Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Kendelse

afsagt af Tvistighedsnævnet den 27. august 2015 i sag 29.2015

A

v/forhandlingssekretær Morten Fischer-Nielsen, 3F

mod

B

v/advokat Steen Ladekarl

I sagens behandling har som faste medlemmer af Tvistighedsnævnet deltaget landsdommer Tine Vuust (formand), chefkonsulent Simon Neergaard Holm (DA) og advokat Pernille Leidersdorff-Ernst (LO). Endvidere har som særligt sagkyndige medlemmer deltaget anlægsgartner Anders Matthiessen, udpeget af Danske Anlægsgartnere, og forhandlingssekretær Peter Kaae Holm, udpeget af 3F.

Mellem klageren, A, født den 2. april 1990, og indklagede, B, blev den 20. december 2013 indgået en uddannelsesaftale, hvorefter eleven skulle uddannes som greenkeeper assistent med uddannelsesperiode fra den 1. marts 2014 til den 26. september 2014. Ved tillæg til uddannelsesaftalen, underskrevet af parterne den 27. og 29. august 2014, blev uddannelsesperioden forlænget til den 16. september 2016.

Denne sag drejer sig om godtgørelse for tab af uddannelsesgode i anledning af praktikvirksomhedens ensidige ophævelse af uddannelsesaftalen.

A har ved sin faglige organisation, 3F, Den Grønne Gruppe, ved klageskrift modtaget den 4. juni 2015 indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at B tilpligtes at betale 30.000 kr. til A.

Sagen har været behandlet på Tvistighedsnævnets møde den 25. august 2015.

Sagsfremstilling

Ved brev af 1. november 2014 blev uddannelsesaftalen ophævet. Om begrundelsen herfor hedder det i brevet:

”Det er konstateret, at du fredag d. 17. oktober har taget dunke med brændstof fra greenkeepergården. Det er desuden konstateret, at du har lånt klubbens tilhørende redskaber, bl.a. motorhækkeklipper samt motorsav, og anvendt til formål der ikke vedrører dit arbejde for klubben.

Det er sket uden tilladelse fra din foresatte, og der er ikke sket afregning heraf.

På baggrund af ovennævnte forhold, særligt med henvisning til tyveriet af benzin, foreligger der en misligholdelse af ansættelses- og uddannelsesaftalen, hvorfor klubben med øjeblikkelig virkning ophæver ansættelses- og uddannelsesaftalen. ”

Brevet er underskrevet af A som kvittering for modtagelsen.

Ved mail af 4. december 2014 anmodede 3F om lokalforhandling vedrørende ophævelsen af uddannelsesaftalen, og møde i sagen blev afholdt den 8. januar 2015.

Forklaringer

A har forklaret blandt andet, at han ikke har taget to dunke benzin som påstået af golfklubben. Han har tidligere med tilladelse lånt maskiner med tilhørende blandet benzin og leveret det hele tilbage, men ikke i weekenden op til sit skoleophold, som begyndte mandag den 20. oktober 2014. Han havde om fredagen den 17. oktober 2014 fået at vide, at han ikke skulle på skole, fordi chefgreenkeeperen V3 også skulle på skole i den samme periode. Han mødte derfor til normal tid mandag morgen, men fik ved 8-9 tiden en opringning om, at han godt kunne komme på skole alligevel. Han gik herefter over til V1 og spurgte, om han kunne få transportgodtgørelse på forskud, fordi han ikke havde nogen penge. Han fik at vide, at pengene ikke kunne blive udbetalt kontant, men blive overført til hans konto, hvilket ikke hjalp ham, da hans konto stod i minus. Han ringede derfor til sin ven V2, hvis forældres bil han havde lånt, mens forældrene var på ferie i Californien. Han lånte penge til diesel til bilen af V2. Mandag den 1. november 2014 blev han kaldt til møde med V3 og V1, hvor han fik at vide, at han var bortvist, fordi han ikke havde fået lov til at låne maskiner og havde stjålet brændstof.

