Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - parts- og vidneforklaringer

J. nr. 2014-6810-43898

En butiksassistent klagede over, at hun stoppede med at få tildelt vagter, da hun informerede sine chefer om sin graviditet. Der var en række modstridende oplysninger i sagen, heriblandt hvorvidt butiksassistenten selv havde opsagt sin stilling. Da dette spørgsmål kun kunne afklares ved hjælp af parts- og vidneforklaringer, kunne nævnet ikke behandle klagen.

Klagen blev derfor afvist.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager havde oplyst, at hun var gravid.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af køn, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer.

Sagsfremstilling

Klager blev ansat som butiksassistent i indklagedes tøjbutik den 5. december 2013. Ifølge ansættelseskontrakten var klagers forventede ugentlige arbejdstid 10-30 timer, ekskl. frokostpause på 30 minutter.

Butikken er et mindre familieforetagende, der styres af direktør A (herefter indklagede), butikschef B (herefter medarbejder B) og indehaver C (herefter medarbejder C).

Klager orienterede indklagede om sin graviditet i en sms den 28. juli 2014. I samme besked oplyste klager, at hun ligeledes havde sendt en besked til medarbejderne B og C om graviditeten.

Indklagede svarede samme dag:

"Hej [klager]. Hvor dejligt - stort tillykke :) Jeg er i butikken imorgen så kan vi lige snakke om hvordan vi afvikler den sidste tid. [Indklagede]

Den 31. juli 2014 skrev klager til indklagede:

"Hej [indklagede]. Jeg kan forstå på [medarbejder B] at i har forstået at jeg har sagt op nu hvor jeg starter i skole. Det har jeg aldrig udtalt mig om og jeg var sikker på at jeg skulle dække lørdage og jeg kan også fredag da jeg har tidligt fri. Altså at jeg skulle fortsætte med at have de 10 timer som min kontrakt siger som minimum? [klagers navn]".

Indklagede svarede:

"Hej [klager]. Den skal vi ikke tage per sms så jeg kommer forbi så vi kan drøfte det - derudover vil jeg bede dig tage det med mig og ikke [medarbejder B]. [Indklagede]".

Indklagede kom forbi butikken samme dag, hvor klager var på arbejde, og der blev afholdt et møde.

Indklagede skrev den 8. august 2014 til klager:

"Hej [klager]. Håber alt er godt med dig og derhjemme. Jeg har endnu ikke hørt din beslutning som du lovede at vende tilbage med? [indklagede]".

Klager svarede sagen efter:

"Hej [indklagede]. Jo tak alt går som det skal. Jeg har tænkt rigtig meget over de ting vi snakkede om til vores samtale. Jeg er i princippet fuldstændig ligeglad med at få penge under barsel, jeg har brug for en indtægt indtil slut januar 2015. Er du interesseret i at vi laver en ny kontrakt på 10 timer pr. Uge, med vagter fredag og lørdag der udløber den 31/1-15? [Klagers navn]".

Indklagede svarede:

"Hej [klager]. Jeg kan ikke garantere dig fredag og lørdag da det skal gå op i vores vagtplan i forhold til hvad der er behov for i butikken først og fremmest. [Medarbejder B] har vist en ny plan klar i morgen. Så hvis du ønsker at holde fast på dine 10 timer og at du ikke har sagt op, selvom vi derfor søgte en anden, så er det op til dig hvordan du vil få det til at gå op med din skole. Derudover kan jeg forstå at der har været en episode hvor du har overfuset min mor [medarbejder C] som trods alt er din chef, hvilket vi på ingen måde kan acceptere og ikke er en god måde at fortsætte samarbejdet på hvis det er det du er interesseret i. Du er altid velkommen til at ringe til mig hvis der er noget du gerne vil drøfte. Mvh [indklagede]"

I de efterfølgende dage skrev klager og indklagede flere beskeder til hinanden, hvori klager gav udtryk for, at indklagede tog hensyn til en anden medarbejders skoleskema.

