Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - kommuner - fratrædelsesgodtgørelse - medhold

J. nr. 7100496-12

En kvinde fratrådte sin stilling som fagkonsulent i en kommune. Klager mente, at indklagede krænkede forskelsbehandlingsloven ved at afvise at udbetale fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a på trods af en dom fra Vestre Landsret. Indklagede udbetalte først godtgørelsen omkring tre måneder efter, at sagen var indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Nævnet fandt, at den sene udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven, og klager blev tilkendt en godtgørelse på  5.000 kr.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en 60-årig kvinde fratrådte sin stilling som fagkonsulent i en kommune.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Indklagede handlede i strid med forskelsbehandlingsloven i forbindelse med udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 5.000 kr. med procesrente fra den 19. juni 2012, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Der blev den 13. oktober 2011 indgået aftale om, at klager skulle fratræde sin stilling som fagkonsulent i den indklagede kommune pr. 30. april 2012. Klager var fritstillet fra aftaleindgåelsen og indtil fratrædelsesdatoen.

Det fremgik af fratrædelsesaftalen, at det var indklagedes opfattelse, at klager "i forhold til den nuværende lovgivning ikke er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, jf. funktionærlovens § 2a. [Indklagede] er imidlertid indstillet på, at forældelsesfristen for rettelse af krav på fratrædelsesgodtgørelse suspenderes."

Hvis parterne ikke var nået til enighed om fratrædelsesaftalen, ville indklagede have set sig nødsaget til at opsige klager.

Det fremgik videre af fratrædelsesaftalen, at sagen hermed uden præjudice var fuldt og endeligt afsluttet, og at parterne ikke havde yderligere krav på hinanden, herunder hverken arbejdspligt eller forvaltningsretligt med mere.

Klager fik fra den 18. november 2011 en tidsbegrænset ansættelse som socialrådgiver i et barselvikariat i en anden kommune. Fra den 1. april 2012 blev klager ansat i en tidsubegrænset stilling som socialfaglig konsulent i en tredje kommune.

På baggrund af Vestre Landsrets dom af 8. juni 2012 rettede klager den 11. juni 2012 henvendelse til indklagede med krav om udbetaling af godtgørelse efter funktionærlovens § 2.

Indklagede meddelte i mail af 13. juni 2012 til klager, at man havde vendt sagen, herunder dommen af 8. juni 2012, med KL. Det var KL´s udmelding, at der fortsat ikke var hjemmel til udbetaling af godtgørelse efter funktionærlovens § 2a i den konkrete sag, da funktionærloven ikke var ændret.

Indklagede henviste i den forbindelse til, at det som offentlig arbejdsgiver var særligt vigtigt at sikre sig, at der var hjemmel til de dispositioner, der blev foretaget.

KL havde oplyst, at der pt. blev indgået forlig i nogle sager, hvor medarbejderen havde dokumenteret at have været i beskæftigelse seks måneder efter fratrædelsesdatoen og ikke havde fået udbetalt arbejdsgiverpension. Indklagede fastholdt derfor, at der ikke på daværende tidspunkt var hjemmel til at udbetale godtgørelse efter § 2a.

Indklagede ville under henvisning til de forlig, der pt. blev indgået i KL, bekræfte at ville medvirke til udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse fra fratrædelsesdatoen og til udbetalingsdatoen, såfremt klager fortsat var i arbejde ved udgangen af oktober måned 2012 og fortsat havde valgt ikke at få udbetalt arbejdsgiverpension.

Klagen til Ligebehandlingsnævnet er dateret den 19. juni 2012.

Indklagede tilkendegav over for klager den 10. august 2012 vilje til at ville udbetale godtgørelse, og udbetalingen heraf skete den 17. september 2012.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at indklagede har krænket forskelsbehandlingsloven ved at afvise at udbetale fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.

Klager ønsker at få udbetalt fratrædelsesgodtgørelsen samt en godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Klager henviser til, at fratrædelsesaftalen er dateret den 13. oktober 2011, og at hun i forbindelse med udløbet af opsigelsesperioden rejste krav om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a. Klager mener, at hun har dokumenteret sin fortsatte erhvervsmæssige tilknytning.

