Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00797

Resumé

Kritik for at afvise at anonymisere boligselskabs navn i netartikel

Politiken skrev i Politiken og på politiken.dk ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester” med underrubrikken ”Desperate udlejere må betale overpris, når kreative udlejere dobbeltudlejer via stråmænd”. Politiken dokumenterede dog ikke, at udlejeren, som blev nævnt ved navn i artiklen, udlejer boliger til overpris eller i strid med lejeloven. Avisen sikrede sig heller ikke en udtalelse fra boligselskabet. Efterfølgende kunne boligselskabet dokumentere, at oplysningerne i artiklen var forkerte. Pressenævnet udtaler kritik af Politiken, både for at bringe forkerte de oplysninger og for ikke at sikre sig en udtalelse fra boligselskabet inden offentliggørelsen. Da oplysningerne var faktuelt forkerte, allerede da de blev offentliggjort, og da de må anses som meget skadelige for boligselskabets omdømme, kritiserer Pressenævnet også, at Politiken har afvist at anonymiseret boligselskabets navn i netartiklen.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

God presseskik

- forelæggelse

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3.

Artiklen indeholder oplysninger, der må anses for skadelige og krænkende for [Boligselskab]. Politikens oplysninger skulle derfor som udgangspunkt forelægges for selskabet inden offentliggørelsen.

Pressenævnet lægger på baggrund af parternes oplysninger til grund, at Politiken telefonisk kontaktede [Boligselskab] onsdag den 1. april 2015 med anmodning om [Boligselskab]s bemærkninger til, at selskabet henviser lejere til at leje deres bolig gennem en virksomhed. Politiken sendte samme dag en mail til ejerne med en opfordring til ejerne om at lade sig interviewe eller besvare nogle spørgsmål pr. mail, helst samme dag eller allersenest lørdag den 4. april 2015.

Der er imidlertid modstridende forklaringer mellem parterne om, hvad Politiken fik oplyst telefonisk den 1. april 2015 af medarbejderen hos [Boligselskab].

Ifølge Politiken oplyste medarbejderen, at det på grund af de kommende helligdage ville blive svært at få fat i ejerne, men han lovede at gøre et forsøg på at formidle kontakt. Derfor afleverede Politikens medarbejder sine arbejds- og mobilnumre til medarbejderen og sendte samme dag en mail til såvel de to ejere som til medarbejderen. Herefter hørte Politiken ikke yderligere fra [Boligselskab] før efter offentliggørelsen af artiklen.

Ifølge [Boligselskab] oplyste medarbejderen derimod, at begge ejere var på påskeferie og ikke kunne imødekomme et interview før efter påsken.

Pressenævnet lægger herefter til grund, at Politiken alene havde et tilsagn om, at medarbejderen ville forsøge at formidle kontakt, og at Politikens mails sendt samme dag ikke blev besvaret. Under hensyn til oplysningerne om, at helligdagene ville gøre det svært at få fat i ejerne, og da artiklen ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at artiklen ikke kunne afvente, at man opnåede kontakt med ejerne, finder Pressenævnet, at Politiken burde have sikret sig, at [Boligselskab] havde modtaget henvendelsen fra Politiken, og herefter have givet [Boligselskab] lejlighed til at kommentere oplysningerne i artiklen inden offentliggørelsen.

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Politiken for den manglende forelæggelse for [Boligselskab].

- Oplysningerne i artiklen

Som nævnt skal oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3. Det fremgår endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information, og at det, så langt det er muligt bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, jf. pkt. A.1. Kritik bør udvises overfor nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. pkt. A.2. Endelig skal berigtigelse af urigtige meddelelser finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.

[Boligselskab] har anført, at selskabet ikke driver stråmandsudlejning, og at Politiken har videregivet fejlagtige oplysninger om [Boligselskab]s udlejning af lejligheden i Ryesgade, ligesom Politiken holder en kilde anonym, hvorved [Boligselskab] ikke har mulighed for at kommentere denne sag.

Det fremgår af parternes oplysninger i sagen, at [Person C] og [Person A] er søskende. [Boligselskab] har indgået en lejeaftale med [Person C’s anpartsselskab], om en lejlighed i ejendommen Ryesgade [nr.] i København. Det fremgår videre, at [Person A] har indgået en aftale om fremleje af lejligheden med sin brors selskab. Endelig har [Boligselskab] oplyst, at [Boligselskab] ikke forud kendte [Person C], og at [Person A] selv har henvist til ham med henblik på, at lejligheden kunne udlejes til hans selskab og derefter fremlejes til hende.

Pressenævnet lægger på den baggrund til grund, at der er indsat en mellemmand ([Person C’s anpartsselskab]) mellem slutlejeren ([Person A]) og [Boligselskab]. Nævnet lægger videre til grund, at der intet ulovligt er ved denne fremgangsmåde. Imidlertid har ordet ”stråmand” ifølge Dansk Ordbog følgende betydning: ”person som en anden bruger som mellemhandler eller mellemmand, ofte til et ulovligt eller moralsk tvivlsomt forehavende.” Anvendelsen af betegnelsen ”stråmandsudlejning” om [Boligselskab]s udlejning af beboelseslejemål vil derfor kunne opfattes negativt af læseren og dermed være skadelig for [Boligselskab]. Det samme gælder – i sammenhængen – artiklens overskrift ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester”, som for en læser nærliggende må kædes sammen med [Boligselskab], der som det eneste boligudlejningsselskab nævnes i artiklen. Det samme gælder interviewet med boligministeren, som kalder det ”frastødende”, at stråmandsudlejning bruges til at udleje til for høje priser, ligesom de to modeller af stråmandsudlejning, som fremgår af Politikens faktaboks ikke dækker [Boligselskab]s lejeaftale med lejeren, [Person A].

