Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 15-70-00864

Omtale af erindringsbog

Klagers erindringsbog var omtalt i artiklen ”Anonyme ældre mænds erindringer”. Ikke kritik af Weekendavisen for omtalen.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

God presseskik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1.

[Klager] har udgivet en bog om sit liv, og nævnet finder herefter, at han måtte tåle at blive nævnt i forbindelse med omtale af sin bog, også selv om der ikke er tale om en boganmeldelse. Det forhold, at han er den eneste forfatter, der er omtalt ved navn i artiklen, kan ikke føre til et andet resultat.

Det følger videre af de vejledende regler, at angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. særligt punkt A. 4.

[Klager] har i sin klage til Pressenævnet anført, at hans mundtlige udtalelser til Weekendavisens journalist er misvisende, men han har ikke nærmere præciseret, hvordan udtalelserne skulle opfattes. Det er imidlertid ubestridt, at [Klager] vidste, at han talte med en journalist, og at hans udtalelser er citeret korrekt. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere, i hvilken sammenhæng udtalelserne er gengivet.

Pressenævnet finder heller ikke, at artiklen indeholder angreb af faktisk karakter, der burde have været forelagt [Klager] inden offentliggørelsen, ligesom Pressenævnet tilsvarende ikke finder grundlag for at fastslå, at artiklen indeholder urigtige oplysninger, som Weekendavisen havde pligt til at berigtige.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Weekendavisen.

[Klager] har klaget over artiklen ”Anonyme ældre mænds erindringer” bragt i Weekendavisen den 11. september 2015, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

1 Sagsfremstilling

Forud for den påklagede artikel udgav [Klager] bogen ”FRA ROD TIL ROSE. Respekt er det du gi’r”. Bogen udkom den 22. september 2014 fra Forlaget Ådalen. Af en udateret pressemeddelelse fra forlaget fremgår følgende:

”Tidligere topjurist i FOA skildrer sit liv og mere end 20 år i FOA på godt og ondt. En ætsende kritik af samfundet og af kommunisternes overtagelse af FOA.

Journalisten og forfatteren Søren E. Jensen skriver om bogen.

[…]”

Ved mail af 4. oktober 2014 rettede [Klager] henvendelse til Weekendavisens redaktør og henledte opmærksomheden på sin bog.

Weekendavisen bragte året efter, den 11. september 2015, i sektionen Bøger artiklen ”Anonyme ældre mænds erindringer”. Af artiklen fremgår følgende:

”Amatørbiografier. Når danske mænd fylder fyrre, bruger de friværdien på at udgive deres egen CD. Når de fylder tres, skriver de deres selvbiografi.

Af SØREN E. JENSEN

Da en bekendt ved navn [Klager] sidste år skrev til mig og spurgte, om jeg ville skrive bagsideteksten til hans erindringer, blev jeg ikke bare beæret over tilbuddet, men også overrasket over, at den bekendte havde skrevet en bog, for jeg anede ikke, at han havde forfatterambitioner. Det havde [Klager] for så vidt heller ikke, men det vender vi tilbage til. Under alle omstændigheder sagde jeg ja til at skrive bagsideteksten på betingelse af, at jeg fik lov til at læse manuskriptet, og da jeg læste det, øjnede jeg konturerne af en god bog. Det ville ganske vist kræve en gennemskrivning eller fem, men hvis det skete, stod vi pludselig med en helt almindelig mands liv fortalt af ham selv.

Det betragtede jeg som en ren og skær sensation, men da jeg ringede til en forlægger og foreslog ham ideen, var han knap så begejstret. Forlæggeren kunne nemlig fortælle, at branchen i disse år modtager bunkevis af manuskripter fra mere eller mindre anonyme mænd op omkring tres år, som har sat sig til computeren for at fortælle deres livshistorie. Vi taler altså om en litterær pendant til en anden tendens, som gjorde sig gældende for et par år siden, hvor mænd i fyrrerne brugte formuer på at udgive deres egen CD.

FORLÆGGEREN hedder Søren Møller Christensen, og han driver Forlaget Vandkunsten, der er kendetegnet ved ikke at have noget kendetegn, bortset fra at bøgerne som regel er smukke. Når det gælder indholdet, kan Vandkunstens bøger imidlertid handle om alt, lige fra katolske mirakler over nyere russisk litteratur til et fiktivt atlas over afsidesliggende øer. Men til dato har Forlaget Vandkunsten ikke udgivet en eneste ukendt, tresårig mands livshistorie, skønt der ellers har været mange muligheder for det.

