Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 98-15 om fleksjob - fastholdelsesfleksjob - sociale kapitler - særlige vilkår - skriftlig aftale - vejledning - realudligning

Resumé:

Fastholdelsesfleksjob

Det er en betingelse for bevilling af fleksjob på hidtidig arbejdsplads (fastholdelsesfleksjob), at personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Den pågældende skal også opfylde betingelserne for fleksjob.

Skriftlig aftale

Aftalen mellem arbejdsgiver og medarbejder om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår skal være skriftlig og indeholde oplysninger om, hvilke funktioner medarbejderen har svært ved at udføre eller ikke kan udføre, og hvilke konkrete skånehensyn der er aftalt.

Arbejdsgiveren skal også dokumentere, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Der er ikke nogen formkrav til den skriftlige aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Det betyder, at mødereferater, notater i personalemappen og lignende efter en konkret vurdering vil kunne anses for tilstrækkelig dokumentation, i det omfang det kan anses som en aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at der forelå en fyldestgørende skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og borger om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår. Det måtte også anses for dokumenteret, at arbejdsgiver havde gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Der forelå en skriftlig aftale i form af en handlingsplan for borgerens tilbagevenden til arbejde. Der forelå også statusopdateringer fra borgeren til arbejdsgiver, hvor borgeren blandt andet havde oplyst om arbejdstid og fridage. Ifølge arbejdsgivers oplysninger var der efterfølgende blevet lagt en ny plan for borgeren, hvor han blev flyttet over i en særlig tilrettelagt funktion uden deadlines og projektarbejde samt med en mentor tilknyttet. Der havde desuden været flere møder mellem borgeren, arbejdsgiveren og kommunen om arbejdstid og arbejdsopgaver. Det fremgik af kommunens notat, at arbejdsgiver blandt andet havde iværksat ordning med henblik på erhvervspsykologsamtaler, fleksibilitet i forhold til mødetid, ferieafholdelse, hjemmearbejdsplads, mødeaktivitet og arbejdsopgaver. Der havde også været en plan for dagligt timetal, arbejdsdage og telefonvækning.

Vejledning

En myndighed har pligt til at rådgive og vejlede inden for sit eget område.

Det følger af den forvaltningsretlige grundsætning om realudligning, at manglende eller mangelfuld vejledning fra kommunens side efter omstændighederne kan føre til, at borgeren stilles, som om kommunen havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning, som borgeren havde handlet i overensstemmelse med.

I sag nr. 2 fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren havde ret til fastholdelsesfleksjob, selvom der ikke forelå en skriftlig aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Beskæftigelsesudvalget vurderede, at den manglende skriftlige aftale mellem borgeren og arbejdsgiver skyldtes kommunens mangelfulde vejledning om reglerne om fastholdelsesfleksjob, herunder kravet om en skriftlig aftale mellem borgeren og arbejdsgiver. Udvalget vurderede, at kommunens mangelfulde vejledning efter omstændighederne skulle føre til, at borgeren blev stillet, som om kommunen havde ydet korrekt og fyldestgørende vejledning, som borgeren og arbejdsgiver havde handlet i overensstemmelse med.

Lovgivning:

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 807 af 1. juli 2015 - § 70 b

Forvaltningsloven – lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 – § 7

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 1052 af 8. september 2015 – § 5

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagerne principielt

Ankestyrelsen har behandlet sagerne principielt for at afklare betingelserne for fastholdelsesfleksjob, herunder kravet om skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder.

2. Reglerne

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats 70 b, stk. 1, fastslår, at en person kun kan blive ansat i et fleksjob på den hidtidige arbejdsplads, hvis personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår, jf. dog stk. 3. Den pågældende skal endvidere opfylde betingelserne for fleksjob.

