Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til øvrige EU dokumenter
32004R0595
 
32013R1308
 
32015R0517
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Indledende bestemmelser
Kapitel 2 Overdragelse af mælkekvoter
Kapitel 3 Tildeling af mælkekvoter
Kapitel 4 Køb og salg af mælkekvoter
Kapitel 5 Landbrugsfællesskaber
Kapitel 6 Indberetning og indbetaling af overskudsafgift
Kapitel 7 Salg direkte til forbrug
Kapitel 8 Virksomheders bogførings- og indberetningsforpligtelser
Kapitel 9 Almindelige bestemmelser
Bilag 1 Prisjusteringstabel
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om mælkekvoter1)

I medfør af § 1, stk. 1 og 3-5, § 4, stk. 1, § 22 og § 24 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om ordninger under Den Fælles Landbrugspolitik finansieret af Den Europæiske Garantifond for Landbruget m.v. (landbrugsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1586 af 14. december 2015, § 1, stk. 3 i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014, og efter forhandling med justitsministeren, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 512 af 23. april 2015 om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser:

Kapitel 1

Indledende bestemmelser

§ 1. I denne bekendtgørelse fastsættes regler og foranstaltninger om mælkekvoter og overskudsafgift for mælk og mejeriprodukter.

§ 2. Hver bedrift råder over en individuel mælkekvote i overensstemmelse med reglerne i stk. 3.

Stk. 2. Mælkekvoten udgør den mængde mælk, justeret efter § 31, stk. 1, og stk. 4, 1. pkt., af egen produktion, som producenten har ret til at levere til en opkøber uden afgift.

Stk. 3. Mælkekvoten er den individuelle kvote, der var til rådighed for producenterne pr. 31. marts 2008 tillagt eventuelle individuelle tildelinger og justeret for køb og salg af mælkekvote.

Stk. 4. Kvoteåret løber hvert år fra 1. april til 31. marts.

§ 3. Ved opkøber forstås en af NaturErhvervstyrelsen godkendt virksomhed, der opkøber mælk eller andre mejeriprodukter hos producenterne i Danmark.

Stk. 2. Virksomheder, der opkøber mælk eller andre mejeriprodukter hos producenterne for at behandle eller forarbejde dem eller for at sælge dem videre til en eller flere virksomheder skal være godkendt som opkøber af NaturErhvervstyrelsen.

Stk. 3 . Ansøgning om godkendelse som opkøber indsendes til NaturErhvervstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V.

Stk. 4 Producenter, der har mælkekvote efter § 2, stk. 2, må kun levere ubehandlet sødmælk til en godkendt opkøber.

§ 4. Ved opkøbersammenslutning forstås en sammenslutning af opkøbere, godkendt i medfør af § 3, der på sine medlemmers vegne udfører de nødvendige administrative og regnskabsmæssige opgaver i forbindelse med betalingen af overskudsafgiften.

Stk. 2. Ansøgning om godkendelse som opkøbersammenslutning indsendes til NaturErhvervstyrelsen, Nyropsgade 30, 1780 København V.

Stk. 3. Tilslutningsaftaler mellem de enkelte opkøbere og opkøbersammenslutninger skal godkendes af NaturErhvervstyrelsen.

§ 5. Danske Mejeriers Mælkeudvalg, Agro Food Park 13, Skejby, 8200 Århus N bemyndiges til at varetage tildeling og omfordeling af mælkekvoter i Danmark og til at træffe afgørelse i første instans efter denne bekendtgørelse og EU’s forordninger om mælkekvoter.

Stk. 2. Reglerne i forvaltningsloven og offentlighedsloven gælder for sager, hvori der træffes afgørelse af Mælkeudvalget i medfør af stk. 1.

Kapitel 2

Overdragelse af mælkekvoter

§ 6. Der kan ske overdragelse af mælkekvote mellem bedrifter uden samtidig overdragelse af et landbrugsareal, jf. dog § 8, stk.1.

Stk. 2. Forpagtningsaftaler om overdragelse af mælkekvoter mellem bedrifter skal have en varighed af mindst et helt kvoteår.

§ 7. Ved salg, herunder som led i en jordfordeling, bortforpagtning, arv eller anden overdragelse af en hel bedrift, hvortil der er tildelt en mælkekvote, overføres mælkekvoten til erhververen, jf. dog §§ 8 og 19.

Stk. 2. Ved salg, herunder som led i en jordfordeling, bortforpagtning, arv eller anden overdragelse af en del af bedrift, hvortil der er tildelt en mælkekvote, registrerer Mælkeudvalget efter ansøgning fra parterne, hvilken del af mælkekvoten, der skal anses for overført til erhververen. Der skal dog altid medfølge mindst 2 ha jord.

Stk. 3. Forpagtningsaftaler vedrørende en hel bedrift eller en del heraf skal for at kunne danne grundlag for overdragelse af en mælkekvote mellem bedrifter have en varighed af mindst et helt afgiftsår. Ved ophør af forpagtningsaftaler indgået efter 1. april 1984 skal den ved forpagtning overdragne mælkekvote tilbageføres.

§ 8. Ved overdragelse af mælkekvote, som nævnt i §§ 6 og 7 reduceres den medfølgende mælkekvote med 50 pct., hvis erhververen på overdragelsestidspunktet har en mælkekvote.

