Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Oversigt over hvilke lande der har en obligatorisk eller frivillig arbejdsløshedsforsikring for selvstændige erhvervsdrivende
Den fulde tekst

Vejledning til a-kasserne om arbejdsløshedsydelser m.v. til EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger

FORORD

Denne vejledning knytter sig til kapitel 6 om arbejdsløshedsydelser i EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Der er udarbejdet vejledninger af de kompetente danske myndigheder med ansvar for de forskellige kapitler i forordningen. De enkelte vejledninger er selvstændige enheder, der kan anvendes uafhængigt af hinanden.

Dog skal man være opmærksom på, at der i vejledningen om generel introduktion og især de fælles regler er beskrevet en række bestemmelser, som gælder for alle sociale sikringsordninger, og som derfor skal anvendes sammen med de øvrige vejledninger. Opmærksomheden henledes særligt på vejledning om EF-regler om social sikring - Generel introduktion og fælles regler samt vejledning om EF-regler om social sikring - Lovvalg. De nævnte vejledninger kan findes på www.borger.dk.

INDHOLD

1. Indledning

2. Om vejledningen

3. Geografisk anvendelsesområde

4. Personkreds

5. Lovvalg – den lovgivning, der anvendes

6. Overgangsbestemmelser

7. Grundforordningens kapitel 6, arbejdsløshedsydelser

Pkt. 1-18 Særlige bestemmelser om sammenlægning af forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed (Artikel 61) og Aftale med Færøerne

Pkt. 19-20 Medregning af forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra et andet EØS-land eller Færøerne i tilfælde af slettelse før udrejsen eller under opholdet i det andet EØS-land eller på Færøerne

Pkt. 21-22 Fejlforsikring og dobbeltforsikring

Pkt. 23-27 Beregning af ydelserne (Artikel 62) og Aftale med Færøerne

Pkt. 28-31 Arbejdsløse, som rejser til en anden medlemsstat (EØS-dagpenge) (Artikel 64) og Aftale med Færøerne

Pkt. 32-35 Afrejse uden ansøgning til et andet EØS-land, Schweiz eller Færøerne

Pkt. 36-53 4-ugers-kravet (artikel 64, stk. 1, litra a))

Pkt. 54-60 Dispensation fra 4-ugers-kravet

Pkt. 61-62 Afrejse før 3-måneders-periodens start

Pkt. 63-73 Ret til EØS-dagpenge/dagpenge fra Danmark under arbejdssøgning på Færøerne i højst 3 måneder (artikel 64, stk. 1, litra c)) og Aftale med Færøerne

Pkt. 74-81 Kontrolforanstaltninger og rådighedsforpligtelse (artikel 64, stk. 1, litra b), 1. pkt.) og Aftale med Færøerne

Pkt. 82-84 Fri for egen regning i en periode med EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne

Pkt. 85-90 7-dages-fristen (artikel 64, stk. 1, litra b), 2. pkt.) og Aftale med Færøerne

Pkt. 91-98 Tilbagevenden til Danmark (artikel 64, stk. 2) og Aftale med Færøerne

Pkt. 99-102 Ny periode med EØS-dagpenge (artikel 64, stk. 3) og Aftale med Færøerne

Pkt. 103-118 Direkte udbetaling af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne og informationsudveksling mellem a-kassen og den udenlandske myndighed

Pkt. 119 Uberettiget modtagelse af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne

Ledige grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere (Artikel 65) og Aftale med Færøerne

Pkt. 120-125 Den kompetente stat – lovvalg under arbejde

Pkt. 126 Lovvalg under ledighed

Pkt. 127-128 Delvis eller periodevis ledige grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere (Artikel 65, stk. 1) og Aftale med Færøerne

Pkt. 129-137 Helt ledige grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere (Artikel 65, stk. 2) og Aftale med Færøerne

Pkt. 138-140 Optagelsesgrundlag og ret til ydelser efter artikel 64 (Artikel 65, stk. 5) og Aftale med Færøerne

Pkt. 141-143 Refusionsbestemmelser (Artikel 65, stk. 6-8)

Særlige bestemmelser for helt ledige selvstændige grænsearbejdere, hvor der ikke findes nogen arbejdsløshedsforsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende i bopælsmedlemsstaten (Artikel 65 a)

Pkt. 144-148 Artikel 65 a, forordning nr. 465/2012

8. Grundforordningens kapitel 7, efterløn

Pkt. 149-150 Efterløn (Artikel 66)

9. Procesbeskrivelser

BILAG:

Bilag 1: Oversigt over lande der har arbejdsløshedsforsikring for selvstændige erhvervsdrivende

1. INDLEDNING

Den 1. maj 2010 trådte EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (grundforordningen) i kraft. Den anvendes sammen med forordning nr. 987/2009 om gennemførelse af grundforordningen (gennemførelsesforordningen). Endvidere finder de vedtagne ændringer med forordning nr. 988/2009 og nr. 465/2012 anvendelse.

Med forordning nr. 465/2012 trådte artikel 65 a i kraft den 28. juni 2012. Bestemmelsen har særlig betydning for ledige grænsearbejdere, der senest har drevet selvstændig virksomhed.

Grundforordningen indeholder en række fælles bestemmelser om generelle principper, og om hvilket lands lovgivning der skal finde anvendelse. Disse regler gælder for alle typer af ydelser, der er omfattet af grundforordningen. Desuden er der en række specifikke regler, der knytter sig til de enkelte ydelsestyper.

Gennemførelsesforordningen indeholder først og fremmest regler om den praktiske, administrative gennemførelse af reglerne i grundforordningen, såsom regler om indgivelse af ansøgninger, behandling af disse og kommunikation mellem medlemslandene. Herudover er der enkelte materielle regler i gennemførelsesforordningen. Disse regler gælder på lige fod med grundforordningens regler.

I forbindelse med grundforordningen er der udarbejdet en ny nordisk konvention om social sikring, som trådte i kraft den 1. maj 2014.

Endelig er der den 20. november 2014 indgået en særskilt aftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Færøernes Landsstyre om koordination af arbejdsløshedsforsikring (Aftale med Færøerne), som trådte i kraft den 1. januar 2015.

2. OM VEJLEDNINGEN

Denne vejledning er udarbejdet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og vedrører koordineringsreglerne om arbejdsløshedsforsikring og efterløn, som fremgår af EF-forordning nr. 883/2004 og gennemførelsesforordning nr. 987/2009, og ændringsforordningerne nr. 988/2009 og nr. 465/2012. Vejledningen erstatter vejledning nr. 9302 af 29. juni 2012 Del VIII – Vejledning til a-kasserne om arbejdsløshedsydelser m.v. EF-forordning om koordinering af sociale sikringsordninger nr. 883/2004.

Vejledningen retter sig primært til sagsbehandlere i de danske a-kasser. Vejledningen omhandler reglerne om arbejdsløshedsydelser m.v. og omtaler de fælles principper og lovvalgsreglerne i det omfang, de har betydning for afgørelsen om ret til arbejdsløshedsydelser m.v.

For en mere grundig gennemgang af de fælles principper og lovvalgsreglerne samt beskrivelse af de fælles regler om bl.a. klageadgang, tilbagesøgning og inddrivelse, henvises til vejledningerne om EF-regler om social sikring:

Vejledning om EF-regler om social sikring - Generel introduktion og fælles regler - link

Vejledning om EF-regler om social sikring - Lovvalg - link

Aftale af 20. november 2014 mellem Beskæftigelsesministeriet og Færøernes Landsstyre om koordination af arbejdsløshedsforsikring (Aftale med Færøerne), som trådte i kraft den 1. januar 2015, er skrevet ind i denne vejledning.

Regelgrundlag:

EF-forordning nr. 883/2004 er offentliggjort i EU-Tidende af 7. juni 2004 og kan findes på denne adresse:

http://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/? uri=CELEX:32004R0883&from=DA

EF-forordning nr. 987/2009 er offentliggjort i EU-Tidende af 30. oktober 2009 og kan findes ved at følge dette link

EF-forordning nr. 988/2009 er offentliggjort i EU-Tidende af 30. oktober 2009 og kan findes ved at følge dette link

EF-forordning nr. 465/2012 er offentliggjort i EU-Tidende af 8. juni 2012 og kan findes ved at følge dette link

Nordisk konvention af 12. juni 2012 om social sikring trådte i kraft 1. maj 2014 og kan findes ved at følge dette link

Aftale af 20. november 2014 mellem Beskæftigelsesministeriet og Færøernes Landsstyre om koordination af arbejdsløshedsforsikring (Aftale med Færøerne) ligger som bilag 1 til EØS-bekendtgørelsen og kan findes ved at følge dette link

3. GEOGRAFISK ANVENDELSESOMRÅDE

Grundforordningen finder anvendelse inden for EU-landene og de lande, der er omfattet som følge af Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen). Schweiz har tilsluttet sig EØS-aftalen.

EU/EØS-området omfatter følgende lande i Europa og oversøiske områder:
Følgende stater/oversøiske territorier er ikke EU/EØS-lande:
Azorerne (Portugal)
Balearerne (Mallorca, Ibiza)(Spanien)
Belgien
Bulgarien
Ceuta (Spanien)
Cypern (græsk del)
Danmark
De Kanariske Øer (Spanien)
Estland
Finland
Frankrig
Gibraltar (Storbritannien)
Grækenland
Guadeloupe (Frankrig)
Guyana (Frankrig)
Hebriderne (Storbritannien)
Irland
Isle of Wight (Storbritannien)
Italien
Kroatien
Letland
Litauen
Luxembourg
Madeira (Portugal)
Malta
Martinique (Frankrig)
Nederlandene
Polen
Portugal
Reunion (Frankrig)
Rumænien
Slovakiet
Slovenien
Spanien
Storbritannien og Nordirland
Sverige
Tjekkiet
Tyskland
Ungarn
Østrig
Ålandsøerne (Finland)
Norge
Island
Liechtenstein
Schweiz
Alderney (Storbritannien)
Andorra
Anguilla (Storbritannien)
Arktiske territorier (Frankrig)
Aruba (Nederlandene)
Cayman Islands (Storbritannien)
Cypern (tyrkisk del)
De britiske antarktiske territorier (Storbritannien)
De Nederlandske Antiller (Nederlandene)
Det britiske territorium i det Indiske Ocean (Storbritannien)
Falkland øerne (Storbritannien)
Fransk Polynesien (Frankrig)
Færøerne (Danmark)
Grønland (Danmark)
Guernsey (Storbritannien)
Isle of Man (Storbritannien)
Jersey (Storbritannien)
Jomfruøerne (Storbritannien)
Mayotte, Saint Pierre
Miquelon (Frankrig)
Montserrat (Storbritannien)
Ny Caledonien (Frankrig)
Pitcairn (Storbritannien)
Sandwich øerne (Storbritannien)
Sct. Helena (Storbritannien)
South Georgia (Storbritannien)
Turks & Caico Island (Storbritannien)
Vatikanet
Wallis & Futuna øerne (Frankrig)

4. PERSONKREDS

I artikel 2 i grundforordningen er det fastsat, hvilken personkreds der er omfattet af forordningen. Efter denne bestemmelse gælder grundforordningen for personer, der er statsborgere i et land, som er medlem af EØS.

