Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32009L0138
 
32014L0051
 
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner1)

I medfør af § 283, stk. 3, og § 373, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 18. februar 2015, som ændret ved lov nr. 1563 af 15. december 2015, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse for gruppe 1-forsikringsselskaber og den øverste modervirksomhed i koncerner omfattet af § 175 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 2. Den årlige rapportering, jf. § 283, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, skal udover reglerne i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) foretages i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Den offentlige rapports opbygning og indhold

§ 2. Udover reglerne i artikel 290-303 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) finder denne bekendtgørelses §§ 3-5 anvendelse for den rapport om solvens og finansiel situation, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre.

§ 3. Oplysningerne i rapporten kan medtages i fuldstændig form eller i form af henvisninger til oplysninger af tilsvarende art og omfang, der er offentliggjort i henhold til andre love eller administrative forskrifter.

Stk. 2. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan frivilligt offentliggøre yderligere oplysninger end, hvad der kræves efter § 2, jf. dog artikel 298 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Undtagelser til kravet om offentliggørelse af oplysninger

§ 4. Finanstilsynet kan godkende, at et gruppe 1-forsikringsselskab undlader at offentliggøre oplysninger, jf. dog artikel 299 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 2. Godkendelse gives i følgende tilfælde:

1) Hvis selskabets konkurrenter vil opnå en væsentlig og urimelig fordel såfremt oplysningerne offentliggøres.

2) Hvis selskabet er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for forsikringstagerne eller modparter.

Stk. 3. Selskabet skal i rapporten anføre, hvilke oplysninger der ikke offentliggøres, samt begrundelsen herfor.

Stk. 4. Selskabet kan ikke få godkendelse til at undlade at offentliggøre oplysninger om selskabets kapitalstyring som beskrevet i artikel 297 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Oplysninger om større begivenheder

§ 5. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal offentliggøre oplysninger om karakteren og virkningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på de offentliggjorte oplysninger.

Stk. 2. Følgende anses som minimum for at udgøre en større begivenhed:

1) Når der konstateres en væsentlig manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet, og Finanstilsynet ikke inden for en frist på to måneder efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, modtager en plan for genoprettelse, jf. § 248 a, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

2) Når der konstateres manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet, og Finanstilsynet enten vurderer, at selskabet ikke vil være i stand til at fremlægge en finansieringsplan, eller Finanstilsynet ikke modtager en sådan plan inden for en frist på én måned efter den dato, hvor afvigelsen blev konstateret, jf. § 248 b, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 3. Er den væsentlige manglende opfyldelse af solvenskapitalkravet eller den manglende opfyldelse af minimumskapitalkravet ikke imødegået senest seks måneder, jf. stk. 2, nr. 1, eller tre måneder, jf. stk. 2, nr. 2, efter konstateringen heraf, trods gennemførslen af en plan for genoprettelse eller en finansieringsplan, skal selskabet offentliggøre dette ved fristens udløb. Selskabet skal samtidig offentliggøre årsagen og konsekvenserne heraf, samt oplysninger om eventuelle foretagne og planlagte korrigerende foranstaltninger med henblik på at imødegå den manglende opfyldelse af kravet.

Stk. 4. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal straks offentliggøre oplysninger om større begivenheder, jf. dog artikel 363, stk. 2, og artikel 368 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II). Oplysningerne skal indeholde en angivelse af afvigelsens omfang sammen med en forklaring på årsagen til og konsekvenserne af afvigelsen og om de korrigerende foranstaltninger, som selskabet måtte have foretaget.

Koncerner

§ 6. Udover reglerne i artikel 359-377 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) finder denne bekendtgørelses § 3 og §§ 7-9 anvendelse for den rapport om solvens og finansiel situation, som den øverste modervirksomhed skal offentliggøre.

§ 7. Finanstilsynet kan godkende, at den øverste modervirksomhed undlader at offentliggøre oplysninger, jf. dog artikel 361 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 2. Godkendelse gives i følgende tilfælde:

1) Hvis koncernens konkurrenter vil opnå en væsentlig og urimelig fordel såfremt oplysningerne offentliggøres.

