Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Orientering om ny bekendtgørelse om dagtilbud som følge af indførelsen af regler om anvendelse af indkomstregisteret ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud i dagtilbud m.v.

Til samtlige kommuner, m.fl.

Baggrunden for den nye bekendtgørelse om dagtilbud er vedtagelsen af lov nr. 1523 af 27. december 2014 om ændring af dagtilbudsloven, lov om individuel boligstøtte, lov om social pension og lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (Anvendelse af indkomstregisteret ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud m.v.). Med lovændringen bemyndiges ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold til at fastsætte regler for anvendelse af indkomstregisteret ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud samt regler for efterbetaling og tilbagebetaling.

I bekendtgørelsen fastsættes de konkrete regler for anvendelse af indkomstregisteret ved indtægtsregulering af økonomisk fripladstilskud i dagtilbud. Undervisningsministeriet udsender tilsvarende bekendtgørelse for fritidshjem og klubtilbud m.v.

Bekendtgørelsen er vedlagt og træder i kraft 1. januar 2016.

Overgang til nye regler

Det forudsættes, at personer der modtager økonomisk fripladstilskud, når de nye regler træder i kraft 1. januar 2016 overgår til de nye regler. Tilskudsmodtagerne vil derfor ikke skulle ansøge på ny for at være berettiget til økonomisk fripladstilskud efter de nye regler. Herudover er der i bekendtgørelsen indsat en overgangsbestemmelse, som fastslår, at reglerne om efterregulering første gang finder anvendelse for økonomisk fripladstilskud, der er tildelt i 2016. Regulering af økonomisk fripladstilskud for kalenderåret 2015 skal ske efter de hidtil gældende regler.

Oversigt over de nye regler

1. Indførelse af objektivt registerbaseret indkomstbegreb

1.1. Aktuel indtægt erstattes af husstandsindkomst

Med § 27 i bekendtgørelsen erstattes begrebet aktuel indtægt af begrebet husstandsindkomst. Husstandsindkomsten opgøres som:

a) Personlig indkomst efter § 3 i personskatteloven med tillæg af positiv nettokapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter § 7 i personskatteloven, dog før det deri nævnte grundbeløb og bundfradrag, og

b) Aktieindkomst, der beskattes efter § 8 a, stk. 1-2, i personskatteloven, bortset fra udbytteindkomst op til kr. 5.000.

Der ændres med de nye regler ikke på, hvilke indkomster, der skal indgå i beregningsgrundlaget. Dette betyder bl.a., at barnets eventuelle egen indtægt eller indtægter fra andre børn i husstanden fortsat ikke skal indgå i husstandsindkomsten.

1.1.1. Husstandsindkomst opgøres pr. måned

Husstandsindkomsten for beregning af økonomisk fripladstilskud skal fremadrettet opgøres pr. måned. Den månedlige husstandsindkomst skal herefter omregnes til en årsindkomst, således at husstandsindkomsten kan aflæses af fripladsskalaen. Dette betyder, at den enkelte måneds økonomiske fripladstilskud vil blive beregnet på grundlag af den indkomst, som fremgår af indkomstregisteret for den pågældende måned.

Den enkelte måneds husstandsindkomst opgøres som summen af følgende to beløb:

1) Månedens indkomst i indkomstregisteret: Summen af husstandsmedlemmernes indkomster, som de indberetningspligtige har indberettet til indkomstregisteret for den pågældende måned.

2) En tolvtedel af øvrige indkomster: En tolvtedel af summen af de husstandsmedlemmernes indkomster i kalenderåret, der ikke fremgår af indkomstregisteret, uanset om indkomstoplysningerne er indberetningspligtige efter lov om et indkomstregister. Her kan der fx være tale om aktieindkomst, positiv nettokapitalindkomst, indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed eller indkomst, som ikke er skattepligtig her i landet.

I de tilfælde, hvor der i husstandsindkomsten indgår indkomst, som fremgår af indkomstregisteret, men udbetales for flere måneder af gangen, og indkomsten derfor ikke er periodiseret på månedsbasis i indkomstregisteret, kan kommunen fordele indkomsten på enkelte måneder.

Det følger af de nye regler, at feriepenge, engangsbeløb, m.v., skal indgå i beregningsgrundlaget for den eller de måneder, hvor de fremgår af indkomstregisteret.

Endelig kan reglen om, at indkomster, der alene er registreret som helårsbeløb, fordeles ligeligt over kalenderårets måneder, fraviges, hvis det dokumenteres, at indkomsten vedrører en afgrænset periode.

