Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - medhold

J. nr. 2014-6810-13846

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at en gravid telemarketingmedarbejder ikke blev fastansat efter sin prøveperiode. I prøveperioden havde klager haft graviditetsbetinget fravær. Sygefraværet førte til et møde med salgschefen, hvor medarbejderen fortalte om graviditeten, hvorefter hun fik besked om, at hun ikke ville blive fastansat. Nævnet fandt, at den tidsmæssige sammenhæng mellem oplysningen om graviditeten og meddelelsen om den manglende forlængelse gav anledning til at formode, at medarbejderen havde været udsat for forskelsbehandling på grund af graviditet.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en gravid telemarketingkonsulent ikke blev tilbudt fastansættelse efter, at hun havde været ansat på prøve i fem uger.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede ikke tilbød klager ansættelse efter udløbet af prøveperioden på fem uger.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 25.000 kr. med procesrente fra den 24. februar 2014, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Ved ansættelsesaftale af 28. august 2013 blev klager ansat på prøve som telemarketingkonsulent hos indklagede, en telemarketingsvirksomhed.

Klager, der var tiltrådt den 26. august 2013, havde til opgave at sælge telefonabonnementer. Ifølge ansættelsesaftalen kunne klager eventuelt sættes til at udføre diverse kontoropgaver, forefaldende arbejde samt rengøring med videre.

Det fremgik af ansættelsesaftalen, at "Ansættelsen, der er underlagt funktionærloven, for at begge parter kan vurdere om en senere ansættelse er ønskværdig og ophører efter 5 uger, den 30-09-2013 uanset hvilke salgsresultater Kandidaten måtte opnå."

Klager skulle ifølge ansættelsesaftalen foretage minimum 80 opkald pr. dag.

Klager var provisionslønnet og fik 325 kr. pr. salg. Ved salg af 30 abonnementer og opefter ville provisionen blive erstattet af følgende løn:

30-39 solgte abonnementer - løn 20.000 kr.

40-55 solgte abonnementer - løn 22.000 kr.

56-65 solgte abonnementer - løn 25.000 kr.

Ved sygdom kunne indklagede når som helst i klagers sygdomsforløb indkalde klager til et møde med henblik på udarbejdelsen af en mulighedserklæring.

Det fremgik i øvrigt af ansættelsesaftalen, at ansættelsesforholdet var at betragte som prøvetid, under hvilken opsigelse fra såvel klagers som virksomhedens side kunne finde sted med 14 dages varsel.

Klager og indklagedes salgschef M holdt et møde den 27. september 2013, hvorunder klager meddelte, at hun var gravid, og salgschefen efter at have konsulteret sin direktør meddelte, at de ikke kunne tilbyde klager fastansættelse.

Klager sendte efterfølgende en mail til salgschefen med følgende indhold:

"For god ordens skyld vil jeg hermed meddele jer på skrift, at jeg er Gravid og 13 uger henne. Det er sagt til [M] pr. Dags dato som det første i vores samtale om forlængelse."

Senere samme dag sendte salgschefen M følgende mail til klager:

"Som vi talte om har vi ikke mulighed for at kunne tilbyde dig en fastansættelse efter din prøveperiode pga. manglende fravær i prøveperioden og opnåelse af budget.

Vi har alligevel valgt at give [klager] de 20.000 selvom opnåelse af budget ikke er nået. [Klager] har allerede fået udbetalt de 11.200,- og mangler nu 8800,- de vil blive udbetalt senest den 31/10".

Det fremgår af mail af 19. november 2013 fra indklagede til klagers fagforening, at:

"Vi har et mål der hedder 40 simkort på de 5 ugers ansættelse,

Se vedhæftede dokument, som vi bruger i forbindelse med introduktionskursus.

Dette dokument har alle vores ansatte set.

Vi giver sælgerne 20.000 hvis de når 30 simkort.

