Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse før orlov - ej medhold

J. nr. 2014-6810-32841

En tandlæge blev afskediget få dage efter, at han var kommet tilbage fra fædreorlov. Ved tilbagekomsten meddelte han, at han på et senere tidspunkt ville tage yderligere forældreorlov. Ejeren af klinikken meddelte, at afskedigelsen skyldtes manglende kvalitet i tandlægens arbejde. Nævnet fandt, at klinikejeren havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke skyldtes tandlægens ønske om orlov.

Klager fik derfor ikke medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget 4 dage efter, at han vendte tilbage fra fædreorlov og efter, at han havde oplyst, at han på et senere tidspunkt ville tage cirka 2 måneders forældreorlov.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling som tandlæge hos indklagede.

Sagsfremstilling

Klager blev den 1. november 2012 ansat som tandlæge på indklagedes tandlægeklinik. Klager var ifølge ansættelseskontrakten ansat 14 timer om ugen fordelt på torsdage og lørdage. Lørdage er afsat til akutpatienter. Pr. 1. januar 2013 fik klager ændret sin arbejdstid til også at omfatte tirsdage, så hans arbejdstid var 21,5 timer om ugen.

Den 12. april 2013 attesterede indklagede som superviserende i en "attestation for praktisk oplæring ved tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge" for klager over for sundhedsstyrelsen, at klagers ansættelse i voksentandplejen havde varet fra den 1. november 2012 til den 15. april 2013 under supervision af indklagede.

Der blev den 9. april 2013 udfærdiget en handleplan med følgende indhold:

"Handleplan for [klager] som forudsætning for fortsat ansættelse hos [indklagede]

1) Mød til tiden, [klager] er flere gange kommet for sent mellem 5 og 20 minutter, hvor patienterne har siddet og ventet i venteværelse.

2) Bedre struktur på undersøgelser og behandlingsplanlægning. [Klager] skal følge [indklagede] under [indklagedes] undersøgelser når dette er muligt

3) Max patienter i stolen i 1,5 time ad gangen mm. andet er aftalt inden.

4) Overhold dine aftalte tider med patienterne, [klager] er ofte forsinket og patienter venter længe i venteværelse.

5) Ikke flere præparationer indtil præparationsteknik og forståelse for det ønskede resultat er blevet bedre. Det er konstateret på præpstampe at præparationsteknik og præparationsresultat ikke lever op til de almindelige krav om retention og præparationskanter er meget uens. [Klager] er ikke kritisk nok mhp. kvaliteten af det leverede stykke arbejde. Der indkøbes akryltænder hvor der skal øves præparationer.

6) Alle præparationer og aftryk skal godkendes af [indklagede] inden de sendes til tekniker.

7) Rodbehandlede tænder præpareres tidligst efter 6 måneders observations tid mm. at der er særlige forhold der gør sig gældende. I så fald skal det godkendes af [indklagede].

8) [Klager] skal sætte sig bedre ind i teorien bag aftageligt protetik, da det af flere omgange fremstår tydeligt at det er dette der er årsagen til problemerne med behandling med aftagelig protetik.

Om en måned tager vi et nyt møde og gennemgår forholdene igen og vurderer om der er sket en positiv udvikling af forholdene.

Underskrift på at forhold er blevet gennemgået og forstået."

Den 27. maj 2013 attesterede klager på ny varigheden af klagers ansættelse over for Sundhedsstyrelsen.

Af opfølgningen på handleplanen den 11. juni 2013 fremgik:

"Opfølgning på handleplan for [klager] hos [indklagede]

Opfølgende kommentare er skrevet med kursiv.

1) Mød til tiden, [klager] er flere gange kommet for sent mellem 5 og 20 minutter, hvor patienterne har siddet og ventet i venteværelse.

[Klager] har siden handleplans gennemgang mødt til tiden.

2) Bedre struktur på undersøgelser og behandlingsplanlægning. [Klager] skal følge [indklagede] under [indklagedes] undersøgelser når dette er muligt.

Det er [indklagedes] indtryk at der er kommet mere struktur på undersøgelser og behandlingsplanlægning. Dog må [klager], gerne når tiden tillader det, følge [indklagede] til nogle US.

3) Max patienter i stolen i 1,5 time ad gangen mm. andet er aftalt inden.

Forhold er ikke blevet kontrolleret af [indklagede]

4) Overhold dine aftalte tider med patienterne, [klager] er ofte forsinket og patienter venter længe i venteværelse.

[Klager] har været meget bedre til at holde tider og til at få afsluttet behandlinger. Husk altid at informere ventende patienter om evt. ventetid.

5) Ikke flere præparationer indtil præparationsteknik og forståelse for det ønskede resultat er blevet bedre. Det er konstateret på præpstampe at præparationsteknik og præparationsresultat ikke lever op til de almindelige krav om retention og præparationskanter er meget uens. [Klager] er ikke kritisk nok mhp. kvaliteten af det leverede stykke arbejde. Der indkøbes akryltænder hvor der skal øves præparationer.

[Klager] har udviklet sig markant på dette område i en positiv retning. [Klager] må fortsat gerne øve præparationer på akryl manden. Men alt i alt en helt fantastisk udvikling på meget kort tid.

6) Alle præparationer og aftryk skal godkendes af [indklagede] inden de sendes til tekniker.

[Indklagede] har kontrolleret aftryk og flere præparationer, som har været tilfredsstillende.

