Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Mål for læringsudbytte for uddannelsen til professionsbachelor i digital konceptudvikling
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i digital konceptudvikling

I medfør af §§ 22 og 33 i lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, jf lovbekendtgørelse nr. 1147 af 23. oktober 2014, som ændret ved lov nr. 633 af 12. maj 2015, fastsættes efter bemyndigelse:

§ 1. . Formålet med uddannelsen til professionsbachelor i digital konceptudvikling er at kvalificere den uddannede til selvstændig varetagelse af strategisk og forretningsorienteret konceptudvikling primært på digitale platforme i et globalt perspektiv. Uddannelsen kvalificerer endvidere til arbejde inden for digital strategisk udvikling af handel-, design-, marketing- og kommunikationskoncepter for interaktive digitale løsninger i et globalt perspektiv.

Stk. 2. Den uddannede skal have viden, færdigheder og kompetencer som angivet i bilag 1.

§ 2. Uddannelsen, der er en fuldtidsuddannelse, er normeret til 90 ECTS-point. 60 ECTS-point svarer til en fuldtidsstuderendes arbejde i 1 år.

Stk. 2. Uddannelsen tilrettelægges som selvstændig overbygning til følgende erhvervsakademiuddannelser:

1) Medie og kommunikation (multimediedesigner AK).

2) Informationsteknologi (datamatiker AK).

3) Global entrepreneurship og virtuel design og logistik (e-designer AK).

4) Tekstil, beklædning, design og business (designteknolog AK).

Stk. 3. Uddannelsen giver den uddannede ret til at anvende titlen professionsbachelor i digital konceptudvikling. Den engelske titel er Bachelor of Digital Concept Development.

Stk. 4. Uddannelsens engelske betegnelse er Bachelor’s Degree Programme in Digital Concept Development.

§ 3. Uddannelsen består af følgende:

1) Obligatoriske uddannelseselementer med et samlet omfang på 45 ECTS-point.

2) 2 studieretninger, der hver har et omfang på 15 ECTS-point, og hvoraf den studerende vælger én af følgende:

a) Digital Commerce.

b) Digital Design.

3) Praktik med et samlet omfang på 15 ECTS-point.

4) Bachelorprojekt på 15 ECTS-point.

Stk. 2. De obligatoriske uddannelseselementer, jf. stk. 1, nr. 1, tilrettelægges inden for følgende kerneområder:

1) Koncept- og forretningsudvikling.

2) Projektledelse.

3) Redskabsfag.

Stk. 3. Studieretningen inden for Digital Commerce, jf. stk. 1, nr. 2, litra a, tilrettelægges inden for kerneområdet strategisk og digital koncept- og forretningsudvikling med fokus på commerce.

Stk. 4. Studieretningen inden for Digital Design, jf. stk. 1, nr. 2, litra b, tilrettelægges inden for kerneområdet stratetisk og digital koncept- og forretningsudvikling med fokus på design.

§ 4. I øvrigt gælder de regler om professionsbacheloruddannelser, der er fastsat i bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser.

§ 5. Styrelsen for Videregående uddannelser kan tillade fravigelse af bekendtgørelsen som led i forsøg. Ved forsøg fastsættes samtidig forsøgets varighed og rapporteringsform.

Stk. 2. Styrelsen kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2015.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 609 af 4. juni 2010 om uddannelsen til professionsbachelor i e-konceptudvikling ophæves.

Styrelsen for Videregående Uddannelser, den 2. juli 2015

Nils Agerhus

/ Kirsten Lippert


Bilag 1

Mål for læringsudbytte for uddannelsen til professionsbachelor i digital konceptudvikling

Mål for læringsudbyttet omfatter den viden, de færdigheder og kompetencer, som en professionsbachelor i digital konceptudvikling skal opnå i uddannelsen.

Viden

Den uddannede har

1) viden om og kan reflektere over trends, teori og praksis inden for digital konceptudvikling,

2) viden om og kan reflektere over projektledelse, brugerundersøgelse, metode og teknologi i udviklingen og implementeringen af digitale koncepter og

3) viden om og kan reflektere over forskellige former for brugerundersøgelse i relation til videnskabelig metode og videnskabsteori.

Den uddannede inden for studieretningen Digital Commerce har tillige

1) viden om og kan reflektere over teoretisk og praktisk strategi- og konceptudvikling af digitale handels- og serviceløsninger og

2) viden om og kan reflektere over lovgivnings betydning for udvikling af digitale handels- og serviceløsninger.

Den uddannede inden for studieretningen Digital Design har tillige

1) viden om og kan reflektere over metoder og teorier inden for udvikling af værdiskabende stratetisk digitalt design og

2) viden om og kan reflektere over interkulturelle forholds betydning for digital designudvikling, som understøtter international branding.

Færdigheder

Den uddannede kan

1) anvende metoder og redskaber til dybtgående analyse af problemfelter, trends, teori og praksis inden for digital konceptudvikling af handel, design, marketing og kommunikation,

2) vurdere og argumentere for valg i forhold til løsninger, udviklingsforløb, teknologi og projektledelse,

3) vurdere eksisterende koncepter og formidle løsningsforslag til optimering af disse til samarbejdspartnere og virksomheder,

4) anvende videnskabelige metoder og redskaber til analyse, undersøgelse, test og evaluering af digitale koncepter og

5) reflektere over praksis i relation til problemstillinger i udviklingen af digitale koncepter.

Den uddannede inden for studieretningen Digital Commerce kan tillige

1) anvende og mestre metoder til vurdering af udvikling og trends inden for markeder med henblik på strategisk udvikling af digital handel og service,

2) vurdere og begrunde front- og backend systemers samspil i relation til et koncepts bæredygtighed og skalerbarhed inden for digital handel og service og

3) formidle praksisnære og faglige problemstillinger og løsninger til samarbejdspartnere og brugere.

Den uddannede inden for studieretningen Digital Design kan tillige

1) udvikle digitale designløsninger og brugeroplevelser under hensyntagen til interkulturelle og internationale problemstillinger og

2) formidle praksisnære designmæssige problemstillinger og løsninger til samarbejdspartnere og brugere.

Kompetencer

Den uddannede kan

1) udvikle konceptuelle prototyper på komplekse handelsløsninger, designløsninger, digitalt kampagnemateriale og andre digitale kommunikationsløsninger,

2) udvikle stratetiske koncepter for kompleks digital handel, design, marketing og kommunikation,

3) sammenkoble relevante fagligt teoretisk-praktiske emner,

4) samarbejde selvstændigt med andre faggrupper og eksterne samarbejdspartnere om udvikling af digitale koncepter og påtage sig ansvar inden for rammerne af en professionel etik og

5) identificere egne læringsbehov og udvikle viden og færdigheder i relation til egen jobprofil.

Den uddannede inden for studieretningen Digital Commerce kan tillige

1) håndtere kompleks strategi- og konceptudvikling af digital handel og service og

2) selvstændigt indgå i et fagligt og tværfagligt samarbejde inden for Digital Commerce.

Den uddannede inden for studieretningen Digital Design kan tillige

1) håndtere udvikling af design, som tager udgangspunkt i brugerens oplevelse af serviceniveauet i digitale services og

2) håndtere udvikling af innovative designprocesser og iværksætte digitale services og kommunikationsløsninger.