Politiken citerede i artiklen endvidere en anonym kilde, der betegnes som en nuværende lejer af en [Boligselskab]-lejlighed, for at fortælle samme historie som [Person A]. Politiken har ikke oplyst, om denne kilde har dokumenteret sine oplysninger over for Politiken, og [Boligselskab] har som følge af kildens anonymitet ikke haft mulighed for at kommentere disse oplysninger nærmere herunder for at fremlægge oplysninger om lejeaftalen på samme måde, som det er sket vedrørende lejligheden i Ryesgade.

Endelig lægger Pressenævnet til grund, at oplysningerne i artiklen om den leje, der blev opkrævet af [Boligselskab] for lejemålet i Ryesgade var fejlagtige, ligesom [Boligselskab]s udlejning af lejligheden ikke var tidsbegrænset. Disse oplysninger er efterfølgende berigtiget af Politiken ved en rettelse i printudgaven af avisen og ved rettelser i artiklen på politiken.dk.

Omtalen af [Boligselskab] i artiklen under den nævnte overskrift og forbindelse med brugen af det negativt ladede udtryk ”stråmandsvirksomhed” fremstår dog trods Politikens berigtigelse stadig som en negativ og skadelig omtale, uden at Politiken har fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at selskabet foretager udlejning i strid med de gældende regler i lejelovgivningen, udøver ulovlig eller umoralsk stråmandsvirksomhed eller opkræver leje, der giver ”skyhøje fortjenester”.

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Politiken.

Som sagen er oplyst finder Pressenævnet ikke grundlag for at fastslå, at Politiken har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for LLO’s udtalelse i artiklen. LLO’s udtalelse fremstår tydeligt som denne organisations vurdering, og det fremgår klart, at der er et modsætningsforhold mellem [Boligselskab] og kilderne. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Politiken på dette punkt.

- Sletning af oplysninger

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af den nævnte bestemmelse og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person eller virksomhed, der er omtalt, og i tilfælde, hvor en offentliggørelse af nævnets kendelse om kritik ikke kan anses for tilstrækkelig til at varetage hensynet til personen eller virksomheden.

Pressenævnet lægger på baggrund af parternes oplysninger til grund, at [Boligselskab] efter offentliggørelsen af artiklen har dokumenteret over for Politiken, at boligselskabet alene opkræver 7.200 kr. i husleje pr. måned og altså ikke 10.500 kr., som det ellers fremgår af artiklen. Pressenævnet lægger ligeledes til grund, at [Boligselskab] har kunnet dokumentere, at lejemålet ikke var tidsbegrænset.

Uanset at Politiken efterfølgende rettede artiklen til i netudgaven i overensstemmelse med [Boligselskab]s oplysninger, er der efter Pressenævnets opfattelse tungtvejende grunde, som taler for, at Politiken burde have imødekommet anmodningen om anonymisering af navnet [Boligselskab] i artiklen på politiken.dk.

Nævnet lægger vægt på, at oplysningerne – som i sammenhængen må anses som meget skadelige for [Boligselskab]s omdømme – om det indgåede lejemål i en af [Boligselskab]s ejendomme allerede på tidspunktet for offentliggørelsen var faktuelt forkerte. Dette gælder både oplysningen om huslejens størrelse og oplysningen om, at lejemålet var tidsbegrænset. Endvidere er det nærliggende som læser at kæde artiklens overskrift om, at en ”boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester” sammen med [Boligselskab], der som det eneste boligudlejningsselskab nævnes ved navn i artiklen. Endvidere forbinder man som læser naturligt [Boligselskab] med det negativt ladede ord ”stråmandsudlejning”, både på grund af teksten i underrubrikken ”Desperate lejere må betale overpris, når kreative udlejere dobbeltudlejer via stråmænd” og på grund af, at Politiken i faktaboksen ”Stråmandsudlejning – to modeller” bruger et vvs-firma som eksempel. I øvrigt dækker de to modeller af stråmandsudlejning ikke [Boligselskab]s lejeaftale med lejeren, [Person A].

På den baggrund finder nævnet, at en offentliggørelse af nævnets kritik af Politikens artikel ikke kan anses for tilstrækkelig til at varetage hensynet til virksomheden [Boligselskab].

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Politiken for ikke at have imødekommet [Boligselskab]s anmodning om at anonymisere artiklen således, at [Boligselskab]s navn ikke længere fremgår af netartiklen.

Da hensynet til [Boligselskab] efter Pressenævnets opfattelse tilgodeses i tilstrækkeligt omfang ved, at selskabets navn ikke fremgår af artiklen, kritiserer Pressenævnet ikke, at Politiken afviste at afindeksere eller afpublicere artiklen.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken at offentliggøre følgende i Politiken og på politiken.dk:

”[Rubrik]

Politiken får kritik af Pressenævnet

[underrubrik]

Pressenævnet kritiserer Politiken for manglende forelæggelse, forkerte oplysninger og en misvisende overskrift i artiklen ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester”. Politiken får også kritik for efter offentliggørelsen at afvise at anonymisere navnet på et boligselskab i netudgaven af artiklen.

[tekst]

Politiken skrev i Politiken og på politiken.dk artiklen ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester.” Af underrubrikken fremgik det, at ”desperate lejere må betale overpris, når kreative udlejere dobbeltudlejer via stråmænd.”