7) Rodbehandlede tænder præpareres tidligst efter 6 måneders observations tid mm. at der er særlige forhold der gør sig gældende. I så fald skal det godkendes af [indklagede].

Ingen bemærkninger.

8) [Klager] skal sætte sig bedre ind i teorien bag aftageligt protetik, da det af flere omgange fremstår tydeligt at det er dette der er årsagen til problemerne med behandling med aftagelig protetik.

[Klager] har selv kontaktet teknikker og fået etableret et fornuftigt samarbejde mhp. videre arbejde med aftagelig protetik."

Generelt er der sket en positiv udvikling af [klager] inden for den sidste 1,5 måned. Dette aflæses både i kvaliteten af det leverede stykke arbejde, men også i patienternes tilfredshed. Flere og flere patienter er begyndt at henvise deres familie og venner mm. til [klager]. [Klager] kan være rigtig godt tilfreds med sin indsats og sin udvikling."

Klager opnåede pr. 3. juli 2013 tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge efter lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed.

Den 26. september 2013 blev klager far og afholdt i den forbindelse fædreorlov. Orloven skulle vare til og med den 9. oktober 2013, men han afbrød orloven før tid og genoptog arbejdet den 8. oktober 2013. Samme dag oplyste han klinikassistent [A] om, at han ønskede at afholde forældreorlov i et par måneder året efter.

Klager blev den 12. oktober 2013 afskediget fra sin stilling som tandlæge med virkning fra 30. januar 2014. Begrundelsen for opsigelsen var, at klagers arbejde ikke var tilfredsstillende. Efter at have modtaget opsigelsen fortsatte klager med at arbejde resten af dagen, hvorefter han sygemeldte sig.

Parternes bemærkninger

Klager har påstået, at afskedigelsen er sket i strid med ligebehandlingsloven, og at han har krav på godtgørelse svarende til 9 måneders løn

Klager har til støtte herfor gjort gældende, at opsigelsen må være begrundet i klagers anmodning om orlov, da indklagede ikke umiddelbart forud for opsigelsen havde tilkendegivet, at han var utilfreds med klagers arbejde. Klager mener derfor, at indklagede bærer bevisbyrden for, at opsigelsen ikke er i strid med ligebehandlingsloven.

Klager var overrasket og stærkt chokeret over den skriftlige advarsel, som han fik i april 2013. Det er klagers opfattelse, at indklagede tacklede situationen uprofessionelt. Indklagede var bevidst om klagers beskedne erfaring som praktiserende tandlæge. Klagers erfaring er 10 måneder i den kommunale tandpleje og ikke 1½ år, som indklagede har gjort gældende. Da klager fik advarslen, havde han været i privat praksis 2-3 dage om ugen i få måneder med sparsom patientbehandling. Advarslen kom uden, at indklagede havde nævnt noget kritisabelt om klagers arbejde. Advarslen indeholdt desuden ikke oplysninger om, hvilke konsekvenser eventuelt manglende faglige forbedringer ville have, og der var efterfølgende fulgt op på handleplanen med tilfredsstillende resultat.

Handleplanen kan i øvrigt ikke betragtes som en "advarsel" i funktionærloven forstand. Handleplanens overskrift om forudsætning for den fortsatte ansættelse hos indklagede er langt fra præcis nok til, at der er tale om en advarsel, som kan danne grundlag for en opsigelse. Klager mener derfor, at han ikke er blevet gjort bekendt med konsekvenserne af manglende faglige forbedringer.

Det fremgår af Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse om tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge, at tandlægen under opsyn og vejledning af en erfaren tandlæge skal opnå rutine og klinisk erfaring, der gør tandlægen i stand til at arbejde selvstændigt som tandlæge. Indklagede har den 12. april 2013 med sin underskrift attesteret, at han har overværet og godkendt klagers virke. Indklagede har dog meget sparsomt været til stede for at supervisere klagers arbejde. Indklagede var kun på klinikken 2 lørdage, selvom han ved jobsamtalen lovede, at han ville være på klinikken de næste mange lørdage, da han var klar over klagers manglende erfaring. Fra ansættelsens start den 1. november 2012, hvor klager arbejdede torsdage og lørdage, havde de kun 2-3 timers fælles kliniktid om torsdagen, hvor indklagede også havde egne patienter.

Klinikassistent [B] blev ansat samtidig med klager og havde ingen erfaring med indklagedes klinik, klinikkens system og programmer. Både klager og klinikassistenten fik oplyst, at de altid kunne ringe til indklagede, hvis der opstod problemer. Klager undrer sig derfor over, at indklagede meget overraskende gav en skriftlig advarsel uden en forudgående mundtlig tilkendegivelse. Det strider også mod indklagedes påstand om, at han som kollega og overordnet var tilgængelig for klager og gjorde en indsats for at forbedre de ting, som han var utilfreds med. Det kan undre, at indklagede efterlader sin klinik til en nyansat klinikassistent og en tandlæge uden erfaring til at varetage akutte og komplicerede behandlinger, når han efter eget udsagn værner om klinikkens kvalitet af behandlinger og renommé over for patienterne. Desuden var klager på daværende tidspunkt som tandlæge uden tilladelse til selvstændigt virke overladt til egen dømmekraft og uden mulighed for at indhente akut hjælp på klinikken. Derimod var klager og den nyansatte klinikassistent hver lørdag og det meste af torsdagen (fra kl. 15.00-20.00) overladt til sig selv. Klager var således god nok til at udføre sit arbejde, selvom han for størstedelen er selvlært.