1.2. Faktisk indtægt – målgruppen indsnævres

Med de nye regler foretages en indsnævring af begrebet faktisk indtægt, således at dette fremadrettet kun anvendelse i forhold til selvstændigt erhvervsdrivende.

Dette betyder, at det gælder for personer med indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, at hvis den faktiske indtægt pr. måned grundet specielle skattetekniske fradrag væsentligt overstiger husstandsindkomsten pr. måned, så skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om økonomisk fripladstilskud på baggrund af en samlet vurdering af familiens økonomiske forhold. Som specielle skattetekniske fradrag anses bl.a. henlæggelser til investeringsfonde, bygnings- og inventarnedskrivning udover normal nedskrivning samt underskud på skibsvirksomhed og containeranparter.

2. Den månedlige husstandsindkomst opgøres foreløbigt ved ansøgning

Med § 29 indføres regler om, at husstandsindkomsten pr. måned skal opgøres foreløbigt ved ansøgning på baggrund af borgerens egne oplysninger. Dette skyldes, at oplysninger om den aktuelle måneds husstandsindkomst ikke er tilgængelige i SKAT’s registre på det tidspunkt, hvor en ansøgning skal behandles, og hvor det økonomiske fripladstilskud skal tildeles.

Der skal som udgangspunkt ikke kræves dokumentation for oplysning om de indkomsttyper, som fremgår af indkomstregisteret. For øvrige indkomster kan dokumentation for indkomst udgøres af fx forskudsopgørelsen, årsopgørelsen eller anden form for dokumentation – fx regnskaber fra virksomheder m.v.

Det forudsættes, at borgeren i forbindelse med indgivelse af ansøgningen vil blive hjulpet af kommunen til at afgive oplysninger til brug for den foreløbige opgørelse af månedens husstandsindkomst. Dette kan fx ske via den digitale selvbetjeningsløsning, hvor de indkomstoplysninger, som SKAT har registreret, præsenteres for borgeren.

Personer, som indgiver ansøgning på grund af ændrede indkomstforhold, kan fx præsenteres for de relevante satser for offentlige ydelser (SU, dagpenge, kontanthjælp, efterløn, m.v.). Herudover skal det være muligt for ansøgeren at afgive supplerende oplysninger. Dermed vil det være muligt for borgere, som søger økonomisk fripladstilskud på grund af et fald i indkomsten, at afgive kvalificerede oplysninger om husstandsindkomsten, selvom den endnu ikke er registreret i SKAT’s registre.

Da alle oplysninger vedrørende indkomster, som indberettes til indkomstregisteret, kontrolleres ved hjælp af data fra indkomstregisteret i forbindelse med genberegningen, jf. afsnit 3, vil ansøgeren som udgangspunkt ikke skulle vedlægge yderligere dokumentation for oplysninger vedrørende disse indkomstelementer.

På baggrund af ansøgerens oplysninger foretager kommunen en foreløbig opgørelse af månedens husstandsindkomst, som anvendes til at beregne det økonomiske fripladstilskud måned for måned, indtil der sker en eventuel omberegning af tilskuddet, jf. afsnit 4.

3. Månedlig genberegning af økonomisk fripladstilskud

Med § 32 indføres der regler om genberegning, hvorefter kommunen automatisk og hurtigst muligt skal indhente oplysninger om den del af den enkelte måneds indkomst, som indberettes til indkomstregisteret. Kommunen skal i den forbindelse foretage en sammenligning af den del af den foreløbigt opgjorte indkomst, som vedrører indkomster i indkomstregisteret, med de faktiske registrerede indkomstoplysninger i registeret.

Kommunen skal foretage en genberegning af den konkrete måneds foreløbige fripladstilskud, hvis indkomstsammenligningen viser en afvigelse på mindst 5 trin på fripladsskalaen. Kommunerne skal efter partshøring, jf. afsnit 3.1, herefter hurtigst muligt trække for meget tildelt økonomisk fripladstilskud fra eller lægge for lidt tildelt økonomisk fripladstilskud til den førstkommende opkrævning af forældrebetaling for en plads i et dagtilbud.

I de særlige tilfælde, hvor et eventuelt for lidt tildelt økonomisk fripladstilskud, skal trækkes fra den førstkommende opkrævning af forældrebetaling, og dette overstiger forældrenes resterende del af betalingen, kan den resterende del af beløbet efterbetales til den eller de forældre, som har retten til tilskuddet.

