Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til øvrige EU dokumenter
32005D0734
 
32006D0605
 
32010D0367
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
Kapitel 2 Tidlig varsling for aviær influenza
Kapitel 3 Rutineovervågning for aviær influenza hos fjerkræ
Kapitel 4 Rutineovervågning for aviær influenza hos opdrættet fjervildt
Kapitel 5 Laboratorieprøver m.v.
Kapitel 6 Særligt om zoologiske anlæg
Kapitel 7 Betaling, straf og ikrafttræden
Bilag 1 Udtagning og indsendelse af prøver til rutineovervågning for aviær influenza, jf. §§ 6-8 og §§ 11-12
Bilag 2 Informationsskrivelse til brug ved omsætning af fjerkræ, som er prøvet for aviær influenza
Bilag 3 Informationsskrivelse til brug ved omsætning af opdrættet fjervildt, som er prøvet for aviær influenza
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om pligt til overvågning for aviær influenza hos fjerkræ og opdrættet fjervildt1)

I medfør § 26, § 29, § 30, § 33, § 53, stk. 1, § 62, § 67 og § 70, stk. 3, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 466 af 15. maj 2014, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 7, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 511 af 23. april 2015 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser:

Kapitel 1

Anvendelsesområde og definitioner

§ 1. Bekendtgørelsen har følgende anvendelsesområde:

1) Kapitel 2 om tidlig varsling for aviær influenza finder anvendelse på alt fjerkræ, opdrættet fjervildt og andre fugle i fangenskab.

2) Kapitel 3 om rutineovervågning for aviær influenza hos fjerkræ finder anvendelse på virksomheder, der er omfattet af § 2, nr. 6-15, samt besætninger med omsætning af fjerkræ, der på omsætningstidspunktet har mere end 100 stk. af sådanne dyr, jf. § 2, nr. 18. Bestemmelserne i kapitel 3 gælder dog ikke for vagtler, duer og strudsefugle.

3) Kapitel 4 om rutineovervågning for aviær influenza hos opdrættet fjervildt finder anvendelse på virksomheder, der er omfattet af § 2, nr. 3 og 16, samt besætninger med omsætning af opdrættet fjervildt, der på omsætningstidspunktet har mere end 100 stk. af sådanne dyr, jf. § 2, nr. 19.

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Aviær influenza: Influenza A-virus, subtype H5 og H7.

2) Fjerkræ eller fjerkræhold: Høns, kalkuner, perlehøns, tamænder, gæs, vagtler, duer og strudsefugle, der opdrættes eller holdes i fangenskab med henblik på avl, produktion af kød eller konsumæg.

3) Opdrættet fjervildt: Fjervildt i virksomhed, der opdrætter mere end 100 stk. fjervildt årligt.

4) Fjervildt: Gråænder, fasaner, agerhøns, rødhøns og stenhøns.

5) Andre fugle i fangenskab: Fugle, som holdes i fangenskab til ethvert andet formål end de i nr. 2 og 3 nævnte, herunder med henblik på dyrskuer, konkurrencer, udstillinger, avl eller salg.

6) En flok: Fjerkræ af samme alder og med samme sundhedsstatus, der udgør en driftsmæssig enhed og holdes på samme husdyrbrug, og som udgør en enkelt epidemiologisk enhed.

7) Avlsvirksomhed: Virksomhed med mere end 100 stk. avlsdyr, hvis aktivitet består i produktion af rugeæg eller opdræt til avls- eller formeringsvirksomheder.

8) Centralopdrætningsvirksomhed: Virksomhed, hvis aktivitet består i opdrætning af mere end 100 stk. fjerkræ til formeringsvirksomhed.

9) Formeringsvirksomhed: Virksomhed med mere end 100 stk. formeringsdyr, hvis aktivitet består i produktion af rugeæg til produktion af slagteænder, slagtegæs eller slagtekalkuner.

10) Opdrætningsvirksomhed: Virksomhed, hvis aktivitet består i opdræt af mere end 100 stk. fjerkræ til konsumægsproduktion.

11) Konsumægsvirksomhed: Virksomhed med mere end 100 stk. konsumægshøner, hvor aktiviteten består i erhvervsmæssig produktion af æg til konsum.

