Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32012L0018
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Område
Kapitel 2 Almindelige bestemmelser
Kapitel 3 Intern beredskabsplan
Kapitel 4 Meddelelse til Arbejdstilsynet og klageadgang
Kapitel 5 Straffebestemmelser og ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer1)

I medfør af § 6, § 6 d, stk. 4, § 6 e, § 7, stk. 3, § 7 a, stk. 3, § 7 b, § 22, stk. 1, § 35, stk. 1, § 39, § 40, § 43, stk. 1, § 46, § 49, stk. 1, § 74, stk. 1 og 2, og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73:

Kapitel 1

Område

§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser vedrørende kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer.

Stk. 2. Bekendtgørelsen gælder for arbejde, uanset om arbejdet udføres for en arbejdsgiver, i virksomheder, hvor farlige stoffer forekommer eller kan dannes i mængder, der er lig med eller større end de mængder, der er opført i bilag 1 i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer (herefter benævnt Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse).

Stk. 3. Ved et farligt stof forstås i denne bekendtgørelse de stoffer og materialer, hvis farekategori er omfattet af bilag 1, del 1, eller som er opført som navngivet stof i bilag 1, del 2, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.

Stk. 4. Undtaget for denne bekendtgørelse er arbejde på anlæg eller oplag som defineret i § 4, stk. 1, nr. 3, litra b, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.

Stk. 5. I denne bekendtgørelse forstås ved større uheld: en hændelse, som f.eks. udslip, brand eller eksplosion af større omfang, som skyldes ukontrollerede hændelsesforløb under driften af en virksomhed omfattet af denne bekendtgørelse, og som straks eller senere medfører alvorlig fare for sikkerhed eller sundhed, og hvori et eller flere farlige stoffer indgår.

§ 2. Denne bekendtgørelse omfatter ikke følgende:

1) Militære anlæg eller lagre.

2) Farer som følge af ioniserende stråling, der hidrører fra stoffer.

3) Transport, omlastning og midlertidig henstilling undervejs, der sker uden for virksomhedens område, herunder transport i rørledninger og pumpestationer, medmindre der er tale om:

a) midlertidig henstilling af farlige stoffer i bygninger,

b) arealer, der jævnligt anvendes til midlertidig henstilling af farlige stoffer i forbindelse med transport, f.eks. havnearealer og godsbanegårde,

c) arealer, hvor farlige stoffer under transport henstilles i mere end 48 timer i sammenhæng, dog mere end 60 timer i sammenhæng på en jernbanegodsterminal eller rangerbanegård, eller

d) omlastning undervejs af uemballerede flydende og gasformige stoffer fra skib til jernbanetankvogn eller tankbil og mellem jernbanetankvogn og tankbil.

4) Virksomheder, hvor der udføres arbejde efter Arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejde med udvinding af mineralske materialer, jf. dog stk. 2.

5) Deponeringsanlæg samt underjordisk oplagring af affald, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Undtagelser nævnt i stk. 1, nr. 4 og 5, gælder ikke for onshore underjordiske gaslagre i naturlige jordlag, akviferer, saltkaverne og nedlagte miner samt kemisk og termisk forædling og hermed forbunden oplagring, der involverer farlige stoffer, samt operationelle affaldshåndteringsanlæg, herunder affaldsdepoter og spærredæmninger, der indeholder farlige stoffer.

§ 3. Bekendtgørelsen indeholder supplerende bestemmelser til arbejdsmiljølovgivningen iøvrigt, herunder Arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejdets udførelse, Beskæftigelsesministeriets bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning, Arbejdstilsynets bekendtgørelser om indretning og anvendelse af tekniske hjælpemidler, Arbejdstilsynets bekendtgørelse om anmeldelse af arbejdsulykker m.v. til Arbejdstilsynet og Arbejdstilsynets bekendtgørelse om arbejde med stoffer og materialer (kemiske agenser).

§ 4. For virksomheder omfattet af denne bekendtgørelse gælder tillige regler om kontrol ved risiko for større uheld med farlige stoffer, der er fastsat i medfør af miljølovgivningen og beredskabsloven.

