Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - ej medhold

J.nr. 7100258-12

Klagen drejede sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse fra ansættelse som lægesekretær og afslag på anmodning om fleksjob. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager fremadrettet ikke kunne varetage arbejdet som lægesekretær, og at man derfor var nødsaget til at afskedige hende. Nævnet fandt heller ikke, at indklagede havde handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved at meddele klager, at man ikke kunne give hende endeligt tilsagn om ansættelse i fleksjob, hvis dette måtte blive bevilliget hende. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med afskedigelse fra ansættelse som lægesekretær og afslag på anmodning om fleksjob.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager den 29. marts 2011 blev afskediget fra ansættelsen som lægesekretær ved indklagede og fik afslag på fleksjob.

Sagsfremstilling

Den 1. september 2000 blev klager ansat som lægesekretærelev på et hospital, der hører under den indklagede part i sagen. Hun skiftede flere gange tjenestested indenfor indklagedes ansættelsesområde. Fra 1. januar 2009 var klager ansat som lægesekretær ved Neurologisk Afdeling.

Fra januar 2008 til 31. august 2011 havde klager følgende sygefravær:

2008: 181 sygedage

2009: 32.18 % fravær

2010: 38.28 % fravær

januar 2011 - 31. august 2011: 74.40 % fravær

Indklagedes fraværspolitik har til formål at sikre en tidlig opfølgningsindsats under medarbejderens sygdom for i videst muligt omfang at fastholde medarbejderen på arbejdspladsen. Fraværspolitikken opstiller rammerne for et formaliseret kontaktforløb mellem arbejdspladsen og den sygemeldte medarbejder.

Fraværspolitikken beskriver blandt andet proceduren i forbindelse med opfølgning på sygefraværet. Efter mere end 1 uges sygemelding skal der være kollegial kontakt, efter 2 ugers sammenhængende fravær skal der være kontaktsamtaler og dialog med nærmeste leder. Efter fraværsforløb på 21 sammenhængende dage skal der tilbydes og afholdes omsorgs/fraværssamtale.

Den 6. oktober og 21. oktober 2008 blev der afholdt fraværssamtaler mellem klager og indklagede.

Den 30. december 2009 var klager involveret i en trafikulykke og blev sygemeldt. I speciallægeerklæring af 24. juni 2011 blev der stillet diagnosen forvridning af nakken og lænderyggen.

I perioden fra medio/ultimo januar 2010 til marts 2011 blev der afholdt syv fraværssamtaler mellem klager og indklagede. Under de første samtaler deltog repræsentanter fra afdelingen samt tillidsrepræsentanten. I de senere samtaler deltog også personalekonsulent, kommunal sagsbehandler samt indklagedes velfærdsteam. Dele af samtalerne er gengivet nedenfor ud fra referater underskrevet af begge parter.

1. fraværssamtale i slutningen af januar (referat dateret 3. februar 2010): Klager med familie var udsat for ulykke den 30. december 2009. Klager havde mange gener i form af smerter i ryg, venstre skulder og arm. Der var ikke bedring. Fik smertestillende og fysioterapibehandling og akupunktur. Aftaler/handleplan: klager skulle til egen læge med henblik på bedre smertedækning. Hun ville bede om varighedserklæring. Ny samtale afholdtes 2 - 3 uger senere. Fortsat fysioterapi. Der foreslås samtaler med egen læge.

I varighedserklæring af 2. februar 2010 udtalte klagers læge, at klager var set i klinikken den 21. januar 2010. Klager forventedes at starte på nedsat tid medio februar 2010. Lægen udtalte også, at klager ville kunne arbejde på fuld tid igen i løbet af få uger.

2. fraværssamtale den 3. februar 2010: Omkring opstart - på grund af vejrsituationen (sne) kunne den bærbare computer være en mulighed. Aftaler/Handleplan: Parterne talte om håndholdt "pedal" som en mulighed og mulighed for en bedre stol. Klager ville kontakte kommunen vedrørende dette. Ud fra dette kunne opstart på nogle timer dagligt blive en mulighed.

3. fraværssamtale den 17. februar 2010: Klager oplyste, at hun fortsat havde smerter, men var medicineret via egen læge. Hun havde en del hovedpine. De forsøgte at få en henvisning til Hovedpineambulatoriet. Klager forsøgte at få en medicinering, der gav hende mulighed for at køre bil. Klager så forskellige hjælpemidler samme dag - stole, fodpedal ændret til håndpedal etc. Aftale/handlingsplan: fra uge 8 skulle klager have en arbejdstid på 2 timer dagligt; mandag, tirsdag og torsdag, fredag. På sigt skulle timetallet øges, afhængig af smertetilstanden.

