Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - ansættelse - kommuner - medhold

J. nr. 2014-6810-34486

En kvinde søgte en stilling som pædagog ved et fritidshjem. Der var uenighed mellem parterne om, hvorvidt et tilbud om fastansættelse blev fremsat eller trukket tilbage, da kvinden oplyste fritidshjemmet om sin graviditet. Uanset om tilbuddet blev fremsat, trukket tilbage eller slet ikke fremsat skete dette i tæt tidsmæssig tilknytning til, at fritidshjemmet blev bekendt med graviditeten.

Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 25.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager ikke blev ansat som pædagog ved et fritidshjem i indklagede kommune, da klager oplyste indklagede om, at hun var gravid.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager ikke blev ansat som pædagog ved et fritidshjem under den indklagede kommune.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 25.000 kr. med procesrente fra den 17. juni 2014, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager var den 27. maj 2014 til jobsamtale ved et fritidshjem under indklagede kommune. Klager oplyste dagen efter ved en telefonsamtale med afdelingslederen ved fritidshjemmet, at hun var gravid.

Klager og afdelingslederen havde aftalt at mødes den 6. juni 2014 (fre-dag).

Klager sendte den 4. juni 2014 følgende mail til afdelingslederen:

"Siden vi snakkede sidst kan jeg mærke, at jeg er blevet skuffet over at i trækker den faste stilling tilbage fordi jeg er gravid. ¬Jeg har tænkt meget over det du sagde til mig, at vi er et godt match for hinanden og at jeg ville være en stor ressource i jeres hus. Jeg er enig og vil selvfølgelig gerne ligge et stort engagement i huset og være en stabil og loyal medarbejder, men jeg vil til gengæld for det, meget gerne havde sikkerheden fra den fastansættelse jeg søgte og fik hos jer, i stedet for nuværende forslag om timeansættelse. ¬Jeg forstår udemærket jeres situation og håber at møde noget forståelse for min."

Hertil svarede afdelingslederen samme dag: "En lidt skæv start, men vi ses på fredag, hvornår? "

Klager svarede, at hun formentligt ville komme ved 11-tiden, men ville sende besked om det præcise tidspunkt. Hun spurgte samtidig, om hun ville blive tilbudt en fastansættelse ved mødet om fredagen, hvortil afde-lingslederen svarede: " Lad os lige kikke hinanden i øjnene, afstemme forventninger og aftale nærmere. Jeg håber ikke det bliver meget sene-re, idet der jo kommer børn."

Klagers svar herpå var: "Jeg kan godt lide at være bare lidt forberedt, så jeg vil gerne vide om den faste stilling stadig er en mulighed for mig? " Klager oplyste samtidig, at hun ville komme hurtigst muligt efter sin aftale kl. 10, som kun burde tage en halv time.

Klager meldte pr. sms den 6. juni 2014 afbud til mødet samme dag. Hun skrev: "Jeg når desværre ikke at komme forbi i dag." Afdelingslederen skrev tilbage til klager: "Nå, held og lykke".

Den 13. juni 2014 skrev klager en sms til afdelingslederen:

"Jeg har tænkt lidt over din sidste besked og tror vi er gået skævt af hinanden for jeg mente bare jeg ikke kunne nå det i fredags. Men altså det virker ikke som om i er særligt interesserede i mig, hvis jeg gerne vil fastansættes selvom jeg er gravid. Jeg synes det er rigtigt ærgerligt! "

Afdelingslederen svarede den 16. juni 2014 pr. sms: "Du skriver en sms 6 dage efter du aflyste vores aftale. Jeg har også tænkt og mener ikke det er i orden, men endnu en gang held og lykke".

Klager svarede samme dag: "Der er mange ting her der ikke er i orden, blandt andet den måde du responderede på min besked. Ydermere har talt med min fagforening og de mener i har handlet i konflikt med lige-stillingsloven i forhold til min graviditet og jeg føler mig derfor nødsaget til at tage sagen videre."