I artiklen fortæller en lejer, at hun af et navngivet boligselskab blev opfordret til at leje en lejlighed med et selskab anvist af hende som mellemmand. Lejligheden kostede ifølge lejeren over 10.000 kr. om måneden, og lejemålet var tidsbegrænset til to år.

Politiken sikrede sig ikke, at boligselskabet fik mulighed for at kommentere på lejerens oplysninger inden offentliggørelsen, hvilket Pressenævnet kritiserer.

Efterfølgende kunne boligselskabet dokumentere, at boligselskabet udlejede lejligheden for en husleje på lidt over 7.000 kr. om måneden, og at lejemålet var uden tidsbegrænsning. Lejerens oplysninger i artiklen var altså forkerte.

Politiken berigtigede oplysningerne både i Politiken og på politiken.dk, men omtalen af boligselskabet i artiklen under overskriften ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester” og i forbindelse med det negativt ladede ord ”stråmandsvirksomhed” fremstår stadig som en negativ og skadelig omtale, uden at Politiken har fremlagt dokumentation for, at boligselskabet udlejer lejligheder i strid med reglerne i lejeloven eller opkræver leje, der giver ”skyhøje fortjenester”. Det kritiserer Pressenævnet også.

Oplysningerne om det indgåede lejemål – som i sammenhængen må anses som meget skadelige for selskabets omdømme – var allerede på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen faktuelt forkerte. Endvidere forbinder man som læser naturligt boligselskabet med det negativt ladede ord ”stråmandsudlejning”. Derfor kritiserer Pressenævnet også Politiken for at afvise at anonymisere boligselskabets navn i netudgaven af artiklen.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse i printudgaven af Politiken skal ske snarest.

I netudgaven af Politiken skal offentliggørelse af nævnets kendelse ske snarest. Offentliggørelsen skal ske som en nyhed på den øverste tredjedel af forsiden af politiken.dk i en periode på mindst et døgn.

Endvidere skal nævnets kendelse være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel på politiken.dk i en periode, der mindst svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen” til nævnets kendelse ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

[Boligselskab] har klaget over artiklen ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester” bragt i Politiken og på politiken.dk den 5. april 2015, idet selskabet mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Politiken bragte den 5. april 2015 artiklen ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester”. Af underrubrikken fremgår følgende:

”[..] Desperate lejere må betale overpris, når kreative udlejere dobbeltudlejer via stråmænd. LLO vil boligfinten til livs.”

Af artiklen fremgår følgende:

”Signe bor til leje med en veninde på Amager, men for nylig fik hun brev om, at lejemålet er opsagt 1. maj.

Brevet kom, efter at Signe i januar fik medhold fra huslejenævnet i, at hendes månedlige husleje var 2.000 kroner for høj. Det fortalte hun til det vvs-firma, som oprindelig har lejet lejligheden og lejet den videre ud til Signe. Men da hun intet hørte, begyndte Signe og hendes veninde fra 1. februar at betale den nedsatte husleje.

Få dage senere modtog de et brev om, at vvs-firmaet havde opsagt sit lejemål med lejlighedens ejer, og at de to veninder derfor vil stå uden tag over hovedet fra 1. maj.

»I starten grinede jeg bare og tænkte, at det kunne de ikke, men langsomt fik jeg en dårlig fornemmelse af, at jeg ikke ville have nogen chance«, fortæller Signe, hvis navn er opdigtet, da hun ønsker at være anonym.

For Signe og hendes advokat, Henrik Palmkvist, frygter, at der er tale om såkaldt stråmandsudlejning. En finte, hvor ejeren lejer lejligheden ud til en virksomhed, som derefter fremlejer den til en privatperson.

På den måde kan fremlejer lave en tidsbegrænset lejekontrakt, hvilket er ulovligt på normale lejemål. Når lejen er tidsbegrænset, minimeres risikoen nemlig for, at lejer klager over en for høj husleje af frygt for ikke at få forlænget.

Signes kontrakt løber til 2019, men når hendes fremlejer opsiger lejemålet med ejeren, ryger hun automatisk også ud.

I Lejernes Landsorganisation (LLO) kender man udmærket til finten.

»Når du bor til leje, er du beskyttet af lejeloven, hvis din udlejer for eksempel går konkurs. Men hvis du er fremlejetager, og fremlejegiver opsiger sin lejekontrakt med ejeren eller ' glemmer' at betale sin husleje, ryger du bare ud«, siger Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden. Det ødelægger boligmarkedet, mener han.

»Man piller boliger ud af det ganske almindelige boligmarked, som ellers skulle forsyne folk med lav- og mellemindkomster med boliger«.

Men stråmandsudlejning kan ikke uden videre gøres ulovligt. Loven er til, for at firmaer og institutioner som Mærsk og Københavns Universitet kan leje lejligheder, som de kan fremleje til for eksempel ansatte eller gæsteforelæsere.

I 2010 forsøgte Folketinget at komme problemet til livs med en lovændring, der gør det muligt for den lejende virksomhed at få sat lejen ned hos ejeren. Det har i princippet gjort det lettere for fremlejetager at få sat sin leje ned, men som Signes historie viser, er det ikke altid ligetil.

10.000 for 60 kvadratmeter

Står det til LLO, skal virksomheders fremleje af lejligheder sidestilles med den tilladelse, det kræver at nedlægge en bolig.

Det vil nemlig give kommunerne mulighed for at holde øje med, hvilke firmaer der fremlejer lejligheder, mener Claus Højte.