4. fraværssamtale den 23. april 2010: Klager oplyste, at den endelige stol, hun havde fået, var god og "super". De afventede nu taburetten med hjul. Aftaler/handleplan: klager foreslog at gå 5 timer op ugentlig - 1 time dagligt. Den nærmeste leder ville komme over i afdelingen den 29. april 2010 for at høre, hvordan ugen var gået med de ekstra timer og med henblik på videre planlægning.

I mail af 17. maj 2010 kontaktede lederen velfærdsteamet og bad om gode råd fra dem. Via Hjælpemiddelcentralen havde klager fået en god stol, og hun havde forsøgt at indrette arbejdspladsen, hvilket ikke var optimalt i forhold til ryg/nakke/skulder.

Den 23. juni 2010 blev der afholdt opstartssamtale mellem klager og en fysioterapeut fra Velfærdsteamet.

Af velfærdskonsulentens referat heraf fremgår, at klager efter undervisning i "Krop og Job" havde haft flere tanker omkring indretningen af hendes arbejdsplads. Hun havde to stole, som hun havde fået via kommunen. Det gav hende gode muligheder for varierende sidestillinger. Klager og velfærdskonsulenten gennemgik arbejdspladsens indretning. Skærm og tastatur blev flyttet ind centralt på bordet. Det gav klager en bedre udgangsstilling. Hun skulle dog være opmærksom på, at stillingen ikke gav hende problemer i forhold til en orientering ud i rummet. Her var det vigtigt, at klager drejede med stolen og holdt nakke og ryg i neutral stilling.

Klager havde tænkt på at flytte printeren op på bordet, så hun undgik at række ud efter den. Klager og velfærdskonsulenten flyttede printeren op på bordet, hvilket gjorde, at klager fik lidt mindre arbejdsplads, men hun havde printeren tættere på og skulle derved ikke række så langt frem. En mindre printer kunne eventuelt komme på tale. Der blev også talt om et headset i forhold til, at klager kunne få en mere aflastende stilling i forbindelse med telefonsamtaler.

Klager nævnte også, at der til tider var meget støj i lokalet i form af småsnak, hvilket kunne virke forstyrrende. Det blev foreslået, at der i samarbejde med arbejdsmiljøgrupperne for sekretærer og afdelingen kunne laves nogle aftaler.

Den 13. august 2010 blev der holdt et opfølgende møde mellem klager og velfærdskonsulenten. Klager havde flyttet printeren, så den kom tættere på. Hun skulle dog fortsat være opmærksom på ikke at række for langt ind over bordet efter printer og telefon. I forhold til telefonen ville det være hensigtsmæssigt at bruge et headset til en mere neutral arbejdsstilling.

Klager oplevede, at den stående stilling var mindre belastende end den siddende. Kunne derfor være hensigtsmæssigt at arbejde med en håndpedal, så hun havde mulighed for at vælge den stående arbejdsstilling i flere situationer end nu. Håndpedal skulle anskaffes gennem IT-afdelingen. Prisen udgjorde cirka 3.330 kroner. Udlån var ikke muligt, men muligvis kunne IT tage håndpedalen retur, hvis den ikke var en brugbar løsning.

5. fraværssamtale den 1. oktober 2010: Klager oplyste, at hun ikke havde fået det bedre. Der var ikke sket nogen fremgang, siden hun fik piskesmæld. Aftale/handleplan: Klager skulle prøve en håndbetjent fodpedal, der muliggjorde, at hun kunne stå op og arbejde, ligesom hun skulle gå til behandling hos fysioterapeut og psykolog. Henvendelse til egen læge med henblik på at blive henvist til speciallæge for at få lagt en plan til arbejdsgiver. Velfærdsteamet gik ind i sagen med en specialist i piskesmæld. Klager fortsatte delvis syg/delvis rask fire timer dagligt.