Den 18. juni 2014 modtog klager en mail fra afdelingslederen med føl-gende indhold:

"Det er vanskeligt for mig at forstå dit motiv til at fortælle mig, at du er gravid allerede i vores første telefonsamtale efter ansættelsessamtalen. Jeg forstod det sådan, at du ville fortælle mig det for at være ærlig og havde forståelse for at det ikke hang sammen med en fastansættelse, som kræver stabilitet udover de fem måneder, der er til din barsel. Du har åbenbart en anden dagsorden og det undre mig at det tog så lang tid at få det præciseret. ¬Grunden til at jeg inviterede dig til et møde d. 6 juni var, at få klarlagt vores respektive forventninger og i tilfælde af vilje til samarbejde, bede dig udfylde straffe- og børneattest. Det forventede jeg selvfølgelig du var interesseret i, og jeg tænkte da du aflyste, at du havde valgt noget an-det, det er vel naturligt, når jeg ikke hører fra dig i seks dage. Du må jo have tænkt mere end lidt. ¬Jeg har svært ved at forstå din kontaktform og erkender at jeg har end-nu sværere ved at se dig udfylde rollen her i årene der kommer, da sta-bilitet, tillid og tydelig kommunikation er grundlæggende nøglebegreber her på [fritidshjem]. Men hvis du ønsker at starte her, er det nødvendigt, at du møder op, så vi kan få dig i systemet, så lad os aftale et møde. ¬Jeg ringer så der ikke er tvivl."

Klager svarede den 20. juni 2014 på mail: "Den eneste grund til at jeg ikke svarede prompte på din SMS, var fordi jeg var ret chokeret over du men det samme antog at jeg havde brændt jer af og du med det samme lukkede sagen ved at skrive 'Held og lykke'. Jeg sad hos lægen og tiden trak ud og du havde bedt mig om at være der inden kl. 11 og det kunne jeg ikke nå. På baggrund af, at du vidste jeg skulle noget inden og jeg havde sagt jeg ville sms'e dig hvis jeg blev forsinkede eller ikke kunne nå det, forstår jeg ikke din hårde tilbagemelding og derfor gik der et par dage hvor jeg ikke svarede. Jeg har på intet tidspunkt haft en skjult dagsorden, men jeg må reagerer på at i vil malke situationen og kun timeansætte mig så i ikke har nogen forpligtelse under min barsel. ¬På grund af alt det der er sket og den måde i har behandlet mig på og det faktum at i først vil tilbyde mig jobbet nu hvor jeg har sagt jeg vil tage sagen videre til ligebehandlingsnævnet fordi i har i strid med loven, gør at jeg ikke kan se mig selv arbejde hos jer."

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Klager ønsker at få medhold i, at indklagede handlede i strid med loven, og eventuelt en godtgørelse.

Klager var ikke gravid, da hun søgte stillingen som pædagog ved fritids-hjemmet. Klager oplyste ikke om sin graviditet ved jobsamtalen, da hun ikke ønskede, at den skulle få indflydelse på bedømmelsen af hende.

Afdelingslederen tilbød klager stillingen som fastansat pædagog, men trak sit tilbud om en fastansættelse tilbage efter, at klager oplyste om sin graviditet.

Klager er ikke enig i, at hun ikke blev tilbudt ansættelse telefonisk den 28. maj 2014. Afdelingslederen var i telefonen meget begejstret for klager og hendes kompetencer og oplyste med det samme, at de gerne ville tilbyde hende stillingen som fastansat pædagog 20 timer om ugen. Klager takkede ja, og de talte herefter kort om de kommende arbejdsopgaver. Det er ikke korrekt, at afdelingslederen blot ville klargøre vigtigheden af en stabil medarbejder. Dette var allerede diskuteret og klarlagt til jobsamtalen, hvorfor der ikke var grund til at gentage det ved telefonsamtalen.

Da afdelingslederen ved telefonsamtalen den 28. maj 2014 virkede meget begejstret og oprigtig, valgte klager at fortælle, at hun var gravid i uge 7, så der ikke på et senere tidspunkt skulle opstå problemer i den anledning. Klager oplyste først om graviditeten efter, at de havde talt om arbejdsopgaverne.