Ifølge § 70 b, stk. 2, skal aftalen mellem arbejdsgiver og medarbejder om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår være skriftlig og indeholde oplysninger om, hvilke funktioner medarbejderen har svært ved at udføre eller ikke kan udføre, og hvilke konkrete skånehensyn der er aftalt. Arbejdsgiveren skal endvidere dokumentere, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Efter § 70 b, stk. 3, finder § 70 b, stk. 1, ikke anvendelse, hvis den ansatte har været udsat for akut opstået skade eller sygdom, og det er åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Det fremgår af § 7 i forvaltningsloven, at en forvaltningsmyndighed i fornødent omfang skal yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Det fremgår af § 5 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

3. Andre principafgørelser

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

35-15: Hvis den ansatte har været udsat for akut opstået skade eller sygdom, kan kommunen undtagelsesvis bevilge fastholdelsesfleksjob, uanset at personen ikke har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Akut skade eller sygdom omfatter også en alvorlig og fremadskridende sygdom som fx Parkinsons sygdom.

Ved akut skade eller sygdom kan kommunen dog kun bevilge fastholdelsesfleksjob, hvis kommunen vurderer, at det er åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Kommunen skal i den forbindelse foretage en konkret vurdering af sygdommen, herunder prognosen for sygdommen, ligesom det skal vurderes, om arbejdspladsen kan gøre noget for at undgå forværring eller forebygge yderligere nedsættelse af arbejdsevnen. Hvis der ikke er mulighed for på arbejdspladsen at gøre noget for at undgå forværring eller forebygge yderligere nedsættelse af arbejdsevnen, skal kommunen bevilge personen fastholdelsesfleksjob.

247-09: En ansøgning om opsat pension måtte anses for at være indgivet ved reglens ikrafttræden, da kommunen på det tidspunkt havde haft konkret anledning til at rådgive ansøger om, at han kunne søge om at få folkepensionen opsat. Ansøger havde siden juni 2003 fået afslag på folkepension på grund af arbejdsindtægten. Omkring tidspunktet for, at reglen om opsat pension blev indført, fik han igen afslag på folkepension, uden at kommunen oplyste ham om den nye regel.

I denne konkrete situation vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt.

P-7-02: En pensionist, der modtog medicinhjælp, flyttede til en anden kommune. Først efter 9 måneder søgte hun om medicintilskud i tilflytningskommunen, men anmodede om hjælpen med tilbagevirkende kraft for medicin, hun havde modtaget siden flytningen til kommunen.

Det måtte afhænge af en nærmere konkret vurdering af det enkelte tilfælde, om der havde foreligget en vejledningspligt, der havde været tilsidesat. Der måtte blandt andet tages hensyn til, i hvilket omfang ansøger allerede havde modtaget vejledning i fraflytningskommunen.

Ankestyrelsen fandt, at tilflytningskommunen burde have vejledt ansøgeren om nødvendigheden af at indgive ny ansøgning. Der blev lagt vægt på, at det fremgik af pensionssagen, at han modtog medicinhjælp, at kommunen ved udbetaling af de øvrige beløb måtte kunne påregne, at ansøgeren ikke fandt anledning til at henvende sig til kommunen, at der ikke forelå oplysning om, at fraflytningskommunen havde orienteret ansøgeren om, at medicinkort kun var bevilget under ansøgerens bopæl i den pågældende kommune, at der ikke var oplysning om ændringer i ansøgerens situation udover flytningen, og at kommunen umiddelbart på det foreliggende grundlag fandt ansøgeren berettiget til medicinkort.

Den manglende vejledning medførte, at ansøgeren blev stillet som om der var givet korrekt vejledning.

4. De konkrete afgørelser

Sag 1: 2014-4120-65807

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over A Kommunes afgørelse truffet den 20.11.2014.

Resultatet er:

Du har ret til fastholdelsesfleksjob hos X

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Kommunen vil kontakte dig.

Der var enighed på mødet.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har ret til fastholdelsesfleksjob.

Vi vurderer, at du har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Vi vurderer i den forbindelse, at der må anses for at foreligge en fyldestgørende skriftlig aftale mellem dig og arbejdsgiver om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår. Det må også anses for dokumenteret, at arbejdsgiver har gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Du lider af skizofreni, og det fremgår af sagens lægelige oplysninger, at du føler dig tung og træt og har svært ved at strukturere hverdagen.

Vi har lagt vægt på, at du og arbejdsgiver den 22.3.2011 indgik en skriftlig aftale i form af en handlingsplan for din tilbagevenden til arbejde.

Det fremgår af handlingsplanen, at du og arbejdsgiver havde aftalt nedsat timetal med gradvis øgning af mødedage og arbejdstid i perioden fra den 28.3.2011 til den 26.5.2011, og at der var aftalt status- og opfølgningsmøder mellem dig og arbejdsgiver.