Da klager fik den skriftlige advarsel, oplyste han indklagede om, at han var uenig i mange af de punkter, som indklagede havde stillet op. Klager lovede dog, at han ville komme til tiden fremover og øve præparationer på attraphovedet. Efter advarslen kom klager konsekvent til tiden hver gang og øvede præparationer. Klager viste indklagede 3 af sine præparationer og aftryk i forbindelse med kronebehandling, og indklagede var yderst tilfreds. Efterfølgende blev klager og indklagede enige om, at klager ikke behøvede at vise indklagede flere præparationer og aftryk, da klager havde godt styr på det. Klager kunne derfor ikke se grund til at fortsætte med at øve på akryltænder.

Opfølgningen af handleplanen gav klager det indtryk, at indklagede var tilfreds med hans indsats i den mellemliggende periode. 3½ måned efter opfølgningen gik klager på fædreorlov. Indklagede har ikke påtalt klagers påståede manglende kvalitet i denne periode på trods af de henvendelser fra klinikassistenterne, som indklagede har oplyst at have modtaget om, at de ikke kunne stå inde for klagers arbejde.

I øvrigt har klinikassistenter ikke den faglige baggrund til at vurdere kvaliteten af tandlægers arbejde. Klinikassistenternes skriftlige udtalelse bør derfor ikke tillægges vægt.

Klager havde det godt med samtlige klinikassistenter og specielt klinikassistent [B], som har flere års erfaring. Klager arbejdede altid sammen med klinikassistent [B], som han synes er rigtig dygtig. De har haft mange svære behandlinger og patienter sammen. Klager har aldrig hørt klinikassistent [B] klage. Derimod blev klager oftest positivt sammenlignet med de andre tandlæger. Klager har fået ros for den måde, han behandler patienterne på og ikke mindst de udførte behandlinger. Klinikassistenten og klager har haft mange patienter med tandlægeskræk og patienter, som ikke har været ved tandlægen i mange år, men de har altid fået ros og er blevet anbefalet til nye patienter.

I begyndelsen af ansættelsen, hvor klager havde få patienter, brugte han god tid på at give en service til de nye kunder, så de ville komme igen. I takt med, at klager fik flere patienter, kunne han ikke bruge så lang tid på den enkelte, men kun den afsatte tid. Alle patienter og behandlinger er forskellige, hvilket betyder, at behandlingstiderne oftest kan være forskellige.

Klager har i løbet af sin ansættelse fået mange nye patienter til klinikken og er gået fra at starte med ingen at have i sit patientkartotek til at have en fuldt booket aftalebog et par uger frem. Dette er et bevis på, at patienterne har været tilfredse og endda meget glade for klagers behandling, siden de har anbefalet ham til andre og selv er blevet faste patienter hos klager. Klagers arbejde har således været mere end tilfredsstillende, og han har kun oplevet ros. Klager har i løbet af sin ansættelse ikke oplevet en eneste klage fra patienterne selv eller klinikassistenterne.

I forhold til de 3 patienter, som indklagede behandlede under klagers fravær, og som, indklagede mener, er udtryk for klagers manglende kvalitet, er klager ikke enig i, at behandlingerne har været problematiske. De problemer, der har været med proteser og plastbehandling, er normalt forekommende og kan tilpasses ved efterfølgende behandling. Indklagede har været til stede ved flere lejligheder, hvor klager har slebet på en protese. Klager har altid gjort det på samme måde, og indklagede har ikke til klager oplyst, at det skulle gøres anderledes. For så vidt angår en patient, hvor hullet var så dybt, at plastfyldningen ikke kunne binde til tanden, hentede klager indklagede, som efter et hurtigt kig på tanden bad klager sætte patienten til næste uge, hvor indklagede selv kunne lave fyldningen om. Det undrer klager, at indklagede kunne lave fyldningen ved 3 minutters simpelt poleringsarbejde.

Klager blev under sin fædreorlov kontaktet af indklagedes klinikassistent [A], som spurgte klager, om han kunne møde 2 dage før, hans orlov sluttede, fordi aftalebogen var helt booket. Klager indvilligede heri og mødte på arbejde den 8. oktober 2013. Det var ikke efter eget ønske, at klager afbrød sin orlov. Klager indvilligede i at genoptage arbejdet før udløb af orloven udelukkende for at vise sin loyalitet og engagement over for klinikken, patienterne og ikke mindst indklagede.

Når klager blev spurgt om at komme tilbage til arbejde før tid, må det være, fordi han var god nok til at arbejde ekstra. En anmodning om at afbryde sin orlov før tid stemmer desuden ikke overens med, at indklagede selv er familiefar og derfor har stor forståelse for familieliv.

Senere samme dag oplyste han klinikassistenten om, at han i det nye år ville tage et par måneders forældreorlov fra midt juni 2014. Klager har ikke på et tidligere tidspunkt tilkendegivet over for indklagede, at han ønskede at afholde forældreorlov. Da klager oplyste indklagede om, at han skulle være far, drøftede de alene klagers ret til at afholde fædreorlov i forbindelse med fødslen.

