Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Formål og afgrænsning
Kapitel 2 Målsætninger for nationalparkens udvikling
Kapitel 3 Planlægningszoner
Kapitel 4 Nationalparkfond Thy
Kapitel 5 Administrative bestemmelser og ikrafttrædelse
Bilag 1 Kortbilag 1
Bilag 2 Kortbilag 2
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om Nationalpark Thy

I medfør af § 3, § 7, § 14, stk. 6, og § 29, stk. 3, i lov om nationalparker, jf. lovbekendtgørelse nr. 1619 af 8. december 2015, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 973 af 29. august 2014 om henlæggelse af opgaver og beføjelser til Naturstyrelsen:

Kapitel 1

Formål og afgrænsning

§ 1. Bekendtgørelsen opretter Nationalpark Thy og indeholder regler for Nationalparkfond Thy.

Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter de arealer, der er vist på kortbilag 1.

§ 2. Formålet med at oprette Nationalpark Thy er

1) at bevare, styrke og udvikle naturen, dens kontinuitet, sammenhæng og frie udvikling, især for de nationalt og internationalt betydningsfulde klit- og klithedelandskaber og næringsfattige søer og vådområder,

2) at bevare og forøge den biologiske mangfoldighed af naturligt hjemmehørende arter i plantagerne og på de dyrkede arealer,

3) at bevare og styrke nationalparkens kulturmiljøer og kulturhistoriske spor i klitlandskabet og klitplantagerne og i tilknytning til havet,

4) at styrke mulighederne for friluftsliv og særlige naturoplevelser i det store uforstyrrede landskab,

5) at styrke forskning, undervisning, naturvejledning og formidling af de natur- og kulturhistoriske og friluftsmæssige værdier og

6) at støtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne.

Kapitel 2

Målsætninger for nationalparkens udvikling

§ 3. Følgende overordnede målsætninger skal lægges til grund for udviklingen af Nationalpark Thy:

1) De væsentligste naturtyper som strande, klitter, klitheder, strandenge, kalkrige overdrev og søer skal bevares, og deres udbredelse, kvalitet og mangfoldighed styrkes. De skal beskyttes mod tilgroning, afvanding, næringsstoftilførsel, invasive arter m.v. og udvikles til at blive bæredygtige og dynamiske økosystemer med naturlig vandbalance mv.

2) Der skal skabes større sammenhæng mellem nationalparkens naturområder og landskaber, herunder især klit- og klithedearealer. Områdernes samspil med kysten og havet skal styrkes.

3) Omlægning af klitplantagerne til naturnært drevne skove domineret af naturligt hjemmehørende træer og buske skal ske med særlig fokus på styrkelse af naturværdierne.

4) Nationalparkens karaktergivende landskabselementer og markante geologiske formationer og forekomster skal bevares og synliggøres.

5) Kulturmiljøer og kulturhistoriske spor knyttet til sandflugtsbekæmpelse, fyr- og redningsvæsen, 2. Verdenskrig og til thyboernes skiftende brug af klitlandskabet og havet skal bevares, synliggøres, gøres tilgængelige og formidles, ligesom viden om de nævnte miljøer og spor skal udbygges.

6) Mulighederne for friluftsliv og naturoplevelser skal styrkes.

7) Udviklingen af friluftsliv og turisme skal ske på et bæredygtigt grundlag.

8) Sårbare naturområder skal beskyttes mod slitage og forstyrrende færdsel og ophold.

9) Formidling og naturvejledning skal styrkes og koordineres i forhold til lokale aktører gennem udbygning og etablering af aktiviteter, servicefunktioner og faciliteter.

10) Forskning skal understøttes og undervisning styrkes gennem etablering af faciliteter og undervisningstilbud.

11) Udviklingen af nationalparken skal ske i et samspil med omgivelserne.

12) Nationalparkens udvikling skal følges og evalueres.

Kapitel 3

Planlægningszoner

§ 4. Nationalpark Thy er opdelt i 3 planlægningszoner, der er vist på kortbilag 2.

Stk. 2. Planlægningszone 1 omfatter de internationale naturbeskyttelsesområder.

Stk. 3. Planlægningszone 2 omfatter

1) områder, der er fredet efter naturbeskyttelsesloven,

2) områder med de naturtyper, der er særligt karakteristiske for det nordatlantiske klithedelandskab, og

3) områder, hvor disse naturtyper kan udvides, og hvor der kan skabes sammenhæng mellem naturtyperne.

Stk. 4. Planlægningszone 3 omfatter øvrige områder, dvs. områder med kulturlandskab, der knytter sig til det nordatlantiske klithedelandskab, og områder, som sikrer sammenhængen i nationalparken.