Afdelingslederen blev meget overrasket og oplyste, at han ville tale med sin chef, og at en graviditet ikke sås at hænge sammen med en fastansættelse. Han oplyste blandt andet: "Jeg kan jo ikke have dig rendende rundt her gravid. . .". Uanset om denne bemærkning gav mening, så var det hans kommentar. Klager opfattede det sådan, at afdelingslederen mente, at klager ville være svækket i forhold til at udfylde rollen som en stabil medarbejder, når hun var gravid, og at fritidshjemmet ikke ønske-de de ulemper, der fulgte med. Ud fra dette perspektiv giver kommentaren fin mening.

Klager spurgte herefter, om afdelingslederen nu ville trække tilbuddet om en stilling tilbage. Afdelingslederen svarede, at han ville tale med sin chef først.

Da afdelingslederen ringede tilbage, oplyste han, at de ikke kunne tilbyde en fastansættelse, men at de ville undersøge en anden mulighed. Nogle dage senere tilbød afdelingslederen en timeansættelse, som ville ophøre, når klager skulle på barsel, således at indklagede frit kunne ansætte en ny.

Klager kan ikke genkende, at afdelingslederen ved den senere telefon-samtale nævnte en anden ledig stilling, som var midlertidig. Klager blev alene tilbudt en timeansættelse. Hvis hun i øvrigt skulle være tilbudt en anden stilling, må dette tillægges den betydning, at hun rent faktisk var tilbudt og havde accepteret en fastansættelse. Ordlyden "en anden ledig stilling" bekræfter netop, at der har været tale om en stilling forud for den "anden". Sammenholdes dette med de andre dele af korrespondancen, giver det et klart billede af, at der var tale om en klar sag, hvor en stilling først blev tilbudt og derefter trukket tilbage med et efterfølgende tilbud om en "anden" stilling, og altså ikke blot diverse "misforståelser".

Det er korrekt, at afdelingslederen tilbød klager en samtale den 6. juni 2014, men dette var blot for at drøfte muligheden for en midlertidig ansættelse.

Klager udbad sig betænkningstid, da hun ikke kendte sine rettigheder. Klager henvendte sig til sin fagforening, som oplyste, at indklagede havde handlet i strid med loven.

Da klager blev opmærksom herpå, forsøgte hun at få indklagede til at fastholde tilbuddet om fastansættelse.

Dette ledte frem til klagers mail den 4. juni 2014, hvor klager gjorde opmærksom på, at hun følte sig krænket.

Ved mailkorrespondancen den 4. juni 2014 ønskede klager, at afdelingslederen skulle gøre det klart, om de på mødet den 6. juni 2014 skulle diskutere tilbuddet om fastansættelse. Det fremgår af korrespondancen, at afdelingslederen ikke ønskede at svare tydeligt på dette. Klager fik derfor den opfattelse, at det ikke længere var muligt at diskutere tilbuddet om fastansættelse.

Afdelingslederens bemærkning i mailen af 4. juni 2014 om "En lidt skæv start. . ." tyder på, at klager var tilbudt fastansættelse. Desuden benægtede afdelingslederen ikke i sit svar, at hun var tilbudt fastansættelse.

Klager mener, at indklagede er selvmodsigende, når de et sted anfører, at mødet den 6. juni 2014 skulle handle om den midlertidige ansættelse og et andet sted nævner, at mødet skulle omhandle fastansættelsen.

Klager endte med ikke at møde op til samtalen udelukkende på grund af, at den lægetid, som klager allerede havde nævnt over for afdelingslederen, trak ud, samt det faktum, at klager følte sig meget dårligt behandlet, særligt da klager ikke kunne få oplyst, om det stadig var muligt at drøfte den fastansættelse, som klager var blevet tilbudt og havde accepteret.

Ordlyden af de fremlagte citater i mailkorrespondancen viser på ingen måde, at klager ikke var blevet tilbudt eller ikke ønskede en fastansæt-telse. Tværtimod understreger de blot klagers undren og frustration over, at tilbuddet om en fastansættelse var trukket tilbage. Klagers kommentar i sms af 13. juni 2014 (rettelig 12. juni 2014) om, at "Jeg synes det er rigtigt ærgerligt! " understreger dette samt klagers forsøg på at få afklaret, om det var helt sikkert, at en fastansættelse ikke længere var i spil. Klager ønskede kun en fastansættelse og ikke en midlertidig løsning.