Klinikassistent [A] varetager alt administrativt arbejde på klinikken og har altid været mellemled for kommunikation mellem klager og indklagede på grund af deres forskudte arbejdstider og generel travlhed. Eksempelvis fik klager i januar 2013 tilbudt at få udvidet sin arbejdsuge på klinikken med tirsdage, da klager over for klinikassistent [A] oplyste, at han søgte en supplerende stilling andetsteds. Klinikassistenten tog selv initiativ til at opsøge indklagede omkring klagers jobsøgen, og efter en drøftelse de to imellem fik klager tilbuddet om udvidet arbejdstid. Der er derudover ingen retningslinjer i klinikken for, hvem man skal gå til og drøfte forskellige situationer.

Der er en stærk formodning for, at indklagede i dagene efter den 8. oktober 2013 havde fået oplysninger om klagers ønske om orlov i 2014, siden han pludselig gav klager en opsigelse den 12. oktober 2013 - kort inden klager havde været ansat på klinikken i 1 år.

Da klager kom tilbage fra orlov den 8. oktober 2013, var der en rigtig god stemning på klinikken, og han havde gode, små samtaler med indklagede og klinikassistenterne. Klager og indklagede talte sammen flere gange den dag. Der var ingen optakt til en opsigelse, og utilfredshed med klagers arbejde blev ikke nævnt, før klager havde meddelt klinikassistent [A] om sine planer om forældreorlov.

Indklagede kunne have valgt at opsige klager allerede den 8. oktober 2013, men det var der ingen tegn på. Indklagede udtrykte alene glæde over, at klager var vendt tilbage fra orlov. Dette afspejler ikke en arbejdsgiver, der har i sinde af træffe en tung beslutning om at opsige klager. Derudover fik klager samme dag godkendt og betalt et implantatkursus den 9. november 2013. Dette stemmer ikke overens med, at indklagede allerede under klagers fædreorlov var stærkt utilfreds med klagers arbejdsindsats og havde besluttet sig for at opsige ham. Da aftalen om tilmelding til implantatkurset blev indgået, nævnte indklagede heller intet om en opsigelse eller de mangelfulde behandlinger.

Klager og indklagede havde drøftet klagers mulighed for at deltage i implantatkurset, før han gik på orlov, men indklagede gav først den endelige godkendelse, da han genoptog arbejdet den 8. oktober 2013. Klager tilmeldte sig kurset samme dag.

Indklagede oplyste ved opsigelsen den 12. oktober 2013, at klager enten kunne sygemelde sig og modtage løn i opsigelsesperioden eller fortsætte med at arbejde i hele opsigelsesperioden. Klager kunne desuden selv vælge, om han ville behandle resten af dagens patienter, hvilket han valgte. Indklagedes utilfredshed med klagers arbejde hænger ikke sammen med, at indklagede tilbød klager at blive og arbejde i opsigelsesperioden. Hvis indklagede var utilfreds med klagers arbejde, kunne han have valgt at friststille ham allerede ved aflevering af opsigelsen.

Det er ikke korrekt som påstået af indklagede, at det er uden økonomisk og driftsmæssig betydning af have en mandlig tandlæge på orlov. Der kan således ansættes en vikar, og da der er en meget lav ledighed blandt tandlæger, er det erfaringsvist vanskeligt at finde en tandlæge, der ønsker ansættelse i så kort tid. Hvis ikke der ansættes en vikar, vil det betyde et indtægtstab for klinikken. Patienter er desuden ikke positive over for tandlægeskift, og der er derfor en risiko for at miste patienter i forbindelse med en tandlæges orlov.

Det er derudover påfaldende, at indklagede behandlede den sidste af de patienter, som gav anledning til opsigelsen, den 3. oktober 2013, men først henvendte sig til Tandlægeforeningen den 10. oktober 2013, det vil sige en uge efter behandlingen og 2 dage efter, at klager fremsatte ønsket om orlov.

Det er sagen uvedkommende, hvem indklagede har ansat i stedet for klager.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse og mere subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end 9 måneders løn.

Indklagede har til støtte herfor indledningsvis gjort gældende, at sagen har en sådan kompleksitet, at den ikke er egnet til afgørelse i Ligebehandlingsnævnet, fordi en afgørelse af, om klager er blevet udsat for forskelsbehandling, forudsætter mundtlige parts- og vidneforklaringer. Herunder kræver en prøvelse af det af indklagede kritiserede arbejde en behandling i det for tandlæger værende klagesystem eller for domstolene med mulighed for syn og skøn.

Indklagede gør i den forbindelse gældende, at en prøvelse kræver afhøring af klinikkens øvrige ansatte. Desuden er der uenighed mellem parterne om væsentlige faktiske forhold, herunder om klagers fædreorlov ophørte efter klagers eller indklagedes ønske, og om tidspunktet for, hvornår klager orienterede indklagede om ønsket om at afholde yderligere orlov.

Hvis afvisningspåstanden ikke tages til følge, gør indklagede gældende, at klager alene er blevet afskediget på grund af den faglige kvalitet af arbejdet og ikke på grund af klagers oplysning om, at han ville afholde forældreorlov. Opsigelsen er alene begrundet i, at klager ikke levede op til klinikkens kvalitetskrav. Indklagede ønskede ved opsigelsen at værne om patienternes og klinikkens omdømme.

Indklagede afviser derfor, at ligebehandlingsloven er overtrådt, og at klager er berettiget til godtgørelse.

På opsigelsestidspunktet havde klager været ansat under 1 år og kunne derfor opsiges uden angivelse af en saglig begrundelse i henhold til funktionærlovens § 2b. Havde indklagede ikke handlet, kunne klager have gjort passivitetsbetragtninger gældende, og indklagede kunne have mistet muligheden for at påberåbe sig manglerne ved klagers arbejde som opsigelsesgrund uden en ny advarsel.