Det fremgår også af handlingsplanen, at arbejdsgiver kontaktede dig telefonisk om morgenen de dage, hvor du skulle møde på arbejde, hvorved der blev skabt struktur på din hverdag. Det fremgår desuden, at der var fastsat et fast slutmødetidspunkt. Dette for at sikre, at du ikke arbejdede sent om aftenen, hvilket du erfaringsmæssigt havde tendens til at gøre.

Vi har også vægt på arbejdsgivers oplysninger om, at handlingsplanen blev ændret, således at indkøringsperioden skete til og med oktober 2011. Herefter var du stabil i en periode på nogle måneder. Arbejdsgiver har oplyst, at handlingsplanen efterfølgende blev genoptaget, og at du indrapporterede ugentlig status til arbejdsgiver.

Vi har desuden lagt vægt på, at der foreligger et udpluk af statusopdateringer fra dig til arbejdsgiver, hvor du blandt andet har oplyst om arbejdstid og fridage.

Vi har ligeledes vægt på arbejdsgivers oplysninger om, at du efter fuldtidssygemelding i februar 2013 gradvist vendte tilbage til arbejde i april 2013, og at der i foråret 2013 blev lagt en ny plan for dig, hvor du ikke længere var tilknyttet prologcenteret, men blev flyttet over i en særlig tilrettelagt funktion. Efter overflytningen har du haft flydende deadlines, opgaver uden deadlines, ligesom du har været fritaget for projektarbejde og hastopgaver samt en række møder. Du har fået tilknyttet en mentor i afdelingen, som støtter dig i det praktiske.

Vi har også lagt vægt på arbejdsgivers oplysninger om, at du igennem de sidste 3 år har haft flere forskellige ledere, og at der i den forbindelse er bortkommet dokumentation vedrørende dit forløb hos arbejdsgiver.

Vi har desuden lagt vægt på, at det fremgår af kommunens afsluttende notat af 2.4.2014, at der siden 27.9.2013 har været afholdt flere møder mellem dig, arbejdsgiver og kommunens afklaringskonsulent om blandt andet arbejdstid og arbejdsopgaver. Det fremgår af notatet, at arbejdsgiver har foretaget følgende for at optimere vilkårene for dig: iværksættelse af ordning med henblik på erhvervspsykologsamtaler, fleksibilitet i forhold til mødetid, ferieafholdelse, hjemmearbejdsplads, mødeaktivitet og arbejdsopgaver. Der har været en plan for dagligt timetal, arbejdsdage og telefonvækning.

Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at din arbejdsevne er væsentlig og varigt nedsat, og at du dermed opfylder betingelserne for fleksjob.

Efter reglerne kan en person kun blive ansat i et fleksjob på den hidtidige arbejdsplads, hvis personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Den pågældende skal endvidere opfylde betingelserne for fleksjob.

Aftalen mellem arbejdsgiver og medarbejder om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår skal være skriftlig og indeholde oplysninger om, hvilke funktioner medarbejderen har svært ved at udføre eller ikke kan udføre, og hvilke konkrete skånehensyn der er aftalt. Arbejdsgiveren skal endvidere dokumentere, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Sag 2: 2015-4120-06973

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over A Kommunes afgørelse truffet den 15.9.2014.

Resultatet er:

Du har ret til fastholdelsesfleksjob hos X

Det betyder, at vi ændrer kommunens afgørelse.

Kommunen vil kontakte dig.

Der var enighed på mødet.

Vi kritiserer, at kommunen ikke har opfyldt sin vejledningspligt.

Vi kritiserer desuden, at kommunen efterfølgende har truffet afgørelse om, at du pr. 1.2.2015 kunne ansættes i fleksjob hos X efter en opsigelse herfra med den begrundelse, at der som følge af opsigelse og genansættelse med andre arbejdsopgaver ikke var tale om et fastholdelsesfleksjob.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at du har ret til fastholdelsesfleksjob.

Vi vurderer, at der ikke kan anses for at foreligge en skriftlig aftale mellem dig og arbejdsgiver om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår, heller ikke i form af mødereferater, notater i personalemappen og lignende.