»Kommunerne har ingen håndtag at hive i, og det vil vi gerne give dem«.

I nogle tilfælde bliver lejer selv bedt om at finde en virksomhed at leje igennem for at lave stråmandsudlejning. Det var tilfældet for [Person A], da hun og kæresten ville leje en 60 kvadratmeter stor lejlighed i Ryesgade på Østerbro af boligselskabet [Boligselskab]. De lejede den derfor på en toårig kontrakt gennem [Person A]s brors firma - til en månedlig husleje på 10.500 kroner.

»Jeg kendte godt fidusen, men når man er så desperat efter at finde en lejlighed, går man med til det«, siger [Person A]. Parret følte ikke, at de kunne stille noget op over for finten og overvejede derfor aldrig at klage.

Politiken har også snakket med en nuværende lejer af en [Boligselskab]-lejlighed i Nordvest, som fortæller samme historie.

Hun ønsker dog ikke at stå frem.

Også LLO kender til [Boligselskab], som Claus Højte betegner som »et af de mere kulørte firmaer«. Politiken har over flere dage forsøgt at få en kommentar fra [Boligselskab], men det har ikke været muligt, da virksomhedens to ejere holder påskeferie.

Politiken har desuden været i kontakt med tre beboerrepræsentanter i henholdsvis Valby, Sydhavnen og på Nørrebro, som tilsammen fortæller om 40 lejligheder, de mistænker udlejes gennem en stråmand.

Ministeren: Sagerne skal på bordet

Boligminister Carsten Hansen (S) kalder det »frastødende«, at stråmandsudlejning bruges til at udleje til for høje priser, men han mener, at redskaberne til at komme problemet til livs allerede findes.

»Tidsbegrænset udlejning kræver ifølge lejeloven, at udlejeren har en rimelig begrundelse. Og hvis begrundelsen bare er, at udlejeren vil sikre sig mod, at lejeren kræver at få nedsat huslejen, kan tidsbegrænsningen tilsidesættes«, siger han.

Viser problemet sig at være så stort, som LLO siger, vil ministeren dog gerne diskutere LLO's forslag. Men:

»LLO er også nødt til - for at sige det rent ud - at få nogle sager på bordet, så vi kan se, hvor stort omfanget er«.

LLO sætter efter påske gang i en undersøgelse af problemet blandt sine flere hundrede tilknyttede beboerrepræsentationer.”

Af artiklen fremgår en faktaboks. Af faktaboksen fremgår følgende:

”STRÅMANDSUDLEJNING

TO MODELLER

[1] Udlejeren allierer sig med en virksomhed - for eksempel et vvsfirma - som de lejer lejlighederne til på tidsbegrænsede erhvervslejekontrakter.

Huslejen sættes for højt, men når vvs-firmaet fremlejer videre til en privatperson, sætter de den også for højt, hvorved både udlejer og vvs-firma tjener. Hvis lejer får huslejen nedsat, forlænges kontrakten ikke ved udløb, eller VVSfirma opsiger sit lejemål hos ejeren, hvorved lejeren ryger ud med det samme.

[2] Udlejeren beder lejer finde en virksomhed at leje igennem - for eksempel onklens rengøringsfirma.

Ejeren udlejer til rengøringsfirmaet på en tidsbegrænset kontrakt, som ikke forlænges, hvis lejer får huslejen sat ned.”

Politiken bragte ligeledes artiklen på politiken.dk den 5. april 2015, dog med andre og flere overskrifter til afsnittene. Blandt andet er underoverskriften ”10.000 for 60 kvadratmeter” ændret til ”Fra Valby til Nørrebro”.

Den 16. april 2015 bragte Politiken en rettelse i rubrikken ”Fejl og Fakta”. Af rettelsen fremgår følgende:

”’Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester’ hed en artikel på økonomisiderne søndag 5.4., i hvilken en lejer oplyste, at hun giver 10.500 kroner om måneden for en lejlighed, der udlejes af firmaet [Boligselskab] på en 2-årig lejekontrakt. Det havde ikke været muligt at få en kommentar fra firmaet, som efterfølgende har påvist, at lejen er på 7.200 kroner om måneden, og at lejemålet ikke er tidsbegrænset. Vi beklager fejlene.”

Netartiklen blev ligeledes opdateret den 17. april 2015. I artiklen blev tilføjet følgende i afsnittet ”Fra Valby til Nørrebro”:

”I nogle tilfælde bliver lejer selv bedt om at finde en virksomhed at leje igennem for at lave stråmandsudlejning. Det var ifølge 28-årige [Person A] tilfældet, da hun og kæresten ville leje en 60 kvadratmeter lejlighed i Ryesgade på Østerbro af boligselskabet [Boligselskab]. Hun fortæller, at de lejede den på en to-årig kontrakt gennem [Person A]s brors firma – til, fortæller hun, en månedlig husleje på 10.500 kroner. Oplysninger, hun dog ikke har kunnet dokumentere over for Politiken, og som [Boligselskab] efterfølgende har afvist over for Politiken. [..]”

Senere i artiklen er følgende sætning tilføjet:

”[Boligselskab] har dog efterfølgende henvendt sig til Politiken med en lejekontrakt og påvist, at den månedlige leje for [Person A] var på 7.200 kr., og at der ikke var nogen tidsbegrænsning på lejemålet.”