Mandag den 18. august 2014 klokken 13.59 skrev klager til indklagede:

"Hej [indklagede]. Jeg var i butikken i torsdags og der stod jeg ikke på vagtplanen. Jeg fik så i går aftes besked om at jeg skal arbejde i dag fra 13-18 og torsdag fra 13-18. Det kan jeg desværre ikke med så kort varsel. Hilsen [Klager].

Indklagede orienterede herefter klager om, at alt vedrørende vagtplanen skulle oplyses direkte til medarbejder B med det samme. Klager oplyste, at hun havde informeret medarbejder B om dette.

Den 23. august 2014 skrev klager til indklagede:

"Hej [indklagede]. Som jeg sagde til vores møde kan jeg primært arbejde fredage og lørdage, da jeg har fri fra skole der. Så vil jeg bare lige informere dig om at jeg ikke kommer til at kunne passe de vagter du har givet mig mandag og torsdag, da jeg først kan være der henholdsvis kl. 15 og kl. 17. Jeg har sendt en klage til ligebehandlingsnævnet da jeg til at starte med ikke fik tildelt nye vagter, efter jeg havde informeret jer om min graviditet. Hilsen [klager]".

Den 3. november 2014 skrev klager til indklagede:

"Hej [indklagede]. Jeg vil lige høre hvornår jeg kan regne med at modtage vagtplanen for november? Jeg har heller aldrig modtaget en fra oktober, hvilket undre mig. . Hilsen [klager].

Samme dag svarende indklagede:

"Hej [klager]. Du er udeblevet uden årsag eller meddelelse i henhold til din kontrakt, siden august så jeg forstår ikke helt din henvendelse? [indklagede].

Herefter skrev klager og indklagede samme dag sammen ad flere omgange. Indklagede oplyste, at meddelelser om, at klager ikke kunne møde op til en vagt, ifølge ansættelseskontrakten skulle ske per telefon og ikke på en sms. Indklagede forklarede, at det måtte betragtes som en opsigelse fra klagers side, når klager udeblev fra vagter, herunder ikke rettede henvendelse til indklagede i en periode over to måneder.

Klager svarede herpå:

"Jeg har aldrig sagt op og jeg har stadig en skole der skal passes. Jeg kontakter dig udelukkende for at gøre opmærksom på at jeg ikke har fået en vagtplan for hverken oktober eller november. Hvis du ikke vil sende dem til mig kan jeg ikke se hvad vi ellers har at snakke om. Men nu har jeg gjort opmærksom på det.

Indklagede skrev samme dag:

"[Klager] - du er udeblevet i over 2 mdr og efterspørger først vagtplan nu, så for mit vedkommende er du ikke længere ansat og jeg har ikke yderligere. Du har ikke ringet en eneste gang selvom jeg utallige gange har opfordret til dette. Jeg kan slet ikke se hvor du vil hen med alt det her. Du har jo allerede lagt sag an hvilket er helt fint med mig.

Klager svarede:

"Hvis du ikke mener jeg er ansat mere så skal jeg have en skriftlig opsigelse fra jer."

Indklagede skrev herefter:

"Jeg har ikke opsagt dig - jeg har taget din mundtlige opsigelse til efterretning og efterfølgende udeblivelse. Sagen er lukket for mit vedkommende. Vi kan altid mødes i butikken efter aftale."

Klager svarede:

"Min mundtlige opsigelse? Sådan en har der aldrig været. Jeg har informeret dig om at der ikke bliver mere mundtlig kommunikation mellem os."

Sagen er indbragt for nævnet den 17. august 2014.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun blev behandlet anderledes af indklagede efter, at hun oplyste, at hun var gravid. Klager ønsker godtgørelse for de vagter, hun burde have haft.

Klager var den eneste medarbejder, som ikke fik tildelt vagter fra midten af august 2014 og frem.

