Senere ændringer til forskriften
Dokumentets indarbejdede forskrifter
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om fremme af integritet i idrætten

Herved bekendtgøres lov om fremme af dopingfri idræt, jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 31. januar 2015, med de ændringer, der følger af lov nr. 536 af 29. april 2015.

Definition af doping

§ 1. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for, hvilke grupper af stoffer og hvilke præstationsfremmende metoder der skal betragtes som doping.

Anti Doping Danmark

§ 2. Anti Doping Danmark er en selvejende institution, der har til opgave at fremme bekæmpelsen af doping i idræt.

§ 3. Anti Doping Danmarks virksomhed omfatter

1) dopingkontrol,

2) anmeldelse og indbringelse af dopingsager,

3) oplysningsvirksomhed,

4) forsknings- og udviklingsvirksomhed vedrørende bekæmpelse af doping,

5) deltagelse i internationalt samarbejde om bekæmpelse af doping og

6) rådgivning og bistand til offentlige myndigheder i sager inden for Anti Doping Danmarks virkeområde.

§ 4. Anti Doping Danmark ledes af en bestyrelse på 6 medlemmer, der beskikkes af kulturministeren. 4 medlemmer, herunder formanden, udpeges af kulturministeren, 1 medlem med viden om eliteidræt udpeges af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund i fællesskab, og 1 medlem med viden om bredde- og motionsidræt udpeges af Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Firmaidrætsforbund i fællesskab. Såfremt organisationerne ikke kan opnå enighed om en fælles udpegning, indstiller parterne hver 1 kandidat til bestyrelsesposten, og kulturministeren beslutter, hvilken kandidat der udpeges til bestyrelsen for Anti Doping Danmark. De bestyrelsesmedlemmer, som Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og Team Danmark udpeger til bestyrelsen i Anti Doping Danmark, må ikke være medlemmer af bestyrelserne i Danmarks Idrætsforbund, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund eller Team Danmark eller være ansat i en af disse organisationer.

Stk. 2. Bestyrelsesmedlemmerne skal tilsammen repræsentere kompetencer inden for ledelse, eliteidræt, breddeidræt eller motionsidræt, lægevidenskab, politik, jura og økonomi.

Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmerne beskikkes for en 4-årig periode. Genbeskikkelse kan finde sted én gang. Ved den første beskikkelse af bestyrelsen udgør perioden dog 2 år for 2 af de 4 ministerudpegede medlemmer og for det medlem med viden om eliteidræt, som udpeges af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund i fællesskab. Udtræder et medlem inden udløbet af sin beskikkelsesperiode af bestyrelsen, foretages en beskikkelse for den resterende del af perioden.

§ 5. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Det skal heraf fremgå, at formandens stemme er afgørende ved stemmelighed.

§ 6. (Ophævet)

§ 7. Kulturministeren skal godkende vedtægter for Anti Doping Danmark.

Idrætsorganisationers og -foreningers deltagelse i bekæmpelsen af doping

§ 8. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om idrætsorganisationers og -foreningers pligt til at indføre og håndhæve bestemmelser om dopingkontrol og -sanktioner som forudsætning for ydelse af lovbestemte tilskud.

Stk. 2. Vedkommende minister fastsætter regler om, at der i tilfælde af overtrædelse af de i medfør af stk. 1 fastsatte regler kan ske bortfald eller reduktion af de i stk. 1 omtalte tilskud.

Bekæmpelse af doping i andre idrætsmiljøer og straf

§ 9. Med det formål at hindre anvendelse af doping i idræt uden for de af § 8 omfattede idrætsorganisationer skal Anti Doping Danmark søge at indgå samarbejdsaftaler om bekæmpelse af doping med følgende parter:

1) ejere af relevante virksomheder og andre, som tilbyder idrætsaktiviteter eller hermed beslægtede aktiviteter, herunder offentlige institutioner, og

2) sammenslutninger af idrætsudøvere uden tilknytning til de af § 8 omfattede idrætsorganisationer.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte samarbejdsaftaler skal sikre, at de omfattede parter gennemfører dopingkontrol og -sanktioner på en måde, der følger de retningslinjer, som gælder for idrætsorganisationerne, jf. § 8.