6. fraværssamtale den 5. november 2010: Klager oplyste, at det gik fremad. Siden mandag var klager gået 1 ½ time op i tid dagligt. Klager værdsatte at have fået en kollega på kontoret. Klager ville gerne yderligere gradvist øgte timetallet. Aftaler/handleplan: Den følgende uge forblev klager på 5 ½ time dagligt. Fra uge 46 ville der hver 14. dag blive bygget ½ time på arbejdstiden. Inden jul var målet, at var på fuld tid. Klager skulle fremover arbejde i Neurovaskulært Ambulatorium, når hun var klar til det.

Den 3. januar 2011 startede klager med de nye opgaver i Neurovaskulært Ambulatorium. Alle klagers hjælpemidler fulgte med hende.

Fra 17. januar til 6. februar 2011 gennemgik klager behandlingsforløb på X Gigt og Rygcenter.

7. fraværssamtale den 11. marts 2011:Klager oplyste, at hun efter opholdet på Gigt- og Rygcenteret blev anbefalet et fleksjob. Kommunen ville undersøge muligheden for dette. Hun troede ikke på fuld tid. Klager og Jobkonsulenten ville overveje et praktiksted. Vedrørende aftaler/handleplan ville indklagede indlede en afskedigelsessag. Praktiksted skulle findes eventuelt via personalekonsulenten. Jobkonsulenten ville derfor rette henvendelse til personalekonsulenten, der samtidig ville undersøge muligheden for arbejdsprøvning. Klager fortsatte på Neurologisk afdeling fire timer dagligt, indtil der var fundet et praktiksted.

I brev af 26. marts 2011 fremsatte klager bemærkninger til den påtænkte afskedigelse. Klager beskrev sygdomsforløbet, der havde ført til overvejelser om, at hun nu skulle bevilliges fleksjob. Klager ville gerne have anvist en afdeling, hvor hun kunne blive ansat i fleksjob.

Den 29. marts 2011 blev klager afskediget. Afskedigelsen var begrundet i klagers sygefravær og den usikre tidshorisont i forhold til fuld raskmelding og tilbagevenden på almindelige vilkår. Det ville blive undersøgt, om der kunne findes en afdeling, hvor klager kunne blive arbejdsprøvet. Der kunne dog ikke gives nogen garanti for, at arbejdsprøvningen efterfølgende førte til, at klager blev ansat i fleksjob i den pågældende afdeling.

Den 23. maj 2011 blev der afholdt afskedsforhandlinger. Af referat fremgår, at personalekonsulenten hos indklagede havde undersøgt et par muligheder for arbejdsprøvning, men begge steder havde afvist dette. Hun ville nu undersøge muligheden for arbejdsprøvning et andet sted. Indklagede kunne ikke garantere en eventuel senere ansættelse i fleksjob.

I en speciallægeerklæring af 24. juni 2011 er konkluderet, at:

"Klienten har ved ulykken været udsat for et traume, der kan betegnes som en whiplashlæsion med en blanding af klager fra rygsøjlen og af kognitiv karakter.

Der er ingen kendte behandlinger der kan ændre på dette forhold.

Der er forløbet 1½ år siden ulykken og tilstanden er stationær. Der er varigt mén i moderat omfang, ligesom erhvervsevnen er nedsat."

Fra 4. juli til 29. august 2011 gennemgik klager et jobafklarende forløb hos indklagede fire timer dagligt, tre dage ugentlig. Klager havde skånehensyn i forhold til behovet for mange små pauser og varierende arbejdsstillinger og opgaver.

Fra 4. juli til 8. august 2011 havde klager 10 arbejdsdage af 4 - 4 1/2 times varighed og 6 sygedage. Hun blev herefter sygemeldt på fuld tid.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, og at hun er berettiget til en godtgørelse. Godtgørelsen bør afspejle, at klager har været ansat hos indklagede fra september 2000 til august 2011. Månedslønnen udgjorde 25.234 kroner på fratrædelsestidspunktet. En godtgørelse på 606.616 kroner, svarende til 18 måneders løn, kan derfor anses som rimelig.

Indklagede har undladt at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger, så klager kunne udøve eller have fremgang i beskæftigelsen, selvom det var klart, at klager havde nedsat arbejdsevne, og at det var lægeligt tilrådet klager at overgå til fleksjobansættelse. Vedrørende tilvejebringelsen af hjælpemidler var denne indsats fra indklagedes side begrænset og uden virkning for klager.

Klager afviser, at budgetbesparelser skulle kunne begrunde opsigelsen af klager, da kompensation i form af nedsat arbejdstid og fleksjob samtidig ville udløse tilskud og økonomisk kompensation. Det ville derfor ikke være en uforholdsmæssig byrde for indklagede.

