Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Kriterier for godskrivning
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til eventkoordinator

I medfør at § 4, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 17. februar 2015, og til dels efter bestemmelse fra Det faglige Udvalg for Uddannelser inden for Oplevelsesområdet, jf. lovens § 38, stk. 2, samt i medfør af § 3 a, § 4, stk. 1 og 2, og § 7, stk. 3, i lov om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 961 af 1. september 2014, og til dels efter samråd med samme faglige udvalg fastsættes:

Formål og opdeling

§ 1. Erhvervsuddannelsen til eventkoordinator har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder:

1) Udvikling af events (oplevelser) inden for oplevelsesområdet.

2) Administration og koordination med hensyn til planlægning, gennemførelse og evaluering af events.

Stk. 2. Eleven skal nå de uddannelsesmål, som er fastsat for specialet, jf. stk. 3.

Stk. 3. Uddannelsen afsluttes med specialet eventkoordinator, niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring.

Stk. 4. Uddannelsen kan gennemføres som eux-forløb, så eleven opnår generel studiekompetence, jf. dog stk. 5. Uddannelsen tilrettelagt som eux-forløb omfatter alle kompetencemål i uddannelsen. Efter grundforløbet gennemføres det studiekompetencegivende forløb, der afsluttes forud for optagelse til skoleundervisningen i hovedforløbet. For en elev, der afbryder det studiekompetencegivende forløb, finder § 3, stk. 1, 2. pkt., ikke anvendelse.

Stk. 5. Elever med allerede opnået gymnasial eksamen kan ikke gennemføre uddannelsen som eux-forløb.

Varighed

§ 2. Uddannelsen varer 3-4 år, inklusive grundforløbet. For elever med bevis for afsluttet htx, stx eller hf varer grundforløbets 2. del 10 uger, og grundforløbet omfatter de mål, der fremgår af § 3, stk. 2-4, samt grundfagene erhvervsøkonomi på C-niveau, afsætning på C-niveau og informationsteknologi på C-niveau, jf. § 3, stk. 5, nr. 3-5. For elever med bevis for afsluttet hhx varer grundforløbets 2. del 5 uger, og grundforløbet omfatter de mål, der fremgår af § 3, stk. 2-4.

Stk. 2. Uddannelsens hovedforløb varer 2 år, for elever med en allerede opnået gymnasial eksamen dog kun 1 år. Elever med en allerede opnået gymnasial eksamen, der senest den 1. august 2020 har indgået og påbegyndt en uddannelsesaftale, hvorefter hovedforløbet varer mere end 1 år, men dog højst 2 år, kan gennemføre uddannelsen i overensstemmelse hermed. Af hovedforløbet udgør skoleundervisningen inklusive fagprøve 11 uger fordelt på mindst to skoleperioder.

Stk. 3. Det studiekompetencegivende forløb, jf. § 1, stk. 4, varer 40 uger. Undervisningen i fagene i det studiekompetencegivende forløb skal afsluttes ved en gymnasial eksamenstermin.

Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet

§ 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-5. En elev i eux-forløb skal have erhvervet beviset for eux 1. del, jf. § 8, stk. 4.

Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder:

1) Målgrupper for kommunikation og betydningen af sprognormer i forhold til talesprog og præsentationer samt breve og mails.

2) Kommunikationskanaler og teknologiske værktøjer i forhold til formidling og ønsket effekt.

3) Kommunikationssituationer.

4) Faser i et udviklingsprojekt.

5) Administrative, økonomiske, juridiske og sikkerhedsmæssige aspekter ved en eventopgave.

6) Projektstyring og kvalitetssikring.

7) Idéudviklingsprocessens forskellige faser.

8) Juridiske og sikkerhedsmæssige aspekter ved en eventopgave.

9) Projektøkonomi, budgettering, nøgletal og principper for forretningsdrift generelt.

10) Relevante salgs- og kommunikationskanaler og redegørelse for valg af kanal i forbindelse med en udvalgt udviklingsopgave.

Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter:

1) Udførelse af mundtlig præsentation af en afgrænset opgave ved hjælp af teknologiske værktøjer i forhold til et opstillet mål for formidlingen og under hensyntagen til målgruppen.

2) Udarbejdelse af korte tekster på dansk og engelsk i forhold til en konkret udviklingsopgave og begrundelse for valg af sproglig norm i forhold til tekstens indhold, målgruppe for teksten samt kommunikationskanal.

3) Udarbejdelse af og begrundelse for alternative løsnings- og styringsmodeller for opgaver ud fra virksomhedens og kundens forventninger til service og kvalitet.

4) Udarbejdelse af projektplaner og præsentationer ved hjælp af IT-værktøjer.

5) Anvendelse af kreative metoder til idéudvikling og forklaring af forretningspotentialet i en eventidé.

6) Udarbejdelse af budgetter, forskellige former for tilbud og andre konkrete beregninger og synliggørelse af de forventede økonomiske udgifter og indtægter ved en opgave.

7) Udarbejdelse af en simpel salgs- og markedsføringsplan i forbindelse med gennemførelsen af en udviklingsopgave i eventbranchen.

8) Udvælgelse af værktøjer og metoder til at sikre kreativ og visionær formidling af en konkret udviklingsopgave eller præsentation til den valgte målgruppe og evaluering af egen fremstilling ved hjælp heraf.

9) Løbende justering og opfølgning samt afsluttende projektevalueringer.

10) Analyse af forskellige problemstillinger og opstilling af alternative løsningsmodeller.

11) Korrektion af budgetter og planer som følge af afvigelser af de planlagte elementer.

Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne:

1) planlægge og udføre mundtlig og skriftlig kommunikation selvstændigt i forhold til afgrænsede arbejdsprocesser og udpege forskelle i anvendelse af sproget og personlig fremtræden i forhold til kommunikationskanaler, målgrupper og kommunikationssituationer,

2) planlægge og udføre alle elementer i en afgrænset udviklingsopgave selvstændigt ud fra en helhedsforståelse samt involvere relevante partnere og følge op på målet i forhold til det opnåede resultat og

3) udvikle en idé fra start til slut selvstændigt og med inddragelse af andre under hensyntagen til målgruppens behov og forventninger og de økonomiske rammer for eventopgaven.

Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveauer med et karaktergennemsnit på 2,0:

1) Dansk på C-niveau.

2) Engelsk på C-niveau.

3) Erhvervsøkonomi på C-niveau.

4) Afsætning på C-niveau.

5) Informationsteknologi på C-niveau.

Kompetencer forud for optagelse på det studiekompetencegivende forløb og forløbets indhold

§ 4. For at kunne blive optaget på det studiekompetencegivende forløb skal eleven ud over at opfylde kravene i § 3, stk. 2-5, have gennemført følgende grundfag på følgende niveauer:

1) Dansk på C-niveau.

2) Engelsk på C-niveau.

3) Samfundsfag på C-niveau.

4) Matematik på C-niveau.

5) Erhvervsøkonomi på C-niveau.

6) Informationsteknologi på C-niveau.

7) Organisation på C-niveau.

8) Afsætning på C-niveau.

Stk. 2. For elever, der opnår de i stk. 1 nævnte kompetencer i et grundforløb, skal fagene nævnt i bestemmelsens nr. 1 - 3 være gennemført i grundforløbets 1. del med varigheder på henholdsvis 2,5 uger, 3 uger og 2,5 uger og fagene nævnt i nr. 4 - 8 være gennemført i grundforløbets 2. del med varigheder på henholdsvis 5 uger, 2,5 uger, 2,5 uger, 3 uger og 2 uger.

Stk. 3. Er der i § 3, stk. 5, fastsat karakterkrav for et eller flere fag, herunder krav om et gennemsnit, gælder disse krav tilsvarende for eux-elever på det niveau af grundfaget eller grundfagene, som eleven skal have for at kunne påbegynde det studiekompetencegivende forløb, jf. stk. 1, uanset en eventuel forskel mellem de pågældende niveauer.

