Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - medhold

J.nr. 7100201-12

Klager blev afskediget fra sin stilling som ansvars-underwriter hos det indklagede forsikringsselskab da hun var gravid. Det var på baggrund af parternes bemærkninger usikkert, om indklagede havde haft kendskab til, at klager var gravid på opsigelsestidspunktet. Indklagede begrundede afskedigelsen med samarbejdsvanskeligheder, men havde ikke nærmere anført, hvori disse samarbejdsvanskeligheder bestod, og hvorfor det var nødvendigt at afskedige klager. Derudover blev klager forud for afskedigelsen tildelt en ekstraordinær bonus. Nævnet fandt efter en samlet vurdering, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i graviditet. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 415.000 kr., svarende til ni måneders løn.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling som ansvars-underwriter hos det indklagede forsikringsselskab. Klager var gravid på afskedigelsestidspunktet.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev afskediget fra sin stilling hos det indklagede forsikringsselskab den 12. april 2011.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til dig på 415.000 kr. med procesrente fra den 10. oktober 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager er uddannet cand.merc.jur. fra Handelshøjskolen i København. Hun blev ansat hos det indklagede forsikringsselskab som ansvars-underwriter den 2. august 2010.

Klager blev afskediget den 12. april 2011. Klager var gravid på afskedigelsestidspunktet.

Det fremgår af opsigelsesskrivelsen, at "vi har under samtalen beskrevet hvorfor vi mener at ansættelsesforholdet skal ophøre og under hvilke vilkår og konsekvenser det skal ske. Iflg. lovgivningen og reglerne på området behøver vi ikke begrunde opsigelsen (dit ansættelsesforhold har haft en varighed under 12 måneder), men for en god ordens skyld henviser vi til de betydelige og i vores optik irreparable samarbejdsvanskeligheder vi gennem en længere periode har haft og som vi har påpeget og diskuteret med dig gentagne gange . . ."

Klager blev afskediget med tre måneders varsel.

Klagers forventede termin var 5. november 2011.

Klagers fagforbund har i forbindelse med afskedigelsen været involveret i sagen og har ført forhandlinger med indklagede. Dette førte til, at forbundet indgik et forlig på klagers vegne. Det fremgår af e-mail af 26. april 2011 fra klagers fagforbund til indklagede, at "Kære [indklagedes advokat]. På vegne af vort medlem skal jeg acceptere aftalen. Jeg gør opmærksom på, at vort medlems adresse skal ændres til [ ]. Vi ser frem til at modtage aftalen underskrevet, gerne per mail. . ."

Accepten af forliget blev efterfølgende trukket tilbage. Forbundet har ikke efterfølgende ønsket at føre sagen videre. Af e-mail af 18. maj 2011 fra klagers fagforbund til indklagede fremgår: "Hej [indklagedes advokat]. Tak for samtalen. Som nævnt har jeg ikke haft mandat fra [klager] til at indgå aftalen med [indklagede]. Jeg har gået min mailkorrespondance med klager igennem og kan desværre ikke finde en mail, hvor hun overfor mig accepterer, at hun vil indgå aftalen. Som nævnt har det trukket ud, fordi [klager] har ønsket sig betænkningstid i forhold til, hvorvidt hun ville underskrive. For god ordens skyld kan jeg oplyse, at det selvfølgelig betyder, at [indklagede] ikke skal betale en godtgørelse på 1 måned til [klager] . . . [Fagforbundet] repræsenterer ikke længere [klager]. Vi har trukket os ud af sagen og al fremtidig henvendelse kan ske direkte til [klager]. . ."

Indklagedes advokat skrev den 18. maj 2011 til klager: "I ovennævnte sag har jeg i dag modtaget meddelelse fra [fagforbundet] om at du ikke vil acceptere den forligsaftale, som [fagforbundet] godkendte på dine vegne ved mail af 26. april 2011 . . . Jeg skal bede dig bekræfte overfor mig, hvorvidt du accepterer forligsaftalen eller ej. Såfremt dette ikke er tilfældet bemærker jeg for god ordens skyld, at det aftalte forligsbeløb selvsagt ikke vil komme til udbetaling, ligesom vor varsling af ferieafholdelse vil stå ved magt og det aftalte feriepengebeløb dermed heller ikke vil blive udbetalt. Jeg ser frem til at høre fra dig senest på fredag kl. 12.00."

