Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til øvrige EU dokumenter
32013R1303
 
32013R1305
 
32013R1306
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde
Kapitel 2 Definitioner
Kapitel 3 Administration
Kapitel 4 Tilsagnsberettigede projekter
Kapitel 5 Kriterier for støtteberettigelse
Kapitel 6 Tilskudsberettigede udgifter
Kapitel 7 Ikke tilskudsberettigede udgifter
Kapitel 8 Ændring af projektet og overdragelse af tilsagn
Kapitel 9 Beregning af tilskud
Kapitel 10 Udbetaling af tilskud
Kapitel 11 Oplysningspligt
Kapitel 12 Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling eller nedsættelse af tilskud
Kapitel 13 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om tilskud til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder1)

I medfør af § 2, stk. 1 og 2, § 4, stk. 2, § 6, stk. 1 og 2, § 9, stk. 4, og § 11, stk. 1, i lov nr. 1360 af 16. december 2014 om Landdistriktsfonden fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, nr. 40, i bekendtgørelse nr. 512 af 23. april 2015 om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på tilskud til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder med henblik på at forbedre naturen, miljøet og klimaet.

§ 2. Forud for ansøgningsperioderne kan NaturErhvervstyrelsen offentliggøre de indikative økonomiske rammer for ansøgningsperioderne. NaturErhvervstyrelsen kan fastsætte indikative økonomiske rammer for de enkelte projekttyper, jf. § 3, stk. 1, nr. 1 og 2.

§ 3. NaturErhvervstyrelsen kan inden for den bevillingsmæssige ramme foretage sig følgende:

1) Meddele tilsagn om tilskud til forundersøgelse af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder.

2) Meddele tilsagn om tilskud til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder.

3) Reservere en økonomisk ramme for ansøgte projekter omfattet af nr. 2. Den reserverede ramme kan anvendes til et eller flere af følgende virkemidler:

a) Køb af projektjord i henhold til lovbekendtgørelse nr. 1275 af 2. november 2010 om jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.v. (jordfordelingsloven).

b) Jordfordeling i henhold til jordfordelingsloven.

c) Tilsagn om tilskud til fastholdelse af kulstofrige lavbundsjorder med ændret afvanding i medfør af NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om tilskud til fastholdelse af vådområder, naturlige vandstandsforhold og lavbundsområder.

Stk. 2. Tilsagn om tilskud kan gives til den projektansvarlige.

Kapitel 2

Definitioner

§ 4. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) Kulstofrige lavbundsjorder: Organogene jorder med mindst 12 % organisk kulstof.

2) Forundersøgelser: Undersøgelser, der gennemføres forud for naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder, og som muliggør en vurdering af, om et projekt kan gennemføres. Forundersøgelser kan omfatte ejendomsmæssige og tekniske forhold.

3) Ejendomsmæssige forundersøgelser: Undersøgelser, der beskriver de ejendomsmæssige forhold, herunder ejerskab, ejendommenes beliggenhed, driftsform, lodsejertilslutning, jordpris og deltagernes erstatningsønsker, herunder behovet for erstatningsjord.

4) Tekniske forundersøgelser: Undersøgelser, der beskriver tekniske og biologiske forhold af betydning for naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder, herunder jordbundsforhold, topografi, hydrologi, flora og fauna samt beskriver, hvorledes et projekt kan bidrage til at fremme formålet med denne ordning.

5) Projektansvarlig: En lokal naturforvaltningsenhed i Naturstyrelsen eller en kommune, der er ansvarlig for forundersøgelse og etablering af et projekt.

Kapitel 3

Administration

Kontrol

§ 5. NaturErhvervstyrelsen forestår den fysiske kontrol og den administrative kontrol samt den efterfølgende regnskabskontrol af projekter, der har modtaget tilsagn om tilskud.

Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan til brug for kontrollen indhente oplysninger fra andre myndigheder i fornødent omfang i overensstemmelse med lovens § 10.

Ansøgning om tilsagn om tilskud

§ 6. Ansøgning om tilsagn om tilskud til forundersøgelser og etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder skal ske elektronisk ved brug af Fødevareministeriets Tast selv-service via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.

Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde de oplysninger og være vedlagt de bilag, som NaturErhvervstyrelsen forlanger til brug for sagsbehandlingen. Ansøgningen skal indeholde mindst to sammenlignelige tilbud for de anslåede udgifter i projektet.