Klager henviser videre til domspraksis, herunder Ole Andersen-sagen mod Region Midtjylland og EU-domstolens præjudicielle afgørelse forud for denne sag samt dom af 8. juni 2012 fra Vestre Landsret.

Indklagede afviste flere gange, senest den 13. juni 2012, at udbetale fratrædelsesgodtgørelsen, uanset at der nu forelå en dom fra Vestre Landsret.

Klager mener, at indklagede forvrænger sagens faktuelle forløb ved i svaret af 12. september 2012 at henvise til, at der først på dette tidspunkt forelå det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for udbetalingen.

Klager henviser i den forbindelse til, at hun den 14. maj 2012 sendte kopi af sine ansættelsesbreve til kommunen. Det fremgik af ansættelsesbrevene, at klager i perioden fra den 18. november 2011 til den 30. juni 2012 var ansat i et vikariat, og at hun blev ansat i en fast stilling pr. 1. april 2012.

Klager understreger, at indklagede allerede i forbindelse med udløbet af opsigelsesvarslet den 30. april 2012 var bekendt med, at hun havde haft et vikariat, og at hun havde fået fastansættelse i sin nuværende stilling. Indklagede var også bekendt med, at klager agtede at forfølge sin erhvervskarriere, og at der ikke var grundlag for udbetaling af pension til klager.

Klager blev den 10. august 2012 kontaktet telefonisk af indklagede med tilbud om udbetaling af godtgørelse efter funktionærlovens § 2a. Klager meddelte den 12. august 2012, at hun gerne ville have godtgørelsen, men at hun fortsat ønskede at få sagen behandlet i Ligebehandlingsnævnet.

Det er klagers opfattelse, at indklagede på baggrund af retstilstanden, da hun fratrådte sin stilling, ikke umiddelbart var indstillet på at udbetale godtgørelse efter funktionærloven. Klager mener derfor, at indklagede har gjort sig skyldig en så grov overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, at hun bør tilkendes en godtgørelse.

Klager afviser, at hun i forbindelse med fratrædelsesaftalen har fraskrevet sig retten til en eventuel godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Klager henviser i den forbindelse til, at dette forhold slet ikke indgik i drøftelserne om fratrædelsesaftalen. Indklagedes overtrædelse af forskelsbehandlingsloven er desuden først sket efter, at fratrædelsesaftalen var indgået.

Indklagede har i høringssvar af 17. september 2012 oplyst, at kommunen nu har udbetalt fratrædelsesgodtgørelsen til klager.

Baggrunden for, at indklagede først havde udbetalt fratrædelsesgodtgørelse nu, var, at man havde været nødt til at sikre sig, at der forelå det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for udbetalingen. Klager var nu fremkommet med faktuelle oplysninger, der kunne afklare, at sagen faktuelt havde lighed med Ole Andersen-sagen, herunder at der var skabt klarhed for, at klager for det første havde fortsat sin erhvervskarriere og for det andet ikke havde fået udbetalt sin alderspension.

Det var på baggrund af disse oplysninger indklagedes vurdering, at der var skabt det fornødne hjemmelsmæssige grundlag for at foretage udbetaling i strid med, hvad der normalt følger af funktionærlovens § 2a.

For så vidt angår spørgsmålet om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven henviser indklagede til, at der ikke endeligt er taget stilling til dette spørgsmål i retspraksis, og at dommen af 8. juni 2012 fra Vestre Landsret er indbragt for Højesteret.

Indklagede har bedt Ligebehandlingsnævnet om at sætte sagen i bero, indtil der foreligger en endelig afklaring af, hvorvidt der i en situation som den foreliggende vil være krav på godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Såfremt nævnet ikke ønsker at sætte sagen i bero, henviser indklagede til, at det fremgår af forarbejderne til forskelsbehandlingsloven, at der ved fastsættelse af godtgørelse navnlig skal tages hensyn til grovheden af krænkelsen.

Indklagede henviser videre til, at Højesteret har udtalt, at der ved vurderingen af godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven navnlig skal tages hensyn til baggrunden for overtrædelsen og den krænkelse, der måtte være påført i den pågældende situation. For eksempel udsættes en lønmodtager, der uberettiget bliver afskediget eller forflyttet, utvivlsomt for en større krænkelse, end hvis der - som i den foreliggende sag for Højesteret - alene var tale om manglende pensionsindbetaling fra arbejdsgiverens side.