Klager svarede den 20. maj 2011: "Jeg bekræfter hermed at jeg takker nej til [indklagedes] forligsaftale."

Klager indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet den 10. oktober 2011.

Indklagedes advokat skrev den 27. oktober 2011 til klager: "I ovennævnte sag har jeg modtaget kopi af din klage til Ligebehandlingsnævnet. Som tidligere anført er det min opfattelse, at sagen er forligt ved [fagforbundets] tiltrædelse af mine klienters forligsforslag. [Fagforbundet] har i forhold til mine klienter haft stillingsfuldmagt til at acceptere forliget på dine vegne, og hvorvidt [fagforbundet] i jeres interne forhold har haft mandatet i orden, er mine klienter uvedkommende. Jeg skal derfor henvise til, at ethvert krav du måtte mene at have udover forligsbeløbet, skal rettes mod [fagforbundet]. Jeg vil derfor opfordre dig til at anvise kontonummer således at jeg straks kan foranledige forligsbeløbet indbetalt."

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at hun er blevet afskediget i strid med ligebehandlingsloven. Klager har nedlagt påstand om økonomisk kompensation svarende til den løn under barsel, som klager ville have været berettiget til ifølge ansættelseskontrakten. Dette udgør ifølge overenskomsten 28 ugers fuld løn inkl. pension samt pensionsbidrag i 60 uger efter fødsel. Klager har desuden nedlagt påstand om løn svarende til august og september 2011, da klager som højgravid har vanskeligt ved at få et nyt arbejde, inden hun skal påbegynde sin barsel.

Ultimo marts 2011 underrettede klager sin kollega A, om at hun var gravid. Herefter rådførte klager sig hos sin teamleder B omkring barselsvilkårene.

På et møde den 5. april 2011 virkede klagers nærmeste leder C irriteret og konfronterende overfor klager. Det vedrørte en sag med en samarbejdspartner, hvor C beskyldte klager for ikke at have involveret ham tilstrækkeligt i sagen. Klager anfægtede dette, da hun havde involveret ham og sat ham på som kopimodtager på alle e-mails. Desuden havde alle afdelingens andre relevante personer været involveret i sagen. Da C indså dette afkortede han emnet prompte og aggressivt, en reaktion, som klager ikke tidligere havde oplevet fra ham. Klager var chokeret over mødet og gik samme dag til sin country manager D for at få sparring. D nævnte, at han rigtig godt kunne lide klagers arbejdsfacon og gåpåmod, og at han var godt tilfreds med klager. D mente, at der var tale om en misforståelse og bad klager om at snakke med C dagen efter. Dagen efter blev episoden afklaret med C.

Omkring den 8. april 2011 blev klager kaldt til møde med D, hvor han spurgte, om klager var okay. Det var vigtigt for D at vide, at hans medarbejdere følte sig trygge. Der blev ikke omtalt samarbejdsvanskeligheder.

Dagen inden afskedigelsen, den 11. april 2011, blev klager af C bedt om at holde sin kalender åben til et møde den 13. april 2011 vedrørende klagers mål for det kommende år. Klager blev desuden bedt om at bekræfte et møde med en samarbejdspartner. Heller ikke i denne samtale blev der omtalt samarbejdsvanskeligheder, tværtimod blev der lagt op til, at klager skulle være nøgleperson i det fremtidige samarbejde med den pågældende samarbejdspartner.

Den 12. april 2011 meddelte klager mundtligt til C, D samt branch accountant E, at hun var gravid. Klager modtog herefter uden forudgående varsel en afskedigelse begrundet i samarbejdsvanskeligheder. Klager afviser, at hun først meddelte, at hun var gravid, på mødet den 13. april 2011. Den skriftlige bekræftelse på afskedigelsen modtog klager først efter, at hun havde meddelt, at hun var gravid.

Klager havde som følge af sin graviditet mange symptomer i ugerne op til afskedigelsen i form af kvalme og manglende appetit. Blandt andet klagers nærmeste kolleger spurgte til om klager var gravid, og klager bekræftede dette overfor A. En anden af klagers kolleger, G, har overfor klager bekræftet, at hun kort forinden afskedigelsen havde drøftet klagers graviditet med andre kolleger, heriblandt H, som var teamleder B's samlever. B var således fuldt ud vidende om klagers graviditet.