Stk. 3. Hvis ansøger ønsker at reservere en økonomisk ramme under et eller flere af de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte virkemidler for etablering af et naturprojekt på kulstofrige lavbundsjorder, skal ansøgning herom indgives samtidig med ansøgning om tilsagn om tilskud til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder.

Stk. 4. Ansøgninger om tilsagn om tilskud skal være modtaget i ansøgningsperioderne fra den 15. januar 2016 til den 15. marts 2016 eller fra den 15. august 2016 til den 18. oktober 2016.

Stk. 5. NaturErhvervstyrelsen kvitterer for ansøgningens modtagelse og kan i forbindelse hermed give tilladelse til at iværksætte projektet.

Prioritering og afgørelse

§ 7. For projekter ansøgt efter § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, prioriterer Naturstyrelsen projekterne efter Miljøministeriets bekendtgørelse om kriterier m.v. for naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder.

Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen træffer afgørelse om tilsagn om tilskud eller afslag eller delvist afslag på ansøgning om tilsagn om tilskud efter indstilling og prioritering fra Naturstyrelsen efter hver ansøgningsfrist. NaturErhvervstyrelsen fastsætter i tilsagnet det beløb, der gives tilsagn om tilskud for.

Stk. 3. For projekter, der omfattes af tilsagn om tilskud til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder jf. § 3, stk. 1, nr. 2, reserverer NaturErhvervstyrelsen en samlet økonomisk ramme, som nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3, hvis der er ansøgt herom.

Generelt i forhold til prioritering og afgørelse

§ 8. NaturErhvervstyrelsen kan træffe afgørelse om afslag eller delvist afslag for ansøgninger, hvis NaturErhvervstyrelsen vurderer, at

1) ansøgningen ikke er tilstrækkeligt oplyst,

2) udgifterne ikke er tilskudsberettigede, jf. § 15,

3) de anslåede tilskudsberettigede udgifter ikke er rimelige,

4) effekten af det ansøgte projekt ikke i tilstrækkeligt omfang bidrager til at opfylde formålet med ordningen, eller

5) effekten af det ansøgte projekt ikke står i rimeligt forhold til projektets samlede anslåede udgifter.

Kapitel 4

Tilsagnsberettigede projekter

§ 9. Tilsagn om tilskud til forundersøgelser til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder kan kun gives til projekter, som opfylder de kriterier, der fremgår af § 3 i Miljøministeriets bekendtgørelse om kriterier m.v. for naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder.

Stk. 2. Tilsagn om tilskud til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder kan kun gives til projekter, som opfylder de kriterier, der fremgår af § 4 i Miljøministeriets bekendtgørelse om kriterier m.v. for naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder.

Kapitel 5

Kriterier for støtteberettigelse

§ 10. Tilsagn om tilskud til forundersøgelser og etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder er betinget af, at

1) projektet er indstillet af Naturstyrelsen,

2) projektet gennemføres i overensstemmelse med formålet for projektet,

3) tilsagnshaver er omfattet af § 3, stk. 2,

4) tilsagnshaver indsender afsluttende projektrapport til NaturErhvervstyrelsen, og

5) tilsagnshaver sikrer, at kontrolmyndigheden har adgang til at kontrollere projektet.

Stk. 2. Tilsagn om tilskud til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder er endvidere betinget af, at

1) tilsagnshaver opnår de nødvendige tilladelser fra offentlige myndigheder inden anmodning om udbetaling,

2) projektet gennemføres, så afvandingen af projektområdet mindskes eller ophører, og

3) tilsagnshaver sikrer, at der tinglyses en servitut, der opfylder betingelserne i § 11.

Stk. 3. Manglende overholdelse af kriterier for støtteberettigelse vil medføre bortfald af tilsagn om tilskud efter art. 35 i Kommissionens Delegerede Forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse, jf. § 23, stk. 1, nr. 4.

§ 11. Der skal tinglyses en servitut om naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder på samtlige ejendomme med arealer inden for projektområdet. I servitutterne skal NaturErhvervstyrelsen være anført som påtaleberettiget.