Stk. 2. Ved overdragelse efter §§ 14 og 15 i lov om landbrugsejendomme reduceres den medfølgende mælkekvote dog kun, hvis den overdragne bedrift og en eller flere af erhververen tilhørende ejendomme kan drives sammen efter § 26 i lov om landbrugsejendomme.

Stk. 3. Indgår en bedrift i et landbrugsfællesskab efter § 23 reduceres den medfølgende mælkekvote efter stk. 1, hvis den overdrages mellem deltagerne inden femårsdagen for en deltagers indtræden. Mælkekvoten reduceres dog ikke ved overdragelse i tilfælde af en fællesskabsdeltagers død, ved udtræden med egen mælkekvote eller ved fællesskabets opløsning tidligst 5 år efter stiftelsen.

Stk. 4. Forpagtningsaftaler kan forlænges eller ændres til aftale om køb uden, at der sker reduktion af den medfølgende mælkekvote, hvis den overdragne mælkekvote ikke forøges.

Stk. 5. Mælkekvoten reduceres ikke, hvis et realkreditinstitut på en tvangsauktion overtager en bedrift.

Stk. 6. Ved overtagelse af mælkekvote efter § 7, stk. 1, reduceres kvoten ikke.

§ 9. Ansøgning om overdragelse, som nævnt i § 6, § 7, stk.1 samt § 26 skal indenfor fire uger efter overdragelsestidspunktet og senest den 31. marts i kvoteåret sendes af parterne til Mælkeudvalget på en formular, der rekvireres hos Mælkeudvalget.

Stk. 2. Ansøgning om overdragelse af mælkekvote mellem bedrifter, som nævnt i § 7, stk. 2, skal være Mælkeudvalget i hænde senest den 1. januar i kvoteåret for at komme i betragtning. Ligger overdragelsestidspunktet efter begyndelsen af et kvoteår, kan der for dette kvoteår maksimalt overføres den ikke-udnyttede del af kvoten.

Stk. 3. Der overføres ikke mælkekvote, hvis der ikke foreligger dokumentation for aftale om overdragelse. Parterne kan af Mælkeudvalget afkræves dokumentation for den faktiske iværksættelse af aftalen om overdragelse.

Kapitel 3

Tildeling af mælkekvoter

§ 10. Mælkekvote fra den nationale reserve tildeles gratis til følgende formål i prioriteret rækkefølge:

1) Reetablering og genuddeling.

2) Etablering af mælkeproduktion.

Stk. 2. Mælkekvote fra den nationale reserve fordeles ligeligt mellem ansøgere. Der kan kun søges om tildeling en gang. Mælkekvoten tildeles pr. første april i det kommende kvoteår.

§ 11. Med virkning fra 1. april 2012 udvides den samlede mælkekvote med 47.523.865 kg, der fordeles som en forholdsmæssig, procentvis forhøjelse til alle producenter, der har mælkekvote.

Stk. 2. Med virkning fra 1. april 2013 udvides den samlede mælkekvote med 47.999.104 kg, der fordeles som en forholdsmæssig, procentvis forhøjelse til alle producenter, der har mælkekvote.

Stk. 3. Det er en betingelse for at få tildelt mælkekvote i medfør af stk. 1-2, at bedriften har en mælkekvote pr. 1. april i kvoteåret, og at der har været leverance fra bedriften i det foregående kvoteår.

§ 12. Mælkekvoter, der inddrages til den nationale reserve i medfør af § 41, stk. 2 uddeles hvert år senest den 1. april, som en forholdsmæssig procentvis forhøjelse af den pågældende mælkeproducents mælkekvote.

Stk. 2. Mælkekvote, der er uddelt efter § 15, genuddeles efter samme fremgangsmåde som beskrevet i stk. 1.

Reetablering af mælkekvoter

§ 13. Reetablering af mælkekvote kan ske på bedrifter, hvorfra der inden for en periode på 3 år før tvangsauktioner er sket reduktion af mælkekvoten i medfør af § 8, eller solgt mælkekvote i medfør §§ 6 og 20. I perioden fra reduktionen eller salget indtil tvangsauktionen må der ikke være sket ejerskifte med gældsovertagelse og tinglyst endeligt anmærkningsfrit skøde. Reetablering kan ikke ske, hvis den ufyldestgjorte panthaver tidligere har meddelt samtykke til reduktion i eller salg af mælkekvoten.

Stk. 2. Tildeling kan ske til ansøgere, som har overtaget ejendommen fra en panthaver, der har overtaget ejendommen på tvangsauktion som ufyldestgjort panthaver. Efter tildelingen må ansøgeren maksimalt have en årlig arbejdstid uden for bedriften på 833 timer. En ansøger kan ikke komme i betragtning, hvis ansøger eller dennes nærtstående jf. konkurslovens § 2 har solgt bedriftens mælkekvote eller hvis ansøger har modtaget godtgørelse for permanent ophør med mælkeproduktion efter en fællesskabsfinansieret ophørsordning.

Stk. 3. Ansøgning om reetablering, efter erhvervelse af bedriften skal være Mælkeudvalget i hænde senest den 31. marts i det efterfølgende afgiftsår. Ved ansøgning om større mængder end der er til rådighed, imødekommes ansøgningerne i den rækkefølge, de indkommer.

