Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til øvrige EU dokumenter
32015R0262
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Bilag 1 Minimumskrav til kurser for ID-mærkere, jf. § 6
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om identifikation af dyr af hestefamilien1)

I medfør af § 4, stk. 1, § 53, stk. 2, § 58, § 66, stk. 4, § 67 og § 70, stk. 3, i lov om hold af dyr, jf. lovbekendtgørelse nr. 466 af 15. maj 2014, og § 14, stk. 3 og 4, og § 28, stk. 5, i dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1150 af 12. september 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 7, nr. 1 og 6, i bekendtgørelse nr. 511 af 23. april 2015 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser:

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse supplerer Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/262 af 17. februar 2015 om metoder til identifikation af dyr af hestefamilien, jf. Rådets direktiv 90/427/EØF og 2009/156/EF (Hestepasforordningen).

Udstedende organ for avls- og brugsdyr af hestefamilien

§ 2. SEGES, Heste, Agro Food Park 15, Skejby, 8200 Aarhus N, udsteder identifikationsdokumenter for avls- og brugsdyr af hestefamilien som defineret i hestepasforordningens artikel 2, litra g, jf. artikel 5, stk. 1, litra c, nr. ii, i hestepasforordningen.

Indgivelse af ansøgninger m.v.

§ 3. Dyrets ejer skal indgive ansøgning om udstedelse af identifikationsdokument, jf. hestepasforordningens artikel 11, eller om ændring af identifikationsoplysninger i et eksisterende identifikationsdokument, jf. hestepasforordningens artikel 27, til det for dyret relevante udstedende organ.

Stk. 2. Ansøgningen nævnt i stk. 1 skal indgives inden for 10 måneder, fra dyret er blevet født.

§ 4. Ved indgivelse af ansøgningen, jf. hestepasforordningens artikel 11, skal dyrets ejer fremlægge oplysninger til brug for udfyldelse af hestepasforordningens bilag I, del I, afsnit IV, jf. forordningens artikel 9, stk. 1, litra c.

§ 5. Når betingelserne i hestepasforordningens artikel 10, stk. 1, litra a og b, er opfyldt, stiller Fødevarestyrelsen ikke krav om, at de udstedende organer indtegner oplysningerne i punkt 12-18 i identifikationsdokumentets oversigtsdiagram som fastlagt i bilag I, afsnit I, del B, i identifikationsdokumentet i hånden.

Implantation af transpondere

§ 6. Kun dyrlæger og personer, der har bestået et kursus godkendt af Fødevarestyrelsen, jf. stk. 2-4 nedenfor, må implantere transpondere i dyr af hestefamilien, jf. hestepasforordningens artikel 18, stk. 1.

Stk. 2. Den kursusansvarlige skal sende en ansøgning om godkendelse til Fødevarestyrelsen senest tre måneder inden planlagt afholdelse af kurset. Ansøgningen skal indeholde alle relevante oplysninger, der kan godtgøre, at kurset lever op til minimumskravene i bilag 1 nedenfor.

Stk. 3. En kursusgodkendelse gælder fem år fra udstedelsesdatoen, hvorefter den kursusansvarlige skal indsende en ny ansøgning om godkendelse til Fødevarestyrelsen.

Stk. 4. Den kursusansvarlige udsteder et kursusbevis til deltagere, der har gennemført kurset, efter en kursusbevisskabelon, der udleveres af Fødevarestyrelsen ved kursusgodkendelsen. Før beviset udstedes, sikrer den kursusansvarlige, at kursisten har tilegnet sig de nødvendige færdigheder til at kunne implantere transpondere på forsvarlig vis.

Stk. 5. Den kursusansvarlige meddeler Fødevarestyrelsen navn og kontaktoplysninger på personer, der har gennemført afholdte kurser.

Stk. 6. Personer, der har gennemført et kursus i henhold til § 7 i bekendtgørelse nr. 1448 af 15. december 2009 anses for at have bestået et kursus i overensstemmelse med stk. 1 ovenfor.

Vilde dyr af hestefamilien

§ 7. Fødevarestyrelsen kan efter ansøgning tillade, at dyr af hestefamilien, der udgør bestemte populationer, som lever vildt eller delvist vildt i særlige områder, som afgrænset af den kompetente myndighed, kun skal identificeres ved et identifikationsdokument udstedt i overensstemmelse med artikel 9 eller artikel 17, stk. 4, når de:

1) fjernes fra sådanne populationer, undtagen hvis de under officielt tilsyn overføres til en defineret population til en anden, eller

2) overgår til husdyrhold.

Klage

§ 8. Afgørelser truffet af SEGES, Heste, kan påklages til Klagecenter for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri inden for fire uger efter afgørelsen er kommet frem.