Stk. 2. Efter projektets gennemførelse skal arealer inden for projektområdet permanent henligge som område, hvor der er gennemført naturprojekt på kulstofrige lavbundsjorder. Skov, der er etableret forud for indgivelse af ansøgning om tilsagn om tilskud, kan dog opretholdes, men kan ikke omfattes af tilsagn om tilskud i medfør af NaturErhvervstyrelsens bekendtgørelse om tilskud til fastholdelse af vådområder, naturlige vandstandsforhold og lavbundsområder.

Stk. 3. Servitutten skal indeholde bestemmelser om følgende:

1) Arealerne skal permanent henligge som lavbundsområde med ændret afvanding, hvor der er etableret naturprojekt på kulstofrige lavbundsjorder.

2) Arealerne må ikke anvendes til dyrkning af afgrøder, herunder frøproduktion og dyrkning af energiafgrøder, prydvækster, pyntegrønt og juletræer – dog kan græs og anden plantevækst anvendes til græsning, slæt, rørskær, høst af biomasse og lignende.

3) Arealerne må ikke tilføres plantebeskyttelsesmidler. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde skriftligt dispensere fra forbuddet mod at tilføre plantebeskyttelsesmidler.

4) Arealerne må ikke tilføres gødning, bortset fra den gødning, der efterlades af græssende husdyr.

5) Arealerne må ikke tilføres jordforbedringsmidler.

6) Arealerne må ikke omlægges.

7) Arealerne må ikke anvendes til etablering af skov eller energi-, lav- eller stævningsskov.

8) Tilskudsfodring på arealerne er ikke tilladt. Mineraler betragtes ikke som tilskudsfoder. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde skriftligt dispensere fra forbuddet mod at tilskudsfodre på arealerne.

9) Aktiviteter, bortset fra afgræsning, som ejere og forpagtere iværksætter eller tillader på den del af arealerne, der ligger nærmere end 5 meter fra åbne vandløb, søer over 100 m² og kystlinjer, skal udføres på en måde, der ikke medfører erosion af nævnte del af arealerne. Afstanden regnes fra vandløbets eller søens øverste kant eller for så vidt angår kystlinjer fra årets normale højeste vandstandslinje. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde skriftligt dispensere fra bestemmelsen i 1. pkt.

10) Kontrolmyndigheden skal have adgang til projektområdet i forbindelse med kontrol.

11) Der skal være den adgang til projektområdet, der er nødvendig for at kunne opfylde betingelserne vedrørende vedligeholdelse af anlæg.

12) Den naturtype og tilstand, der dannes som følge af de bestemmelser, der tinglyses i medfør af nærværende bekendtgørelse, er ikke omfattet af undtagelsesreglen (1-årsreglen) i § 2, stk. 1 og 3, i bekendtgørelse nr. 1172 af 20. november 2006 om beskyttede naturtyper eller senere bestemmelser, der måtte afløse de nævnte bestemmelser.

13) Den, NaturErhvervstyrelsen bemyndiger dertil, skal have adgang til arealer i projektområdet i forbindelse med målinger af effekten af projektet på klimaet, vandmiljøet og naturen, herunder til at tage jord- og vandprøver.

Forpligtigelser

§ 12. Tilsagn om tilskud til forundersøgelser og etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder er betinget af, at

1) projektet gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet,

2) projektet afsluttes inden den dato, der fastsættes i tilsagnet af NaturErhvervstyrelsen, og som efter ansøgning kan ændres, jf. § 16,

3) ansøger afgiver de oplysninger, som NaturErhvervstyrelsen og Naturstyrelsen anmoder om til brug for sagsbehandlingen,

4) tilsagnshaver indsender udbetalingsanmodning og projektrapport rettidigt til NaturErhvervstyrelsen jf. § 20, stk. 1, nr. 3,

5) tilsagnshaver holder alle udbetalingsanmodninger med tilhørende originale regnskabsbilag tilgængelige i mindst fem år regnet fra datoen for slutudbetaling af tilskud,

6) tilsagnshaver, hvis projektet eller dele heraf er omfattet af EU’s udbudsregler eller tilbudslovens regler, holder dokumentation, der dokumenterer, at EU’s udbudsregler eller tilbudslovens regler er overholdt, tilgængelig i mindst fem år fra datoen for afsluttende udbetaling,

7) projektet opretholdes i fem år fra afsluttende udbetaling af tilskud og

8) investeringer, der indgår i projektet, ikke ændres væsentligt, ophører eller flyttes uden for projektområdet, i fem år fra afsluttende udbetaling af tilskud.