Indklagede var ved ansættelsen opmærksom på, at klagers kliniske erfaring begrænsede sig til 1½ års ansættelse i børnetandplejen, og at der ville gå nogen tid, før klager ville finde sig til rette i en privatpraksis, som er mere varierende og mere krævende end børnetandplejen. Indklagede gav derfor klager ekstra lang snor og håbede, at klager ville udvikle sig fagligt med opgaven. Uanset hvilken erfaring man har som tandlæge, er der dog basale færdigheder, en tandlæge skal beherske. Klager var uddannet tandlæge inden ansættelsen, og indklagede forventede derfor, at simple behandlinger kunne klares hurtigere og mere komplikationsfrit, end det var tilfældet for klager. En chef hverken kan eller skal supervisere eller godkende al medarbejderens arbejde. Selvom en tandlæge ikke har ret til selvstændigt virke, må vedkommende gerne arbejde alene, men skal have mulighed for at kunne konsultere en tandlæge med ret til selvstændigt virke. I begyndelsen af ansættelsen viste indklagede klager, hvordan han skulle lave plastfyldninger, rodbehandlinger, præparering af kroner, fjernelse af visdomstænder, samt hvordan indklagede ønskede, at en patientundersøgelse skal foregå. Dette skete på indklagedes eget initiativ. Klager har aldrig taget initiativ til selv at bede om vejledning.

Indklagede mødte i klinikken to hele lørdage uden selv at have patienter for at forsøge at give klager en god start på klinikken. Derudover havde de 3 overlappende timer på klinikken om torsdagen, hvilket var vilkårene i begyndelsen, da de i fællesskab skulle opbygge en stilling til klager. Der var dog kun tale om en kort periode fra 1. november 2012 til 31. december 2012, da klager gik op i tid pr. 1. januar 2013, hvorefter de havde en fuld tirsdag sammen fra kl. 9-18. I denne periode havde klager herudover mulighed for at konsultere tandlæge [C], der har en langvarig erfaring som tandlæge. Tandlæge [C] var på det tidspunkt til stede på klinikken hver torsdag fra kl. 8.30-16.30, men klager konsulterede ham aldrig. Klager var også informeret om, at han kunne ringe, hvis han havde brug for hjælp. Hvis problemet ikke kunne løses over telefonen, var aftalen, at indklagede ville køre ned til klinikken. Indklagede blev dog aldrig kontaktet af klager telefonisk eller kaldt til klinikken.

Hvis der var behandlinger, som klager ikke kunne magte, havde han mulighed for at kontakte indklagede for hjælp og vejledning i stedet for selv at finde på en behandlingsform, som måske hverken er optimal eller i patientens interesse. På trods af klagers fremhævelse af sin manglende erfaring var det yderst sjældent, at klager kom til indklagede med et klinisk eller diagnostisk problem, som han havde behov for hjælp til. Det er derfor et udtryk for manglende dømmekraft, når klager påstår, at han måtte være god nok til at være overladt til sig selv og for størstedelen er selvlært.

Indklagede bestrider, at klager var overladt til de mest komplicerede behandlinger. Behandlingen af akutpatienter er i de fleste tilfælde meget simpel.

Indklagede bestrider også, at klager blev efterladt på klinikken med en nyansat klinikassistent [B], der ikke kendte klinikken. Klinikassistent [B] er en meget dygtig og selvstændig klinikassistent med 28 års erfaring. Hun har tidligere været ansat på klinikken under den tidligere ejer og er hverken ny eller uerfaren. Det var med fuldt overlæg, at indklagede ansatte en meget erfaren klinikassistent til at følge klager. Indklagede ønskede dermed at give ham den bedst mulige assistance.

Siden klagers ansættelse har der været problemer inden for en række områder, eksempelvis:

". . .

- håndværksmæssige og teoretiske forhold i relation til tandlægearbejdet

- et markant stort tidsforbrug, også til relativt simple behandlinger (som stort set har været det eneste [klager] har lavet

- deraf følgende urimeligt lange ventetider for andre patienter

- patienter, der har udtrykt forundring over de langvarige ophold i tandlægestolen,

- problemer med at strukturere undersøgelserne og disponere tiden, så [klager] nåede frem til en behandling og endelig

- klinikassistenter (og alle fire klinikassistenter på klinikken har mange års erfaring), der har haft faglige betænkeligheder ved de behandlinger, der er blevet udført af [klager]."

Da den faglige udvikling ikke gik som forventet, tilbød indklagede klager, at han kunne følge indklagedes behandlinger når som helst. I vinteren/foråret 2013 måtte indklagede imidlertid erkende, ar der var mange forhold, som ikke var tilfredsstillende, eksempelvis:

". . .

- håndværksmæssige forhold som dårlige præparationer

- en generel manglende forståelse for og teoretisk viden om aftagelig protetik og heraf følgende problemer med det praktiske arbejde med protetik

- vanskeligheder med at disponere tiden, herunder problemer med at få struktureret undersøgelserne, komme frem til en behandling og i gang med denne

- alt for lang behandlingstid, hvilket betød, at patienterne kunne ligge i stolen meget længe, selv ved simple behandlinger, og at næste patient måtte vente unødigt længe i venteværelset

- hertil kom, at [klager] ved flere lejligheder kom for sent, hvilket betød yderligere ventetid for patienterne."