Stk. 3. Kulturministeren fastsætter nærmere regler for udformningen af de i stk. 1 nævnte samarbejdsaftaler.

§ 9 a. Motions- og fitnesscentre skal informere om, hvorvidt de har indgået samarbejdsaftale med Anti Doping Danmark, jf. § 9. Informationen skal ske ved skiltning, der opsættes ved det enkelte centers indgangsparti på en sådan måde, at den er synlig for kunderne. Hvis centeret har en hjemmeside, skal samarbejdsaftalen med Anti Doping Danmark ligeledes angives her.

Stk. 2. Anti Doping Danmark fastsætter efter kulturministerens godkendelse de nærmere krav til udformning af informationen.

Stk. 3. Med bøde straffes den, der undlader at informere efter stk. 1. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Elektronisk register over dopingsanktionerede

§ 9 b. Anti Doping Danmark fører et elektronisk register, der indeholder oplysninger om personer, der er idømt en dopingsanktion.

Stk. 2. Anti Doping Danmark kan via registeret videregive nødvendige oplysninger om, hvilke personer der er idømt en dopingsanktion, til de i § 8 nævnte idrætsorganisationer og -foreninger og de i § 9 nævnte parter, som har indgået en samarbejdsaftale med Anti Doping Danmark om bekæmpelse af doping. De oplysninger, der er tilgængelige, er alene oplysninger om datoen for en eventuel idømt dopingsanktions udløb, og oplysningerne må kun anvendes til håndhævelse af en dopingsanktion.

Stk. 3. Parter, som har adgang til de i stk. 2 nævnte oplysninger via registeret, er underlagt tavshedspligt med hensyn til de pågældende oplysninger.

Stk. 4. Kulturministeren fastsætter nærmere regler om registerets førelse, om indberetning hertil og om vedligeholdelse heraf.

Bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer

§ 10. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at nærmere bestemte idrætsorganisationer har pligt til at indføre og håndhæve bestemmelser om bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer som forudsætning for ydelse af lovbestemte tilskud.

Stk. 2. Kulturministeren kan fastsætte regler om, at der i tilfælde af overtrædelse af de i medfør af stk. 1 fastsatte regler kan ske bortfald eller reduktion af de i stk. 1 omtalte tilskud.

§ 10 a. Kulturministeren kan fastsætte regler om placeringen af et sekretariat for en platform for koordinering af bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer.

§ 10 b. Den, som forsætligt uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der deltager i eller varetager hverv i forbindelse med en idrætskonkurrence på højere niveau her i landet eller i udlandet, gave eller anden fordel for at formå den pågældende til at gøre eller undlade noget, som kan få indflydelse på idrætskonkurrencen, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år, medmindre det er omfattet af straffelovens § 279.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der som deltager i eller i varetagelsen af et hverv i forbindelse med en sådan idrætskonkurrence forsætligt uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel for at gøre eller undlade noget, som kan få indflydelse på idrætskonkurrencen, medmindre det er omfattet af straffelovens § 279.

Stk. 3. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, når forholdet er af særlig grov beskaffenhed, navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi gerningen er udført af flere i forening, eller som følge af omfanget af den pågældende gave eller fordel.

Økonomi

§ 11. Anti Doping Danmark kan opkræve gebyrer for ydelser i henhold til de i § 9 omhandlede samarbejdsaftaler.

Ikrafttræden m.v.

§ 12. Loven træder i kraft den 1. januar 2005.

§ 13. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.


Lov nr. 430 af 29. maj 2008 (Informationsordning for motions- og fitnesscentre) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2008.


Lov nr. 1531 af 21. december 2010 om økonomiske og administrative forhold for modtagere af driftstilskud fra Kulturministeriet indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 2011.

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. (Udelades)


Lov nr. 379 af 17. april 2013 om ændring af lov (Elektronisk register over dopingsanktionerede) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2013.


Lov nr. 1528 af 27. december 2014 (Ny økonomisk fordelingsnøgle på idrætsområdet, ændring af bestyrelser i selvejende institutioner på idrætsområdet, udvidelse af Anti Doping Danmarks virksomhed m.v.) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2015.


Lov nr. 536 af 29. april 2015 (Bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse:

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juli 2015.

Kulturministeriet, den 7. oktober 2015

Bertel Haarder

/ Per Nylykke