Klager oplyste indklagede og medarbejder B om, at hun på grund af sin skole kun var i stand til at arbejde fredage og lørdage. Indklagede informerede klager om, at de ikke havde behov for at have en medarbejder ansat, der kun kunne arbejde disse dage. Når indklagede herefter ansatte en medarbejder, der ifølge vagtskemaet for september dækkede fredags- og lørdagsvagterne, er det endnu et eksempel på, at klager blev behandlet anderledes på grund af graviditeten.

Klager afviser, at hun på noget tidspunkt skulle have sagt stillingen op hos indklagede. Dette har medarbejder B ligeledes bekræftet over for klager.

Der var tværtimod indgået en aftale om, at klager skulle gå ned i arbejdstid på 10 timer om ugen fra midten af august 2014, da klager skulle starte i skole. Der var tale om en mundlig aftale, og klager fik det ikke på skrift.

Klager kunne den 14. august 2014 konstatere, at hendes sidste vagt ifølge vagtplanen var den 21. august 2014. Søndag den 17. august 2014 fik klager besked om, at hun skulle møde den 18. august 2014 og den 21. august 2014. Klager informerede både indklagede og medarbejder B om, at hun ikke havde mulighed for at tage vagterne med så kort varsel. Klager er derfor ikke enig med indklagede i, at hun udeblev fra vagterne.

Klager stiller sig uforstående over for indklagedes udsagn om, at den nye medarbejder blev ansat i juli 2014. Den nye medarbejder startede først efter, at klager var startet i skole den 13. august 2014.

Klager kan på ingen måde genkende indklagedes påstand om, at  klager skulle have overfuset medarbejder C. Klager måtte under en vagt gå hjem på grund af sygdom. Klokken 10 kontaktede klager medarbejder C for at blive afløst, men medarbejder C ankom først til butikken kl 14.00. Klager fik skæld ud for, at hun ikke kunne klare at arbejde frem til klokken 18.00, hvor vagten sluttede.

Klager kontaktede indklagede den 3. november 2014 for at få en vagtplan. I den forbindelse gjorde hun indklagede A opmærksom på, at hun heller ikke havde modtaget en vagtplan for oktober måned, hvilket klager havde ret til, da hun fortsat var ansat.

Når klager i den forbindelse ikke ønskede at afholde et møde med indklagede, skyldtes det, at hun ikke længere ønskede nogen form for mundtlig kommunikation med indklagede.

Klager mener, at indklagede ikke har helt styr på faktum omkring ansættelsesforholdet. Det er ikke rigtigt, når indklagede oplyser, at klager i starten af ansættelsen kun arbejdede otte timer om ugen.

Indklagede valgte at ansætte en medarbejder, der kunne dække de vagter, som klager gerne ville have haft. Den nye medarbejder er ansat i et flexjob. Indklagede ansatte ikke nogle af de ansøgere, der havde været til samtale hos indklagede.

Indklagede afviser, at klager er blevet behandlet anderledes på grund af graviditeten.

Klager blev oprindeligt ansat som salgsassistent med varierende timeantal. I starten assisterede klager cirka otte timer om ugen, men kom op på 20-30 timer om ugen, da en anden ansat gik på pension den 15. maj 2014.

Indklagede mener, at klager fortrød, at hun havde sagt sin stilling op, da hun fandt ud af, at hun var gravid.

Indklagede opsagde i juni 2014 sin stilling hos indklagede, da hun skulle starte i skole den 13. august 2014. Beskeden blev givet mundligt til indklagede og medarbejderne B og C. Indklagede krævede ved en fejl ikke opsigelsen på skrift. Der er tale om en mindre familievirksomhed, der altid har været i stand til at løse problemer og håndtere situationer på en uformel måde.

Medarbejder C, der ikke længere er ansat hos indklagede, har i januar 2015 bekræftet over for indklagede, at hun også modtog opsigelsen fra klager mundtligt. Klagers påstand om, at medarbejder C ikke skulle have modtaget opsigelsen mundtligt, er således ikke rigtig.

