer til D på ECTS-skalaen
Karakteren 02 på 7-trins-skalaen svarer til E på ECTS-skalaen
Karakteren 00 på 7-trins-skalaen svarer til Fx på ECTS-skalaen
Karakteren -3 på 7-trins-skalaen svarer til F på ECTS-skalaen