Stk. 4. Det studiekompetencegivende forløb i et eux-forløb indeholder følgende fag og niveauer:

1) Dansk på A-niveau, jf. bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser, dog med uddannelsestiden 185 timer.

2) Engelsk på B-niveau, jf. bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser, dog med uddannelsestiden 135 timer.

3) Informationsteknologi på B-niveau, jf. bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser, dog med uddannelsestiden 125 timer.

4) Et af følgende fag:

a) Matematik på B-niveau, jf. bekendtgørelse om uddannelsen til højere handelseksamen (hhx-bekendtgørelsen), med uddannelsestiden 125 timer.

b) Virksomhedsøkonomi på B-niveau jf. bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser, med uddannelsestiden 125 timer.

5) Et af følgende fag:

a) Erhvervsret på C-niveau, jf. hhx-bekendtgørelsen, med uddannelsestiden 75 timer.

b) 2. fremmedsprog på C-niveau, jf. de gymnasiale bekendtgørelser, jf. § 13, stk. 3 i bekendtgørelse om krav til udformning af eux-forløb, eller bekendtgørelse om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne (grund- og erhvervsfagsbekendtgørelsen), med uddannelsestiden 75 timer.

c) Psykologi på C-niveau, jf. bekendtgørelse om valgfag fælles for de gymnasiale uddannelser eller bekendtgørelse om grundfag, erhvervsfag og erhvervsrettet andetsprogsdansk i erhvervsuddannelserne, med uddannelsestiden 75 timer.

6) Større skriftlig opgave, jf. bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser, med uddannelsestiden 25 timer.

7) Eksamensprojekt, jf. bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser, med uddannelsestiden 25 timer.

Stk. 5. Eleven skal som valgfag vælge mellem følgende muligheder inden for de af skolen tilbudte fag:

1) To løft af niveau i et fag med uddannelsestiden 250 timer.

2) Et løft af niveau i hvert af to fag med uddannelsestiden 125 timer.

3) Et løft af niveau i et fag med uddannelsestiden 125 timer og to fag på C-niveau, hver med uddannelsestiden 75 timer.

Stk. 6. Skolen skal sikre, at undervisningen i fag på gymnasialt niveau så vidt muligt knyttes an til den konkrete elevgruppes erhvervsuddannelser, herunder at opgaver, projekter m.v. i rimeligt omfang giver mulighed for at inddrage viden, begreber og indhold fra den enkelte elevs uddannelse, jf. § 4 a i lov om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v.

Stk. 7. Uddannelsestiden for de gymnasiale fag i det studiekompetencegivende forløb omfatter den samlede lærerstyrede elevaktivitet, dvs. den tid, eleverne deltager i forskellige former for lærerstyret undervisning og i øvrige aktiviteter, som er organiseret af skolen til realisering af fagets formål, herunder faglig og metodisk vejledning. Uddannelsestiden omfatter dog ikke elevernes forberedelse til undervisningen, det skriftlige arbejde og de officielle prøver. Skolen skal ved tilrettelæggelsen af undervisning i gymnasiale fag, hvor der ikke i uddannelsestiden indgår tid til afholdelse af prøver, sørge for at medregne fornøden tid hertil.

Stk. 8. Omfanget af det skriftlige arbejde i gymnasiale fag opgøres i elevtid. Elevtiden er den forventede tid, en gennemsnitlig elev på det pågældende niveau skal bruge for at udfærdige en besvarelse af de skriftlige opgaver i faget. Der skal mindst afsættes 400 timers elevtid til den enkelte elevs skriftlige arbejde. Elevtiden fordeles af skolen med passende inddragelse af de principper for fordeling af elevtid, som fremgår af reglerne om de gymnasiale uddannelser. Dele af elevtiden kan afvikles i forbindelse med fag i grundforløbet.

Kompetencer i hovedforløbet

§ 5. Hovedforløbet har følgende kompetencemål:

1) Eleven kan forholde udvalgte teorier til tilrettelæggelse, gennemførelse og evaluering af konkrete arbejdsopgaver fra praktikken.