Søren Møller Christensen afviser, at det skyldes snob fra forlagets side.

’Tværtimod er det enhver forlæggers daglige drøm at modtage et manuskript fra et uopdaget talent, og så er det underordnet, om talentet er en ung digter eller en tresårig mand, der har skrevet sine erindringer; bare det er velskrevet og har almen interesse’, forklarer Søren Møller Christensen, som mener, at det netop er skellet mellem det personlige og det private, der er skyld i, at han som regel må afvise erindringer fra anonyme ældre mænd.

’Ofte er det fortællinger, som er skrevet til den nærmeste familie, og på den måde kan manuskripterne have stor værdi. Jeg har selv haft stor fornøjelse af at læse erindringer, som er skrevet af folk, jeg kender privat. Men en egentlig udgivelse kan teksterne slet ikke bære’, siger Christensen, som mener, at vi i det hele taget lever i en tid, hvor grænsen mellem det private og det offentlige er ophørt.

’I dag skriver folk deres egne blogs, de ytrer sig på Facebook, og de fører intime telefonsamtaler i offentlige transportmidler. Det er måske grunden til, at man tror, at ens eget liv er så interessant, at alle mennesker vil læse om det’, formoder han.

Da jeg spørger min ven [Klager], erkender han, at han ikke havde overvejet forskellen mellem private ferieminder og almene tidsbeskrivelser, da han satte sig til computeren for at fortælle om sit liv gennem tres år.

’Udgangspunktet var en fyring, som jeg mente var uretfærdig. Det ville jeg gerne fortælle om. Men da jeg havde skrevet det, var jeg bange for at lyde som en sur, gammel mand, og så begyndte jeg at skrive om min opvækst i Brøndby. Men hvad der ragede mine venner, og hvad der ragede hvem som helst, havde jeg ærlig talt ikke gjort mig nogen tanker om. Det skyldes måske også, at jeg skrev manuskriptet i en rasende fart’, siger [Klager], som brugte en måned på at nedfælde sit liv.

Det er hurtigt, og netop computerens hurtighed mener Søren Møller Christensen er en af årsagerne til, at der sandsynligvis bliver skrevet som aldrig før.

’Tekstbehandlingsprogrammerne er i dag så udviklede, at du i virkeligheden ikke behøver skrive din tekst selv. Computeren gør det for dig. I gamle dage var det mere besværligt, men nu behøver du ikke engang købe et farvebånd’, siger Søren Møller Christensen. Og hans tese bekræftes af [Klager], som ikke er sikker på, at han ville have skrevet sit manuskript, hvis han kun havde haft skrivemaskinen til hjælp.

’Nej, det ville jeg nok ikke have orket. Så skulle det i hvert fald være en af dem med slettebånd, og alligevel er jeg sikker på, at jeg kun ville have skrevet manuskriptet én gang. Jeg ville ikke gide at skrive det hele om’, fortæller han.

[Klager] bliver overrasket, da han hører om forfatteren Bent Vinn Nielsens arbejdsmetode. Her bliver manuskriptet skrevet i hånden igen og igen. Først når Bent Vinn Nielsen er i stand til at skrive hele sin fortælling uden rettelser, sætter han sig til computeren og skriver teksten ind.

’Hold da kæft, det gad jeg godt nok ikke. Skriver Bent Vinn Nielsen virkelig så meget om? Det kan man jo slet ikke mærke, når man læser hans bøger’, siger [Klager], som endte med at betale 10.000 kroner til Forlaget Ådalen for at få udgivet sine erindringer, der fik titlen Fra rod til rose.

’Men det er et særtilfælde, at han skulle betale for det; normalt søger vi fondsstøtte’, fortæller Mogens Stylvig Jensen, som sammen med sin kone ejer Forlaget Ådalen, hvor ægteparret i øvrigt er de eneste ansatte.

Ådalen udgiver omkring femten titler årligt, og Mogens Stylvig Jensen bekræfter, at der ligger mange erindringer fra almindelige mennesker blandt de manuskripter, som forlaget modtager.

