Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulæreskrivelse til samtlige politimestre og politidirektøren i København om lov om ændring af lov om hunde (Indgreb over for farlige hunde, forbud mod hundekampe mv.)

 

 

1. Indledning

Folketinget har den 13. maj 2003 vedtaget justitsministerens forslag til lov om ændring af lov om hunde (Indgreb over for farlige hunde, forbud mod hundekampe mv.) (lov nr. 385 af 28. maj 2003). Loven træder i kraft den 1. juli 2003.

Loven har særligt til formål at udvide politiets muligheder for at gribe ind over for farlige hunde uanset race, herunder hunde, der ved deres adfærd har virket truende og skabt frygt.

Det bemærkes, at Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farligt hunde fortsat er gældende.

2. Indgreb over for farlige hunde

Efter lovens § 6, stk. 2, kan politiet, hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, eller der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, enten give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv, eller begge dele, eller træffe afgørelse om at lade hunden aflive.

Den første tilfældegruppe - hvor en hund har forvoldt fysisk skade på et menneske - omfatter   for det første den situation, hvor en hund har skambidt et menneske. Herudover dækker bestemmelsen også alle andre tilfælde, hvor en hund har bidt et menneske med skade til følge, uden at der kan siges at være tale om skambid.

Den anden tilfældegruppe - hvor en hund har forvoldt anden væsentlig skade - omfatter dels situationer, hvor en hund har bidt en anden hund eller andre dyr med væsentlig skade til følge, dels situationer, hvor en hund har forårsaget væsentlig materiel skade.

Den tredje tilfældegruppe - hvor der er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser - er efter sin ordlyd den mest omfattende. Bestemmelsen forudsætter, at hunden har udvist en adfærd, der er kendetegnende for farlige hunde. Tilfælde, hvor en hund faktisk har vist sig farlig, men der ikke er sket skade på mennesker, dyr eller ejendom, vil således være omfattet af denne kategori. Som eksempel kan nævnes den situation, hvor et overhængende angreb fra en hund mod et menneske eller et andet dyr afværges ved besidderens eller tredjemands mellemkomst.

Også i andre situationer, hvor en hund ikke har vist konkrete tegn på at være farlig, kan der være grund til at overveje, om den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser.

Som eksempler, der kan indgå i vurderingen af, om en hund må antages at være farlig, kan nævnes:

-   hvor en person truer eller har truet med at pudse sin hund på andre personer eller dyr,

-   hvor en hund skaber frygt i sine omgivelser, f.eks. ved på en truende eller aggressiv måde at fare mod eller forfølge folk,

-   hvor en person grundet manglende dressur ikke kan tøjle hundens farlige egenskaber,

-   hvor den pågældende besidder tidligere har fået aflivet en hund som farlig, og hvor der er en begrundet formodning for, at også den nuværende hund er farlig.

Det bemærkes, at politiet ved behandlingen af en sag efter loven er underlagt det almindelige forvaltningsretlige proportionalitetsprincip, hvilket indebærer, at der ikke må træffes mere indgribende afgørelser end nødvendigt. Politiet kan således ikke lade en hund aflive, hvis der er grund til at antage, at risikoen for, at en aggressiv hund forvolder skader, på forsvarlig vis kan afhjælpes ved f.eks. at give besidderen et pålæg om, at hunden skal være forsynet med forsvarlig mundkurv og føres i snor, når den færdes offentligt.

I tilfælde af, at der træffes afgørelse om aflivning, afholder politiet omkostningerne ved hundens aflivning. Beløbet kan imidlertid kræves refunderet af besidderen, jf. lovens § 6, stk. 5.

Efter lovens § 6, stk. 6, skal besidderen ved en hunds overflytning til en anden politikreds underrette politiet i denne om, at der er meddelt et pålæg i medfør af loven. Denne underretningspligt er nu blevet strafsanktioneret, således at undladelse af at underrette politiet om hundens overflytning kan straffes med bøde, jf. lovens § 12, stk. 1.

Når politiet bliver opmærksom på en hunds overflytning fra en politikreds til en anden, bør politiet i videst muligt omfang underrette den politikreds, hvortil overflytningen er sket, om et sådant pålæg.