Stk. 2. Klagen skal indgives gennem SEGES, Heste. Hvis SEGES, Heste, ikke finder anledning til at ændre afgørelsen, videresender SEGES, Heste, klagen til Klagecentret.

Straf, ikrafttrædelse m.v.

§ 9. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den der overtræder:

1) hestepasforordningens artikel 3, stk. 1 eller stk. 2, artikel 5, stk. 1 eller stk. 3, 2. pkt., artikel 7, stk. 1, stk. 2, stk. 3 eller stk. 4, artikel 9, artikel 11, stk. 1, artikel 12, stk. 1 og stk. 3, sidste pkt., artikel 15, stk. 1, artikel 16, stk. 1, artikel 18, stk. 1 eller stk. 2, 1, pkt., artikel 23, stk. 1, artikel 24, artikel 26, stk. 1, artikel 27, artikel 28, artikel 29, stk. 1, stk. 2 eller stk. 3, artikel 32, artikel 34, stk. 1, artikel 35, artikel 37, stk. 4, artikel 38, eller

2) § 2 eller § 3 ovenfor.

Stk. 2. Straffen i henhold til stk. 1 kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis den ved handlingen eller undladelsen skete overtrædelse er begået med forsæt eller grov uagtsomhed, og der ved overtrædelsen er:

1) forvoldt skade på menneskers eller dyrs sundhed eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet opnået en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Stk. 3. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der overtræder § 6, stk. 1 eller 4, ovenfor.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1364 af 30. november 2015 om identifikation af dyr af hestefamilien ophæves.

Fødevarestyrelsen, den 2. december 2015

P.D.V.
Per S. Henriksen

/ Ida Krems


Bilag 1

Minimumskrav til kurser for ID-mærkere, jf. § 6

Kursus for ID-mærkere

Formålet med kurset er at uddanne ID-mærkere til at udføre chipmærkning af dyr af hestefamilien på en forsvarlig måde. Undervisningen skal forestås af tilstrækkeligt kvalificerede undervisere, og ansøgning om godkendelse skal indeholde dokumentation for underviserens faglige kvalifikationer.

Kursus skal som minimum indeholde:

Teoretisk gennemgang af flg. emner:

Mikrochippens opbygning og funktion

De forskellige mikrochips opbygning gennemgås og fordele/ulemper beskrives. Antal fabrikater d.d. ISO standard systemet, herunder kodens opbygning og de 15 cifres betydning. Mikrochippens vandringsmulighed og forebyggelse.

Lovgivning vedrørende hestes identitet og mærkning

Gældende lovgivning vedrørende identifikation af dyr af hestefamilien og mærkning gennemgås.

De nødvendige procedurer og formalia i forbindelse med identitetsmærkning gennemgås.

Halsens anatomiske opbygning

Der undervises i halsens anatomiske opbygning, herunder forløbet af de store blodkar og nerver samt beliggenhed af halshvirvler og nakkebånd samt musklernes beliggenhed, udspring og vedhæftning. Halsens fysiologiske betydning for hestens normale bevægelse og mikrochippens placering gennemgås.

Hygiejne i forbindelse med mikrochip mærkning

For at forebygge komplikationer i forbindelse med mærkning med mikrochip, gennemgås kort læren om mikroorganismer, herunder sygdomsfremkaldende og ikke-sygdomsfremkaldende. Generelle principper for desinfektion og sterilisation gennemgås, og specifikt instrueres i hygiejne i forbindelse med isætning af mikrochippen (klipning, desinfektion, engangsudstyr, personlig hygiejne etc.).

Bedømmelse af hestens adfærd og reaktionsmønster, evt. brug af tvangsmidler eller dyrlægeassistance

Hestens normale adfærd og den abnorme adfærd ved indstik på halsen beskrives. Herunder hestens forskellige adfærds- og forsvarsmekanismer. De forskellige tvangs- og hildningsmidler gennemgås. Muligheden for dyrlægeassistance til beroligelse i relevante tilfælde beskrives.

Scanningsprocedure

Der undervises i scanningsapparatets opbygning og funktion. Selve proceduren gennemgås med scanning før og efter isætning af mikrochippen, med henblik på sikring af eventuel tilstedeværelse af tidligere mærkning.

Demonstration af isætning af mikrochip og scanning

Proceduren demonstreres på levende heste.

Praktisk træningsforløb

Kursisten mærker, under vejledning og overvågning af rutineret og uddannet identitetsmærker, ca. 20 dyr pr. dag over fire dage. Dyrene er af varierende størrelse, alder og med forskelligt temperament.

Officielle noter

1) I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 2015/262 af 17. februar 2015 om metoder til identifikation af dyr af hestefamilien, jf. Rådets direktiv 90/427/EØF og 2009/156/EF (hestepasforordningen), EU-Tidende 2015, nr. L 59, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.