[Klager] nåede 26 abonnementer i den tid hun var ansat, vi gav hende løn ud fra at hun ville have nået de 30 simkort hvis hun ikke var blevet syg.

Der er en stor andel af ansatte som ikke bliver fastansat, efter de 5 ugers prøveperiode.

Hvis vi starter 10 nye medarbejdere op, så er det omkring 4 eller mindre der ender som fastansat.

Dette er ikke kun medarbejdere vi ikke ønsker at fastansætte, dette er også medarbejdere som selv kommer frem til, at jobbet som telefonsælger er mere udfordrerne end man lige regner med."

Indklagede har blandt andet fremlagt følgende bilag:

"Hvornår er du ansat

Efter 5 uger bliver du ansat, såfremt du:

1. Har solgt minimum 40 abonnementer på de 5 uger

2. Udviser sunde holdninger og den rette adfærd

Du vil løbende vide hvor du står - der er INGEN overraskelser! ! "

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at den manglende forlængelse af stillingen som telemarketingkonsulent er i strid med ligebehandlingsloven. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på seks måneders løn.

Klager henviser til, at hun blev ansat den 26. august 2013 i en tidsbegrænset stilling. Klager blev, som det fremgår af kontakten, oplyst om, at kontrakten herefter ville blive forlænget, såfremt hun havde salgsevner.

Klager var sygemeldt i fem dage fra den 23. til den 27. september 2013, og hun blev herefter indkaldt til sygesamtale den 27. september 2013 med M.

Klager oplyste under mødet med M, at hun var gravid. M anmodede om en pause i mødet for at undersøge, hvordan hun skulle forholde sig til denne oplysning. Mødet blev herefter genoptaget, og M informerede klager om, at indklagede ikke kunne tilbyde hende en fastansættelse grundet hendes sygefravær. Klager blev herefter fritstillet til fratrædelse den 30. september 2013, jævnfør ansættelseskontrakten.

Da klager efter mødet modtog en mail fra M, var det første gang, at hun blev bekendt med, at indklagede vurderede, at hun ikke havde salgsevner, og at hun ikke ville blive fastansat.

Der er efter klagers opfattelse en formodning for, at hendes ansættelsesforhold ikke blev forlænget på grund af graviditeten, da hun alene havde været sygemeldt en kort periode forud for opsigelsen, og da hendes salgsevner ikke tidligere havde været anfægtet.

Afskedigelsen af klager skete efter, at indklagede var gjort bekendt med, at hun var gravid, og indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at der ikke sker en individuel vurdering af medarbejdernes salgsevne som helhed.

Indklagede har ikke dokumenteret, at samtlige ansatte, der er blevet fastansat, har haft et salg på mindst 40 kort i prøveperioden.

Klager havde 27 salg i prøveperioden, og hun ville kunne havde solgt de sidste enheder, hvis hun ikke havde været sygemeldt i fem dage og fritstillet i to dage, henholdsvis den dag, hvor hun fik at vide, at der ikke ville ske forlængelse, og fritstillingen den sidste dag.

Indklagede bestrider, at den manglende fastansættelse af klager skyldtes hendes graviditet, og at oplysningen om graviditeten skulle have haft betydning for beslutningen om, hvorvidt klager skulle tilbydes fastansættelse.

Den manglende fastansættelse af klager skyldtes alene hendes manglende salgsevner og resultater. Klager havde efter at være fuldt ud oplyst om betingelserne for fastansættelse ikke opnået indklagedes krav hertil, hvilket var på lige fod med øvrige ansatte. Indklagede kunne derfor ikke på sagligt grundlag tilbyde klager fastansættelse efter udløbet af den aftalte prøveperiode på fem uger.

Indklagede prøver i løbet af den fem ugers prøveperiode at oplære medarbejderne med henblik på, at pågældende kan blive en god og dygtig sælger, således at indklagede kan tilbyde medarbejderen fastansættelse efter endt prøveperiode.