I 2008 havde klager 117 dages sygefravær, hvor langt størstedelen var begrundet i psykisk dårligt arbejdsmiljø, idet en overlæge var meget grov overfor klager. De øvrige 64 sygedage relaterede sig til operative indgreb i hånd og operation for galdesten

Allerede efter få dages sygemelding i forbindelse med ulykken den 30. december 2009 ringede den ledende lægesekretær og spurgte, hvornår klager regnede med at møde på arbejde igen. Klager fortalte, at hun havde det meget dårligt, og at hun ikke vidste, hvornår hun var klar til at arbejde igen. Klager fik herefter jævnligt denne form for opringninger. Når lederen ikke kunne komme i kontakt med klager, sendte hun i stedet en e-mail.

Ved den første fraværssamtale i midten/slutningen af januar 2010 fik klager besked om, at indklagede påtænkte at afskedige klager, hvis hun ikke kunne arbejde på almindelige vilkår. Klager fik naturligvis kun denne besked mundtligt. Klager begyndte at arbejde sidst i februar 2010 på meget nedsat tid.

Dette hørte klager mange gange fra både lederen og oversygeplejersken med formålet at "presse" hende op på fuld tid. Det er korrekt, at klager selv var med til at øge timeantallet. Det skete dog under pres, fordi lederen flere gange gjorde klager opmærksom på, at det i modsat fald ville det blive anset for manglende fremgang, og at hun så nok skulle regne med at blive afskediget.

Påstanden kan dokumenteres via mailkorrespondancen mellem klager og lederen, hvilket kræver, at klager får adgang til sin arbejdsmail.

Klager måtte tvinge sig selv på arbejde og på fuld tid gennem en periode fra midten af maj 2010 og frem til sommerferien, som indklagede også ændrede. Efter sommerferien gik klager fysisk ned og måtte sygemeldes. Herefter arbejdede hun først på nedsat tid, så arbejdede hun sig op på fuld tid, for igen at arbejde på nedsat tid og arbejde sig op på fuld tid.

Klager blev indlagt tre uger på X Gigt- og Rygcenter. Indklagede havde været med til at presse klager til opholdet dér. De ville have klagers læge til at påbegynde udredningen af klager.

Da klager fortalte lederen om opholdet, fik hun besked om, at hun var nødt til at tage ferie. Klager var chokeret, men da lederen begyndte at anfægte indlæggelsen, påpegede klager, at hun havde brug for forløbet ved Gigt- og Rygcenteret. Hun havde dog ikke noget ferie tilbage, og måtte derfor holde udskudt barselorlov. Klagers forbund fik efterfølgende ændret dette, så klager var sygemeldt under forløbet.

Da klager vendte tilbage til arbejdet umiddelbart efter udskrivelsen, mod anbefalingen fra Gigt- og Rygcenteret, var første kommentar fra indklagede, om klager nu var rask og parat til at arbejde fuld tid.

Klager blev på Gigt- og Rygcenteret anbefalet at kontakte Jobcenteret for at få klarhed over muligheden for fleksjob. Klager opsøgte Jobcenteret. Sagsbehandleren mente, at klager sandsynligvis godt kunne bevilliges fleksjob, henset til de forgæves forsøg på at arbejde på fuld tid.

Klager talte flere gange med tillidsrepræsentanterne hos indklagede, der undrede sig over det arbejdsmæssige forløb efter trafikulykken. De hjalp klager med at meddele lederen, om den permanente deltidssygemelding svarende til fire timers arbejde om dagen efter udskrivelsen fra Gigt- og Rygcenteret, da klager følte, at indklagede ikke ville acceptere dette, hvis det kom fra hende.

Hele forløbet efter ulykken var præget af indklagedes mistro. Der blev ringet mange gange for at høre, hvornår klager kom på arbejde, aldrig for at høre, hvordan det gik med klager. Efter ulykken var klager ikke i stand til at yde 200 procent, som hun var før ulykken. Det betød, at hun ikke længere blev taget alvorligt. Indklagede anså hende ikke længere for ligeværdig med kollegerne.

Der er af indklagede henvist til den gældende fraværspolitik. Den løbende kontakt skal normalt aftales mellem lederen og den sygdomsramte, hvilket ikke skete på noget tidspunkt for klager.