V1 har forklaret bl.a., at han som forretningsfører i golfklubben er chef for alle ansatte i klubben. Han har ikke hørt om påtænkte ændringer af A’s skoleophold. A henvendte sig om fredagen med anmodning om et kontant forskud på kørselsgodtgørelse, men det kunne han ikke give ham. Han ved ikke, hvordan A klarede transporten til skolen. Han hørte gennem V3, at der manglede noget brændstof, hvilket de to andre greenkeepere havde fortalt V3. De havde set en større grå bil stå i maskinhuset og havde tillige observeret, at dunkene med brændstof var væk eller i hvert fald tomme. Da A kom tilbage fra skole, havde han og V3 et møde med A, hvorunder A erkendte at have taget redskaber uden tilladelse. Der var endvidere i samme weekend forsvundet pantflasker for 1.200-1.600 kr.

V2 har forklaret bl.a., at han er ven med A. A lånte hans forældres bil, mens de var på en længere rejse i Californien. A har vist nok slået deres græsplæne som modydelse herfor. En mandag morgen ringede A til ham og sagde, at han efter lidt forvirring herom alligevel skulle på skole og spurgte, om han kunne låne nogle kontanter, så han kunne hælde brændstof på bilen, der kører på diesel. Han indvilgede heri, og A fik pengene kontant.

V3 har forklaret bl.a., at han som chefgreenkeeper var A’s umiddelbart foresatte. De ansatte får at vide, at de skal spørge, hvis de skal låne maskiner og værktøj. Brændstof kan ikke lånes. Han er efter mange års praktisk erfaring selv kommet ind på uddannelsen som greenkeeper, og han tog på skole en uge før A. Han havde ikke talt med A om eventuel udsættelse af A’s skoleophold. Han blev under skoleopholdet, cirka 1 uge inden, de kom tilbage fra skolen, ringet op af en kollega, N1, som sagde, at han ikke ville stå til ansvar for, at værktøj og brændstof var væk. N1 havde set, at der var forsvundet en hækkeklipper og brændstof i nogle dunke, som indeholdt 2-takts benzin til hækkeklipperen. Der var endvidere i samme weekend forsvundet 8 sække med pantflasker for cirka 1.200 kr. Han fortalte først A herom under mødet med V1 den 1. november 2014. A blev præsenteret for et stykke papir og fik at vide, at hvis han var enig heri, skulle han skrive under, hvorefter han skrev under. Hækkeklipperen er tilbageleveret, og det samme er dunkene, men næppe benzinen.

Procedure

Klager har anført, at det ikke er dokumenteret, at eleven skulle have stjålet eller uden tilladelse lånt maskiner og/eller benzin, og at ophævelsen af uddannelsesaftalen derfor var uberettiget. Der tilkommer derfor eleven en godtgørelse for tab af uddannelsesgode på 30.000 kr.

Indklagede har anført, at det på baggrund af N1’s observationer og elevens økonomiske problemer må lægges til grund, at eleven i weekenden op til sit skoleophold stjal brændstof til den bil, som han kørte til skoleopholdet i, og at han i hvert fald i strid med givne instruktioner lånte maskiner uden forudgående godkendelse heraf. Ophævelsen af uddannelsesaftalen var derfor berettiget, hvorfor praktikvirksomheden skal frifindes.

Tvistighedsnævnets begrundelse og resultat

Efter bevisførelsen findes det ikke godtgjort, at eleven den 17. oktober 2014 stjal benzin eller på anden måde groft misligholdt sin uddannelsesaftale. Ophævelsen af uddannelsesaftalen var derfor ikke var berettiget, hvorfor der tilkommer eleven en godtgørelse for tab af uddannelsesgode, der efter Tvistighedsnævnets faste praksis passende kan udmåles til 30.000 kr.

T h i b e s t e m m e s:

B skal inden 14 dage betale 30.000 kr. til A.

Denne kendelse kan inden 8 uger efter nævnets afgørelse indbringes for domstolene. Såfremt sagen indbringes for domstolene, anmoder Tvistighedsnævnet om at blive underrettet herom, ligesom nævnet gerne vil underrettes om rettens afgørelse.