[…]

’Vi udgiver som grundregel ingen fotoalbum. Det må ikke blive for privat; vores kriterium er, at bøgerne skal have værdi for eftertiden’, siger forlæggeren, som dog også må returnere manuskripter, hvis de simpelthen er for dårligt skrevet. Men hvis et manuskript accepteres, er det igen forfatteren, som har ansvaret, også når det gælder en måske ikke helt heldig stilisme.

’Vi retter ikke i tingene; det er der ikke råd til’, fortæller han.

Foruden 10.000 kroner skulle [Klager] altså være sin egen redaktør, og her skulle han måske have været mere kritisk, sådan at det ikke endte med, at ’store dele af bogens personlige erindringer vil have begrænset interesse for de fleste læsere’, som det hed i lektørudtalelsen.

Det må han leve med, og det gør han også gerne.

’Processen lærte mig, at det nok er mere svært at skrive en bog, end jeg i første omgang havde regnet med. Når man skriver et manuskript, svarer det til en vildtvoksende have, og jeg orkede ikke at luge’, forklarer [Klager], der heller ikke orkede at læse sin egen bog, da den først var udkommet.

’Man skal som bekendt ikke gå tilbage til en fuser’, siger han. ”

Den 13. september 2015 klagede [Klager] til Weekendavisen over artiklen og medsendte nedenstående 3½-siders indlæg, som han ønskede bragt i avisen som svar på artiklen. Af indlægget fremgår følgende:

”Svar på tiltale – ”Anonyme ældre mænds erindringer”

I Weekendavisen den 11. september har Søren E. Jensen en artikel, hvori min bog “Fra rod til rose – Respekt er det du gi’r” omtales med ovennævnte overskrift. Det kræver en kommentar, som jeg hellere havde været foruden.

Det første man bemærker, er ordet “anonym”. Så er jeg kategoriseret – og bogen ligeså. Den er uinteressant og ikke værd at læse.

Hvem jeg er omtales ikke. Selv om han har skrevet bagsideteksten og bor i det samme geografiske område - og han en enkelt gang i artiklen omtaler mig som sin ven […].

Skulle der være en enkelt læser, der mod forventning skulle interessere sig for anonyme - almindelige - ældre mænd, herunder undertegnede, kan jeg oplyse, at jeg er en gammel Brøndbydreng, mønsterbryder, der sideløbende “stik imod alle odds”, (som Søren E. Jensen skriver på bagsideteksten af bogen) med et dagligt hashforbrug i 30 år har gennemført jurastudiet sideløbende med ufaglært arbejde og i mere end 25 år har været ansat i fagbevægelsen, heraf over 20 år i FOA - Fag og Arbejde. Jeg har endvidere været socialdemokrat i mere end 30 år og var formand i Glostrup i perioden 1990-94 under formandsopgøret, der også – uden at det interesserer “nogen” – er omtalt i bogen.

Jeg har haft hundredevis af faglige sager i hele landet. Der er nok ikke den kommune, eller det amt, jeg ikke har været i mindst én gang. Desuden er der en hel del jurister, der beskæftiger sig med arbejdsret, som jeg har haft kontakt med. Både på A- og B-siden. Ikke desto mindre er jeg i kendissernes klassificering stadig en almindelig eller en anonym (ældre) mand.

Så anonymiteten må altså være defineret ud fra, at jeg ikke er kendt uden for den virkelige virkelighed. På “parnasset”, i meningsdannernes, de riges, (wannabe)kendissernes lille lukkede selvfede verden. Andre regnes ikke for noget. Her vurderes man ikke på sin person, erfaring eller individualitet, men på om man er kendt af dem, der er kendte/gerne vil være det.

Derfor er det, jeg skriver uinteressant. Uanset hvad det er. Det er i hvert fald begrundelsen. Bogens nærmere indhold er da også uomtalt i helsidesartiklen.

Men målgruppen for min bog er ikke veluddannede meningsdannere, der er for intelligente til at være kloge og for dumme til at se ud over egen næsetip, og som typisk alene har fokus på den lille sluttede flok, der på tværs af tilsyneladende politiske uenigheder, kommenterer og diskuterer en fælles beskyttet virkelighed og ikke den virkelighed, de for de flestes vedkommende kun har læst om eller har oplevet en kort periode i deres studietid, og som de uudtalt nu priser sig lykkelige for ikke at være en del af – selv om miljøet på Vesterbro og Nørrebro forekommer dem tillokkende, hvad de ikke kan bebrejdes al den stund at de værste fattigrøve, sutter, narkomaner og hjemløse langsomt men systematisk finder andre græsgange efterhånden som boligerne konverteres til ejerboliger.