Stk. 4. Mælkekvoter kan ikke uden ubetinget samtykke fra samtlige panthavere og afkald på reetablering sælges fra en bedrift, hvor der er eller inden for to måneder efter fristen for udbud til salg jf. § 20, eller overdragelse godkendt af Mælkeudvalget efter § 6, bliver begæret tvangsauktion eller anmeldt betalingsstandsning. Bedriften må i samme periode heller ikke være under behandling som insolvent bo, under konkurs eller taget til brugeligt pant.

Genuddeling af mælkekvoter

§ 14. En mælkekvote, der er overgået til den nationale reserve efter den 1. april 1993 som følge af produktionsophør kan genuddeles til producenten eller dennes arvinger senest to år efter overførslen. Ved tvangsauktion inden for tre år efter inddragelsen til den nationale reserve kan genuddeling i øvrigt ske, hvis betingelsen i § 13, stk. 1, er opfyldt. Ansøgning om genuddeling skal være Mælkeudvalget i hænde senest den første februar forud for kvoteårets begyndelse.

Tildeling af mælkekvoter ved etablering

§ 15. Tildeling af mælkekvote ved etablering kan ske ved køb af en bedrift eller en andel deraf, jf. stk. 4. Etablering kan også ske ved forpagtning af en bedrift. Hvis der har været mælkeproduktion på ejendommen må overtagelsestidspunktet eller forpagtningens start ikke ligge tidligere end fire kvoteår forud for den 1. april i det kvoteår, hvor der søges om tildeling. Overtagelsen eller forpagtningens start skal finde sted senest samtidig med, at mælkekvoten tildeles, jf. § 18, stk. 2.

Stk. 2. Foretages etablering ved forpagtning skal hele bedriften være omfattet. Forpagtning skal have en varighed af mindst fem hele kvoteår.

Stk. 3. Overdragelse til en ægtefælle eller samlever anses for etablering, hvis den overtagende ægtefælle eller samlever ikke har ejet eller været forpagter af hele eller en del af bedriften.

Stk. 4. Ved sameje af en eller flere bedrifter med mælkekvote, hvor ansøger ejer mindst samme ejerandel af bedriftens samlede aktiviteter som de øvrige deltagere dog mindst 20 pct., kan ansøgerne få tildelt en forhøjelse af mælkekvoten.

§ 16. Ved tildeling af gratis kvote efter § 15 skal leverance påbegyndes inden 6 måneder efter tildelingen.

§ 17. Ansøgere, der har modtaget godtgørelse for definitivt ophør med mælkeproduktion efter en fællesskabsfinansieret ophørsordning, kan ikke tildeles mælkekvote efter § 15.

Stk. 2. Tildeling af mælkekvote ved etablering efter § 15 kan ikke foretages på en bedrift, hvis ansøger før den 24. oktober 2003 har fået tildeling fra den nationale reserve.

§ 18. Ansøgning om tildeling indsendes til Mælkeudvalget på en formular, der rekvireres hos Mælkeudvalget, og skal være Mælkeudvalget i hænde senest den 1. februar. Udløber fristen på en lørdag, søndag eller helligdag, er fristen den efterfølgende hverdag.

Stk. 2. Mælkekvoten tildeles pr. 1. april i det efterfølgende kvoteår. Sammen med ansøgningen om tildeling, skal medsendes dokumentation for adkomst til bedriften i form af enten slutseddel, skøde eller forpagtningskontrakt.

Flytning af mælkekvoter

§ 19. En producent, der i mindst tre hele kvoteår har været ejer eller forpagter af en bedrift, og som stiller sin mælkekvote til rådighed for den nationale reserve med samtykke fra panthavere i den pågældende bedrift kan få tildelt en tilsvarende mælkekvote til en anden senere erhvervet eller forpagtet bedrift. Hvis ansøger er forpagter skal bortforpagternes samtykke foreligge.

Stk. 2. Ved ekspropriation eller afståelse af bedrift eller en del af en bedrift som led i en jordfordeling mellem landbrugsejendomme, samt ved udløb af en forpagtningskontrakt indgået før den 1. april 1984 uden mulighed for at videreføre forpagtningen på tilsvarende betingelser, kan den mælkekvote, som er tilknyttet den del af bedriften, som afstås, stilles til rådighed for den producent, som afstår jorden, hvis denne har til hensigt at fortsætte mælkeproduktionen.

Kapitel 4

Køb og salg af mælkekvoter

§ 20. Producenter kan indgive bud om køb og salg af mælkekvote til Mælkeudvalget 1. maj, 15. august, 1. november og 1. februar. Buddene skal være Mælkeudvalget i hænde senest på de angivne datoer og udløber fristen på en lørdag, søndag eller helligdag er fristen den efterfølgende hverdag. Det er bedriftens ikke-udnyttede kvote, der kan udbydes til salg. Den solgte mælkekvote afstås i kvoteåret pr.1. juli, pr. 1. oktober, pr. 1. januar og pr. 1. april i det efterfølgende afgiftsår. Den købte kvote tildeles i kvoteåret pr. 1. juli, pr. 1. oktober, pr. 1. januar og pr. 1. april i det efterfølgende kvoteår. Tilbud om køb eller udbud til salg er bindende, når det er kommet Mælkeudvalget i hænde. Buddene skal indgives på en formular, der fås hos Mælkeudvalget.

Stk. 2. En producent kan ikke indgive bud om samtidig køb og salg efter stk. 1, jf. dog § 8, stk.6.