Da indklagede underskrev attestationen om godkendelse til selvstændigt virke i april 2013, var der alene tale om, at indklagede ved sin underskrift dokumenterede ansættelsens varighed. Det er en misforståelse hos klager, at attestationen er en blåstempling af klagers virke som tandlæge. Det fremgår intetsteds i attesten, at indklagede skulle tage stilling til andet end det tidsmæssige omfang af klagers arbejde. Det fremgår heller ikke af attesten, at indklagede havde mulighed for ikke at underskrive på baggrund af manglende kliniske kompetencer.

På grund af problemerne med klagers arbejder fik klager en skriftlig advarsel i form af en handleplan, hvor indklagede udpegede nogle konkrete indsatsområder. Klager fik ikke en mundtlig advarsel før den skriftlige, da indklagede forudså, at en mundtlig advarsel ikke ville være tilstrækkelig og ikke ville blive taget tilstrækkeligt alvorligt. Klagers manglende kompetence var desuden så graverende, at indklagede måtte have papirerne i orden i tilfælde af, at han på et senere tidspunkt måtte afskedige klager.

Det fremgår af handleplanens overskrift, at planen var en forudsætning for fortsat ansættelse hos indklagede. Klager var således informeret om konsekvenserne af manglende faglige forbedringer. Handleplanen var gennemgået med klager, som med sin underskrift dokumenterede, at den var gennemgået og forstået. Hvis klager ikke ved opfølgningen havde vist en forbedring, ville han være blevet fyret omgående på daværende tidspunkt.

Indklagede gentog sit tilbud om, at klager kunne se indklagede over skulderen. Indklagede anskaffede et attraphoved med akryltænder, så indklagede kunne få mulighed for at øve sig med henblik på at forbedre sine håndværksmæssige færdigheder som tandlæge. Indklagede viste klager, hvordan man præparerer tænder, så han kunne øve sig på attraphovedet. Indklagede bookede i alt 3 tider i klagers kalender til at øve sig. Det er de eneste lejligheder, hvor klager har arbejdet med attrapmodellen.

Klager var i første omgang uforstående over for handleplanen, men tog den til sig og blev mere engageret og interesseret i faget. Han forbedrede sig inden for en række indsatsområder. Klinikassistenterne tilkendegav også, at klager lod til at have fået mere energi og mod på faget. Hans præstationer gik fra at være helt uacceptable til at være acceptable, han blev mere fokuseret i sit samarbejde med teknikeren i forbindelse med aftagelig protetik, og aftaletider blev overholdt bedre.

Indklagede og klager fulgte op på handleplanen 1½ måned senere. Indklagede kunne på dette tidspunkt konstatere, at der var sket forbedringer inden for en række områder, og han var derfor positiv i sin opfølgning, dels fordi han ville opmuntre klager til fortsat at arbejde med en forbedring af sit faglige niveau, dels fordi al ledelsesforskning viser, at man får det bedste ud af en medarbejder ved en sådan fremgangsmåde.

I opfølgningen påpegede indklagede dog, at forbedringsarbejdet ikke stoppede der. Indklagede bemærkede, at klager burde overvære nogle af indklagedes undersøgelser og behandlinger, samt at klager fortsat skulle øve præparationer på attraphovedet.

Efter opfølgningen har indklagede måttet konstatere, at udviklingen gik i en negativ retning. Klager gjorde ikke en indsats for fortsat at forbedre sine færdigheder. Klager har ikke på eget initiativ brugt attraphovedet, og han har heller ikke fulgt indklagedes behandlinger. Dette tyder efter indklagedes vurdering på, at klager ikke har forstået problemerne med sine egne behandlinger samt ordlyden og alvoren i opfølgningen på handleplanen, som han bevidst har valgt ikke at efterleve. Hans behandlingstider blev igen meget lange. Han satte ofte flere tider af til den samme patient for at færdiggøre en simpel behandling.

Klinikassistenterne kontaktede indklagede flere gange på grund af behandlingstiderne. Flere klinikassistenter oplyste også over for indklagede, at de var kede af at assistere ved klagers behandlinger, da de ikke kunne stå inden for det udførte arbejde.

Det er muligt, at klinikassistenterne ikke har til opgave at vurdere tandlægearbejdet, men de assisterer dagligt ved alle former for behandling og undersøgelse og har overblik over, hvor lang tid en behandling bør tage, og hvordan resultatet bør være.

Indklagede har fremsendt skriftlige udtalelser fra 4 klinikassistenter. De har samstemmende beskrevet, at klager ofte kom for sent og brugte unødigt langt tid på behandlingerne.

Klinikassistent [A] har skriftligt oplyst, at klager i tiden op til hustruens fødsel flere gange ringede for at oplyse, at fødslen ville gå i gang samme dag, hvorfor han ikke kom, og patienterne måtte flyttes. Dette skete adskillige gange og gav problemer i planlægningen. Det blev i forbindelse med barslens afslutning aftalt, at klager skulle komme tilbage fra barslen 2 dage før tid, da der var mange patienter, der var blevet flyttet eller aflyst flere gange.