12) Slagtekalkunvirksomhed: Virksomhed med mere end 100 stk. slagtekalkuner, der opdrættes med henblik på slagtning.

13) Slagteandevirksomhed: Virksomhed med mere end 100 stk. slagteænder, der opdrættes med henblik på slagtning.

14) Slagtegåsvirksomhed: Virksomhed med mere end 100 stk. slagtegæs, der opdrættes med henblik på slagtning.

15) Slagtekyllingevirksomhed: Virksomhed med mere end 100 stk. slagtekyllinger, der opdrættes med henblik på slagtning.

16) Fjervildtrugerivirksomhed: Virksomhed, hvis aktivitet består i maskinel udrugning af mere end 100 stk. rugeæg af opdrættet fjervildt.

17) Omsætning eller omsætte: Salg eller sælge.

18) Besætninger med omsætning af fjerkræ: Besætninger med fjerkræ, herunder fjerkræ, som holdes i fangenskab til ethvert andet formål end de i nr. 2 nævnte, herunder med henblik på dyrskuer, konkurrencer, udstillinger, avl eller salg, hvis besætningen på omsætningstidspunktet har mere end 100 stk. af sådanne dyr.

19) Besætninger med omsætning af opdrættet fjervildt: Besætninger med opdrættet fjervildt, herunder fjervildt til andet formål end landbrugsmæssigt opdræt, hvis besætningen på omsætningstidspunktet har mere end 100 stk. af sådanne dyr.

Kapitel 2

Tidlig varsling for aviær influenza

§ 3. Ejeren af eller den ansvarlige for fjerkræhold eller for opdrættet fjervildt, der skal være registreret i Det Centrale Husdyrbrugsregister i henhold til bekendtgørelse om registrering af besætninger i CHR, skal straks underrette Fødevarestyrelsen i tilfælde af en eller flere af følgende hændelser i besætningen:

1) Et fald i indtagelse af foder eller vand på over 20 % inden for et døgn.

2) Et fald i ægproduktionen, udover det normale produktionsniveau, på samlet over 5 % over to dage.

3) En overdødelighed på 3 % i løbet af tre dage i forhold til den forventede dødelighed for den pågældende fjerkrætype og alder.

§ 4. Ejeren af eller den ansvarlige for andre fugle i fangenskab, der ikke skal være registreret i Det Centrale Husdyrbrugsregister i henhold til bekendtgørelse om registrering af besætninger i CHR, skal straks underrette Fødevarestyrelsen i tilfælde af en eller flere af følgende hændelser:

1) Væsentligt fald i foder- eller vandindtagelsen.

2) Væsentligt fald i ægproduktionen.

3) Usædvanlig dødelighed.

§ 5. Personer, der er omfattet af underretningspligten i §§ 3-4, skal efter Fødevarestyrelsens anvisninger lade materiale indsende til undersøgelse for aviær influenza.

Kapitel 3

Rutineovervågning for aviær influenza hos fjerkræ

§ 6. Ejeren af eller den ansvarlige for en avlsvirksomhed, centralopdrætningsvirksomhed, formeringsvirksomhed, opdrætningsvirksomhed, slagtekalkunvirksomhed, konsumægsvirksomhed med udegående konsumægshøner, slagteandevirksomhed med udegående slagteænder eller slagtegåsvirksomhed med udegående slagtegæs skal sørge for, at der fra hver flok udtages og indsendes materiale til undersøgelse for aviær influenza efter reglerne i bilag 1.

§ 7. Ejeren af eller den ansvarlige for en slagtekyllingevirksomhed med udegående slagtekyllinger skal inden slagtning sørge for, at besætningen indenfor de seneste 3 måneder er undersøgt for aviær influenza med negativt resultat, jf. bilag 1.

§ 8. Fra besætninger med omsætning af fjerkræ skal enhver, der omsætter sådanne dyr, inden omsætning sørge for, at besætningen indenfor de seneste 3 måneder er undersøgt for aviær influenza med negativt resultat, jf. bilag 1.