Da indklagede i juni 2014 mundtligt fik opsigelsen fra klager, blev stillingen straks annonceret på jobindex.dk. Indklagede påpeger, at stillingen blev slået op på jobindex.dk, inden indklagede blev bekendt med, at klager var gravid.

Indklagede afholdt samtaler over flere dage i juni og juli 2014.

Den 30. juni 2014 oplyste klager til indklagede, at hun gerne ville søge stillingen, da hun ikke ønskede at starte i skole alligevel. Indklagede betragtede klager som ansøger i ansættelsesprocessen, men valgte også at fortsætte med de allerede planlagte samtaler dels for at finde en medarbejder med mere erfaring inden for detailhandlen i modebranchen dels af den årsag, at indklagede på daværende tidspunkt allerede havde modtaget ansøgninger fra kvalificerede kandidater til stillingen.

Klager oplyste den 28. juli 2014 i en sms, at hun var gravid. Indklagede tog et møde med klager for at drøfte afviklingen af de sidste arbejdstimer, da klager havde sagt stillingen op hos indklagede. Indklagede blev meget overrasket over, at klager på mødet oplyste, at hun ikke havde opsagt stillingen tidligere, men i stedet havde givet udtryk for et ønske om at arbejde otte timer om ugen. Indklagede forklarede klager, at indklagede netop havde søgt efter en medarbejder, der kunne erstatte klager, da hun selv havde oplyst, at hun ønskede at starte i skole.

Klager fastholdt på mødet, at hun aldrig havde sagt sin stilling op. Indklagede forstod ikke klagers udmelding, da opsigelsen var givet mundtligt til tre forskellige personer hos indklagede.

Indklagede påpegede over for klager, at klager havde været vidende om, at indklagede havde oprettet en stillingsannonce på jobindex.dk. Tilsvarende havde klager selv oplyst, at hun ønskede at komme i betragtning til stillingen. Klager erkendte på mødet, at hun heller ikke kunne forklare, hvorfor indklagede skulle have oprettet stillingsannoncen, hvis klager ikke havde opsagt stillingen.

Parterne fortsatte med vagtplanen som hidtil, men den 18. august 2014 meddelte klager, at hun ikke kunne tage de vagter, som indklagede havde givet hende, på grund af sin skole. Herefter udeblev klager fra tre vagter i august.

Indklagede hørte intet fra klager frem til den 3. november 2014, hvor klager efterspurgte en ny vagtplan. Klagers henvendelse kom som en overraskelse, da indklagede ikke havde hørt fra klager siden august måned, hvor hun udeblev fra vagter. Klager afviste at mødes med indklagede i butikken. Indklagede ville gerne mødes med klager for at få svar på, hvorfor klager ønskede at starte i butikken igen og hvorfor hun gerne ville have en vagtplan.

Klagers tone over for indklagede ændrede sig væsentligt, efter at hun oplyste, at hun var gravid. Indklagede ønskede ikke at have en medarbejder stående i butikken, som udstrålede negativitet overfor stedet og tilmed ændrede forklaringer og meninger ad flere omgange.

Indklagede er af den opfattelse, at klager ikke var interesseret i at fortsætte samarbejdet med indklagede.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter ligebehandlingsloven.

En arbejdsgiver må ikke afskedige eller udsætte en medarbejder for mindre gunstig behandling på grund af graviditet.

Ligebehandlingsnævnet finder, at det er nødvendigt med mundtlige parts- og vidneforklaringer til afklaring af spørgsmål, der kan vise sig af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Nævnet har herved lagt vægt på, at der i sagen er en række modstridende oplysninger, herunder navnlig vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt klager mundtligt havde opsagt sin stilling hos indklagede, før hun oplyste indklagede om sin graviditet. Afklaringen af dette spørgsmål er relevant i forhold til en vurdering af, om klager blev forskelsbehandlet på grund af graviditeten.

Da en sådan bevisførelse ikke kan ske ved Ligebehandlingsnævnet, men må ske ved domstolene, kan nævnet ikke behandle sagen.

<2014-6810-43898>