Klager skrev gentagne gange til afdelingslederen, at hun ikke vidste om fastansættelse fortsat var en mulighed. Hvis det er sandt, at afdelingsle-deren fortsat ønskede at ansætte klager, havde han flere muligheder for at gøre hende opmærksom på dette. Det gjorde han ikke, og hans und-vigende beskeder gjorde blot, at klager følte sig yderligere krænket.

Klager opfatter tilbuddet den 18. juni 2014 om en ansættelse som et "tilbud", der er fremsat i anledning af, at klager havde indgivet klage til Ligebehandlingsnævnet, og at indklagede var blevet opmærksom på, at de havde overtrådt ligebehandlingsloven. Tilbuddet blev givet på dette tidspunkt, hvor det var oplagt, at klager ikke længere var interesseret i at arbejde for fritidshjemmet, og hvor afdelingslederen ikke længere ønskede at ansætte klager. Afdelingslederen anførte således i sin mail, at han havde svært ved at se, at klager kunne udfylde rollen som medarbejder ved fritidshjemmet.

Klager afviser, at klagers bemærkninger til Ligebehandlingsnævnet hviler på tolkning og efterrationalisering. Dette er ligeså tilfældet for flere af indklagedes bemærkninger. Det kan ikke undgås, at der er en vis grad af fortolkning, opfattelse og indtryk, når der ikke foreligger yderligere dokumentation.

Mails og sms'er kan ikke stå alene i denne sag, idet grundlaget jo hviler på telefonsamtaler, der af sagens natur ikke kan fremlægges og jo nødvendigvis er påstand mod påstand. Klager påstår, at hun blev tilbudt fastsættelse, mens afdelingslederen påstår det modsatte. Klager mener, at korrespondancen understøtter dette, mens afdelingslederen mener det modsatte.

Det er irrelevant, hvorvidt indklagede har økonomiske udgifter i forbindelse med ansættelsen af en gravid, da afdelingslederens udtalelser om, at de ikke kunne have en gravid rendende, må være et udtryk for, at økonomi ikke har været en faktor. Derimod må afdelingslederen have anset klagers graviditet som en generel ulempe, da en graviditet ikke giver den stabilitet, som han forventer af en fastansat.

Klager blev den 4. juli 2014 kontaktet af en personalejurist ved indklagede, som tilbød klager et forlig på 25.000 kr., hvis klager trak sin klage til Ligebehandlingsnævnet tilbage. Dette mener klager ligeledes viser, at indklagede erkender, at sagen er uheldig. Klager afslog tilbuddet om forlig, da hun føler sig krænket af indklagede, og for at andre kvinder forhåbentligt kan undgå at havne i samme situation.

Hvis klager alene havde ønsket penge, havde hun accepteret indklagedes tilbud om forlig. At klager afstod fra dette, er en klar indikation på, at hun rent faktisk blev forskelsbehandlet på grund af køn/graviditet.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet forskelsbehandlet på grund af køn.

Indklagede tilbød ikke klager en stilling og derefter tilbagekaldte tilbuddet, fordi klager oplyste, at hun var gravid.

Ved telefonsamtalen den 28. maj 2014 oplyste klager fra starten af samtalen, at hun gerne ville være ærlig, og hun fortalte derefter, at hun var gravid. På dette tidspunkt havde afdelingslederen endnu ikke tilbudt en stilling til klager.

Indklagede ville forinden et tilbud om ansættelse klargøre over for klager, at det var vigtigt med en stabil medarbejder på grund af de udfordringer, som fritidshjemmet stod overfor i forbindelse med folkeskolereformen.

Indklagede havde til hensigt at tilbyde klager en fastansættelse den 28. maj 2014. Afdelingslederen tog imidlertid klagers oplysning om graviditeten som udtryk for, at hun på grund af sin pædagogiske faglighed måske ikke ønskede at tage mod et tilbud om fastansættelse af hensyn til børnene på fritidshjemmet, som har behov for stabilitet i personalegruppen.