Stk. 2. Undersøgelser for aviær influenza, der er foretaget i en anden besætning end den besætning, hvorfra fjerkræet omsættes videre, kan ikke erstatte de undersøgelser, der er nævnt i stk. 1, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke, hvor hvert af følgende forhold gør sig gældende i besætningen, hvorfra fjerkræ omsættes videre:

1) Der kun tilføres dyr fra én besætning.

2) Der kun tilføres og holdes én fjerkræart.

3) Dyrene indsættes i en tom, rengjort og desinficeret stald.

4) Dyrene holdes som indegående.

§ 9. Fjerkræ, der omsættes, skal være ledsaget af en informationsskrivelse udfyldt og underskrevet af sælgeren om, at besætningen indenfor de seneste 3 måneder med negativt resultat er undersøgt for aviær influenza, jf. bilag 2.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke for:

1) besætninger med omsætning af fjerkræ, der på omsætningstidspunktet er på indtil 100 stk. af sådanne dyr, eller

2) daggamle hønse- og kalkunkyllinger, daggamle ællinger og daggamle gæslinger fra godkendte rugerivirksomheder.

Stk. 3. Sælger og køber skal i mindst 2 år opbevare den informationsskrivelse, der er nævnt i stk. 1, eller kopi heraf og på forlangende forevise den for Fødevarestyrelsen.

§ 10. Prøver, der med negativt resultat er undersøgt for aviær influenza på grund af mistanke om aviær influenza i besætningen, kan erstatte en prøvning efter §§ 6-8, hvis prøverne er udtaget indtil 3 måneder før, at prøvning efter denne bekendtgørelse skulle være foretaget.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis kravet om prøvning, jf. bilag 1, omfatter andet fjerkræ end det i stk. 1 undersøgte.

Stk. 3. Hvis ejeren af eller den ansvarlige for besætningen anvender prøver som nævnt i stk. 1, påhviler det den pågældende senest tre hverdage efter, at prøvning efter denne bekendtgørelse skulle være foretaget, at indberette prøveresultatet til Det Danske Fjerkræraad, så prøveresultatet kan overføres til den database, der er nævnt i § 16, stk. 4.

Kapitel 4

Rutineovervågning for aviær influenza hos opdrættet fjervildt

§ 11. Ejeren af eller den ansvarlige for opdrættet fjervildt skal sørge for, at der fra hver besætning udtages og indsendes materiale til undersøgelse for aviær influenza efter reglerne i bilag 1.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke besætninger med fjervildt, der holdes til andet formål end landbrugsmæssigt opdræt, jf. dog § 12.

§ 12. Fra besætninger med omsætning af opdrættet fjervildt skal enhver, der omsætter sådanne dyr, inden omsætning sørge for, at besætningen indenfor de seneste 2 måneder er undersøgt for aviær influenza med negativt resultat, jf. bilag 1.

Stk. 2. Undersøgelser for aviær influenza, der er foretaget i en anden besætning end den besætning, hvorfra fjervildtet videreomsættes, kan ikke erstatte de undersøgelser, der er nævnt i stk. 1.

§ 13. Fra besætninger med opdrættet fjervildt skal fjervildt, der omsættes, være ledsaget af en informationsskrivelse udfyldt og underskrevet af sælgeren om, at besætningen indenfor de seneste 2 måneder er undersøgt for aviær influenza med negativt resultat, jf. bilag 3.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke for:

1) besætninger med opdrættet fjervildt, der på omsætningstidspunktet er på indtil 100 stk. af sådanne dyr, eller

2) daggamle kyllinger fra fasaner, agerhøns, rødhøns og stenhøns samt daggamle ællinger.

Stk. 3. Sælger og køber skal i mindst 2 år opbevare den informationsskrivelse, der er nævnt i stk. 1, eller kopi heraf og på forlangende forevise den for Fødevarestyrelsen.

§ 14. Ejeren af eller den ansvarlige for en fjervildtrugerivirksomhed må kun modtage æg til rugning fra besætninger, der indenfor de seneste 2 måneder har været undersøgt for aviær influenza med negativt resultat.