En af oversygeplejerskerne berørte på et tidspunkt, at klager sov i løbet af dagen. Hun mente, at det måske var årsagen til, at klager ikke kunne sove om natten. Lederen mente heller ikke, at klager behøvede at respektere advarselstrekanten på de smertestillende piller. Det var op til en selv, om man var i stand til at køre bil. Klager kontaktede både egen læge og politiet for at få bekræftet, at det var forbudt.

Der var hos indklagede ikke vilje til at finde en acceptabel løsning i forløbet efter trafikulykken. Det blev påpeget flere gange, at der ikke fandtes en stilling, som klager kunne varetage med skånehensynene.

Indklagede har til sagen redegjort udførligt for piskesmældsproblematikken. Derfor burde indklagede også vide, at ikke alle kommer sig efter et piskesmæld. Det er korrekt, at speciallægeerklæringen først er afgivet efter afskedigelsen af klager, men den blev indhentet i en anden sammenhæng. Det havde derimod været naturligt, om indklagede havde anmodet om en speciallægeerklæring, før man skred til afskedigelsen af klager. Havde man indhentet denne erklæring på et tidligere tidspunkt kunne hele visitationen til fleksjob være blevet fremskyndet.

Klager afviser, at indklagede skånede hende, da hun atter vendte tilbage til jobbet. I flere perioder sad klager som eneste sekretær i sengeafdelingen, der ellers var normeret til to fuldtidssekretærer. Det var også tilfældet i de perioder, hvor hun var delvis sygemeldt.

I slutningen af 2010 fortalte klager den nytiltrådte ledende lægesekretær, at hun ønskede at blive flyttet til en anden fysisk plads i afdelingen, da den tidligere leder skulle sidde permanent som sekretær med klager. Klager havde et problem med dette, da hun havde erfaret, at den tidligere ledende lægesekretær havde været inde og "snage" i klagers journaloplysninger. Klager blev herefter flyttet til Neurovaskulært Ambulatorium.

Klager afviser, at hun på noget tidspunkt fik en specialtaburet stillet til rådighed. Det er derimod rigtigt, at hun fik et headset. Det virkede ikke. Klager bad om at få det repareret, hvilket blev afvist, da man var ved at overgå til en ny leverandør. På grund af økonomi kunne der ikke blive tale om at skaffe et nyt.

Indklagede traf ikke foranstaltninger i form af hjælpemidler. Disse foranstaltninger blev udelukkende truffet af klager.

Klager anmodede ikke om at få åbnet mailadgangen, da hun regnede med, at dette ikke ville blive imødekommet af indklagede.

Indklagede gør gældende, at sagen skal afvises fra behandling ved Ligebehandlingsnævnet, idet der foreligger betydelig faktuel uenighed mellem parterne om blandt andet tidligere sygefravær, indklagedes reaktion på sygdomsforløbet umiddelbart efter uheldet, indholdet af samtaler/møder med klager, forslag til tilpasninger og behandling og forløbet af virksomhedspraktik.

Klager ikke har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Klagers sygdom kan ikke defineres som et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Hvis nævnet finder, at klagers sygdom kan defineres som et handicap, gør indklagede gældende, at opsigelsen af klager ikke var ulovlig forskelsbehandling, og at indklagede har truffet de foranstaltninger, der var hensigtsmæssige og rimelige i betragtning af de konkrete behov for at give skadelidte adgang til at udøve eller have fremgang i beskæftigelsen.

Hvis nævnet måtte finde, at der er sket en overtrædelse af loven, skal der principalt fastsættes en godtgørelse, der er væsentlig mindre end seks måneders løn, subsidiært en godtgørelse på mellem 6 og 9 måneder og endnu mere subsidiært en godtgørelse på 9 måneders løn.

Der blev iværksat følgende foranstaltninger sammen med klager; specialstol, specialtaburet, hæve-sænkebord, afholdelse af flere fraværs/omsorgssamtaler, varighedserklæringer fra egen læge, bærbar computer til hjemmearbejde, forsøg på henvisning til hovedpineambulatoriet, involvering af velfærdsteamet, håndpedal, headset, tilpasning af arbejdstiden, varierende arbejdsstillinger, involvering af kommunal sagsbehandler for at få deres forslag til løsninger, ophold på X Gigt- og Rygcenter, etablering af virksomhedspraktik for at afdække klagers behov og tjenestefri med løn i forbindelse med diverse behandlinger.