Danske statsborgere er omfattet af grundforordningen, da Danmark er medlem af EU. EU-medlemskabet omfatter ikke Færøerne og Grønland, og grundforordningen gælder derfor ikke på Færøerne og Grønland, men da færinger og grønlændere er danske statsborgere, gælder grundforordningens lovvalgsbestemmelser også for dem, når de har bopæl inden for det geografiske anvendelsesområde, se vejledning om EF-regler om social sikring - Generel introduktion og fælles regler.

Grundforordningen gælder desuden for statsløse og flygtninge, som er bosat i et medlemsland.

Som »statsløs« betragtes en person, der er omfattet af artikel 1 i konventionen om statsløse personers retsstilling, undertegnet i New York i 1954.

Som »flygtning« betragtes en person, der er omfattet af artikel 1 i konventionen om flygtninges retsstilling, undertegnet i Geneve i 1951 og med en protokoltilføjelse i 1967.

Flygtninge, der er omfattet af ovennævnte konvention om flygtninges retsstilling, kan identificeres ved, at de er tildelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7 eller § 8.

En statsløs kan også være flygtning og dermed omfattet af konventionsreglerne. Statsløse kan imidlertid have ophold på andet grundlag end asyl, f.eks. som familiesammenførte eller lønmodtagere.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt en person, der har status som flygtning i Danmark, er flygtning i konventionens forstand, skal a-kassen rette henvendelse til Udlændingestyrelsen for at få oplysninger om udlændingens nationalitet, opholdsgrundlag og historik.

Herudover gælder grundforordningen ikke direkte for personer, der ikke er statsborgere i et land, som er medlem af EØS, såkaldte tredjelandes statsborgere.

Ved forordning nr. 1231/2010 er bestemmelserne i forordning nr. 883/2004 og nr. 987/2009 udvidet til også at gælde tredjelandes statsborgere. Denne forordning er imidlertid vedtaget med hjemmel i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, artikel 63, stk. 4. Regler med hjemmel i denne artikel gælder ikke for Danmark på grund af Danmarks retlige forbehold, jf. præmis 19 i forordning nr. 1231/2010, og artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling.

Danmark kan derfor ikke bruge grundforordningens regler på tredjelandes statsborgere. Det er de nationale danske regler, der skal anvendes på disse personer.

Det følger dog af nordisk konvention af 12. juni 2012 om social sikring, som bygger på EF-forordning nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, at tredjelandes statsborgere med bopæl i et nordisk land er omfattet af grundforordningens bestemmelser om medregning af forsikringsperioder (artikel 61-62 og artikel 65 i forordning nr. 883/2004), men ikke retten til eksport af arbejdsløshedsydelser (artikel 64 i forordning nr. 883/2004).

Endvidere følger det af aftalen af 20. november 2014 mellem Beskæftigelsesministeriet og Færøernes Landsstyre om koordination af arbejdsløshedsforsikring (Aftale med Færøerne), at koordination af arbejdsløshedsforsikring mellem Danmark og Færøerne sker efter reglerne i nordisk konvention om social sikring af 12. juni 2012 med de fravigelser, der følger af § 3 om retten til at medbringe dagpenge under arbejdssøgning i hhv. Danmark og Færøerne. Aftalen med Færøerne har forrang fremfor nordisk konvention.

5. LOVVALG – DEN LOVGIVNING, DER SKAL ANVENDES

I vejledning om EF-regler om social sikring - Lovvalg, findes en udførlig gennemgang af forordningens lovvalgsregler. Det er vigtigt at kende til reglerne, da disse har afgørende betydning for, om en person er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

I grundforordningens afsnit II er fastsat en række regler, der afgør hvilket lands lovgivning, der skal anvendes, også kaldet lovvalg.

Reglerne anvendes til at afgøre, efter hvilket lands lovgivning en persons rettigheder skal bedømmes. I en situation, hvor grundforordningens regler skal anvendes, skal der først tages stilling til, hvilket lands lovgivning der skal anvendes, inden der kan træffes afgørelse om de faktiske rettigheder. A-kassen kan træffe afgørelse om en persons rettigheder efter de danske regler for arbejdsløshedsforsikring, hvis personen kun arbejder inden for Danmarks grænser. Hvis personen arbejder i flere lande, eller der i øvrigt er tvivl om lovvalget, skal der træffes afgørelse af Udbetaling Danmark, eller tilsvarende kompetent myndighed i personens bopælsland.

Lovvalgsreglerne afgør ikke i sig selv, om der er ret til ydelser eller pligt til betaling af bidrag m.v. De udpeger alene det land, hvis lovgivning en eventuel ret/pligt skal vurderes efter.

Det er en forudsætning for anvendelse af lovvalgsreglerne, at den pågældende person hører under grundforordningens personskreds.

Ét lands lovgivning

En person kan kun være omfattet af ét medlemslands lovgivning ad gangen.

Der kan altså ikke samtidig anvendes to eller flere landes lovgivning for samme sociale sikringsgren eller ydelsestype. Der kan heller ikke samtidig anvendes ét lands lovgivning for visse sikringsgrene/ydelsestyper og et andet lands lovgivning for andre.

Når der er truffet et lovvalg, afhænger det af reglerne i den nationale lovgivning, om der kan være ret til en ydelse.

Lønnet og selvstændig virksomhed i ét land

En person, der har lønnet eller selvstændig beskæftigelse i ét medlemsland, er omfattet af beskæftigelseslandets lovgivning.

Det er hovedreglen for erhvervsaktive personer, at de er omfattet af lovgivningen i beskæftigelseslandet. Dette gælder uanset andre forhold, som f.eks. hvor arbejdsgiveren eller den selvstændige virksomhed har hjemsted, hvor den beskæftigede bor inden for EØS, eller hvor der betales skat.

Det afgørende er, hvor arbejdet rent fysisk udføres.

En person, der modtager arbejdsløshedsdagpenge og andre sikringsydelser, der midlertidigt træder i stedet for arbejdsindtægt fra Danmark, er omfattet af dansk lovgivning om social sikring.

Arbejde på skib

En person, der udøver beskæftigelse om bord på et skib, er omfattet af lovgivningen i det land, hvis flag skibet fører.

Hvis personen bor i det land, hvor arbejdsgiveren har hjemsted, og lønnen udbetales herfra, er personen dog omfattet af lovgivningen i bopælslandet, uanset hvilket flag skibet fører.

Tjenestemænd og dermed ligestillede

Tjenestemænd og dermed ligestillede er omfattet af lovgivningen i det medlemsland, i hvis forvaltning de er ansat.

Personer, der arbejder for offentlig(e) dansk(e) arbejdsgiver(e), er omfattet af dansk lovgivning om social sikring. Det gælder også, selv om arbejdet udføres i andet land end Danmark og uanset varigheden. Det er en forudsætning, at den pågældende udelukkende arbejder for offentlig(e) dansk(e) arbejdsgiver(e).

Værnepligtige

Personer, der aftjener værnepligt (militær eller civil), er omfattet af lovgivningen i det land, værnepligten aftjenes for.

Ikke-erhvervsaktive

Personer, som ikke er erhvervsaktive, er omfattet af lovgivningen i bopælslandet.

Særregler

Der findes en lang række særregler for lovvalg. Disse gælder som undtagelser til de ovennævnte regler. I vejledning om EF-regler om social sikring - Lovvalg, findes en udførlig gennemgang af alle lovvalgsreglerne.

6. OVERGANGSBESTEMMELSER

Grundforordning nr. 883/2004 trådte i kraft 1. maj 2010, og den giver ikke ret til ydelser for perioder, der ligger forud for datoen for anvendelse af grundforordningen. Det vil sige, at ydelser for perioden indtil den 1. maj 2010 skal tildeles efter de regler, der var gældende indtil da.

Grundforordningen finder dog først anvendelse for Schweiz fra den 1. april 2012 og for Norge, Island og Liechtenstein fra den 1. juni 2012.

Der skal ved tildeling af ydelser efter den 1. maj 2010 tages hensyn til enhver forsikringsperiode, beskæftigelses- eller bopælsperiode, der er tilbagelagt efter et medlemslands lovgivning forud for datoen for grundforordningens anvendelse. Rettigheder kan erhverves efter grundforordningen, selv om de vedrører en begivenhed, der er indtruffet, før grundforordningen kom til anvendelse.

Rettigheder, som en person har fået efter reglerne i den tidligere grundforordning nr. 1408/71, bevares også efter den 1. maj 2010, indtil der indtræder omstændigheder, der ændrer ved personens rettigheder.

7. GRUNDFORORDNINGENS KAPITEL 6. ARBEJDSLØSHEDSYDELSER

Særlige bestemmelser om sammenlægning af forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed (Artikel 61) og Aftale med Færøerne

1) Efter artikel 61 i grundforordningen skal forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra ét EØS-land medregnes i et andet EØS-land, hvis erhvervelse, bevarelse eller generhvervelse af ret til ydelser i dette EØS-land er betinget af, at der er tilbagelagt forsikrings- og beskæftigelsesperioder (sammenlægningsprincippet).