Jeg havde bestemt ikke forventet, at disse gode mennesker ville interessere sig for min bog. Jeg er jo hverken kendt, rig eller har indflydelsesrige bekendte og er ikke en del af de lukkede cirkler. Bogen er da heller ikke skrevet for deres skyld.

Af forordet – som heller ikke interesserer - fremgår da også, at:

“Denne bog er skrevet til dig, der tvivler. Til dig, der synes fremtiden – for ikke at sige nutiden - ser lidt sort ud. Den er skrevet til dig som samfundet, myndighederne, familien, naboerne, vennerne, omgangskredsen måske holder lidt distance til. Dem, der ikke egentlig rigtigt kender dig, eller påskønner den du er. Eller den du kunne blive. Eller være. Det er svært at være menneske. Også for mig. Det vil du kunne læse i bogen. Jeg håber den bliver læst i den ånd, den er skrevet. Jeg håber også, den kan give mod eller håb til dig, der har det svært og ikke kan se noget lys for enden af tunnelen. Men fortvivl ikke. Også du har en menneskelig værdighed, som INGEN kan tage fra dig. Uanset hvad!

Det passer vist også meget godt på mig selv.

Heller ikke henvisningen i bogens indledning til Matthæusevangeliets kapitel 25, vers 40 omtales: “Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I have gjort imod én af disse mine mindste Brødre, have I gjort imod mig” tillægges nogen betydning eller vises opmærksomhed.

Eller epilogen: “Uden at det skal blive missionerende eller religiøst agiterende, er der meget visdom i Jesus’ svar til disciplenes spørgsmål om, hvordan de skulle leve: ”Lyv ikke og gør ikke det i hader” (Thomasevangeliet (6)).

Der var da næsten heller ingen, der ønskede at udgive min bog, og det undrer mig stadig - uanset hvad man måtte mene om bogens (manglende) litterære kvaliteter - at kommunisternes overtagelse af et af landets største forbund (FOA - Fag og Arbejde) ikke interesserer NOGEN.

En af årsagerne (men kun én) til at skrive bogen var, som det nævnes “en fyring, som jeg mente var uretfærdig”. Men det var ikke hele årsagen. Og bogen er langt fra et angreb på fagbevægelsen endsige på FOA som forbund, hvad der tydeligt fremgår af bogens forord og indholdet i bogen i øvrigt.

En anden årsag til at skrive bogen er den totalitære tankegang, der er blevet fælles tankegods hos alle folketingets partier og i størstedelen af befolkningen. En udvikling jeg skarpt kritiserer i bogen.

Bogens konklusion er, at det er paradoksalt, at Enhedslisten står på sidelinjen som frelser mod den totalitære og centralistiske samfundsudvikling. Det er den dialektiske materialisme i sin mest sublime realiserede form. Det tror jeg, at formanden for Støttekomitéen for Jørgen Dragsdahl vil være enig i (under fire øjne). Ejeren af forlaget “Vandkunsten”, som udgiver Søren E. Jensens bøger, og som i artiklen forklarer, at afvisningen af at udgive min bog ikke “skyldes snob”. Vandkunsten er et af de forlag, der afviste at udgive min bog. Om forlagsejeren hedder det i PET kommissionens rapport. […].

Heller ikke afsnittet i bogen om Berlinmurens fald har fundet nåde for nærmere refleksioner:

“I begyndelsen af 1989 havde Honecker udtalt, at muren skulle blive stående lige så længe, som årsagen til dens opførelse eksisterede. Jeg tror ikke, at der er mange, der egentlig har forstået betydningen og rækkevidden af dette udsagn”. Berlinmuren blev fjernet i november 1989.

Ikke et ord om epilogen: “Uden at det skal blive missionerende eller religiøst agiterende, er der meget visdom i Jesus’ svar til disciplenes spørgsmål om, hvordan de skulle leve: ”Lyv ikke og gør ikke det i hader” (Thomasevangeliet (6)). Eller som det er udtrykt af Antoine de Saint-Exupéry: ”Kun med hjertet ser man rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet”. Og forstå mig ret. Bogen er IKKE en kristen missionerende bog. Men alligevel.

Artiklen afsluttes nedladende med, at jeg selv “heller ikke orkede at læse bogen, da den først var udkommet. Man skal som bekendt ikke gå tilbage til en fuser, siger han”.