For forældre i privatinstitutioner vil et eventuelt for lidt eller for meget tildelt fripladstilskud skulle tilbagebetales af eller efterbetales direkte til den eller de forældre, der har retten til tilskuddet. Dette skyldes, at kommunen ikke opkræver forældrebetaling for pladser i privatinstitutioner.

Det samme gør sig gældende i de tilfælde, hvor et barn ikke længere er indskrevet i et dagtilbud, fritidshjem eller klubtilbud m.v.

Hvis genberegningen medfører, at forældrene ikke har fået tildelt økonomisk fripladstilskud i tre sammenhængende måneder som følge af indkomstændringer, der ikke skyldes ændring af husstandssammensætning, skal forældrene søge om økonomisk fripladstilskud på ny. Hvis ansøgningen indgives inden udgangen af den måned, der følger efter den 3. måned, hvor fripladstilskuddet ikke er tildelt, skal fripladstilskuddet tildeles fra starten af denne måned.

3.1. Partshøring ved månedlig genberegning

Hvis en genberegning viser, at der er tildelt for meget økonomisk fripladstilskud, som efterfølgende skal lægges til førstkommende opkrævning af forældrebetalingen eller tilbagebetales fra forældrene, skal der ske partshøring, før kommunen kan træffe endelig afgørelse.

Det skønnes i den forbindelse hensigtsmæssigt, at der foretages partshøring ved agterskrivelse, dvs. varsling af en ændring, som vil blive gennemført medmindre borgeren gør indsigelse. Agterskrivelsen bør indeholde de oplysninger, der danner grundlag for genberegningen samt oplysninger om ændringen af det økonomiske fripladstilskud og om begrundelse herfor. Herudover bør det fremgå, at ændringen af fripladstilskuddet vil blive gennemført som varslet, medmindre kommunen modtager bemærkninger inden for en nærmere angivet frist på minimum 8 dage eller modtager andre oplysninger, der kan medføre ændringer i det økonomiske fripladstilskud.

Det forudsættes, at agterskrivelsen vil blive sendt digitalt til borgeren i medfør af lov om offentlig digital post, herunder med mulighed for undtagelser for bestemte grupper af borgere. Formen skal respektere formålet med partshøringspligten, dvs. at forældrene skal have mulighed for at kommentere, korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag.

Hvis en genberegning viser, at der er tildelt for lidt økonomisk fripladstilskud, som efterfølgende skal trækkes fra førstkommende opkrævning af forældrebetaling eller efterbetales til forældrene vil der ikke skulle ske partshøring, før kommunen kan træffe endelig afgørelse.

4. Omberegning af økonomisk fripladstilskud

Med §§ 33 og 34 indføres der regler om omberegning af økonomisk fripladstilskud, hvorefter der kan ske en ny foreløbig opgørelse af månedens husstandsindkomst.

Med reglerne om omberegning vil det være muligt for forældrene at få omberegnet fripladstilskuddet, når betingelserne er opfyldt, og borgeren fx ikke ønsker at afvente, at indkomstændringerne fremgår af indkomstregisteret. Hvis månedens husstandsindkomst forventes at falde eller stige udover en udsvingsgrænse på et beløb svarende til 5 trin på fripladsskalaen, vil kommunen skulle foretage en ny foreløbig opgørelse af månedens husstandsindkomst og tildele fripladstilskud på baggrund af denne. En indkomstændring, som ligger inden for udsvingsgrænsen, vil ikke medføre omberegning i løbet af året, men vil i stedet indgå ved den endelige opgørelse af de enkelte måneders husstandsindkomst i forbindelse med efterreguleringen, jf. afsnit 5.

Der skelnes i reglerne mellem situationer, hvor der sker henholdsvis en nedgang og en forhøjelse af husstandsindkomsten.

4.1. Omberegning ved nedgang i hustandsindkomsten

Hvis der i løbet af året sker en nedgang i husstandsindkomsten, som svarer til mindst fem trin på fripladsskalaen, vil fripladstilskuddet kunne omberegnes, når ændringen er indtrådt. Omberegningen kan dog tidligst ske med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger efter ansøgerens meddelelse til kommunen. Det samme gør sig gældende, hvis der i løbet af året sker en forøgelse i antallet af børn i husstanden under 18 år, eller modtageren får status som enlig forsørger.