I klagers arbejdskalender, som er frit tilgængelig for lederne, har klager indført synlige graviditetsbetingede notater om blandt andet scanninger og ugeforløb, der har kunnet påvise, at klager var gravid. Blandt andet havde klager indført i kalenderen, at hun ville orientere om sin graviditet efter påske. Klager blev afskediget umiddelbart inden påske. C havde kort forinden afskedigelsen spurgt klager til kalenderen omkring et møde den 14. april, og han har således lige op til afskedigelsen set i klagers kalender. Endelig har klager haft scanningsbilleder liggende åbent på arbejdscomputeren.

Der har ikke på noget tidspunkt været grundlag for at afskedige klager på grund af samarbejdsvanskeligheder, eftersom der efter klagers opfattelse aldrig har været nogen samarbejdsvanskeligheder. Hertil kommer, at afskedigelsen er sket uden forudgående advarsel, hvilket må skærpe kravene til de samarbejdsvanskeligheder, som indklagede gør gældende som grundlaget for afskedigelsen.

Klager har været vellidt af sine kolleger. Klager har vedlagt en e-mail fra sin kollega A og en hilsen fra en tidligere kollega, som understøtter dette. Klager har stadig god kontakt med flere af sine tidligere kolleger, som er kede af situationen og det, der er sket.

Den 25. marts 2011 (tre uger inden afskedigelsen) modtog klager en ekstraordinær bonus på 10.000 kr. for godt arbejde og de opnåede resultater. Der var tale om en bonus, som klager ikke ifølge sin ansættelseskontrakt har krav på. Pr. 1. januar 2011 var klager den medarbejder i afdelingen, der havde indtegnet for flest nytegnede præmiekroner.

Klager har i ansættelsesperioden og efterfølgende, modtaget ros fra flere eksterne samarbejdspartnere. Klager er blevet opfordret til at søge en intern stilling på indklagedes hovedkontor i London.

Indklagede ønskede som udgangspunkt ikke at fritstille klager i opsigelsesperioden. Der må derfor stilles spørgsmålstegn ved graden af de samarbejdsvanskeligheder, som indklagede så. Det var først efter, at klagers fagforbund blev involveret i sagen, at indklagede mente, at samarbejdsvanskelighederne var så store, at klager ikke længere skulle møde på arbejde i opsigelsesperioden.

D nævnte efter afskedigelsen overfor klagers fagforbund, at der var et ønske fra klagers kolleger om, at hun blev fjernet. D ville dog ikke uddybe det nærmere. Udsagnet fra D kom først efter fagforbundet efterspurgte en uddybende begrundelse for afskedigelsen. Klager er uforstående overfor dette udsagn, blandt andet fordi hun dagen inden afskedigelsen modtog blomster og chokolade fra sin nærmeste kollega F som tak for privat hjælp. Klager har efterfølgende modtaget et brev fra F med de bedste hilsner. Inden F skrev dette brev blev hun afhørt af indklagede om hvad hun havde tænkt sig at skrive, da det ikke måtte kunne bruges imod indklagede.

Det må derfor lægges til grund, at der ikke var grundlag for at afskedige klager på grund af samarbejdsvanskeligheder, og at afskedigelsen reelt var begrundet i klagers graviditet. Dette understøttes af, at C og D ved ansættelsessamtalen gentagne gange indtrængende og meget nærgående spurgte klager, om hun ønskede at blive gravid i den nærmeste fremtid. De gjorde det klart, at indklagedes virksomhed i Danmark er lille, og at de ville blive hårdt ramt af en eventuel graviditet og barsel. De spurgte også til, hvordan klager havde tænkt sig at holde barsel, såfremt hun blev gravid. Det blev også gjort klart for klager, at der var en anden kandidat til stillingen, hvor udsigten til graviditet ikke var ikke eksisterende.