Nederst i artiklen er ligeledes tilføjet en rettelse, hvoraf følgende fremgår:

”I den opdaterede version af artiklen er det præciseret, at [Person A]s husleje ifølge hendes ord var på 10.500 kroner. Politiken har ikke set dokumentation, der underbygger [Person A]s ord, og [Boligselskab] har efterfølgende dokumenteret, at lejekontrakten fastsætter en leje på 7.200 kroner om måneden, og at lejemålet ikke er tidsbegrænset.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Boligselskab]s synspunkter

[Boligselskab] har indledningsvis anført, at det er et dokumenteret faktum, at Politiken har videregivet ukorrekte oplysninger omkring [Boligselskab], samt offentliggjort negative værdiladede udtalelser, som ikke har sin rigtighed.

Politiken fastholder artiklens ordlyd, til trods for at kilden [Person A] ikke har fortalt sandheden. Som det fremgår af den fremsendte kontrakt til Politiken, anerkender Politikens redaktør, at [Boligselskab] ikke har opereret med tidsbegrænsede lejemål i den nævnte sag, ligesom huslejen ikke er 10.500 kr. om måneden.

[Boligselskab] driver ingen stråmandsudlejning, heller ikke med [Person A]s bror. Det er derimod et faktum, at [Boligselskab] udlejer via selskaber i henhold til den gældende lov.

Ved stråmandsudlejning er der en relation mellem udlejer og stråmanden, som repræsenterer udlejer for at ”snyde” sig til en ulovlig merleje overfor slutlejeren.

I dette tilfælde er det altid fremlejer og slutlejer, som har de tætte bånd. I den aktuelle sag har slutlejer indgået en aftale om leje gennem sin brors firma. [Boligselskab] kender ham ikke, udover at lejeren selv har henvist til ham.

I henhold til lejelovens § 1 er erhvervslejere stillet med nøjagtig samme beskyttelse som øvrige lejere. Derfor kan [Boligselskab]s fremlejere og slutlejere altid tage en sag i boligretten, hvis der skulle være grundlag herfor. Det er der imidlertid ikke.

I alle [Boligselskab]s udlejningsforhold med erhvervsvirksomheder har der været tale om, at der indgås en aftale med en virksomhed, som varetager interessen for en ansat. Der er altid en relation mellem slutlejer og virksomheden, som derfor ikke agerer stråmand for [Boligselskab] som udlejer.

[Boligselskab] har fremhævet, at Politiken holder den ene kilde anonym, hvorved der ikke har været mulighed for [Boligselskab] at kommentere sagen. [Boligselskab] finder det utilstedeligt at bringe dette som grundlag i denne sag.

Det vil altid være en torn i øjet på LLO, at man må udleje til erhvervsvirksomheder, som derfor også betegner [Boligselskab]s erhvervsaftaler som stråmandsudlejning. At LLOs magasin ”Vi lejere” nævner [Boligselskab] i en indskudt sætning, og dermed forsøger at sætte selskabet i ”stråmandsbåsen” ændrer ikke på det forhold, at Politiken bringer urigtige oplysninger.

Det er et faktum, at [Boligselskab] sidst havde en sag for boligretten for 5 år siden. Det drejede sig om uenighed om et varmeregnskab. Dette kunne Politiken have undersøgt ved at tage kontakt til Boligretten.

[Boligselskab] har under hele sagens forløb tilbudt Politiken, at avisen kunne besøge [Boligselskab]s kontor i Vejle og se alle bilag i sagen. Dette gælder fortsat, ligesom der ville være mulighed for gennemsyn af selskabets lejeindbetalingskonto, hvorved det ville kunne bevidnes, at de af [Boligselskab] fremsatte oplysninger, er korrekte.

Politikens oprindelige tilgang til artiklen og redaktørens efterfølgende holdning må betegnes som ’journalistisk tyranni’. Denne form for journalistik kan hverken [Boligselskab] eller andre i Danmark være tjent med.

Det er korrekt, at Politiken tog kontakt til selskabet den 1. april 2015 for at få en udtalelse. [Boligselskab] fremhæver dog, at en medarbejder [Person B] oplyste, at begge ejere [Ejer 1 og Ejer 2] var på påskeferie og ikke kunne imødekomme et interview før efter påsken.

Man kan ikke forvente fra Politikens side, at [Boligselskab] står til rådighed for avisen under ferie, og [Boligselskab] kan ikke leve med, at der fra Politikens side opstilles ultimatum for svar i en påskeuge, hvor halvdelen af Danmark holder ferie.

Sletning af oplysninger

[Boligselskab] kan ikke acceptere, at Politiken videregiver fejlagtige oplysninger, som kan skade selskabets omdømme, eller at disse oplysninger fortsat ligger tilgængelige på nettet, uagtet at Politiken selv kommenterer forholdet. Det er skadeligt for selskabet. Derfor har [Boligselskab] krævet, at Politiken.dk, og andre mulige medieplatforme i JP/Politikens Hus afpublicerer artiklen, eller at Politiken fjerner al omtale af selskabet.

2.2 Politikens synspunkter

Politiken har indledningsvis anført, at god presseskik er iagttaget i den aktuelle sag.

Politiken kontaktede [Boligselskab] onsdag den 1. april 2015 og bad om en kommentar til, at både en tidligere og en nuværende lejer fortæller, at [Boligselskab] har henvist dem til at leje deres bolig gennem en virksomhed, såkaldt stråmandsudlejning.

[Boligselskab]s medarbejder, [Person B], oplyste, at det på grund af de kommende helligdage ville blive svært at få fat i ejerne af virksomheden, men lovede at gøre et forsøg på at formidle kontakt. Politikens medarbejder gav derfor sine kontaktoplysninger til [Person B] og sendte desuden samme dag en mail til såvel de to ejere som til medarbejderen. Om torsdagen den 2. april 2015 kontaktede Politiken igen firmaet pr. telefon, men uden at få kontakt.