Indklagede afholdt i løbet af de første dage et introduktionskursus for klager og de øvrige 6-8 medarbejdere, der blev ansat i samme periode.

I forbindelse med introduktionskurset fik klager og de øvrige medarbejdere udleveret skrivelsen "Hvornår er du ansat". Det fremgår heraf, at man som medarbejder er garanteret fastansættelse efter den fem ugers prøveperiode, hvis man opfylder de to betingelser om at have solgt minimum 40 abonnementer på de fem uger og om at udvise sunde holdninger og den rette adfærd.

Klager har i hele ansættelsesforholdet været vidende om disse betingelser for, at indklagede kunne tilbyde klager fastansættelse, herunder i forbindelse med de løbende opfølgninger, der har været mellem klager og indklagede, for at nå målsætningen.

Klager kom på arbejde efter nogle dages sygdom. I forbindelse hermed satte salgschefen M sig med sammen med klager for at informere hende om, at indklagede på baggrund af hendes salgsresultater ikke kunne tilbyde hende fastansættelse. Inden M nåede at sige noget på mødet, sagde klager, at hun var gravid.

Det er korrekt, at M forlod mødet for at rådføre sig med indklagedes direktør for ikke at gøre noget forkert i situationen i forhold til denne oplysning. Efter at M havde rådført sig med direktøren, informerede hun klager om indklagedes beslutning om ikke at tilbyde klager fastansættelse grundet de manglende salgsresultater.

Da der kun var en dag tilbage af prøveperioden, og klager ikke blev tilbudt fastansættelse, besluttede indklagede at give klager fri den sidste dag med fuld løn for at afslutte ansættelsesforholdet på en pæn og ordentlig måde.

Klager opnåede i prøveperioden 27 salg, men desuagtet valgte indklagede pr. kulance at aflønne klager med 20.000 kr. Dette ville klager normalt kun have haft ret til, hvis hun havde opnået 30 salg i prøveperioden.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås efter loven, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn. Dette gælder både direkte og indirekte forskelsbehandling, navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller familiemæssig stilling.

Ved afskedigelse af en gravid medarbejder gælder, at arbejdsgiveren skal bevise, at der ved afskedigelsen ikke helt eller delvis blev lagt vægt på graviditeten.

I en situation som den foreliggende, hvor indklagede ikke ville tilbyde klager fastansættelse, gælder derimod, at klager skal påvise faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling, og at indklagede derefter skal godtgøre, at den manglende fastansættelse ikke helt eller delvist var forårsaget af graviditeten.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager den 26. august 2013 påbegyndte ansættelse som marketingskonsulent i en tidsbegrænset stilling på fem uger, således at ansættelsesforholdet udløb den 30. september 2013.

Klager fik på møde den 27. september 2013 efter, at hun var vendt tilbage til arbejdet efter nogle dages sygemelding, at vide, at indklagede ikke ville tilbyde hende fastansættelse på grund af fravær og manglende salgsresultater. Dette skete umiddelbart efter, at klager havde meddelt indklagede, at hun var gravid.

Nævnet finder på baggrund af den tætte tidsmæssige sammenhæng mellem oplysningen om graviditeten og meddelelsen om, at klager ikke ville blive tilbudt fastansættelse, at klager har påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at hun blev udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sin graviditet.

Beslutningen om ikke at tilbyde fastansættelse blev meddelt klager efter, at salgschefen havde konfereret med sin direktør om klagers oplysning om graviditeten. Nævnet finder på den baggrund, at indklagede ikke har godtgjort, at klagers graviditet ikke har været medvirkende årsag til beslutningen om ikke at tilbyde hende fastansættelse.

Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Det er indgået i nævnets vurdering, at klager ikke blev afskediget, og der er derfor ikke som anført af klager grundlag for at tilkende en godtgørelse svarende til seks måneders løn.

Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 24. februar 2014, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

<2014-6810-13846>