Stk. 3. Ligevægtsprisen er den pris, hvor den udbudte salgsmængde er lig med den efterspurgte købsmængde eller den laveste pris, hvor ligevægtsmængden kan sælges. Ligevægtsmængden er den mængde, der opnås, når hele den udbudte mængde kan opkøbes og sælges. Prisen for en mælkekvote fastsættes som ligevægtsprisen ved en basisfedtprocent på 4,36 pct. Denne pris justeres i forhold til bedriftens fedtprocent jf. bilag 1. Ligevægtsmængden fordeles proportionalt i forhold til den mængde, som den enkelte producent har efterspurgt af den samlede efterspurgte mængde til ligevægtspris eller derunder. Tilbud om køb, hvor den angivne maksimumspris ligger under ligevægtsprisen, afvises og udbud til salg over ligevægtsprisen afvises.

§ 21. Da mælkekvoterne ophører den 31. marts 2015 vil der sidste gang kunne indgives bud om køb og salg af mælkekvote i medfør af § 20, stk. 1, den 1. november 2014.

§ 22. Køb af mælkekvote kan enten ske ved bedriftens basisfedtprocent i det kvoteår, hvor mælkekvoten tildeles eller ved bedriftens leverancefedtprocent pr. 31. marts i det foregående kvoteår.

Stk. 2. Producenter, hvis leverancefedtprocent er mindst 0,5 pct. højere end basisfedtprocenten, eller hvis leverancefedtprocenten er mindst 1,0 pct. lavere end basisfedtprocenten kan sælge hele bedriftens mælkekvote og samtidig købe en mælkekvote med en basisfedtprocent svarende til bedriftens leverancefedtprocent pr. 31. marts i det foregående kvoteår. Producenter med størst afvigelse mellem leverancefedtprocenten og basisfedtprocenten har fortrinsret. Mælkekvotens samlede repræsentative fedtindhold skal forblive uændret efter køb.

Kapitel 5

Landbrugsfællesskaber

§ 23. Et landbrugsfællesskab bestående af to eller flere bedrifter kan etableres med ansvar for mælkeproduktionen. Afstanden mellem hver deltagers bopæl må ikke overstige 15 km i luftlinje. Hvis fællesskabet har ansvaret for mælkeproduktionen må deltagerne med mælkekvote maksimalt have en årlig arbejdstid på 833 timer. Aftaler om et fællesskab skal have en varighed på mindst et helt kvoteår.

Stk. 2. Har fællesskabet alene det økonomiske ansvar for driften af arealer med mælkekvoten skal ejeren eller forpagteren af arealerne have det økonomiske ansvar for mælkeproduktionen. Har fællesskabet alene det økonomiske ansvar for mælkeproduktionen, skal de enkelte deltagere i fællesskabet have det økonomiske ansvar for de mælkekvotebærende landbrugsarealer.

§ 24. Ved aftaler om helt eller delvist at drive bedrifter i fællesskab kan den enkelte deltager ansøge om tildeling på baggrund af egen bedrift jf. bestemmelserne i kapitel 3.

§ 25. Mælkekvote købt af et landbrugsfællesskab kan i Mælkeudvalget efter anmodning fra fællesskabets deltagere registreres som tilknyttet de enkelte bedrifter, som indgår i fællesskabet i et nærmere aftalt forhold.

Stk. 2. Ved fællesskabets ophør og/eller ved salg af en eller flere af de i stk.1 nævnte bedrifter fordeles mælkekvoten i overensstemmelse med den registrerede tilknytning.

Stk. 3. En registrering af en mælkekvotes tilknytning til en bedrift efter stk. 1 indebærer, at den pågældende mælkekvote efter denne bekendtgørelse behandles som en mælkekvote tilhørende bedriftens ejer.

Stk. 4. En ændring af et efter stk.1 registreret tilknytningsforhold kan kun ske med samtykke fra panthaverne.

§ 26. Ved opløsning af et landbrugsfællesskab kan en mælkekvote flyttes fra en bedrift til en anden jf. dog § 8 stk. 3. Bedrifternes mælkekvote skal i mindst 3 hele kvoteår være indgået i samme fællesskab. Flytningen kan kun ske inden for en luftlinjeafstand på 15 km. Flytningen kræver samtykke fra panthaverne.

Stk. 2. Mælkekvote købt til et fællesskab kan fordeles forholdsmæssigt ved udtræden med egen kvote.

Kapitel 6

Indberetning og indbetaling af overskudsafgift

§ 27. Indberetningen om de mængder mælk eller mælkeækvivalenter, som opkøbes, skal af opkøber eller opkøbersammenslutning indsendes til Mælkeudvalget, Agro Foods Park 15, Skejby, 8200 Århus N.

Stk. 2. En opkøbersammenslutning jf. § 4, stk. 1, eller afgiftspligtige opkøbere skal indbetale det skyldige beløb i overskudsafgift ved overførsel til NaturErhvervstyrelsen konto i Jyske Bank, reg. nr. 8109 kontonr. 0001019562 inden 1. oktober i det efterfølgende afgiftsår.

Stk. 3. Beløb, som ikke betales rettidigt, tillægges efter lovens § 20, stk. 1 en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne.

Stk. 4. Opkøbersammenslutning eller afgiftspligtige opkøbere, som afdrager på det skyldige beløb for kvoteåret 2014/2015, er omfattet af § 32.