Da artiklen havde været bragt den 5. april 2015, henvendte [Boligselskab] sig for at imødegå oplysningerne om huslejens størrelse og oplysningen om, at lejemålet skulle være tidsbegrænset.

Lejerne fastholdt imidlertid efterfølgende ved gentagne henvendelser, at deres oplysninger var korrekte, og Politiken bad derfor såvel lejerne som [Boligselskab] om at dokumentere huslejens størrelse. Lejeren, [Person A], der udtalte sig i artiklen, var imidlertid ikke i stand til at fremvise en kontrakt eller huslejekvitteringer, og Politiken lagde derfor til grund, at den månedlige leje, der fremgik af den lejekontrakt, som [Boligselskab] efter nogle dage fremsendte, forekom at være den, der oprindeligt var aftalt. Politiken understreger, at netop fordi der er tale om stråmandsudlejning, er [Person A] teknisk set ikke lejer hos [Boligselskab]. Det er virksomheden [Person C’s anpartsselskab], der har erhvervslejemålet, og som videreudlejer til [Person A].

Ud fra en samlet vurdering og fordi [Boligselskab] naturligvis skal komme til orde i sagen, blev artiklen på politiken.dk rettet til og forsynet med en bemærkning om de foretagne tilføjelser.

Lejernes LO oplyser, at organisationens omtale af [Boligselskab] som ”kulørt” i artiklen skyldes, at man kender virksomheden fra flere sager. Politiken gør i den forbindelse opmærksom på, at LLO allerede i 2008 i sit blad ”Vi lejere” omtalte [Boligselskab] som aktiv inden for stråmandsudlejning. Stråmandsudlejning har i en årrække haft lejerorganisationers og politikeres bevågenhed. Der har således også været afholdt samråd i Folketinget om problemet.

Sletning af oplysninger

Politiken beklager, at det ikke lykkedes at få [Boligselskab]s oplysninger og kommentarer med i den oprindelige artikel, men har som nævnt efterfølgende loyalt gjort rede for firmaets opfattelse af sagen, og har på [Boligselskab]s anmodning uddybet rettelserne i netudgaven af artiklen.

I betragtning af stråmandsudlejningens karakter af et samfundsproblem, at såvel lejerne som LLO fastholder kritikken, og at [Boligselskab] kommer omfattende til orde, ønsker Politiken imidlertid ikke at imødekomme ønsket om at fjerne al omtale af virksomheden eller helt fjerne artiklen.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Inger Bach, Lene Sarup og John Meinert Jacobsen.

God presseskik

- forelæggelse

Det fremgår af de vejledende regler for god presseskik, at oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3.

Artiklen indeholder oplysninger, der må anses for skadelige og krænkende for [Boligselskab]. Politikens oplysninger skulle derfor som udgangspunkt forelægges for selskabet inden offentliggørelsen.

Pressenævnet lægger på baggrund af parternes oplysninger til grund, at Politiken telefonisk kontaktede [Boligselskab] onsdag den 1. april 2015 med anmodning om [Boligselskab]s bemærkninger til, at selskabet henviser lejere til at leje deres bolig gennem en virksomhed. Politiken sendte samme dag en mail til ejerne med en opfordring til ejerne om at lade sig interviewe eller besvare nogle spørgsmål pr. mail, helst samme dag eller allersenest lørdag den 4. april 2015.

Der er imidlertid modstridende forklaringer mellem parterne om, hvad Politiken fik oplyst telefonisk den 1. april 2015 af medarbejderen hos [Boligselskab].

Ifølge Politiken oplyste medarbejderen, at det på grund af de kommende helligdage ville blive svært at få fat i ejerne, men han lovede at gøre et forsøg på at formidle kontakt. Derfor afleverede Politikens medarbejder sine arbejds- og mobilnumre til medarbejderen og sendte samme dag en mail til såvel de to ejere som til medarbejderen. Herefter hørte Politiken ikke yderligere fra [Boligselskab] før efter offentliggørelsen af artiklen.

Ifølge [Boligselskab] oplyste medarbejderen derimod, at begge ejere var på påskeferie og ikke kunne imødekomme et interview før efter påsken.

Pressenævnet lægger herefter til grund, at Politiken alene havde et tilsagn om, at medarbejderen ville forsøge at formidle kontakt, og at Politikens mails sendt samme dag ikke blev besvaret. Under hensyn til oplysningerne om, at helligdagene ville gøre det svært at få fat i ejerne, og da artiklen ikke havde en sådan aktualitetsværdi, at artiklen ikke kunne afvente, at man opnåede kontakt med ejerne, finder Pressenævnet, at Politiken burde have sikret sig, at [Boligselskab] havde modtaget henvendelsen fra Politiken, og herefter have givet [Boligselskab] lejlighed til at kommentere oplysningerne i artiklen inden offentliggørelsen.

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Politiken for den manglende forelæggelse for [Boligselskab].

- Oplysningerne i artiklen

Som nævnt skal oplysninger, der kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende, jf. punkt A.3. Det fremgår endvidere af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information, og at det, så langt det er muligt bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, jf. pkt. A.1. Kritik bør udvises overfor nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt, jf. pkt. A.2. Endelig skal berigtigelse af urigtige meddelelser finde sted på redaktørens eget initiativ, hvis og så snart kendskab til fejl af betydning i de bragte meddelelser indgår. Berigtigelsen skal foretages i en sådan form, at læserne får klar mulighed for at blive opmærksom på berigtigelsen, jf. punkt A.7.