Afdelingslederen ville undersøge med sin leder, om der var et alternativ til en fastansættelse, men dette var ikke en udelukkelse af en fastansættelse, men en undersøgelse af, om det var muligt at imødekomme klager.

Indklagede ville gerne ansætte klager og orienterede hende om en anden ledig stilling, som var midlertidig. Klager blev orienteret om den tidsbegrænsede ansættelse ud fra en opfattelse af, at det måske var, hvad klager selv ønskede. Klager blev dog ikke faktisk tilbudt denne stilling.

Det er ikke afgørende, om klager har forstået den præcise karakter af den anden ansættelsesform, herunder forskellen på en timelønsansættelse og en midlertidig ansættelse. Indklagede bekræfter, at muligheden for en anden form for ansættelse blev drøftet, og formuleringen en "anden ledig stilling" er alene udtryk for dette. Ordlyden beskriver ikke baggrunden for drøftelsen, og er således ikke en anerkendelse af, at der blev fremsat tilbud om fastansættelse, som blev accepteret og efterfølgende trukket tilbage.

Indklagede afviser, at afdelingslederen skulle have udtalt, at han ikke kunne have klager rendende rundt gravid. Uanset ansættelsesformen ville klager have været til stede på arbejdspladsen, mens hun var gravid. Et sådan udsagn giver derfor ingen mening. Afdelingslederen benægter ikke, at en graviditet ikke er optimal i forhold til den stabilitet, som børnene har behov for. Dette er indiskutabelt efter en objektiv vurdering af hensynet til børnene. Afdelingslederen havde den forståelse, at han og klager delte denne opfattelse, og at dette var klagers motiv til at oplyse om sin graviditet. Det afgørende er, at afdelingslederen ikke ensidigt undlod at tilbyde klager ansættelse ud fra dette hensyn.

Indklagede indbød klager til et møde den 6. juni 2014 for at få afklaret klagers tanker i forhold til muligheden for en midlertidig ansættelse.

Afdelingslederen havde til hensigt at få klarlagt parternes forventninger og samarbejdsvilje til mødet og i forlængelse heraf få de sidste formalia på plads forinden en ansættelse. Afdelingslederen havde til hensigt at tilbyde klager fastansættelse, såfremt klager havde vilje til at indgå i et samarbejde med indklagede. Afdelingslederen tilkendegav på intet tidspunkt, at en fastansættelse ikke var mulig.

Graviditeten var ikke til hinder for en ansættelse, såfremt klager ønskede en ansættelse. Mødet kunne have endt med et tilbud om den midlertidige stilling eller den faste stilling. Imidlertid blev afdelingslederen på baggrund af klagers mails af 4. juni 2014 usikker på, hvad der foregik, og han fandt det derfor bedst, at den videre drøftelse forgik ansigt til ansigt.

Da klager meldte afbud til mødet den 6. juni 2014 uden begrundelse eller forslag til nyt møde, opfattede afdelingslederen dette således, at klager ikke længere var interesseret i en ansættelse.

Afdelingslederens manglende benægtelse af klagers formulering omkring ansættelse i mail af 4. juni 2014 kan ikke tages til udtryk for en anerkendelse af forudgående tilbud og accept af en ansættelse. Afdelingslederen kommenterede slet ikke på nogle af klagers formuleringer eller udsagn, men indikerer, at der mellem parterne har været misforståelser, som kan udredes ved det aftalte møde. Såfremt ordlyden af parternes mailkorrespondance i sig selv skal betragtes som bevis for en given opfattelse, så kan ordlyden at klagers mail af 4. juni 2014 ("Ja det giver jeg dig ret i, men tænker du da, at i kan tilbyde mig en fastansættelse fre-dag? ") og sms af 13. juni 2014 ("Men altså det virker ikke som om I er særligt interesserede i mig, hvis jeg gerne vil fastsættes selvom jeg er gravid") bekræfte, at hun endnu ikke havde fået tilbudt fastansættelse, og at hun var i tvivl om, hvorvidt hun selv ønskede fastansættelse.