§ 28. Beregningsgrundlaget for afgiftsbeløbet, som producenten har pligt til at betale, er den mængde mælk, producenten har leveret til opkøber i et kvoteår, eventuelt justeret under hensyn til mælkefedtindholdet og med tillæg af mælkeækvivalenter for de til opkøber leverede mængder af andre mejeriprodukter. Hvis mælkemængder indvejet hos de enkelte producenter registreres i rummål (liter) sker omregningen til vægt ved multiplikation af literantal med 1,02. Leverer producenten mælk og mejeriprodukter til en opkøber, som ikke er af egen produktion skal dette meddeles skriftligt til opkøber med angivelse af mængde.

Stk. 2. Indgår der i bedriftens leverance mælk fra køer, der ikke er producentens egne, anses denne del af produktionen ikke for at være af egen produktion.

Stk. 3. Har producenten modtaget produkter, som kan være indgået i leverancerne til opkøber, anses produkterne for leveret til opkøber. Leverede mængder mælk og andre mælkeækvivalenter, som ikke er af egen produktion, indgår ikke i beregningsgrundlaget og belægges forlods med afgift.

Stk. 4. Producenten skal betale afgift af den del af beregningsgrundlaget, som overstiger mælkekvoten med tillæg af den i § 32 nævnte frimængde. Afgiftsbetaling påhviler den producent, som havde seneste leverance af mælk inden udløbet af kvoteåret.

Stk. 5. Forfaldstiden for producentens betaling af overskudsafgiften til opkøberne er senest den 1. april i det efterfølgende kvoteår. Producenter, som afdrager på det skyldige beløb for kvoteåret 2014/2015, er omfattet af § 29.

Stk. 6. Leverer producenten inden kvoteårets udløb mængder, der overstiger den i § 2, stk. 2, tildelte mælkekvote, kan opkøber løbende fra tidspunktet for overskridelsens konstatering opkræve beløb, der svarer til tillægsafgiften som forskud på betaling af denne.

Stk. 7. Opkøbere eller opkøbersammenslutning kan modregne forfaldent krav på overskudsafgiften jf. § 27, stk. 5, i producentens krav på betaling for mælk, som producenten har leveret til opkøber.

Stk. 8. Opkøbere eller opkøbersammenslutning kan desuden modregne forfaldent krav på overskudsafgiften, jf. § 27, stk. 5, i det opkrævede beløb i medfør af stk. 6.

Stk. 9. Opkøber eller opkøbersammenslutning kan modregne krav på overskudsafgiften jf. § 27, stk. 5, i producentens betaling i forbindelse med eventuelt salg af mælkekvote, jf. § 20.

Stk. 10. Har en producent leverance fra flere produktionsenheder, er der mulighed for at få en samlet afgiftsopgørelse. Producenten er ansvarlig for, at opkøber får meddelelse om, hvilke produktionsenheder opgørelsen skal omfatte.

§ 29. Mælkeudvalget kan i sin egenskab af opkøbersammenslutning godkende eller afvise, at afgiftspligtige producenter, som skal betale en overskudsafgift på mindst 1.000 kr. i forbindelse med mælkekvoteåret, som begyndte 1. april 2014 og sluttede 31. marts 2015, indgår i en afdragsordning, og afdrager det skyldige beløb i tre årlige afdrag uden renter.

Stk. 2. Det første årlige afdrag skal udgøre mindst 1/3 af det samlede skyldige beløb og skal betales senest den 1. september 2015. Mindst 2/3 af det samlede skyldige beløb skal være betalt senest den 1. september 2016. Hele beløbet skal være betalt senest den 1. september 2017.

Stk. 3. Afdragsordningen er rentefri, og udgør statsstøtte, der ydes i overensstemmelse med Kommissionens Forordning (EU) Nr. 1408/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte i landbrugssektoren (de minimis-forordningen).

Stk. 4. Afgiftspligtige producenter skal indsende de minimis-erklæring til Mælkeudvalget, jf. § 30, inden for en frist fastsat af Mælkeudvalget.

§ 30. Danske Mejeriers Mælkeudvalg, Agro Food Park 13, Skejby, 8200 Århus N, opkræver det skyldige beløb for kvoteåret 2014/2015 hos de afgiftspligtige producenter. Mælkeudvalget har ansvaret for administrationen af afdragsordningen, jf. § 5. Mælkeudvalget sikrer, at de afgiftspligtige producenter, der ønsker at deltage i afdragsordningen, opfylder betingelserne i de minimis-forordningen, herunder at beløbsgrænsen for de minimis-støtte ikke overskrides. Såfremt betingelserne i de minimis-forordningen ikke er opfyldt meddeler Mælkeudvalget afslag på ansøgning om afdragsordning, jf. § 29, stk. 1.

Stk. 2. Stk. 2. Mælkeudvalget foretager, på vegne af NaturErhvervstyrelsen, kontrol af indsendte de minimis-erklæringer, jf. § 29, og sikrer, at betingelserne i de minimis-forordningen er opfyldt. Dokumentationsmaterialet for kontrol af overholdelse af de minimis-forordningen skal overdrages af Mælkeudvalget til NaturErhvervstyrelsen ved afdragsordningens ophør, jf. § 28.