4.2. Omberegning ved forhøjelse af husstandsindkomsten

Hvis der i løbet af året sker en forhøjelse af husstandsindkomsten, som svarer til mindst fem trin på fripladsskalaen, skal det økonomiske fripladstilskud omberegnes med virkning fra begyndelsen af den måned, der følger nærmest efter ændringens indtræden. Det samme gør sig gældende, hvis der i løbet af året sker en mindskelse af antallet af børn i husstanden under 18 år, eller modtagen ikke længere har status som enlig forsørger.

4.3. Forældrenes oplysningspligt

Forældrene skal til brug for omberegning oplyse kommunen om alle forhold, som har betydning for størrelsen af det økonomiske fripladstilskud. Forældrene har dog ikke pligt til at oplyse om indkomstændringer, medmindre det er oplysninger om indkomst fra selvstændig virksomhed eller oplysninger om indkomster, som ikke er skattepligtige her i landet. Forældrene har fortsat oplysningspligt i forhold til alle andre oplysninger, herunder husstandssammensætning, civilstatus m.v., der kan medføre ændringer i det økonomiske fripladstilskud.

4.4. Kommuner kan ikke omberegne fripladstilskuddet alene på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret

Det følger af reglerne, at kommunen ikke kan omberegne det økonomiske fripladstilskud alene på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret. Oplysningerne fra indkomstregisteret kan derfor som udgangspunkt kun anvendes bagudrettet i forbindelse med genberegningen, jf. afsnit 3, eller efterreguleringen, jf. afsnit 5.

Kommunen kan dog på baggrund af oplysninger fra indkomstregisteret anmode forældrene om yderligere oplysninger med henblik på at fastslå, om fripladstilskuddet skal omberegnes.

5. Årlig efterregulering af økonomisk fripladstilskud

Med §§ 35 og 36 indføres regler om årlig efterregulering af økonomisk fripladstilskud. I den årlige efterregulering foretages en endelig opgørelse af de enkelte måneders husstandsindkomst, og på grundlag heraf foretages en endelig beregning af de enkelte måneders økonomiske fripladstilskud.

Den endelige beregning af den enkelte måneds økonomiske fripladstilskud sammenholdes med det økonomiske fripladstilskud, der hidtil er blevet tildelt for samme måned. Det hidtil tildelte økonomiske fripladstilskud for en måned udgør summen af det foreløbige fripladstilskud for måneden og et eventuel justeringsbeløb som følge af den efterfølgende genberegning af samme måneds fripladstilskud.

Hvis efterreguleringen viser, at der er blevet tildelt enten for lidt eller for meget økonomisk fripladstilskud i de enkelte måneder i løbet af året, skal beløbet enten tilbagebetales af eller efterbetales til forældrene. Efterreguleringen kan gennemføres, når årsopgørelsen fra SKAT foreligger og sker bl.a. på baggrund af årsopgørelsen og oplysninger fra indkomstregisteret.

Afgørelse om efterregulering kan som udgangspunkt ikke genoptages som følge af, at afgørelse om årsopgørelsen fra SKAT genoptages. Afgørelse om efterregulering kan dog genoptages, hvis en genoptagelse af årsopgørelse medfører en ændring af den årlige husstandsindkomst på mindst 25.000 kr. Hvis afgørelse om årsopgørelse påklages, kan endelig afgørelse om efterregulering ikke træffes, før klagesagen om årsopgørelsen er behandlet.

Formålet med efterreguleringen er:

At sikre en grundig verificering af de foreløbige tildelinger af økonomisk fripladstilskud på grundlag af den del af de enkelte måneders husstandsindkomst, som skal indberettes til indkomstregisteret.

At samle op på ændringer i de enkelte måneders husstandsindkomst, som i løbet af året har ligget under udsvingsgrænsen for omberegning og genberegning.

At foretage en endelig opgørelse af de indkomster, som ikke skal indberettes til indkomstregisteret, og som deles ligeligt på årets 12 måneder.

5.1 Partshøring ved årlig efterregulering

Samtlige modtagere af økonomisk fripladstilskud skal modtage meddelelse om resultatet af den årlige efterregulering, uanset om fripladstilskuddet for den enkelte husstand skal tilbagebetales, efterbetales eller viser sig at have været korrekt tildelt i løbet af året.

Det skønnes i den forbindelse hensigtsmæssigt, at meddelelse om efterreguleringsafgørelsen sker som en agterskrivelse, hvor modtageren gives en frist på 14 dage til at komme med ændrede oplysninger. For modtagere, som ikke henvender sig inden 14-dages fristens udløb, vil afgørelsen herefter blive effektueret.

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, den 30. april 2015

Med venlig hilsen
Søren Lund
Kontorchef