Stk. 2. Tilsagn om tilskud til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder er endvidere betinget af, at

1) tilsagnshaver sikrer, at den, NaturErhvervstyrelsen bemyndiger hertil, har adgang til at foretage målinger i projektet,

2) eksisterende skovarealer i projektområdet ikke indgår i området, hvortil der kan udbetales arealstøtte, arealerne kan fastholdes som skov og

3) tilsagnshaver sikrer, at der tinglyses servitut på alle ejendomme med arealer indenfor projektområdet senest 2 år efter dato for afsluttende udbetaling.

Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen fastsætter i tilsagnet nærmere betingelser om tilsagnshavers forpligtelse til at informere om den offentlige medfinansiering af projektet.

Stk. 4. NaturErhvervstyrelsen kan i tilsagnet fastsætte yderligere forpligtelser udover de i stk. 1 og stk. 2 anførte.

Stk. 5. NaturErhvervstyrelsen kan efter indstilling fra Naturstyrelsen fastsætte yderligere forpligtelser i tilsagnet, herunder at servitutter for projektområdet skal indeholde nærmere anførte bestemmelser, herunder bestemmelser om afvandingsforholdene og vedligeholdelse af anlæg. Der kan dog ikke fastsættes betingelse om, at der ikke må tages slæt på arealerne inden for projektområdet.

Stk. 6. Manglende overholdelse af forpligtelser vil medføre, at tilskuddet vil blive nedsat ud fra en vurdering af alvor, omfang, varighed og gentagelse og kan medføre bortfald af tilsagn. Hvis en overtrædelse af en forpligtelse medfører bortfald af tilsagn om tilskud sker det efter art. 35 i Kommissionens Delegerede Forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse, jf. § 24.

Kapitel 6

Tilskudsberettigede udgifter

Forundersøgelser

§ 13. De tilskudsberettigede projektudgifter til forundersøgelser kan omfatte udgifter til:

1) løn til tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet for så vidt disse udgifter normalt ikke finansieres af offentlige institutioner, offentlige virksomheder eller kommunale fællesskaber,

2) undersøgelser,

3) information og møder,

4) konsulentbistand og

5) 15 % overhead af den direkte lønudgift for tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet.

Stk. 2. Udgifterne skal være nødvendige for at gennemføre projektet og skal være direkte relateret til gennemførelsen af projektet.

Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen kan efter ansøgning godkende andre udgifter, end udgifter nævnt i stk. 1, som tilskudsberettigede. Det er en betingelse for godkendelse, at NaturErhvervstyrelsen vurderer, at udgifterne er af væsentlig betydning for projektets gennemførelse.

Etablering af projekter

§ 14. De tilskudsberettigede projektudgifter til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder kan omfatte udgifter til:

1) løn til tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet, for så vidt disse udgifter normalt ikke finansieres af offentlige institutioner, offentlige virksomheder eller kommunale fællesskaber,

2) undersøgelser,

3) information og møder,

4) køb af varer og anlægsarbejder, herunder entreprenørydelser,

5) køb af serviceydelser, herunder konsulentbistand,

6) 15 % overhead af den direkte lønudgift for tilsagnshavers personale, der er beskæftiget med projektet, og

7) tinglysning af servitut om naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder, jf. § 11.

Stk. 2. Udgifterne skal være nødvendige for at gennemføre projektet og skal være direkte relateret til gennemførelsen af projektet.

Stk. 3. NaturErhvervstyrelsen kan efter ansøgning godkende andre udgifter, end udgifter nævnt i stk. 1, som tilskudsberettigede. Det er en betingelse for godkendelse, at NaturErhvervstyrelsen vurderer, at udgifterne er af væsentlig betydning for projektets gennemførelse.