Vi vurderer uanset, at der ikke foreligger en skriftlig aftale, at du har ret til fastholdelsesfleksjob.

Det er vores vurdering, at den manglende skriftlige aftale mellem dig og arbejdsgiver skyldes kommunens mangelfulde vejledning om reglerne om fastholdelsesfleksjob, herunder kravet om en skriftlig aftale mellem dig og arbejdsgiver.

Vi vurderer, at kommunens mangelfulde vejledning efter omstændighederne skal føre til, at du stilles, som om kommunen havde ydet korrekt og fyldestgørende vejledning, som du og arbejdsgiver havde handlet i overensstemmelse med.

Vi vurderer også, at det må anses for dokumenteret, at arbejdsgiver har gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job til dig efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Du har igennem mange år lidt af smerter i ryg og hofter, og der er konstateret gigt i rygsøjlen og begge hofter. Du er også i behandling med antidepressiv medicin på grund af depression.

Vi har lagt vægt på, at det fremgår af rehabiliteringsplanens forberedende del, at du i perioden fra juni 2012 til januar 2014 var i et tilbud efter beskæftigelsesindsatsloven med det formål at fastholde dig på arbejdspladsen. Kommunen har således haft anledning til at vejlede dig og arbejdsgiver om reglerne for fastholdelsesfleksjob, herunder kravet om en skriftlig aftale mellem arbejdsgiver og medarbejder, der trådte i kraft den 1.1.2013.

Vi har også lagt vægt på, at det fremgår af tværfaglig udredning af 29.1.2014 fra C, som kommunen i juni 2012 henviste dig til, at arbejdsgiver for 9 år siden omplacerede dig fra erhvervsafdelingen til privatkundeafdelingen for at mindske stressede situationer og undgå akavede fastlåste stillinger.

Det fremgår desuden af den tværfaglige udredning af 29.1.2014, at der siden henvisningen i juni 2012 til C har været holdt møder på arbejdspladsen, og at der er blevet gennemført afdækning af arbejdsevnen med strukturering af arbejdsopgaver og arbejdsrytme. Det seneste år har du været delvist sygemeldt og har forsøgt at trappe op i tid sideløbende med, at arbejdsopgaverne er blevet tilpasset til udelukkende at være service samt arbejdsopgaver, som kan udføres på kort tid. Du har ingen stramme deadlines, og du er fritaget for tunge løft og fysisk belastende arbejdsfunktioner. Der er indført hjælpemidler i form af lettere værktøj og kassebil med lettere ud- og indgangsparti, så kørslen ikke belaster. Arbejdsrytmen er tilrettelagt således, at der er naturligt indflettede pauser samt særlige pauser mellem arbejdsopgaverne. Det fremgår af den tværfaglige udredning, at der i de sidste to år er taget relevante og maksimale skånehensyn, og at der ikke kan peges på yderligere initiativer.

Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at din arbejdsevne er væsentlig og varigt nedsat, og at du dermed opfylder betingelserne for fleksjob.

Efter reglerne kan en person kun blive ansat i et fleksjob på den hidtidige arbejdsplads, hvis personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Den pågældende skal endvidere opfylde betingelserne for fleksjob.

Aftalen mellem arbejdsgiver og medarbejder om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår skal være skriftlig og indeholde oplysninger om, hvilke funktioner medarbejderen har svært ved at udføre eller ikke kan udføre, og hvilke konkrete skånehensyn der er aftalt. Arbejdsgiveren skal endvidere dokumentere, at der er gjort et reelt forsøg på at etablere et vedvarende ustøttet job efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning.

Bemærkninger til kommunens sagsbehandling

Vi kritiserer, at kommunen ikke har opfyldt sin vejledningspligt.

Vi kritiserer desuden, at kommunen efterfølgende har truffet afgørelse om, at du pr. 1.2.2015 kunne ansættes i fleksjob hos X efter en opsigelse herfra med den begrundelse, at der som følge af opsigelsen og genansættelse med andre arbejdsopgaver ikke var tale om et fastholdelsesfleksjob.

Vi bemærker, at efter reglerne er der uanset opsigelsen og de ændrede arbejdsopgaver fortsat tale om et fastholdelsesfleksjob, da X er den arbejdsplads, hvor du senest har været ordinært ansat.