2) Hvis den øverste modervirksomhed eller selskaber i koncernen er bundet af tavsheds- eller fortrolighedspligt som følge af forpligtelser over for forsikringstagerne eller modparter.

Stk. 3. § 4, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse for den øverste modervirksomhed.

§ 8. § 5 vedrørende offentliggørelse af oplysninger om karakteren og virkningerne af større begivenheder, der har væsentlig indflydelse på de offentliggjorte oplysninger finder tilsvarende anvendelse for den øverste modervirksomhed.

§ 9. Finanstilsynet kan godkende, at den øverste modervirksomhed offentliggør en samlet rapport om koncernens solvens og finansielle situation i overensstemmelse med artikel 365-371 i forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Stk. 2. Offentliggøres en samlet rapport for hele koncernen, jf. stk. 1, skal datterselskaberne ikke offentliggøre separate rapporter om deres solvens og finansielle situation.

Stk. 3. Finanstilsynet kan påbyde en dattervirksomhed at offentliggøre oplysninger af væsentlig betydning, såfremt disse oplysninger ikke indgår i rapporten efter stk. 1.

Stk. 4. I det tilfælde, hvor den øverste modervirksomhed offentliggør en samlet rapport i henhold til stk. 1 finder §§ 7 og 8 tilsvarende anvendelse, jf. dog artikel 367 i forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Bestyrelsens ansvar

§ 10. Forud for offentliggørelse af rapporten om solvens og finansiel situation og indsendelse af rapporten, der udarbejdes til Finanstilsynet, skal gruppe 1-forsikringsselskabets eller den øverste modervirksomheds bestyrelse godkende den pågældende rapport.

Straffebestemmelser

§ 11. Overtrædelse af § 4, stk. 3, og §§ 5, 8 og 10 straffes med bøde.

Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 681 af 22. maj 2015 om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner ophæves.

§ 13. Finanstilsynet kan beslutte, at selvom et gruppe 1-forsikringsselskab eller den øverste modervirksomhed offentliggør solvenskapitalkravet inklusive de beløbsmæssige effekter af krav om kapitaltillæg eller selskabsspecifikke parametre, skal selskabet eller den øverste modervirksomhed i en overgangsperiode indtil den 31. december 2020 ikke offentliggøre særskilte oplysninger om kapitaltillægget eller de selskabsspecifikke parametre.

Stk. 2. Har Finanstilsynet truffet beslutning i overensstemmelse med stk. 1, skal gruppe 1-forsikringsselskabet eller den øverste modervirksomhed i rapporten, som offentliggøres, angive at solvenskapitalkravets endelige størrelse endnu ikke er fastsat af Finanstilsynet.

§ 14. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal offentliggøre og indsende rapporterne i medfør af § 283, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed inden for følgende frister:

1) 20 uger efter det regnskabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017.

2) 18 uger efter det regnskabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2017, men før den 1. januar 2018.

3) 16 uger efter det regnskabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2018, men før den 1. januar 2019.

Stk. 2. Den øverste modervirksomhed skal offentliggøre og indsende rapporterne i medfør af § 283, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed inden for følgende frister, jf. dog stk. 3:

1) 26 uger efter det regnskabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2016, men før den 1. januar 2017.

2) 24 uger efter det regnskabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2017, men før den 1. januar 2018.

3) 22 uger efter det regnskabsår, der afsluttes på eller efter den 30. juni 2018, men før den 1. januar 2019.

Stk. 3. Offentliggør den øverste modervirksomhed en samlet rapport om koncernens solvens og finansielle situation i henhold til § 9, skal den øverste modervirksomhed offentliggøre rapporten for regnskabsårerne 2016, 2017 og 2018 i overensstemmelse med fristerne i stk. 1.

Erhvervs- og Vækstministeriet, den 15. december 2015

Troels Lund Poulsen

/ Julie Sonne

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), EU-Tidende 2009, nr. L 335, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2003/71/EF og 2009/138/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 1094/2010 og (EU) nr. 1095/2010 for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) og den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirstilsynsmyndighed), EU-Tidende 2014, nr. L 153, side 1.