Kapitel 2

Almindelige bestemmelser

§ 5. Virksomheden skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at forebygge større uheld og begrænsning af eventuelle følger heraf.

§ 6. Virksomhedens arbejdsmiljøorganisation skal inddrages i udarbejdelse af sikkerhedsdokument, sikkerhedsrapport, jf. Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse, og intern beredskabsplan, jf. § 9 i denne bekendtgørelse. I virksomheder, hvor der ikke skal oprettes arbejdsmiljøorganisation, skal de ansatte på tilsvarende måde inddrages.

Stk. 2. Det skal dokumenteres, at arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte har været inddraget.

§ 7. Arbejdstilsynet kan forbyde drift eller idriftsætning af virksomheder, anlæg eller lagre eller dele heraf, hvis det er åbenbart, at der ikke er truffet tilstrækkelige foranstaltninger til at forebygge eller begrænse faren for større uheld.

§ 8. I nødvendigt omfang kan Arbejdstilsynet kræve supplerende oplysninger for så vidt angår de arbejdsmiljømæssige forhold. Arbejdstilsynet kan kræve oplysningerne vurderet af særligt sagkyndige, jf. arbejdsmiljølovens § 21.

Kapitel 3

Intern beredskabsplan

§ 9. Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 2 eller 3, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse, skal udarbejde en intern beredskabsplan. Beredskabsplanen skal indeholde de i bilag 5, del 1, til Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse angivne oplysninger, med det formål:

1) at begrænse og kontrollere forløbet af uheld for at mindske følgerne heraf og begrænse skaderne, og

2) at gennemføre foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod virkningerne af større uheld.

Stk. 2. Virksomheder, omfattet af bilag 1, del 1 og 2, kolonne 2, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse, skal indsende beredskabsplanen til Arbejdstilsynet. Virksomheder, omfattet af Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelses bilag 1, del 1 og 2, kolonne 3, skal indsende beredskabsplanen til kommunalbestyrelsen efter retningslinjerne i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.

Stk. 3. Beredskabsplanen skal indsendes inden etablering eller ved væsentlig ændring, jf. § 8, stk. 2 og 3, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.

Stk. 4. Hvis der udover de tilfælde, der er nævnt i stk. 3 sker en ændring i virksomheden, der vil kunne indvirke på risikoen for større uheld, skal virksomheden gennemgå og om nødvendigt ajourføre beredskabsplanen, jf. § 9, stk. 1, i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.

Stk. 5. Beredskabsplanen skal regelmæssigt dog mindst hvert tredje år gennemgås, afprøves og om nødvendigt ajourføres. Ved gennemgangen af beredskabsplanen skal der tages hensyn til ændringer, der er sket i virksomheden herunder til ny teknisk viden.

§ 10. Beredskabsplanen skal straks iværksættes ved et større uheld eller ved en ukontrolleret hændelse, der med rimelighed kan antages at føre til et større uheld.

Kapitel 4

Meddelelse til Arbejdstilsynet og klageadgang

§ 11. Efter et større uheld eller efter et nærved-uheld skal virksomheden snarest muligt meddele Arbejdstilsynet herom, jf. § 12, stk. 3, og bilag 7 i Miljø- og Fødevareministeriets bekendtgørelse.

§ 12. Arbejdstilsynets afgørelser efter bekendtgørelsen kan påklages efter § 81 i lov om arbejdsmiljø.

Kapitel 5

Straffebestemmelser og ikrafttræden

§ 13. Medmindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der

1) overtræder §§ 5 og 6, § 9, stk. 1, § 9, stk. 2, 1. pkt., § 9, stk. 3-5 og §§ 10 og 11, eller

2) ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsens bestemmelser.

Stk. 2. For overtrædelse af § 5 kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer eller virksomheden som sådan. For bødeansvaret fastsættes der ingen forvandlingsstraf.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 20 af 12. januar 2006 om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige stoffer ophæves.

Arbejdstilsynet, den 19. april 2016

Peter Vesterheden

/ Bent Horn Andersen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/18/EU af 4. juli 2012 om kontrol med risikoen for større uheld med farlige stoffer og om ændring og efterfølgende ophævelse af Rådets direktiv 96/82/EF, EU-Tidende 2012, nr. L 197, side 1.