Klinikassistent [B], som har arbejdet som klinikassistent gennem 28 år, har skriftligt oplyst, at hun startede hos indklagede i december 2012 samtidig med klager med henblik på at samarbejde med ham, da klinikken ville udvide åbningstiden. Klinikassistent [B] var fra starten informeret om klagers manglende erfaring. Det er klinikassistent [B]'s opfattelse, at klager er behagelig at arbejde sammen med, er imødekommende og vellidt af patienterne. Patienterne beklagede sig dog over de lange behandlingstider ved simple udboringer og fyldninger. Akutpatienterne var tidskrævende, og de var altid 1-1½ time forsinket. Klinikassistent [B]'s arbejdstid var til kl. 15.15 om lørdagen, men hun gik aldrig fra klinikken før 16.30-17.00 og ved højtider kunne klokken nå at blive 19.00. Trods de lange behandlingstider, var kvaliteten ikke i top, og det var svært at leve op til klinikkens sædvanlige høje standard.

Klinikassistent [D] har skriftligt oplyst, at hun husker klager som flink og med en rar personlighed. Han havde en god forståelse for den enkelte patients oplevelse ved at gå til tandlægen, og var god til at håndtere patienter med tandlægeskræk. Det er klinikassistent [D]'s oplevelse, at indklagede fra starten forsøgte at være behjælpelig og imødekommende som chef. Det er klinikassistent [D]'s opfattelse, at klager fik den nødvendige støtte, tid og indkøring, men havde grundlæggende mangler i forhold til at behandle voksne patienter.

Klinikassistent [E] har ligeledes beskrevet klager som en venlig og imødekommende person. Klinikassistent [E] har oplyst, at klager virkede usikker og ikke fagligt kompetent under patientbehandling, og han benyttede sig ikke af indklagedes tilbud om at følge denne i hans arbejde.

Klinikassistenternes henvendelser til indklagede om klagers arbejde medførte ikke, at indklagede umiddelbart skred til drastiske tiltag, da indklagede ville give klager en chance.

Indklagede kan hverken be- eller afkræfte klagers påstand om, at klager aldrig er blevet konfronteret med kritik fra klinikassistenterne vedrørende kvaliteten af klagers arbejde.

Under klagers orlov behandlede indklagede 4 af klagers patienter. De behandlinger, som klager havde udført på disse patienter, levede på ingen måde op til klinikkens kvalitetskrav. Det var indklagedes opfattelse, at 3 af disse patienter skulle have omlavet eller korrigeret enten fyldninger eller proteser. Det var ikke de første gange, at klagers tandlægearbejde måtte laves om eller korrigeres.

Indklagede frygtede, at de problematiske behandlinger udover ressourcespild ville resultere i patientklager og ødelæggelse af klinikkens og fagets renommé.

Da indklagede således blev direkte konfronteret med klagers arbejde, stod det ham klart, at klager ikke kunne fortsætte på klinikken.

Indklagede kunne have afskediget klager inden hans tilbagevenden til klinikken efter fædreorlov i forbindelse med, at han blev konfronteret med klagers mangelfulde arbejde. Imidlertid var indklagede optaget af private familiemæssige forhold, og frem til efter den 5. oktober 2013 prioriterede indklagede sin familie og ikke klinikken.

Klager anmodede aldrig indklagede om forældreorlov, selvom indklagede var på arbejde den dag, klager vendte tilbage fra orlov den 8. oktober 2013. Klager drøftede alene dette med klinikassistenten, som hverken er klinikadministrator eller klinikchef. Selvom klager havde henvendt sig direkte til indklagede omkring sit ønske om orlov, ville det have været uden betydning for ansættelsen. Indklagede var i øvrigt allerede fra et langt tidligere tidspunkt end den 8. oktober 2013 bekendt med, at klager ønskede at afholde yderligere orlov. Klager oplyste således, da han meddelte indklagede, at han skulle være far, at han ønskede forældreorlov. Hvis indklagede, som selv er nybagt far, havde været så meget imod klagers ønske om orlov, havde han mulighed for at effektuere en afskedigelse på et langt tidligere tidspunkt og ikke bruge energi og udgifter på at iværksætte en opfølgning på handleplanen i håb om, at klagers faglige niveau kunne hæves.

Klager kunne uden problemer have holdt fædreorlov i 14 dage, men valgte selv at vende tilbage til arbejde 2 dage før tid. Klinikassistent [A] henvendte sig udelukkende til klager på eget initiativ for at sikre, at patienter blev aflyst eller sat i behandling i så god tid som muligt.

Da klager vendte tilbage til arbejdet den 8. oktober 2013, udtrykte indklagede givetvis glæde ved at se klager. Indklagede er af natur positiv og glad over for både ansatte og patienter, også selvom han måtte have spekulationer og problemer af privat eller faglig karakter. Indklagede glædede sig på vegne af klager, som var blevet far for anden gang, hvilket er en stor begivenhed. Indklagede var hverken sur eller vred på klager. Indklagedes adfærd over for klager denne dag skal dog ikke tages til udtryk for, at indklagede ikke på det tidspunkt havde alvorlige overvejelser om klagers fortsatte tilknytning til klinikken.

Indklagede godkendte og betalte for implantatkurset i november 2013, fordi dette allerede var aftalt mellem indklagede og klager længe før opsigelsen. Indklagede var indstillet på at stå ved tilbuddet, selvom kurset blev afholdt i opsigelsesperioden. Kurset blev godkendt den 8. oktober 2013. På dette tidspunkt havde indklagede endnu ikke afsluttet sine overvejelser omkring en opsigelse eller henvendt sig til Tandlægeforeningen med henblik på juridisk rådgivning.