2) Sammenlægning efter artikel 61 gælder også for perioder med selvstændig virksomhed. Selvstændig virksomhed udført efter den 1. maj 2010 kan således bruges ved sammenlægning.

3) Betingelsen om 1 års medlemsanciennitet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 1, kan opfyldes ved medregning af forsikringsperioder fra et andet EØS-land eller Færøerne, når der ikke har været afbrydelser i forsikringsperioden på over 8 uger. Beskæftigelsesperioder og perioder med drift af selvstændig virksomhed i et andet EØS-land eller på Færøerne, hvor pågældende samtidig har været arbejdsløshedsforsikret i det andet EØS-land eller på Færøerne, kan medgå til opfyldelse af beskæftigelseskravet i arbejdsløshedsforsikringslovens § 53, stk. 2, også selv om 8-ugers-fristen er overskredet.

4) Medregning kræver som hovedregel, at personen senest har tilbagelagt forsikrings-, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed efter lovgivningen i det medlemsland, hvor kravet om ydelser fremsættes, jf. artikel 61, stk. 1 og 2.

5) Betingelsen i pkt. 4 kan efter reglerne i EØS-bekendtgørelsen opfyldes, når personen har søgt om optagelse i en dansk a-kasse senest 8 uger efter ophør af forsikringen i det andet EØS-land, og inden for de 8 uger er påbegyndt arbejde af 296 timers varighed inden for 12 uger/3 måneder (148 timer for deltidsforsikrede), eller har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i 8 hele uger inden for 12 uger/3 måneder.

6) Betingelsen i pkt. 4 fraviges i forhold til helt ledige grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere, jf. artikel 61, stk. 2 og artikel 65, stk. 5, litra a).

7) Betingelsen om tilbagelagte forsikrings-, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed i pkt. 4 fraviges også i forhold til personer, der har været medlem af en dansk a-kasse inden for de sidste 5 år. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen.

8) Betingelsen om tilbagelagte forsikrings-, beskæftigelsesperioder eller perioder med selvstændig virksomhed i pkt. 4 fraviges derudover i forhold til personer, som senest har været omfattet af den færøske arbejdsløshedsforsikring. I Danmark er medregning af forsikringsperioder til opfyldelse af medlemskravet dog betinget af, at personen søger om optagelse i a-kassen inden 8 uger, fra personen ophørte med at være forsikret på Færøerne. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen.

9) Retten til at eksportere færøske dagpenge i 3 måneder skal være opbrugt, inden den ledige omfattes af dansk arbejdsløshedsforsikring, medmindre pågældende kommer i arbejde. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen og til § 3 i Aftale med Færøerne.

10) Oplysninger om personens forsikrings- og beskæftigelsesperioder i et EØS-land eller Færøerne udveksles mellem myndighederne ved brug af SED’erne U001–U006. Personen kan selv få udstedt et PD U1 af institutionen i det land, hvor pågældende senest har været omfattet af lovgivningen.

11) I Danmark er det a-kassen, der skal udstede PD U1 til medlemmer af a-kassen samt udfærdige og sende SED’ere for perioder med medlemskab af en a-kasse. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering udsteder PD U1 til ikke-forsikrede samt udsteder og sender SED’ere for arbejdsperioder og perioder med selvstændig virksomhed, hvor personen ikke samtidig har været medlem af en dansk a-kasse.

12) Når a-kassen skal indhente oplysninger fra en udenlandsk myndighed eller fra Færøerne, anvendes SED’erne U001–U006 til udveksling af information.

13) A-kassen og andre kompetente myndigheder skal udveksle relevant information på SED’ere straks og uden unødigt ophold.

14) Kravet om anvendelse af SED’ere som betingelse for medregning kan fraviges nationalt. F.eks. er det muligt for a-kassen at udbetale op til 6 måneders dagpenge, hvis der er anden utvetydig dokumentation for, at personen har været omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i et andet EØS-land eller på Færøerne, og a-kassen har indledt indhentelse af PD U1, eller SED U002 fra den udenlandske myndighed. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen. Vedrørende efterløn henvises til bekendtgørelsen om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne.

15) Kun når en person ikke allerede efter danske regler har optjent ret til ydelser på baggrund af forsikringsperioder, beskæftigelsesperioder og/eller perioder med selvstændig virksomhed, er det nødvendigt at anvende SED’ere og PD U1.

16) Som udgangspunkt kan alene forsikringsperioder, eller perioder, der ligestilles hermed, og som fremgår af oplysningerne på SED’ere og PD U1, medregnes til at opfylde kravet om 1 års medlemskab, jf. § 53 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

17) Perioder, hvor der er udbetalt arbejdsløshedsydelser i et andet EØS-land eller på Færøerne, og som bekræftes på SED’ere og PD U1 eller i form af anden dokumentation, betragtes som forsikringsperioder og vil derfor også kunne medregnes. Tilsvarende gælder, hvis det fremgår af SED’erne U008-U016 og PD U2, at personen har benyttet sig af retten til ydelser efter grundforordningens artikel 64 (EØS-dagpenge)/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne efter Aftale med Færøerne.

18) Som udgangspunkt kan alene beskæftigelsesperioder, perioder med selvstændig virksomhed eller perioder, der ligestilles hermed, og som fremgår af oplysningerne på SED’ere og PD U1, medregnes til at opfylde beskæftigelseskravet, jf. § 53 i arbejdsløshedsforsikringsloven.

Medregning af forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra et andet EØS-land eller Færøerne i tilfælde af slettelse før udrejsen eller under opholdet i det andet EØS-land eller på Færøerne

19) En person, der før udrejsen eller under ophold i et andet EØS-land eller på Færøerne bliver slettet som medlem af en dansk a-kasse, kan medregne forsikringsperioder fra det andet EØS-land eller på Færøerne, hvis betingelserne herfor i EØS-bekendtgørelsen er opfyldt.

20) Hvis personen er slettet på grund af svig, er medregning af forsikringsperioder fra det andet EØS-land eller Færøerne også betinget af, at personen senest ved udløbet af 8-ugers-fristen for optagelse eller genoptagelse, har betalt sin gæld tilbage til a-kassen eller skriftligt har indgået forlig om tilbagebetaling. Der henvises til bekendtgørelsen om genoptagelse efter slettelse på grund af svig m.v.

Fejlforsikring og dobbeltforsikring

21) Medregning af forsikrings- og beskæftigelsesperioder fra et andet EØS-land eller Færøerne er betinget af, at personen har været forsikret i overensstemmelse med grundforordningens lovvalgsregler eller Aftale med Færøerne.

22) Hvis en person ikke har været forsikret i overensstemmelse med grundforordningens lovvalgsregler eller Aftale med Færøerne, anses personen for at være uretmæssigt forsikret. Uretmæssig forsikring kan foreligge i form af fejlforsikring og dobbeltforsikring. Ved fejlforsikring forstås, at personen skulle have været arbejdsløshedsforsikret i et andet EØS-land eller på Færøerne. Ved dobbeltforsikring forstås, at personen har været uretmæssigt medlem af en dansk a-kasse og samtidig retmæssigt har været arbejdsløshedsforsikret i et andet EØS-land eller Færøerne. Der henvises til reglerne om fejl- og dobbeltforsikring i EØS-bekendtgørelsen.

Beregning af ydelserne (Artikel 62) og Aftale med Færøerne

23) A-kassens beregning af arbejdsløshedsdagpenge foretages på baggrund af lønindtægt eller indtægt fra drift af selvstændig virksomhed efter danske beregningsregler.

24) Beregning kan ske på baggrund af lønarbejde udført i Danmark inden for de seneste 5 år. Hvis der ikke kan findes et beregningsgrundlag på baggrund af lønarbejde, kan medlemmet opnå ret til dagpenge med 82 pct. af højeste dagpengesats (mindstesats). Der henvises til bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for lønmodtagere.

25) Beregning kan ske på baggrund af selvstændig virksomhed udført i Danmark inden for de seneste 5 år, der opfylder betingelserne i bekendtgørelse om beregning af dagpengesatsen for selvstændige erhvervsdrivende.

26) For så vidt angår grænsearbejdere og nyoptagne medlemmer fra Færøerne skal lønindtægt eller indtægt fra selvstændig virksomhed fra seneste arbejdsland eller Færøerne anvendes som beregningsgrundlag.

27) Udveksling af information til brug for anvendelse af beregning skal ske ved anvendelse af SED’erne U003–U006 og PD U1.

Arbejdsløse, som rejser til en anden medlemsstat (EØS-dagpenge) (Artikel 64) og Aftale med Færøerne

28) En fuldtidsledig lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende kan på visse betingelser bevare sin ret til ydelser i et medlemsland, mens den ledige søger arbejde i et eller flere andre medlemslande (eksportabilitetsprincippet). Dette fremgår af artikel 64, stk. 1, i grundforordningen. Dagpenge, der udbetales af en dansk a-kasse efter artikel 64, kaldes i denne vejledning EØS-dagpenge.

29) En fuldt ledig lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende kan ligeledes bevare sin ret til ydelser på Færøerne, mens den ledige søger arbejde dér. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen og Aftale med Færøerne. Dagpenge, der udbetales af en dansk a-kasse efter Aftale med Færøerne, kaldes i denne vejledning dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne.

30) A-kassen udveksler information med den udenlandske myndighed ved brug af SED’erne U007-U016, der bekræfter personens ret til ydelser i perioden. Det fremgår af artikel 55, stk. 1, i gennemførelsesforordningen. A-kassen udveksler ligeledes information med Færøerne ved SED’erne U007-U016.

31) A-kassen skal udstede et PD U2 til medlemmet.

Afrejse uden ansøgning til et andet EØS-land, Schweiz eller Færøerne

32) Hvis et medlem af en a-kasse ikke har søgt om ret til EØS-dagpenge før afrejse fra Danmark, kan a-kassen ikke udbetale EØS-dagpenge til medlemmet.

33) Det er en betingelse for ret til eksport af danske dagpenge til et andet EØS-land (EØS-dagpenge), at der er en aktuel rådighed. Medlemmet skal derfor stå til rådighed i Danmark umiddelbart forud for afrejsetidspunktet.

34) Hvis et medlem af a-kassen ikke har søgt om ret til at medtage dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne før afrejse fra Danmark, kan a-kassen ikke udbetale dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne.