Fuser? Tja, da bogen udkom i september 2014 - og uvist af hvilken grund først nu omtales af Weekendavisen, selvom jeg efter aftale fremsendte den til avisen for knap 1 år siden - var det næsten 1 ½ år siden jeg havde skrevet den og var/er kommet videre i tilværelsen. Jeg fremsendte manuskriptet til et forlag første gang i marts 2013. Og jeg plejer ikke at hænge fast i fortiden.

I artiklen er flere gange nævnt alt det, jeg ikke orker eller gider, bl.a. at jeg ikke vil skrive manuskriptet om og om igen. Hertil må bemærkes, at jeg er uddannet jurist og – ofte under tidspres – har formuleret mig skriftligt i et klart og letforståeligt sprog i en menneskealder, og at jeg ikke har behov for at “sidde og fedte med det”.

I stedet for kunne han have henvist til Johannesevangeliets kapitel 19 vers 22: ”Pilatus svarede: »Hvad jeg skrev, det skrev jeg”. Men det gør præsten uden nåde og næstekærlighed ikke.

I stedet er fra artikelteksten denne fremhævelse: ”Men hvad der ragede mine venner, og hvad der ragede hvem som helst, havde jeg ærlig talt ikke gjort mig nogen tanker om. Erindingsbogsforfatter [Klager]”.

Jeg er nu rubriceret som - kan man forstå - det laveste af det laveste: Erindringsbogsforfatter. At jeg ikke prøver at tilpasse min bog til hans bestemte målgruppe ironiseres der over. Det kan man da kalde et (bund)karaktermord. Men jeg skal vel prise mig lykkelig for ikke at blive benævnt trivialbogsforfatter. Eller glemmebogsforfatter.

Min bog er for nyligt (primo juli) anmeldt af Eva Bøgelund på Djøfbladets hjemmeside - se http://www.djoefbladet.dk/nyheder/2015/7/fra-hashvrag-til-fagforeningsjurist.aspx, hvor artiklen i ca. 2 måneder var blandt de mest læste. Artiklen kan jeg varmt anbefale, hvis man vil dybere ned i materien, selv om den ikke omtaler forholdene/sagerne i FOA eller min konklusion om samfundsudviklingen.

I djøfartiklen hedder det bl.a.: “[Klager] har en livslang, aldrig svigtende sans for et godt antiautoritært indslag. Det prægede naturligvis også eksamensbeviset fra gymnasiet, men forstanden fejlede ikke noget. Hans helt var den legendariske forsvarsadvokat Carl Madsen, og 1984 blev han cand.jur.

De lærde haller på Frue Plads blev ikke overrendt, men han havde flair for faget og var – ’henset til den beskedne indsats i årets løb’ – godt tilfreds med sine karakterer.

På et tidspunkt lagde han en seddel i sin mixerskål (ikke den til at piske flødeskum i, men den til at nulre rygeklumpen i): ’30 sider først’.

På job nederst i velfærdssamfundets hierarki

Den daglige klump blev i mange år finansieret ved en hård, men engageret og hjertevarm indsats som ufaglært sygeplejer i velfærdssamfundets mindst prestigiøse skyllerum – såsom åndssvageinstitutionen Vangedehuse og det gerontopsykiatriske plejehospital Brøndbylund.

Det er på Kim Leine-højde, hvis man har læst den sygeplejerskeuddannede succesforfatters selvbiografiske bøger Tunu og Kalak, når [Klager] beskriver arbejdets indhold og udfordringer.

Som fx når afføringspillerne ikke har den ønskede virkning, og man må hjælpe patienten med fingrene. Men ikke noget problem, man vænner sig til det, forklarer han”.

Omtalen i djøfbladet er da også uomtalt i artiklen i Weekendavisen, og bogen er tydeligvis ikke - efter Søren E. Jensens opfattelse - på Kim Leine-højde. ¬¬Uomtalt er også beskrivelsen af betydningen af en række faglige afgørelser af principiel karakter og min sammenligning af ”ny løn”-modellen med USSR’s præmiearbejdersystem.

Sidst men bestemt ikke mindst, så er bogens “sjæl” i øvrigt: “Respekt er det, du gi’r” som også er bogens undertitel og som understøttes af de eksempler jeg giver, dels af de sager jeg har haft og dels i forbindelse med mine oplevelser/mine jobs. Oftest i form af manglende respekt for almindelige/anonyme mennesker.