§ 15. Prøver fra avlsdyr, der med negativt resultat er undersøgt for aviær influenza på grund af mistanke om aviær influenza besætningen, kan erstatte en prøvning efter §§ 11-12, hvis prøverne er udtaget indtil 2 måneder før, at prøvning efter denne bekendtgørelse skulle være foretaget.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder dog ikke, hvis kravet om prøvning, jf. bilag 1, omfatter andet opdrættet fjervildt end det i stk. 1 undersøgte.

Stk. 3. Hvis ejeren af eller den ansvarlige for besætningen anvender prøver som nævnt i stk. 1, påhviler det den pågældende senest tre hverdage efter, at prøvning efter denne bekendtgørelse skulle være foretaget, at indberette prøveresultatet til Det Danske Fjerkræraad, så prøveresultatet kan overføres til den database, der er nævnt i § 16, stk. 4.

Kapitel 5

Laboratorieprøver m.v.

§ 16. Materialet nævnt i §§ 6-8 og §§ 11-12 skal indsendes til undersøgelse hos DTU Veterinærinstituttet eller et andet af Fødevarestyrelsen dertil godkendt laboratorium.

Stk. 2. Resultater af undersøgelser for aviær influenza fra materiale nævnt i § 5 skal af laboratoriet straks indberettes til Fødevarestyrelsen.

Stk. 3. Laboratoriet skal straks indberette positive fund fra materiale nævnt i §§ 6-8 og §§ 11-12 til Fødevarestyrelsen.

Stk. 4. Resultater af undersøgelser for aviær influenza fra materiale nævnt i §§ 5-8 og §§ 11-12 skal af laboratoriet efter Fødevarestyrelsens nærmere anvisning overføres til en database i Det Danske Fjerkræraad senest 3 hverdage efter, at prøveresultaterne foreligger.

Stk. 5. Materiale udtaget efter §§ 6 eller 11 eller i forbindelse med undersøgelse efter §§ 7-8 eller § 12 kan anvendes til overvågning for andre sygdomme end aviær influenza.

§ 17. Aviær influenza undersøgelsesresultater af de i §§ 5-8, §§ 10-12 og § 15 nævnte dyr skal af ejeren eller den ansvarlige for besætningen opbevares i mindst 2 år og på forlangende forevises for Fødevarestyrelsen.

Kapitel 6

Særligt om zoologiske anlæg

§ 18. Reglerne om tidlig varsling for aviær influenza i §§ 4-5 finder anvendelse for zoologiske haver, dyreparker og lignende (zoologiske anlæg).

Stk. 2. Kapitel 3 om rutineovervågning for aviær influenza hos fjerkræ og kapitel 4 om rutineovervågning for aviær influenza hos opdrættet fjervildt gælder ikke for zoologiske anlæg.

Kapitel 7

Betaling, straf og ikrafttræden

§ 19. Udgifterne i forbindelse med udtagning og indsendelse af prøver og laboratorieundersøgelser, der iværksættes i medfør af denne bekendtgørelse, er Fødevarestyrelsen uvedkommende, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Fødevarestyrelsen afholder udgifterne i forbindelse med udtagning, indsendelse og laboratorieundersøgelser af prøver, der udtages i medfør af § 5, jf. § 4, medmindre prøverne vedrører dyr fra zoologiske anlæg, jf. § 18, stk. 1.

Stk. 3. Fødevarestyrelsen afholder udgifterne i forbindelse med laboratorieundersøgelser af materialet til brug for overvågning af andre sygdomme end aviær influenza, jf. § 16, stk. 5.

§ 20. Med bøde straffes den, der overtræder §§ 3-8, § 9, stk. 1 eller 3, § 10, stk. 3, § 11, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, stk. 1 eller 3, § 14, § 15, stk. 3, § 16, stk. 1, eller § 17.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er

1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor, eller

2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2015.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 104 af 11. februar 2011 om pligt til overvågning for aviær influenza hos fjerkræ og opdrættet fjervildt ophæves.

Fødevarestyrelsen, den 27. maj 2015

Per Henriksen

/ Birgitte Beck Jørgensen


Bilag 1

Udtagning og indsendelse af prøver til rutineovervågning for aviær influenza, jf. §§ 6-8 og §§ 11-12

Udtagning og indsendelse af prøver

Vejledning til udtagning og indsendelse af prøver til rutineovervågning for aviær influenza kan rekvireres fra Fødevarestyrelsen (via styrelsens hjemmeside www.fvst.dk).