Kommune- og lokalplanlægning

§ 5. I planlægningszone 1 gælder reglerne i bekendtgørelse nr. 408 af 1. maj 2007, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1443 af 11. december 2007, om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter.

Stk. 2. I planlægningszone 1 følger det af den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse, at der ikke må:

1) udlægges nye arealer til byzone eller til sommerhusområde,

2) planlægges nye større vejanlæg eller sideanlæg i form af servicestationer, materialepladser og lign.,

3) planlægges nye eller væsentlige udvidelser af andre trafikanlæg og tekniske anlæg og lign., f.eks. lufthavne, flyvepladser, jernbaner, havne, opfyldninger på søterritoriet, luftledningsanlæg, vindmølleklynger og -parker, lossepladser og anlæg for deponering, og

4) udlægges nye områder til råstofindvinding på land.

Stk. 3. Det følger endvidere af den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse, at der dog kan planlægges for foranstaltninger, som vil medføre forbedringer af naturforholdene i de berørte områder.

Stk. 4. Den i bekendtgørelsen nævnte undtagelse fra forbudet mod linjeføringer af luftledningsanlæg gennem internationale naturbeskyttelsesområder, der alene er udpeget som habitatområder, finder ikke anvendelse i planlægningszone 1.

Stk. 5. Naturstyrelsen kan tillade fravigelse af stk. 1, efter reglerne herom i den i stk. 1 nævnte bekendtgørelse.

§ 6. I planlægningszone 2 må der ikke planlægges for høje anlæg.

Stk. 2. Naturstyrelsen kan i særlige tilfælde tillade, at de i stk. 1, nævnte forbud fraviges, medmindre det kan forringe oplevelsen af landskabet i nationalparken.

Kapitel 4

Nationalparkfond Thy

§ 7. Nationalparkfond Thy har til formål at etablere og udvikle Nationalpark Thy.

§ 8. Nationalparkfond Thy ledes af en bredt sammensat bestyrelse, der udpeges af miljø- og fødevareministeren. Medlemmerne skal så vidt muligt have lokal tilknytning.

Stk. 2. Fonden afholder udgifterne til et sekretariat, der bistår bestyrelsen i dens arbejde, og som udfører opgaver i forbindelse med administration af fondens midler, planlægning og information mv.

§ 9. Nationalparkfond Thy udarbejder en nationalparkplan for etablering og udvikling af nationalparken, og fonden skal virke for, at planen gennemføres.

Stk. 2. Nationalparkplanen skal være vedtaget senest den 31. marts 2010.

Stk. 3. Fonden skal sikre, at der informeres om nationalparken, og at befolkningen inddrages i beslutninger om planlægningen, udviklingen og driften af nationalparken.

Stk. 4. Fonden udfører i øvrigt de opgaver, der er fastlagt om fonde i lov om nationalparker.

§ 10. Nationalparkfond Thy nedsætter et nationalparkråd for Nationalpark Thy, der skal være rådgivende for nationalparkbestyrelsen i sager af større betydning og om principielle spørgsmål.

Stk. 2. Nationalparkrådet nedsættes for en periode, der svarer til bestyrelsens funktionsperiode.

§ 11. For at realisere den i § 9 nævnte nationalparkplan, kan Nationalparkfond Thy indenfor formålet med nationalparken anvende de virkemidler, der fremgår af § 14, stk. 1-5, i lov om nationalparker.

Kapitel 5

Administrative bestemmelser og ikrafttrædelse

§ 12. Nationalparkfond Thy kan fastsætte vilkår i forbindelse med indgåelse af aftaler om ydelse af lån og tilskud m.v. efter § 14 i lov om nationalparker.

Stk. 2. Fonden påser, at tilskud og lån m.v. anvendes i overensstemmelse med vilkårene for tilskuddet eller lånet.

Stk. 3. Fonden kan bestemme, at tilsagn om tilskud helt eller delvis skal bortfalde, at tilskud skal tilbagebetales eller lån opsiges, hvis tilskudsforudsætningerne eller vilkårene ikke overholdes.

Stk. 4. Tilsvarende gælder, hvor der er givet urigtige eller vildledende oplysninger, eller modtageren har fortiet oplysninger af betydning for fondens afgørelse.

§ 13. Nationalparkfondens vedtagelse af en nationalparkplan kan påklages til Naturklagenævnet, for så vidt angår retlige spørgsmål efter reglerne i kapitel 6 i lov om nationalparker.

§ 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 840 af 18. august 2008 om Nationalpark Thy ophæves.

Naturstyrelsen, den 16. december 2015

Oluf Engberg

/ Anne-Marie Vægter Rasmussen


Bilag 1

Kortbilag 1

Kort over nationalpark Thy


Bilag 2

Kortbilag 2

Kort over Nationalpark Thy med planlægningszoner