[Boligselskab] har anført, at selskabet ikke driver stråmandsudlejning, og at Politiken har videregivet fejlagtige oplysninger om [Boligselskab]s udlejning af lejligheden i Ryesgade, ligesom Politiken holder en kilde anonym, hvorved [Boligselskab] ikke har mulighed for at kommentere denne sag.

Det fremgår af parternes oplysninger i sagen, at [Person C] og [Person A] er søskende. [Boligselskab] har indgået en lejeaftale med [Person C’s anpartsselskab], om en lejlighed i ejendommen Ryesgade [nr.] i København. Det fremgår videre, at [Person A] har indgået en aftale om fremleje af lejligheden med sin brors selskab. Endelig har [Boligselskab] oplyst, at [Boligselskab] ikke forud kendte [Person C], og at [Person A] selv har henvist til ham med henblik på, at lejligheden kunne udlejes til hans selskab og derefter fremlejes til hende.

Pressenævnet lægger på den baggrund til grund, at der er indsat en mellemmand ([Person C’s anpartsselskab]) mellem slutlejeren ([Person A]) og [Boligselskab]. Nævnet lægger videre til grund, at der intet ulovligt er ved denne fremgangsmåde. Imidlertid har ordet ”stråmand” ifølge Dansk Ordbog følgende betydning: ”person som en anden bruger som mellemhandler eller mellemmand, ofte til et ulovligt eller moralsk tvivlsomt forehavende.” Anvendelsen af betegnelsen ”stråmandsudlejning” om [Boligselskab]s udlejning af beboelseslejemål vil derfor kunne opfattes negativt af læseren og dermed være skadelig for [Boligselskab]. Det samme gælder – i sammenhængen – artiklens overskrift ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester”, som for en læser nærliggende må kædes sammen med [Boligselskab], der som det eneste boligudlejningsselskab nævnes i artiklen. Det samme gælder interviewet med boligministeren, som kalder det ”frastødende”, at stråmandsudlejning bruges til at udleje til for høje priser, ligesom de to modeller af stråmandsudlejning, som fremgår af Politikens faktaboks ikke dækker [Boligselskab]s lejeaftale med lejeren, [Person A].

Politiken citerede i artiklen endvidere en anonym kilde, der betegnes som en nuværende lejer af en [Boligselskab]-lejlighed, for at fortælle samme historie som [Person A]. Politiken har ikke oplyst, om denne kilde har dokumenteret sine oplysninger over for Politiken, og [Boligselskab] har som følge af kildens anonymitet ikke haft mulighed for at kommentere disse oplysninger nærmere herunder for at fremlægge oplysninger om lejeaftalen på samme måde, som det er sket vedrørende lejligheden i Ryesgade.

Endelig lægger Pressenævnet til grund, at oplysningerne i artiklen om den leje, der blev opkrævet af [Boligselskab] for lejemålet i Ryesgade var fejlagtige, ligesom [Boligselskab]s udlejning af lejligheden ikke var tidsbegrænset. Disse oplysninger er efterfølgende berigtiget af Politiken ved en rettelse i printudgaven af avisen og ved rettelser i artiklen på politiken.dk.

Omtalen af [Boligselskab] i artiklen under den nævnte overskrift og forbindelse med brugen af det negativt ladede udtryk ”stråmandsvirksomhed” fremstår dog trods Politikens berigtigelse stadig som en negativ og skadelig omtale, uden at Politiken har fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at selskabet foretager udlejning i strid med de gældende regler i lejelovgivningen, udøver ulovlig eller umoralsk stråmandsvirksomhed eller opkræver leje, der giver ”skyhøje fortjenester”.

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Politiken.

Som sagen er oplyst finder Pressenævnet ikke grundlag for at fastslå, at Politiken har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for LLO’s udtalelse i artiklen. LLO’s udtalelse fremstår tydeligt som denne organisations vurdering, og det fremgår klart, at der er et modsætningsforhold mellem [Boligselskab] og kilderne. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af Politiken på dette punkt.

- Sletning af oplysninger

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, som er offentliggjort i digitale medier, ofte vil være tilgængelige længe efter, at de er publiceret. Efter anmodning til mediet kan tilgængeligheden af sådanne tidligere offentliggjorte, følsomme eller private oplysninger hindres, i det omfang det er muligt og skønnes rimeligt, jf. punkt B.8.

Medier kan afindeksere, dvs. ændre instruksen til søgemaskiner, så søgemaskiner ophører med at henvise til artiklen, anonymisere, dvs. ændre i artikelteksten så eksempelvis et personnavn anonymiseres, eller helt afpublicere en artikel, dvs. fjerne artiklen fra hjemmesiden.

Det er nævnets opfattelse, at anvendelse af den nævnte bestemmelse og muligheden for at meddele et medie kritik for ikke at imødekomme en anmodning om afindeksering, anonymisering eller afpublicering som udgangspunkt kun bør anvendes, når der er tale om oplysninger, som er særligt belastende for den person eller virksomhed, der er omtalt, og i tilfælde, hvor en offentliggørelse af nævnets kendelse om kritik ikke kan anses for tilstrækkelig til at varetage hensynet til personen eller virksomheden.

Pressenævnet lægger på baggrund af parternes oplysninger til grund, at [Boligselskab] efter offentliggørelsen af artiklen har dokumenteret over for Politiken, at boligselskabet alene opkræver 7.200 kr. i husleje pr. måned og altså ikke 10.500 kr., som det ellers fremgår af artiklen. Pressenævnet lægger ligeledes til grund, at [Boligselskab] har kunnet dokumentere, at lejemålet ikke var tidsbegrænset.

