Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ligestillingsnævnets afgørelse

J.nr. E. 2.2.0016

Nævnet kunne ikke behandle en klage over, at en kvinde på grund af barsel ikke var blevet fast ansat i en stilling, som hun havde bestredet midlertidigt som vikar. En afgørelse af sagen ville nødvendiggøre bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted ved nævnet.

En kvinde klagede over, at hun på grund af barsel ikke var blevet fast ansat i en stilling, som hun havde bestredet midlertidigt som vikar. Hun anførte, at hun ved en uformel samtale havde fået løfte om ansættelse. Indklagede anførte, at klagerens graviditet ikke var årsag til den manglende fastansættelse, og at klageren på intet tidspunkt havde fået løfte om fastansættelse. Fastansættelsen af en anden person, skyldtes dennes længere erfaring. Ligestillingsnævnet kunne ikke behandle sagen med disse modstridende forklaringer, idet en afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt den manglende fastansættelse skyldtes graviditet, forudsatte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ikke finde sted ved nævnet, men må finde sted ved domstolene. Sagen afvistes herefter i medfør af ligestillingslovens § 20, stk. 1.

Medlemmer: ¬Niels Waage (formand) ¬Ruth Nielsen ¬Pia Deleuran ¬¬Indledning ¬Klagen angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren ikke er blevet fast ansat på grund af graviditet og barsel. ¬¬Sagsfremstilling ¬Klageren, der er kvinde, blev den 1. august 2000 ved en tre måneders kontrakt ansat som lærervikar på en skole drevet af en hjælpeorganisation. Ved tillæg til ansættelseskontrakten af 1. november 2000 blev klagerens ansættelse skriftligt forlænget frem til den 30. april 2001, hvorefter ansættelsesforholdet skulle ophøre uden yderligere varsel. ¬¬Skolen var oprettet i juni 1999 med det formål at undervise børn, der var fordrevet fra Kosovo. Da klageren blev ansat, varetog skolen generel undervisning af flygtningebørn samt undervisningstilbud for unge og voksne. Klageren underviste i børneafdelingen, primært første klasse i dansk, femte klasse i engelsk og niende klasse i engelsk. Herudover underviste hun i følgende fag: gymnastik, hjemkundskab, engelsk, billedkunst, og timer i intensiv dansk. I begyndelsen af oktober 2000 meddelte klageren inspektøren på skolen, at hun var gravid. Den 1. november 2000 blev yderligere en lærervikar A ansat på skolen i en midlertidig stilling, der strakte sig frem til den 31. december 2000. A's stilling blev senere forlænget frem til udgangen januar 2001. Ultimo 2000 fremlagde inspektøren på et lærermøde muligheden for at fastansætte en lærer primo 2001. Den 1. februar 2001 blev klagerens kollega A fastansat på skolen. ¬¬Herefter anmodede klageren Danmarks Lærerforening om at træde ind i sagen. Danmarks Lærerforening vurderede sagen, og fandt ikke, at sagen kunne føres med et tilfredsstillende resultat. ¬¬En tidligere kollega har skriftligt bekræftet overfor Ligestillingsnævnet, at det blandt ledelse og lærere i september 2000 blev drøftet en mulig fastansættelse af klageren på skolen. Kollegaen har ikke overhørt et decideret løfte eller tilsagn om fastansættelse. ¬¬Parternes påstande¬Klageren har nedlagt påstand om, at Ligestillingsnævnet fastslår, at klagerens graviditet var årsagen til, at hun ikke blev fastansat, og at dette er ulovligt, samt tilkender hende en godtgørelse. ¬¬Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse. ¬¬Parternes argumenter¬Klageren har anført, at skolelederen i september 2000 ved en uformel samtale udtalte, at klageren ville blive fastansat, når hendes 3 måneders vikariat var udløbet. Klageren har ingen vidner på, at hun blev lovet en fastansættelse, men det var almindelig kendt og accepteret blandt kolleger og inspektøren. Da klageren gjorde skolelederen bekendt med, at hun var gravid, var hans reaktion "fandens også hvad gør vi så" underforstået med klagerens fastansættelse. Det var alene klageren og inspektøren, der var tilstede ved denne samtale. I december 2000 fremlagde skolelederen på et lærermøde muligheden for fastansættelse af en lærer pr. 1. januar 2001, hvorefter han opfordrede klageren og kollegaen A til at søge stillingen. Da klageren efterfølgende spurgte til en eventuel tidsfrist for ansøgningen, oplyste inspektøren, at der ikke længere var mulighed for en fastansættelse, idet han havde valgt ikke at slå stillingen op, men derimod forlænge A's midlertidige ansættelse. ¬¬Klageren har videre anført, at kollegaen A, der blev ansat efter klageren, blev fastansat, at hun ikke modtog nogen officiel begrundelse for, hvorfor hun ikke fik tilbudt fastansættelsen, samt at inspektøren, da klageren anmodede om en begrundelse svarede: " Hvorfor bliver du ved med at bringe emnet på bane, man fastansætter da ikke en gravid kvinde". ¬¬Klageren har videre anført, at hun blev forbigået på grund af sin graviditet, fordi centret ikke ønskede at betale hendes barselsorlov, at hun var kvalificeret til at arbejde som lærer på det pågældende asylcenter, at der har hersket tvivl om skolens børnemæssige underlag i al den tid, skolen har eksisteret, at antallet af elever samt at lejekontrakten for afdelingen