Materiale (blodprøver) til undersøgelse for antistoffer mod aviær influenza og materiale (aflivede ællinger eller aflivede kyllinger fra fasaner eller agerhøns, inkl. rødhøns og stenhøns) til virologisk undersøgelse skal sendes til DTU Veterinærinstituttet, Bülowsvej 27, 1870 Frederiksberg C, eller til et andet af Fødevarestyrelsen dertil godkendt laboratorium.

Materialet skal ledsages af en indsendelsesblanket, som kan rekvireres fra DTU Veterinærinstituttet (via instituttets hjemmeside www.vet.dtu.dk) eller fra et andet af Fødevarestyrelsen godkendt laboratorium. På formularen skal samtlige relevante rubrikker udfyldes. Materialet kan i stedet ledsages af stregkoder rekvireret fra Det Danske Fjerkræraad.

Alt materiale skal indsendes hurtigst muligt efter opsamlingen og skal emballeres forsvarligt før indsendelse.

Høns

Undersøgelser i centralopdrætningsflokke på avlsvirksomheder, flokke på centralopdrætnings- eller opdrætningsvirksomheder

Fra mindst 12 uger gamle kyllinger og senest 2 uger før flytning udtages og indsendes 10 blodprøver fra hver flok.

Undersøgelser i udegående flokke på konsumægsvirksomheder

Fra hver flok udtages og indsendes 10 blodprøver fire gange om året.

Første prøvning udføres omkring æglægningens begyndelse. De 3 øvrige prøvninger jævnt fordelt over resten af produktionsperioden.

Undersøgelser i besætninger med udegående slagtekyllinger

Der udtages og indsendes følgende prøver:

1) I besætningen, inden dyrene sendes til slagtning: 10 blodprøver, eller

2) på virksomheden, der foretager slagtning: 10 blodprøver fra besætningen.

Første undersøgelse skal udføres i besætningen. Herefter kan undersøgelser udføres på virksomheden, der foretager slagtning, hvis første undersøgelse er foretaget med negativt resultat indenfor de seneste 3 måneder.

Prøveresultaterne gælder for besætningen i op til 3 måneder, jf. § 7.

Kalkuner

Undersøgelser i flokke på avls-, centralopdrætnings- eller formeringsvirksomheder

Fra hver flok udtages og indsendes 10 blodprøver én gang om året.

Undersøgelser i flokke på slagtekalkunvirksomheder

Fra hver flok udtages og indsendes 10 blodprøver senest 3 uger inden dyrene sendes til slagtning.

Ænder og gæs

Undersøgelser i flokke på avls-, centralopdrætnings- eller formeringsvirksomheder

Fra hver flok udtages og indsendes 20 blodprøver én gang om året.

Undersøgelser i flokke med udegående slagteænder, herunder gråænder til slagtning, og slagtegæs

Fra hver flok udtages og indsendes 20 blodprøver senest 3 uger inden dyrene sendes til slagtning.

Opdrættet fjervildt

Undersøgelser i besætninger med gråænder

I besætningen prøves fire gange i sæsonen:

1) Første prøvning: Der udtages 20 blodprøver af avlsdyr inden æglægningens begyndelse.

2) Anden prøvning: Der udtages 10 aflivede, mindst 2 uger gamle ællinger fra første hold.

3) Tredje prøvning: Der udtages 10 aflivede, mindst 2 uger gamle ællinger fra et hold midt i sæsonen.

4) Fjerde prøvning: Der udtages 10 aflivede, mindst 2 uger gamle ællinger af sidste hold i sæsonen.

Hvis der i virksomheden ikke er avlsdyr, bortfalder første prøvning.

Undersøgelser i besætninger med fasaner og agerhøns, inkl. rødhøns og stenhøns

I hver besætning prøves fire gange i sæsonen:

1) Første prøvning: Der udtages 10 blodprøver af avlsdyr inden æglægningens begyndelse.

2) Anden prøvning: Der udtages 10 aflivede, mindst 2 uger gamle kyllinger fra første hold i sæsonen.