35) Et dagpengeberettiget fuldt ledigt medlem kan fra første ledighedsdag medtage dagpenge fra Danmark til Færøerne for at søge arbejde. Det er et krav, at der er en aktuel rådighed for at kunne medtage dagpenge fra Danmark til Færøerne, dvs. at der som minimum skal være rådighed på afrejsedagen frem til afrejsen. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen og Aftale med Færøerne.

4-ugers-kravet (artikel 64, stk. 1, litra a))

36) Den ledige skal før sin afrejse have været tilmeldt jobcenteret som jobsøgende og have stået fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i sammenlagt mindst 4 uger efter, at personen blev ledig (4-ugers-kravet), jf. artikel 64, stk. 1, litra a), i grundforordningen. Der kan på visse betingelser dispenseres fra 4-ugers-kravet, se pkt. 54-60.

37) Der er ikke krav om 4 ugers ledighed for et dagpengeberettiget medlem af a-kassen, som ønsker at bevare sin ret til dagpenge på Færøerne, mens den ledige søger arbejde dér. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen og Aftale med Færøerne.

38) 4-ugers-kravet opgøres som sammenlagt 4 ugers ledighed siden det seneste arbejdsforhold. Det er et krav, at medlemmet er tilmeldt jobcenteret som fuldt ledig og står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet, herunder også på afrejsedagen frem til afrejsen. At der skal være tale om sammenlagt 4 ugers ledighed1), betyder, at der kan være kortere afbrydelser i ledighedsperioden, f.eks. som følge af rådighedsbegrænsende barns sygdom, men at der samlet set stadig skal være 4 ugers ledighed – f.eks. 2 ugers ledighed før barns sygdom og 2 ugers ledighed efter barns sygdom. Ved kortere afbrydelser forstås samlet op til 5 dage.

39) Det er også et krav, at medlemmet opfylder de almindelige betingelser for ret til dagpenge i 4-ugers-perioden. Det er derimod ikke et krav, at medlemmet faktisk får udbetalt dagpenge i de perioder, som regnes med til at opfylde 4-ugers-kravet.

40) Et medlem er ledigt fra det tidspunkt, hvor medlemmet afslutter sit seneste arbejde og ikke længere modtager løn, eller hvor medlemmet ophører med at drive selvstændig virksomhed efter reglerne i bekendtgørelse om ophør med drift af selvstændig virksomhed.

41) Begrebet »fuldt ledig« i grundforordningen betyder, at 4-ugers-kravet afbrydes af alt arbejde, der medfører fradrag efter reglerne i bekendtgørelsen om fradrag i arbejdsløshedsdagpenge mv. Ved fuldt ledig forstås, at der ikke længere er et kontraktretligt forhold mellem den ansatte og arbejdsgiveren, se pkt. 128.

42) Det er dog muligt at dispensere ved arbejde af kort varighed i 4-ugers-perioden. Arbejde af kortere varighed anses for at være op til i alt 2 dage inden for 4-ugers-perioden2).

43) Dage, hvor et medlem har modtaget dagpengegodtgørelse for 1., 2. og 3. ledighedsdag (G-dage), kan medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, hvis medlemmet er tilmeldt jobcenteret og står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet på G-dagene.

44) En effektiv karantæne, f.eks. som følge af selvforskyldt ledighed, svig eller uagtsomhed, kan medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, da medlemmet skal være berettiget til dagpenge og stå fuldt til rådighed for at afvikle karantænen.

45) Drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse med ret til dagpenge kan medgå til at opfylde 4-ugers-kravet. Det skyldes, at medlemmet skal stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet og til enhver tid kan udføre bibeskæftigelsen uden for normal arbejdstid.

46) En »mellemperiode« (perioden fra arbejdsophøret eller afslaget på tilbud m.v. til afrejsen, se bekendtgørelsen om rådighed) kan medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, hvis medlemmet er tilmeldt jobcenteret som jobsøgende og står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i »mellemperioden«. Medlemmet kan dog ikke modtage dagpenge i »mellemperioden« frem til afrejsen.

47) Perioder, hvor der afvikles overskydende timer, kan medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, hvis medlemmet er tilmeldt jobcenteret som jobsøgende og står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden med overskydende timer.

48) Karensmåneden for dimittender kan medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, hvis medlemmet er tilmeldt jobcenteret som jobsøgende og står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i karensmåneden. Der henvises til § 54 i arbejdsløshedsforsikrings-loven.

49) Perioden på 3 uger, hvor selvstændige er udelukket fra dagpenge i henhold til § 63, stk. 2, i arbejdsløshedsforsikringsloven, kan medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, hvis medlemmet er tilmeldt jobcenteret som jobsøgende og står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden.

50) Perioder med aktivering efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, hvis medlemmet er tilmeldt jobcenteret som jobsøgende og står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden.

51) Perioder med ophold i udlandet kan kun medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, hvis medlemmet er tilmeldt jobcenteret som jobsøgende, står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet og får udbetalt dagpenge, selv om medlemmet ikke opholder sig i Danmark. Der henvises til bekendtgørelsen om rådighed.

52) Ferie under ledighed kan ikke medgå til at opfylde 4-ugers-kravet, uanset om medlemmet under ferien modtager feriedagpenge eller feriegodtgørelse. Det skyldes, at medlemmet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet i ferien. Dog accepteres ferie i indtil 3 dage i 4-ugers-perioden. Hvis medlemmet har stået til rådighed for arbejdsmarkedet i sammenlagt 4 uger, kan retten til EØS-dagpenge bevares, uanset placering af ferien, hvis der er aktuel rådighed på afrejsedagen frem til afrejsen3).

53) Sygdom kan som udgangspunkt ikke medgå til at opfylde 4-ugers-kravet. Dog kan a-kassen i særlige tilfælde dispensere ved sygdom af kortere varighed. Ved kortere varighed forstås egen eller barns rådighedsbegrænsende sygdom af sammenlagt højst 3 dages varighed.

Dispensation fra 4-ugers-kravet

54) I særlige tilfælde kan et medlem rejse, selv om medlemmet ikke har været tilmeldt jobcenteret og stået fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i samtlige 4 uger inden afrejsen. Det er dog en betingelse for ret til eksport af dagpenge, at de almindelige betingelser for ret til dagpenge er opfyldt, herunder at der er en aktuel rådighed, dvs. at der som minimum skal være rådighed på afrejsedagen frem til afrejsen.

55) Hvis a-kassen dispenserer helt fra 4-ugers-kravet, stilles der dog ikke krav om tilmelding hos jobcenteret som en del af rådighedsbetingelserne for ret til dagpenge.

56) A-kassen kan dispensere fra 4-ugers-kravet, hvis medlemmet ledsager sin ægtefælle eller samlever, som har overtaget varigt arbejde af mindst 5 ugers varighed, eller er begyndt på en uddannelse af mindst 18 måneders varighed i det andet EØS-land. A-kassen giver dispensationen, uanset om medlemmet har sagt sit arbejde op, er blevet sagt op, allerede er ledigt eller er ophørt i en tidsbegrænset ansættelse. Der henvises til bekendtgørelse om selvforskyldt ledighed.

57) A-kassen kan dispensere fra 4-ugers-kravet, hvis medlemmet kan dokumentere at skulle til en ansættelsessamtale i det andet EØS-land. Der skal være tidsmæssig sammenhæng mellem afrejsen og samtalen. Dette betyder, at medlemmet tidligst kan rejse 5 kalenderdage før samtalen.

58) Hvis medlemmet skal til en ansættelsessamtale i et andet land, kan dette ske med ret til almindelige dagpenge, hvis medlemmet vender hjem igen inden 5 kalenderdage, jf. bekendtgørelse om rådighed. Det er en betingelse, at medlemmet forud for afrejsen har fremlagt dokumentation for, at samtalen skal finde sted. Denne dagpengeret er ikke en ret til EØS-dagpenge, hvorfor der ikke er krav om SED’ere og PD U2.

59) A-kassen kan dispensere fra 4-ugers-kravet, hvis medlemmet kan dokumentere at skulle påbegynde arbejde i det andet EØS-land, f.eks. deltidsarbejde eller arbejde af kortere varighed. Ret til EØS-dagpenge fra den danske a-kasse ophører, hvis medlemmet bliver optaget i det andet lands arbejdsløshedsforsikring, jf. pkt. 79.

60) A-kassen kan dispensere fra 4-ugers-kravet, hvis et medlem har en tilknytning til det land, medlemmet rejser til. Tilknytning foreligger, når et medlem er statsborger i det land, medlemmet rejser til. Det er dog en betingelse, at medlemmet før sin afrejse har været tilmeldt jobcenteret som jobsøgende og har stået fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet i sammenlagt mindst 1 uge, efter medlemmet sidst blev fuldt ledig. Det er en betingelse for ret til eksport af dagpenge, at der er aktuel rådighed, dvs. at der som minimum skal være rådighed på afrejsedagen frem til afrejsen, hvis den sammenlagte rådighed på mindst 1 uge ikke ligger umiddelbart forud for afrejsetidspunktet.

Afrejse før 3-måneders-periodens start

61) Hvis et medlem rejser før den dag, som er anført som afrejsedag på ansøgningen, er udgangspunktet, at medlemmet skal have afslag på ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne. Hvis a-kassen allerede har sendt SED’erne U008-U016 eller udstedt PD U2, skal disse annulleres. Ved for tidlig afrejse har medlemmet ikke ret til dagpenge på den anførte afrejsedato og kan derfor ikke bevare retten under arbejdssøgning i det andet EØS-land eller på Færøerne.

62) Der kan ske afrejse en lørdag, en søndag, eller på helligdage, hvis første dag på attesten ligger umiddelbart i forlængelse heraf. 4-ugers-kravet skal være opfyldt ved afrejsen.

Ret til EØS-dagpenge/dagpenge fra Danmark under arbejdssøgning på Færøerne i højst 3 måneder (artikel 64, stk. 1, litra c)) og Aftale med Færøerne

63) Der kan ikke udbetales danske EØS-dagpenge ud over 3 måneder. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen.