3. Sagkyndig undersøgelse

Inden politiet træffer afgørelse efter lovens § 6, stk. 2, nr. 2, om aflivning af en hund, kan politiet kræve, at hundens besidder medvirker ved en hundesagkyndig undersøgelse af hundens adfærd, jf. lovens § 6 a, stk. 1. Undersøgelsen vil særligt skulle afdække, om hunden er velafbalanceret eller har en så lav tærskelværdi for aggression, at den er eller kan være farlig for sine omgivelser, herunder om besidderen har den nødvendige kontrol over hunden.

Om en sagkyndig vurdering bør indhentes, afhænger af en konkret vurdering af sagens omstændigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at det i overensstemmelse med det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip påhviler politiet at sikre sig, at en afgørelse om f.eks. aflivning træffes på et forsvarligt grundlag, herunder at sagen er tilstrækkeligt oplyst.

Hvis en hund ikke har forvoldt skade, men den ved sin adfærd har virket truende og skabt frygt, vil en sagkyndig undersøgelse normalt skulle foretages, inden politiet træffer afgørelse om eventuel aflivning af hunden. Hvis der i en konkret sag i øvrigt foreligger oplysninger, der indikerer, at hundens skadeforvoldelse f.eks. kan skyldes sygdom, vil denne oplysning naturligvis skulle indgå i politiets overvejelser om, hvorvidt der bør indhentes en sagkyndig undersøgelse. Dette gælder særlig klart, hvis der i sagen foreligger oplysninger om, at den aggressive hunds adfærd er opstået pludseligt eller inden for kortere tid.

Hvis en hund allerede har forvoldt en ikke ubetydelig skade - f.eks. hvor en hund har angrebet, herunder bidt eller skambidt, sagesløse mennesker eller dyr - der viser, at hunden reagerer mere aggressivt end sædvanligt for hunde, vil politiet kunne træffe afgørelse om aflivning af hunden uden at indhente en sagkyndig undersøgelse. I så fald vil hundens besidder dog kunne anmode om en sådan undersøgelse, inden politiet træffer afgørelse, jf. lovens § 6 a, stk. 2.

Overvejer politiet at træffe afgørelse om aflivning uden forudgående indhentelse af en sagkyndig vurdering, forudsættes det, at hundes besidder underrettes herom, herunder om besidderens mulighed for at anmode om en sådan undersøgelse. Besidderen skal i den forbindelse have en frist til at meddele, om den pågældende ønsker en sagkyndig undersøgelse, men det er forudsat, at denne frist kan være meget kort.  

Hvis hundens besidder allerede har medvirket til en undersøgelse på politiets anmodning, giver bestemmelsen ikke mulighed for at anmode om en ny undersøgelse. Bestemmelsen giver heller ikke ejeren ret til at anmode om en hundesagkyndig undersøgelse af hunden i forbindelse med en klage over politiets afgørelse om aflivning.

Bestemmelsen kan endelig ikke påberåbes af besidderen i de tilfælde, hvor politiet træffer afgørelse om, at hunden skal aflives, fordi et pålæg om at føre hunden i snor eller iført forsvarlig mundkurv er blevet overtrådt.

Hvis besidderen modsætter sig politiets anmodning om at medvirke til en hundesagkyndig undersøgelse, kan politiet træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Det forhold, at besidderen har nægtet at medvirke til en sagkyndig vurdering, kan ikke i sig selv danne grundlag for en afgørelse om aflivning, men oplysningen kan dog indgå i afgørelsesgrundlaget som ét af flere momenter.

Justitsministeriet har i samarbejde med Den Danske Dyrlægeforening og Dansk Selskab for Klinisk Veterinær Etologi udpeget 6 hundesagkyndige, som vil kunne bistå politiet ved afgørelsen af, om en hund har sådanne egenskaber, at den kan være farlig for sine omgivelser og derfor bør aflives. En fortegnelse over de hundesagkyndige vedlægges som bilag 1.