Kapitel 7

Ikke tilskudsberettigede udgifter

§ 15. De tilskudsberettigede udgifter til forundersøgelser og til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder kan ikke omfatte:

1) udgifter, hvortil der gives andre EU-tilskud,

2) udgifter, som tilsagnshaver har afholdt, inden NaturErhvervstyrelsen har givet tilladelse til at iværksætte projektet, jf. § 6, stk. 5, dog hvis en sådan tilladelse ikke er givet, udgifter, som tilsagnshaver har afholdt, inden NaturErhvervstyrelsen har meddelt tilsagn,

3) udgifter vedrørende aktiviteter som tilsagnshaver eller en ejer eller forpagter af arealer i projektområdet er forpligtet til at gennemføre i medfør af anden lovgivning,

4) udgifter, hvortil der ydes offentlig støtte eller støtte i medfør af anden lovgivning,

5) finansierings- og pengeinstitutomkostninger,

6) moms, medmindre denne endeligt bæres af tilsagnshaver,

7) udgifter til forskning og teknologisk udvikling,

8) udgifter til køb af brugt udstyr og brugt materiel,

9) udgifter til leje og leasing af udstyr og materiel,

10) udgifter i form af naturalydelser, som omhandlet i artikel 69 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006,

11) almindelige driftsomkostninger,

12) udgifter til simple genanskaffelser,

13) udgifter til varetagelse af sædvanlige myndighedsopgaver eller

14) udgifter til aktiviteter på arealer med skov eller beliggende i skov, herunder brandbælter.

Kapitel 8

Ændring af projektet og overdragelse af tilsagn

§ 16. Ændring af et projekt, herunder omfordeling af de økonomiske rammer, som reserveret under et eller flere af de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte virkemidler, kan godkendes af NaturErhvervstyrelsen efter indstilling fra Naturstyrelsen. Ansøgning om ændring af et projekt skal godkendes af NaturErhvervstyrelsen, inden ændringen iværksættes.

Stk. 2. Anmodning om ændring af et projekt skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest to måneder før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra denne frist.

Stk. 3. Anmodning om forlængelse af projektperiode skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest 10 dage før den dato, hvor projektet senest skal være afsluttet. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra denne frist.

Stk. 4. Anmodning om projektændring skal ske elektronisk ved brug af Fødevareministeriets Tast selv-service via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.

Stk. 5. Fristen for projektets afslutning kan ikke forlænges ud over den 1. maj 2023.

Stk. 6. Tilsagnsbeløbet samt de økonomiske rammer, som reserveret under et eller flere af de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte virkemidler, kan ikke forhøjes i forbindelse med ændring af et projekt, jf. dog næste punktum. Uforbrugte midler inden for tilsagnet til etablering, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, kan søges overflyttet til de økonomiske rammer, hvis der til projektet er reserveret midler under et eller flere af de i § 3, stk. 1, nr. 3, nævnte virkemidler.

§ 17. NaturErhvervstyrelsen kan efter ansøgning tillade, at tilsagnet overdrages til en anden, der ifølge § 3, stk. 2 kan være tilsagnshaver. Den, der får overdraget tilsagnet, overtager alle rettigheder og pligter efter tilsagnet.

Kapitel 9

Beregning af tilskud

§ 18. NaturErhvervstyrelsen kan efter denne bekendtgørelse yde tilskud på 100 % af de tilskudsberettigede udgifter til forundersøgelser og etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder.

Kapitel 10

Udbetaling af tilskud

§ 19. Udbetaling af tilskud sker på baggrund af tilsagnshavers opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter. Tilskuddet kan maksimalt udgøre det tilsagnsbeløb, der er fastsat af NaturErhvervstyrelsen i tilsagn om tilskud.

Stk. 2. Anmodning om udbetaling skal ske elektronisk ved brug af Fødevareministeriets Tast selv-service via NaturErhvervstyrelsens hjemmeside.

Stk. 3. Tilskuddet overføres til tilsagnshavers NemKonto.

§ 20. For udbetaling af tilskud til forundersøgelser gælder følgende:

1) Tilskud udbetales som en samlet udbetaling efter forundersøgelsernes afslutning.

2) Anmodning om udbetaling skal være vedlagt en udtalelse fra Naturstyrelsen om, at forundersøgelserne er gennemført i overensstemmelse med tilsagnets indhold.

3) Anmodning om udbetaling, en opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter, alle udgiftsbilag, dokumentation for betaling, forundersøgelsesrapporter samt udtalelse om gennemførelse skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest tre måneder efter datoen, hvor forundersøgelserne senest skal være afsluttet. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra denne frist.