Flere af hjælpemidlerne blev fremskaffet af indklagede. Initiativet til at afprøve forskellige hjælpemidler foregik altid i dialog med klager. Mange af hjælpemidlerne var allerede i afdelingen. Klager kunne derved finde ud af, hvilke af disse hun fandt god hjælp i. Hvis klager selv rettede henvendelse til bopælskommunen for at anskaffe en specialstol, var det ikke en usædvanlig procedure.

Det kan ikke være afgørende, hvem der anskaffede hjælpemidlerne. Det afgørende må være, at ideerne til mulige hjælpemidler eller andre foranstaltninger med henblik på afhjælpning opstår, og at arbejdsgiveren skaber mulighed for at hjælpemidlerne og afhjælpningsforanstaltningerne kan anvendes på arbejdspladsen.

Arbejdsgiveren er ifølge forskelsbehandlingsloven ikke forpligtet til at påtage sig yderligere uforholdsmæssige byrder. I den konkrete sag ville en forpligtelse til at indgå fleksjobordning med klager være en forholdsmæssig stor byrde, når henses til oplysninger om klagers sygefravær og sygdomsudvikling samt hensynet til driften af afdelingen.

Udgangspunktet efter trafikulykken var fra starten, at klagers fravær ville være af kortere varighed. Det var først ved fremlæggelsen af speciallægeerklæring af 24. juni 2011, at klager dokumenterede, at der var tale om en funktionsnedsættelse, der påvirkede erhvervsevnen og ikke blot forbigående sygdom.

Indklagede forsøgte sammen med klager og bopælskommunen at finde egnede hjælpemidler og at tilrettelægge arbejdet og arbejdstiden med henblik på, at klager kunne fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende situation. Et fleksjob med begrænset arbejdstid var tilsyneladende den eneste mulige løsning for klager.

Som det fremgår af oversigt over sygefravær, var klagers sygefravær usædvanlig højt allerede to år inden hun fik sin whiplashlæsion og forklares ikke alene af de sygdomsforløb, som klager har anført i klagen.

Det var med baggrund i fraværspolitikken, at lederen tog kontakt til klager efter få dages sygemelding, og at der løbende blev afholdt fraværs/omsorgssamtaler med klager. Samtalerne havde til formål at fastholde klager på arbejdspladsen.

Indklagede afviser, at ændringen i klagers ferie i sommeren 2010 udelukkende blev ændret på indklagedes foranledning.

Under fraværssamtalen den 3. februar 2010 blev det aftalt, at klager fik stillet en bærbar computer til rådighed, hvilket gav hende mulighed for at arbejde hjemme. Klager havde svært ved at komme ind på arbejde på grund af en meget hård vinter i 2010. Indklagede havde dog også en formodning om, at hjemmearbejdspladsen ville give klager bedre mulighed for at få en "blød" start efter sygemeldingen. Klager var på dette tidspunkt fuldtidssygemeldt. Efter udtalelsen fra klagers egen læge i varighedserklæringen af 2. februar 2010 var der dog grund til at formode, at klager delvist kunne starte op med at arbejde igen.

Indklagede afviser, at lederen under fraværssamtalen den 17. februar 2010 skulle have rådet klager til ikke at respektere advarselstrekanten på de smertestillende piller. Lederen var vidende om, at klager var afhængig af andre til at køre hende til og fra arbejde og tilbød klager at undersøge muligheden for, at klager fik en medicinering, der gjorde hende i stand til at køre bil.

På tidspunktet for den 5. fraværssamtale den 1. oktober 2010 begyndte klagers fravær at have betydning for afdelingens drift, og indklagede oplevede det problematisk at få opgaverne på sekretærområdet løst til tiden. Klagers tilstand var ikke blevet bedre på trods af alle de hensigtsmæssige foranstaltninger, der på daværende tidspunkt var blevet iværksat.

Under 6. fraværssamtale ytrede klager ønske om nye opgaver. Det blev aftalt, at klager skulle starte disse opgaver i Neurovaskulært Ambulatorium, når hun var klar til det i det nye år. Denne aftale var udtryk for, at indklagede på tidspunktet for samtalen den 5. november 2010 fortsat havde tillid til, at klager kom til at arbejde fuldtid.