Den hundesagkyndige undersøgelse vil normalt indeholde følgende elementer:

1)   en fysisk undersøgelse af hunden med henblik på at konstatere om hundens aggressive adfærd skyldes en fysisk lidelse,

2)   en adfærdsmæssig vurdering af hunden, særligt med henblik på at vurdere hundens tendens til unormal/uhensigtsmæssig aggressiv adfærd, og

3)   en vurdering af, om besidderen har den fornødne kontrol over hunden.

Uanset at den sagkyndige undersøgelse som udgangspunkt skal foretages i samspil med besidderen, er dette efter bestemmelsen ikke et ufravigeligt krav. Det må i øvrigt bero på de konkrete omstændigheder, hvorledes undersøgelsen skal foretages. I de tilfælde, hvor et menneske f.eks. er blevet skambidt, er der således intet til hinder for, at den sagkyndige fremkommer med sin vurdering alene på grundlag af de oplysninger, der foreligger i sagen.

Politiet afholder omkostningerne ved den sagkyndige undersøgelse af hundens adfærd, men politiet kan kræve beløbet refunderet af besidderen, jf. lovens § 6 a, stk. 3. Det overlades til politiets skøn at afgøre, i hvilke tilfælde besidderen skal refundere det af politiet afholdte beløb. I den forbindelse kan det f.eks. tillægges betydning, om sagens udfald bliver, at hunden skal aflives.

De sagkyndige honoreres efter regning. Justitsministeriet forventer, at undersøgelsen (forberedelse, foretagelse af helbreds- og adfærdsundersøgelse samt udfærdigelse af skriftlig udtalelse), normalt vil vare fra 2-4 timer. Transportudgifter mv., f.eks. kørsel i egen vogn, godtgøres efter statens takster.

4. Pensionsanbringelse

Efter lovens § 6 b, stk. 1, kan politiet træffe afgørelse om, at en hund skal anbringes i hundepension eller lignende, mens politiet undersøger, om der er grundlag for at træffe afgørelse om aflivning - og efter en sådan afgørelse, indtil aflivningen kan effektueres.

Bestemmelsen har til formål at give politiet mulighed for at forhindre, at en hund forvolder skade på mennesker, dyr eller ting i det tidsrum, hvor politiet undersøger, om den pågældende hund skal aflives. Endvidere har bestemmelsen til formål at hindre, at hunden gemmes af vejen, inden der er truffet afgørelse i sagen.

Om der er behov for at fjerne hunden fra dens besidder, er overladt til politiets skøn. Bestemmelsen forudsætter imidlertid i almindelighed, at sagen er af en sådan karakter, at politiet anser det for overvejende sandsynligt, at der vil blive truffet afgørelse om, at hunden skal aflives.

Politiet afholder omkostningerne ved hundens anbringelse i pension, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen, jf. lovens § 6 b, stk. 4. Det overlades til politiets skøn at afgøre, i hvilke tilfælde besidderen skal refundere det af politiet afholdte beløb, herunder om refusionen skal ske helt eller delvist. I den forbindelse kan det f.eks. tillægges betydning, om sagens udfald bliver, at hunden skal aflives, eller om hunden har været anbragt i pension i et længere tidsrum på grund af forhold, som besidderen ikke har haft indflydelse på.

5. Klagefrister

Efter lovens § 6 c, stk. 1, indføres en frist på 10 dage til at klage over en afgørelse om aflivning truffet af politiet. Klage sker, som det i øvrigt er tilfældet med administrative afgørelser truffet af politiet i medfør af hundeloven, til Justitsministeriet.

Klagefristen regnes fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende. Det er i loven udtrykkeligt fastsat, at klagefristen forlænges til førstkommende hverdag, hvis fristen udløber en lørdag, søndag, helligdag eller grundlovsdag.

Udløber klagefristen, uden at afgørelsen er påklaget, kan politiet lade hunden aflive. Forinden aflivning sker, bør politiet tage kontakt til Justitsministeriet med henblik på at klarlægge, om der er indgivet en klage. I tilfælde af, at en klage fremsendes direkte til Justitsministeriet, vil ministeriet uden ugrundet ophold underrette politiet herom.

Rettidig klage har efter lovens § 6 c, stk. 2, opsættende virkning. Justitsministeriet har dog mulighed for at bestemme, at klage ikke skal have opsættende virkning. Denne adgang må antages at blive anvendt i meget begrænset omfang.