3) Tredje prøvning: Der udtages 10 aflivede, mindst 2 uger gamle kyllinger fra et hold midt i sæsonen.

4) Fjerde prøvning: Der udtages 10 aflivede, mindst 2 uger gamle kyllinger af sidste hold i sæsonen.

Hvis der i virksomheden ikke er avlsdyr, bortfalder første prøvning.

I fjervildtbesætninger, hvor der anvendes høns ved opdræt og udsætning af fasaner og agerhøns, udtages og indsendes følgende prøver indenfor 3 uger efter genindsættelse i bedriftens hønsebesætning: 10 blodprøver af høns. Anvendes indtil 10 høns, udtages blodprøve fra hver enkelt høne.

Besætninger med omsætning af fjerkræ

Undersøgelser i besætninger med omsætning af fjerkræ

I besætninger, hvorfra der omsættes fjerkræ, skal der udtages og indsendes følgende prøver:

1) Fra høns, kalkuner og perlehøns: Der udtages 10 blodprøver.

2) Fra ænder og gæs: Der udtages 20 blodprøver.

Prøveresultaterne gælder for besætningen i op til 3 måneder, jf. § 8.

Dog kan negative prøveresultater fra en flok, der er udtaget i henhold til §§ 6-7 eller § 10, anvendes som undersøgelsesresultat, hvis prøverne er udtaget inden for de seneste 3 måneder.

Besætninger med omsætning af opdrættet fjervildt

Undersøgelser i besætninger med omsætning af opdrættet fjervildt

I besætninger med omsætning af opdrættet fjervildt, hvorfra der omsættes fjervildt, skal der udtages og indsendes følgende prøver:

1) Fra fasaner: Der udtages 10 blodprøver.

2) Fra agerhøns, inkl. stenhøns og rødhøns: Der udtages 10 blodprøver.

3) Fra gråænder: Der udtages 20 blodprøver.

Prøveresultaterne gælder for besætningen i op til 2 måneder, jf. § 12.

Dog kan negative prøveresultater fra en flok, der er udtaget i henhold til §§ 11-12 eller § 15, anvendes som undersøgelsesresultat, hvis prøverne er udtaget inden for de seneste 2 måneder.


Bilag 2

Informationsskrivelse til brug ved omsætning af fjerkræ, som er prøvet for aviær influenza

Omsætning af fjerkræ

I medfør af § 9, stk. 1, i bekendtgørelse om pligt til overvågning for aviær influenza hos fjerkræ og opdrættet fjervildt skal fjerkræ, der omsættes, være ledsaget af en informationsskrivelse udfyldt og underskrevet af sælgeren om, at besætningen indenfor de seneste 3 måneder er undersøgt for aviær influenza med negativt resultat.

Undersøgelser for aviær influenza, der er foretaget i en anden besætning end den besætning, hvorfra fjerkræet videreomsættes, kan ikke erstatte den ovenfor nævnte undersøgelse for aviær influenza, jf. § 8, stk. 2. Dog gælder bestemmelsen i stk. 2 ikke, hvor hvert af følgende forhold gør sig gældende i besætningen, hvorfra fjerkræ omsættes videre: Der kun tilføres dyr fra én besætning, der kun tilføres og holdes én fjerkræart, dyrene indsættes i en tom, rengjort og desinficeret stald, og dyrene holdes som indegående, jf. § 8, stk. 3.

Krav om informationsskrivelser til brug ved omsætning gælder dog ikke besætninger med fjerkræ, der på omsætningstidspunktet er på indtil 100 stk. af sådanne dyr. Endvidere er daggamle hønse- og kalkunkyllinger, daggamle ællinger og daggamle gæslinger fra godkendte rugerivirksomheder samt vagtler, duer og strudsefugle undtaget herfor.