§ 31. Mælkeudvalget ophør ved udgangen af 2015. Mejeriforeningen, Agro Food Park 13, Skejby, 8200 Århus N, overtager administrationen af afdragsordningen i 2016 og 2017, og opkræver anden tredjedel af det skyldige beløb hos de afgiftspligtige producenter, der deltager i afdragsordningen og indbetaler det opkrævede beløb til NaturErhvervstyrelsen senest 30. september 2016. I 2017 opkræver Mejeriforeningen sidste tredjedel af det skyldige beløb hos de afgiftspligtige producenter, der deltager i afdragsordningen, og indbetaler det opkrævede beløb til NaturErhvervstyrelsen senest 30. september 2017.

§ 32. Den frimængde, som i et kvoteår er til rådighed under opkøber eller opkøbersammenslutning, svarer til summen af de ikke udnyttede dele af producentens mælkekvoter. NaturErhvervstyrelsen kan fastsætte, at en andel af den nationale reserve skal indgå i frimængden.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte frimængde anvendes således, at hver enkelt producent tildeles en frimængde svarende til en fast procentdel af producentens mælkekvote.

Kapitel 7

Salg direkte til forbrug

§ 33. Producenter, som sælger mælk eller mejeriprodukter direkte til forbrug, skal lade sig registrere i Mælkeudvalget. Mælkeudvalget tildeler efter ansøgning producenterne en mælkekvote, hvis der er ledige mængder til rådighed.

Stk. 2. Producenter, som ønsker omflytning mellem de to typer mælkekvote; henholdsvis kvote til leverance til opkøber efter § 2, stk. 2, og kvote til salg direkte til forbrug skal meddele dette til Mælkeudvalget senest den 31. december i det afgiftsår, hvor omflytningen skal have virkning. Der kan foretages én omflytning mellem de to typer mælkekvoter per afgiftsår.

Stk. 3. Mælkeudvalget opkræver overskudsafgift hos producenter, hvis salg af mælk eller mejeriprodukter direkte til forbrug i det pågældende kvoteår overstiger vedkommendes mælkekvote med tillæg af eventuel frimængde. Afgiftsbeløb skal indbetales til Mælkeudvalgets konto i Nordea, reg. nr. 2211, kontonr. 0 251 324 727, inden 1. september i det pågældende kvoteår. Beløb, som ikke betales rettidigt tillægges efter lovens § 20, stk. 1, en årlig rente svarende til den rente, der er fastsat i henhold til rentelovens § 5, fra forfaldsdagen at regne.

Stk. 4. For producenter, som sælger mælk eller mejeriprodukter direkte til forbrug, finder bestemmelserne i kapitel 2 tilsvarende anvendelse. Alle leverancer, som ikke sker til opkøber og som ikke anses for videreleveret til opkøber i medfør af § 2 stk. 2, anses for leverancer til direkte forbrug.

Kapitel 8

Virksomheders bogførings- og indberetningsforpligtelser

§ 34. Godkendte opkøbere jf. § 3, skal opbevare og ajourføre den dokumentation, der fremgår af Kommissionens forordning (EF) 595/2004 artikel 23 og 24 for indeværende kvoteår og de tre foregående kvoteår.

Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte dokumentation skal foreligge i papirform eller elektronisk. I sidstnævnte tilfælde skal opkøberen udskrive de ønskede oplysninger til NaturErhvervstyrelsen efter anmodning. Såfremt der anvendes et elektronisk system, skal det kunne fastlåse data, således at det historiske forløb kan genskabes. Opkøberen er forpligtet til at have backup af elektroniske filer.

§ 35. Godkendte opkøbere jf. § 3, samt virksomheder der forarbejder smør, ost og mælkepulver uden selv at være opkøbere skal til Mejeriforeningen, Agro Food Park 13, Skejby, 8200 Århus N ugentligt indsende en opgørelse over indvejning af ubehandlet sødmælk, samt køb, salg og anvendelse af mælk og fløde, med angivelse af gennemsnitsfedtprocenter. Virksomhederne skal desuden foretage en opgørelse over omsætningen med angivelse af beholdninger af mælk og fløde ved ugens begyndelse og slutning.

Stk. 2. Godkendte opkøbere jf. § 3, skal desuden i indberetninger i medfør af § 33 angive fornøden dokumentation for indvejede kvanta, herunder afstemt leverandørregnskab og optegnelser over det fra hver enkelt mælkeproducent modtagne kvantum ubehandlet sødmælk, og for de af virksomheden udleverede kvanta mælk til foderbrug.

§ 36. Bogføringsugen regnes fra mandag til søndag. Som uge nr. 1 i et år betegnes den uge, der indeholder den første torsdag i januar måned.

Stk. 2. Udskrifter og opgørelser skal være Mejeriforeningen i hænde senest 21 dage efter hver bogføringsuges udløb. Virksomhederne kan dog vælge at indsende de ugentlige indberetninger samlet for hver kalendermåned, i så fald er fristen 21 dage efter den sidste bogføringsuges udløb.

§ 37. Uanset bestemmelserne i §§ 34-35 er det tilladt et mejeriselskab at indsende en samlet udskrift for samtlige af selskabet omfattede driftssteder på betingelse af, at der på hvert enkelt driftssted forefindes kopi af indberetningerne til selskabets hovedkontor over omsætningen af mælk, fløde og øvrige mejeriprodukter. Der skal på driftsstedet forefindes fornødent dokumentationsmateriale, jfr. § 34, stk. 2, for indberetningerne.