Klager fik efter afskedigelsen bistand af sit fagforbund, som førte nogle forhandlinger med indklagede. Fagforbundet var overbevist om, at klagers graviditet var årsag til afskedigelsen. Det fremgår af en e-mail fra forbundet til klager: "Som aftalt fremsendes mail til [D], hvor jeg spørger til nogle af de ting, som undrer mig ved forløbet. [C og D's] forklaringer lød øvede og de brugte nøjagtigt de samme ord, hvilket ikke er sædvanligt. Det var deres samstemmende forklaringer, som får mig til at tro, at de har kendskab til din graviditet. Det er desuden et underligt tidspunkt at blive opsagt på. Det er sædvanligt, at blive opsagt sidst på måneden og ikke den 12. i en måned. [D] begrundede opsigelsestidspunktet med, at han havde haft dine kolleger stående inde på sit kontor og at de havde bedt ham om at opsige dig, da de ikke længere kunne arbejde sammen med dig . . . [D] nævnte også, at der var 3 personer fra [indklagede] med til at bevidne opsigelsen af dig i tilfælde af, at du skulle starte en sag op. [Indklagede] er velvidende om, at du ikke kan rejse en sag om usaglig afskedigelse på grund af opsigelsen, idet du ikke har været ansat 1 år. Dette har de fremhævet i opsigelsen. Derfor må de forud for opsigelsen have tænkt, at du måske ville rejse en sag på baggrund af andre omstændigheder såsom graviditet . . ."

Det er korrekt, at klagers fagforbund først fejlagtigt godkendte et økonomisk forlig. Efterfølgende har klager dog modtaget e-mailen af 18. maj 2011 fra indklagedes advokat, der bekræfter, at det fejlagtige forlig ikke gennemføres. Det er således først efter sagens indbringelse for Ligebehandlingsnævnet, at indklagede ønsker at fastholde forliget.

Klager har fremlagt en e-mail fra D, som klager er kommet i besiddelse af, hvori D skriver, at "Vi havde fra [klagers forbund] forstået, at den fratrædelsesaftale vi havde foreslået [klager] var accepteret. Det viser sig at [klager] ikke har accepteret den og at vi derfor kan forvente et efterspil. [Forbundet] har meddelt at de ikke vil repræsentere [klager]. Det understreges at al kommunikation af ansættelsesretlig karakter, om ansættelsesperioden og dens indhold eller forløb og information i den forbindelse kun kan ske via mig og vores advokat . . ."

Omstændighederne omkring klagers tidligere ansættelsesforhold er irrelevante for sagen. I forbindelse med ophøret i det tidligere ansættelsesforhold blev der ført en sag via klagers forbund, og klager fik medhold på alle punkter. Der blev efterfølgende indgået forlig med arbejdsgiveren. Da indklagede kontaktede klager og tilbød hende en stilling som underwriter, efter de havde hørt positivt om hende i markedet, var klager ærlig og fortalte, at der havde været en række udfordringer på den tidligere arbejdsplads. Indklagede har selv haft klagers tidligere chef ansat og havde haft meget store problemer forbundet hermed, ifølge indklagedes eget udsagn. Klager havde derfor indklagedes fulde opbakning. Indklagede valgte at ansætte klager på trods af deres frygt for, at hun skulle blive gravid inden for den nærmeste årrække, fordi de så et potentiale i klagers person og kvalifikationer.

Klager afviser, at det er nødvendigt for at afgøre sagen, at der afhøres vidner. Klager har løftet bevisbyrden for, at der ikke var tale om samarbejdsvanskeligheder. Klagers tidligere chef er efterfølgende blevet omrokeret i organisationen således at han ikke har noget personaleansvar i dag.

Indklagede påstår principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Klager var en meget energisk og initiativrig medarbejder, hvilket hun fik både ros og bonus for. Klager havde til gengæld yderst vanskeligt ved at indordne sig i samarbejdet med chefer og kolleger. Dette blev påtalt adskillelige gange undervejs i ansættelsesforholdet. Emnet blev ligeledes allerede drøftet under ansættelsessamtalen, idet klager var blevet opsagt fra sit tidligere arbejde på grund af samarbejdsvanskeligheder. Efter flere episoder med klager så indklagede sig nødsaget til at afskedige klager. Klager blev derfor indkaldt til et møde den 13. april 2011. På dette møde deltog C, D og F. Klager fik på mødet at vide, at hun var afskediget. Klager meddelte herefter, at hun var gravid. Indklagede var ikke bekendt med dette forud for mødet, og beslutningen om afskedigelse var på ingen måde motiveret heri.