64) Et fuldt ledigt medlem kan ikke bevare sin ret til dagpenge under arbejdssøgning på hhv. Færøerne eller i Danmark ud over 3 måneder. Efter udløb af 3-måneders-perioden, omfattes den ledige af arbejdsløshedsforsikringen i hhv. Danmark eller Færøerne, hvor pågældende søger arbejde, hvis personen opfylder betingelserne herfor. Se evt. pkt. 8. Der henvises til Aftale med Færøerne.

65) Et ledigt a-kassemedlem bevarer sin ret til dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne i 3 måneder, før pågældende kan omfattes af færøsk arbejdsløshedsforsikring, medmindre personen kommer i arbejde. Der henvises til Aftale med Færøerne.

66) For at blive optaget i den færøske arbejdsløshedsforsikring skal personen henvende sig til ALS og kan herefter modtage dagpenge i henhold til den færøske lovgivning.

67) Der er ikke dagpengeret for dimittender i den færøske arbejdsløshedsforsikring, og der vil derfor som udgangspunkt ikke være en færøsk dagpengeret for dimittender efter udløbet af de 3 måneder.

68) Selvstændige erhvervsdrivende er ikke omfattet af den obligatoriske færøske arbejdsløshedsforsikring, og selvstændige, som har eksporteret deres dagpengeret til Færøerne, vil som udgangspunkt ikke være dagpengeberettigede efter udløbet af de 3 måneder. Dette vil blandt andet kræve optagelse i den frivillige forsikring for selvstændige erhvervsdrivende. Der henvises til § 3 i Aftale med Færøerne samt EØS-bekendtgørelsen.

69) Et medlem kan ikke modtage EØS-dagpenge ud over det tidspunkt, hvor retten til dagpenge ophører. 3-måneders-perioden vil derfor skulle forkortes, så sidste dag på SED’erne U008-U016 og PD U2 svarer til dagen for dagpengerettens ophør.

70) En person kan ligeledes ikke bevare sin ret til dagpenge under arbejdssøgning på hhv. Færøerne eller i Danmark ud over det tidspunkt, hvor retten til dagpenge ophører, jf. § 3 i Aftale med Færøerne. 3-måneders-perioden vil derfor skulle forkortes, så sidste dag på SED’erne U008-U016 og PD U2 svarer til dagen for dagpengerettens ophør.

71) Hvis der er et konkret tilbud om aktivering, som begynder før eller samtidig med den anførte afrejsedag, kan der ikke sendes SED’erne U008-U016 eller udstedes PD U2. Hvis der er et konkret tilbud om aktivering, som begynder efter den anførte afrejsedag, kan der kun sendes SED’erne U008-U016 og udstedes PD U2 med ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne til og med dagen før aktiveringen.

72) En effektiv karantæne som følge af selvforskyldt ledighed anfægter ikke medlemmets ret til EØS-dagpenge eller til at bevare sin ret til dagpenge fra a-kassen under arbejdssøgning på Færøerne. Karantænen kan afvikles i 3-måneders-perioden, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det betyder, at medlemmet kun vil have ret til at få udbetalt EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne for den periode, der er tilbage, efter at karantænen er afviklet, og til højst 3 måneder fra afrejsedatoen. Tilsvarende gælder ved overskydende timer.

73) Hvis et medlem i 3-måneders-perioden bliver udelukket fra dagpenge under en konflikt efter § 61, stk. 3, i arbejdsløshedsforsikringsloven, vil retten til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne ikke blive berørt heraf. Det er dog en betingelse, at konflikten først indtræder efter PD U2’erens startdato.

Kontrolforanstaltninger og rådighedsforpligtelse (artikel 64, stk. 1, litra b), 1. pkt.) og Aftale med Færøerne

74) Et medlem skal tilmelde sig som jobsøgende ved arbejdsformidlingen i hvert af de medlemslande, medlemmet rejser til, og følge kontrollen dér. Medlemmet skal følge de kontrolforanstaltninger, der er i det andet EØS-land eller på Færøerne for aktivt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det kan f.eks. være samtaler, som den udenlandske arbejdsformidling indkalder medlemmet til, eller lægelige undersøgelser, som er påkrævet i det pågældende land.

75) Medlemmet skal aktivt stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det EØS-land eller på Færøerne, hvor medlemmet søger arbejde i 3-måneders-perioden. Selve udbetalingen af danske EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne skal dog ske efter de danske regler, og det påhviler myndigheden i det andet EØS-land eller Færøerne at underrette den danske a-kasse om forhold, der har betydning for udbetalingen af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne. Det fremgår af artikel 55, stk. 4, i gennemførelsesforordningen.

76) A-kassen skal derudover sende SED U012 til myndigheden i det andet EØS-land eller på Færøerne og bede om månedlige indberetninger på SED U013 om, hvorvidt medlemmet er tilmeldt arbejdsløshedsformidlingen, og om medlemmet følger landets kontrolforanstaltninger m.v.

77) Hvis et medlem f.eks. får arbejde, skal deltage i undervisning eller lignende, skal myndigheden i det andet EØS-land eller på Færøerne straks underrette a-kassen herom. Hvis medlemmet ikke har fået fuldtidsbeskæftigelse og ikke er blevet arbejdsløshedsforsikret i det andet EØS-land eller på Færøerne, afgør a-kassen, om der fortsat kan udbetales supplerende dagpenge og med hvilket beløb. Underretning til a-kassen foregår på SED’erne U008-U016 og ved den udenlandske myndigheds udstedelse af PD U3 til medlemmet. Medlemmet er selv forpligtet til at oplyse om forhold af betydning for retten til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne ved brug af EØS-dagpengekort (EØS 8), som sendes til a-kassen.

78) Hvis en person får arbejde i perioden, hvor pågældende bevarer sin ret til dagpenge under arbejdssøgning på hhv. Færøerne eller i Danmark, omfattes personen af arbejdsløshedsforsikringen i beskæftigelseslandet, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det betyder, at en person, som bevarer sin færøske dagpengeret i 3 måneder under arbejdssøgning i Danmark, og som får arbejde i Danmark i 3-måneders-perioden, omfattes af dansk arbejdsløshedsforsikring, hvis personen skriftligt søger om optagelse i en a-kasse. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen samt Aftale med Færøerne.

79) Retten til EØS-dagpenge anses for afbrudt, hvis medlemmet bliver optaget i det andet EØS-lands arbejdsløshedsforsikring. Medlemmet skal som udgangspunkt være arbejdsløshedsforsikret i det andet EØS-land, hvis arbejdets art og omfang berettiger hertil. Der henvises til pkt. 59.

80) Retten til ydelser under arbejdssøgning på Færøerne anses for afbrudt, hvis medlemmet bliver optaget i arbejdsløshedsforsikringen på Færøerne. Medlemmet skal som udgangspunkt være arbejdsløshedsforsikret på Færøerne, hvis arbejdets art og omfang berettiger hertil.

81) I Norden gælder den praksis4), at et medlem i en periode med et dokument PD U2 kan forblive arbejdsløshedsforsikret i det land, som udbetaler EØS-dagpenge, selv om medlemmet får arbejde, der berettiger til at blive optaget i det andet EØS-lands arbejdsløshedsforsikring. Det er dog en betingelse, at medlemmet ikke vælger at melde sig ind i en a-kasse i det andet EØS-land.

Fri for egen regning i en periode med EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne

82) Et medlem kan ikke modtage feriedagpenge i en periode med EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, men man kan modtage feriegodtgørelse eller holde fri for egen regning af kortere varighed i perioden. Ved kortere varighed forstås sammenlagt højst 7 dage. Medlemmet skal give besked til a-kassen og arbejdsformidlingen i det EØS-land eller på Færøerne, hvor der søges arbejde.

83) I det tidsrum, hvor medlemmet ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet i det andet EØS-land eller på Færøerne, kan der ikke udbetales ydelser fra a-kassen. Der henvises til bekendtgørelse om rådighed.

84) Hvis medlemmet tilmelder sig jobcenteret i Danmark under ferien, mister medlemmet sin ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, da jobsøgningsperioden med ret til danske dagpenge hermed anses for afbrudt.

7-dages-fristen (artikel 64, stk. 1, litra b), 2. pkt.) og Aftale med Færøerne

85) Et medlem har en frist på 7 dage til at tilmelde sig arbejdsformidlingen i det EØS-land, hvor der søges arbejde (7-dages-fristen). Fristen løber, fra medlemmet ophører med at stå til rådighed for arbejdsmarkedet i det land, medlemmet rejser fra.

86) Det er dermed en forudsætning for at modtage EØS-dagpenge i det andet EØS-land i hele perioden, at medlemmet senest 7 kalenderdage fra og med EØS-dagpengeperiodens start tilmelder sig som jobsøgende i det medlemsland, som medlemmet rejser til, og følger kontrollen i dette land. Hvis medlemmet ønsker at benytte retten til EØS-dagpenge i flere lande, f.eks. 2 måneder i Tyskland og derefter 1 måned i Frankrig, starter der en ny 7-dages-frist for tilmelding til arbejdsformidlingen i det seneste land. Der henvises til pkt. 101.

87) Hvis et medlem tilmelder sig efter udløbet af 7-dages-fristen, kan der først udbetales dagpenge fra den dag, medlemmet tilmelder sig.

88) I undtagelsestilfælde kan 7-dages-fristen forlænges, jf. artikel 64, stk. 1, litra b), 3. pkt. i grundforordningen. A-kassen kan kun forlænge fristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder, der har bevirket, at medlemmet ikke kunne tilmelde sig inden fristens udløb, f.eks. administrative problemer i det andet EØS-land eller lukning af arbejdsformidlingen som følge af helligdage.

89) Hvis 7-dages-fristen udløber en søndag eller en helligdag, er tilmeldingen rettidig om mandagen eller den førstkommende hverdag.

90) Der gælder ligeledes en 7-dages-frist for tilmelding til ALS på Færøerne for ret til dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne i hele perioden. Tilmelding efter 7-dages-fristen vil dermed betyde, at der tidligst kan udbetales dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne fra den dag, medlemmet tilmelder sig. A-kassen kan forlænge fristen, hvis der foreligger særlige omstændigheder, der har bevirket, at medlemmet ikke har kunnet tilmelde sig inden fristens udløb. Hvis 7-dages-fristen udløber en søndag eller en helligdag, er tilmeldingen rettidig om mandagen eller den førstkommende hverdag.