Da indklagede gerne ville hjælpe klager med at få det bedre, talte lederen med klager om muligheden for et ophold ved X Gigt- og Rygcenter. Opholdet var betinget af en henvisning fra egen læge, sygehuslæge eller speciallæge. Opholdet blev iværksat på ledelsens opfordring efter aftale med klager. Indklagede afviser derfor, at indklagede pressede klager til opholdet ved Gigt- og Rygcenteret. Indklagede opfordrede klager til at få egen læges henvisning til et ophold.

Det er af klager anført, at "jeg var naturligvis lamslået, men da hun begyndte at anfægte indlæggelsen, var jeg nødt til at påpege, at jeg havde brug for forløbet i by X". Klager har således først anført, at hun mod sin vilje blev presset til opholdet, og dernæst anført, at hun blev nødt til at påpege, at hun havde brug for opholdet. Det strider mod hinanden.

Det er derimod korrekt, at der skete en misforståelse i forhold til registreringen af opholdet. I første omgang blev de tre uger registreret som udskudt barsel. Klagers forbund gjorde opmærksom på dette i brev af 25. marts 2011, hvorefter fejlen blev rettet.

Efter opholdet på X Gigt- og Rygcenter begyndte klager sit arbejde. Klager har anført, at centeret havde anbefalet et par ugers sygemelding efter opholdet. Indklagede kendte ikke til denne anbefaling og pressede heller ikke klager til at møde på arbejde straks efter udskrivelsen.

Indklagede afviser, at tillidsrepræsentanterne hjalp klager med at sygemelde sig til lederen. Indklagede havde i mere end et år været med til at indgå aftaler med klager om tilpasning af arbejdstiden alt efter helbredstilstanden.

Uanset klagers ophold på X Gigt- og Rygcenter, viste det sig desværre, at der ikke skete nogen positiv udvikling i klagers sygdom/situation, og da der ikke fandtes yderligere hensigtsmæssige foranstaltninger, der kunne iværksættes for at hjælpe klager, mistede indklagede håbet om, at klager kunne raskmeldes indenfor overskuelig tid.

Under 7. fraværssamtale forklarede klager, at X Gigt- og Rygcenter havde anbefalet hende at søge om fleksjob. Klager arbejdede på dette tidspunkt 4 timer dagligt. Inden mødet havde der været håb om, at klager kunne fungere i arbejdet som lægesekretær med de forhåndenværende hjælpemidler indenfor overskuelig fremtid. Hensynet til indklagedes drift og tarv medførte imidlertid, at der blev indledt en afskedigelsessag.

Indklagede afviser, at klager under det jobafklarende forløb blev placeret i et hjørne og ikke måtte besvare telefonen.

Indklagede kunne ikke give klager garanti for ansættelse i fleksjob. En af årsagerne hertil var kravet om budgetbesparelser hos indklagede. I den forbindelse blev "Drejebog - håndtering af omplaceringsproces som følge af budgetbesparelser - primo 2011" vedtaget på Hovedudvalgsmøde i februar 2011. Drejebogen beskrev forløbet og principperne for omplacering forud for en eventuel afskedigelse.

Det krævede også en egnet ledig stilling på nedsat tid, der tog hensyn til medarbejderens skånehensyn. Fra 1. januar til 31. maj 2011 var der indmeldt 14 ledige lægesekretærstillinger i omplaceringsberedskabet. 12 stillinger var på fuldtid, mens de to øvrige stillinger var på 29,6 timer og 30 timer ugentlig. Der var således ikke mulighed for fleksjobansættelse i denne periode.

Det var først den 11. marts 2011, at bopælskommunen iværksatte tiltag for at undersøge, om klager kunne visiteres til et fleksjob. Der var derfor lang vej til afgørelsen om eventuel visitering til fleksjob. De skånehensyn, der måtte være forbundet med det eventuelle fleksjob, var ikke indklagede bekendt. Hvis indklagede skulle have afventet kommunens undersøgelse af, om klager kunne visiteres til et fleksjob, ville det betyde, at de andre sekretærer blev yderligere belastet, da de så skulle varetage klagers arbejdsopgaver.

Forløbet i den efterfølgende praktik viste, at klagers fremmøde var meget ustabilt, og at hun i den sidste del af perioden slet ikke var i stand til at møde op. Det virkede derfor også urimeligt, at en arbejdsgiver skulle give garanti for ansættelse i fleksjob.

Indklagede afviser klagers påstand om, at en oversygeplejerske anfægtede, at klager småsov om dagen, og at hun derfor ikke kunne sove om natten. Oversygeplejersken havde i kraft af sit erhverv erfaring med søvn og søvnmønstre og gav gode råd og vejledning til klager.