§ 21. For udbetaling af tilskud til etablering af naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder gælder følgende:

1) Tilskud kan udbetales i to rater. Der kan søges om rateudbetaling, når der er udarbejdet detailprojektering eller den enkelte rate udgør mindst 20 % af det samlede tilsagnsbeløb.

2) Anmodning om slutudbetaling skal være vedlagt en udtalelse fra Naturstyrelsen om, at projektet er gennemført i overensstemmelse med tilsagnets indhold.

3) Anmodning om slutudbetaling, en opgørelse over betalte tilskudsberettigede udgifter, alle udgiftsbilag, dokumentation for betaling, projektrapport samt udtalelse fra Naturstyrelsen om gennemførelse skal være modtaget i NaturErhvervstyrelsen senest tre måneder efter datoen, hvor projektet senest skal være afsluttet. NaturErhvervstyrelsen kan i særlige tilfælde meddele dispensation fra denne frist.

Stk. 2. Anmodning om udbetaling af første rate, jf. stk. 1, nr. 1, skal være vedlagt en statusrapport, der indeholder en beskrivelse af de aktiviteter, der indtil videre er gennemført i forbindelse med projektet.

Stk. 3. Før udbetaling af rater skal NaturErhvervstyrelsen godkende rateopgørelser. Før slutudbetaling skal NaturErhvervstyrelsen godkende den endelige udbetalingsopgørelse og projektrapport for projektet.

Kapitel 11

Oplysningspligt

§ 22. Tilsagnshaver skal efter lovens § 8, stk. 1, i hele perioden, hvor betingelserne for tilsagn om tilskud skal være opfyldt, på forlangende afgive en erklæring til NaturErhvervstyrelsen om, hvorvidt betingelserne for tilsagn om tilskud fortsat opfyldes.

Stk. 2. Tilsagnshaver skal efter lovens § 8, stk. 2, i hele perioden, hvor betingelserne for tilsagn om tilskud skal være opfyldt, underrette NaturErhvervstyrelsen, hvis betingelserne for tilsagn om tilskud ikke længere er opfyldt.

Kapitel 12

Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling eller nedsættelse af tilskud

§ 23. NaturErhvervstyrelsen kan træffe afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud, hvis

1) ansøger har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for sagens afgørelse,

2) tilsagnshaver tilsidesætter sine pligter efter lovens § 9, stk. 2,

3) tilsagnshaver ikke overholder sin oplysningspligt efter lovens § 8,

4) kriterier for støtteberettigelse efter § 10 ikke er opfyldt, eller

5) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med tilsagnet.

§ 24. Uanset § 23 kan NaturErhvervstyrelsen opretholde tilsagnet eller foretage en proportionel nedsættelse af den samlede værdi af de tilskudsberettigede udgifter for et projekt, hvis forpligtelserne i § 12 ikke er overholdt. NaturErhvervstyrelsen kan træffe afgørelse om bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af tilskud ved manglende overholdelse af forpligtelser efter § 12.

Stk. 2. Tilskuddet vil blive nedsat ud fra en vurdering af alvor, omfang og varighed af overtrædelsen, hvorvidt der er tale om gentagelse, jf. art. 35 i Kommissionens Delegerede Forordning (EU) nr. 640/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem, betingelserne for afslag eller tilbagetrækning af betalinger og administrative sanktioner vedrørende direkte betalinger, støtte til udvikling af landdistrikterne og krydsoverensstemmelse, samt ud fra en vurdering af det eventuelle økonomiske tab for Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), der vurderes at være forbundet hermed.

Kapitel 13

Ikrafttræden

§ 25. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 471 af 17. april 2015 om tilskud til naturprojekter på kulstofrige lavbundsjorder ophæves. Bekendtgørelsen finder dog fortsat anvendelse for tilsagn, der er givet i medfør heraf, og for ansøgninger om tilsagn, som er indgivet, men endnu ikke færdigbehandlet den 1. januar 2016.

NaturErhvervstyrelsen, den 15. december 2015

Jette Petersen

/ Lene Sørensen

Officielle noter

1) I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1305/2013 af 17. december 2013 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1698/2005, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 487, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 549, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006, EU-Tidende 2013, nr. L 347, side 320. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.