Sælger:
Køber:
Navn:
Navn:
Adresse og evt. tlf.nr., mobil og e-mail:
Adresse og evt. tlf.nr., mobil og e-mail:
CHR-nr.:
Evt. CHR-nr.:
Dyrets betegnelse:
Art/Race:
 
Antal:
 
Laboratorieundersøgelse for aviær influenza:
Angiv DTU Veterinærinstituttets sagsnummer på laboratoriesvaret for undersøgelse for aviær influenza:
Angiv dato for hvornår laboratoriesvaret er besvaret:
Angiv CHR-nr. hvor prøverne er udtaget:
Angiv antal undersøgte prøver:
Angiv om alle prøver blev undersøgt med negativt resultat (sæt kryds):
Jeg erklærer under strafansvar efter straffelovens § 163, at foranstående oplysninger er rigtige. Efter straffelovens § 163 straffes den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
BEMÆRK:
Informationsskrivelsen eller en kopi heraf skal af sælger og køber opbevares i mindst 2 år og på forlangende forevises repræsentanter for Fødevarestyrelsen.
Dato:
Sælgers underskrift:


Bilag 3

Informationsskrivelse til brug ved omsætning af opdrættet fjervildt, som er prøvet for aviær influenza

Omsætning af fjervildt

I medfør af § 13, stk. 1, i bekendtgørelse om pligt til overvågning for aviær influenza hos fjerkræ og opdrættet fjervildt skal fjervildt, der omsættes fra besætninger med omsætning af opdrættet fjervildt, være ledsaget af en informationsskrivelse udfyldt og underskrevet af sælgeren om, at besætningen indenfor de seneste 2 måneder er undersøgt for aviær influenza med negativt resultat.

Undersøgelser for aviær influenza, der er foretaget i en anden besætning end den besætning, hvorfra fjerkræet omsættes videre, kan ikke erstatte den ovenfor nævnte undersøgelse for aviær influenza, jf. § 12, stk. 2.

Krav om informationsskrivelser til brug ved omsætning gælder dog ikke besætninger med opdrættet fjervildt, der på omsætningstidspunktet er på indtil 100 stk. af sådanne dyr. Endvidere er daggamle kyllinger fra fasaner, agerhøns, rødhøns og stenhøns samt daggamle ællinger undtaget herfor.

Sælger:
Køber:
Navn:
Navn:
Adresse og evt. tlf.nr., mobil og e-mail:
Adresse og evt. tlf.nr., mobil og e-mail:
CHR-nr.:
Evt. CHR-nr.:
Dyrets betegnelse:
Art/Race:
 
Antal:
 
Laboratorieundersøgelse for aviær influenza:
Angiv DTU Veterinærinstituttets sagsnummer på laboratoriesvaret for undersøgelse for aviær influenza:
Angiv dato for hvornår laboratoriesvaret er besvaret:
Angiv antal undersøgte prøver:
Angiv om alle prøver blev undersøgt med negativt resultat (sæt kryds):
Jeg erklærer under strafansvar efter straffelovens § 163, at foranstående oplysninger er rigtige. Efter straffelovens § 163 straffes den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
BEMÆRK:
Opdrættede ællinger må ikke indsættes i andre besætninger, men skal udsættes direkte i naturen, jf. bekendtgørelse om opdræt af fjervildt. Informationsskrivelsen eller en kopi heraf skal af sælger og køber opbevares i mindst 2 år og på forlangende forevises repræsentanter for Fødevarestyrelsen.
Dato:
Sælgers underskrift:

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen gennemfører dele af Kommissionens beslutning 2005/734/EF af 19. oktober 2005 om biosikkerhedsforanstaltninger med henblik på at reducere risikoen for overførsel af højpatogen aviær influenza forårsaget af influenzatype A, subtype H5N1, fra vildtlevende fugle til fjerkræ og andre fugle i fangenskab og om et system for tidlig påvisning i områder med særlig risiko, EU-Tidende 2005, L 274, side 105ff., Kommissionens beslutning nr. 2006/605/EF af 6. september 2006 om visse beskyttelsesforanstaltninger vedrørende samhandelen inden for Fællesskabet med fjerkræ bestemt til udsætning som fjervildt, EU-Tidende 2006, L 246, side 12ff. og Kommissionens afgørelse nr. 2010/367/EU af 25. juni 2010 om medlemsstaternes gennemførelse af overvågningsprogrammer vedrørende aviær influenza hos fjerkræ og vilde fugle, EU-Tidende 2014, L 166, side 22ff.