Det ville være højest usædvanligt af en arbejdsgiver at indhente en speciallægeerklæring i en sygefraværssag, der vedrører en overenskomstansat medarbejder. Lovgivningen lægger op til, at arbejdsgiveren kan benytte sig af sygefraværssamtaler, varighedserklæringer, friteksterklæringer eller mulighedserklæringer. I klagers tilfælde brugte man sygefraværssamtaler og varighedserklæring. Klager gav også oplysninger om sygdommen, hvorfor sygdomsforløbet ikke var indklagede ubekendt.

Indklagede afviser, at klager blev presset til at gå op i tid. Af referater fra samtalerne fremgår det, at der blev indgået aftaler om, hvordan klager kunne arbejde sig op i tid. Det fremgår også af flere af referaterne, at det var efter klagers eget ønske, at hun gik op i tid. Indklagede var også meget positivt indstillet overfor hjælpemidler og fritagelse for telefonvagter.

Indklagede forstår ikke, hvorfor klager ikke har bedt om at få åbnet arbejdsmailen, ligesom det undrer, at klager husker flere situationer helt anderledes end den tidligere og nuværende ledende lægesekretær og oversygeplejersken.

Til brug for sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet er der fremlagt erklæringer fra de nævnte medarbejdere og fra personalekonsulenten.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, at der ved forskelsbehandling forstås enhver direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af blandt andet handicap behandles ringere end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med et handicap ringere end andre personer, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opnå det er hensigtsmæssige og nødvendige.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

En arbejdsgiver må ikke forskelsbehandle lønmodtagere eller ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn til løn- og ansættelsesvilkår.

Det fremgår af lovforarbejderne, at handicap ikke er et entydigt begreb. I praksis opereres med en forståelse af begrebet, hvorefter der for at være tale om et handicap eller en person med handicap, må kunne konstateres en fysisk, psykisk eller intellektuel funktionsnedsættelse, som medfører et kompensationsbehov, for at den pågældende kan fungere på lige fod med andre borgere i en tilsvarende livssituation. Det fremgår også af forarbejderne, at det ikke er afgørende for beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af handicap, at der er et konkret behov for kompensation.

Den 30. december 2009 var klager involveret i en trafikulykke. I en efterfølgende speciallægeerklæring fra juni 2011 blev der stillet diagnosen forvridning af nakken (whiplash) og lænderyggen. Klager har blandt andet konstante smerter i lænd og nakkeregion, ligesom hun har konstant hovedpine.

Det er nævnets vurdering, at den stillede diagnose efter trafikulykken den 30. december 2009 udgør et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet har herved lagt vægt på, at klager har en varig funktionsnedsættelse, der medfører en begrænsning i forhold til hendes erhvervsudøvelse, således at hun ikke kan fungere på lige fod med andre i tilsvarende situation.

Klager havde herefter et konkret kompensationsbehov, og indklagede havde pligt til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at give klager mulighed for fortsat at arbejde som lægesekretær, uanset hendes handicap, i tiden efter trafikulykken.

I perioden fra januar 2010 til marts 2011 blev der iværksat diverse foranstaltninger i samarbejde mellem parterne; klager fik forskellige hjælpemidler stillet til rådighed, ligesom arbejdstiden løbende blev tilpasset klagers helbredstilstand. I forbindelse med afholdelsen af de syv fraværssamtaler involveredes efter behov klagers bopælskommune og det interne velfærdsteam, og man afprøvede forskellige forsøg på at tilpasse arbejdsforholdene for at tage højde for klagers skånebehov.

Den 29. marts 2011 blev klager afskediget på grund af sygefravær og den usikre tidshorisont i forhold til fuld raskmelding og tilbagevenden på almindelige vilkår.

Nævnet finder herefter, at indklagede har truffet de foranstaltninger, der er rimelige og hensigtsmæssige i betragtning af hendes konkrete behov.

På baggrund af det beskrevne forløb finder nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes vurdering af, at klager fremadrettet ikke kunne varetage arbejdet som lægesekretær, og at man derfor var nødsaget til at afskedige hende.

Nævnet finder heller ikke, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven ved at meddele klager, at man ikke kunne give hende endeligt tilsagn om ansættelse i fleksjob, hvis dette måtte blive bevilliget hende.

Klager får derfor ikke medhold i klagen.

<7100258-12>