Tilbagevenden til Danmark (artikel 64, stk. 2) og Aftale med Færøerne

91) Medlemmet skal vende tilbage senest den sidste dag i perioden, som fremgår af SED’erne U008-U016 og PD U2. Hvis et medlem vender tilbage til Danmark efter udløbet af perioden med ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, f.eks. dagen efter, mister medlemmet sin ret til dagpenge.

92) Fristen for medlemmets tilbagevenden kan dog i undtagelsestilfælde forlænges af a-kassen. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen.

93) Et medlem anses for at være vendt tilbage den dag, hvor medlemmet har tilmeldt sig jobcenteret.

94) Ved digital tilmelding er det yderligere et krav, at medlemmet dokumenterer at være vendt tilbage til Danmark, f.eks. i form af flybillet, brobillet, eller anden form for dokumentation. Medlemmet anses tidligst for at være vendt tilbage den dag, hvor medlemmet kan dokumentere at være i Danmark. Hvis medlemmet er afmeldt det danske folkeregister, kan medlemmet ikke tilmeldes digitalt. Medlemmet må i stedet lade sig tilmelde ved personligt fremmøde i jobcenteret, inden perioden med EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne er ophørt.

95) Der kan ikke udbetales EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne fra og med den dag, hvor medlemmet afmelder sig arbejdsformidlingen i det andet EØS-land eller på Færøerne, og indtil medlemmet er vendt tilbage til Danmark og har tilmeldt sig jobcenteret. Medlemmet kan dog efter en konkret vurdering anses for at have stået til rådighed på frameldingsdagen.

96) Hvis medlemmet vender tilbage til Danmark og tilmelder sig jobcenteret inden udløb af perioden med ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, har medlemmet fortsat ret til dagpenge, hvis de almindelige betingelser for at få dagpenge er opfyldt. Et medlem kan derfor først få udbetalt dagpenge fra den dag, hvor medlemmet tilmelder sig jobcenteret.

97) Hvis sidste dag i perioden er en lørdag, en søndag eller en helligdag, er tilmeldingen til jobcenteret rettidig den førstkommende hverdag.

98) Hvis medlemmet tilmelder sig jobcenteret efter udløb af perioden med ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, skal medlemmet som udgangspunkt opfylde et beskæftigelseskrav for at få ret til dagpenge. Fristen for tilmelding kan forlænges i op til 4 uger, hvis medlemmet skal til ansættelsessamtale, eller afventer svar på en ansættelsessamtale i det andet EØS-land eller på Færøerne. Der kan dispenseres for tilmeldingsfristen ved hjemvenden i tilfælde af sygdom, barselsorlov, eller andre uforudsigelige omstændigheder. Der henvises til reglerne i EØS-bekendtgørelsen.

Ny periode med EØS-dagpenge (artikel 64, stk. 3) og Aftale med Færøerne

99) En periode med 3 måneders EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne er påbegyndt, når medlemmet har tilmeldt sig arbejdsformidlingen i det andet EØS-land eller på Færøerne. Det gælder også, selv om der ikke er udbetalt EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne.

100) Det er muligt for medlemmet at vende hjem til Danmark inden for 3-måneders-perioden og efterfølgende tage af sted igen inden for samme 3-måneders-periode med ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne. Det er ikke muligt at modtage ydelser fra a-kassen i den periode, hvor medlemmet inden for 3-måneders-perioden opholder sig i Danmark, hvis medlemmet ønsker at benytte resten af sin 3-måneders-periode. Hvis medlemmet derimod tilmelder sig jobcenteret som aktivt jobsøgende, anses perioden med EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne for afbrudt, og medlemmet kan modtage dagpenge fra a-kassen, hvis de almindelige betingelser herfor er opfyldt.

101) Hvis medlemmet f.eks. tager afsted med et PD U2 til Tyskland med ret til EØS-dagpenge fra den 1. maj – 31. juli, kan medlemmet tage hjem til Danmark i hele juni måned, og derefter tage af sted igen i juli med den sidste måned med ret til EØS-dagpenge inden for samme 3-måneders-periode. Medlemmet kan vælge at tage sin sidste måned med ret til EØS-dagpenge med til Tyskland eller et andet EØS-land. Det kræver, at a-kassen udsteder endnu et PD U2 til medlemmet for den sidste måned og udveksler informationsoplysninger med det andet lands myndigheder på SED’erne U008-U016. Medlemmet skal for at bevare sin ret til EØS-dagpenge i hele juli måned tilmelde sig arbejdsformidlingen i det andet EØS-land inden for en ny 7-dages-frist, jf. pkt. 85-90.

102) Hvis et medlem ønsker at få ret til en ny periode med EØS-dagpenge under jobsøgning i et andet EØS-land eller ny periode med ret til dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, skal medlemmet opfylde et særligt beskæftigelseskrav, jf. reglerne i EØS-bekendtgørelsen.

Direkte udbetaling af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne og informationsudveksling mellem a-kassen og den udenlandske myndighed

103) Ved ansøgning om ret til EØS-dagpenge under arbejdssøgning i et andet EØS-land eller på Færøerne skal medlemmet udfylde en blanket EØS 1.

104) Hvis et medlem ønsker at søge arbejde i flere EØS-lande eller på Færøerne i umiddelbar forlængelse af hinanden inden for perioden med EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, skal medlemmet oplyse de nøjagtige datoer for, hvornår medlemmet vil søge arbejde i de enkelte lande. Der skal udveksles SED’erne U008-U016 og udstedes PD U2 for hvert land, medlemmet ønsker at søge arbejde i.

105) A-kassen skal kun udveksle SED’erne U008-U016 og udstede PD U2, hvis medlemmet søger herom inden afrejsen, jf. pkt. 32. Ansøgningen skal derfor være modtaget hos jobcenteret eller i a-kassen senest samme dag som afrejsen.

106) For at a-kassen kan udstede PD U2 til medlemmet ca. 1 uge før medlemmets afrejse, skal ansøgningen på blanket EØS 1 være modtaget af a-kassen 14 dage før afrejsedagen. Hvis ansøgningen modtages senere, er mangelfuldt udfyldt, eller der mangler dokumentation, kan det medføre, at a-kassen ikke kan udveksle den relevante information til den udenlandske myndighed i rette tid. Medlemmet kan derved få problemer med tilmeldingen hos arbejdsformidlingen i det andet EØS-land eller på Færøerne og med at få udbetalt EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne i hele perioden.

107) Medlemmet skal straks underrette a-kassen om alle ændringer i sine forhold, der kan ændre grundlaget for ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne i den søgte periode. Det er f.eks. tilfældet ved ændret afrejsedag, arbejde, sygdom og aktivering.

108) Hvis medlemmet ønsker at ændre afrejsedagen efter, at a-kassen har godkendt ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, skal medlemmet som udgangspunkt søge om et nyt PD U2. A-kassen skal i givet fald oplyse den udenlandske myndighed om ændringer ved brug af SED’erne U008-U016, og bede medlemmet returnere et evt. udstedt PD U2.

109) Ved informationsudveksling til den udenlandske myndighed på SED’erne U008-U016 skal a-kassen oplyse:

1) hvornår medlemmet er afmeldt det danske jobcenter og ikke længere står til rådighed for det danske arbejdsmarked,

2) hvornår medlemmet senest skal være tilmeldt arbejdsformidlingen i det andet EØS-land eller på Færøerne (7-dages-fristen),

3) sidste dag med mulighed for udbetaling af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, og

4) forhold, der efter danske rådighedsregler kan berøre retten til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, som f.eks. påbegyndelse af deltidsbeskæftigelse, uddannelse eller sygdom.

110) A-kassen skal samtidig udstede et PD U2 til medlemmet, hvoraf fremgår perioden med ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, hvornår medlemmet senest skal være tilmeldt arbejdsformidlingen i det andet EØS-land eller på Færøerne (7-dages-fristen) og oplysning om, hvilke forhold der kan få betydning for medlemmets ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne under arbejdssøgningen i det andet EØS-land eller på Færøerne.

111) A-kassen skal sammen med PD U2 udlevere EØS-dagpengekort (EØS 8) eller vejlede om elektronisk udfyldelse af EØS-dagpengekort (EØS 8). Det udfyldte EØS-dagpengekort danner grundlag for a-kassens udbetaling af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne.

112) Det følger af artikel 55, stk. 4, i gennemførelsesforordningen, at den udenlandske myndighed straks skal underrette den danske a-kasse om forhold, der kan have betydning for medlemmets fortsatte ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne. Det sker ved informationsudveksling på SED’erne U009-U016 og ved, at den udenlandske myndighed kan udstede et PD U3 til medlemmet.

113) Udbetalingen af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne foretages af medlemmets danske a-kasse efter samme regler som danske dagpenge i øvrigt. Ud over afkrydsning på PD U2 om månedlige indberetninger, skal a-kassen samtidig med SED U008 sende SED U012 til myndigheden i det andet EØS-land eller på Færøerne og bede om månedlige indberetninger på SED U013 om, hvorvidt medlemmet er tilmeldt arbejdsløshedsformidlingen, og om medlemmet følger landets kontrolforanstaltninger m.v. A-kassen skal vurdere medlemmets ret til udbetaling på baggrund af medlemmets udfyldte EØS-dagpengekort (EØS 8), de månedlige indberetninger på SED U013 samt modtagne pligtunderretninger fra myndigheden i det andet EØS-land eller på Færøerne.

114) A-kassen må ikke betinge udbetaling af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne af modtagelse af SED U013 fra myndigheden i det andet EØS-land eller på Færøerne.

115) A-kassen skal ikke udbetale dagpenge fra den 1. dag i perioden med ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne, da medlemmet fra denne dag ikke længere står til rådighed for det danske arbejdsmarked. A-kassen skal afvente underretning om medlemmets tilmelding hos arbejdsformidlingen i det andet EØS-land eller på Færøerne. Hvis medlemmet ikke er tilmeldt inden for 7-dages-fristen, kan a-kassen først starte udbetaling af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne fra dagen for medlemmets tilmelding. Der henvises til pkt. 85-90.