Det følger af hundelovens ordning, at også de øvrige afgørelser, som træffes af politiet efter loven, kan påklages til Justitsministeriet. For sådanne afgørelser gælder ingen klagefrist.

6. Forbud mod hundekampe

Lovens § 6 d indeholder et udtrykkeligt forbud mod afholdelse af hundekampe.

Kendetegnende for hundekampe i bestemmelsens forstand er typisk, at der er tale om mere organiserede slagsmål mellem hunde, f.eks. med henblik på foranstaltning af væddemål om, hvilken hund der vinder.

Personer, der som ejer eller besidder har ladet en hund deltage i en hundekamp, og personer, der har afholdt hundekampe, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år, jf. lovens § 12, stk. 3.

Det bemærkes, at ikke kun den, der afholder eller lader sin hund deltage i en hundekamp, vil kunne straffes. Således vil f.eks. også den, der har deltaget i planlægningen af en hundekamp, kunne straffes. Den, der overtræder forbudet mod afholdelse af hundekampe, vil ligeledes kunne frakendes retten til at beskæftige sig personligt med hunde, jf. lovens § 12 a.

7. Mærkning og registrering af hunde

Efter hundelovens § 1, stk. 1, er en besidder af en hund forpligtet til at få hunden mærket og registreret, inden hunden er 4 måneder gammel. Overtrædelse straffes med bøde efter § 12, stk. 1.

Efter lovens § 1, stk. 3, har politiet mulighed for - på besidderens regning - at lade hunde, der ikke er mærket og registreret i overensstemmelse med bestemmelsen i stk. 1, mærke og registrere.

Bestemmelsen tænkes anvendt i tilfælde, hvor politiet ved kontakt med en hund bliver opmærksom på, at hunden ikke er mærket og registreret. Der sigtes bl.a. til situationer, hvor politiet lader en hund indfange, fordi den færdes uden besidder. Politiet vil da kunne lade hunden mærke, inden den udleveres til besidderen. En anden mulig situation, hvor bestemmelsen kan tænkes anvendt, er i forbindelse med et pålæg til hundens besidder om at holde hunden i snor eller iført mundkurv, når den færdes offentligt.

Politiet kan undlade at lade en hund mærke, hvis det er unødvendigt, f.eks. fordi besidderen selv vil lade hunden mærke og registrere straks.

Bestemmelsen ændrer ikke ved det forhold, at det er besidderens ansvar, at en hund mærkes og registreres i overensstemmelse med bestemmelsen i hundelovens § 1 og reglerne i bekendtgørelse nr. 1197 af 23. december 1992 om mærkning og registrering af hunde som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 994 af 17. december 1998. Besidderen vil således fortsat kunne idømmes bødestraf for overtrædelse af reglerne i de tilfælde, hvor politiet lader en hund mærke og registrere.

 

Justitsministeriet, den 4. juli 2003

Lene Espersen

/Birgitte Grønborg Juul


Bilag 1

Fortegnelse over udpegede hundesagkyndige

Jylland:

Sjælland:

 

Dyrlæge Estrid Hasger
Silkeborg Dyrehospital
Brokbjergvej 2
8600 Silkeborg
Telefon: 86 82 70 00

Dyrlæge Bente Iversen
Bio Dyreadfærdsklinik
Højdevej 14
3500 Værløse
Telefon: 70 20 11 44

 

Dyrlæge Jørgen Mikkelsen
Åbyhøj Dyreklinik
Haslevej 10
8230 Åbyhøj
Telefon: 86 15 32 44

Dyrlæge Pernille Hansen
Skovlunde Dyreklinik
Skovlunde Byvej 53
2740 Skovlunde
Telefon: 44 91 90 77

 

Dyrlæge Johanne Østerbye
Erritsø Dyreklinik
v/Erritsø Butikstorv
Erritsø Bygade 115
7000 Fredericia
Telefon: 75 94 01 01

Bornholm:
Dyrlæge Anette Bonderup Olesen
Åkirkeby Dyreklinik
Almindingsvej 2B
3720 Åkirkeby
Telefon: 56 97 49 62