Var jeg paranoid, ville jeg tro, at artiklen var bestilt arbejde og udtryk for “damagecontrol”. Nu var det ellers lykkedes næsten at hindre udgivelsen af bogen og efterfølgende omtale af den, og så sprang proppen alligevel af flasken og ånden slap ud med artiklen i djøfbladet.

Jeg er ikke paranoid, men paranoide har også fjender. Måske opfattes bogen som farlig?

Jeg undrer mig i hvert fald over, hvorfor bogen kort efter omtalen og læseropmærksomheden i djøfbladet nu, et år efter udgivelsen, skal omtales i Weekendavisen - og især over at den mand, der i sin tid fandt den vigtig og gerne ville skrive bogens bagsidetekst nu hegler den og forfatteren ned, og utvetydigt fraråder folk at læse den. Uden at nævne, hvad den handler om.

Alene det burde være grund nok til at læse den. Hvis man er tilhænger af ytringsfrihed. Eller er blevet nysgerrig. Eller vil have sig et godt grin. Eller reflektere over samfundsudviklingen. Eller vil læse om det uinteressante, anonyme “Underdanmark” og kampen for en tålelig tilværelse.

Min erfaring er i hvert fald, at ytringsret og ytringsfrihed er to vidt forskellige ting, og at ytringsfriheden reelt kun gælder for de få. Tankevækkende.

Min bog kan købes via www.forlagetaadalen.dk eller - endnu - lånes på biblioteket. “Fra rod til rose - Respekt er det du gi’r”. Apropos!

Det bli’r rart at vende tilbage til ”anonymiteten”, hvor jeg efter Søren E. Jensens og ligesindedes opfattelse hører til - og har det fint.

Af [Klager], cand. jur., tidligere avisdreng, mælkedreng, butiksmedhjælper, ufaglært omsorgsmedhjælper, sygehjælper, ekstrabud, arbejdsmand, lærervikar, pædagogmedhjælper, studentermedhjælper i Ingeniør-Sammenslutningen, guitarlærer, konsulent og teamkoordinator i FOA - Fag og Arbejde, tidligere formand for Socialdemokratiet i Glostrup, tidligere frivillig jurist i Mødrehjælpen, tidligere (indtil 1. juni d.å. formand for det fælles huslejenævn og det fælles beboerklagenævn for Albertslund og Glostrup kommuner over en 25-årig periode), guitarist og komponist samt – ikke mindst – anonym, almindelig samfundskritisk/erindringsbogforfatter (vælg selv).

Efter indsendelsen af indlægget fulgte en mailkorrespondance mellem redaktøren for sektionen Bøger og [Klager]. Af korrespondancen fremgår bl.a. følgende:

Fra redaktøren den 13. september 2015 kl. 20.28: ”Jeg vil gerne bringe dit svar. Men det er alt for langt. Vi optager normalt kun læserbreve af max 2000 tegn. ”

Fra [Klager] kl. 21.15: ”Hvad er dit forslag? Det er på 2083 ord og det er vel kun rimeligt at mit svar er fyldestgørende og fylder en side ligesom artiklen? ”

Fra redaktøren kl. 21.17: ”Nej, det synes jeg ikke er rimeligt. Hvis du kan beskære den til 2000 tegn, så bringer jeg den dog gerne. ”

Fra [Klager] kl. 21.35: ”Det synes jeg ikke er rimeligt […] At skære det ned til 2000 tegn ville svare til én spalte – Jensens artikel fyldte 4 spalter. Det svarer til ca. 2000 ord. […]”

Fra redaktøren kl. 22.59: ”[…] vi har ingen kronik i sektionen. Men du skal være mere end velkommen til at skrive et læserbrev. De er normalt en længde på max 2000 tegn. Hvis det er svært for dig at forkorte dit indlæg, så kan det undtagelsesvist være på 3000 tegn. Men jeg tillader mig at forkorte i det, hvis der er pladsmangel. ”

[Klager] meddelte redaktøren, at han fandt tilbuddet utilfredsstillende.

Klagen er modtaget i Pressenævnet den 30. september 2015.