Korrespondancen mellem klager og afdelingslederen viser, at der er en gensidig misforståelse i forhold til parternes motivation og vilje til at indgå i et ansættelsesforhold.

Der er også uoverensstemmelse mellem klagers og indklagedes kronologi i forhold til samtaler og forståelsen af parternes udsagn. Eventuelle misforståelser kunne være afklaret, såfremt klager var mødt op til den aftalte samtale på fritidshjemmet. Indklagede afviser, at indklagede sammenblander kronologi med henblik på at fremstille sagen mindre uheldig for fritidshjemmet. Indklagedes beskrivelse af forløbet afspejler afdelingslederens opfattelse af forløbet.

Klager medvirkede i forløbet til misforståelser mellem parterne og som minimum i væsentlig grad til, at en afklaring af misforståelserne blev forsinket, og forlængede dermed rekrutteringsprocessen. Klager var således indbudt til samtale den 6. juni 2014, men aflyste og henvendte sig først syv dage senere.

Parternes relation led skade under det forløb, der efterfulgte samtalen den 28. maj 2014. På grund af aflysning af mødet den 6. juni 2014 samt det efterfølgende forløb blev tilbuddet om fastansættelse først fremsat den 18. juni 2014. Afdelingslederen havde fået en mindre positiv opfattelse af klager, men dette skyldes alene hendes adfærd og ikke hendes graviditet. Dette måtte stå klart for klager, og eftersom hun gav udtryk for det modsatte i sin sms af 16. juni 2014, blev hun i forlængelse heraf tilbudt fastansættelse den 18. juni 2014. Stillingen blev tilbudt uanset, at der var en gensidig forståelse af, at parterne ikke længere var et godt match, da der ikke skulle være tvivl om, at en undladelse af at ansætte klager ikke skyldtes graviditeten.

Det kan ikke påvises, at fritidshjemmet tilbød klager ansættelse før den 18. juni 2014. Klager afslog selv tilbud om en ansættelse ved mail af 20. juni 2014.

Klagers bemærkninger til Ligebehandlingsnævnet er i det væsentligste eksempler på tolkninger og efterrationaliseringer af afdelingslederens motiv og ord.

Der er ingen økonomiske konsekvenser af at ansætte en gravid medarbejder, da der i indklagede kommune er en barselsfond, der kompenserer for lønudgiften til en barselsvikar.

Indklagede bekræfter, at klager blev tilbudt et forlig på 25.000 kr. Dette er dog ikke en anerkendelse af, at klager faktisk blev udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Tilbuddet blev fremsat på baggrund af sagsbehandlingstiden af klagen i forhold til indklagedes ressourceforbrug og en længerevarende tidshorisont for afklaring af uoverensstemmelsen.

Det blev desuden vurderet, at der var meget forskellige opfattelser af forløbet, og at der derfor var en procesrisiko ved, at klagen blev behandlet ved Ligebehandlingsnævnet, idet der alene indgår skriftlige indlæg i sagsbehandlingen ved nævnet.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelse, forflyttelse og forfremmelse. Det fremgår videre af loven, at der foreligger direkte forskelsbehandling på grund af køn ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet.

Indklagedes tilbud om fastansættelse blev enten trukket tilbage eller slet ikke fremsat i tæt tidsmæssig tilknytning til klagers oplysning om sin graviditet.

Klager har således påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for direkte forskelsbehandling på grund af sin graviditet. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

Uanset, at der tilsyneladende har været nogle misforståelser mellem klager og afdelingslederen, finder nævnet ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke helt eller delvist var årsag til, at klager ikke fik jobbet.

Det forhold, at indklagede efter det oplyste den 18. juni 2014 efter kla-gens indlevering til Ligebehandlingsnævnet tilbød klager ansættelse, giver ikke nævnet anledning til at komme frem til et andet resultat. ¬¬Klager får derfor medhold i klagen.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fast-sættes til 25.000 kr.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse.

Indklagede skal herefter betale 25.000 kr. til klager med procesrente fra den 17. juni 2014, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

<2014-6810-34486>