Indklagede konfronterede ikke klager med den manglende kvalitet af arbejdet før den 12. oktober 2013, da beslutningen om at afskedige en medarbejder ikke er en let beslutning, men kræver grundige overvejelser og en juridisk rådgivning fra Tandlægeforeningen.

Indklagede henvendte sig til Tandlægeforeningen den 10. oktober 2013. Under samtalerne blev det nævnt over for Tandlægeforeningen, at klager lige havde haft fædreorlov i forbindelse med fødsel, men ellers talte de kun om klagers manglende kompetence. Den juridiske konsulent, som indklagede konsulterede i oktober 2013, har skriftligt bekræftet, at drøftelsen omkring en opsigelse af klager alene drejede sig om den manglende kvalitet af arbejdet.

Indklagede kunne ikke afskedige klager dagen efter samtalen med Tandlægeforeningen, da klager den 11. oktober 2013 (fredag) ikke var på arbejde. Klager modtog derfor først opsigelsen lørdag den 12. oktober 2013.

Indklagede tilbød ikke klager at arbejde på klinikken i opsigelsesperioden. Indklagede oplyste klager om klagers rettigheder og intet andet. Da klager valgte at sygemelde sig, var der intet behov for at fritstille eller bortvise ham fra arbejdspladsen. For at afdramatisere situationen lod indklagede klager færdigbehandle patienterne den dag, han blev afskediget.

Det er en misforståelse, når klager mener, at hans tilfredsstillende arbejde er årsag til, at han sluttede med at have et rimeligt fuldt patientkartotek. Det forhold, at klager fik fyldt sin aftalebog med nye patienter, skyldtes udelukkende et kæmpemæssigt reklamearbejde. Klinikken brugte i regnskabsåret 2013 et beløb på 223.000 kr. i reklamer og annoncer, og størstedelen af reklamerne var rettet mod at fylde klagers aftalebog.

Der er ingen økonomiske eller klinikmæssige fordele for indklagede ved at afskedige klager. Klager var ansat efter funktionærloven, hvorfor indklagede ikke skal betale løn under forældreorlov. Der forelå heller ingen anden aftale mellem klager og indklagede om løn under orlov. Derimod skal indklagede betale løn under sygdom, og da en afskedigelse ofte resultater i en sygemelding, vil det betyde, at indklagede både skal betale løn under klagers fravær samt undvære indtjening på grund af den manglende produktion i perioden.

I forbindelse med klagers forældreorlov i 2 måneder ville indklagede selv gå op i tid eller ansætte en vikar. Det er indklagedes erfaring, at det er relativt let at finde vikarer, og at nyuddannede er interesserede i at få vikariater også for kortere perioder. Indklagede ansatte således en vikar fra den 28. oktober 2013 til og med 1 uge ind i januar 2014 2 dage om ugen.

Derudover skaber fyringer uro i klinikken på grund af ansættelse af ny medarbejder, som skal indkøres, omlægning af arbejdstider, og patienter, der skal skifte tandlæge. Hvis indklagede har en god og dygtig medarbejder, vil han gøre, hvad han kan for at fastholde den pågældende.

Indklagede er selv småbørnsforælder og kunne alene af den grund ikke finde på at opsige en medarbejder, fordi vedkommende ønskede orlov i forbindelse med graviditet, barsel eller lignende. Indklagedes hustru, som også er privatpraktiserende tandlæge, var på tidspunktet selv på barselorlov.

I stedet for klager har indklagede nu ansat en ung kvindelig tandlæge, som ikke har børn, men lige er blevet gift. Til jobsamtalen oplyste hun, at hun og hendes mand snart ønskede at stifte familie, hvilket hun ønskede, at indklager skulle være opmærksom på i forbindelse med en eventuel ansættelse. Dette viser, at indklagede ikke har problemer med medarbejdere, der ønsker orlov, og at klagers anmodning om orlov er uden betydning for afskedigelsen.

Med hensyn til en eventuel godtgørelses størrelse har indklagede henvist til, at klagers ansættelse var kortvarig og under 1 år

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om afholdelse af forældreorlov.

Det påhviler klager at påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af ønsket om at afholde orlov. Hvis klager påviser sådanne faktiske omstændigheder, påhviler det indklagede at godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke er krænket.

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Nævnet lægger til grund, at indklagede var bekendt med klagers ønske om at afholde forældreorlov på tidspunktet for opsigelsen.

Indklagede har ikke bestridt, at han af klinikassistent [A] blev gjort bekendt med, at klager havde fremsat ønsket om forældreorlov efter, at klager vendte tilbage fra fædreorlov og før beslutningen om afskedigelsen blev truffet. Der er således en tæt tidsmæssig sammenhæng mellem klagers senest fremsatte ønske om forældreorlov og afskedigelsen, og det er nævnets vurdering, at klager dermed har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han har været udsat for forskelsbehandling.

Det påhviler herefter indklagede at løfte bevisbyrden for, at ønsket om forældreorlov hverken helt eller delvis havde betydning for afskedigelsen.

Det er nævnets vurdering, at indklagede har løftet bevisbyrden.

Nævnet lægger herved vægt på, at det af handleplanen og opfølgningen herpå fremgår, at der var mangler ved klagers arbejde, og på, at afskedigelsen var begrundet hermed. Nævnet har desuden lagt vægt på, at klager ikke har bestridt, at behandlinger af 3 patienter udført af klager måtte laves om eller korrigeres under hans .

Klager får derfor ikke medhold i sin klage.

<2014-6810-32841>