2 Parternes synspunkter

2.1 [Klager]s synspunkter

[Klager] har navnlig anført, at artiklen er et ubegrundet, irrelevant krænkende angreb på hans person og den bog, han har skrevet. Bogen udkom for et år siden, og han fremsendte den i den forbindelse til Weekendavisen med henblik på omtale i avisen, men man har ikke hidtil haft interesse for den.

[Klager] har svært ved at se noget sagligt eller relevant formål med at bringe artiklen på nuværende tidspunkt ud over et slet skjult forsøg på at fraråde læserne at læse bogen uden i øvrigt at omtale, hvad bogen handler om. Artiklen er søgt camoufleret som en generel beskrivelse af anonyme ældre mænds erindringer, men den eneste bog og forfatter, der omtales i artiklen, er ham og hans bog. Det forekommer ikke at tjene noget journalistisk formål at anmelde en forfatter og ikke den pågældendes bog et år efter udgivelsen. På trods af artiklens generelle titel bliver han eksponeret som person og hans sjældne navn omtales flere gange, uden at formålet hermed står klart. Han har en berettiget forventning om ikke at blive hængt ud som sket i artiklen.

Herudover finder [Klager] udsagnene i artiklen ufyldestgørende, misvisende og taget ud af deres sammenhæng. Journalisten må udmærket være klar over dette, da han dels har skrevet bagsideteksten til bogen, dels har bistået med gennemlæsning af bogen. Endvidere interviewede journalisten ham i forbindelse med en reception i forbindelse med udgivelsen af bogen i september 2014, og han måtte derfor vide, at bogen var [Klager]s hjerteblod og ikke overfladiske, uigennemtænkte skriblerier. Herudover tilkendegav journalisten ikke over for ham, da de kort talte i telefon sammen, sin intention om at citere udpluk af samtalen og fordreje hans udtalelser, således at han fremstår som en overfladisk og doven forfatter, som har skrevet en bog, han ikke har gjort sig nogen dybere tanker om, og som han selv anser for en ”fuser”.

Artiklen udelader endvidere bogens fulde titel, idet der kun nævnes ”Fra rod til rose” og ikke ”Respekt er det du gi’r”. Uomtalt er også den positive boganmeldelse ”Fra hashvrag til fagforeningsjurist” af 7. juli 2015 Djøfbladets internetside, som han omtalte overfor journalisten i deres telefonsamtale.

Ifølge [Klager] er Weekendavisen blevet anmodet om at skrive artiklen efter henvendelse fra ejeren af forlaget Vandkunsten, som også er formand for Støttekomitéen for Jørgen Dragsdahl. Forlaget har udgivet flere af journalistens egne bøger, men ønskede i sin tid ikke at udgive [Klager]s bog. Han spekulerer på, om han er blevet udstillet i artiklen på grund af dette citat fra bogen:

”Den del af fagbevægelsen, han kom ind i, var – ifølge [Klager] – dengang præget af, at man helst ansatte, forfremmede og belønnede medarbejdere, som var medlem af DKP. ’Du kunne jo bare blive hemmeligt medlem’, som en kollega hjælpsomt foreslog.

[Klager] er uforstående over for, at Weekendavisen har afvist at bringe hans svar på artiklen. Hans svar går hverken i form, indhold eller omfang ud over det rimelige. Weekendavisen har herved tilsidesat de ”Grundlæggende synspunkter” og punkterne A. 3, A. 4 og A. 7 i de vejledende regler for god presseskik. Han redegør i sit svar for, hvad formålet med at udgive sin bog var. Han burde have fået artiklen forelagt til gennemsyn forud for offentliggørelsen.

2.2 Weekendavisens synspunkter

Weekendavisen har anført, at artiklen ”Anonyme ældre mænds erindringer” er en normal analytisk artikel om et bog-fænomen, som [Klager] eksemplificerer. Artiklen omhandler det udbredte fænomen, at mænd i en vis alder skriver deres memoirer, og at de mindre kendte blandt disse mænd oftest udgiver erindringerne på ganske små, private forlag.

[Klager] sendte på dagen for offentliggørelsen en mail til artiklens forfatter, hvori han takkede for omtalen og i øvrigt vedhæftede et digt. [Klager] havde i 2014 indsendt sin selvbiografi til redaktionen med henblik på omtale. I september 2015 modtog Weekendavisen Bøger imidlertid en længere tekst (over 2.000 ord) fra [Klager], som nu var blevet utilfreds med artiklen, som han fandt krænkende.