Indklagede henviser videre til, at Vestre Landsret i Ole Andersen-sagen udtalte, at der var en sådan tvivl om EU-rettens betydning for spørgsmålet om udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a,

at der havde været grundlag for en præjudiciel forelæggelse for EU-dom-stolen. Under disse omstændigheder, hvor baggrunden for overtrædelsen havde været et tvivlsomt lovfortolkningsspørgsmål, hvor fratrædelsesgodtgørelsen blev udbetalt kort efter, at dommen fra EU-dom-stolen forelå, og hvor krænkelsen i form af manglende udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse endvidere ud fra en almindelig betragtning måtte anses for forholdsvis begrænset, fandt landsretten, at der ikke var grundlag for at tilkende godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven.

Det er på denne baggrund indklagedes opfattelse, at der som følge af den betydelige tvivl på området under alle omstændigheder ikke vil være grundlag for godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Hertil kommer, at den indklagede kommune udbetalte fratrædelsesgodtgørelsen til klager, efter at der var kommet den fornødne retlige og faktuelle afklaring.

Indklagede henviser i øvrigt til, at der i fratrædelsesaftalen blev gjort op med ethvert mellemværende mellem parterne, dog ud over spørgsmålet om fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a. På mødet den 13. oktober 2011, hvor parterne indgik fratrædelsesaftalen, deltog der en repræsentant for klagers faglige organisation.

Det er på denne baggrund klagers opfattelse, at parterne på mødet gjorde endeligt op med spørgsmålet om en mulig godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, og at klager således har givet afkald på at gøre krav gældende om godtgørelse for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven.

Indklagede har efterfølgende oplyst, at det forventes, at Højesteret vil afsige dom i den nævnte ankesag i marts 2014.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. (forskelsbehandlingsloven).

Nævnet har ikke kompetence til at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt klager var berettiget til fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven.

Fratrædelsesaftalen gjorde ikke udtrykkeligt op med spørgsmålet om, hvorvidt klager kunne have et krav på indklagede for overtrædelse af forskelsbehandlingsloven, der i øvrigt som det klare udgangspunkt ikke ved aftale kan fraviges til ugunst for klager. Nævnet er derfor ikke afskåret fra at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har overtrådt forskelsbehandlingsloven i forbindelse med udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a.

Klager fratrådte sin stilling som fagkonsulent hos indklagede den 30. april 2012. Indklagede tilkendegav ifølge klager den 10. august 2012, at man var indstillet på at betale fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a, og udbetalingen skete den 17. september 2012.

Baggrunden for, at udbetalingen først skete på dette tidspunkt, var efter det af indklagede oplyste, at indklagede ønskede at sikre sig, at det retlige og faglige grundlag for at udbetale fratrædelsesgodtgørelsen var i orden, herunder afvente de forlig, som KL indgik i lignende sager, samt sikre sig, at klager fortsat var i erhverv, og at hun ikke fik udbetalt pension.

Nævnet finder imidlertid, at det ved EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 blev fastslået, at beskæftigelsesdirektivets bestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv skal fortolkes således, at de er til hinder for en national forskrift som funktionærlovens § 2a, hvorefter alene den omstændighed, at en arbejdstager har ret til en arbejdsgiverbetalt pensionsordning, og som arbejdstageren er indtrådt i før det fyldte 50. år, medfører, at arbejdstageren ikke er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse i henhold til den pågældende bestemmelse.

Det var således allerede ved fratrædelsesaftalens indgåelse den 13. oktober 2011 og også, da klager fratrådte sin stilling den 30. april 2012, fastslået, at nægtelse af fratrædelsesgodtgørelsen stred mod EU-retten.

På trods heraf er udbetaling af fratrædelsesgodtgørelsen først sket cirka tre måneder efter, at klager indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet.

På denne baggrund finder nævnet, at indklagede har handlet i strid med forskelsbehandlingsloven.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der efter forholdets karakter passende skønsmæssigt kan fastsættes til 5.000 kr.

Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente

fra den 19. juni 2012, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlings-nævnet.

Beløbet skal betales inden 14 dage.

<7100496-12>