116) Hvis et medlem bliver syg under arbejdssøgning i det andet EØS-land eller på Færøerne, har medlemmet ret til dagpenge under de første 14 dages sygdom, hvis medlemmet er tilmeldt hos det andet lands arbejdsformidling før sygdommen. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen og tilhørende vejledning samt rådighedsbekendtgørelsen med tilhørende vejledning.

117) Retten til dagpenge under de første 14 dages sygdom er betinget af, at medlemmet har meldt sig syg hos a-kassen på første sygedag, jf. § 62, stk. 3, i arbejdsløshedsforsikringsloven. Medlemmet vil derfor først kunne modtage dagpenge under de første 14 dages sygdom fra den dato, medlemmet har meldt sig syg hos a-kassen.

118) Hvis et medlem bliver syg under arbejdssøgning i det andet EØS-land eller på Færøerne, har medlemmet ret til sygehjælp i perioden, hvor der er givet ret til EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne. Dette dokumenteres med et EU-sygesikringsbevis, der udstedes af medlemmets bopælskommune. Ret til sygedagpenge kræver en udveksling på SED’ere for ret til sygedagpenge mellem den danske bopælskommune og den relevante udenlandske myndighed. Medlemmet skal henvende sig til den kompetente myndighed i det andet EØS-land eller på Færøerne for at anmode om sygedagpenge.

Eksempel:

Et medlem tager til Tyskland med et dokument PD U2 og tilmelder sig hos arbejdsformidlingen rettidigt. 4 dage før udløb af 3-måneders-perioden i PD U2 falder medlemmet og slår sig bevidstløs. Medlemmet er indlagt med koma i Tyskland i 2 dage. Dagen før udløb af 3-måneders-perioden i PD U2 kontakter medlemmet a-kassen og sygemelder sig og beder om udskydelse af frist for tilmelding hos jobcentret i Danmark. Medlemmet kontakter også arbejdsformidlingen i Tyskland og sygemelder sig. Medlemmet raskmeldes 1 uge efter udløb af 3-måneders-perioden i PD U2, og dagen efter tilmelder medlemmet sig hos jobcentret i Danmark.

A-kassen kan under disse omstændigheder forlænge fristen i dokument PD U2 for tilmelding hos jobcentret i Danmark. Medlemmet tilmelder sig rettidigt dagen efter, at medlemmet bliver raskmeldt.

A-kassen kan ligeledes forlænge fristen for sygemelding hos a-kassen, da medlemmet har været forhindret i at kunne sygemelde sig rettidigt. Medlemmet har dermed ret til dagpenge under sygdom fra første sygedag og i fristperioden frem til medlemmet bliver raskmeldt.

Uberettiget modtagelse af EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne

119) Hvis et medlem har modtaget EØS-dagpenge/dagpenge under arbejdssøgning på Færøerne med urette, skal a-kassen træffe afgørelse om tilbagebetaling og sanktion, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Ledige grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere (Artikel 65) og Aftale med Færøerne

Den kompetente stat – lovvalg under arbejde

120) Artikel 65 i grundforordningen vedrører fuldt, delvis og periodevis arbejdsløse, som under deres seneste lønarbejde eller selvstændige virksomhed boede i et andet land end den kompetente stat. »Den kompetente stat« er det land, hvis lovgivning personen var omfattet af under arbejdet. Det følger af artikel 65, i hvilket land den ledige kan stille sin arbejdskraft til rådighed, og hvilket land der skal udbetale ydelser til ledige grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere.

121) Grænsearbejdere er lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder i ét EØS-land, men bor i et andet EØS-land, hvortil personen som hovedregel vender tilbage mindst én gang om ugen, jf. grundforordningens artikel 1, litra f).

122) Andre arbejdstagere end grænsearbejdere er lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder i ét EØS-land, men bor i et andet EØS-land, hvortil personen ikke vender tilbage mindst én gang om ugen.

123) Grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere skal under arbejdet være omfattet af lovgivningen, herunder være arbejdsløshedsforsikret i det land, hvor de arbejder, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 3, litra a).

124) Det følger dog af grundforordningens artikler 12-16, at man kan være omfattet af lovgivningen i et andet land end arbejdslandet. I Danmark er det som udgangspunkt Udbetaling Danmark, der træffer afgørelse om den kompetente stat for personer med bopæl i Danmark efter artikel 12-16. Hvis man er omfattet af lovgivningen i et andet EØS-land end arbejdslandet, skal man være arbejdsløshedsforsikret dér.

125) Grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere, der er omfattet af dansk lovgivning og derfor skal være dansk arbejdsløshedsforsikret, skal opfylde de almindelige betingelser for at blive optaget i en dansk a-kasse, dog ikke kravet om bopæl i Danmark. Der henvises til EØS-bekendtgørelsen.

Lovvalg under ledighed

126) Lovvalget under ledighed bestemmes dels af, hvorvidt der er tale om en grænsearbejder eller en anden arbejdstager end en grænsearbejder, dels af om personen er fuldt, delvist eller periodevis arbejdsløs.

Delvis eller periodevis ledige grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere (Artikel 65, stk. 1) og Aftale med Færøerne

127) En delvis eller periodevis ledig grænsearbejder eller en anden arbejdstager end en grænsearbejder skal stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i arbejdslandet, og personen kan få udbetalt supplerende arbejdsløshedsydelser, hvis det er muligt efter reglerne i arbejdslandet, jf. artikel 65, stk. 1, i grundforordningen. F.eks. vil en delvis arbejdsløs grænsearbejder, der er medlem af en dansk a-kasse, med bopæl i Sverige og arbejde i Danmark, kunne modtage supplerende dagpenge fra den danske a-kasse, hvis betingelserne i øvrigt er opfyldt.

128) Efter danske regler skelnes der ikke mellem delvis og periodevis ledighed. Det afgørende for vurderingen er, om personen fortsat er omfattet af en kontrakt med arbejdsgiveren5). En person er helt ledig, hvis personen har mistet tilknytningen til virksomheden. F.eks. fordi personen har sagt sit arbejde op eller er blevet opsagt. Ved hjemsendelse på grund af vejrlig eller materialemangel anses personen kun som helt ledig, hvis arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at tilbyde arbejde igen, når årsagen til hjemsendelsen ikke længere består6).

Eksempel:

En sæsonarbejder arbejder i Tivoli og har bopæl i Sverige. Personen arbejder i Tivoli i perioderne april-september, 14 dage i oktober og igen medio november-ultimo december. Der udarbejdes en tidsbegrænset aftale for hver arbejdsperiode, og aftalen om ansættelse for julesæsonen underskrives inden udløb af den tidsbegrænsede ansættelse i oktober.

Der er ikke en kontraktretlig forpligtigelse mellem arbejdsgiver og arbejdstager, hvis der er indgået en tidsbegrænset aftale, og derefter på ny indgås en ny tidsbegrænset aftale mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det er uden betydning, om kontrakten for den næste tidsbegrænsede ansættelse er underskrevet før eller efter udløb af den første sæsonansættelse.

Ved sæsonansættelser, som f.eks. i Tivoli, skal vurderingen af den forsatte tilknytning mellem arbejdsgiver og arbejdstager foretages for hvert enkelt kontraktforhold.

Helt ledige grænsearbejdere og andre arbejdstagere end grænsearbejdere (Artikel 65, stk. 2) og Aftale med Færøerne

129) En grænsearbejder eller en anden arbejdstager end en grænsearbejder, der bliver helt ledig, skal stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i bopælslandet, og skal have udbetalt ydelser efter bopælslandets regler. F.eks. vil en person, der er bosat i Sverige og bliver fuldt ledig fra arbejde i Danmark, skulle tilmelde sig arbejdsformidlingen i Sverige, lade sig omfatte af svensk arbejdsløshedsforsikring og herefter udmeldes af den danske a-kasse.

130) Arbejdsløshedsydelser udbetales af bopælslandets myndigheder efter bopælslandets regler. Det er ikke muligt for en helt ledig grænsearbejder at få udbetalt ydelser efter seneste arbejdslands regler.

131) Som et supplerende skridt kan den helt ledige grænsearbejder eller anden arbejdstager end grænsearbejder vælge også at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i det seneste arbejdsland.

132) Hvis den helt ledige grænsearbejder eller anden arbejdstager end grænsearbejder også stiller sig til rådighed for arbejdslandets arbejdsformidling, skal arbejdsformidlingen i arbejdslandet underrette arbejdsformidlingen i bopælslandet herom.

133) Arbejdsformidlingen i bopælslandet skal efter anmodning fra arbejdsformidlingen i arbejdslandet give relevante oplysninger om den arbejdsløses tilmelding og arbejdssøgning.

134) Hvis den helt ledige grænsearbejder også stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i det tidligere arbejdsland har bopælslandets regler for jobsøgningsaktiviteter og forpligtelser forbundet hermed forrang for arbejdslandets regler. Hvis den ledige ikke kan opfylde alle forpligtigelser efter arbejdslandets regler, får det ikke betydning i forhold til ydelser fra bopælslandet.

135) Hvis a-kassen er bekendt med, at et ledigt medlem som et supplerende skridt har valgt at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet i et andet EØS-land, skal a-kassen indhente oplysninger om medlemmets registrering og jobsøgningsaktiviteter ved brug af SED’erne U019-U022.

136) En helt ledig anden arbejdstager end en grænsearbejder, der ikke vender tilbage til bopælslandet, skal stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen og have ydelser efter arbejdslandets regler. A-kassen skal indhente relevant dokumentation, hvis medlemmet ikke vender tilbage til sit bopælsland. Ifølge grundforordningens artikel 1, litra j), betyder »bopæl« det sted, hvor en person har sit sædvanlige opholdssted. Ved den konkrete vurdering af bopæl indgår en række elementer, som beskrevet i artikel 11 i gennemførelsesforordningen. Folkeregisteradresse er ikke alene afgørende for den konkrete vurdering af, hvor en person har sin bopæl. Til brug for a-kassens vurdering af personens bopæl, skal der bl.a. indhentes oplysninger om personens boligsituation, skattemæssige bopæl og familiemæssige forhold.

137) Beregningsgrundlaget for en helt ledig grænsearbejder er indtægt fra seneste arbejdsland, jf. pkt. 26.