Uanset at Politiken efterfølgende rettede artiklen til i netudgaven i overensstemmelse med [Boligselskab]s oplysninger, er der efter Pressenævnets opfattelse tungtvejende grunde, som taler for, at Politiken burde have imødekommet anmodningen om anonymisering af navnet [Boligselskab] i artiklen på politiken.dk.

Nævnet lægger vægt på, at oplysningerne – som i sammenhængen må anses som meget skadelige for [Boligselskab]s omdømme – om det indgåede lejemål i en af [Boligselskab]s ejendomme allerede på tidspunktet for offentliggørelsen var faktuelt forkerte. Dette gælder både oplysningen om huslejens størrelse og oplysningen om, at lejemålet var tidsbegrænset. Endvidere er det nærliggende som læser at kæde artiklens overskrift om, at en ”boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester” sammen med [Boligselskab], der som det eneste boligudlejningsselskab nævnes ved navn i artiklen. Endvidere forbinder man som læser naturligt [Boligselskab] med det negativt ladede ord ”stråmandsudlejning”, både på grund af teksten i underrubrikken ”Desperate lejere må betale overpris, når kreative udlejere dobbeltudlejer via stråmænd” og på grund af, at Politiken i faktaboksen ”Stråmandsudlejning – to modeller” bruger et vvs-firma som eksempel. I øvrigt dækker de to modeller af stråmandsudlejning ikke [Boligselskab]s lejeaftale med lejeren, [Person A].

På den baggrund finder nævnet, at en offentliggørelse af nævnets kritik af Politikens artikel ikke kan anses for tilstrækkelig til at varetage hensynet til virksomheden [Boligselskab].

Pressenævnet udtaler derfor kritik af Politiken for ikke at have imødekommet [Boligselskab]s anmodning om at anonymisere artiklen således, at [Boligselskab]s navn ikke længere fremgår af netartiklen.

Da hensynet til [Boligselskab] efter Pressenævnets opfattelse tilgodeses i tilstrækkeligt omfang ved, at selskabets navn ikke fremgår af artiklen, kritiserer Pressenævnet ikke, at Politiken afviste at afindeksere eller afpublicere artiklen.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Politiken at offentliggøre følgende i Politiken og på politiken.dk:

”[Rubrik]

Politiken får kritik af Pressenævnet

[underrubrik]

Pressenævnet kritiserer Politiken for manglende forelæggelse, forkerte oplysninger og en misvisende overskrift i artiklen ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester”. Politiken får også kritik for efter offentliggørelsen at afvise at anonymisere navnet på et boligselskab i netudgaven af artiklen.

[tekst]

Politiken skrev i Politiken og på politiken.dk artiklen ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester.” Af underrubrikken fremgik det, at ”desperate lejere må betale overpris, når kreative udlejere dobbeltudlejer via stråmænd.”

I artiklen fortæller en lejer, at hun af et navngivet boligselskabblev opfordret til at leje en lejlighed med et selskab anvist af hende som mellemmand. Lejligheden kostede ifølge lejeren over 10.000 kr. om måneden, og lejemålet var tidsbegrænset til to år.

Politiken sikrede sig ikke, at boligselskabet fik mulighed for at kommentere på lejerens oplysninger inden offentliggørelsen, hvilket Pressenævnet kritiserer.

Efterfølgende kunne boligselskabetdokumentere, at boligselskabet udlejede lejligheden for en husleje på lidt over 7.000 kr. om måneden, og at lejemålet var uden tidsbegrænsning. Lejerens oplysninger i artiklen var altså forkerte.

Politiken berigtigede oplysningerne både i Politiken og på politiken.dk, men omtalen af boligselskabet i artiklen under overskriften ”Boligfinte giver private udlejere skyhøje fortjenester” og i forbindelse med det negativt ladede ord ”stråmandsvirksomhed” fremstår stadig som en negativ og skadelig omtale, uden at Politiken har fremlagt dokumentation for, at boligselskabetudlejer lejligheder i strid med reglerne i lejeloven eller opkræver leje, der giver ”skyhøje fortjenester”. Det kritiserer Pressenævnet også.

Oplysningerne om det indgåede lejemål – som i sammenhængen må anses som meget skadelige for selskabets omdømme – var allerede på tidspunktet for offentliggørelsen af artiklen faktuelt forkerte. Endvidere forbinder man som læser naturligt boligselskabetmed det negativt ladede ord ”stråmandsudlejning”. Derfor kritiserer Pressenævnet også Politiken for at afvise at anonymisere boligselskabets navn i netudgaven af artiklen.

Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på pressenaevnet.dk”

Offentliggørelse af nævnets kendelse i printudgaven af Politiken skal ske snarest.

I netudgaven af Politiken skal offentliggørelse af nævnets kendelse ske snarest. Offentliggørelsen skal ske som en nyhed på den øverste tredjedel af forsiden af politiken.dk i en periode på mindst et døgn.

Endvidere skal nævnets kendelse være offentligt tilgængelig som en selvstændig artikel på politiken.dk i en periode, der mindst svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt.

Endelig skal der oprettes et link med teksten ”Pressenævnet har udtalt kritik af artiklen”til nævnets kendelse ved starten af brødteksten i den påklagede artikel, hvis den fortsat er tilgængelig på hjemmesiden og ikke er ændret på de punkter, hvor nævnet har udtalt kritik.

Afgjort den 23. juni 2015.