Efter afskedigelsen blev indklagede kontaktet af klagers fagforbund, som meddelte, at de repræsenterede klager. Efter en del korrespondance og telefoniske drøftelser valgte indklagede af procesøkonomiske årsager at tilbyde en forligsmæssig løsning af sagen. Forligstilbuddet blev i e-mail af 26. april 2010 accepteret af fagforbundet "på vegne af vort medlem". Fagforbundet meddelte den 18. maj 2010, at klager alligevel ikke ønskede at indgå forlig, og at forbundet ikke havde haft deres mandat i orden til at indgå aftalen. Indklagede har efterfølgende den 27. oktober 2011 haft direkte kontakt til klager og tilbudt at opfylde forliget. Klager har ikke reageret herpå.

Sagen skal afvises, fordi sagen er forligt til fuld og endelig afgørelse mellem parterne. Såfremt klager ikke vil vedstå sig forliget, som forbundet indgik på hendes vegne, må det være en sag mellem klager og forbundet. I forhold til indklagede har forbundet haft fuldmagt til at indgå en bindende aftale på klagers vegne. Indklagede var i god tro herom, da aftalen blev indgået, og der gik næsten fire uger indtil klager fortrød. Et eventuelt manglende mandat mellem klager og fagforbundet er underordnet, idet fagforbundet handlede i henhold til stillingsfuldmagt.

Sagen skal endvidere afvises, da den ikke er egnet til behandling i Ligebehandlingsnævnet, fordi sagen forudsætter bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Det vil kunne afklares ved vidneforklaringer, at klager havde særdeles vanskeligt ved at indordne sig i samarbejdet, at hun i sit tidligere arbejde havde samarbejdsproblemer, og at indklagede ikke havde kendskab til, at klager var gravid.

Såfremt sagen ikke afvises gør indklagede gældende, at afskedigelsen af klager på ingen måde var begrundet i hendes graviditet, som klager først oplyste om på samme møde, hvor hun blev afskediget. Klager blev afskediget på grund af samarbejdsvanskeligheder, hvilket vil kunne understøttes af vidneforklaringer.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres egentligt bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Det fremgår af sagen, at klagers fagforbund den 26. april 2011 accepterede det af indklagede tilbudte forlig på klagers vegne. Klagers fagforbund meddelte den 18. maj 2011 indklagede, at de ikke havde haft mandat til at indgå forlig. Indklagede har ved e-mail af 18. maj 2011 bedt klager om at bekræfte, hvorvidt hun ønskede at acceptere det tilbudte forlig eller ej, idet indklagede ellers ikke ville betale forligsbeløbet. Klager svarede den 20. maj 2011, at hun ikke ønskede at indgå forlig. Indklagede kan således ikke nu påberåbe sig, at der skulle foreligge et bindende forlig.

Det er ubestridt, at klager var gravid på tidspunktet for afskedigelsen den 12. april 2011. Det påhviler herefter indklagede at løfte bevisbyrden for, at klagers graviditet hverken helt eller delvist var årsag til afskedigelsen. Der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt indklagede på afskedigelsestidspunktet havde kendskab til, at klager var gravid.

Den omvendte bevisbyrde har til formål at fritage en klager fra at bevise, at graviditeten er indgået i beslutningen om afskedigelse. Bedømmelsen af om indklagede har løftet bevisbyrden for, at graviditeten hverken helt eller delvist var årsag til afskedigelsen, må bero på en samlet vurdering, herunder om indklagede må anses for ved afskedigelsen at have haft kendskab til graviditeten.

Det er på baggrund af parternes bemærkninger usikkert, om indklagede har haft kendskab til, at klager var gravid på opsigelsestidspunktet.

Indklagede har som begrundelse for afskedigelsen anført samarbejdsvanskeligheder, men indklagede har ikke nærmere anført, hvori disse samarbejdsvanskeligheder bestod, og hvorfor det var nødvendigt at afskedige klager. Indklagede har henvist til, at der havde været "flere episoder" med klager, men har ikke nærmere redegjort for hvilke episoder, der var tale om. Yderligere er der ikke fremlagt dokumentation for, at indklagede forud for afskedigelsen har påtalt samarbejdsvanskeligheder overfor klager, hvorimod det er ubestridt, at klager den 22. marts 2011 fik udbetalt en ekstraordinær bonus.

Nævnet finder efter en samlet vurdering, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen af klager hverken helt eller delvist var begrundet i graviditet.

Klager får derfor medhold i sin klage.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 415.000 kr. Godtgørelsen er fastsat med udgangspunkt i ni måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 415.000 kr. til klager med procesrente fra den 10. oktober 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.

<7100201-12>