i Tårnby udløb i marts 2001, ikke har været en hindring for fastansættelse af A på trods af, at hun først blev ansat i en midlertidig stilling i november, samt at løftebruddet fandt sted før kollega A blev ansat på skolen, idet skolelederen blev bekendt med klagerens graviditet i oktober, hvorefter han trak løftet om fastansættelse tilbage og ansatte klageren som vikar i yderligere 6 måneder. ¬¬Vedrørende sine kvalifikationer har klageren oplyst, at hun har to års erfaring med undervisning af tosprogede elever i Grønland, at hun har været ansat som skoleleder og enelærer i en bygd, at hun herigennem har fået kompetence til at arbejde med dansk som fremmedsprog, samt indsigt i at arbejde med børn fra fremmede kulture. Klageren har haft engelsk som sit ene liniefag på seminariet og har opholdt sig i England, herunder tre måneder ved University of York. Klageren har arbejdet som lærer i tre år, og samarbejdet med både elever, forældre og kolleger har været godt og tilfredsstillende, hvilket anbefalingen fra skolen kan bekræfte. Klageren har videre multikulturel erfaring og forståelse opnået gennem flere års frivilligt arbejde med muslimer i København, samt længerevarende ophold i arabiske og afrikanske lande. ¬¬Klageren har videre anført, at det ikke kan være kollega A's undervisningserfaring, der har været den reelle årsag til, at hun blev foretrukket frem for klageren. Klageren har henvist til, at der har været ansat ikke læreruddannet personale til undervisning, herunder universitetsuddannet personale i musik og spansk, en skuespiller, en psykolog og en journalist, hvoraf flere blev ansat som nyuddannede. Endvidere er hele tre af i alt syv lærere fra skolens start blevet ansat lige fra lærerseminariet, en endog ikke færdiguddannet. Undervisningserfaring samt læreruddannelse har således ikke før været et krav for fastansættelse, men argumenter, skolelederen har fundet frem mod klagerens ansættelse. A har endvidere på intet tidspunkt undervist i voksenskolen, og eftersommerferien var hun fortsat ansat i børneskolen. ¬¬Klageren har endelig anført, at hendes kolleger vidste, at fastansættelsen oprindeligt var tiltænkt klageren, hvorfor lærerstaben har "været efter" skolelederen, samt at hun har været brik i et spil, hvor skolelederen ikke har spillet med åbne kort, hverken overfor klageren eller A. ¬¬Indklagede har anført, at det som følge af asylafdelingens opgavevaretagelse hyppigt er nødvendigt at anvende den begrænsede ansættelsesform, at klagerens graviditet ikke var årsagen til, at hun ikke blev fastansat, og at det var skolelederens vurdering, at der ikke ville være børnemæssigt underlag for fastansættelse af to lærere, da det var uvist om lejemålet for afdelingen i Tårnby blev forlænget. En lukning af afdelingen i Tårnby ville betyde ca. en halvering af børnetallet på skolen, og det var afgørende ved en eventuel fastansættelse at ansætte en person, der på sigt primært kunne undervise i ungdoms- og voksenskolen. En mulighed for fastansættelse var løbende blevet drøftet, men klageren ikke havde på intet tidspunkt fået tilsagn om fastansættelse. ¬¬Vedrørende A's fastansættelse har indklagede bemærket, at valget faldt på A på grund af hendes store undervisningserfaring med de store elever samt undervisningserfaring, der bragte hende på sluttrin som lærer. A havde således en væsentlig længere undervisningserfaring end klageren. I hele sit ansættelsesforløb underviste og beskæftigede A sig med skolens ældste børn, Hun underviste i syvende, niende og tiende klasse i dansk, engelsk og matematik. Den tidligere skoleleder har angivet, at det netop var A's undervisningserfaring, herunder hendes erfaringer med de ældste elever, der var den væsentlige årsag til , at hun blev tilbudt stillingen. Skolelederen vægtede undervisningserfaring højt, idet hovedindholdet i funktionen netop var at undervise. ¬¬Indklagede har endelig oplyst, at asylafdelingen er omfattet af det offentlige overenskomstregelsæt, hvorfor afdelingen modtager fuld økonomisk kompensation i barselsorlovs- situationer. Afgørelsen om fastsættelse er alene truffet på grundlag af ressourcemæssige overvejelser. ¬¬Nævnets bemærkninger og konklusion¬Efter § 19 i ligestillingsloven (lov nr. 388 af 30. maj 2000) kan Ligestillingsnævnet behandle sager efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov mv. ¬¬Efter ligebehandlingslovens § 2 skal enhver arbejdsgiver behandle mænd og kvinder lige ved ansættelse i stillinger. ¬¬Efter ligestillingslovens § 20 kan Ligestillingsnævnet afvise sager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet. ¬¬Parternes redegørelser for baggrunden for, at klageren ikke blev fastansat, er modstridende. En afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt det skyldtes klagerens graviditet, at hun ikke blev fastansat, forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke ske ved nævnet, men må finde sted ved domstolene. Ligestillingsnævnet afviser derfor sagen i medfør af ligestillingslovens § 20, stk. 1, hvorefter nævnet afviser klager, der ikke skønnes egnet til behandling ved nævnet. ¬¬Herefter ¬¬bestemmes: ¬¬Ligestillingsnævnet kan ikke behandle klagen. ¬

<J.nr. E. 2.2.0016>