2) Eleven kan medvirke ved kreativ idéudvikling af oplevelser og events ud fra en kultur- og trendforståelse.

3) Eleven kan anvende koncept- og forretningsforståelse.

4) Eleven kan udarbejde tilbud på events og kan forberede og gennemføre præsentationen af det.

5) Eleven kan udføre opgaver ud fra en forståelse af værtskabets betydning for virksomhedens mulighed for at tiltrække og fastholde kunder.

6) Eleven kan kommunikere mundtligt og skriftligt i et sprog, der er nuanceret i forhold til situationen og den valgte kommunikationskanal.

7) Eleven kan opstille mål for events.

8) Eleven kan definere målgrupper for events og planlægge markedsføringsaktiviteter for events.

9) Eleven kan anvende projektstyringsværktøjer til planlægning og gennemførelse af events.

10) Eleven kan varetage booking og indgåelse af aftaler og kontrakter ved planlægning af events.

11) Eleven kan håndtere budgettering og budgetopfølgning i forbindelse med planlægning af events.

12) Eleven kan håndtere transport og logistik i forbindelse med planlægning og afvikling af events.

13) Eleven kan fastlægge sikkerhedsforanstaltninger ved events.

14) Eleven kan koordinere gennemførelse af events.

15) Eleven kan gennemføre evaluering og afrapportering af eventen.

Stk. 2. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen inden for de overordnede rammer, som er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser.

Godskrivning og merit

§ 6. Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse samt bestemmelserne om merit, er fastsat i bilag 1.

Stk. 2. Elevens uddannelsesforløb afkortes yderligere, i det omfang elevens individuelle kompetencer giver grundlag herfor.

Stk. 3. Bekendtgørelse om merit i de gymnasiale uddannelser finder med de nødvendige tilpasninger anvendelse for merit i fag på gymnasialt niveau.

Fagprøve

§ 7. Forud for sidste skoleperiode skal eleven med henblik på den afsluttende fagprøve gennemføre et projekt i praktikvirksomheden. Projektet gennemføres inden for det sidste halve år af elevens uddannelse. Projektets form og indhold vælges af elev og praktikvirksomhed inden for rammer fastsat af skolen og godkendes af skolen.

Stk. 2. I den sidste skoleperiode udarbejder eleven under vejledning fra skolen i et relevant medie dokumentation af projektet og forbereder fremlæggelse af projektet.

Stk. 3. Som en del af den sidste skoleperiode på uddannelsens speciale afholder den skole, hvor eleven har gennemført de bundne specialefag, en afsluttende fagprøve, der er en mundtlig prøve. Bedømmelsesgrundlaget for fagprøven består af elevens præstation under mundtlig fremlæggelse af dokumentation af det gennemførte projekt, jf. stk. 1 og 2, samt af den efterfølgende mundtlige eksamination. Eksaminationsgrundlaget for den mundtlige eksamination består af elevens dokumentation af projektet, jf. stk. 2.

Stk. 4. Ved bedømmelsen gives en samlet karakter på baggrund af en helhedsvurdering af elevens præstation under prøven, jf. stk. 6, dog med hovedvægt på elevens fremlæggelse af dokumentation af projektet. Bedømmelseskriterierne fastsættes af skolen, jf. uddannelsesordningen.

Stk. 5. Prøven har en varighed af 30 minutter inklusive votering. Den prøveafholdende skole fastsætter i undervisningsplanen varigheden af elevens fremlæggelse og af eksaminationen.

Stk. 6. For at der kan udstedes skolebevis, skal eleven mindst have opnået beståkarakter som gennemsnit af karakterer for alle uddannelsesspecifikke fag i hovedforløbet samt mindst have opnået beståkarakter i den afsluttende fagprøve, jf. stk. 3.

Stk. 7. Ved uddannelsens afslutning udsteder skolen et uddannelsesbevis til eleven som dokumentation for, at eleven har opnået kompetence inden for uddannelsen.