§ 38. Såfremt modtagelse, køb og salg samt anden anvendelse af mælk og fløde registreres i rummål (liter), skal der, forinden den i medfør af §§ 34-35, omhandlede bogføring foretages, ske omregning til vægt (kilogram) ved multiplikation af literantallet med følgende faktorer:

1) ubehandlet sødmælk:1,02,

2) standardiseret mælk herunder skummetmælk:1,03,

3) fløde med fedtindhold 9-20 pct.:1,02 og

4) fløde med fedtindhold over 20 pct.:1,03.

Stk. 2. NaturErhvervstyrelsen kan overfor virksomheder omfattet af §§ 33-34 foreskrive, at der til måling af de mængder mælk og fløde, der anvendes til forarbejdning af mejeriprodukter, skal benyttes justerede veje- og måleredskaber.

§ 39. Opkøbere, der leverer ubehandlet sødmælk, som er indvejet direkte fra producenterne, til andre EU-lande og tredjelande, skal indsende oplysninger til NaturErhvervstyrelsen om afhentningstidspunkter (dato, klokkeslæt og sted) for den kommende uge.

Stk. 2. Hvis afhentning af mælk hos producenterne i medfør af stk. 1, sker ved faste ruter, skal oplysninger kun indgives en gang. Ved ændringer i ruten skal NaturErhvervstyrelsen orienteres inden afhentningen påbegyndes.

Kapitel 9

Almindelige bestemmelser

§ 40. NaturErhvervstyrelsen og Fødevarestyrelsen fører kontrol med overholdelse af bestemmelserne vedrørende ordningen med mælkekvoter.

§ 41. Afgørelser efter denne bekendtgørelse eller de i § 1 nævnte forordninger, som er meddelt på grundlag af ansøgers urigtige eller vildledende oplysninger eller fortielser af betydning for afgørelsen, kan tilbagekaldes.

Stk. 2. En mælkekvote, der er tildelt gratis efter § 11 eller § 15 inddrages den første april i det efterfølgende afgiftsår uden kompensation til den nationale reserve, hvis hele bedriftens kvote overdrages eller hvis den sælges efter § 20.

Stk. 3. Ved tvangsauktion overføres den gratis tildelte kvote dog til erhververen.

Stk. 4. Mælkekvote tildelt efter § 15 i afgiftsåret 2006/2007 eller tidligere kan dog overdrages.

Stk. 5. En mælkekvote, der er tildelt efter § 13,14 og 15 eller købt efter § 20 kan inddrages, hvis vilkårene fastsat ved tildelingen eller købet ikke er opfyldt.

Stk. 6. En mælkekvote kan tilbageføres til overdrageren, hvis vilkårene for overførsel af mælkekvoten ikke er opfyldt.

Stk. 7. Ved inddragelse af mælkekvote tilbagebetales ligevægtsprisen på købstidspunktet. En mælkekvote, der er tildelt efter § 13, inddrages til den nationale reserve uden kompensation.

§ 42. Afgørelser truffet af Mælkeudvalget efter denne bekendtgørelse kan af vedkommende producent påklages til NaturErhvervstyrelsen inden fire uger efter, at afgørelsen er meddelt klageren. Klager over Mælkeudvalgets afgørelser skal indsendes til Mælkeudvalget. NaturErhvervstyrelsens afgørelser i klagesager kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 2. Klage over andre afgørelser truffet af NaturErhvervstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan af vedkommende producent indgives efter reglerne i bekendtgørelse om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser.

§ 43. Ved imødekommelse af en klage om tildeling af mælkekvote efter §§ 13 og 15 tildeles producenten en opkøbt mælkekvote i det følgende kvoteår.

§ 44. Overtrædelse af § 3, stk. 2 og 4, § 6 stk. 2, § 27, stk. 1 -2, § 28, stk. 1, 3. pkt. og stk. 3, § 28, stk. 4, 1. pkt., § 33, stk. 2, 1. pkt., §§ 34- 35 og § 36, 2. pkt., og §§ 37-39 straffes med bøde medmindre højere straf er forskyldt efter § 25 i Landbrugsstøtteloven.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Stk. 3. Den der til brug for afgørelser der træffes efter denne bekendtgørelse eller de i § 1 nævnte forordninger, afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde.

§ 45. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 974 af 21. september 2012 om mælkekvoter ophæves.

Stk. 3. I alle høringsbreve, afgørelser og enhver anden henvendelse fra NaturErhvervstyrelsen, som er dateret den 1. januar 2016 eller senere, skal henvisninger til bekendtgørelse nr. 974 af 21. september 2012 om mælkekvoter forstås som henvisning til denne bekendtgørelse.

Stk. 4. Stk. 3 gælder dog ikke, hvis andet er udtrykkeligt angivet i henvendelsen.

NaturErhvervstyrelsen, den 15. december 2015

Jette Petersen

/ Aksel Nielsen


Bilag 1

Prisjusteringstabel

Tabel til regulering af prisen i forhold til bedriftens basisfedtprocent.

Ved udregning af ligevægtsprisen skal prisen svare til en basisfedtprocent på 4,36 %.

Den udbetalte / opkrævede pris svarer til ligevægtsprisen multipliceret med faktoren ved egen basisfedtprocent.