Bogsektionens redaktør svarede straks, at [Klager] udmærket kunne få genmæle i avisen. Redaktionen lovede at trykke hans imødesete indlæg, idet han blot skulle udforme sine indvendinger i en kortere form som et læserbrev på 2.000 tegn. Da han ikke fandt dette omfang tilfredsstillende, tilbød redaktøren ham et omfang på 3.000 tegn, igen med lovning på, at indlægget ville blive bragt. Dette ønskede [Klager] imidlertid ikke at benytte sig af, idet han fortsat forlangte sin kroniklange tekst publiceret. Da Weekendavisen ikke kunne gå med til dette, har han klaget til Pressenævnet.

Weekendavisen er af den opfattelse, at en bogudgivelse er ensbetydende med, at bogens forfatter har stillet sit værk til rådighed for omtale, herunder både af værkkritisk og bredere analytisk art. Man kan efter avisens opfattelse næppe påberåbe sig privatlivets fred, for så vidt angår tekster, man selv har offentliggjort og bestræbt sig på at få offentligt omtalt. [Klager] var da heller ikke uvillig til at medvirke i et interview til artiklen, hvis vinkel – ukendte ældre mænds erindringer – han var blevet orienteret om. [Klager] er citeret korrekt i artiklen.

Den artikel i Weekendavisens Bøger, som er faldet [Klager] for brystet, udgør en ganske normal artikeltype, hvori en tendens i bogverdenen bliver skitseret og kommenteret. Det usædvanlige er kun, at der ikke er tale om fænomener som ’chick-lit’, ’nordisk krimi’, ’bekendelseslitteratur’ eller andre allerede vel definerede udgivelsestyper. I den pågældende artikel bliver det ligefrem påpeget, at privatudgivende memoirer-forfattere ofte kan blive overraskede over, at udgivelse er det samme som offentliggørelse, altså at en forfatters værk, forfatterpersonen og mange andre omstændigheder med ét slag bliver stillet til offentlighedens rådighed. Dette er med alt, hvad en sådan offentliggørelse indebærer af mulighed for offentlig omtale af nærgående og måske endda ubehagelig karakter.

Det er således fuldkommen normalt, at både bøger og forfattere omtales kritisk i offentligheden, og Weekendavisen vil på det kraftigste bestride, at artiklen udgør en overtrædelse af god presseskik. Weekendavisen gav den ene gang efter den anden [Klager] lovning på plads i avisen til at tage til genmæle mod artiklen. Dette blev tilbudt på de fuldkommen samme betingelser, der gælder for alle, der er utilfredse med avisens omtale af dem eller deres værker.

Det er hverken hos Weekendavisen eller i den øvrige presse kutyme, at klagende forfattere får stillet helsider til rådighed til genmæle. Det normale er, at man får aftrykt et læserbrev eller debatindlæg. Disse er i øvrigt meget læste. Weekendavisen har hele tiden fastholdt sit tilbud til [Klager] om, at han kunne benytte sig af muligheden for offentligt at bestride og beklage sig over den omtalte artikel.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Rasmus Emborg, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen.

God presseskik

Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1.

[Klager] har udgivet en bog om sit liv, og nævnet finder herefter, at han måtte tåle at blive nævnt i forbindelse med omtale af sin bog, også selv om der ikke er tale om en boganmeldelse. Det forhold, at han er den eneste forfatter, der er omtalt ved navn i artiklen, kan ikke føre til et andet resultat.

Det følger videre af de vejledende regler, at angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn, jf. særligt punkt A. 4.

[Klager] har i sin klage til Pressenævnet anført, at hans mundtlige udtalelser til Weekendavisens journalist er misvisende, men han har ikke nærmere præciseret, hvordan udtalelserne skulle opfattes. Det er imidlertid ubestridt, at [Klager] vidste, at han talte med en journalist, og at hans udtalelser er citeret korrekt. Pressenævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at kritisere, i hvilken sammenhæng udtalelserne er gengivet.

Pressenævnet finder heller ikke, at artiklen indeholder angreb af faktisk karakter, der burde have været forelagt [Klager] inden offentliggørelsen, ligesom Pressenævnet tilsvarende ikke finder grundlag for at fastslå, at artiklen indeholder urigtige oplysninger, som Weekendavisen havde pligt til at berigtige.

Nævnet udtaler derfor ikke kritik af Weekendavisen.

Afgjort den 26. januar 2016.