Bedømmelse i det studiekompetencegivende forløb

§ 8. I alle gymnasiale fag gives afsluttende standpunktskarakterer, der udtrykker graden af den enkelte elevs opfyldelse af målene for faglig viden, indsigt og metode i den pågældende læreplan ved afslutningen af faget. Der udarbejdes en undervisningsbeskrivelse for det enkelte fag i overensstemmelse med reglerne herom i hhx-bekendtgørelsen.

Stk. 2. Eleven skal, ud over hvad der følger af § 7:

1) aflægge seks prøver i det studiekompetencegivende forløb efter udtræk blandt fag på gymnasialt niveau,

2) udarbejde en større skriftlig opgave, jf. bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser, og

3) aflægge en mundtlig prøve med udgangspunkt i et skriftligt eksamensprojekt, jf. bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser.

Stk. 3. Projektet efter stk. 2, nr. 3, udarbejdes i et gymnasialt fag på mindst B-niveau og mindst et andet fag fra erhvervsuddannelsen efter elevens valg.

Stk. 4. Eleverne får et bevis for opnået generel studiekompetence, når de krævede prøver er aflagt ved afslutningen af det studiekompetencegivende forløb, og eksamen er bestået, jf. § 3 a i lov om studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v. Beviset (bevis for eux 1. del) indeholder, ligesom eux-beviset, der udstedes efter gennemførelsen af den samlede uddannelse med eux-forløb, jf. § 2 og § 5, stk. 3, i samme lov, karaktererne for de i stk. 2, nr. 1 – 3, anførte prøver m.v. og afsluttende standpunktskarakterer (årskarakterer) i alle fagene på gymnasialt niveau.

Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2015.

Stk. 2. Elever, der påbegynder eller er påbegyndt den tilsvarende hidtidige erhvervsuddannelse før den 1. august 2015, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse.

Stk. 3. Elever, der på tidspunktet for påbegyndelsen af den tilsvarende hidtidige erhvervsuddannelse var fyldt 25 år, skal ved overgang til uddannelsen efter stk. 2 gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv).

Undervisningsministeriet, den 4. maj 2015

P.M.V.
Lars Mortensen
Afdelingschef

/ Anja Otterstrøm


Bilag 1

Kriterier for godskrivning

1. Kriterier for vurdering af, om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser

Beskæftigelse inden for følgende arbejdsområder, som sammenlagt svarer til 2 års fuldtidsbeskæftigelse i eventbranchen eller lignende:
1)
Udvikling og markedsføring af events, i et omfang svarende til 7 måneder
2)
Planlægning af events, svarende til 7 måneder
3)
Gennemførelse af events, svarende til 10 måneder
Beskæftigelsesperioder, der er afsluttet tidligere end 10 år forud for uddannelsens start, kan ikke indgå i vurderingen af relevant erhvervserfaring.
Beskæftigelsen kan omfatte ansættelse, herunder elevuddannelse eller traineeforløb, selvstændig virksomhed, ansættelse i udlandet m.v.

2. Erhvervserfaring, der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Relevant erhvervserfaring
Varighed
(år)
Afkortning af euv (skoleuger)
Afkortning af euv
(praktikmåneder)
Udvikling af tilbud, arrangementer og events
1
3
Planlægning og projektstyring
1
3
Koordinering og gennemførelse af arrangementer, events
1
3
Økonomistyring og budgetter
1
1
Markedsføring og salg
1
1
Administration generelt
1
1
Der kan i alt afkortes i praktikken med maksimalt 6 måneder

3. Uddannelse, der giver grundlag for godskrivning for alle elever

Uddannelse
Uddannelseskode
Afkortning af euv
(praktikmåneder)
Kontoruddannelse med specialer og generel kontoruddannelse
1912, 1911
6
Finansuddannelsen
1922
6
Handelsuddannelse med specialer og generel handelsuddannelse (tidligere engros)
1931, 1932
6
Kundekontaktcenter
1912-13, 1932-9, 1942
6
Detailhandelsuddannelse med specialer samt generel detailhandelsuddannelse
1952, 1951
6
Der kan i alt afkortes i praktikken med maksimalt 6 måneder