F.eks. hvis basisfedtprocenten er 3,80 % og ligevægtsprisen er 3,50 kr./kg, så er udbetalt/opkrævet beløb: 3,50 kr./kg x, 940 045 = 3,290 158 kr./kg.

Fedt % Faktor Fedt % Faktor Fedt % Faktor Fedt % Faktor Fedt % Faktor Fedt % Faktor

3,01 0,855466 3,66 0,925056 4,31 0,994647 4,96 1,064238 5,61 1,133828 6,26 1,203419

3,02 0,856536 3,67 0,926127 4,32 0,995718 4,97 1,065308 5,62 1,134899 6,27 1,204489

3,03 0,857607 3,68 0,927198 4,33 0,996788 4,98 1,066379 5,63 1,135969 6,28 1,205560

3,04 0,858678 3,69 0,928268 4,34 0,997859 4,99 1,067449 5,64 1,137040 6,29 1,206631

3,05 0,859748 3,70 0,929339 4,35 0,998929 5,00 1,068520 5,65 1,138111 6,30 1,207701

3,06 0,860819 3,71 0,930409 4,36 1,000000 5,01 1,069591 5,66 1,139181 6,31 1,208772

3,07 0,861889 3,72 0,931480 4,37 1,001071 5,02 1,070661 5,67 1,140252 6,32 1,209843

3,08 0,862960 3,73 0,932551 4,38 1,002141 5,03 1,071732 5,68 1,141323 6,33 1,210913

3,09 0,864031 3,74 0,933621 4,39 1,003212 5,04 1,072803 5,69 1,142393 6,34 1,211984

3,10 0,865101 3,75 0,934692 4,40 1,004283 5,05 1,073873 5,70 1,143464 6,35 1,213054

3,11 0,866172 3,76 0,935763 4,41 1,005353 5,06 1,074944 5,71 1,144534 6,36 1,214125

3,12 0,867243 3,77 0,936833 4,42 1,006424 5,07 1,076014 5,72 1,145605 6,37 1,215196

3,13 0,868313 3,78 0,937904 4,43 1,007494 5,08 1,077085 5,73 1,146676 6,38 1,216266

3,14 0,869384 3,79 0,938974 4,44 1,008565 5,09 1,078156 5,74 1,147746 6,39 1,217337

3,15 0,870454 3,80 0,940045 4,45 1,009636 5,10 1,079226 5,75 1,148817 6,40 1,218408

3,16 0,871525 3,81 0,941116 4,46 1,010706 5,11 1,080297 5,76 1,149888 6,41 1,219478

3,17 0,872596 3,82 0,942186 4,47 1,011777 5,12 1,081368 5,77 1,150958 6,42 1,220549

3,18 0,873666 3,83 0,943257 4,48 1,012848 5,13 1,082438 5,78 1,152029 6,43 1,221619

3,19 0,874737 3,84 0,944328 4,49 1,013918 5,14 1,083509 5,79 1,153099 6,44 1,222690

3,20 0,875808 3,85 0,945398 4,50 1,014989 5,15 1,084579 5,80 1,154170 6,45 1,223761

3,21 0,876878 3,86 0,946469 4,51 1,016059 5,16 1,085650 5,81 1,155241 6,46 1,224831

3,22 0,877949 3,87 0,947539 4,52 1,017130 5,17 1,086721 5,82 1,156311 6,47 1,225902

3,23 0,879019 3,88 0,948610 4,53 1,018201 5,18 1,087791 5,83 1,157382 6,48 1,226973

3,24 0,880090 3,89 0,949681 4,54 1,019271 5,19 1,088862 5,84 1,158453 6,49 1,228043

3,25 0,881161 3,90 0,950751 4,55 1,020342 5,20 1,089933 5,85 1,159523 6,50 1,229114

3,26 0,882231 3,91 0,951822 4,56 1,021413 5,21 1,091003 5,86 1,160594 6,51 1,230184

3,27 0,883302 3,92 0,952893 4,57 1,022483 5,22 1,092074 5,87 1,161664 6,52 1,231255

3,28 0,884373 3,93 0,953963 4,58 1,023554 5,23 1,093144 5,88 1,162735 6,53 1,232326

3,29 0,885443 3,94 0,955034 4,59 1,024624 5,24 1,094215 5,89 1,163806 6,54 1,233396

3,30 0,886514 3,95 0,956104 4,60 1,025695 5,25 1,095286 5,90 1,164876 6,55 1,234467

3,31 0,887584 3,96 0,957175 4,61 1,026766 5,26 1,096356 5,91 1,165947 6,56 1,235538

Officielle noter

1) I bekendtgørelsen er der medtaget visse bestemmelser fra Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007, EU-Tidende 2013, nr. L 347, s. 671, Kommissionens forordning (EF) nr. 595/2004 af 30. marts 2004 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1788/2003 om en afgift på mælk og mejeriprodukter, EU-Tidende 2004, nr. L 94, side 22 og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/517 af 26. marts 2015 om ændring af forordning (EF) nr. 595/2004 om gennemførelsesbestemmelser i Rådets forordning (EF) nr. 1788/2003 om en afgift på mælk og mejeriprodukter, EU-Tidende 2015, EU-Tidende 2015, nr. L 82, s. 73. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i bekendtgørelsen er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke nævnte forordningers umiddelbare gyldighed i Danmark.