Optagelsesgrundlag og ret til ydelser efter artikel 64 (Artikel 65, stk. 5) og Aftale med Færøerne

138) Der stilles ikke krav om arbejde for at blive optaget eller for at medregne forsikringsperioder, når en helt ledig grænsearbejder og anden arbejdstager end grænsearbejder skal overgå fra at være arbejdsløshedsforsikret i andet EØS-land til at være arbejdsløshedsforsikret i det land, hvor pågældende bor. I Danmark er medregning af forsikringsperioder dog betinget af, at personen søger om optagelse i a-kassen inden 8 uger, fra personen ophørte med at være forsikret i det andet EØS-land. Der henvises til artikel 65, stk. 5, litra a), i grundforordningen, EØS-bekendtgørelsen og pkt. 3.

139) Andre arbejdstagere end grænsearbejdere, der har fået udbetalt ydelser i det seneste arbejdsland og herefter vender tilbage til bopælslandet, skal ved hjemvenden først have ydelser med i 3 (6) måneder fra arbejdslandet efter artikel 64, før der kan udbetales ydelser fra det land, hvor personen bor. Det er en betingelse, at personen har opfyldt betingelserne for et PD U2, og har fået denne med fra seneste arbejdsland (udbetalingslandet). Se pkt. 136.

140) A-kassen skal anmode myndigheden i seneste arbejdsland om ret til eksport af arbejdsløshedsydelser på et (SED U028), hvis a-kassen bliver opmærksom på, at en anden arbejdstager end grænsearbejder, der har fået udbetalt ydelser i det seneste arbejdsland og herefter vender tilbage til Danmark, og søger om danske dagpenge fra a-kassen.

Refusionsbestemmelser (Artikel 65, stk. 6-8 )

141) Det er muligt at få mellemstatslig refusion for en del af de ydelser, som a-kassen udbetaler til et medlem, der forud for ledigheden har været omfattet af et andet EØS-lands arbejdsløshedsforsikring som grænsearbejder eller anden arbejdstager end grænsearbejder. Dette er ikke tilfældet, hvis seneste arbejdsland har udbetalt 3 måneders EØS-dagpenge, se pkt. 139-140.

142) A-kassen skal udfylde SED U020 og sende til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, når der er udbetalt dagpenge til et medlem, som forud for ledigheden har været omfattet af et andet lands arbejdsløshedsforsikring som grænsearbejder eller anden arbejdstager end grænsearbejder. Der henvises til reglerne i EØS-bekendtgørelsen.

143) Det gælder dog ikke, hvis medlemmets seneste forsikringsland var Finland, Island, Norge, Sverige og Færøerne, da der er indgået refusionsafkald mellem de nordiske lande i nordisk konvention om social sikring.

Særlige bestemmelser for helt ledige selvstændige grænsearbejdere, hvor der ikke findes nogen arbejdsløshedsforsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende i bopælsmedlemsstaten (Artikel 65 a)

144) Med EF-forordning nr. 465/2012 af 22. maj 2012 finder artikel 65 a i grundforordningen anvendelse fra den 28. juni 2012. Artikel 65 a, gælder for helt ledige selvstændige grænsearbejdere, som bor i en medlemsstat, der ikke tilbyder arbejdsløshedsforsikring for selvstændige. Reglen er en undtagelse til hovedreglen i artikel 65 om, at helt ledige grænsearbejdere følger bopælslandets regler, jf. pkt. 129.

145) Hvis bopælslandet ikke har en arbejdsløshedsforsikring for selvstændige, kan den ledige få udbetalt arbejdsløshedsydelser fra seneste arbejdsland. I Bilag 1 er en oversigt over, hvilke EØS-lande (og Færøerne) der har en arbejdsløshedsforsikring for selvstændige. A-kassen skal dog altid sørge for at få oplysningerne bekræftet af det andet lands myndighed.

146) Hvis en ledig grænsearbejder har været medlem af en dansk a-kasse under drift af selvstændig virksomhed i Danmark, og bopælslandet ikke har en arbejdsløshedsforsikring for selvstændige, kan den ledige vælge at tilmelde sig det danske jobcenter og stille sig til rådighed efter danske regler. Den ledige kan forblive medlem af a-kassen, og kan opnå ret til dagpenge, når betingelserne herfor er opfyldt, herunder betingelserne i bekendtgørelse om rådighed. Den ledige kan som et supplerende skridt vælge at stille sig til rådighed for arbejdsformidlingen i bopælslandet.

147) Hvis den ledige ikke ønsker at stå til rådighed for arbejdsformidlingen i det land, hvor pågældende senest har udøvet sin selvstændige virksomhed, kan den ledige tage arbejdsløshedsydelser med fra seneste arbejdsland, inden for rammerne i artikel 64.

148) Hvis en ledig grænsearbejder har været medlem af en dansk a-kasse under drift af selvstændig virksomhed i Danmark, og bopælslandet ikke har en arbejdsløshedsforsikring for selvstændige, kan den ledige vælge at søge a-kassen om ret til EØS-dagpenge under arbejdssøgning i bopælslandet. Medlemmet skal dog ikke opfylde kravet om 4 ugers ledighed før afrejsen. Der henvises til pkt. 28-35 og pkt. 61-119.

8. GRUNDFORORDNINGENS KAPITEL 7, EFTERLØN

Efterløn (Artikel 66)

149) Hvis ret til dansk efterløn er betinget af tilbagelagte perioder med forsikring, udført lønarbejde eller drift af selvstændig virksomhed, gælder kravet om ligestilling af perioder i grundforordningens artikel 6 ikke.

150) Efterløn – og fleksydelse – er omfattet som en social sikringsydelse efter reglerne i grundforordningen. Grundforordningens udvidelse til at gælde for retten til efterløn er allerede reguleret i de danske regler for opfyldelse af betingelserne for ret til efterløn og mulighederne for at tage sin efterlønsydelse med til andet EØS-land. Der henvises til bekendtgørelse om ret til efterløn for medlemmer, der har haft forsikrings- og beskæftigelsesperioder i udlandet, i Grønland eller på Færøerne, og bekendtgørelse om udbetaling af efterløn til personer, der bor eller arbejder i et andet EØS-land, i Grønland, på Færøerne eller i Schweiz.

9. PROCESBESKRIVELSER

EESSI – Elektronisk udveksling af informationer inden for social sikring

Efter grundforordningen og gennemførelsesforordningen skal dataudveksling mellem de berørte institutioner ske elektronisk.

Dataudvekslingen sker i systemet EESSI, som både omfatter »kataloger«, dvs. lister over institutioner i medlemslandene og SED’ere (Strukturerede Elektroniske Dokumenter) og beskrivelser af, hvordan SED’ere udveksles, valideres og lagres mm.

Alle SED’ere sendes og modtages elektronisk via nationale kontaktpunkter, som sender dem videre til den relevante institution.

Elektronisk udveksling af SED’ere forventes at kunne ske i primo 2019. Indtil da benyttes papirversioner af SED’ere via de myndigheder der står opført i EESSI’s fortegnelse over de enkelte landes socialsikringsinstitutioner (Master Directory).

Master Directory kan findes på denne adresse: http://ec.europa.eu/employment_social/social-security-directory/welcome.seam? langId=da.

SED’er - Strukturerede Elektroniske Dokumenter

SED’erne er bygget op på samme måde for alle sektorer med henblik på elektronisk udveksling.

Elektronisk udveksling af SED’er

I Danmark skal alle SED’ere fra danske institutioner, dvs. kommuner, regioner, styrelser, a-kasser, Udbetaling Danmark m.v. sendes til andre lande via et nationalt kontaktpunkt.

Alle SED’ere sendes krypteret, bortset fra »konvolut-oplysninger«, dvs. oplysninger om afsender og modtager m.v., der skal benyttes for at identificere, til hvilken kommune etc. et SED skal sendes.

De øvrige oplysninger i SED’erne, som vedrører en konkret borger, krypteres.

SED’erne er udarbejdet til hver enkelt udveksling af data, dvs. et SED, der rekvirerer oplysninger, besvares ved et andet SED. Et elektronisk system kan opbygges, så det genbruger data fra det første SED i det, der indeholder svaret.

Papir-SED’ere

I overgangstiden den 1. maj 2010 – ultimo 2018, dvs. fra de nye regler finder anvendelse, til EESSI er indført fuldt ud i alle medlemslande, skal papir-SED’ere benyttes og sendes med almindelig post mellem institutionerne.

Personbårne dokumenter (PD)

På arbejdsløshedsforsikringens område anvendes »portable documents« PD U1, PD U2 og PD U3.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, den 4. december 2015

Kirsten Brix Pedersen

/ Marie Louise Outzen


Bilag 1

Oversigt over hvilke lande der har en obligatorisk eller frivillig arbejdsløshedsforsikring for selvstændige erhvervsdrivende

 
Arbejdsløshedsforsikring for selvstændige
Belgien
NEJ
Bulgarien
NEJ
Cypern
NEJ
Danmark
JA
Estland
NEJ
Finland
JA
Frankrig
NEJ
Grækenland
JA
Irland
JA
Italien
NEJ
Kroatien
NEJ
Letland
NEJ
Litauen
NEJ
Luxembourg
JA
Malta
NEJ
Nederlandene
NEJ
Polen
JA
Portugal
JA
Rumænien
JA
Slovakiet
JA
Slovenien
JA
Spanien
JA
Storbritannien
JA
Sverige
JA
Tjekkiet
JA
Tyskland
JA
Ungarn
JA
Østrig
JA
Norge
NEJ
Island
JA
Liechtenstein
NEJ
Schweiz
NEJ

Færøerne
JA

Officielle noter

1) Se Rydergård-dommen af 21. februar 2002, C-215/00.

2) Praksis som er beskrevet i Arbejdsdirektoratets rundskrivelse nr. 11/06 af 17. februar 2006.

3) Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalgs afgørelse af 18. juni 2015, sagsnr. 2015-4321-11885.

4) Aftale mellem Nordisk Kontaktgruppe den 20.-21. januar 1994.

5) Se De Laat-dommen, C-444/98.

6) Jf. cirkulæreskrivelse nr. 9569 af 22. november 2012.